Et tilflugtssted

"Jo, ser du," begyndte Tarnes at mumle forklarende, selv godt klar over at hans beskrivelse af blomsten ikke var helt så hjelpsom som den burde være. "Alkymisterne er ikke altid så... klare i hovederne. Med alle deres eksperimenter og ting og sager. Jeg tror måske at ham der beskrev opgaven for mig havde indhaleret lidt for meget af den mærkelige grønne røg der var i rummet på det tidspunkt."
Han gjorde en kort, tænksom pause. "Eller også er det fordi jeg ikke er særlig god til at koncentrere mig særlig længe ad gangen..!"
Da Evelyn spottede noget på den anden side af vandet. "Det er i hvert fald orange og blåt!" Udbrød han selv, lykkelig over endelig at have fundet hvad de ledte efter.
Han så sig omkring. Han ville ikke risikere at lede hesten over floden, i tilfælde af at det var dybere end det så ud. Desuden var det stadig voldsomt koldt i vejret - det ville ikke gavne nogen at blive driv våde oveni. Endelig faldt hans blik på en af træerne der hang ud over åen. Der var en lang gren der næsten rakte over på den anden side.
"Jeg kan sikkert hoppe derover og tilbage igen på ingen tid fra det træ dér," konstaterede han med et smil, selv om det lød til at være voldsomt lettere sagt end gjort. "Hvis du ikke har noget imod at vente her med Lykke?"

"Sandsynligt nok med alkymisterne, det kan ikke være sundt at færdes i alle de dampe.." Svarede hun mens hun gik over til Lykke og klappede hende venligt på halsen. Hun så på Tarnes, på grenen og så tilbage på ham. Hun kunne godt se ideen med planen, men kunne ikke lade være med at være en smule skeptisk da grenen kun så knapt så pålidelig ud som hun kunne have tænkt sig. Teorien var god men hun var ikke sikker på at den ville fungere i praksis og hun fortsatte tøvende: "Måske vi skulle lede efter noget mere robust, som en væltet træstamme for eksempel.. jeg ved godt at du er soldat og sikkert meget adræt, men vandet er stadig så koldt... og Lykke ville blive meget ked at hvis du faldt i" sagde hun, det sidste blidt, som henvendt til hesten.

Tarnes var allerede halvvejs oppe i træet da Evelyn protesterede. Han drejede hovedet og så på hende.
"Tror du det er en dårlig idé? Hmmm..." Han så sig omkring for at finde andre muligheder, men ikke med voldsomt meget held. "Hvis nu du leder efter en måde for os at krydse vandet anderledes," konkluderede han endelig, "så mødes vi på den anden side?"
Og med de ord hoppede han videre op i træet, nærmest som et egern. Han havde tydeligvis ikke tænkt så langt at han - hvis de ikke fandt en måde at krydse på - ville være strandet. På ingen tid kravlede han ud på den skrøbeligt udseende gren og landede sikkert på den anden side. Hvis han havde været bare en lille smule mere lydløs og elegant, kunne man nemt have forvekslet ham med en elver.
Han satte sig på hug og råbte lykkeligt til Evelyn på den anden side af vandet.
"Du havde ret! Vi fandt dem!"

Evy skulle til at indvende problemet med at komme tilbage over vandet men Tarnes var for hurtig. Hun nåede lige "men hvad så når...", i øjeblikket før han sprang. Typisk mænd, mere handling, mindre snak. Det komiske i situationen fik hende til at rystede på hovedet mens indestænkt latter boblede i halsen. "Tarnes Tarnes.. det er jo godt.. men jeg tror at du blev grebet en smule af øjeblikket, eller har du også en snedig plan for at komme tilbage herover?"

Ved Evelyns ord så Tarnes sig omkring. Det var tydeligt at hun havde haft ret. Han kløede sig i baghovedet og lo en smule undskyldende.
Han hoppede op på en sten nær flodens bred, knep øjnene sammen og så hen langs vandet.
"Jeg er sikker på," sagde han højt over til Evelyn, "at hvis vi følger floden, så finder vi et sted at krydse igen. Der må være flere træer som jeg kan hoppe op i..!"
Han vendte sig rundt og satte sig på hug ved blomsterne. Begyndte meget forsigtigt at plukke dem og lægge dem i en beholder alkymisterne havde givet ham, der var fastgjort til hans bælte. Pludselig gik det dog op for ham at han ikke kun havde efterladt en adelsfrøken på den anden side.
"Hvordan har De det med heste, frøken?"

"Jo det går an, og hende her ser meget tilforladelig ud" svarede hun og aede Lykkes bløde næse. "Jeg er vokset op med heste, og jeg ved at det er vigtigt at have respekt for dem, men Lykke skræmmer mig ikke. Hvis du har tænkt dig at blive derovre, så hygger vi damer os fint her.." det sidste var ment i spøg. Det var længe siden at hun havde været i så godt humør - af en eller anden grund føltes det lettere at tale frit og spøge med en fremmed som ikke vidste noget om hendes baggrund, som derfor blev hun ikke mindet om den. Hun tog fat om tømmerne, og så over på Tarnes og hans høst. "Der er vel ikke andet at gøre end at fortsætte ned langs strømmen til vi finder noget som kan bruges?"

"Hun er den sødeste hest vi har!" sagde Tarnes inden han begyndte at gå langs flodens bred. Han blev ved med at lede efter en vej tilbage igen mens han stadig holdt et øje på om Evelyn nu også var med. "Faktisk er hun så sød at der ikke er så meget brug for hende i hæren. Men i det mindste kan hun komme med på småture som denne hér."
Han smilede over til adelsfrøkenen. Der var noget underligt naturligt over at se hende med Lykke, traske igennem skoven. Ikke ligefrem det man forventede af en adelsfrøken.
Efter et stykke tid var der endelig noget længere nede ad floden - en væltet træstamme? - der så lovende ud.
"Lige så snart jeg finder tilbage over på den anden side bør jeg nok vendte tilbage til byen..." sagde han med et næsten trist udtryk. "Hvad vil De gøre?"

Evelyn gik forsigtigt afsted tæt fulgt af Lykke. Vandets rislen og brusen var en af de bedste lyde hun kunne komme i tanke om, den var så støt og kontinuerlig. Det ærgede hende næsten da den perfekte mulighed for at krydse vandet dukkede op. Om lidt var de to væk igen. "Hvorfor har I så travlt? Nu har jeg jo hjulpet med at finde blomsten, så kunne I jo give mig et lift til gengæld.." Hun smilede opfordrende til Tarnes på den anden side.