En kedelig dag....

Shri stod bag sin din disk og sukkede højlydt. Lige nu var der nærmest ingen kunder. Sådan var det altid omkring middag, men der plejede dog at være lidt flere elvere her inde. Hun havde sendt pigerne op for at gøre rent på værelserne. En enkel en af dem var stadig nede ved Shri. Det var Miryam, den klogeste af pigerne. Hun var dygtig til alt hvad hun gjorde. Miryam var kun få år yngre end Shri, så de kom godt ud af det med hinanden. Miryam hjalp altid Shri i svære situationer.

Miryam så op fra den bordplade hun var ved at tørre af. Shri stod ikke og tørrede sin disk af. Hun gik over til Shri og satte sig på en af stolene. "Jamen søde hvad er der i vejen? Du plejer da aldrig at være så trist?" Miryam sagde det med en bekymret stemme og kørte bagsiden af hendes ned af Shris ene kind.

Shri sukkede højlydt igen. "Miryam, jeg ved det faktisk ikke selv. Det er bare ligesom om der er en eller anden der går mig på. Som om jeg savner denne person." Shri fjernede den hånd hun havde holdt under hagen og lod sit ansigt falde ned på bordet. Det gjorde ondt, men hun ignorerede det.

Miryam sendte hende et bekymret blik og lagde så en hånd på hendes hoved.

Sartorn slentrede over torvet og ind i kroen, velvidende at det var Shris kro. Temperaturen udenfor var lige på grænsen til at være for varm til at være behagelig at befinde sig i og skyggen i et syntes langt mere tillokkende. Specielt dette sted, som han kendte aldeles godt.
Hvis der var en ting ud over krybdyr der kunne få ham til at tabe sin høje "hat" så var det grædende kvindfolk. Han vidste simpelthen ikke hvad han skulle stille op.
Havde han opdaget hvad Shri og Miryam foretog sig, ellers vile han nok have stukket af og kommet tilbage ved aftens tid. Netop denne egenskab havde stor andel i den skyld at de kvinder han tidligere havde kendt til sidat havde givet ham sparket. Det forstod Sartorn ikke, han var trods alt en mand.
Han blev glad da han opdagede at Shri var alene i krostuen - eller næsten.
"Jamen er det ikke den yndige krovært og hendes hofdame." Han slog sig ned med et glimt i øjet og strakte benene ud. "Kan en mand stadig få sig en øl her?"

Shri der ikke genkendte Sartorns stemme med det samme så op på ham med et bedrøvet ansigt. Der gik noget tid før hun opfattede at det var ham og hun blev pludselig forvirret og rødmede kraftigt. Hun tog sig sammen og rystede sit hoved en lille smule. Et smil kom frem på hendes læber og hun svarede, med sine nu igen muntre stemme: "Tja, det kan du vel godt hvis du vil og har pengene. Hvor stort et krus?"
Hvorfor er han her nu? Hvorfor blev jeg så glad for at se ham? Det var blandt andet de tanker der blev ved med at køre rundt i hendes hoved, men hun forsøgte stadig at holde et smil oppe, for at dække for hendes fortvivlelse.

Miryam kunne se på Shri at et eller andet havde ændret sig. Hun kunne huske Sartorn. Han var en gæst der kom her med jævne mellemrum, mens han rejste rundt i Orbis. En af de første gange han havde været her var den gang Shris forældre stadig styrede kroen. Det var lang tid siden, men når man tænkte over elveres levetid så virkede det som kort tid. Miryam rejste sig og fortsatte med at gøre de tomme borde rene.

Sartorn blev slået en smule ud ved synet af Shris kønne forgrædte ansigt og han så mistænksomt på Miryam.
"Bare det sedvanelige. Det burde du vide efterhånden.." smilede han.
"Nå Miryam" Han lod spørgsmålet falde da Shri hentede øl. "Hvad har du nu lavet af ulykker?" Han var god til at huske navne og kendte tjenestepigen. "Hvad er der galt med hende?" Han nikkede med hovedet så perlerne klirrede sagte. Tanken slog ham ikke at det muligvis havde med ham at gøre, og mente straks at det nok skyldes en eller anden kvinde-ting.
"Har hun mistet noget eller er der noget der er gået i stykker?" spurgte han dumt, uden at vide det og rodede sammentid sin taske igennem. "I gætter aldrig hvad jeg mødte i skoven ved menneskenes grænse.."

Miryam smilede hen til Sartorn. *Mænd...* tænkte hun for sig selv. "Hmm... Det er bare sådan en kvinde ting," hun sagde det med en drillende stemme og blinkede drillende med det ene øje. Miryam så op i loftet, hun vidste godt at Shri og Sartorn en gang havde haft et eller andet kørende. Men det gik ikke helt så godt for dem i længden. Hun fortsatte med at snakke, mest til sig selv, men alligevel højt nok til at Sartorn kunne høre det: "Hvor må det være ensomt i længden at være kroejer. Ingen ordenlige muligheder for at komme ud og se noget i denne verden. Vi piger har i det mindste fri en gang i mellem. Men hun skal jo blive her for at kunne holde øje med stedet." Hun sukkede og fortsatte med at tørre borde af.

Lidt efter kom Shri ind med Sartorns sædvanlige krus øl og stillede det sagte på disken foran ham. Hun kom lige tidsnok ud af køkkenet til at kunne høre hvad Sartorn skulle til at fortælle om. "Nå, hvad har du så mødt i skovene ved menneskenes grænse?" Hun fik et lille smil på læben og lænede sig lidt ind over disken, 'ivrig' efter at høre hvad denne mand nu havde lavet.

Sartorn lagde mageligt det ene udstrakte ben over det andet mens han tavs lyttede til Miryams talestrøm. Hans rygsæk var fyldt med alverdens ting men han havde alligevel fundet det han ledte efter. Det var sådan han bedst kunne lidt sine ting - lidt rodet, så vidste han hvor alt befandt sig. Han pakkede den lille genstand ud af lærredet der havde beskyttet den og stillede den på disken så Shri næsten ikke kunne undgå at overse den. "Jeg er ked af at jeg ikke har noget med til dig denne gang, Miryam." grinede han ved hendes himmelvendte øjne, som om han syntes hun så skuffet ud.
"Der var både dværge og mennesket. Sidst nævnte er nu nogle underlige nogen, især at handle med. Du kan ikke tro hvad han tog for denne der." sagde han om den lille porcellænsfigur der stod ensom på disken. "Det er såvidt jeg ved noget menneskene syntes værdig godt om, specielt kvinderne." Han smilede bredt til Shri da hun kom tilbage med øllet. "Lige hvad jeg trænger til. Den er til dig. Tag det som en souviner eller hvad du nu vil.." tilføjede han, inden han forsvandt bag kruset.

Shri så forbavset ned på den lille mystiske porcelænsfigur. Hun sagde et sagte tak og samlede den lille figur op i sine hænder. Hun vendte og drejede den og betragtede indgående alt ved den. Figuren forestillede en kattekilling der lå og legede med en garnnøgle. Efter at have set på kattens ansigt kunne hun ikke lade være med at synes at den var kær. Hun fik helt lyst til selv at få sig en lille kat. Hun smilte af den og valgte at stille den et sted den ikke kunne komme i vejen. Shri var af en eller anden grund blevet glad af at have fået den lille porcelænsfigur. Den kære lille kat havde opmuntret hende en smule. Hun smilede til Sartorn og sagde: "Hvad har du ellers lavet mens du har været væk?"

"Forretning." grinede han, men vidste at de forventede et mere detaljeret referat, og det var han klar til at give dem.
"Engang kom jeg så tæt på menneskenes grænse at jeg fik byttet mig til den der. Et par uimodståelige sange spillet på den her" han klappede kærligt sin lire. "Og de var solgt. Katten var min."
"Det var en mand, en kræmmer. Mennesker er vist ikke særligt musikalske.. den slags kan ikke være godt for hans forretning i længden. Men god for en som mig. Jeg overvejer at tage tilbage derhen om nogle tid. Men hvordan går det med dig, kære Shri?"

"Nåeeh? Mig? Tjah, det sædvanlige? Dagene går sin gang og kroen skal passes. Gæsterne kommer og går. Pigerne passer deres arbejde, også videre. Ikke så meget interessant her. Åh jo der var da en dag hvor at Mester Nir'kahl kom forbi. Noget med en lærling der var stukket af. Han røde hår var bare så smukt! Og en anden meget højtstående mand kiggede også ind. Han var vidst en general eller sådan noget. Og en masse andre interessante mennesker kom et smut ind forbi. Og jeg har haft den nyeste lærling fra akademiet til at overnatte på kroen! Han var så kær! En sød, stille, ung fyr. Han hjalp mig lidt engang i mellem. Der var vidst også et eller andet med at han havde lært noget magi før han begyndte der. Engang var det jo normalt sådan noget, men de fleste der lærer magi i disse tider har lært det på akademiet," Shris talestrøm fortsatte, men hendes hals var nu begyndt at blive tør og hun besluttede sig for at finde sig et lille glas vin. Da hun havde taget det lille glas vin gik hun over på den anden side af disken og satte sig ved siden af Sartorn. Hun smilede venligt og indbydende til ham.

Sartorn smilede overrasket til hende. "Jeg var helt bange for at du ville kede dig ved mit fravær, men det behøvede jeg da vist ikke. Der lyder til at bænkene har været varme det meste af tiden. Så sig mig, er der sket noget her i byen siden jeg her sidst? Ud over alle de bagateller du lige har nævnt.." blinkede han for sjov, men gnisten var forsvundet lidt.
Lod hun bare som om hun ikke havde savnet ham?
"Hvem er denne nye lærling? Eller hvem det nu var der var stukket af. Ikke at jeg ikke forstår det, men alle de regler og retningslinjer der må være på sådan et sted.."

Hun fniste let og skjulte sit genert smil bag en hånd. Hun fjernede hånden. "Altså den nye lærling hedder Aaron. Stakkels ham, han havde vidst nogle problemer med sin familie," Hun så lettere trist ud da hun sagde det, "Men han er åbenbart rigtig god til at udøve magi," et smil bredte sig på hendes kønne læber. "Den lærling der var stukket af var en ældre elev, en kvinde. Jeg fik ikke helt fat i hendes navn. Men det kan også være lige meget. Mester Nir'kahl var virkelig sur da hun kom ned fra sit værelse. Da hun havde lejet værelset kom hun her med en anden smuk, lyshåret kvinde. Jeg er meget sikker på, at de havde et forhold der var meget lyssky." En mand kom ind på kroen og sætte sig ved et bord i et hjørne. Hun fik øjenkontakt med Miryam og hun nikkede. Miryam gik over for at tage sig af gæsten. "Der har ikke været helt så interessant, som når du er her. Din musik gør gæster endnu gladere end de er ved pigernes service. Det giver en rarere stemning at arbejde i." Hun sendte ham at varmt og kærligt smil.

"Ehm.. Sartorn, jeg tænkte på har du, måske lært nogle nye sange? Det er lang tid siden jeg har hørt dig synge." Shri smilte genert og hendes kinder rødmede let. Hun så på Sartorn med håbefulde, lysende øjne.

~ Resume ~

Shri, der ejer kroen, er lettere nedtrykt og hun snakker så med sin bedsteveninde, Miryam, omkring det. Sartorn kommer ind på kroen for at sige hej til Shri. Han har været ude at rejse, og har købt en lille gave til hende. Gaven er en lille porcelæns figur der forestiller en kat.

Shri og Sartorn havde engang et romantisk forhold, men det holdt ikke længe, da Sartorn rejste meget og stadig gør. Shri er stadig smålun på ham, men hun ved at deres forhold ikke længere er det samme.