Overture til en magtens symfoni

Aridóri udstødte en højlydt latter ved den anden elvers første kommentar, ikke det mindste påvirket af truslen.
"Det kunne De sikkert, ven," sagde han, med en snert af noget nedgørende i stemmen bag latteren. "Men tro mig når jeg siger, at det ikke ville være arbejdet værd. Hvis de tror det er let for dem af snigmyrde hoffolk, så kan de ikke engang forestille dem hvor nemt det er for mig, selv bag træmmer."
Han hævede glasset, som om han blot byggede videre på komponistens spøg. Dog var alvoren i de grønne øjne ikke til at tage fejl af. Derefter lyttede han videre til mandens ord.
"Jeg giver dem ret. Enten skyde skylden på en anden eller tvinge hende til at gå af via folket..." sagde han, smilende over at snakke om sin modstanders undergang. "En tredie mulighed er at afpresse hende til at gå af af egen fri vilje. Hvis vi kan finde noget der er så dyrebart for hende, at hun ikke vover at gøre andet end at adlyde. Ingen påstyr, kun lydighed."
Han gjorde en kunstpause mens han påtog sig et tænksommeligt ansigt.
"Desværre er jeg ikke klar over hvad vi kunne slå kløerne i for at afpresse hende... Jeg har vovet min hals mere end rigeligt med hendes bror - en køn blondine jeg kunne tænke mig at lægge hænder på, hvis De ved hvad jeg mener - så han er ude af billedet. Selvfølgelig kan jeg altid sætte folk på opgaven, at finde ud af hvad der stadig betyder noget for hende. Så vidt jeg kan se er det vores tre muligheder. Har De en favorit?"

Zaramián hævede skeptisk et øjenbryn ved bemærkning om den mandlige blondine, men lod det passere uden yderligere skepsis, han havde ikke tænkt sig at starte en diskussion på den front.
"Vi behøver jo ikke engang skyde skylden på nogen," sagde han snedigt. "Hvad nu hvis vi finder en eller anden ligegyldig bonde, tænkt som et skakspil altså, og så får denne bonde til at påvirke en lidt mindre ligegyldig løber der tilfældigvis i forvejen har et vist had til denne frøken Tän, så kan ingen sådan set beskylde os for noget. Hvis vedkommende der slår hende ihjel ikke ved, at det var os der snakkede med ham der har påvirket vedkommende, så kunne vi sådan set også være dem der angav morderen?"
Zaramián holdt en lille kunstpause hvor han tog sig tid til at tage en slurk af sin vin. Han havde taget en af de bedre frem, nu hvor han indeni fejrede denne nye alliance for fulde gardiner. For første gang i mange, mange år følte han sig en smule ung igen.
"I princippet er vi slet ikke skyldige. Måske på et højere teoretisk plan, men der er for mange mellemmænd, og folk der rent faktisk har motivet til at myrde hende imellem. Det eneste vi skal er at finde en med et horn i siden på hende, som vi ikke har noget imod at ofre. Og så et par mellemmænd, der ikke har alt for meget mellem ørerne."

"De glemmer blot noget, Hr. Haydoin..!" sagde Aridóri med en tænksom mine of en langsom nikken. Behageligt sunket ned i stolen, hovedet hvilende i den ene hånd. "Hver eneste person vi kan finde i hoffet, som ønsker Helia Tān ondt, arbejder allerede for eller med mig, så vidt jeg selv og mine spioner ved. Jeg kender hver enkelt af dem, de kender mig, og alle ved hvem jeg er på talefod med og hvem der er en del af gruppen. Dette er grunden til at jeg er så voldsomt overrasket over at vi deler det samme mål; De er den første jeg ved af til at holde deres intentioner hemmelige i omkring et år nu."
Troldmanden rettede sig søvnigt op i stolen.
"De ved udmærket hvordan vores folk er langt større med ord end de er med handling. Jo vidst, de siger at de er klar til en revolution, de siger at de vil være de første til at hukke hovedet af den ene eller den anden... Men sandheden er at størstedelen af vores folk - i hvert fald når det kommer til de uhærdede stakler i hoffet - er kujoner. Bliver det bare en smule farligt peger de gerne på mig som personen der overtalte morderen til at føre kniven, beviser eller ej. Hellere mig end dem, forstår De."
De grønne øjne stirrede tænksomt på manden overfor ham fra lettere sammenknebne øjne.
"Med mindre, min ven, at De har folk på Deres side, som hverken jeg eller mine spillebrikker har hørt om..." sagde han, "Så er et åbentlyst hofmord fra en af mine allierede alt som resten af rådet mangler for at få mig smidt bag træmmer, uanset om jeg beordrer det eller ej."

"For at sætte en modstander skakmat," sagde Zaramián vidende og hævede drilsk et øjenbryn. "Nytter det selvfølgelig ikke blot at rykke løberen frem med dronningen i rykken og tro at han, eller hun i det her tilfælde, falder for det. Selv ikke med en modstander så ung som vores."
Han udstødte et sarkastisk fnys, og tog en slurk af vinen. "Vi bør lægge et net, et fintmasket net af fælder, sat op af folk vi ikke engang har en relation til. Når der skal være en morder, så behøver det ikke at være os der har overtalt morderen. Vi er bare bagerste led i en kæde der er så lang, at ingen nogensinde finder ud af noget. Vi overtaler nogen, til at overtale nogen, til at påvirke nogen til at slå hende ihjel."
Mens han snakkede spillede et let smil om hans læber. Hvis det på nogen måde kunne tolkes som et glædens smil, så var det udelukkende glæden ved at slå ihjel og glæden ved magt.
"Og vi skal vende folket mod hende. Vi skal sprede rygter, sande som falske, og vi skal tvinge hele Tarparminen til at hade den kvinde. Selvfølgelig vil nogen mistænke Dem for at have startet rygterne, men hvornår blev det ulovligt at tale over sig?
Jeg lover Dem at hvis vi to blot gør en forskel, og vælger at være dem der tager initiativ, i stedet for at være dem der ryster i bukserne, så er den kvinde død inden der er gået et år."