Rétnecks pige i hvidt

[Dette er en tråd jeg kører alene med Rahni. Den vil fortælle hvorfor Rahni hader mænd, især flamboyante, og hvordan det kan være at hun er som hun er. Rahni er 12 år på det tidspunkt det foregår.]

Rahni havde altid været sin fars søde pige, men hun havde sin hobby ved siden af, at hjælpe ham. Hun var tit ude at træne med oprøret og hun havde faktisk allerede været på en god håndfuld missioner allerede. Hendes forældre stolede meget på hende, selv da hun var mindre fik hun tit lov til at gå rundt alene. Rahnis forældre mente at hun var gifteklar* nu og hun glædede sig. Hun håbede at hendes prins på den hvide hest ville tage hende med sig hjem. Rahni havde gået de sidste par dage og smilet til alle, fremmede så vel som familie.

Det var i dag hun skulle møde ham, hendes prins. De skulle hjem til hans familie og spise i aften så mor og far havde sørget for ekstra pænt tøj til hele familien. Rahni havde fået nogle mønter fra mor så hun kunne gå på markedspladsen og købe noget pænt hårpynt der ville passe hendes kjole. Hun havde fundet en flot spænde som var pyntet med et par blomster i lilla. Hendes kjole var også lilla, den var flot og gjorde hendes stort set uudviklede kvindelige former tydeligere.

Rahni kom ind i butikken og gik om bag ved for at komme op til soveværelserne, hvor hendes mor, Suzanna, var igang med at gøre Marika klar. Rahni kom op og fandt sin kjole ligge på sin seng. Hun stormede nærmest hen til den og skyndte sig ud af sin slidte hverdags kjole. Far havde ofte sagt at han meget gerne ville købe flere flotte kjoler til mig som han gjorde til Marika. Men Rahni takkede altid pænt nej. Hun følte sig ikke berettiget til det, hun var jo ikke deres rigtige datter. Da Rahni kun havde sit undertøj på kom hendes mor over for at hjælpe hende i kjolen. Rahni løftede sine arme op og hendes mor førte kjolen ned over hendes hoved. Da kjolen sad ordentligt begyndte hendes mor at spænde snorene ind.

"Min smukke, smukke pige," Sagde den midaldrende kvinde, "Det er lige før at du ikke engang behøver sminke eller opsat hår. Men kom nu med hen til spejlet så vi kan sætte dit hår. Hvor lagde du din hårpynt?" Hun så kærligt på sin adoptivdatter. Marika satte sig over på sengen ved siden af bordet og Rahni gik hen og hentede sin hårpynt hvor efter hun satte sig på stolen foran bordet med spejlet. Suzanna tog børsten af hestehår og børstede blidt sin datters hår. Rahni nød det; der var intet bedre end når hendes mor børstede hendes hår. Håret blev sat på en simpel måde, men det komplementerede den lille Rahni godt.

Dagen gik og aftenen nærmede sig. Hendes far havde lejet en lille heste vogn så de alle seks kunne komme frem helt uden at blive beskidte. Kusken stoppede foran det smukke, store palæ og Rahnis øjne lyste op i glæde. De stod ud af vognen og nærmede sig palæets dør.

*JA! I middelalderen kunne du godt blive gift i den alder! >.<