Hjertets veje er lige så uransagelige som Sininens

Efter mange dages gråvejr og regn, virkede foråret endelig til at være slået igennem, og Lycidas havde udnyttet at hun nu ikke længere var tvunget til at være i en lukket karet hvis hun skulle udenforen dør, til at gå i kirke.
Hun var en af de få adelige unge kvinder, der kom i kirken af lyst frem for ceremoniel pligt. Hun sad knælende foran alteret med foldede hænder i bøn. Væggenes blå skær gav både hendes gulvlange, langærmede, hvide silkekjole og hendes lyse hud et lyseblåt skær.
Der havde ikke været andre end hende da hun var gået ind i kirken, men nu hørte hun tunge læderstøvler støde mod gulvet så det rungede i det næsten helt bare kirkerum. Ingen adelskvinde ville bære den slags fodtøj i kirke, så hun kunne regne ud at det var en mand. Da hun rejste sig op fra sin bøn og vendte sig om, var det til hendes overraskelse en mand hun kendte.
"Erasmus.." sagde hun lavt, man kunne høre hendes overraskelse.
Erasmus var en høj, bredskuldret og muskuløs mand, han havde et bredt kæbeparti, mørke træk og overraskende blå øjne. Han havde tidligere været en del af hæren, men efter at han mistede halvdelen af sin højre arm i kamp, havde han trukket sig tilbage til sit oprindelige liv som adelsmand.
"De er endnu skønnere end jeg husker Dem frøken Cadfael." hans stemme var dyb.

Lycidas havde aldrig været sikker på hvad hun skulle mene om ham, men fra hvad hun vidste havde hun ingen ret til at dømme ham, han havde altid været venlig og charmerende..lidt for charmerende til tider.
"De smigre mig hr. Finakyrn" svarede hun, idet hun gik forbi ham hen til rækkerne med lys. Hun tændte 5 lys, og begyndte at gå imod døren.
"Går De allerede?" spurgte Erasmus med et imødekommende smil
"Ja, jeg vil lade Dem være alene med Deres Gud hr. Finakyrn." ordende ville lyde truende og kritiserende, hvis det ikke var det lette toneleje. Idet hun var kommet ud af kirkens store, tunge dør hørte hun Erasmus' stemme lige bag sig.
"Lycidas..!"
Hun vendte sig om og blev stående, afventende i forhold til hvad han ønskede at sige. Det måtte betyde noget, siden han kaldte hende ved fornavn i offentligheden.
Erasmus stod nu tæt på hende, og så på hende med hans klare, intenst blå øjne "Lycidas du tænder altid lys - altid 4; et for hver af dine brødre, og ét for din fader..i dag tændte du 5." han lagde sin hånd let på hendes talje og lænede sig frem mod hende og sagde sagte "hvem var det femte for..Lycidas?"

Generalen havde et lettere irriteret ansigtsudtryk idet både han og en anden, rødhåret mand stoppede nær den pompøse kirke i hjertet af Rétneck.
De var begge klædt i blå uniformer, alt for varme til det nyligt indtrufne sommer-vejr. Generalen stod ret uden at se ud som om han havde meget at give sig til, mens den anden mand havde en bunke dokumenter i hænderne. Generalen så tænksommeligt frem for sig mens den rødhåret mand stille bladrede igennem papirerne. Sådan stod de i stilhed et stykke tid, inden generalen rystede opgivende på hovedet og gav et stille suk.
"De springer også over i dag, General?" spurgte den rødhårede uden at se op fra dokumenterne.
"Jeg kan ikke vise mit ansigt endnu, Garth..." Sagde Dorgon stille og rettede sig op. "Lad os komme videre med vores gøremål."
"Javel, general," svarede Garth monotont. Det var ikke første gang dette var sket.

Lycidas havde kun lige nået at opfange, at Erasmus havde lagt sin hånd på hendes talje, da spørgsmplet lød og fik hende til at glemme det fuldkomment. Hendes læber blev lettere anspændte, men hun forblev rolig og hendes blik veg ikke for hans.
"Hvad for Dem dog til at tro at det er tiltænkt en bestemt person? Der tændes lys for at yde støtte og beskyttelse, dette kan lige så nemt være tiltænkt en gruppe mennesker, som det kan være tiltænkt den enkelte." hun beholdt et let, roligt smil på sine læber idet hun forsøgte at standse Erasmus' spekulationer "Det at De antager at det var for en bestemt person, er vel nærmere et udslag af deres egen opfattelse af hvad lysene i kirken tændes for, end et udslag af mine intentioner."

Erasmus smilede og rystede let på hovedet, hun var en kvinde styret af vaner og systemer, dem ville hun aldeles ikke ændre for en sag eller en gruppe menneskers skyld. Det måtte være personligt..!
"Lycidas, hvorfor skulle en så systembundet kvinde pludseligt ændre adfærd på grund af en gruppe mennesker? Hvis det var for hæren, var du begyndt at tænde 5 lys for længe siden..!" hans hånd forblev på hendes talje "så hvem er han? Hvem er min modstander?"

Dorgon tog et øjeblik til at trække vejret dybt endnu et par gange, inden han gjorde mine til at ville gå. Inden han tog meget mere end et par skridt så han dog mod kirkens døre en sidste gang, og stoppede bræt op.
Garth stoppede ligeledes spørgende op og så i retningen af generalens blik.
"Finakyrn?" Sagde han undrende. "Ham har jeg ikke set siden Pendref..!"
Dorgon svarede ikke sin næstkommanderende men begyndte i stedet at spadsere over mod kirken han for lidt siden ikke havde haft nogen i tentioner om at komme nær.
Idet han nærmede sig paret - for det var det de lignede - blev hans gang langt mere afslappet og hans ansigt komplet umuligt at læse ud over den sædvanelige myndige mine.
Med langsomme skridt ventede han på at paret ville se ham først.

"Modstander? En modstander forudsætter at De rent faktisk kæmper om noget..! Hvilket De næppe har tid til imellem alle Deres..forpligtelser." Lycidas var kun alt for bekendt med Erasmus' evne til at vinde kvinders hjerter, eller om ikke andet deres natlige selskab. Hun havde absolut ikke behov for at blive en til i hans række af kvinder.
Erasmus ansigtsudtryk blev mindre lystigt, og hans greb om hendes talje blev en smule fastere "Lycidas, hvordan kan du tro at jeg nogensinde ville se dig som det? Du har større værdighed end nogen anden kvinde, hvordan kan du tro at jeg ikke ville kæmpe for dét!"
"End nogen kvinde, men dog ikke mere end de mænd, der ser bort fra deres ansvar? Hvilket kompliment, det må jeg vel nok sige..!" Lycidas var vred, hun følte sig sat i bås som en 'kvinde', en nipsgenstand som Erasmus ønskede at sætte i sin vindueskarm, så alle kunne se hvor indflydelsesrig han var.
"Lycidas!" Erasmus nåede kun at hæve stemmen og sige hendes navn, før han ud af sin øjenkrog så en velkendt figur. Han rettede sig op, gav slip på Lycidas' talje og så Dorgon i øjnene med en overraskende selvtillid.

"General Parel, hvilken sjælden ære at se Dem ved kirken..!" sagde han med et imødekommende smil.

"Finakyrn", svarede Dorgon med et neutralt nik. "Tro det eller ej, men nogle af os har stadig forpligtigelser at se til i den virkelige verden."
Med dette lettere spydige svar, vendte Dorgon sig rundt mod Lycidas og bukkede dybt. Højest sandsynligt en smule mere formfuldt end han ellers ville have gjort, ganske simplet fordi denne ene mand var i nærheden.
"Frøken Cadfael. Det gør altid min dag en smule lysere at se Dem." Sagde han med et roligt smil. Der var ikke den mindste irritation på hans ansigt, selv efter kommentaren til Erasmus. "Jeg håber ikke jeg forstyrer Deres samtale, men jeg ville ikke have det godt med ikke at hilse på."

"General..!" Lycidas bukkede hovedet idet hun nejede let "Det glæder mig at Deres dag kan lysnes af mit ydmyge selskab. Og De afbrød bestemt ikke, vores samtale var allerede ved at lakke mod enden." lyset spillede i de grønne øjne, og gav hendes smil en anden karakter en blot roligt og passende. Forskellen mellem hendes måde at tiltale Dorgon i forhold til Erasmus var ikke åbenlys for det utrænede øje, men hendes stemme var dog mærkbart varmere når hun talte til Dorgon.

Erasmus smilede blot ved Dorgons kommentar, et smil der aftog en anelse ved Lycidas kommentar.
"Naturligvis afbrød De ikke General, og De har givetvis et vigtigere gøremål end jeg i denne krigshærgede verden, men jeg vil dog altid se tilbedelsen af Sininen som den højeste prioritet. Vi ved jo alle, at det udelukkende er grundet Sinninens velsignelse at vi stadig består. Det er derfor Lycidas så troeligt passer sin kirkegang." han kaldte hende bevidst ved hendes fornavn, for at cementere det faktum, at han havde en tilknytning til hende. En tilknytning der gik længere tilbage end hvad end generalen mente at han havde med hende.