Leksion nr. 1: Udrensning

Skoven var stadig grøn og sommerlig i det højelviske efterår. Luften var tør. Man kunne dufte den støvede jord.
Adskillige heste bevægede sig igennem skoven omkring femten kilometer fra Tarpárminen ad de mindre benyttede stier. De høje tramp fra horvene forstyrede den ellers idylliske skov.
I spidsen, på en hvid hest, red en høj skikkelse i rødt tøj og hår i stort set samme farve, sat op i en høj hestehale. Troldmanden Aridóri Nir'Kahl på krigsstigen.
På hans højre side red en træt udseende lærling med brunt hår. På hans venstre en kampdygtig soldat, ligeledes med røde mærker på sin lette udrustning.
Flokken af heste der fulgte var på lærlinge fra det magiske akademi i Tarpárminen. Alle klædt i rødt, alle en smule ilde til mode ved at være uden for byens mure. Mange lærlinge var to om én hest for at tiltrække så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. I alt var der omkring femogtyve foruden Aridóri, soldaten forest, og to soldater bag flokken.
"Ramdon," sagde Aridóri med blikket fremadrettet.
"Ja, Eminense?" svarede den brunhårede.
"Hvor langt til vores første mål?"
Lærlingen fremdrog et pergament fra sin kåbe mens han stadig red uforstyrret. "Umiddelbart vil jeg sige at vi skal omkring to kilometer mere, Mester og Forkynder."
"Godt." Et smil faldt over troldmandens ansigt. "Hvadend vi gør i dag gør vi for rigets bedste."

Helia skævede til den varme saft som var blevet skænket til hende ikke sikker på, om hun havde lyst til at forsøge sig med en tår. Drikken var den foretrukkende for en af Tarpaminens mest indtørede elvermænd, en mand hun vidste ikke var meget ældre end 570 år. Som etiketten foreskrev drak hun dog alligevel en tår og fandt den.. mindre ubehagelig bitter end forventet. Hendes ansigt fortraks sig dog, for der var ikke tale om et hyggevisit. Hun havde gennem sine forbindelser fået at høre at hun muligvis kunne for denne mand til at vinde støtte til hende i rådet af overhoveder for deres religion. Den indskrumpede man i stolen foran hende havde ikke stoppet sin talestørm sinden hun trådte ind i lokalet og endnu var han ikke kommet i gennem sine indledende komplimenter, fornærmelser og brokkerier. Noget der kun pirrede Helias utålmodighed. Hun holdt øjenkontakten og fuldte tilsyneladende interesseret med og svarede med enstavelsesord, når der var behov for det men ønskede inderligt at komme frem til det konkrete.

Da gruppen af ryttere nærmede sig deres bestemmelsessted, satte de farten ned og forsøgte at lave så lidt støj som muligt i travetempo.
Aridóri kunne kun konstatere at alting var som han havde regnet med, og håbet. Den gamle pestilens de skulle aflægge et visit boede komplet isoleret. Ingen andre huse i nærheden. Ingen større veje i kilometers omkreds. Han havde engang overhørt manden sige at han følte sig tættere på stjernerne ved at befinde sig væk fra byen. Hvilket selvfølgelig gjorde at Aridóri havde vidst at manden var en svindler fra første møde. Godt det samme...
De de endelig så huset langt væk, for enden af stien, vendte Aridóri hesten rundt og så på samlingen af lærlinge.
"Første gruppe," sagde han, højt nok til at de første for rækker hvor de omtalte var kunne høre det. "Her er jeres opgave, i huset i ser længere fremme. Vi går sidste stykke til fods. De resterende lærlinge følger først efter - stadig til hest - så snart vi er gået igang med hvad der skal gøres."
Aridóri selv sadlede af. Det samme gjorde den brunhårede lærling der havde holdt gruppen orienteret. Og ligeså gjorde tre andre lærlinge.
Uden at vække for meget opsigt, gik de mod målet.

Helia var efterhånden ved at nå et punkt hvor hun overvejede at bede mande om at holde sin mund lukket til hun havde sagt hvad hun var kommet for, eller slå ham. Hvad som helst, bare han hold om med at snakke! Isteder rømmede hun sig diskret, også lidt mindre diskret. "Jeg sætter stor pris på din villighed til at indrage mig i dine overvejelser og bekymringer," begyndte hun diplomatisk og forsat skarpt da han gjorde mine til at sige mere, "Men jeg er her i et ganske særligt ærinde, som ikke kan udskydes længere." Hun rettede sig på stolen mens hun ubevidst glattede sin hvide kjole. "Jeg hører du forventer at rette visse anklager mod Ærketroldmanden, og gennerelt finde de nyeste forandringer på akademiet beklagelige. Og at du ikke mindst har fundet dokumentation for at der er fundet ulovlige handligner sted." Manden svarede hende med en grimasse og begyndte øjebliket på "Hvis du ikke havde været mere belæst og en smule over 119 ville du måske kende til prealuriumlovene...."

"Godt." Aridóri så afmålende på de fire elvere der havde stillet sig op foran huet, omkring 7 meter fra facaden. To mandlige lærlinge og to kvindelige. "Gå igang."
De fire vekslede kort beslutsomme blikke. Et sted i en af træerne var der en fugl der kvidrede.
Ramdon, den brunhårede lærling, gjorde en næsten dansende bevægelse, plantede begge fødder sollidt på jorden, lukkede øjnene og koncentrerede sig. Ganske langsomt begyndte jorden omkring huset at røre på sig. Men den skælven der var i husets fundament blev gradvist større og større. Et mindre jordskælv var sat i gang.
Aridóri smilede ved mængden af magt Ramdon havde... Hans eksperimenter på denne elver havde altså virket..!
De andre tre elvere stillede sig i position. Nu var blodhavet snart løs.

Der blev banket på det kontors dør netop samtidig med at Helia åbnede munden for at fortælle mandslingen et par sandheder. "Frøkken Tān!" Lød en dyb bekymret stemme fra den anden side. Helia rejste sig med et sæt og vaklede da huset pludselig rystede.
Porcellænet på bordet klirede og vasen på borde svejede lige så foruroligende som Helia selv. Manden i den anden stol klamrede sig forskrækket til armlænene og en firkåren lille soldat væltede ind af døren.
Alle de værste senarier væltede frem i for Helia mens hun fik fat i vindueskarmen. Da hun forsigtigt løftede på gardinet var det syn som mødte hende ikke særlig betryggende. Foran huset stod en gruppe elvere og stirrede fast på huset. En siluet gjorde Helia kold over hele kroppen. En høj ranglet siluet klædt i rødt.

Et af gardinerne i huset rørte på sig, men Aridóri ænsede det ikke. Han havde for travlt med at iagttage sin jordmagiker med et veltilfreds smil. Hans evner overkig hans vildeste håb. Troldmanden skulle nærmest gøre sig umage for ikke at stå og gnække tilfreds højlydt.
Ramdons ansigt var komplet roligt, som om han sov. Endnu engang gjorde han en dansende bevægelse og jorden gjorde et ekstra voldsomt skælv der virkelig fik husets facade til at ryste ildevarslende.
Den næste magiker - en kvinde på omkring de 200 år - stillede sig klar for alvor. Knyttede sine næver og det begyndte at gnistre livligt omkring dem. Hendes ansigt var foldet i vrede.
I baggrunden var de resterende magikere begyndt at dukke op. De samlede sig stille i en halvcirkel bag optrinnet på god afstand.
Aridóri drejede hovedet og så mod huset igen, stadig armene over kors. Var der nogen i vinduet? Sikkert. Det gjorde ingen forskel.

Helia vågnede af sit stivnede øjeblik ved synet af gnister der pludselig opstod ud af ingenting omkring en af siluetternes hænder. "Vi må ud!" Udbrød hun, ikke engang helt sikker på hvor hun var. Soldaten som stadig knugede dørhåndtaget for at holde balancen i det svejende hus, så kort på den indtrørrede mand i stolen. Alligevel var det Helia han ragte hånden frem imod. Hun tog et par skridt i hans retning men ombestemte sig og vaklede hen til stolen. Mens huset knagede og man kunne høre tumult af ting som væltede greb hun elverlandets mens stivende hænder og så manden i øjnene og råbte for at blive hørt. "Følg med mig ud! NU!" Hun trak i manden som øjeblikkeligt strittede imod og gav sig til at mumle panikslagent. Ovre fra døråbningen råbte soldaten til Helia og stuen som for et øjeblik side havde været fredelig, nærmest kedelig var totalt kaos.

Kvindens hænder skiftede nu fra at være omsværmet af gnister, til rent faktisk at brænde. Hendes vrede ansigt blev dirrekte rasende. Med en afdæmpet, vred knurren kastede hun armene frem for sig, og nogle få flammer skød fra hendes hænder. Ikke noget større, men nok til at få fat i den velplaceret, tørre plante der groede op ad husets ene mur. På hver side af de to der allerede var godt igang med deres magi, stillede de resterende to magikere sig klar for alvor. Ventede på at deres egentlige mål skulle vise sig i døråbningen.
Aridóri var allerede nu tilfreds med felt-øvelsen. At skille sig af med de elvere der stod på hans liste havde været en træls, tidsspildende tjans han selv skulle have gjort. Men at tage sine absolut bedste elever med ud og give dem erfaring, var komplet brilliant.

En uhyggelig knasende lyd løb gennem huset og soldaten og Helia vekslede blikke. Der var ikke tid til flere høfligheder. Helia gjorde tegn til soldaten som vaklede frem og med et hårdt velplaceret slag sendte husets ejer til drømmeland. Et øjeblik stilnede rystelserne af og soldaten fik med Helias hjælp manden over skulderen og kæmpet sig frem til døråbningen. Ned af lange gang lå et frygteligt rod af væltede møbler, kunstgenstande og -mere ildevarslende dele af loftet. Helia førte an og førsøgt så vidt muligt at ryde vejen. Flere gang nåede hun også at takke den hvide måne for, at hun havde valgt at tage en vagt med ind i huset. Det ville aldrig være lykkedes for hende at få den gamle ud alene. En meget overraske ventede for enden af gangen.
Trappen som skulle ført dem ned til husets stueplan fandtes ikke længere. Få det stod svejede men det meste af den tidligere så dekorative vindeltrappe lå som en rodebunke flere meter under dem. I det samme tog rystelserne til og de måtte klamre sig til væggende endnu en gang.

Da trappen ikke længere var en mulighed gik Helia hen og flåede vinduet op. Det 5-6 meter fald til jorden virkede ikke tiltrækkende, det samme kunne dog også siges om huset der ikke lød til at kunne stå for presset meget længere. Helia vendte sig mod soldaten, og de kæmpede et øjeblik begge med at blive stående på benene. "Kan du kravle ned her?" Råbte hun gennem larmen og med et nik mod vinduet. I to lange skridt var soldaten ovre og nikkede bekræftende. "Jeg bærer først dig ud, så den gamle!" Forslog han næsten bedende og tilføjede febrilsk da Helia rystede på hovedet og sagde "Omvendt", "Jeg har ansvaret for din sikkerhed, frøken. Deres fader.." "Afsted!" Bed Helia ham af og endnu en gang vaklede endnu en gang med huset.
Soldat og bevidstløs mand blev læmpet ud af vinduet og begyndte forsigtigt nedstigningen af det vaklende hus. Indenfor faldt en væg sammen og Helia sendte månen endnu en bøn. Endnu et kig ned langs muren afslørede at det gik ubehagelig langsomt.
Idet hun trak hovedet ind igen mærkede hun en ny lugt. Lugten af brændt træ. Et kig mod soldaten afslørede at han endnu ikke var helt nede og at hjælpen ikke ville være fremme foreløbig. Resulut bandt hun sin kjole sammen om hoften og kravlede op i vindueskramen.

Der gik ikke lang tid inden de to ubeskæftigede lærlinge opdagede at der kom nogen kravlende ud ad vinduet.
Den ene rakte hænderne frem for sig, stirrede intenst på soldaten med den ældre mand over skulderen, og sendte en sollid bold af vind afsted i deres retning.
Der var ikke stor sandsynlighed for at soldaten ville kunne holde sig fast på husmuren med så meget vægt over skuldrene i forvejen.*
"Mester?" spurgte den sidste lærling nu dybt forundret idet hun fik øje på Helia i husets vindue. Magikeren der havde været i færd med at brænde huset ned holdt lige ledes inde med et tvivlende blik. Alle fra akademiet vidste hvem hun var.
Aridóri fulgte sin elevs blik og fik nu også øje på det lille rådsmedlem. Et par sekunder stirrede han blot udtryksløst på hende. Derefter drejede han hovedet mod lærlingen der havde adresseret ham da situationen havde stået stille et øjeblik for længe for hans smag.
"Og så?" spurgte han utilfreds. "Fortsæt."
Lærlingene vendte blikket mod huset igen. Endnu en plante op ad husmuren længest væk fra Helia brød i brænd.

At magiker-lærlingene har så meget magt er en plotrelateret ting som er godkendt(og endda skrevet) af en administrator. Normaltvis er ting som disse ikke mulige uden særlige tilladelser.

Helia havde endnu fat i vindueskarmen da et vinstød ramte husmuren og hun gispede af forskrækkelse da hendes ene fod smuttede et øjeblik. Hun klamrede sig til de ranker som snoede sig op af huset og var igang med en bøn da hun hørte en foruroligende lyd at noget som lante i buskene vedenfor væggen. Hun forsøgte at se ned med måtte opgive at se andet end ranker og husmur. Forsigtigt firede hun sig en smule ned og fandt stabilt fordfæste før hun turde slippe karmen. Bare stille og roligt, tænkte hun for sig selv. Endnu en buldrende, knagende lyd lød fra huset og samtidig flammede en ranke pludselig op et par meter fra hende. Den stille og rolige kladring blev øjeblikkeligt opgivet og pludselig kunne det ikke gå stærkt nok. Det lange rødbrune hår var føltes som et net og hang hele tiden fast i grene men hun forsatte nedaf hurtigere end hun havde troedet muligt ved tanken om at hvor udsat et sted muren. Og ikke mindst på grund af ilden der uhyggelig hurtigt fængede i et gamle planteraster.

Det treetagershus som ikke var noget ud over det selvaneligt syntes uendeligt.

Lærlingene fortsatte deres gøremål som de havde fået besked på, men gik ikke aktivt efter Helia. De var alle voldsomt indforstået med konsekvenserne som deres mester kunne blive udsat for hvis hun kom voldsomt til skade. Desuden var hun ikke en del af deres opgave.
De holdt alle inde med at vandalisere huset da deres mål ramte jorden. Tre af lærlingene gik hastigt derhen, stillede sig på hver side af den ældre skikkelse på jorden og færdiggjorde deres arbejde uden et ord.
Aridóri så passivt til. Det tilfredse smil på hans læber var nu svundet ind grundet Helias tilstedeværelse... Med et suk lagde han armene over kors. Hvilken træls drejning...