Let metal at kende

En svag pludren kom fra den lille kurv af pileflet og fyldt med tæpper, der stod på køkkenbordet lidt fra der, hvor Lida var i fuld gang med at hakke grøntsager. Ikke at hun regnede med, at der ville være mange til at spise dem i aften. Armésoldaterne havde en travl periode, og de udeblev ofte fra måltiderne, selvom Månerne skulle vide, at de havde brug for næring, når de trænede så hårdt og havde så mange opgaver. Men uanset hvad, lavede Lida masser af mad. Bare i tilfælde af, at en sulten soldat kom ind med et par minutter i overskud på et tidspunkt.
Hun lagde kniven fra sig og gik hen til kurven, hvorfra et sæt runde, gyldenbrune mødte hende. Hun smilede og aede ham blidt på det røde hår, der var dukket frem på hans hoved.
"Du er sørme snaksaglig i dag, Ramund," sagde hun stille og smilede ekstra, da han greb fat i hendes finger og forsøgte at hive den til sig for at sutte på den. "Og stærk. Nu skal jeg finde noget, du kan gumle på."
Hun vred sig forsigtigt ud af hans greb, og gik over mod en række hylder, hvor hun begyndte at rode efter noget, barnet kunne holde sig beskæftiget med - og ikke ville omkomme af at proppe i munden.

Om det var fordi Lidas roden rundt larmede så utrolig meget, eller simpelthen ren og skær let-på-tå, var ikke til at sige. Men pludselig lød en stemme bag hende.
"Ja, du er en fin lille én, er du ikke?" Den syngende stemme imiterede den uintelligente barnestemme man kun kunne høre når voksne talte til børn og husdyr. "Stærk som din far, smuk som din mor og lige så begavet og lykkelig som din yndlingsonkel. Ja du er så. Jaah du er."
Garrent stod i køkkenet. Ramund i hans favn, vuggende roligt frem og tilbage, svøbt i sit tæppe.
Den langhårede tvilling var klædt i sin blå uniform med Paréls mærker. Den klædning der hørte til de mere politiske gøremål, idet han stort set ikke bar udrustning. De grønne øjne lyst som altid op i et smil.
Det virkede til at han slet ikke havde opdaget Lidas tilstedeværelse. Han var for optaget af sin nevø.

Garrent. I køkkenet. Igen. Ikke en så uset hændelse efterhånden. Men at han holdt Ramund var noget helt andet. Nok kunne hun ikke døje Garius' bror, men at han var i nærheden af hendes barn var omend endnu værre end alle de gange, han havde truet hende.
"Sæt ham ned, Garrent!" lød det fra Lida, der rettede sig op med et sæt - og slog hovedet direkte op i hylden over sig.
Et højt smæld lød i rummet, og en stønnen kom fra Lida, da hendes syn et øjeblik sløredes. Hun svajede en smule, og måtte støttende famle efter væggen, så hun ikke væltede.

En kvidrende latter forlod Garrents strube da Lida tumlede rundt.
Han gav kærligt Ramund et kys på panden, lagde ham forsvarligt og faderligt ned i kurven igen og kørte en hånd hen over de bløde dun på hans hoved.
Først derefter gik han over til Lida, som om han havde al tid i verden.
"Jamen dog, Lida," sagde han, stadig halvt grinende. "Du må passe lidt på."
Han lagde blidt og hjælpende en hånd om hendes skuldre, og ville hjælpe hende helt op at stå.
"Så," sagde han trøstende. "Lad mig se dit hoved - bløder du?"

Uden rigtigt at tænke over det, tog hun imod Garrents hjælp til at komme op. Hun tog sig til hovedet, og kunne konstatere ømhed, men umiddelbart intet blod. Hun lod sin ryg støtte til væggen og forsøgte at undgå Garrents blik. Det mindede hende for meget om en modsætning til Garius. For meget om det blik, hun havde set i Garius' øjne, da han nedslagtede elverne i skoven...
Hun fugtede sine læber og pillede fraværende ved den halskæde, hun bar.
"Er du kommet for at få noget indenbords?" spurgte hun halvt monotont. "Jeg har noget stående fremme til jer..."

Han svarede ikke på hendes ord, men undersøgte - som han havde lovet - grundigt hendes hoved. Han og hans bror var som to dråber vand, og de havde også højden til fælles: Voldsomt høj. Han tårnede sig op over kvinden, stadig med hænderne let hvilende på hendes skuldre.
"Du er så fin som altid," sagde han lykkeligt. Hans blik flyttede sig fra hendes hoved, men blev hurtigt fanget af de bevægelser hun gjorde med sine hænder.
"Et elversmykke." Sagde han forundret og positivt overrasket. "Jeg troede jeg var den eneste her omkring der bryder mig om elverne."

Lida rynkede panden, knugede en smule om smykket og tillod sig rent faktisk at se op på Garrent.
"Ehm.." sagde hun tøvende og lidt overrasket. "Jeg fik det forærende af en af smykkehandlerne på markedet, da han så, jeg havde født. Hvordan kan du se, det er elvisk?"
Garrent havde lige sagt, han brød sig om elverne. Det var ikke hver dag, den slags skete. Det havde hun faktisk ikke oplevet før, så hun var lige så overrasket over hans ord som han var over smykket. Men om det var en positiv overraskelse, vidste hun ikke. Betød det så, Garius ikke kunne fordrage dem?
Det med markedet var selvfølgelig ikke rigtigt. Hun havde fået det af en af de elviske oprørere. Hun overvejede stadig, hvorvidt halskæden mon pludselig ville eksplodere i en sky af gift. Generelt var hun blevet mere mistænksom efter forhøret i Rahnis kælder.

Han lo. Pludselig stod han meget tæt på hende.
"Lida," sagde han, som om hun lige havde sagt noget umådelig morsomt. "Jeg er en Henzel. Det er i mit blod."
Han rakte op til halskæden, mens han kastede et langt bedre blik på den.
"Det kommer fra den nordligste del af deres land. Ligner en tårnborgers værk.... Det er kun en nipsting, men stadig rigtig pæn. Præcis som dig."

Kun en nipsting? Hvor vovede han..
Lida afholdt sig fra at knytte hænderne, og følte i stedet for at skifte emne, så hun ikke kom til at sige noget dumt og gøre ham vred.
"Så du bryder dig om elverne? Det er ellers ikke noget, jeg har set særlig udtalt blandt soldater," sagde hun, og der var en klart hentydning til Nicholas i hendes stemme.

"Ser du, Lida," sagde han med sit vidende smil. Lænede sig hjemligt ind over hende mens han talte og hvilede sin arm op ad væggen bag hende. "Elverne repræsenterer en masse forskellige ting for os hos Novítus. Det er dem vi er i krig mod, ja. Men de er mere end det. De er dem som vi burde kunne enes med. De er dem vi burde behandle som vores brødre. De er dem som vi vælger ikke at ville høre på. De er dem som vi ved har alle vores mangler. De er dem vi slår ihjel."
Han gjorde en kunstpause og et sageligt suk.
"Åh ja, elverne. De fleste mennesker danner deres mening om dem af overfladiske ting så som familiedrap eller hvem der startede krigen og hvorfor. Men os elitesoldater: Vi kan tænke meget dybere over det."
Hans ansigt var ikke langt fra hendes og hans grønne øjne - så lig Garius' - mødte hendes gyldne.
"Jeg elsker elverne. For uden dem var der ingen krig. Uden dem var der ingen vi kunne slå ihjel. Når de er her - og når vi har noget at jage - så er Orbis sådan et forunderligt smukt og spændende sted."

Lida følte sig selv krympe længere og længere ned, jo mere Garrent tårnede sig op over hende. Hendes fingre fumlede ved sidesømmene på hendes kjole, bare for at forsøge at holde sig nogenlunde i ro.
Hun havde troet, Nicholas var ondskabsfuld og modbydelig. Han var lige blevet overgået. Hvordan kunne man være sådan? Hvordan kunne man få sig selv til at tænke sådan om andre væsner? Garrents holdninger kom bag på Lida endnu engang, og det var ikke helt til at fatte, at han kunne virke mere rabiat, end han havde gjort før. Det psykadeliske smil, der bredte sig tværs over hans ansigt gjorde blot hele scenen endnu mere uhyggelig, og hvorvidt Garrent langsomt blev et par tommer højere, eller om Lida langsomt sank lidt ned i sine knæ, var hun ikke helt sikker på.
Men hvis Garrent var af den holdning...
Uden helt at tænke over det, kunne Lida ikke helt forhindre sig selv i at spørge: "Hvad med.. Hvad med Garius?"

"Jeg vil fortælle dig en hemmelighed, Lida," sagde han i en hviskende stemme. Han rakte op og lagde en finger hen over hendes læber, som tegn på at hun ikke måtte sige det videre. "Jeg har altid været den stærkere tvilling."
Det var næsten ikke til at tro, når man så Garius' agressive natur. Altid klar til at slås. Altid parat til at forsvare ham selv og det han stod for. Set i forhold til Garrent der fremstod som en håndtam, smilende kattekilling.
"Hvor jeg er stærk, er han hjælpeløs," fortsatte han. "Min interesse er at holde så mange elvere i live som jeg overhovedet kan, så vi kan blive ved med at hade dem. Men Garius? Han tror han kan fjerne problemet ved at dreje nakken om på dem én efter én. Desperate fjols på jagt efter en bedre verden..." Endnu et lykkeligt suk "Vores verden er perfekt."
I kurven begyndte Ramund at græde.

Lidas blik flakkede. Et øjeblik stod hun helt stille og så bare ind i Garrents grønne øjne. Langsomt begyndte hun at bevæge sig til den ene side, så hendes ansigt og læber kom væk fra hans hånd. Hun bevægede skulderen til side, så han måtte slippe hende. Hun trådte et skridt, så hun kom uden for den tætte kontakt med ham.
Der stod hun tøvende et kort sekund, inden hun rev sit blik løs af Garrents, skridtede hen mod kurven, greb sit barn og hastede ud af lokalet.

[Out for os begge]

Resume:

Lida er i køkkenet, og da Garrent (Paréls Armé) kommer ind, får hun slået hovedet op i en hylde. Han ser, at hun bærer et elvisk smykke, og de kommer ind på en samtale om, hvorfor han egentlig godt kan lide elvere. Han kommer med en række ret forstyrrende udtalelser, og Lida ser sig nødsaget til at forlade rummet med den grædende Ramund.