Tilfældig møde

[ Denne tråd foregår før "Fængslende dage" ]


Toushiro gik rundt på markedspladsen i sit civile tøj: hvid skjorte, matblå bukser og sorte sko. Hænderne var begravet i lommerne, hvilket gjorde at han lignede en ung mand som manglede noget at lave. Han endte ud ved en urtebod, hvor han kendte indehaveren.
"Hej Maren. Hvordan går det?" Kvinden så op fra en kasse med tørrede lavendel, med et overrasket udtryk.
"Jammen, der har vi jo den kære dreng. Jo tak, det går fint. Jeg kunne dog godt bruge noget af den bjergurt, du havde med først gang du besøgte mig her." Hun smilede til ham.
"Den virker fantastisk på hovedpine og tømmermænd, og jeg har problemer med at få fat i den." Toushiro grinede, rakt ind under skjorten og fremdrog en lille læderpose, som han ragte til Maren.
"Kan dette række for nu? Jeg har været heldig - urten vil godt gro i mit kvarter." Maren tog imod posen og hældte indholdet ud i en skål, hvorefter Toushiro fik posen igen. Bjergurten lå frisk klippe i skålen og Maren skyndte sig at samle den i bundter, som blev hægt bagerst i boden så de kunne tørre.

Hamran gik rundt i sine egne tanker. Han havde sin filthat trukket godt ned i ansigtet så en tilfældig vagt ikke skulle genkende ham, men ellers havde han sit normale, og egentlig også eneste, sæt tøj på. 
Han havde for en gangs skyld en fridag, Knofir havde nemlig lovet at tage alle hans undervisningstimer i dag. Hvilket da også var fortjent synes han selv, for han havde haft ubehageligt mange på det seneste. Og så var der alt for få af dem der var klatretimer og alt for uendeligt mange der var moral. Og det var Knofir egentlig også bedre til.
Så der gik han og nød sin fridag som han bedst kunne, mens han forsøgte at skjule sit ansigt for omverdenen. En ting var at se lurvet ud, men der var lidt for mange vagter i den her by der allerede kendte ham, og med et andet ry end det man kunne forvente af en så ærlig mand.
Overalt var boder, sukkergodt, glas, ler, smykker, mere ler, flere smykker, endnu mere ler. Og urter. Hver gang Hamran gik forbi en af urteboderne fik han et fjernt blik, begyndte at drømme om alt den viden han aldrig nogensinde ville blive indviet i, og satte farten ned for at beundre de små stykker tørret plante der lå der. Utroligt at noget der så så fuldstændig ligegyldigt ud kunne have så meget magt.
Lige netop det at han satte farten ned var et kæmpe held, for ellers havde han nok væltet den unge mand der stod og snakkede med en urtekone. I stedet fik han bare skubbet godt og gevaldigt til ham, og derefter løftet blikket for at se hvem de var.

Toushiro havde lænet sig imod boden, og snakkede med Maren imens hun ordnede urterne. Det pludselige og kraftige skub sendte ham en tur på jorden. Han satte sig op og så sig forvirret rundt indtil han fik øje på manden foran ham. Maren lænede sig en smule ud over boden med et kæmpe smil i ansigtet.
"Jamen Toushiro dog.. Jeg troede at du havde bedre balance. Hvad er dit hoved fyldt med for tiden??" Toushiro så op på Maren, imens han grinede.
"Tja, det sker ind imellem at jeg ikke har balancen det rigtige sted, selv om det er sjældent."

Hamran var et øjeblik ved at gå ud af sit gode skind da han så at der slet ikke stod nogen foran ham. Men så hørte han urtekræmmerskens stemme og kiggede ned. Den unge mand der lå for hans fødder var ganske velklædt og lignede bare en ung mand der havde været ude at gå. Hamran rakte en hånd frem for at hjælpe ham op og grinede til ham.
"Det må du undskylde. Jeg gik fuldstændig i mine egne tanker. Du er vel ikke kommet noget til?"

Toushiro tog grinene imod hånden.
"Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg har selv gjort det samme et par gange." Da han stod op, gav han hånden et venligt tryk.
"Mit navn er Toushiro Hitsu." Maren var vent tilbage til sit arbejde, men lyttede til deres samtale.

Hamran stod lidt vildrede da manden sagde sit navn, for det var mistænkeligt at lade være me at sige sit eget, men det var endnu farligere at give sit navn ud når man var hjemløs og ikke ligefrem vellidt af soldater. Og løgn var udelukket, den slags førte aldrig til godt.
"Jeg hedder... Hamran," sagde han, og udelod med vilje sit efternavn han havde taget efter Knofir. Man vidste aldrig om han havde lavet noget i fortiden, eller om navnet Toistol var eftersøgt. Det var en af bagdelene ved at vælge sit efternavn sent i livet.
Han slap Tuoshiros hånd og var lidt i tvivl om hvad han nu skulle gøre. Som et barn af Pur Nest og gennem de seneste fire år hjemløs, havde han ingen anelse af hvad der var etikette og god skik og brug. Men et smil var vel aldrig malplaceret. 
"Nå, jeg gik ellers bare lidt rundt," sagde han usikkert. Han var ikke vandt til sådan at støde ind i folk.

Toushiro så lidt underne på Hamran. Det var tydeligt at han var utryk ved det hele.
"Tag det roligt, der er ingen grund til uroligheder." Han så ned, da nogen greb fat i ham. Det var gadedrengen Mik, som så panisk ud. Toushiro flyttede drengen, så han stod i skjul imellem boden og Toushiro. Kort efter kom to soldater løbende, de så Toushiro, stoppede op og gjore honør.
"Kaptajn Hitsu. Har de set en ung knægt løbe forbi? Han er omkring syv år, slitte brune bukser og slit grå bluse." Soldaterne så afventende på Toushiro, som roligt lod dem tale færdig. Derefter lod han som om han tænkte lidt.
"Nej, desværre ikke. Jeg har stået talt med Maren her, indtil i to kom løbende. Så jeg skal ikke kunne sige om han er løbet forbi eller ej. Men god jagt." Soldaterne gjore honør igen og løb vidre, i håb om at finde knægten. Toushiro så lidt efter soldaterne, inden han igen lænede sig ind over boden uden at mase drengen. Han talte ud i den blå luft.
"Bliv her lidt endnu. Derefter løber du over til Hanna, som har tøjboden omkring to meter her fra. Der får du skiftet tøj og stikker af fra markedspladsen. Mik hviskede tilbage at det skulle han nok. Da Mik løb, blev Toushiro stående og snakkede til Maren og Hamran, som om intet var hent.
"Hamran, hvad går du ellers og laver?"

Samtlige af Hamrans yderst veludviklede alarmklokker ringede i det øjeblik der blev sagt kaptajn, og han skyndte sig at kigge ind mod urtekonen, trække hatten ned i ansigtet og sænke hovedet, da de to soldater løb hen til dem. Han kendte den ene af dem på en yderst ubehagelig måde...
Men bedst som han skulle til at stikke af opfangede han hvad der egentlig skete. Hjalp ham soldaterne kaldte kaptajn en hjemløs? Det kunne da ikke passe.
Hamran blev endnu mere mistænksom. Normalt var han en venlig og ærlig mand, men det var noget der sagde ham at han skulle passe på. Kniven der var bundet om hans underarm blev som altid når han var på vagt en smule varm. Eller det bildte han sig i hvert fald ind.
"Jeg hopper lidt rundt og sådan," sagde han med et kryptisk smil, tilfreds med sin lille finurlige formulering af sandheden. "Men du er selv kaptajn, ser jeg?"

Toushiro sukkede.
"Ja - endnu. Månerne må vide hvor længe jeg beholder den rang. Eller om jeg i det hele taget bliver i militæret." Maren så hurtigt op ved hans ord.
"Jamen Toushiro dog. Hvor kan du sige sådan noget? Eller har det noget med en hvis mørkhåret pige at gøre? Der går nogle løse rygter om at du ikke kunne krydse klinge med en ung oprør, som nu er i fængslet." Maren var kommet over og havde sænket stemmen for at indrage så få som muligt. Hun så lidt undersøgende på Hamran.
"Hvis jeg ikke husker forkert, så er du en af de kære sjæle, som ikke altid kan finde ud af hvad der er dit og mit." Toushiro så overrasket på Hamran, ved Marens ord.
"Er du hjemløs?"

Hamrans øjne blev hårde som flint. Der var to ting i Orbis der virkelig kunne bringe hans pis i kog, hvis nogen lagde hånd på en anden hjemløs, eller hvis nogen beskyldte han, eller hjemløse generelt, for at være uærlige eller stjæle.
"Pas hellere på hvad du siger 'urtekone'" hvæste han mens han nærmest spyttede det sidste ord ud. "Størstedelen af alle dem uden hjem har langt bedre styr på hvad der er 'dit og mit' end din slags har. I går og tror at i kan rage alt hvad vi har til jer, ligeså snart man finder et godt sted at sove, går der ikke mange dage før man vågner med et spyd for næsen, eller vrede ansigter der forsøger at jage en bort." Midt i sit møgfald gjorde han diskret, uden at stoppe med at snakke, den lille knækbevægelse i håndleddet der satte hans håndflade i forbindelse med den tyve centimeter lange halvruste kniv. Toushiro og urtekonen ville sikkert se det, men alle andre ville ikke bemærke noget.
"Folk der bor på gaden tager aldrig mere end de har behov for for at overleve, og i de fleste tilfælde betyder det rester! I går fik jeg halvmuggent brød, dagen før skorstensrøgede lammerester, og dagen før det suppe på regnvand og rotteknogler, kogt over et bål af rebstumper! Og jeg er heldig! jeg får mad næsten hver dag! Der er en verden du slet ikke ser over byens tage!"
Han vendte hovedet mod kaptajnen og hvislede "Jeg tror vist nok det svarede på dit spørgsmål?"
Hamran bukkede sig truende let forover klar til at forsvinde i mængden på et øjeblik, eller hoppe over til det nærmeste tag.

Maren bakkede et par skridt tilbage af overraskelse. Toushiro løftede hænderne nok til at vise at han var ubevæbnet.
"Rolig nu, Hamran. Maren mente intet ondt. Hun er en af de folk, som hjælper hjemløse og gadebørn med at få et lidt bedre liv. Du så hvad jeg gjorde for Mik for lidt siden. Jeg er en af de folk som ikke kan fordrage at se folk sulte eller fryse."

Hamran fnøs. "Hun hjælper ham måske, men når hun efterfølgende åbenlyst kalder ham en tyv til hvilken hjælp er hun så for ham? Når alle går og siger at de hjemløse stjæler, begynder den almene befolkning at foragte dem på baggrund af fordomme. Har nogen idé om hvilken konsekvens det har for de stakkels børn?"
Hamran tog et par dybe indåndinger og faldt lidt til ro. Dog var hans øjne stadig lige hårde og hans næse stadig krænget op som hos et rovdyr der vejrer blod. Og i hans hånd hvilede stadig skaftet på den lange dolk. "De børn der bor på gaden har ikke selv valgt det," Sagde han med en stemme der var kold som is, fuldstændig blottet for varme følelser. "De er enten født til det eller tvunget til det. De forsøger at overleve så godt de kan, overleve, mens i andre klager over mangel på det ene og det andet når i i forvejen har mere end rigeligt af alt."
Hamran stirrede fra den ene til den anden. "Men så lad os se om i rent faktisk ved hvad det vil sige at være hjemløs. Gå fra hus og hjem og medbring kun et sæt tøj og intet andet. Prøv at leve sådan i to uger. Eller er i måske for afhængige af de gode som samfundet giver jer? Forbandede kraftidioter..."

Maren slog blikket ned og sagde undskyld for hendes ord, hvorefter hun vendte tilbage til sine urter.
Toushiro gned sig smilende om hagen.
"Det minder mig om en opgave i bjergene for syv år siden. Vi var fem unge mennesker, som holde øje med en landsby i en uges tid - og vi levede bogstavligt af bær, urter og vildt, som vi kunne få fat i.. Det var ikke altid nemt, men vi klarede det, selv om vi tabte et par kilo.

Hamran snerrede af Tuoshiro. Hvordan kunne den mand være så rolig? Det måte være en fælde. Han forsøgte at lulle ham ind i en ro, så han kunne fange ham.
Set udefra burde Hamran nok på det tidspunkt have indset at han gik over stregen. Men hans tidligere erfaring med soldater blændede hans syn og sind. Han så kun en mand der var en del af den gruppe mennesker han hadede mest af alle. Og oven i købet en højtrangerende en af slagsen. Egentlig burde han bare sætte kniven for hans hals, lave et hurtigt snit, og forsvinde lydløst i mængden for derefter at flygte over tagene.
Men det ville være forkert, Tuoshiro havde jo ikke gjort noget endnu andet end at være soldat. Og helt blind var Hamran ikke, der skulle mere til før han sog ihjel. Men hvis nogen nu nævnte ungerne...
"Du har levet på et bjerg," spyttede Hamran. "Jeg kender børn der ville give alt for bare at se et bjerg tæt på. Men de kommer aldrig til det. Og de sulter alligevel. Du har levet af friske bær og vildt. Der er børn her i byen der ville give deres venstre arm for det. De får det aldrig, men de sulter alligevel.
Du står og griner. Hvorfor? Finder du det morsomt at der i den by du 'passer på' er folk der lider på daglig basis, folk der bliver syge og dør? Prøv at leve i Pur Nest, jeg vil skyde på at du aldrig har været der. Og så forestil dig, for du er jo voksen og velnæret at det er små spædbørn der tvinges til at vokse op i det!" Hamran hvæsede og krængede munden op i et rovdyregrin.

Hamrans beskyldninger fik smilet væk fra Toushiros ansigt.
"Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg har påpeget for de forskellige højtstående folk at det er den næste generation som lever under forbandet forhold. Men tro mig når jeg siger at de er fuldstendig ligeglade, så længe det gælder forældreløse børn." Han flyttede hovedet lidt og spyttede på jorden af foragt. 
"Jeg ved ikke hvor meget af min kaptajnløn som går til at hjælpe så mange som muligt, men ved alle måner, jeg ved godt at jeg ikke er rig nok til at kunne hjælpe alle." Han knyttede hænderne i irritation. Han så direkte på Hamran. Toushiro gemte intet og talte frit fra leveren.
"Jeg ved ikke om du tror mig eller ej, men det er også lige meget. Jeg gør alt hvad jeg kan i denne blod-plettet by, men jeg kender kun Mik, som hjælper mig med at få det forskellige fordelt i mellem alle børnene."

Hamran stirrede et øjeblik vantro på Tuoshiro og tog så en hurtig beslutning. Han vendte sig og spejdede ud i mængden til han fik øje på Havill, en femtenårig pige der havde levet hele livet her i hovedområdet og var en af de første Krageunger. Han udstødte et par gutterale skrig der mindede lidt om en krages kald, hvorefter han fik øjenkontakt med hende og hun begyndte at gå over mod ham. Da hun nåede derhen blødte hans kolde, barske udseende fuldstændig op, og et grin gled over hans ansigt. 
"Godmorgen Havi," sagde han varmt. "Jeg tænkte på om du skulle kende en 'Mik'? Lille knægt der efter sigende skulle få hjælp af vores gode ven," Han rullede med øjnene da han sagde det, "Kaptajnen her. Og dele det ud til andre gadebørn. Der er jo ikke nogen af ungerne der hedder det og jeg er overbevist om at jeg ville have hørt om den slags." 
Havill rynkede panden et kort øjeblik og koncentrerede sig. Men hurtigt efter lyste hendes ansigt op og hun sagde ivrigt, "Ja, jeg har snakket med ham og spurgt om han ikke ville 'være med'. Men han nægter såre og deler heller aldrig særligt meget ud, selvom han har rigeligt til at overleve. Men det må han vel sådan set selv om, han er jo altid velkommen."
Hamran smilede og ruskede i hendes hår. "Sådan skal det være min tøs. Det er godt at se at den gamle sure ged formår at lære dig noget i ny og næ. Nå, vi ses vel."
Havill grinede og tog afsked hvorefter hun forsvandt fuldstændig i mængden. Hun havde et talent for at gemme sig folkemængder det måtte man give hende.
Hamran vendte sig mod Tuoshiro igen og lidt af hans tidligere kulde vendte tilbage. Men ikke den hele, for samtalen med Havill havde alligevel opmuntret ham. 
"Det lader til at du er frikendt for denne omgang," sagde han til Tuoshiro. Han kiggede kaptajnen dybt i øjnene og fortsatte så "Men hvis du virkelig vil gøre noget godt, så lærer du lige Mik noget om god moral og etik inden du giver ham en masse han skal dele videre ud. Han har trods alt ikke haft nogen forældre til at gøre den slags."

Toushiro så roligt på Hamran imens han kløede sig i nakken. Det overraskede ham at Mik, skulle beholde en stor del af det han fik til de andre. Han tænkte sig hurtigt om, og kom frem til at der måtte være mindst to børn hos Goblinen nu. Men en enkelt bevægelse skubbede han sig fri af boden, som han havde lænet sig op af, og så op Hamran.
"Kom, jeg giver et måltid - hvis du har lyst." Derefter stak han hænderne i lommerne igen og gik afslappet igennem folkene med retning af Goblinen.

Hamran stod lidt usikkert og kiggede på Toushiro der bevægede sig gennem mængden. På den ene side var manden en potentiel fjende og kaptajn i hæren. På den anden side var han overmåde venlig.
Efter et øjebliks resoneren besluttede Hamran sig for at følge efter. Når de først kom ind i de smalle gader kunne han stikke af, enten  ad skjulte passager eller af tagene, hvert øjeblik det skulle være. Og kniven i hans hånd fik lov at blive der, man kunne jo ikke være for sikker.
Han holdt sig konstant en meter bag Tuoshiro, for at have en soldat, og en højtrangerende en til at gå bag ens ryg var alligevel for stor en risiko.

Folk: tikker, hjemløse, gadebørn og almindelige borgere hilste på Toushiro når han gik forbi. Han hilste smilende på dem alle, samt gav nogle kobber og sølv mønter til dem som manglede lidt til mad og drikke. Da han kom hen til gaden som førte hen til Goblinen, stoppe han op og så på de fire gadebørn, som sad og spiste uden for Goblinen. Han smilede og tænkte på hvordan børnene havde set ud knap en måned tidligere, da han fandt dem nær Pur Nest. Derefter så han sig om efter Hamran.

Jeg troede kun Tuoshiro kendte/havde hjulpet Mik?

Hamran så de fire børn og undrede sig over hvordan det kunne være at han lige pludselig mødte så mange børn. Normalt var de langt mere sky og hørte til i skyggerne. Præcis som ham selv.
Hvilket også var grunden til at han konstant søgte skjul mens han fulgte Tuoshiro. Ikke aktivt, men enhver der forsøgte at følge ham ville hurtigt give op. Han gled gennem mængden, og på trods af at der var nogen af de andre der var bedre end ham var han dygtig nok til at et almindeligt bymenneske ville blive klart imponeret.
Men samtidig lignede det ikke at han skjulte sig. Han lignede bare en forbipasserende, men en forbipasserende der forsvandt i den blå luft straks efter man så ham.
Han så at Tuoshiro kiggede efter ham og valgte at lade være med at vise sig. Han stod sådan set ret tæt på, men bag en gruppe mennesker der dækkede fuldstændig for ham. Han ville lige se hvordan kaptajnen reagerede på hans manglende tilstedeværelse.

[nope - han hjælper så mange børn som muligt]

Da han ikke kunne få øje på Hamran, trak han på skulderne. *Det må han også selv om.* Toushiro tog ikke nærmere notits af det og gik hen til børnene, hvor han satte sig på huk og talte med børnene.
En kropige kom ud for at se til børnene og Toushiro gav hende betaling for maden.

Har jeg misforstået sætningen: "men jeg kender kun Mik, som hjælper mig med at få det forskellige fordelt i mellem alle børnene."

Hamran sneg sig uden en lyd og med kniven stadig i hånden helt op til Tuoshiro's ryg. Blot en meter derfra hævede han hånden og...
Kniven lagde sig et par centimeter fra hans hals, men stadig tæt nok på til at han kunne mærke dens tilstedeværelse. Hamran turde ikke tage nogen chancer.
"Kniven ved din hals er blot en sikkerhedsforanstaltning fra min side," begyndte han koldt, men dog uden samme truende stemme som før. Der var en form for spiren til respekt, der måske en dag kunne vokse sig til noget større. Men lige nu var den bare en spire, der indikerede en form for accept. "Prøv at forstå. Jeg har siden den dag jeg blev født været truet på livet af de folk du leder, og selvom du virker som en god mand i et hav af dårskab, så kan jeg ikke tage nogen chancer.
Du har vundet en del af min respekt, men jeg holder øje med dig. Og tro mig, i den her by har husene øjne, og de øjne tilhører mig. Du kan ikke undslippe medmindre du sidder i fængsel. Hvis du viser dig at være den du udgiver dig for, så vil du altid kunne stole på mig, og så skylder jeg vist både en undskyldning og en tjeneste. Det må vi se på når den dag kommer. Men hvis ikke..." Hamran lod sætningen hænge i luften så Tuoshiro selv kunne vælge hvilken forfærdelig trussel han ville færdiggøre den med. Men tonefaldet lod ikke noget at misforstå tilbage. "Og så vil jeg foretrække at du venter lidt med at vende dig om når jeg er gået. Kig op på taget på den anden side af gaden, når du gør det under alle omstændigheder."
Hamran trak sig væk, og sikrede sig at ingen havde lagt mærke til noget ud over gadebørnene der sad foran og havde været mundlamme. Som en fisk gennem vandet gled han på tværs af gaden gennem mængden og klatrede i to adrætte spring op ad husmuren. Der satte han sig på hug på kanten af taget, og tog sin hat af så det skrigrøde pandebånd var synligt. Hvis Tuoshiro ikke havde haft en sag om den forbandet frække hjemløse med det røde pandebånd, så havde han da i det mindste hørt om ham. Det havde de fleste vagter i hvert fald havde Hamran erfaret på den hårde måde.
Han ventede til at Tuoshiro helt sikkert havde set ham og forsvandt så hen over hustagene mod sin lille kragerede i ly af to husmures mørke hvor han skulle give dagens første klatretime. Men mødet med kaptajnen havde alligevel givet ham noget at tænke på...

(Out)