Hvad laver vi egentligt her?

Áeds kompagni var blevet sendt ud til Vindarro-posten for at hjælpe med at holde øje med grænsen. Dwyn sad ved et bord øverst oppe i tårnet og skrev en rapport.
Der var ikke sket så meget spændende, men det var nødvendigt at holde øje med grænsen, for landets sikkerhed. Vant skrev han sin underskrift og forseglede rullen med elverhærens officielle våbenmærke i en rød segllak.
Dwyn gave rullen til en soldat og bad ham om straks at aflevere det til Majoren.
Dwyn gik hen imod halvmuren, der sørgede for at de ikke faldt de mange meter ned til jorden fra toppen af tårnet. Han kiggede ud over menneskenes land og undrede sig over hvorfor det hele også absolut skulle være endt op i krig.
Før krigen havde Áed tit undervist mennesker i at udnytte og bruge bue og pil bedre. Han havde faktisk haft nogle få menneskevenner. Disse var dog allerede døde enten i krigen eller af alderdom. Der var måske en enkel der stadig var i live, men det var ikke muligt for Dwyn, at finde ud af, da krigen jo stadig hærgede.
Dwyn observerede vagtsomt terrænet: Der var fredeligt og roligt, der skete intet interessant.

En hestevogn kom kørende ned mod Vindarro-posten.
På hestevognens side stak der er spyd op med et banner, på banneret var en blå fane med ansigtet fra en hvid løve malet på.
I hestevognen var der feltrationer til den kompani der havde vagt-tjansen, der var tæpper, telte og selvfølgelig Amathanars ting.
Førende af denne hestevogn var ingen ringere end Amathanar, han var uheldigvis kommet i slåskamp med en anden fra hans bataljon og var derfor blevet sendt til Vindarro-posten som en straf, her skulle han gøre tjeneste under en hvis kaptajn Áed Dwyn, Amathanar kende godt til denne mand og vidste godt hvilken fantastisk bueskytte han havde ry for at være.
Jo tættere hestvognen kom på posten kunne han virkelig se hvor storslået denne post var, måske var det her hans sted at starte, måske startede hans far også sådan.
Hest red ind i lejren, han stoppede hestevognen da de kom til en forholdvis stor plads.
"Brødre, jeg leder efter jeres kaptajn, kan nogen sige mig hvor jeg kan finde ham?" halv råbte Amathanar og rejste sig op og så rundt.
Amathanar kunne tydeligt mærke at det her var et bueskytte kompani og ikke kamptropperne som Amathanar selv var fra.
"Ydermere har jeg en besked til ham fra major. Henmar!" sagde Amathanar og fandt et lille sammenrullet pergament frem fra under sin rustning.
Selget var stadig ubrudt, dog vidste Amathanar godt hvad der stod i, sikkert noget med hvorfor han var blevet sendt herhen.

Brevet:

"Kaptajn Áed Dwyn.
Denne mand som forærer Dem dette stykke pergament er en af de bedste mænd jeg nogen sinde har set, dog har han brug for en kyndig opdragelse, der går rygter om at Deres bueskytter er nogle af de mest disciplinerede soldater.
Hvilket fører mig frem til hele ideen om hvorfor han blev sendt herned, jeg vil have Dem til at rette op på ham.
Han blev sendt hertil på grund af en slåskamp mellem ham og en anden fra bataljonen, med andre ord, den anden fyr ligger nu på infirmeriet med 3 trykkede ribben og en hjernerystelse. Udover ham selv har han friske feltrationer, nye telte, nye tæpper og ikke mindst alle sine våben, og tro mig kaptajn der er mange mange våben.

Underskrevet
Major Henmar."

Lamya stod på den plads hvor hestevognen var kørt ind. Hun stod og diskuterede med et par andre soldater, om hvilken form for pilespids der var bedst, da manden, der kørte hestevognen, råbte op. Hendes røde hår svang om hendes skuldre, da hun vendte sig om for at se på ham.
Hendes gyldne øjne borrede sig ind i hans. "Han er oppe i tårnet. Jeg kan vise dig der op," sagde hun tilsyneladende lidt henkastet.
Hun begyndte at gå og det lignede at hun gik hen imod Amathanar, dog ville hun egentlig bare forbi hestevogne fordi, tårnet var på den anden side.

Hun gik de tredive skridt hen forbi vognen og regnede med, at manden fulgte efter. "Hvad bringer dog dig her til? Der kommer aldrig enlige soldater her ud. Har du lavet rav i den der hvor du kommer fra?" Hun så lidt halv bebrejdende på ham over sin skulder, men fortsatte sin gang mod tårnet.

Amathanar så undrende på kvinden, måske var det Áed Dwyns assistent.
"Tro mig, hvis jeg fortalte det ville du ikke tro mig" Grinte Amathanar, han tog sin hjelm på og greb ud efter sin rygsæk, hvorefter han forsatte efter Lamya.
"Der er mange grunde til at de sender en enlig soldat herud, jeg har feltrationer, tæpper og nye telte med. Jeg tro godt de kan lide jer hjemme i Tarpárminen, hvorfor skulle de ellers sende så meget herud?" sagde Amarhanar og stoppede da de endelig nåede tårnet.
"Her?" mumlede Amathanar og så på hende, hvorefter han gik ind og op i tårnet.
Da han kom op i tårnet tog han sin hjelm af og gjorde honnør.
"Kaptajn! Jeg har et brev fra major Henmar" sagde Amathanar, han fandt brevet frem og rakte det til ham.

Lamya fulgte efter ham op i tårnet og gjorde ligesom han honnør, da de stoppede oppede i tårnet.

Áed vente sig rundt og betragtede dem, "Åh, jamen tak," Áeds sædvanlige venlige smil prydede hans læber. "Tak skal de have... Soldat?" Han så spørgende på den ny ankomne mand, da han tog imod brevet og begyndte at åbne det.

Han gik og smånikkede mens han læste, "Ja så... Der ser man bare... Jamen velkommen til! Nu har vores Major været så uheldig at glemme at skrive dit navn ned, så jeg må vel hellere spørge dig." Han storsmilte, igen så på soldatten efter at have læst. "Jeg glæder mig til at se dig præstere imod mine bueskytter. Det kan godt være de er specialiseret i bueskydning, men i nærkamp er nogle af dem altså også yderst farlige." Han blinkede lidt drillende til manden.

Lamya lyste op i et smil, selv om bueskytterne nærmest var tvunget til at træne i nærkamp, var der ikke alt for mange der kunne hamle op med hende når hun fik et andet våben i hånden en bue. Hun stræbte også efter at blive ligeså dygtig i begge dele som Áed var.

"Amathanar søn af Aglardaer melder sig til tjeneste hr!" sagde Amathanat og gjorde endnu engang honnør.
Áed var intet i forhold til hans tidligere kaptajn, de var hårde og næsten ondsindet overfor de menige, det var måske den helt store forskel på bueskytter og kamptropper, kamptropper var måske det større og mere hårdføre.
"Gælder mig til at vise dine bueskytter hvordan man klarer sig i nærkamp mod de mere hårdføre" sagde Amathanar og så på Lamya, hun så ikke ud til at være så hård som de mange andre kvinder som Amathanar havde set i sin bataljon.

"Hvor skal jeg starte kaptajn?" sagde Amathanar og tog sin hjelm på. Man kunne stadig se Amathanars ar under hjelmen. Arret havde han fået da han var kommet op og slås som yngre, lærestreg om at man skal gøre alt for at vinde.

"Hmm.. Ja, så... Amathanar, du kan jo starte med at se, hvor du skal bo i den næste lange tid. Og derefter kan Lamya vise dig hvor de vigtigste ting er og i kan vel også få lov til at prøve hinanden af." Han smilede venligt til Amathanar. "Det skal nok blive underholdende."

Áed gik hen imod trappen for at komme ned, han gik med hænderne bag ryggen, og inden han nåede hen til trappen svang han sit pilekogger og sin bue om på ryggen. Han fortsatte ned af trappen og gik hurtigt ned af dem. Han stoppede udenfor, da han kom ud af tårnet for at vente.

Amathanar kom ud fra tårnet hvorefter han fortsatte over til hestevognen.
"Kaptajn, vil De have et lift?" Sagde Amathanar og rakte ham hånden, som et tegn på at der var plads ved siden af ham på kusk-pladsen.

Mens han ventede på at Áed skulle reagere brugte han tiden til at tjekke de forskellige soldater ud. INgen af dem så ligefrem stærke ud, som Amathanar gjorde.
"Hr. Kaptajn, jeg har tilladt mig at tage et par trænings våben med, de vejer det samme som et normalt sværd, men er dog lavet af træ" sagde Amathanar og kiggede bag i hestevognen hvor der sammen med hans ting lå der måske 10 trævåben.
Da Amathanar havde givet Áed nok tid til at reagere så han over på Lamya.
"Vil du være så venlig at lede mig på vej, jeg mangler et sted at sove og et sted at ligge feltrationer osv." sagde han og blinkede til hende.

Áed fulgte efter, "Jo tak, det siger man vel aldrig nej til." Han smilte venligt til Amathanar og satte sig ved siden af ham.
Han satte sig til rette, og svarede igen, "Godt, træningsvåben er godt, vi var også begyndt at mangle lidt."

Lamya smilte af hans blinken og kørte en hånd igennem det lange, hår. "Selvfølgelig kan jeg det," sagde hun drilsk og blinkede tilbage til ham. Bagefter gik hun hen til hesten og klappede den blidt på mulen, "Dygtig hest. Kom så, bare lidt endnu så skal du nok få masser af mad og et fantastiskt sted at være sammen med andre heste."

Hun drejede hovedet så hun så på de to mænd, smilte stort, og gav dem en tommel op. Hun stod og ventede indtil hun gik ved siden af kuskesædet, da begyndte hun at gå.

Amathanar tog endnu engang sin hjelm af. Han kunne ikke helt bestemme sig.
"Hr. Kaptajn, må man spørge hvor længe de regner med at have tjansen her på Vindarro-posten?" sagde Amathanar og så på ham, grunden til han spurgte var at han havde fået at vide at han skulle være der så længe at Dwyns mænd var der, og at han så skulle eskortere dem hjem.

"Og hvor mange mænd er det præcist der bemander-posten? Og er alle sammen bueskytter?" sagde Amathanar og så på Lamya, bueskytterne havde altid været en ting Amathanar havde taget afstand fra, da der vor han kom fra (Kamptropperne) var det ikke hårdt nok at være bueskytte man skulle helst kunne se den mand man slog ihjel.
Hvilket havde resulteret i at Amathanar var blevet en af de bedste i hans bataljon til nærkamp da Amathanar havde hadet og viljestyrken til at blive den stærkeste.

"Er vi der snart?" mumlede Amathanar og lød som et lille barn.

Áed så på Amathanar, "Vi skal nok være her i et godt 5-6 måneder, måske mindre, alt efter hvad dem højere oppe siger. Her ved Vindarro er vi mit kompagni og to andre, som er kamptropper, så du bliver ikke alene om nærkampen. Dermed er vi lidt over 600 mand."

Han så fremfor sig og betragtede de mange barakker og telte. "Bare rolig vi er der snart. Det er lige der henne ved hjørnet." En lille hytte stod med telte omkring sig. "Lige her, er hytten et sted hvor der kan laves mad, man kan rense sig og der er gode toiletfaciliteter. Soldater bor i disse gode kvalitetstelte der er god plads og teltene kan holde til en masse vind og vejr." Han bevægede sine arme for at markere hvor han mente.

Amathanar nikkede i takt med at Áed snakkede.
Damn 6 måneder det var fandeme lang tid blandt alle de bueskytter..... Amathanar fortrød virkelig at han ikke var blevet sat for en krigsret i stedet.

Amathanat fik hesten til at stoppe lidt ude fra hytten, hvorefter han hoppede ned og gik om bag hestevognen.
Han svingede posen med feltrationer og posen med telte over ryggen hvorefter han tog tæpperne under armen, da han gik forbi Lamya kastede han tæpperne til hende.
"Tro mig, jeg bære ikke det hele" sagde han og gik med hastige skridt over mod hytten. Da han endelig nåede hytten lagde han tingene ude foran og gik tilbage til hestevognen. Han satte sig op på pladsen og kiggede så på Áed igen.
"Hvor skal vi nu hen?" sagde han og ventede på at Lamya ville komme tilbage, i det hun ville komme tilbage og Áed ville sige hvor vi skulle hen, så ville han begynde at køre.

Lamya greb hurtigt tæpper og fulgte efter Amathanar ind i hytten, "Ja, ja... Nå, men efter som det her er første stop, må du jo så skulle bo sammen med min deling. Uha! Det bliver hyggeligt."
Lamya kunne ikke lade være med at tænke på hvad nogle af de andre kvinder i delingen ville sige, om at have en fra kamptropperne i delingen. I delingen var der 8 kvinder resten var mænd, og nu var der en ekstra mand. Hun stillede hurtigt tæpperne på gulvet inden for og bad en af de tre soldater der stod der inde om at lægge tingene ind på det lille lager. Hun skyndte sig at løbe tilbage efter Amathanar.

"Áed, kan vi ikke vise ham den store træningsplads? Den ligger jo ikke så langt her fra!" Hun smilte stort og entusiastisk til dem.

Dwyn nikkede, "Jo, det kan vi da godt. Nå, men så drejer du bare til højre her henne og så er vi faktisk næsten der."

Amathanar grinte lidt ved tanken om at bo sammen med en folk bueskytter i omkring 6 måneder, han skulle helt klart have taget krigsret i stedet for. Men han måtte tage det som det kom.
"Hvor mange kvinder er der helt præcist i delingen?" sagde Amathanar mens han kom op på kusk-pladsen.

Heste vognen drejede til højre og foran dem var den store trænings plads. Amathanar ved nødt til at blinke et par gange, den var større end der var han var udstationeret..... Det skulle nok blive sjovt.
Hestevognen stoppede lidt fra vejen, hvorefter Amathanar gik om bag i hestevognen og tog træningsvåbene, han lod sine egne ting ligge, da det var hans egen hest så den gik nok ikke lige nogen steder.
"Skal vi komme igang? Eller skal vi bare kede os?" sagde Amathanar, smed sin kappe, hans smed også sin hjelm og tog trænings våbene.
Derefter gik han ud, smed træningsvåbene, der var lidt af hvert, 1 håndssværd, 2 håndsværd, spyd, alt hvad hjerte kunne begære.
Han to et 1 håndssværd og så rundt.
"Hvem tør?" sagde Amathanar og så rundt, der var ikke specielt mange der så ret faretruende ud.

"Der er 8 kvinder i min deling, resten er selvfølgelig mænd," sagde Lamya og nikkede, mest til sig selv. Hun gik igen ved siden af vognen.

Da hestevognen stoppede igen steg Áed ned fra vognen og gik over på den anden side af vejen hvor trænings pladsen var. Lamya gik med ham, men hun fortsatte videre for at hente sit eget træningsvåben. Hendes våben var en bokken* og hun beholdte sit pilekogger på ryggen.
"Jeg gør," sagde hun kort til Amathanar, med et dyrisk smil og glimt i øjnene, der viste en vildskab, man kun så i de store kattedyr fra bestiaernes land.
Hun bevægede sig elegant, næsten katteagtigt, hen imod en af de markerede firkanter der var på pladsen.

Áed stilte sig i nærheden af firkanten og gjorde sig klar til at vurdere dem begge.

*En bokken er en katana i træ man bruger til at træne med.

"Jeg kan ikke lide at slå på kvinder" mumlede Amathanar mens han gik tilbage til vognen.
Ud af vognen tog han et skjold der var omkring sammen størrelse som Amathanars krop og han tog også sin hjelm på.
"Men hvis man skal vise sit værd, så bliver det nødt til at være på den her måde" sagde Amathanar og så rundt, folk var begyndt at samle sig omkring dem for at se den nye udefrakommende få tæv af Lamya.
Amathanar havde taget sin hjelm og skjold på for at helgradere sig mod Lamyas sværd, hun havde fokuseret på hurtighed og smidighed hvor Amathanar ville nu fokuserer på styrke fremfor hurtighed.

Amathanar slog på skjoldet med sværdet før han angreb hende.
Han små løb frontalt mod hende med sværdet langs siden af sit ben, lige idet han skulle til at slog, stoppede helt op, hvorefter han slog udefter hende med skjoldet. Hvis det ikke virkede ville sværdet derefter efterfølge skjoldet.

Lamya flyttede sig ikke fra stedet, da Amathanar løb imod hende. Hun hoppede et godt stykke baglæns, da han slog ud efter hende med skjold og sværd, uden for sværdets rækkevide og hun hoppede lynhurtigt 3 skridt til sin venstre (hans højre), hvorfra hun forsøgte at slå ud efter hans sværdarm , med sin bokken.

Da Lamya slog ud efter han kom det totalt bag på ham, hvilket gjorde at Amathanar smed sig på jorden for at undgå sværdet.
Et bump kunne høres, hvorefter Amathanar hurtigt slap skjoldet og rullede væk fra Lamya, med sin frie hånd (Venstre) tog han en håndfuld sand, det skulle sikkert blive meget brugbart til at lærer de her bueskytter at ingen er søde mod dem i kamp.
Amathanar rejste sig op og så på Lamya, "Uhh det skal du betale for" mumlede Amathanar og pegede på sit skjold, gun var han bare langsom mod hende fart og mobilitet.
Amathanar skjulte hånden med sandet bag sin ryg så da Amathanar angreb var det med den ene hånd langs siden, hvis dette slag ville blive blokeret ville han kaste sandet i ansigtet og derefter vælte hende omkuld også vinde.
Eller var han på røven.

Lamya blokkerede angrebet og i samme øjeblik træningssværdene mødtes blev sandet kastet mod hende. I pludselig forvirring og ubehag holdte hun en hånd for sit ansigt og hun skreg af den stikkende smerte af sandet i øjnene. Hun blev væltet omkuld og hun lå på jorden og græd.

Áed havde betragtet dem stilfærdigt: Lamya var blevet dygtigere, men hun var stadig uerfaren. Hun var også vant til svagere modstandere end hende selv, med mindre hun trænede med ham.
Amathanar var der imod dygtig, meget dygtig. Styrken kunne tydeligt ses i hans slag og dette gjorde op for hans kluntede langsomhed. Men selvfølgelig var de fleste modstandere på slagmarken ofte klædt i rustning og med standard våben, som et almindeligt 1-håns sværd. Derfor betød kluntetheden ikke så meget igen der. Det kunne jo stadig gøre udslaget mellem liv og død, men sådan var det nu engang.
Bueskytterne havde større frihed med at vælge deres egne våben, da de ofte selv lavede både læderrustning, buer og pile, så smedene ikke skulle sørge for ret meget.

Áed gik ind i firkanten. "Godt kæmpet begge to, din styrke er stor Amathanar og du forstår at udnytte omgivelserne." Han nikkede anerkendende til soldaten. Han så hen på nogle af de yngre soldatter. "I tre! Bring hende straks over hen til Laseretteltet, hun skal have renset sin øjne straks. Vi kan ikke have en blind løjtnant." Ordren lød hård og bestemt, men ikke dominererne.

De tre soldater gik hen og hjalp hende op og førte hende hen til et telt i kanten af træningspladsen.

Amathanar rykkede ikke en mine da Lamya faldt til jorden, hun var naiv og stort set blind.
Inden Áed begynde at snakke, tog Amathanar sin hjelm af og så rundt på soldaterne.
"Havde jeg været et menneske, havde jeres løjtnant været død nu, mennesker er utilregnelige, det nytter ikke at tro at de vil være lige så ærefulde som I er. Mennesker er os underlegen, men de vil gøre alt for at bevise det modsatte" sagde Amathanar og så rundt.
Dog fik han hurtigt øje på Áed som kom over mod ham.
"Tak hr. kaptajn, jeg gør bare mit bedste for at forbedrede soldaterne til hvad der vil vente dem hvis de skulle komme i nærkamp med et menneske." sagde Amathanar og så på Lamya.
"Jeg er ked af at jeg var nødt til at få hende ned på den måde, men det var en lektie som hun måske skulle læse op på" sagde Amathanar og tog sin hjelm under armen og gik hen og tog skjoldet.

Áed smilte stadig venligt, "Hun er ung, uprøvet og er ikke vant til udfordring i nærkamp, men jeg, tvært imod, er ældre, erfaren og jeg har været gennem min del. Hvad siger du til at vi to tager en dans med rigtige våben?" Hans udtryk ændrede sig ikke fra det sædvanlige venlige da han spurgte.
Han bad en af soldaterne hente hans sværd. Soldaten skyndte sig afsted og vendte hurtigt tilbage med to krumsabler. Sværdskederne var simple og de sad stadig på et bælte. Áed tog imod bæltet med de to sværd og bandt det om livet. Der hang et sværd på hver sin side. Buen var svunget over skulderen så den hang på hans ryggen og pilekoggeret hang der også stadigt. Han ventede med at gå videre ind i firkanten til han var sikker på at Amathanar var klar.
Da han selv følte at det virkede til at den yngre elver var forberedt gik han hen og stilte sig der hvor Lamya før havde stået.

Amathanar så på Aed med et forbavset udtryk udover hele sit ansigt.
Det var meget sjældent at en højerestående soldat ville udfordre en laverstående, også med ægte våben.
Men Amathanar var ikke helt til at skræmme.
"Javel hr." var det eneste Amathanat sagde. Han behøvede ikke at sige mere før hann gik hen til hestevognen og fandt sit sværd. Langs bladet var der en masse runer som var skrevet med guld. Sværdet var let nok til at kunne bruges både i en hånd men grebet tillod brugeren at kunne bruge to hænder til at slå med.
Amathanar tog sværdet og spændte det omkring livet. Derefter vendte han sig rundt og trak sværdet.
Han satte nu sin kurs mod firkanten han lige havde været inde i. Han trådte ind, han stillede sig foran Aed.
Siden han havde sagt 'Javel' havde Amathanar ikke sagt et ord, han var parat, han vidste at han måtte virkelig gøre sit bedste for at bevise at han ikke bare var en soldat.

Amathanar satte sværdet ned i jorden og knælede foran det. Han lukkede øjnene og begynde at mumle noget ubetydeligt. Han bede en bøn, en af hans faste traditioner inden han gik i kamp hvor han vidste at han var nødt til at yde sit bedste.
Lidt efter rejste Amathanar sig op. Han lod stadig sværdet sidde i jorden, han tog sin hjelm på derefter trak han sværdet. Nu var han klar.

Áed betragtede nysgerrigt den yngre elvers ritual. Han havde ikke før set mange soldater bede inde kamp. Den ene han før havde mødt, der havde gjort det, havde været en stor kriger. Mens soldaten bedte lukkede Áed øjnene og lyttede til omgivelserne. Han kunne høre hvordan soldaterne hviskede nysgerrigt udenfor firkanten. Han kunne høre hvordan de ustadseligt flyttede rundt på sig. Hvordan de lette rustninger klirrede og knirkede. Han hørte hvordan vinden forsigtigt hviskede i hans øregange. Han hørte hvordan soldaten, der knælede for sit sværd, rejste sig og tog sin hjelm på, og da soldaten trak sit sværd op fra jorden lod han sine reflekser reagere. Lynhurtigt stod han klar med en krumsabel i hver hånd og så stadigt på sin modstander med et venligt smil, blot i øjnene kunne man se hvordan hans sjæl flammede op.

Amathanar så rundt, hvad havde han at tabe? Han havde allerede sendt deres løjtnant i gulvet, så lidt respekt havde han da fået. Respekt, en sjov ting at kæmpe for, hele sit liv havde Amathanar gjort alt for at blive respekteret, så hvis han bare kunne holde i et par minutter mod selveste Áed Dwyn, så var han tilfreds.
Men nok om det.
Amathanar tomte sit hoved for tanker, nu så han kun sine træk.

"Lle merna salk?*" sagde han og begynde at løbe mod Áed. Han holdt skjoldet op for max beskyttelse mens han havde sværdet langs sin side, han ville starte 'ballet' med et hug mod Áeds hofte.
Hvis han blokerede det med begge sværd så ville Amathanar slå ham med skjoldet.


/Skal vi danse*/