Den forsvundne jord

Yen red på sin hest i blandt de høje mørke træer og nød den kølige skygge de gav, hun var dog stadig på vagt da de jo befandt sig i fjendens land. Hun red med et pergament i hånden og hun stoppede jævnligt for at notere alle mulige detaljer ned på det. Hun skrev bl.a. hvor mange dages ridt det havde taget dem at komme der hen hvor de var nu og nogle specielle kendetegn på vejen m.m..
Der var stille i skoven bortset fra hestenes skridt, gruppens vejrtrækninger og sadlernes knirken.

Shila red lidt længere fremme end Yen, så hun kunne holde øje med landskabet forude, og samtidig være nær ved de to arkæologer. Indtil videre havde ting foregået gnidningsfrit. De var redet fra Rétneck op til det nordlige af menneskenes land, hvor de havde fået den mindst mulige båd til at sejle dem over til elvernes land i de sene nattetimer. De var blevet sat af nord for Spejlsøen og var nu igang med at ride rundt i området, så de kunne få erstattet de kort, der var gået til grunde under branden i biblioteket. Hestene var nogle, de havde fået smuglet en anden vej over grænsen med en gruppe bestiaer, der havde ventet på dem ved kysten, så de ikke skulle gå rundt til fods.
Elvernes grænse var efterhånden så godt bevogtet, at det var noget nær umuligt at komme igennem - selv med kun tre personer, som de var nu. Søvejen havde været langt nemmere, og Shila håbede på, de kunne lave samme nummer på vej tilbage igen - tanken om at krydse grænsen bragte hende uro.
Hun var klædt i læderrustning, så hun ikke var for tungt læsset, men samtidig sagtens kunne holde til et overfald. armskinner og benskinner var forstærket med metalnitter, og hendes slagkofte indenunder var lavet ekstra kraftig, så hun ikke behøvede en besværlig kappe for at holde på varmen. Hjelm ville sløre hendes udsyn, så den havde hun ikke taget i brug, og sadeltaskerne var mest af alt fyldt med proviant frem for unødvendigt grej. Hun var vant til at sove på jorden, og det var en kort tur, så tæpper var også blevet sparet væk for at de kunne komme hurtigere frem.

Sen red bagerst og lyttede godt efter. Han opslugte alt hvad han kunne se, for at være sikker på, at deres kort ville blive godt.
Det var en ubehagelig tanke at vide, at hvis elverne fandt dem var de nok færdige. Men de havde Shila med sig, det nyeste medlem af Dorgons Armé, så de skulle jo nok klare sig. De havde ikke sovet særlig meget efter at være gået i land. De sov så lidt som muligt, tændte ikke bål og når de slog lejr var mindst en altid vågen.

"Shila, har du en fornemmelse af hvornår vi er ved søen?" Spurgte Yen mens hun spejdede ud i skoven. Man kunne fornemme en let utryghed i hendes stemme. Hun følte sig ikke helt sikker i elvernes land, men det kvindelige armé medlem gav hende en hvis tryghed.

Shila havde sænket farten, og red nu langsomt frem mod det, der lignede noget udtynding i den ellers ikke særlig kraftige skovbevoksning. Hun sporrede hesten til siden, så den kom til at stå op ad et par træer, hvorefter hun med den ene hånd skubbede en gren til siden.
"Nu," sagde hun, og så ikke tilbage på de to arkæologer.
Hun var tryllebundet af det glinsende vand, der spillede i solens skær. Det blanke vand syntes næsten helt unaturligt, og hun var lige ved at undre sig over, hvorfor elverne havde bygget et tempel på hovedet, men så løftede hun blikket fra genspejlingen i vandet, og så på Dronningetemplet. Det var sagt om det, at det var noget af det smukkeste på Orbis, og der måtte Shila give de kloge på den slags helt ret. Det hvide marmor stod ud i landskabet, og lyste nærmest op med sit eget skær - som behøvede det ikke solens stråler.
Så fik Shila øje på elverne omkring søen, og så var det hele ligesom ødelagt.

Sen red op på Shilas venstre side og skubede ligeså et par grene til side. Det var et fantastiskt syn der mødte ham. Han ville ønske dette var noget han kunne vise til hvert eneste menneske. Søen der spejlede området perfekt og det store hvide marmortempel var ikke noget han ville glemme foreløbigt. Han havde mest af alt bare lyst til at tage sin skitsebog frem og gengive landskabet. Han forstod nu hvorfor elverne kaldte søen for spejlsøen. Han sad i sadlen med let åbnet mund og han lagde slet ikke mærke til elverne omkring søen, men beundrede bare synet. "Wauh..."

Akína rettede sig møjsommeligt op og satte hænderen i siderne. Det knagede i hendes ryg efter at have stået bukket forover i to døgn.
På hver side af hende stod to andre lærlinge. Også allesammen bukket ind over den lette plantebevoksning langs søens kant. Alle klædt i Enérgia-akademiets kåber.
Hun råbte en af dem op, og hun smed straks alt hvad hun havde i hænderne - både nyhøstet blomst og urtekniv.
"Hvor mange mangler vi?" Spurgte ildmagikeren. Hendes hænder var helt grønne og de lange negle fyldt med jord... Hun var ikke tilfreds.
"Vi har lige omkring 1370," svarede den medstuderende. "Så der er lige godt 820 tilbage."
Akína sukkede dybt.

"Det er godt nok.. anderledes.." sagde Shila og vendte hovedet mod Sen - mest for ikke at skulle beskue elverne i området unødvendigt. "Hvor vil I helst positioneres i forhold til at få det bedste kort tegnet?"
Hun lod sig glide ned ad sadlen og klappede hesten på manken, mens hun stadig havde fat i seletøjet.
"Hestene står godt skjult her - det ser ikke ud til, dette sted bliver benyttet normalt. Vi kan lige ridde lidt tilbage og sætte dem der - til fods kommer vi lettere frem uset."
Det der med at elverne ville høre dem og smide ild på deres heste var en ubehagelig tanke. Havde de hestene i sikker tilstand, kunne de bruges som flugtmulighed. Vidste elverne, at de havde heste og ikke kun var til fods, ville de have en fordel.

"Ja, ja... Lad os stille hestene længere tilbage og gå til fod. Men jeg tænker at det vil være nemmest ved søens udmunding. Jeg synes at kunne huske det er i den retning." Sagde han og pegede mod vest. Da han kiggede på Shila igen fik han også øje på elverne et kort øjeblik, "Måske skal vi ride lidt videre imod vest? Eller ville det være for stor en risiko? Vi kunne også sagtens gøre det her omkring, men problemet er de elvere. Vi kan ikke rigtig satse på at de fjerner sig, vel?"

Akína rettede sig op endnu engang. Hun så på de andre lærlinge der stadig plukkede de planter de havde fået besked på.
Ingen gjorde indsigelser da hun besluttede sig fra at gå fra dem. Det var trods alt en af de bedste ild-magikere der var tale om... Og hvilket temperament hun havde!
Møjsommeligt gik hun ned til søkanten, langt væk fra de andre, og satte sig på hug for at vaske sine nu grønne hænder. Der var plantedele helt ind under hendes negle...

"Ja, lad os bare få jer lidt tættere på, så I kan få det bedste udsyn. Måske I endda vil lidt op i træerne for at se bedre?" spurgte Shila og begyndte at bane vej frem mod søen. "Jeg tror dog ikke vi skal ride længere, det er for risikabelt at blive hørt med heste så tæt på."
Hun gik langsomt frem og regnede med, at de to arkæologer fulgte med bag hende. Tæt ved breden stoppede hun op ved et træ og vendte sig mod sine følgesvende. Hun gjorde mine til at ville hjælpe en af dem eller dem begge to op i træet, så de kunne få et godt udsyn og samtidig være nogenlunde skjult.
Her nær vandet voksede træerne tæt ved, så der var godt læ og godt dækket for andres øjne. Men også godt dækket for den elver, der sad lige rundt om hjørnet og vaskede hænder...

Yen var hurtig til at følge efter Shila og tog det vigtigste tegnegrej med sig i farten. Hun var lidt kluntet, men tog imod Shilas hjælp til at komme op i træet, hvor efter hun skyndte sig op, så lydløst som hun kunne. I farten var der en enkelt lille kvist der gav et lille knæk fra sig, det var ikke højt, men kunne høres af en med almindelig hørelse. Yen så ned med et undskyldende blik, men fortsatte så videre op og fandt sig en god, solid gren med et godt udsyn. Der begyndte hun at tegne løs på siderne i en tom bog, for at klargøre en skitse, med en lille, tynd stang kul der var snittet spids i den ene ende.

Akína viftede vildt med hænderne for så vidt som muligt at undgå at tørre hænderne i græsset.
Men da der kom en lyd af noget fra træerne til siden for hende, stoppede hun straks op. Smilede lumsk. Tanken om at futte et egern af efter alle de mange timer i urte-plukke-mararitet var simpelthen for fristende.
Så hun gik hen mod træerne og stoppede op mellem træ af slagsen - ikke klar over at der sad en bunke mennesker i ét af dem - og så sig omkring.

**LÅST**

Resume: Shila eskorterer arkæologerne Yen og Sen til Dronningetemplet ved spejlsøen, med formålet at genskabe nogle af de kort over elverland der gik tabt under branden i biblioteket. De når frem til søen og bliver meget imponeret af den. Samtidig er Akina og en gruppe elver fra Enérgia-akademiet ved søen for at høste nogle blomster. Akina beslutter sig for en pause og sætter sig ned til vandet i ly af nogle træer.
Netop disse træer vælger menneskene at bruge som udkigspost. Akina høre noget og er på vej for kigge efter hvad det var da tråden lukkes.
Akina er slettet som bruger og tråden stoppes her.