En Novítus-fanfic: Den magiske sten

ADMINISTRATOR-NOTE: Denne fanfiction tager afsæt i Novítus og Orbis' univers og er en tribute til diverse brugeres karakterer. Dog indeholder den følgende tekst diverse elementer der på ingen måde har med vores spil at gøre. (Dette indebære diverse religiøse grupper og magiske genstande)
Men med dette i baghovedet, vil vi blot sige: God læsning. : )



ja....så tog jeg mig sammen til at skrive noget fanfic, jeg følger lige en kort lille smagsprøve, prolog, tingest, jeg håber i kan lide den, ligenu, er der kun en person, og den er ikke engang med i vores spil, så tænker i nok "fyha jahare" eller ludi eller criss, men bare rolig, der går ikke længe før vi møder både dux, Velina og Dorgon.

here u go :

”Mine herrer vi ved alle sammen….”
”elvere! Vi må stå sammen i disse tider! Hvor….”
”Gnargni stærk! Og gnargni sige at grønhud mødes !!”
”Frelste….tiden er kommet hvor jorden skal genfødes”
Sådan lød det landet over, da ’mørket’ igen var begyndt at sænke sig over verdenen i midten af bjergene, de forskellige folkeslag havde i mange årtier levet fredeligt med hinanden. Men nu, nu var nået sket, ’noget’ tvang dem til at tænke i på, hvad der var i fælles interesse, et mørke fra hindsides denne verden var på vej, noget der skulle blive undergangen for riget, hvis altså ikke de kunne lige deres stridigheder på hylden, men for at forstå problemer, må vi gå længere tilbage.

Prolog :
Atheus var en glad og venlig dreng, han havde altid nyt at rende rundt i skoven, til at starte med virkede hans klan lidt betænksomme, og var altid meget bange for, om han nu også kom hjem igen, men han kom troligt hjem hver aften til aftens mad, det var selvfølgelig sket at han ikke kom hjem, fordi han havde fundet en interessant blomst, eller en myretue, men en dag, var den lille dreng ikke kommet hjem, og så alligevel, det føltes som om man kunne høre den spæde knægts latter i vinden, og føle hans nærhed, men man kunne ikke se ham, og han blev aldrig set igen, efterhånden forsvandt flere folk når de bevægede sig ind i skoven, og pludselig, var hele skoven det man i folkemunde kaldte forhekset, det var forbudt med alle racers love at gå derind, mørket lurede mellem de store stammer, og ingen kunne vide sig sikker mellem de raslende grene, folk forsvandt, som om et bæst havde fortæret dem, og spyttet deres sjæl, væremåde, og stemme ud igen, for det siges, at sekundet man nærmede sig denne skov, kunne man høre skrigende fra alle dem der var forsvundet inde mellem de stive stammer, Nogen hævder også at have set elvere med sort hud, og andre vandskabninger, men en ting er sikkert, det eneste der nogensinde kommer ud derfra, er hviskende stemmer, og skrig. Området voksede, og voksede, og pludselig, var hele den nordlige del af riget i midten, forbudt område, ingen, ingen overhovedet kunne våge sig derind, og snakken om at de ældgamle sort elvere var på spild igen, bredte sig, for man havde kun kendt til så mørkt magi to steder, hos de sorte hudede, og så… hos de knuste.



Jeg slog mine øjne op, og så op i mit rug træ loft, aldrig havde halm set så fantastisk ud, aldrig havde duften i mine næsebor været så fantastisk, men det tænkte jeg jo hver eneste morgen, så det var der intet nyt over, jeg væltede ud af min seng, og børstede halm af ryg og krop, solens stråler dansede på min ryg, nærmest som en blød blød Kat, der strøg sig op af ens lår en sommerdag. Efter at være kommet i tøjet, og jeg havde fundet min taske hvor mad og dagens løn lå i, ja livet som karl var godt, stå op, ud med køerne, og så eller ned og drikke sig fra sans og samling, livet var godt, livet var sandelig godt. ”Se nu at få rubbet røven, ellers kan jeg godt love!!” det var madmor hårde stemme der skar over gårdspladsen, den lille fede dame stod og viftede krigerisk med en ske, hendes buttede ansigt og mørke hår var det eneste man kunne se af hende, eftersom resten var skjult under en balje med vand, sandsynligvis til hestene, da jeg endelig fik taget mig sammen til at vrisse et ”jaja mutter” havde mit blik allerede fundet en af de mange kæppe der lå på pladsen, og tja… livet som karl var godt, KLASK! Et protesterende brøl fra køerne vidnede om, at de vidst godt kunne have puttet sig i halmen en time til, og ja det kunne jeg da også! Men det bedste græs fandtes altså nær skoven, nær skoven hvor ingen af de andre bønder turde komme, men alligevel, man kunne aldrig vide om man måtte nøjes med den stegende hede på engen, i stedet for den svalende skygge under træerne, hvis der nu var kommet en ny karl, men det var aldrig sket i den lange tid jeg havde arbejdet her, meeen, man vidste aldrig.

Få stunde senere lå jeg dasede i det stadig dug våde græs, de 2-3 snese køer gik rundt og græssede af de fede græs og det lækre mos, ja livet som Karl var dejligt, det havde jeg snart sagt til mig selv tusind gange, men det var nu også sandt, så det måtte jeg godt, Jeg rettede mine øjne ud mod horisonten, ikke langt derfra rejste der sig en bakke, og på den, et enligt træ, hvis krone var præcis to lav at køerne kunne nå det med deres fleksible tunger, mellem bakken og skovbrynet var der en strækning græs, gennem det løb et lille vandløb, og ikke langt derfra, lå jeg, ikke så langt fra den store sten, der tronede højt med en advarsel om at alle der vågede sig tættere ind, måtte berede sig på en farefuld død, hah! Farefuld død? Døden kunne blive inde i skoven kunne den, jeg skulle ikke nyde noget af at gå videre ind, troede jeg.
Pludselig fangede noget mine øjne, det lys man får i øjnene når en blank genstand skinner, som tusind små juveler og diamanter der krilrer på nethinden, som om de kilder en nærmest i en legende dans, jeg drejede hurtigt hovedet, og lyset blev stærkere, solens stråler ramte noget, og gjorde hele verden til en funklende mine af diamanter, jeg blinkede forsigtigt et par gange, og mavede mig længere, nu havde jeg ligget ned i det dugvåde græs længe nok til at min bag var våd, og mine ben sov, dette var ikke ubehageligt, det så blot lidt mystisk ud, at jeg sådan mavede mig frem, som en ål på et spyd. Da jeg kom tættere på, kunne jeg for alvor se hvad det var, der havde funklet i mine øjne, jeg løftede den lille ting, og nærstuderede den, hvad pokker var det? En underlig rundt sten, fuldkommen kridhvid, hvidere end sne, hvidere end bøg, så hvid, at det nærmest brænde i øjnene, og midt på den, var der en cirkel, det var det, ikke mere, en hvid sten, og en cirkel, men alligevel, så var det ikke ’bare’ en sten, det var meget mere end en sten, i sekundet man så den, ville man forstå, fra den strålede kraft og visdom, som når man sidder ved siden af sin bedstefar, og han bereter om gamle dage, hvor elvere og gobliner gik hånd i hånd, og hvor drager trak i stedet for okserne, den ærefrygt viste jeg overfor den lille ting, men ak nej… det var stærkt undervurderet, jeg vidste ikke dengang, at den ville ændre mit liv, for altid.

Fantastisk! ^^ Simpelthen fantastisk! Lut til Dux - Dux som læste Rignenes Herre som 9-årig, har tæsket sig igennem boghylde for boghylde på biblioteket og Dux som snart er ude med sin første bog: Du har talent!
Og det er faktisk ikke noget jeg bare siger. Du sagde at du ikke rigtig skriver, gjorde du ikke? Jamen det kan man overhovedet ikke fornemme! xD Du virker som en trænet forfatter. Desuden elsker jeg dine sammenlignelser og metaforer! ^^

Det eneste der måske er lidt irriterende ved det, er måske nok, at vi ikke ved hvor vi præcis er, sådan rent grafisk, og at vi ikke ved hvor gammel hovedpersonen er. Men det kan være at det er med vilje, hvad ved jeg? ^^
Du springer måske også lidt hurtigt fra episode til episode, men det er jo en prolog, og prologer er til for at gøre folk forvirret, så det er jo sikekrt fint nok! xD

Og kan du så smide næste del - Jeg vil gerne se mere til eventyr i Orbis! xD

hmmm... yderst interessant... et par enkelt ting, som jeg måske mener... altså evt. i forbindelse med spring... så vis det over for læseren.... ved fx at centralt at skrive ****** eller lignende, så bliver det en smule nemmere at følge med i tingene...

En anden ting... pas på med for lange sætninger uden ordentlig pause i form af punktum, da det ellers meget nemt bliver en lang smørre, som man taber læserne i, da de ikke får tid til at slappe af i øjnene... uden at det nærmest ødelægger rytmen, hvilket jeg lige nu prøver at indikere, ved selv ikke at gøre det, så hellere bruge et par punktummer end sætninger, som strækker sig over halve sider.

det er bare mine holdninger, og måske bør du lytte mere til Dux end mig... hun er jo trods alt mere prof end mig...

Kære Tantha, kære, Tantha - jeg må desværre sige dig imod! ^^
Jeg syntes at det er utrolig godt, at du ikke er en der bare smider tilfældige punktumer ind hist og her. I mine øjne, så giver det - stik modsat af hvad Tanthalasa sagde - et super godt flow, at du ikke stoppe op hver tredie ord. (Det er selv noget jeg har kæmpet med.)
Og desuden, så syntes jeg at dine afsnit skildre tids-skiftene rigtig godt.

Men det kommer jo an personen der læser, I guess! ^^

Ladies and gentlemen! i present part two...

Kapitel I

Whisky

”kom nu knægt! Vil du have at vi skal sove i en stald i aften?” vrissede madmor mens hun læssede vores vogn, var det virkelig nødvendigt at have alt det med? I de 17 vintre jeg havde levet, havde jeg aldrig set en bod på sommer markedet, hvor der var komplet udsolgt, der var altid liiige et eller andet tilbage, men som altid, nikkede jeg og råbte ”ja mutter… nu skal jeg være der” det var jo det bedste at gøre, jeg hankede op i tønden med mutter hjemme lavede salt lage, den var nu noget særligt, lagde man et stykke kød deri, og tog det op næste morgen, var det al mad man behøvede, smagen var så fantastisk at det krilrede på tungen, som tusind små mennesker der dansede over en tunge, med fjer i stedet for almindelige sko, den lage, var fantastisk, så det var ikke underligt at hun regnede med at få solgt alt, men tøjet! Mælken! Og sågar deres kalv, hun gjorde sig for store forventninger gjorde hun, men det fortalte jeg jo hende ved vært eneste sommer markerede, og lyttede hun? Aldrig. Lidt efter sad jeg på kuske bænken, og slog med tøjlerne, ”kom så tøsen!” jeg ville aldrig gøre det stakkels dyr ondt, det gjorde jeg aldrig, men den skulle bare lige have et start signal, vores gamle hoppe, whisky, kaldte vi den, eftersom fatter på gården elskede dette, dengang han altså stadig boede der, ”kom så whisky! Op til goblinen, jeg er sikker på der er noget dejlig blødt hø!” dens grå pels var mat af støv, men den gjorde det egentligt meget godt, den trak ploven hvert forår, og vores læs, hvert efterår, og vognen til markedet, vær vinter, den hoppe var noget helt specielt, og da vores vogn rullede hen af den støvede landevej, var jeg som et lille barn igen, jeg så den her vej hver sommer, men hver gang var det som en ny oplevelse, blomsterne, galgebakken, trolddoms stenen, det hele var fantastisk! Jeg lænede mig lidt tilbage i sædet, og smilte af mutter, der sad omme på læsset ved kalven, og så småt var begyndt at døse hen, kalven var også ved at være træt, der var blevet hældt lidt brændevin i dens mælkespand i morges, så den sov trykt og god omme på ladet, og så kunne jeg vist godt læne mig tilbage, stadig med tøjlen i mine grove hænder, men hoppen kunne jo godt gå selv, jeg lukkede mine øjne halvt, og mine tanker begyndte at spadsere af. Som solstråler hen af en bakke høj indtil de ramte en boble, der bristede i hundrede tanke tråde, der lysende og glimrende farede rundt i mit sind, om stenen, hvad var det for noget? En så hvid sten havde jeg aldrig set før? Jeg havde med vilje ikke vist den til mad mor, jeg plejede ellers at fortælle hende alt, om slagterens Sasha, om hendes gyldne hår, hendes dejlige holdning, hvide hud, og krilrende stemme, der løb ned af mine ører som kildende vand, som regndråber over mit hår, der pjaskede ned i forfriskende stænk, men ikke stenen, for det var min sten, og det var jo også bare en sten.

Da trådene ikke kunne spindes længere, og den sidste boble var bristet var vi ikke langt fra vores destination, Rétneck, jeg havde været der mange gange efterhånden, men den by forbavsede mig hver gang, den store port, bygget af sten og bjælker, men det skulle man ikke tro, den skinnede som om den var spundet af det pureste guld, men alligevel var den solid til at holde farerne ude, og holde os trykke mod enhver fare vi ikke selv kunne overkomme, da vi rullede ind, blev vi stoppet af en af de mange portvagter, hans blå dragt var ikke til at tage fejl af, og det lyseblå N på mave og ryg, var ej heller til at glemme, hans røde hår og skæg var langt, og flettet kunstfærdigt, ”ærinde og navn” sagde han rutinemæssigt, hans stemme lød træt, som om han havde gjort det her alt for mange gange, ”madmor øh…. Lisa undskyld, Lisa og jeg selv hedder Connor” præsenterede jeg os, ”og vi er her i ærinde af sommermarkedet her de kommende dage” sagde jeg forklarende, og nikkede om mod vognen, hvor madmor nu hang og snork sov, hendes skrattende vejrtrækning lød som en kniv der hamrede mod en tallerken, gange forfærdelig! ”passer” sagde han da han havde kigget på varerne, og sikret sig at vi ikke smuglede noget ulovligt, jeg nikkede takkende, og slog med tøjlerne, Whisky’s hove slog imod de hårde brosten, den grå pels var plettet af sved, men nu var den gamle hoppes pinsler snart til ende, for da vi rullede op de mange gader, satte det tempoet op, den anede godt hvor de var på vej hen. Vejene var belagt med gamle brosten, der var slidt glatte af alle de fødder, hove og hjul der var rullet over dem i tidens løb, på denne hovedgade lå alle de fine butikker, skomagere, skræddere, og alt muligt andet, jeg ville nok aldrig få penge til at besøge en af disse, men det havde jeg så heller ikke brug for, jeg dukkede hovedet for et dinglende oksehoved, skiltets knirken lød som den følelse man får ved synet af en edderkop, væmmeligt, en følelse som iskold vand der render ned af ens ryg, og fryser ens nerver til is sammen med muskler, væv og alt andet, og gør det umuligt for en at bevæge sig i det millisekund inden man ryster sig, små hår rejste sig på mine arme ved lyden, og jeg slog igen med tøjlerne, hvor var det nu goblinen lå? En, to… jeg talte forsigtigt gaderne, og kom så til den rigtige, da jeg drejede op, måtte jeg bøje mig frem, og klappe Whisky opmuntrende på halsen, den så noget modvilligt op var den snævre gade, men begyndte så at trække derop ad, heroppe lå der skidt i de mange render, husene var gamle, træet var hullet og råddent vise steder, vinduerne var lukkede, og skodderne var ligeledes slået for, men da, standsede jeg, og hoppede ned fra kuskeblokken, ”DUX!” brølede jeg, min stemme var ganske vidst ikke fuldt udviklet endnu, men stadig nok til at jeg kunne blive taget seriøst, en dør blev åbnet, og en kvinde man ikke kunne tage fejl af, væltede ud, hendes korte brune hår var sjusket så tidligt om formiddagen, hendes korset var ikke bundet stramt, og derfor hang hendes bryster lidt underligt, ligeledes sad hendes kjole og trøje lidt skævt, og klædet om hendes skulder flagrede i vinden, men dette her, var umiskendeligt, Duxis, ”Connor skat!” sagde han glædesstrålende, og strakte hænderne ud, ”Dux!” sagde jeg ligeledes smilende, jeg klappede i hænderne, og gav hendes et hjerteligt håndtryk, ”hvor er det godt at se dig –jer- igen,!” sagde hun, ”jeg gætter på at whisky trænger til noget hø og lidt vand oven på den laaange tur?” hun grinte, og råbte ”Kaia! Kom her ud og sæt hesten på stald, nu!” hendes stemme var venlig, men man kunne stadig høre myndigheden i den, det var jo tråds alt en kro ejer der talte, og man skulle ikke lade sig narre af piercingen, det blottende udseende, og i det hele taget den feminine holdning, hun var dødsens farlig, personligt tror jeg hellere jeg ville brydes med en ork, end med Dux, men det var vel også derfor man stolede så meget på hende? Jeg nikkede, ”ja… hun er jo ikke helt ny mere” grinte jeg, og så på Dux, ”Dux når du har tid, så er der noget jeg gerne vil spørge dig om” hviskede, så lavt at madmor ikke hørte det, hun var efterhånden ved at være vågen, og var gået ud for at hjælpe Kaia med at sætte hesten på stald, en pige hastede forbi, hendes hår var bundet op i en stram hestehale, og hendes skørter blafrede mens hun forsvandt over stenene, ”ja dux d-det skal jeg nok” sagde hun og hastede over brostenene, hun slog blikket ned og rødmede i sekundet et smil skilte mine læber, ”hej kai kai” sagde jeg drillende, mens hendes ansigt steg fra tomat rødt, til den farve som modne moraler og kirsebær har, jeg grinte, men vendte hurtigt tilbage til virkeligheden da dux svarede mig, ”ja…jeg har tid nu mens de to fedter rundt derude darling?” sagde hun, og gjorde et nik mod kro stuen, jeg nikkede, ”MADMOR! Jeg ordner lige lejen med Dux” råbte jeg, og fik en gurglende underlig bekræftelse tilbage, ”JAJA” grinte jeg, og stak Dux en pose, hun var hverken til at hugge eller stikke i, så prisen kunne jeg ikke forhandle om, jeg smilte af den vandte krostue, udover at der hang en lut på væggen, og et par ekstra borde, lignede det sig selv, lutten blev sikkert brugt af en eller anden musiker som Dux gav en skilling eller to, for at komme og underholde, men hvem vidste, damen havde jo hendes særheder. Hun satte sig bag disken, og nikkede som tegn på, at jeg kunne tage plads, hvilket jeg efterkom. ”jo ser du… jeg ved ikke om det er noget, men… du ved jo lidt om hist og pist så” jeg trak stenen op af lommen, og lagde den på bordet, et slør lagde sig over luften, som om en krydret og alligevel sursød duft bredte sig, som om en hel verden åbnede sig gennem denne lille bitte sten, et farvespind af verdener og viden, muligheder, det var det den her sten var, muligheder for alle, tusindvis at forskellige ting der kunne ske, sløret blev tungere for hvert sekund den lille ting blev liggende, og lagde sig som en tåge over krostuen, som en omsluttende hinde, der isolerede de to, og lod alle andre ude, en drage kunne have stået ude for kroen, lige nu så det ikke ud til at ville have nogen effekt på dem. ”om den her?” fuldførte jeg min sætning.

Waaaooouuu
Hva.... dux... har vi fået os en forfatter her ind????

Det er rigtig godt skrevet... Dog syndes jeg det er nogle lidt lange afsnit... Men som dux også skrev før... Så kommer det an på læseren...

Men ellers rigtigt godt skrevet

(jeg er selv en lille forfatter - dog uden at have haft held til at få udgivet noget endnu)

Åh, du har fanget Dux helt rigtigt! ^^ Og Kaia er også med, hvor er det genialt!

Et lille grafisk råd: Når der er en ny person der snakker, så skift linie. Det gør det meget mere overskueligt og nemt at læse. (Du kan se hvad jeg mener ved at slå op på en hvilken som helst samtale i en bog)

Desuden vil jeg stadig gerne vide hvor ham fyren vi følger kommer fra, og hvor gammel han er. xD Det ville hjælpe mine indre billeder en hel del!

Men endnu engang - super godt, der skal bare trænes! ^^ Bliv ved med det!
(Og ja, Larlii, vi må trække ham med ind i vores lille Forfatter-gruppe!! xD)

uden yderligere omsvøb !

Kapitel to:
Stenen

Kro mutter Duxis spærrede øjnene op, og stirrede på den lille sten, den lille kridhvide sten, ”må jeg?” spurgte hun, men ventede ikke på svar, eftersom allerede havde taget den op i hænderne, stenen var kold vidste jeg, og det havde den altid været, kold som is, selvom jeg havde sovet med den hele natten igennem var den kold som is, kom som en splintret sjæl, en der ikke længere kunne føle menneskelige følelser, kold som splintret glas, der nu lå i tusinde stykker, for aldrig igen at blive samlet igen, noget der engang var en del af noget større, men nu blot, var et mysterium. Duxis fortsatte sin undersøgelse af den hvide sten, da hun bed i stenen, var jeg lige ved at skrige ”nej stop!” men beherskede mig, Dux vidste tydeligvis hvad hun gjorde, ”det ligner bare en hvis sten hvis du spørger mig” sagde Dux alvorligt, ”men… jeg kender måske en der ved lidt mere om dette end min sparsomme vide…” Duxis stemme var alvorlig og respektfuld, en sjælden gestus fra den hårde kvinde, normalt plejede Duxis at være hende der rendte rundt og næb folk her og der, og ellers bare fjollede som den kro mutter hun nu var, men dette her, måtte være vigtigt, eller i det mindste værdigfuldt, ”så vidt jeg ser det, har du to muligheder … jeg tror at en elver troldmand tingest ved navn Aridori er i bugen, for at forhandle om en fredkontrast … eller du kunne opsøge en af de mange undergrunds sekter” sagde Dux i et sladrende tonefald, mens jeg hørte, var jeg ved at kløjes i en vejrtrækning, elvere!? hvad laver de spids ørede sataner i vores by!? Selvfølgelig kunne man sagtens se det komme, med rygterne om trolddom, og stigende fare, var det klart at alle måtte stå sammen, men i århundrede havde de holdt dem i deres skove og høje, vi havde intet til fælles med dem, de var så pisse arrogante, de grøn klædte, spids ørede, evigt levende, bue favoriserende, træ krammende, kvinde dominerende og dybt underlige elvere! så hellere bevæge sig ned i undergrunden, ned de afguds tilbedende, så hellere det, de vidste måske mere, og de var trods alt, mennesker! Ikke nogen der troede de vidste alt, blot fordi de var ældre, og visere, ”Connor…. Connor!” sagde Dux, og afbrudte mig i mine fornærmelser af elver racen, men alt i alt, var de jo lidt som os, bare… arrogante?
”hmm… hvis madmor lader mig, så tror jeg jeg vil skaffe kontrakt med en af de afguds tilbedende” sagde jeg stille,
”er du sikker?”
”de er trodssalt mennesker”
”ja… men de er ikke til at stole på, en af dem havde nær slået mig ihjel” sagde Dux bittert, og jeg kunne nærmest se erindringerne flakse over hendes sind, som sommerfugle der fløj over en kløver mark, og pludselig, som ramt af lynet, brød i brand. ”men nok om det, hvis du absolut vil… så går du ud her, og finder et gammelt forladt hus lidt herfra, på samme gade, du går ind, og i højre hjørne er der en form for plet tingest, på væggen, du løfter gulvbredderne foran pletten, og går ned, så skulle du være der” sagde Dux, ”men jeg har ikke fortalt dig det, vel skat” sagde hun, og blinkede til ham.
”nej selvfølgelig ikke Dux” sagde jeg smilende, og gik om bag disken, hvor jeg gav Dux et varmt klap på skulderen, og forsvandt ud i stalden, hvor madmor var i gang med at læse alle vores tønder og varer af, den sortbrogede kalv stod tøjet lidt derfra, og Whisky lå udstrakt i den bløde halm, og så ud som om den var i himlen. ”mutter har du lavet nogen prismærker og sådan, eller skal vi bare huske det hele i hovedet” grinte jeg, og så på madmor, hvis jeg kendte hende ret, havde hun selvfølgelig, men hun havde sikkert gemt den godt væk under sine skørter, eller på anden måde, gjort det fuldkommen umuligt for sig selv at huske dem, hvis man altså ikke direkte spurgte hende, som jeg så havde gjort nu, ”connor min dreng, det skal du slet ikke bekymrer dig om, se du nu bare at få dig en god nat’s søvn, så vi kan få en god plads i morgen” pludrede madmor, og selvfølgelig havde hun ret, det havde hun jo altid, ”ja mutter” sagde jeg modvilligt, og opgivende, når den kvinde havde sat sig noget i hovedet, kunne man lige så godt lade hende få sin vilje, det skete jo i enden, ”ja ja og godnat med dig … vi skal jo huske at få solgt den sortbrogede til en ordentlig pris” sagde hun, hendes mund stod som et vandfald, og jeg forstod hende godt, hun havde sovet hele vejen, og måtte jo være frisk som en ørn! Hun fortsatte med at plapre om hvilke overvejelser hun havde gjort sig, om hvilke urter, tebreve, skeer og alt muligt andet, alt hvad de skulle købe og sælge, jeg havde ingen ide om hvem hun talte til, for jeg opfattede knapt halvdelen, inden jeg havde skrået til vognen, og hjalp hende med de sidste tønder, kasser og mere.

Da jeg igen gik ind i kro stuen, var den fuld af liv, mørket var faldet let på, og kroen var fyldt med glade mennesker, i hjørnet sad en fuld bonde og sang en vise, om en guldsmed og hans kone, om hvordan de levede, en lettere fed kone væltede ham om halsen, og kort efter bumlede de ind i mig, da de var på vej ud af døren, jeg netop var gået ind af, Whisky fik nok selskab i høet denne nat. ”nat dux” sagde jeg til kro konen, der sad bag sin disk, og førte en samtale med en ung mand, der havde taget lutten fra væggen ned, og åbenbart holdt pause lige nu, ”ja darling, tidligt op til markedet i morgen? Ja… sov tungt, du har en lang dag foran dig” sagde hun fraværende inden hun fortsatte.
”8 guldstykker!? Har du slugt søm ludi!”
”hør her dux, det er stramme tider, og jeg skal jo også leve” Kom det fra drengen.
Hans ansigt var rundt, og faktisk ret kært, hans store blå øjne lyste ud af øjenhulerne, der stod i stor kontrast til det mørke hår, der hang over hans hoved. Jeg snoede mig forsigtigt forbi et par der lå og kyssede på gulvet, og en adelsmand der tydeligvist tog en friaften, og da, nåede jeg trappen, en stejl egetræs trappe, der ledte op til første sal, hvor alle værelserne var, inklusiv mit eget, da jeg åbnede døren til mit rum, stemte musikanten i nedenunder, han og Dux havde tydeligvist kommet til en overensstemmelse omkring lønnen, tonerne dansede overalt i kroen, men de var ikke forstyrrende, hvis jeg skulle sætte ord på dem, ville jeg sige de var som vind, de var som vinden i piletræerne, en sommer morgen, hvor de forsigtigt står og svajer, og man ikke ved om de vil knække, eller blive stående, jeg gik indenfor, lukkede døren, og sov inden jeg ramte puden. Eller sådan skulle det i hvert fald så ud, for da marmor lagde sig, var hun meget stille, for ikke at vække mig, men jeg sov slet ikke, jeg lå blot og knugede puden, jeg havde stadig alt mit tøj på, og den lille, iskolde sten i hånden, i mørket, lyste den næsten, og fakler var vist overflødige hvis man skulle have lys, det var kun fordi jeg lå oven på den, med dynen over mig, at den ikke blændede madmor da hun trådte ind, men der var en ting, en ting jeg måtte gøre, inden jeg kunne falde i søvn, ellers ville tanken nage mig hele dagen i morgen, hvor jeg så igen ville få chancen ved aftenstid, så kunne man lige så godt få det ordnet nu, i dag var en god dag at blive ofret til en ikke eksisterende gud på, det hang nærmest i luften.


((oos (out of story) : tak dux....og tak lii chan ^^ jeg over mig, men jeg tror aldrig det bliver HELT som i havde tænkt jer...jeg er jo under ... god læselyst))

Endnu engang rigtig godt! ^^ Men husk nu det dér med at skifte linie mellem replikkerne!! xD

Rigtigt godt skrevet, criss... Bliv ved på den måde og du har snart en hel historie til en bog...

fantastisk! XD skriver selv en smule, men det du kan er dog herligt! lige til at fryde sig over!

men som de andre vil jeg også sige, huskafsnit, jeg har lidt svært vedat følge med.
men elsker dine sætninger når du beskriver! gør det også selv så man helt glemmer hvad der sker fordi man er såoptaget af de dejlige beskrivelser af de skumle, eller glade omgivelser, følelser og stemninger!

super!

inden jeg lader jer læse, vil jeg komme med lidt praktisk info:

eftersom dette kapitel slutter med en klifhanger, sider jeg allerede inde med kapitel fire, som i først får, 2 timer EFTER den første komment, altså, når den første af jer, skriver en kommentar, lad os sige det var kl 17, så poster jeg kapitel fire kl 19, blot for at spidse stemningen til, og få det til at løbe koldt ned af ryggen på jer. hvem har connor mødt? hvad er det for et sted han er havnet i?

derudover, jeg vil måske overveje at stoppe skriveriet, eftersom jeg har fundet ud af, (som larlii sagde) at hvis jeg bliver ved på den her måde, vil jeg have til en hel bog, og HVIS jeg skriver en bog, er det ikke smart at have det hele liggende på en side, eftersom man kan blive beskyldt for copy paste og alt muligt, så.... ja, jeg vil se hvornår det passer med at stoppe historien, og derefter vil kun tiden vise hvad der sker.

som nummer tre, vil jeg gerne sige tak for de mange opmuntringer jeg har fået undervejs... TUSIND TAK ALLE SAMMEN

god læselyst

Kapitel tre:
En plet, og en beslutning.

En knirkende lyd skar sig igennem luften da min hånd trykkede håndtaget ned, og åbnede forsigtigt døren, denne indgang var tydeligvist gammel, slidt og havde ikke sæt skyggen af hverken høvl eller olie i flere år, huset, var forladt. Vinduerne var knuste og støvede, bredderne var rådne her og der, og man kunne se direkte ind i det lille rum, hvilket –om muligt- var i endnu værre stand, gulvet havde store huller, der hang spindelvæv i alle hjørner og kroge, alt i alt hang der en luft omkring huset, der bare skreg at man burde forlade det, et skrig der var højt som et gungrende jordskælv, og samtidig hviskende lav som sommervinden, om stemmen var rigtig, et produkt af de tusinde sjæle der havde lidt en forfærdelig død her, eller om det blot var en illusion skabt af min fantasi vidste jeg ikke, men jeg kunne høre den, tydeligt og klart, som om personen stod ved min side, og fjernt, som om personen var hundrede tusinde mil fra mig. Den knirkende lyd blev brat afbrudt da jeg slap håndtaget, og trådte indenfor, allerede i sekundet jeg rørte ved guldbrættet, følte jeg mig som om, at hovedstaden aldrig havde eksisteret, at jeg aldrig havde været andre steder end her, at alt, var intet. Jeg vil skrige, jeg ville løbe, græde og hulke, til jeg var langt væk fra stedet her, der hang noget over det, noget der ikke blot var fanatikere, og en opdigtet gud, noget… der var noget mere. Men jeg rystede på hovedet af mig selv, ”her er jo ingen” sagde jeg, og ventede, min stemme lød skinger og bange, men da ingen svarede, smilte jeg, forladt, disse kultister, afgudstilbeder, hvad de nu var, var allerede mødt op, præcis som planlagt, jeg trådte længere ind, og for sammen, en høj smældende lyd, præcis som den der kommer når man vrider nakken om på en kylling, hørtes, jeg snurrede rundt, ”Connor… det var bare døren” sagde jeg til mig selv, underligt nok beroligede det mig at høre min egen stemme, at her var så stille var forfærdeligt, kun pludselige og langtrukne lyde, lyde som ikke hørte til her, lyde som burde være ude på landet, og ikke en travl storby, jeg havde hørt latter og kvinde skrig for to sekunder siden, men nu var alt det væk, jeg kunne ikke høre noget som helst, jeg tog endnu et skridt frem, hvorfor knirkede bredderne ikke mere?

Jeg kiggede resolut rundt, indtil jeg fandt pletten, som dux havde kaldt den, lige der, en meter over gulvet, var der en mørkerød plet på væggen, under den var bredderne i bedre stand end de andre, ingen huller, ingen knaster, fine, relativt nye breder, jeg smilte, og denne sekt skulle være hemmelig? Døren klaprede, nærmest som for at minde mig om, hvor jeg var, om at jeg havde skælvet i bukserne for to sekunder siden.

Nå ja, godt ord igen.
Jeg bøjede mig forsigtigt ned, og løftede op i brættet, det gled hurtigt til side, og afslørede en fordybning, jeg pillede hurtigt de to breder ved siden af væk, og det afslørede en fin, nedgang, til noget der nok engang havde været en kælder, trinene var af solidt sten, og da jeg satte min fod på en af dem, rungede det på hele trappen, en svag ’tap’ lyd, jeg smilte, og satte den anden lyd ned på trappen, og begyndte langsomt at skrå ned, ’tap… tap… tap’ mine fodtrin rungede imod kælder væggene, lyden var hul, eftersom den blev kastet tilbage, jo længere ned jeg kom, jo mere hul blev den, eftersom jeg ikke længere hvor lyden kom fra, det blev mørkere omkring mig, men trappen fortsatte, jeg måtte snart være under cloak systemerne, tænkte jeg forsigtigt, da min fod ramte et fast underlag, jeg standsede, og missede med øjnene, efter den tid i mørket, var det underligt at gangen pludselig var lyst op, lidt fra mig, hang en fakkel på væggen, dens flamme kastede et svagt skær over den gang jeg nu stod i, for enden var den trappe jeg var kommet ned af, og nu bredte der sig bare en gang, en lang gang, der ikke så ud til at have nogen ende, men det var ikke en hvilken som helst gang, væggene var overmalet, igen med den alt for mørkerøde farve, farven var for rød til at det kunne betragtes som kunst, men mere som noget man kunne brække sig over ved tanken over, hvordan det mon var blevet malet, tegninger, skrift, og små billeder, var der overalt, jeg gik forsigtigt hen til faklen i sin holder, og mine fingre lukkede sig om det kolde træ, faklen varmede overhovedet ikke, hvilket var foruroligende, nærmest som om jeg var ventet hernede i mørket.


Efter en tids videre gang hen ad sten gulvet, standsede jeg, noget havde fanget min opmærksomhed, jeg trådte tættere på væggen, og holdt faklen tæt på, så jeg var lige ved at svede mit brune hår, ’vær hilset mit barn’ stod der på væggen, med den tykke kvalmende råde farve, der skar sig igennem marv og ben, en farve der for længst ville have fået mig til at løbe skrigende væk, hvis det ikke var fordi jeg ville vide det, ’vær hilset mit barn, træd et skridt og mød din skæbne, foran dig ligger et valg, gå tilbage, og lev i skam, gå frem, og få at vide om du er frelst, er du frelst sker der dig intet mit barn, men er du en synder, som så mange andre, vil du møde en skæbne, der er værre end døden træf dit valg, inden sandet løber fra dig’ jeg smilte, et rim, hvor faaarligt, jeg skulle da helt sikkert være bange for en gal mands krusse duller på en kælder væg, ja det var da noget man rystede i bukserne af, hah! Med fremskudt bryst tog jeg et skridt, og stivnede.

’knas’ en knassende, knagende, forfærdelig lyd hørtes fra mine fødder, en lyd som når man træder på et tørt blad, eller som når man skærer tænder, en lyd der fik mig til at føle mig så lille og ubetydelig, at jeg kunne have sat mig ned her, og bare have siddet, og stirret ud i mørket resten af mit liv, jeg var intet! Jeg var en synder, jeg var en synder, og nu skulle det ske, jeg skulle dø! Jeg så ned, ganske rigtigt, knogler! Menneske knogler! Hvide og blege, lå de der i mørket og lyste, som om de var en form for lygte, midt i bunken, af mere eller mindre knust knogler, lå der et dødningehoved, et kranium, der lå med sine hule og mørke øjne, som lå og grinte til mig, jeg snurrede rundt, og faldt på knæ, inden jeg tømte min mave udover det hårde sten gulv, jeg lå i en tid, og rystede, folk var døde hernede, jeg ved ikke om jeg sad der i en dag, et år, eller bare et sekund, jeg sad blot og rystede af skræk, men derefter, efter der ikke var mere at kaste op, rejste jeg mig, og tog en dyb indånding, og gik så igennem bunken af knogler, og snublede hvilket vidste sig at være dybt dumt, jeg tumlede nedad? Ned?? Jeg var jo så langt nede som jeg kunne komme, det var da ikke muligt at komme længere ned!? Men det gjorde jeg altså, ned, og ned, og ned, indtil jeg landede.
Tusind hvidglødende knive blev jaget igennem min næse, mens såret blev vasket efter med saltlage, hvorefter processen blev gentaget, igen og igen, dunk! Dunk! Dunk! Jeg kunne smage en salt smag i munden, og høre de kvalmende dryp mod stengulvet, fra min næsetip dryppede præcist det samme som nu var tegnet med på væggen, det dunkede, som dengang jeg var blevet sparkede af møllerens hest, det var ganske vidst på armen, og ikke i ansigtet, men det havde dunket med sådan en styrke og smerte som det gjorde nu, jeg ville skrige, men mit stemmebånd, havde snøret sig selv sammen.

Og som om det ikke var nok, hørte jeg en stemme, en fnisende, grinnende, hånende, latterfuld, klukkende, ja skingrende stemme, en stemme der fik mig til at fare sammen, og en tåre løb ned af min kind, blandede sig med blodet, og landede på stengulvet, med et kvalmt dryp, mørket var så tæt, stemmen var så glad, nej, så skadefro, lyset fra faklen var væk, der var bare mørke, og dryp… dryp… dryp… og så stemmen, der sagde.

FEDEST!!!

Nu overgår du virkelig dig selv.... Giv os det næste kap..!!!!

”Godaften… Synder! Er du træt af livet siden du kommer her! Haha!” grinede stemmen, den kom tydeligvist fra en gal mand, en der havde brugt hele sit liv på sin gud, en mand, der ikke havde mere tilbage, instinktivt, vidste jeg, at det var nu, at det var nu det gjaldt, hvis jeg ikke ønskede at ende mit liv som dødninge manden der oppe, tomme huler, der stirre, stirre på alt og intet, ser på dig, og igennem dig, ”tilgiv mig fadder” sagde jeg hulkende, min stemme lød overhovedet ikke som sig selv, bange, grådkvalt over hovedet ikke som min sædvanlige afslappede stemme, jeg var bange, jeg var oh så bange.
jeg havde aldrig været religiøs, men i sådan en situation, hvor alt var mørke, man var skadet, og bange som bare helvede, kunne alle blive religiøse, manden tøvede, man kunne nærmest høre hvordan han tænkte ’altså ikke endnu en synder? Eller bare en større synd? han var tydeligvist forvirret over min opførsel, men jeg bebrejdede ham heller ej, en eller anden synder væltede ned i hans sekt, og græd, brækkede sig og hylede som en lille unge, og derefter bad om tilgivelse, som om han havde været med i denne sekt i årevis. Jeg rejste mig meget forsigtigt, og bøjede hovedet ærbødigt, hvem var han? Var han et overhoved? Eller blot en håndlanger, eller det hed det vist ikke i disse kredse? Discipel? Det lærte jeg nok senere.
”fadder, jeg ønsker optagelse i k-kirken” min stemme rystede, og det blev ikke bedre, da han slog en skingrende latter op, en latter der skar sig igennem marv og ben, en latter der kunne tvinge en okse i knæ, den føltes som om en istap blev skrabet over min rygrad, som om alle mindre knogler frøs til, og derefter splintredes i tusinde, og atter tusinde stykker. ”lille ven… det er ikke noget man bare gør!” kom det fra manden igen ”men bare rolig… du vil blive frelst ” sagde han, og jeg mærkede en varme på min kind, der strøg op af min kind, jeg var et sekund fra at trække mig langt væk, men da mærkede jeg en tung hånd på toppen af mit hovedet, jeg smilte forsigtigt i mørket, det kunne selvfølgelig ikke ses, men alligevel, man vidste aldrig med disse typer.

Jeg mærkede hvordan hånden blev fjernet, og hvordan fodtrinene fjernede sig, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge med, jeg måtte finde ud af hvilken en mystisk sten det var, jeg vidste bare der var noget ved den, og derfor, dulgte jeg med, mens jeg tænkte på hvor vidunderligt let jeg havde sluppet forbi mandens parader, han havde lukket mig ind med åbne arme, men mine tanker stoppede sig selv, da en stemme i mit hoved sagde ’sandt… men tror du han bare fortæller dig det? Du skal da først indvies før du kan begynde at forlange noget? Og hvad mon indvielsen består i?’ …. Og stemmen havde ret, de var afguds tilbeder, de bad til blod guder, de var sindssyge de fleste af dem, og hvis man ikke var når man kom ind i sekten, så blev man det! Blod guder og frelse, var ikke noget ens indre havde godt af, især ikke når man var som jeg, havde alt alt for meget tænke på, jeg smilte, men pludselig, stod vi et rum, jeg var en smule forbavset over den dramatiske ændring, væggene var selvfølgelig lavet af samme sten som resten af gulvet og loftet, men midt på gulvet var der stillet noget der lyste op, da jeg havde vænnet mig til lyset, kunne jeg se at det var en cirkel af stearinlys, udover det var der røde draperinger overalt, 2-3 kapper lå i hjørnet, de var sorte, men med røde broderinger omkring kanterne og indvendigt, i modsatte ende af rummet, eller krypten som det nok snarere var, stod et lille bord, på den stod en meget abstrakt gude figur, den havde utallige arme, og en næse som et spyd, dens øjne var to røde sten, og den var i blankpoleret guld, tydeligvist, meget, meget værdigfuld. Rundt om denne stod der utallige skåle med røgelse, der gjorde luften tyk som tåge, øjensynligt for at styke kontakten med guden, eller noget i den retning. Men det, der for alvor skræmte mig fra vid og sans, var de fire, komplet sorte spyd, der stod lænet op af væggen i hjørnet, hvad mon de havde været brugt til?


Og uheldigvis fik jeg svar, for da mine øjne søgte nærmere, fandt de grunden til røgelsen, det var ikke for at styrke nogen kontakt, for i midten af cirklen dannet af stearinlysene, lå… og åh hvor var jeg glad for der ikke var mere at kaste op, nu nøjedes jeg bare med at stirre, noget, der nok engang havde siddet på et menneske, mider og orme kravlede fra øjenhulerne, ind i næseborene, da disse havde fundet sig et fantastisk fest måltid, et svagt lag af noget grønt havde lagt sig over venstre side af ansigt, en lille pøl af blod havde lagt sig der hvor halsen oprindeligt skulle have siddet, øjnene var hvide, og ansigtet med de lange røde hår, udtrykte komplet rædsel, en ung mand, havde det nok været, der havde endt sine dage som et simpelt offer lam, for en eller anden obskur guddom, der aldrig havde vist sig for disse tilbedere, og dog, det vidste jeg jo intet om, endnu.

Rundt om disse lys var skyggerne tætte, eller det troede jeg i hvert fald i starten, indtil jeg igen kiggede over på kapperne, og opdagede at de røde broderier også var på skyggerne, altså ikke skygger, men flere tilbedere, ”velkommen mit barn… i det allerhelligste” sagde ham der havde ført mig derind, hans stemme var rolig, men lød stadig ekstatisk, som om han viste noget frem han havde brugt år på, hvilket han sandsynligvis også havde, et lettere sølle livsværk hvis man spurgte mig. ”mit navn er Jaharé” præsenterede han sig, ”og velkommen i vor almægtige gud, Cruak, et af hans mange tilbedelses steder.” fortsatte han, og slog ud med armen, ”vær hjemme, og frelst” sagde han forsigtigt, og jeg nikkede, ”tak..” sagde jeg forsigtigt, en af de tre skygger i cirklen rejste sig, han vidste åbenbart godt hvad han skulle, eftersom han gik hen til kapperne, og hentede en af dem, mens han gjorde det, betragtede jeg manden, eller Jaharé, han havde langt mørkt, næsten sort hår, der sad i en fin hestehale, han bar en enorm skede på ryggen, og jeg tænkte stille på, hvordan han kunne bære sværdet der vist normalt sad deri, hans ansigt var meget skarpt optrukket, men fint, og sikkert blødt. Hans hud var bleg, bleg som månelyset, bleg som de knogler der havde ligget i gangen, ja… det var sådan, en dødninge mand, hans hudfarve kunne ikke sammenlignes med andet, end den farve de knogler havde haft! Den gustne grå, men alligevel selvlysende hvide, klamme farve, jeg smilte, men det var nok en fejl, for to sekunder senere fik jeg tyret en klump i maven, en hårdt sammenrullet støvet kappe, drengen der havde kastet den til mig, stod nu foran mig, jeg rakte hånden frem, ”goddag” sagde jeg høfligt, disse folk var nok ikke nogle man skulle sætte sig op imod, men det var nok for sent, for to sekunder senere fik jeg mast knoglerne i min hånd, da drengen tog min hånd, og gav den en hårdt, smertefuldt og solidt håndtryk, Jeg skar tænder.
”hør her … uanset hvem du tror du er…. Så skal du ikke prøve på noget, du aner ikke hvor meget jeg har lidt for at komme dertil hvor jeg er kommet nu, og du skal ikke tage min plads, Jaharé er min mester” kom det inde fra hætten, stemmen lød vred, men samtidig som om den forsvarede noget der var yderst vigtigt for den, som om den forsvarede hans kæreste eget, eller hans elsker, jeg stirrede på den kutte klædte skikkelse, og hævede et øjenbryn, hvad talte han om? Fedte mig ind hos jaharé, jeg var jo kun lige kommet, jeg var da overhovedet ikke inde i systemet endnu, og desuden skulle jeg bare finde ud af, hvad det var for en sten! Jeg gik ikke op i deres religion, men det var nok ikke så klogt at sige, så jeg smilte bare og sagde, ”tak for velkomsten” mens jeg lydløst, klemte igen.

(var i spændte?? xD)

muhahaha kænge leve Saxi og Jaheré! XD

ja...... jahere elsker jo også den lille uke når det kommer til stykket ^^

haha selvom han har meeget svært ved at vise det oo

that's not the point xD