Uden Varsel

Ramdon blinkede et par gange og så derefter på Yáviel. Han havde stadig ikke rørt sig det mindste.
"Hej, du," sagde han, stadig med den vågne stemme. "Jeg vidste slet ikke at du kunne sige så lidt adgangen."
Han smilede til hende med et udmattet blik.
"Jeg har det fint. Undskyld det jeg sagde før. Og bare rolig. Den Ramdon du leder efter er tilbage om et øjeblik... Husk at hilse ham fra mig."

Aridóri kom til bage og knælede ved Ramdon på den modsatte side. ad Yáviel.
"Vær så god," sagde han idet han lagde en hånd bag Ramdons hoved og løftede det langsomt op. I den anden hånd havde han en mindre flaske som han nu førte for jordmagikerens mund. "Tag så og bliv dit ideelle selv igen. Og lad det være en lektion til dig. Kom til mig inden du løber tør."
Ramdon tog et par slurke af flasken inden han nikkede forstående af sin mesters ord. Et tyndt lag af koldsved lå på hans pande efter alt hvad der lige var sket.
Aridóri rejste sig. Ramdons hoved faldt ned på stoffet igen og han sukkede mere veltilfreds end man skulle synes var passende for situationen. Han lagde endda hovedet lidt ekstra bagover med lukkede øjne og knugede stoffet i sine hænder.
Aridóri rystede blot bedrevidende på hovedet mens han begyndte at rydde op efter optrinnet.

Yáviel smilede lykkeligt til den anderledes Ramdon, for han var allerede en smule mere sig selv - det skyldes nok det trætte og udmattede blik. Hun nikkede.

''Aridóri, nu vil jeg faktisk meget gerne have en forklaring, for jeg er utroligt forvirret og bekymret for ham, og jeg ved ikke, hvad der lige er sket, og hvad mener du med, at han løber tør, tør for hvad, og hvorfor var han så mærkelig inden, og hvad har du nu gjort ved ham, og er han sig selv igen, vil han overhovedet kunne huske, hvad der er sket, jeg mener, nu ved jeg jo intet om det, og jeg er stadig utroligt forvirret, men jeg kunne godt bruge nogle svar, for ellers ved jeg virkelig ikke, hvad jeg gør, men bare han bliver sig selv igen, og det sagde han selv, han gjorde, men hvornår startede det her egentlig, og var det fordi han løb tør, han blev sådan, eller havde det der anfald, eller hvad det var, og er han sig selv igen nu?'' rablede hun i sit normale tempo. Hun blev siddende ved siden af Ramdon, i håb om, at han ville sige eller gøre et eller andet, der fortalte om hans nuværende tilstand.

"Ser du," sagde Aridóri tålmodigt og havde åbenbart på mirakuløs vis besluttet sig for at give hende en halv forklaring. I sin hånd holdt han flasken op og betragtede dens indhold op mod lyset. Et par bobler i væsken steg til vejrs. "Ramdon er så uheldig at have et mindre... afhængighedsproblem. Og jeg hjælper ham med at opfylde hans behov, fordi han er min lærling. Og jeg bekymrer mig om mine lærlinge."
Ramdon tog sig til hovedet og satte sig nu langsomt og dovnt op. Man kunne allerede se at hans velkendte kropsholdning var tilbage igen.
"I tilfælde af at han ignorere hans behov," fortsatte troldmanden og rakte flasken til den brunhårede. "Så kan der ske uheldige ting så som det du bevidsnede, kære Yáviel."
Ramdon tog imod flasken der blev rakt til ham med et tilfreds smil. Derefter rejste han sig tungt op med en smule besvær for at holde balancen.
"Jeg regner selvfølgelig med," sagde Aridóri som en sidste kommentar. "at du ikke nævner denne uheldige situation for nogen. Det ville være pineligt for Ramdon, synes du ikke? Og nu må i meget gerne tage at forsvinde fra mit kontor... Jeg har arbejde at se til."