Inspektion

Lange skridt bar Miráda hen langs Tarpárminens ydermur. Det var rutine. Han var på vej ud for at inspicere nogle af soldaterne fra sit kompagni, der i dag var blevet sat til at vogte muren.
Det var én af hans ynglings ting ved at være i hæren. Inspektionerne. Hans bedste chance for at udpege og afstraffe hver eneste fejl soldaterne begik. Han kunne altid finde et eller andet ved soldaterne, de gjorde forkert. En mudret uniform, en dårlig holdning, eller en upassende joke. Alt kunne bruges.
Hver dag ville han finde et nyt offer, og man kunne altid se, når han havde fundet sin udvalgte. Et lille smil ville vise sig på hans læber, og de iskolde øjne ville for et kort øjeblik slå gnister. I mens kunne man se den dags udvalgte soldats ansigt blive drænet for farve, blot ved tanken om, hvilken form for straf kaptajn Miráda havde ventende.
Allerede nu, mens Miráda stadig blot var på vej til soldaterne, viste et varslende smil sig på hans ansigt. Et smil, der meget mindede om de varslende næsten mørklilla skyer der hang på himlen, og som fik fremmede folk omkring ham til, at prise sig lykkelige for ikke at have noget med ham at gøre. I dag var en god dag.

Et stykke derfra, blandt andre elvere på deres gøremål her i byens udkant, gik en høj, rødhåret elver og talte med en anden mand ved sin side. En lang kåbe bølgede stille i det milde vind. Bag de to elvere, gik tre skikkelser klædt i rødt. Det var ikke til at sige hvad deres slags gjorde så langt fra deres sædvanlige område i Tarparminens hjerte.
Aridóri lagde pludselig mærke til kaptejnen der gik sine runder langs muren. Han sagde noget kort til manden han havde fulgtes med, og de to gik hver til sit.
Med fingerspidserne mod hinanden foran hans bryst gik troldmanden nu langsomt hen imod Miráda. Ingen tvivl om at han ventede på at kaptajnen skulle adressere ham.
De tre skikkelser fulgte blot tavst med, i god afstand.

Selv efter at Miradá havde fået øje på den høje bunke af rødt hår, der nu var på vej I hans retning, fortsatte han sin gang hen ad gaden flere meter før han endeligt besluttede sig at stoppe. Der var noget over den høje elvers udtryk og de foldede hænder, der gav Miradá en foruroligende anelse om, at den gode dag, han ellers lige havde planlagt, snart ville blive taget fra ham.
Han sukkede indvendigt og som altid forholdt han sit ansigt blankt, da han vendte sig om imod Aridóri. Ikke et blik blev sendt i lærlingenes retning. De var ikke værd hans interesse.
"Nir'kahl," sagde han uinteresseret, "hvad skylder jeg dig æren?" Et høfligt smil var klistret over hans ansigt.
Egentligt var han nysgerrig efter, hvad hans medelver lavede så langt fra sit tilhørssted, men der var ingen grund til at udtrykke denne nysgerrighed alt for åbent.
Han havde hørt om de nylige ændringer, Aridóri havde foretaget sig på skolen hvor han uddannede sine små lærlinge, og han var ikke sikker på, om det stadig var godt at blive involveret med denne kæmpehåndede person. Ikke at han havde noget imod de nye undervisningsmetoder, eleverne nu måtte undergå, men denne slags ændringer betød ofte ikke andet end problemer. Miráda brød sig ikke om, at Aridóri praktisk set havde en hær af magikyndige boende under sit tag, når han på samme tid virkede til at rykke sig længere og længere væk fra dronningens lys.