Hvordan endte jeg hér? (Del 2)

Dorgon satte det sidste punktum i sin sidste raport og lænede sig træt tilbage. Han smækkede støvlerne op på arbejdsbordet i Kaptejn Ignisus telt, mens han en sidste gang læste det igennem. Med et par hurtige og regelmæssige strøg fra pennen, gjorde han det helt færdigt og tog så papirstakken under armen, da han rejste sig op.
Uden for teltet, var det stadig lyst. Det var dog stadig sommer... Luften var frisk, og egentlig kom det ikke bag på ham at se at Brenon, hans stridshingst, stod tøjret lidt derfra. Novítus sørgede for alt.
Han bevægede sig over mod sin hest, da en uskyldig stemme rømmede sig bag ham. Han vendte sig om, og så en bestiasoldat stirre med store øjne op på ham.
"G-General Dorgon, Sir?" Den unge Bestia virkede helt skræmt. "Mig og nogle andre soldater har et par problemer med vores sværd-teknik. K-kunne De hjælpe os? Det tager kun et øjeblik, sir."
Dorgon smilede til bestiaen og fulgte så efter. Så sent var det jo heller ikke...

"HVIS DU SIGER DET MINDSTE TIL DEM, SLÅR JEG DIG IHJEL!" Ignisu var på samme tidspunkt kommet rundt et hjørne på ét af de mange telte i lejren. Og om det første hun havde spottet, så ikke var den idiot til Dorgon - i gang med at være den store idiot han var. Det burde være ulovligt. Men Novítus så jo aldrig ud over deres egen næse.
Hele den episode udspillede sig på Ignisus nethinde. Jo, hun var kommet rundt et hjørne. Men hvis hun flammede sådan op, ville det ødelægge alting. Og han ville uden tvivl, komme på diverse slatne forklaringer, så han kunne hjernevaske hendes soldater yderligere. Indtil videre stod hun blot og kiggede på mennesket, lidt i skyggen af et tilpas højt telt.

Dorgon havde udemærket set Ignisu i udkanten af sit blik. Hvis hun forsøgte på at være usynlig, så gik det ikke godt..!
Efter at have betragtet 2 Bestia'ers duel (den ene, der havde problemer blev hurtigt besejret af den anden,) gik han frem og gjorde klar til at rette lidt på dem.
"Du skal øve din udgangsstilling noget mere." mumlede han til Bestiaen der ikke var så god som den anden. "Højre fod foran den venstre, for Ad'mina's skyld, da. Og så skal du dreje dit håndled, når du manøvrerer sværet - ikke hele armen."
Han skævede til den anden bestia der rigtig følte sig ovenpå. "Desuden er din sværdteknik ikke videre pærfect, som du tror... Du skal holde op med at hoppe rumt som var du en anden hjort i brunst... Stå fast på jorden i stedet."

"Hvad er det vi observerer?" Honks stemme kom som et lyn fra en klar himmel, lige bag hende. Et værdsat lyn, hvis hun skulle være ærlig. Afslappet drejede hun om og kiggede på den mandlige bestia, der smilende kiggede tilbage på hende.
"Intet.. Det vil sige, intet specielt. Bare mind folk i lejren om, at Dorgon skal ud herfra hurtigst muligt, ikke?" hendes reaktioner var almindelige, registrerede Honk. Han plejede at kunne skelne sin overordnedes gode dage, fra de dårlige.
I dag var han i tvivl.

Åh jo, det kunne sagtens ligne at de 2 stod og diskuterede ham. Ikke at de havde nogen indflydelse - han var jo alt i alt højere stillet end dem.
Uanset hvad han havde gjort natten før, så var Ignisu virkelig oppe i det røde felt over det. Men én ting var sikkert: Han ville ikke føle skam, før hun havde fortalt ham, hvad han havde gjort! Sådan var dét bare. Hvis hun var træt af noget, måtte hun sige hvad. SÅ kunne han se hvorfor hun var vred.
Han rettede lidt mere på Bestiaernes teknik og de lyttede så godt som de havde lært. De hvde åbenbart ikke ventet at få den hjælp de fik, men de tog den skam til sig..!

Honk trippede lidt på jorden inden han tog sig mod til, at spørge.
"Er der noget jeg bør vide, i henhold til i går aftes?" Han smilede til den røde bestia, men skjulte ikke alvoren i sit spørgsmål. Ignisu ville tro han ikke mente det seriøst, hvis han lod spørgsmålet falde "rent tilfældigt".
"Det tror jeg ikke." Hun kunne have trådt sig selv på halen. Honk og Remitphobe - Vidner til det hele. Hvordan havde hun glemt det? Klapkat.
Honk skævede til Dorgon over Ignisus skulder. Han forstod ikke helt det menneske.

Endnu en bestia kom luntende hen til Dorgon. Der var altså noget med de Bestiaer; de gik alrig helt roligt. De trippede og løb altid en smule, i stedet for simpelthen bare at tage solide, faste skridt som alle andre.
"Dorgon, Sir," stemmen på den nyankommende Bestia afslørrede at det var en hun. Dorgon så forundret på hende, da han havde troet at det bare havde været en spinkel dreng. Det viste sig at være en drengede bestiainde.
Hun fremlagde sit emne, mens at de to stadig stod og trænede det bedste de havde læst i baggrunden.

Ignisu bekræftede sig selv i troen på, at hun ikke skulle vende sig om, da hun så hvordan Honks ansigtsudtryk ændredes. Så hun lavede det normale hurtige kram med to klap på ryggen og gik væk med hastede skridt, som om hun skulle nå hen til noget, der hastede.
Honk, derimod, blev hængene lidt og kiggede på soldaterne. Det slog ham, at han ikke kendte særligt mange af dem. Jo, an vidste hvad de hed og sådan, men ellers var de bare nogle individer, han ikke kendte forskel på, samlet i en gruppe som han behandlede ens.
Og hvad så? Det hér var jo ikke en eller anden åndssvag ungdomsklub.

Dorgon knipsede med fingrene, som om noget slog ham.
"Åh ja, Ignisu?" råbte han efter hende, og gik lidt hen mod brenon. Den unge bestiainde var gået efter at havde fremlagt sit emne. De to soldater så lidt nedslået ud over at deres mentor bare gik, men de trænede dog alligevel videre. "Kaptejn, kommer du lige hérover?"
Han smilede til hende, og håbede på at hun rent faktisk ikke ville gå imod reglerne igen og gå over til ham.
Han klappede den store stridshingst lidt på mulen.

Hun stoppede og og vendte sig overrasket om. Men dog, han snakkede jo til hende! Hun smilede endda også til ham.
Honk kiggede nysgerrigt på sin heltinde. Hun kunne vende på en tallerken, den bestiainde. Lige før ville hun have stukket Dorgon en næsvis kommentar, men nu så hun ud til at være glad for hans tiltale.
Ignisu lænede sig frem mod Dorgon, men hendes smil mistede sin glans kort efter.
"Rend mig." Sagde hun og gik videre.
Honk kunne ikke lade være med at grine lidt.

Dorgon sukkede og tog sig irriteret til tindingerne. "Jeg ville bare sige," sagde han højt, så hun kunne høre det "at da jeg alligevel var i gang, så har jeg også skrevet to af dine raporter jeg fandt på dit borg færdig, pluds at jeg har sorteret lidt i de gamle papirer du havde stablet op i din reol."
Han trådte op på stigbøjlen og svingede det ene ben over ryggen på Brenon. "Og tak for lån af dine gemarker, kaptejn. Med lidt held kan jeg få en alkymist til at fortæle mig hvad der skete i går, så jeg også kan se tingene fra din side."
Han trak vejret dybt ind, pustede opgivende ud, gjorde hunør fra hestens ryg og bjorde så klar til at drage hjem af. Brenon stod og skarvede træt i jorden.

Honk havde ikke behøvet at være ved Ignisus side, for at vide hvad hun mumlede til Dorgon som svar. "Hold fingrene fra mine ting" var typisk hende.
De små soldater var ved at gå ude af deres gode skind, bare fordi de havde set på ham. Honk gad ikke hilse af, men gjorde Ignisu selvskab, på den måde, at han også vendte sig om og forsvandt. Han skulle snakke lidt med Remitphobe om hvad der ikke var sket dagen før.

Dorgon smilede skævt af dem. Teknisk set kunne Novítus straffe dem for at vise så lidt respekt for en overordnet. Afskedige dem, eller det der var endnu værre.
Der var noget ufatteligt modigt over at de handlede som de gjorde, det måtte han give dem.
Han vendte Brenon og ville til at vende hesten hjemaf. Det var den selv samme aften at han var blevet inviterret til middag hos Dú Nór-familien. Han kunne ikke lade være med at sende en kærlig tanke til Evelyn, da han forsvandt ud af syne for de sidste bestia-soldater.

[Out]

Ignisu brugte resten af dagen på at syre sin vrede af. Hun var træt og udkørt da hun vendte tilbage til sit telt, men hun havde endnu en plan for, inden hun kunne lægge sig i koma.
Dorgon havde nævnt nogle rapporter han havde færdiggjort, som hun brugte nogle få minutter på at finde. Bålpladsen lå belejligt tæt på, og Ignisu sov dejligt i sin køje, mens rapporterne lå i varmen og blev forkullede natten igennem.

**LÅST**

Resume: Efter hændelserne i denne tråd er Dorgon Parél igen på benene og klar til at forlade bestiaernes lejr med sine færdigskrevne rapporter. Han bliver dog stoppet af nogle soldater, der gerne vil have råd til deres kamptræning. Han indvilliger i at hjælpe, og Ignisu Prémükért står sammen med en anden bestiasoldat, Honk, og ser til lidt derfra - Ignisu stadig overordentlig gnaven efter begivenhederne aftenen forinden. Da hun vil gå, kalder Dorgon på hende og siger tak for lån af gemakker. Desuden fortæller han, at han har skrevet to af hendes rapporter færdige og ryddet lidt op for hende, nu han var igang. Ignisu vender sig blot og går. Dorgon ridder tilbage til Rétneck, og Ignisu brænder rapporterne, Dorgon har hjulpet med.