Hamran Toistol (Gadedreng og hjemløs)

Navn: Hamran Toistol (Blandt venner "Krage")

Køn: Mand

Race: Menneske

Alder: 21

Beskæftigelse: Gadedreng og leder af Krageungerne.

Udseende: Hamran er omkring 1.80 høj og nogenlunde velbygget, hans baggrund taget i betragtning. Han har sort, kraftigt hår ned til skuldrene, og en tynd fletning med fire perler i venstre side.
Øjnene er dybgrønne og under dem sidder en rimeligt stor kroget næse, der bærer et næsten falmet ar efter en knivkamp for mange år siden. Over øjnene har han sorte buskede øjenbryn, og over dem bærer han altid et højrødt pandebånd med sorte mønstre, som han nægter at tage af på grund af dens affektionsværdi, selvom han mere end en gang er blevet genkendt på et dumt tidspunkt af den grund. Han er derfor begyndt at gå med en sort filthat, eller trække i en sort kappe med stor hætte, når han forsøger at skjule sig.
På hans hage er der begyndt at vokse små sorte skægstubbe, og på trods af at han jævnligt barberer sig har hans kæbeparti et konstant sort-grå strejf af stubbene.
Hans tøj er en anelse tyndt og bærer præg af at have overlevet mange sæsoner. På grund af hans nyligt tilegnede evner med nål og tråd er der dog en del huller der er blevet lappet på det seneste. Normalt har han et par løse bukser der er bundet stramt om skinnebenet så de er løse, men han aldrig falder i dem. Han går ofte uden sko, og hans fødder er godt hærdede derefter. På overkroppen har han en løs trøje og en tynd lædervest. Nogen gange om vinteren går han med kappe hvis han kan skaffe en, men ellers bider vejret sjældent på ham, og han har ikke noget imod hverken høje eller lave temperarurer.

Specielle Kendetegn: Hans udseende opsummerer det meget godt... han er vidst et stort kendetegn. Bærer desuden altid en kragefjer i bæltet.

Personlighed: Hamran er en venlig sjæl og ofte i muntert humør. Han holder af at lave sjov med folk, og kan finde på at fortælle vittigheder i selv de mest pressende situationer. Han smiler næsten konstant et lille skævt smil, og er sjældent særlig dømmende. Han har dog et problem med Novitus' soldater, og forsøger så vidt muligt enten at undgå dem, eller sørge for at de har en kniv for halsen mens de snakker med ham.
Hamran kan dog blive voldsomt aggressiv, især hvis nogen nærmer sig nogen af de andre, især de yngre, gadebørn i Rétneck, som han føler en form for ansvar over for. Hvis nogen så meget som lægger en finger på dem mens han er til stede, går der en sky over hans ellers så venlige ansigt, og han har ingen kvaler med at gå til yderligheder som at skade folk, og i nogen tilfælde dræbe i koldt blod.
Han siger aldrig andet end det han mener, medmindre han er sarkastisk (hvilket hænder), og lyver næsten aldrig heller. Han har ikke meget til overs for folk der bevidst lyver, og forsøger altid at hjælpe dem der bliver snørret, også selvom det er folk han ikke kender overhovedet. Til nød lyver han dog over for soldater og ordensmagt, men forsøger så vidt muligt at tie i stedet for. Han siger ofte at "Det er ikke en løgn at fortie sandheden, så længe man ikke fortæller noget forkert."
Hamran er meget videbegærlig, og udnytter hver dag til så vidt muligt at lære noget nyt. Han holder meget af at lave mad og har en konkurrence med sig selv om at lave det med så få redskaber, på de så mærkelige steder som muligt. Han er meget praktisk anlagt og forsøger at kunne klare sig selv, og lære andre det samme.
Han forstår sig på sygdomme, da han har set en del, men ved til sin egen store ærgelse ikke meget om urter, da han sjældent er i nærheden af naturen. Han drømmer om en dag at rejse ud og se skovene og lære at jage og samle urter, men ville aldrig kunne få sig selv til at forlade Krageungerne.

Temperament: Nogenlunde roligt, men som nævnt ovenfor har han sine mørke sider. Han bliver næsten aldrig ked af det, men bliver vred og snerrer meget hvis noget tænder ham af.

Frygt/Problemer: Frygter mest af alt at blive fanget af soldaterne.
Han har et problem med store masser af vand, og kan ikke svømme. (som i overhovedet ikke...)
Derudover er han en smule skræmt af bestiaer, mest på grund af højden, men han kan sagtens omgås dem uden problemer. Dog ofte lidt stilfærdligt indtil han føler sig sikker.
Ellers er han nervøs for at nogen af de drenge han var sammen med da han var yngre også er kommet ud af Pur Nest, og vil finde ham.

Dårlige/Gode Vaner: Får ofte skøre idéer som at lave lam over en skorsten og insisterer på at gennemføre dem.
Har en svaghed over for andre hjemløse, og kan ikke sige nej til at hjælpe.
Fortæller ofte vittigheder. De er ikke altid lige gode...
Nægter at tage sit pandebånd af.
Nægter at gøre noget efter han er stået op før han har slået med en lille terning af ben. Ingen kan forklare hvorfor, selv siger han bare at det bringer ham uheld hvis han lader være.

Bopæl: Rétnecks gader og tage.

Social Status(Økonomi osv.): Har sjældent problemer med at overleve, men det er mere på grund af hans evne til at klare sig selv. Har sjældent særlig mange penge heller.

Baggrund i grove træk: Ingen ved hvor Hamran stammer fra, og selv mener han at det i hvert fald ikke er Rétneck. Kort efter hans fødsel fandt soldaterne en lille stofbylt med den nyfødte Hamran i foran byens port. Da ingen ville kendes ved barnet blev det placeret i Pur Nest, hvor den lille dreng burde være død, men en ældre dame forbarmede sig over det lille barn, og tog ham til sit meget usle hjem. Han voksede op i Pur Nests sygdom og brutalitet og lærte livets barske sandheder i en alt for ung alder. I en alder af otte år blev han medlem af en tyvebande, der hærgede gaderne efter mørkets frembrud. Han lærte at slås, true, stjæle, snige sig i skyggerne, og begå sig i byens smalle gader.
Hans stedmor forsøgte længe at få ham på ret kurs, men måtte gang på gang give fortabt.
En nat da Hamran var seksten, efter han havde været ude og terrorisere området var døren låst da han kom hjem. Han forstod det ikke, hvad bildte den gamle kælling sig også ind? Forstod hun ikke at det var ham alene der sørgede for at de rent faktisk overlevede? At det var hans skyld at hun ikke blev overfaldet lige så snart hun satte fødderne udenfor? Hun kunne vente sig!
Hamran vidste at det var livsfarligt selv for en gadekendt som han at sove på gaderne, for sygdommen kunne hans færdigheder ikke beskytte ham imod. Han måtte ind.
Pludselig fik han en idé. En voldsomt banal, men egentlig også ganske god idé. Han tog sin største kniv op af skeden langs benet, og begyndte at gå amok på døren. Den var gammel og rådden og efter lidt tid begyndte den at give efter. Da han kom ind stod den ældre dame med et lille stearinlys i hånden og et rædselsslagent udtryk i ansigtet. hun faldt ned på knæ, men Hamran var rasende, hadet lyste ud af hans øjne og galskaben satte furer i hans pande. Uden at tænke sig om for han brølende over og stak den stakkels dame i brystet og hun faldt sammen som en klud i armene på ham.
Først da indså Hamran hvad han havde gjort, og nu var det hans tur til at synke sammen. Han hulkede, han skreg, han råbte af månerne om at give hende livet igen, han ville gøre hvad som helst.
Dagen efter flygtede han ud i gaderne og op på distriktets tage. Han løb ud til kanten af Pur Nest, og derfra kravlede han med en erfaren by-klatrers rutine op på den. På den anden side kiggede folk efter ham, og da et par soldater kom i hans retning begyndte han at løbe. Han fandt ro i de små gader, og begyndte efter at have sundet sig at indrette et lille bo der. Han sørgede over damen der havde opfostret ham, men han glemte hendes navn og hendes ansigt, alt hvad han havde tilbage var en blod-plet på sit tøj. Han besluttede sig for aldrig mere at være uretfærdig, aldrig mere at slå ihjel uden grund, han ville være et nyt menneske. Han begyndte at tilegne sig færdigheder som at lave mad af andres rester, vaske tøj i regnvand og begå sig som gadedreng i Rétnecks hovedområde. For Hamran var det nærmest en luksus i forhold til forholdene i Pur Nest, selvom han stadig var fattig, og måtte klare sig selv. I den periode kendte han ingen mennesker, og troede at han var den eneste hjemløse gadedreng uden for Pur Nest.
En dag da Hamran var omkring sytten, gik han ud på en af sine små ture for at lede efter mad. Han kom forbi en lille dynge affald, hvor der lå nogle ganske udmærkede rester og skulle lige til at gå derhen da han opdagede at en anden allerede var det. Han var ca. på Hamrans alder, havde langt lyst hår samlet i en hestehale og et lille skæg på hagen. Hans tøj var laset og han var beskidt, men i det mindste var hans tøj ikke fuldt af huller ligesom Hamrans.
Hamran bevægede sig langsomt over mod ham og havde hånden klar ved sin kniv. Den anden mand opdagede ham og lyste op i et venligt smil. "Tag bare! der er nok til os begge" sagde han og rakte hånden frem. Hamran tog den og blev forundret over den andens venlighed. "Jeg hedder Knofir" sagde manden med hestehalen. "Du må være en anden hjemløs?" Hamran nikkede, og de begyndte at snakke om det at være hjemløs i Rétneck. Knofir fortalte at der var masser, især børn, men de var svære at finde, og gode til at skjule sig. Han mente at man burde organisere sig, så folk kunne hjælpe hinanden med mad, lære fra sig og opdrage børnene. Der var jo ingen andre er ville kendes ved dem.
Hamran blev overrasket over hvor venlig Knofir var og besluttede sig for at sådan ville han også være. Han begyndte at smile hele dagen og se mere positivt på alting. Han mødtes ofte med Knofir og de lærte hinanden alt hvad de vidste. Knofir kaldte Hamran for Krage på grund af hans næse og hår. Hamran tog Knofirs efternavn Toistol, som et symbol på at han var det nærmeste på en slægtning Hamran nogensinde ville komme.
En dag da Hamran var i nærheden af markedspladsen så Hamran en soldat der tævede en lille dreng i laset tøj. Hamran tænkte straks at det var en hjemløs, og forstod ikke hvordan den store mand kunne få sig selv til at gøre det. Noget inden i ham slog klik, og inden han fik tænkt yderligere havde soldaten en kniv for halsen og en stemme snerrede i hans øre "Hvis du ikke slippe den dreng med det samme, så får resten af byen lov til at se dit hoved få vinger og lette fra din krop!" soldaten slap den lille dreng der pilede afsted ind i en gyde. Hamran skyndte sig efter før masserne kom sig over chokket og efterlod soldaten i en tilstand af total chok.
Den lille dreng hed Tvir, og han sluttede sig til Hamran og Knofirs lille gruppe. Han gav Hamran sit røde pandebånd som Hamran siden den dag har båret som et privat symbol på had til Novitus' soldater.
Efter lidt tid begyndte de at møde andre, yngre, hjemløse. Også de kaldte Hamran for Krage, og for sjov begyndte han at kalde dem sine krageunger. En dag da der var kommet nok af de små, endte det med at blive en hel gruppe, og den fik af Knofir navnet Krageungerne. Hamran var leder, han havde tilegnet sig en evne til at tale godt, og blive venner med folk hurtigt. Sammen med Knofir begyndte han at lære de små børn op i selvforsvar, moral, overlevelse og klatring på byens tage.

Din plads i historien: Hamran forsøger at få samlet flere hjemløse gadebørn til krageungerne og drømmer om en dag at slutte krageungerne til oprøret som en ekstra enhed. Han leder derfor efter højtrangerende overlevende i oprøret.

(undskyld det blev lidt langt...)

Så fik jeg kæmpet mig igennem den lange BG, du må undskylde ventetiden : )

Velkommen til siden og din karakter er

~GODKENDT~

Jeg har smidt dig ind i gruppen for oprørene, selvom du teoretisk set ikke er helt med dem endnu, men da din karakter heller ikke er neutralt anlagt, virker det som den bedste løsning : )

Og så vil jeg nævne, at brugeren Elvira vil være værd for dig at kontakte - hun er urtekyndig med en masse kontakt til de fattige i Retnéck : )

Tjah, jeg var vel lidt selv ude om ventetiden ved at skrive så lang en bg
Og jeg har allerede kontakt til hende