En yderværelse på slottet

Note fra administrator: Denne tråd er en direkte fortsættelse af Et Ultimatum... Og en lykkelig slutning?

Udenfor skinnede solen, men inde i slottets højloftede majestætiske stuer, passager og gange skinnede den ind af de høje vinduer. En tavs tjener iklædt Novítus' farver ledte vejen for Evelyn, Dorgon og Garth.
I det korte øjeblik det varede glemte Evelyn næsten at være nervøs, hun var så betaget og benovet over at sagen skulle finde sted på slottet. Tjeneren stoppede foran en dør og bad dem vente et øjeblik. Evelyn klemte Dorgons hånd.
På den anden side ventede et møde som hun havde set frem til med en vis nervøsitet. Hun vidste ikke noget om hvor mange medlemmer af familien Løvendal der var samlet til mødet, hun kunne kun frygte at selskabet inkluderede hertuginde Løvendal. Hun vidste at de havde retten på deres side, men det ville nok langt fra blive en behagelig sammenkomst og forudså den anspændte stemning. Siden hun, sammen med havde erklæder familien Løvendal at hun ønskede ægteskabet annulleret var den kølige luft mellem hende og hertuginden været som i en isgrotte.
Normann havde hun hverken set mere eller mindre til end før, og hun tvivlede på om han overhovedet bekymrede sig om det.. måske han ligefrem var lettet? Han opførte sig uforanderligt venligt men fraværende overfor hende til måltiderne.
Tjeneren kom snart ud igen og bad dem træde ind og tage plads. Evelyn havde fortsat et fast greb i Dorgons hånd.

Det underlige ved slottet i Rétneck var, først og fremmest, at de færreste mennesker kom til at sætte ben inden for dets mure så meget som en enkelt gang i deres livstid; uanset hvor stor en formue de ejede, eller hvor vigtigt blodet der flød i deres åre var. Dorgon selv - på trods af at hans egne gemakker var en del af slottets ydermur, og på trods af hans uvurderlige plads i hæren gennem de sidste mange år - havde kun set den overdådige bygnings inderside så få gange, at det kunne tælles på én hånd. Hærens næstkommanderende Garth, så vidt generalen viste, var en del mere bekendt med disse yderste dele af slottet, siden han på det sidste havde overtaget mange af Bindeledet Alfred Valentin’s diplomatiske opgaver.
En anden ting der var underligt ved slottet, var det’s mangel på bevogtning.
Det ville have været logisk at tænke sig til rækker og rækker af utallige soldater der vogtede over de mange korridorer. Men tvært imod var der ikke en eneste soldat at se. Det eneste liv der rørte sig i de store, tomme rum og sale, var den enkelte mand der nu viste dem til rummet hvori mødet skulle foregå.
Dorgon’s og Garth’s tunge soldater støvler genlød hen over det glatte stengulv. Dorgon selv var klædt i en lyseblå militær uniform med Paréls mærker syet på venstre ærme, der skreg af den autoritet han havde brugt hele sit liv på at opbygge. Garth Kasvor var ligeledes klædt i blåt, men med et langt mindre militært set tøj. Han var til stede i et diplomatisk ærinde, og det kunne sees. Det røde hår faldt ned over de vågne høge-øjne idét han læste dokumenterne i sine hænder igennem endnu en gang med en myndig mine. Det var nogle af de mest bemærkelsesværdige papirer han nogensinde havde fået tilsendt, og han havde knap sluppet dem siden han først så dem, selv om det var flere dage siden. Novítus’ sejl lyste op nederst på den forreste side, og under dette, var en underskrift som han aldrig i sit liv havde troet han skulle se med egne øjne…

Da Evelyn klemte Dorgon’s hånd drejede han hovedet of så på hende med et roligt smil. Han kunne fornemme at hun var en smule ængstelig, men han forstod udmærket hvorfor. Hun havde ikke selv læst de dokumenter som hans næstkommanderende nu ikke kunne lægge fra sig.
Hans hånd lukkede sig ligeledes en smule tættere om hendes, og han gav hende et blik der sagde, at alting nok skulle ordne sig.
Rummet de blev vist til var utrolig rummeligt, med et smukt langbord i midten og blå mosaik-vinduer som ændrede på sollysets klare farve.

Værelset de trådte ind i var højloftet og fornemt. I midten af rummet var et ovalt bord hvis overflade var så blank at den reflekterede solens stråler som faldt ind gennem de store vinduer. Der var helt stille. Slottets atmosfære havde tilsyneladende en effekt på alle de inkluderede.
Evelyn trådte ind sammen med Dorgon og Garth og blev øjeblikkelig lettet over at se, at hverken hertuginden af Løvendal. Normann og hertugen af Løvendal selv var i selskab med en mand som måtte være deres sagsfører. Det var først da hun genkendte ryggen af den mand som stod ved vinduet med ansigtet mod solen at hendes hjerte slog et slag over. Hendes far.
Hertugen von Leake var en høj mand med et roligt tænksomt udtryk. Evelyn elskede ham så højt at det gjorde ondt helt ind i knoglerne at han skulle være med til dette møde. Det var ham der havde lært hende at ride og skyde med bue og forkælet, på trods af at det var noget utraditionelt for en adelsfrøken. Det var også ham der kærligt havde forkølet hende som hun var barn.. Det var ikke faldet hende ind at han kunne være en af de tilstedeværende, men nu hun faldt det hende pludselig ikke unaturligt. Hun var trods alt af hans kød og blod og havde levet under hans tag det meste af hendes liv.
Evelyn nejede stift, og satte sig på den bløde stol hun blev budt af tjeneren. Hertug von Leake lod ikke til at lægge mærke til deres ankomst, eller også valgte han at ignorere den.
Hertug Løvendal der i mod gengældte hendes nejen med et lige så stift nik, først til hende og så i retningen af Dorgon og Garth. Familien Løvendals sagsfører præsenterede sig som sagsfører Jacques.

Dorgon trådte ind i rummet, og hans blik faldt på dem der allerede befandt sig derinde. Det blå lys fik medaljerne på hans bryst til at blinke og støvlerne genlød stadig mod gulvet.
“Hr Løvendal. Normann.” han gav et formelt buk med rank ryg mod de to der allerede sad ved bordet. På trods af at de alle befandt sig i denne ubehagelige situation på grund af ham, gav han mændene et myndigt smil. Det var tydeligt at han ikke var uvandt med pressede møder som dette.
Derefter vendte han sin opmærksomhed mod manden der stod ved vinduet, og smilet svandt en smule ind. At sige at dette var et øjeblik han havde været nervøs for i årevis ville være en voldsom underdrivelse. Han gik langsomt over mod skikkelsen der - på trods af en ældre kropsbygning og et ansigt der tydeligvis var van til altid at ligge i venlige folder - var Von Leake den mest frygtindgydende mand han længe havde måtte stå ansigt til ansigt med.
“Hr. Von Leake”, sagde han og rakte en hånd frem som hilsen. Kunne kun håbe at manden ville tage den, og at hans myndige mine ville overbevise Evelyns fader at han var et godt valg, på trods af den utroligt uheldige situation. At Evelyn og hertugen ikke havde udvist mere gensynsglæde var en ting han havde frygtet, men han lod ikke sin bekymring vise sig på sit ansigt. “Jeg er glad for at De kunne komme. Tak for deres tid. Jeg havde selvfølgelig håbet vi kunne møde hinanden under mere passende omstændigheder, men det er i sandhed en ære endelig at træffe Dem.”
Det blev pludselig klart at det nok havde været enten Dorgon selv eller Garth der havde bedt om Hertug Von Leake’s tilstedeværelse. Det var ikke kun familien Løvendal der skulle overtales i denne sag… Forhåbenligt Dorgons indflydelse, der havde gjort det muligt for hertugen at se slottet, var et godt første indtryk.

Mens dette stod på gik den rødhårede ligeledes ind i det flotte rum med sikre skridt. De stikkende, vågne øjne gled hen over alle de tilstedeværende, og i modsætning til hos generalen var der ikke skyggen af et smil at hente.
I løbet af få sekunder regnede Garth ud hvem var hans ligemand i sagen, og han gik straks hen til manden der øjeblikket efter præsenterede sig med navnet Jacques.
“Hr. Jacques”, svarede han formelt og rakte en hånd frem som respektfuld hilsen, inden han ligeledes præsenterede sig selv med en stemme høj nok til at alle i rummet ville kunne høre ham, ord for ord.
“Jeg er Garth Kasvor. Næstkommanderende af Novítus hær og Parél’s Armé. Diplomatisk fortaler for Novítus’ råd samt rådgiver for hærens overhoveder. Jeg er her som udvalgt representant og sagsbehandler for General Dorgon Parél og Fru Evelyn Løvendal.” Disse var titler der udentvivl kunne gøre hvem som helst en smule nervøs.
Den eneste i rummet der fik et afmålt - næsten usynligt - smil var Evelyn, da hun satte sig ned. Det varede dog kun et øjeblik, inden han vendte sin fulde opmærksomhed mod sagsbehandleren igen.

Evelyn fulgte nervøst Dorgon med øjnene da han bevægede sig over mod manden ved vinduet med det mørke gråsprængte går. Hun var selv splittet mellem lysten til at gøre det samme og frygten for hans misbeligelse over hendes beslutning. Hun sad derfor helt stille, glemte næsten de resterendes tilstedeværelse.
Hertug von Leake havde krydset armene over brystet og han stirrede ud gennem vinduesglasset med et fraværende blik. Ved Dorgons stemme gjorde han ikke noget tydeligt tegn på at han hørte hvad der blev sagt, men så vendte han sig og tog tavst Dorgons hånd med en alvorlig mine.
Hertug von Leake var mere spinkelt bygget end den mand der rakte hånden frem mod ham, men han var højere end de fleste og havde en karismatisk aura over sig.
Med et uudgrundeligt blik betragtede roligt Dorgon mens denne talte færdig.
”Jeg ville også foretrække andre omstændigheder, måske nogle der var knapt så alvorsbelagte som disse, men her er vi nu engang. Jeg kender til deres rygte som tjenestemand og De må ikke betvivle at jeg har stor respekt for hvad De har udrettet for Rétneck. Som Evelyns fader må jeg dog indrømme at nyheden om grunden til dette tilstedeværende møde overraskede og frustrerede mig meget, da det først nåede mine ører.. først og fremmest var det ubehageligt at høre fra en budbringer og ikke fra min datter selv..” ved disse ord blev Evelyns øjne blanke og hun så ned i bordet. ”det er i sandhed en ubehagelig situation vi sidder i, men nu er der ikke andet at gøre end at finde ud af hvordan vi kan finde en afgørelse i sagen.” fortsatte hertug von Leake.
Han blev stående roligt som en klippe mens Garth talte. Evelyn, så den anden side af bordet var taknemmelig for den antydning af et smil der faldt i hendes retning.
Da han havde talt færdig tog Jacque ordet. ”Jeg vil kort gennemgå de væsentlige punkter i sagen, skulle nogen ikke være bekendt med dem. Det drejer sig om en sag hvor et ægteskab ønskes afbrudt. I følge loven kan dette ske hvis en eller mere af følgende forhold gør sig gældende: 1) Hvis den ene af parterne i ægteskabet findes skyldig i utroskab. 2) I tilfælde af at giftermålet er indgået på et falsk grundlag, fx hvis den ene part et impliceret i hekseri eller troldom. 3) Ægteskabets gyldighed kan annulleres så længe det endnu ikke er fuldbyrdet, hvis der skulle være stærke anklager mod den ene part.”

Lettelsen ved at hertugen tog Dorgons hånd var umådelig stor. Den forsvandt dog lige så hurtigt som den havde indfundet sig, ved mandens afmålte og seriøse ord.
Dorgon havde ikke ligefrem forventede en varm velkomst, men hvad der nu blev sagt til ham fik i den grad hans bryst til at snøre sig sammen. Respekten han havde for den anden mand var allerede umådeligt stor - at han ikke lod sig vinde over af medalier eller titler - men det var en respekt der tydeligvis lod til at komplicere alting.
Alt Dorgon kunne få sig selv til, var at nikke ved Von Leakes ord. “Jeg håber vi kan finde en løsning der glæder alle, Hr., og jeg undskylder at dette sker så pludseligt.”

Han gik selv hen til det ovale bord, og satte sig ned ved siden af Evelyn. Da han så hendes ansigt lagde betryggende en hånd på hendes ryg, inden han trak stolen ind, rettede sig op, og så kort på Normann der nu sad direkte overfor ham.
Garth satte sig ligeledes ned, så han og Jacques sad for enden af bordet, hvor det rundede, idet sagsbahandleren begyndte at læse de velkendte regler højt. Den næstkommanderende ventede toldmodigt, og brugte tiden på at lægge sine mange papirer i orden foran sig.
“Som vi alle udmærket ved, er der kun en af disse regler som har potentiale for at gøre sig gældende,” svarede Garth til den anden mands enetale. “Ikke nok med at ægteskaber kan annulleres uden erstatning i tilfælde af utroskab: En skilsmisse kan ligeledes også stoppes, i tilfælde af at den tredje part - i dette tilfælde General Parél - har været personen der startede en affære udenfor ægteskab, i strid med Sininens regler.”
Garth gjorde en kunstpause. Han havde på fornemmelsen at Jacques havde undladt at fortælle denne detalje. Selv hvis hans familie ikke ligefrem kunne have stoppet splittelsen med denne detalje, kunne de i den grad have føjet en betydelig sum til det erstatningsbeløb de højest sandsynligt forventede for den unge frøken.
“Min klient, General Parél, indrømmer fuldt og fast at han selv og Fru Løvendal har været ved bekendtskab længe før Fru Løvendal og Hr Løvendal indgik deres giftemål. Dette er til gengæld ikke ensbetydende med at reglen er brudt. Dorgon?”
Dorgon foldede sine hænder på bordet foran sig, og så med et komplet alvorligt blik rundt på de tilstedeværende, idet han tog ordet. “Jeg kan forsikre Dem alle om, at jeg ikke har lagt en hånd på Evelyn. Vores forhold mens Evelyn har været en gift kvinde stammer udelukkende fra samtaler der har foregået i fuld offentlighed.” Hans stålfaste of ærlige blik faldt på hertug Von Leake. “Jeg er en mand af mit ord og en mand af Sininens love, så tro mig når jeg siger at jeg aldrig har indgået en fysisk affærer med Fru Løvendal.”
Med dette satte Garth en sikker hånd på en imponerende stak af dokumenter, og skubbede denne frem mod Normann. “Dette er en kopi af hærens optegnelser der viser General Paréls komplette gøremål og daglige skema, dateret tilbage til dagen Hr og Fru Løvendal indgik Deres ægteskab. Vi har ligeledes nedskrevne udtalelser fra Generalens kollegaer og med-soldater der bekræfter sandheden af disse. Jeg er sikker på at de vil indse at Fru Løvendal knapt kan have opholdt sig på nogle af disse lokationer, uovervåget, uden at De selv eller myndighederne ville have lagt mærke til det.”
Han så afventende på Normann, stadig med en hånd tæt ved den enorme stak af dokumenter.

Normann rettede sig op ved synet af papirstakken, det skrevne ord kunne han forholde sig til. Udsigten til at læse om Dorgons daglige færden forekom ham dog knap så interessant.
"Jeg vil gerne understrege at det er min frue der ønsker sig fri at dette ægteskab, ikke jeg. Men siden hun insisterer har jeg ikke tænkt mig at gøre indvendinger.. "
"Dette kan selvfølgelig kun ske hvis fru Løvendal indvilliger i vores betingelser." afbrød hertug Løvendal, "og deres underskrift derpå. Hvad angår denne affære om den har fundet sted eller ej, føler vi ikke det er nødvendigt at gå i detaljer med, så længe at der på papirene anføres at det var Normanns vilje at indgå i en skilsmisse, ikke Evelyn. Vi ønsker ikke at denne sag skal smudse familienavnet Løvendal til yderligere..." sagde hertugen i en tone som en forretningsmand.
"Som hertugen her siger" fortsatte Jacques, "så tilbyder min klient et forlig, hvor general Dorgon Parél eller hertug von Leake betaler en betydelig økonomisk erstatning til Normann Løvendal for tabet af hans hustru, og at De Garth, fru Løvendal og general Parél er parate til at skrive under på at denne affære ikke har fundet sted og at alt en hver omtale af den vil slutte her. Hertugen ønsker ikke Løvendal-navnet forbundet med denne association."
Her løftede han blikket fra sine papirer og så på de tre.

Ved denne betingelse løftede Dorgon et øjenbryn.
De ville nærmest have det til at fremstå som om Normann havde sat Evelyn på gaden, efter han var blevet træt af hende? Det ville komme til at fremgå som om Dorgon havde samlet hende op, ødelagt og forladt, inden han selv forlod byen. Bellus ville aldrig holde op med at snakke om en situation som denne.
“Jeg beklager, men det er ikke noget jeg kan gå med til.” Sætningen var om muligt kommet ud en smule hårdere end planlagt, og der var ingen glæde at spore i hans øjne.
Garth havde fornærmet haft sit blik vendt mod Jacques, idet denne brugte hans fornavn. Hverken titel eller familienavn - bare fornavn. Men ved sin overordnede’s skarpe kommentar, vågnede han dog op, og lagde ansigtet i de rette folder igen.
“Jeg er villig til at betale det fulde er statningsbeløb.” Fortsatte Dorgon. Han vidste ikke om dette var noget Evelyns far allerede havde været klar over, men hvis ikke fik han det at vide nu. “Hvilket, hvis jeg må være ærlig, I har sat en del højere end den normale standart. Med så stor erstatning, er der absolut ingen grund til at Evelyn bør tage det politiske fald for dette møde. Jeg er sikker på at Hr. Von Leake er enig med mig i at navnet Løvendal ikke er den eneste slægt der har krav på at blive holdt rent grundet en mindre formalitet som denne.”
“For ikke at nævne,” Garth rømmede sig, “at denne skilsmisse kan argumenteres at være til alles fordel, siden ingen af disse to unge mennesker sagen drejer sig om lader til ligefrem at lide af knuste hjerter.”
Den næstkommanderende så på Hertug Von Leake, idet han uddybede sagen. “Dorgon Parél er ganske vist den første af sit navn. Men på trods af manglen på en slægt, blev han officielt adlet for ni år siden, og jeg kan jeg se fra bibliotekets optegnelser over Rétnecks adel, at hans formue langt overstiger den hos familien Løvendal. General Parél har modtaget over femten individuelle ærestegn fra Novítus Råd, og hans gerninger - som inkluderer enden på det kendte oprør - vil ganske muligt blive husket de næste mange århundreder frem. Ligeledes kan hans fortid og position i hæren ikke ignoreres; En position der åbner utallige dører for fremtidige arvinger.”
Garth vendte sit blik mod de to Løvendal mænd.
“Hvorimod Hr. Løvendal stadig er ung, stadig har rig mulighed for at gifte sig på ny og…” han så ned på sine dokumenter med et skuldertræk “ikke ligefrem kan prale af personlige præstationer.”

Normann så pludselig forudrettet på Garth ved dennes sidste kommentar. "Hvad mener De med det? Nu syntes jeg vel nok De kommer min person for nær."
Hertug von Leake fulgte tavs samtalen. Hans arme var endnu en gang krydset over brystet og hans mørke øjne var fæstnet på sin datter som stadig undgik hans blik.
"Min familie holder ikke til i byen, derfor tager jeg mig heller ikke af hvad der flurerer af sladder. Jeg vil dog ikke ønske for min datter at hun skal være offer for den, derfor kan jeg, ligesom general Parél ikke tilslutte mig dette forlig. Jeg kender det beløb I har fremsat og jeg er villig til at lægge 1/3 til den, hvis vi kan finde frem til en neutralt grundlag at basere skilsmissen på, og hvis vi kan blive enige om, at den officielt bliver indgået efter ønske fra begge parter."
Evelyn kunne næsten ikke tro sine egne ører. At tænke sig at han var på deres side, selv efter han havde været med til at arrangere ægteskabet i første omgang.. Hun løftede langsomt blikket. Hendes far så nu på hertug Løvendal og hans ansigt var formørket. Hun havde på fornemmelsen af det ikke var det de havde aftalt, at de to mænds venskab var kraftigt truet på grund af denne konflikt.
Hertug Løvendal svarede "Knuste hjerter har næppe med sagen at gøre.. alt det følelsespladder. Det var jo klart at ægteskabet ikke blev indgået baseret på det, men for gensidigt at gavne vores to familier. Disse to indvilligede i det. Det handler derfor om andet og mere end sårede følelser. Det handler om vores familienavn. Men jeg er enig i, at hvis der kan findes en neutral grund... det har jeg bare ikke fantasi til."

Dorgon lyttede til samtalen mellem de to adelige. Idet den frygtindgydende Von Leake pludselig tog hans side, blev han mildest talt overrasket. Med den kolde skulder han havde fået ved deres første ordveksling, havde han stort set forventet aldrig at komme til at enes med sin - forhåbentligt - kommende svigerfar.
Han lyttede tålmodigt til resten af samtalen, inden han brød ind.
“Med al respekt, Hr. Von Leake”, sagde Dorgon med en venlig tone, og et blik mod hertugen som oprigtigt lyste af taknemmelighed. “Vil jeg gerne afslå deres generøse tilbud. Til gengæld…”
Han vendte sig om mod Hertug Løvendal med et nu dybt seriøst ansigt. “Er jeg selv villig til at hæve beløbet.”
Han vendte sig mod Evelyn og gav hende et smil. Hans hånd fandt hendes på bordpladen, og han tog den med et betryggende klem. Han kunne kun forestille sig hvor ubehageligt det måtte være for hende, at opleve dem alle byde på hende som var hun et antikt møbel på auktion. Der var ingen idé i at skjule hvordan de følte alligevel… Derpå vendte han sig igen mod de andre mænd ved bordet.
“De siger at aftalen mellem Deres to familier ikke beskæftigede sig med følelser, men som De nok kan forestille Dem, er mine intentioner ganske anderledes. De eneste der kommer til at forlade dette rum mere velhavende end De var denne morgen er Dem, Hr. Løvendal. Den eneste grund til at vi sidder her nu, er fordi jeg oprigtigt elsker kvinden ved min side, og kan give hende det liv jeg ved hun ønsker. Jeg forventer ikke at denne intention er noget De vil forstå, mine herrer… Men lad os bare sige at jeg er utrolig dedikeret i denne sag, og vi ved alle at jeg selv, min indflydelse, og hvad jeg har til rådighed kan gøre Deres familie mere ‘gavn’ end som så.”
Et roligt smil viste sig pludselig på Dorgons ansigt idet han holdt øjenkontakt med Løvendal’s familieoverhoved, stadig med Evelyns hånd i hans egen.
“Så nævn Deres pris, Hr. Løvendal. Jeg er villig til at betale den.”

Hertug Løvendal betragtede Dorgon med en forretningsmands ansigt mens han tydeligvis overvejede om Dorgon mente det alvorligt. Han gned sig i skægget og så over på sin søn som nikkede. "Så lad ham betale, hvis han kan"
Hertug von Leake havde nu også taget plads ved bordet. Hans albuer hvilede på bordpladen og hænderne havde han samlet foran sig, mens han så afmålt på hertug Løvendal. Hans ansigt var ubevægeligt men øjnene lynede i foragt da Løvendal kradsede et tal ned med sin fjerpen.
Evelyn sad stadig stille. Hun havde ikke sagt et ord siden de trådte ind i rummet, men hun havde heller ikke noget at sige til dette. At hun måtte købes fri overraskede hende ikke, men hun brød sig ikke om at føle sig som et dyr som skulle sælges på et marked. Det havde der i mod overrasket hende, at hendes far havde budt på hendes frihed. Hun betragtede ham diskret, det var nogen tid siden de havde set hinanden.
Hertug Løvendal skubbede omsider pergamentet over bordet mod Dorgon, med et antydningen af et smil i mundvigen og så afventende på ham. "Hvis De går med til denne erstatningssum kan vi alle gå herfra og føle at vi har opnået noget med dette møde."

Idet pergamentet og fjerpennen blev skubbet hen over bordet mod Dorgon, tog generalen tavst imod det. Garth og den anden sagsbehandler strakte hals for at sikre sig at beløbet holdt sig inden for diverse love og regler. Den rødhårede mands ansigt blev komplet uændret som altid, men Jacques øjenbryn skød forundret i vejret.
Dorgon tog sig god tid til at se på de sirligt skrevne cifre foran sig. Evelyn ville uden tvivl også kunne få et godt kig på beløbet. Det nærmede sig tre gange så meget af hvad originalt var blevet foreslået.
Det var ikke længe siden at historierne havde bredt sig ud over hele Bellus, hvordan en Henzel-søn - en af de rigeste mænd i Rétneck - havde købt Nikolas De La Waar’s hustru fri: Garius Henzel selv var endt i faretruende fattigdom på grund af det, hvorimod Nikolas var gået fra redeligheden mere velhavende end han om muligt nogensinde havde håbet på at blive. Dorgon selv havde set Garius Henzel arbejde sig i stykker dag ud og dag ind for at gøre op for den latterlige sum.
Beløbet der nu var skrevet ned foran ham, var uhyggeligt tæt på hvad Henzel-sønnen havde måtte give…
Efter et langt, tænksomt øjeblik, samlede Dorgon dog fjerpennen op, villig til at skrive under, og gjorde en håndbevægelse mod Garth.
Den næstkommanderende fremdrog de rette papirer, og mens han overførte beløbet og de sidste detaljer til pergamentet, vendte Dorgon sig endnu engang mod Evelyn, og gav hende endnu et beroligende smil.
Garth rejste sig up med dokumentet, gik hen bag Dorgon, og placerede det fladt på bordet foran sin overordnede. Dorgon kunne føle alle rummets øjne vile på sig. Han rettede sig op, lod sine øjne skimme over dokumentet en sidste gang, og gjorde mine til endelig at ville binde sig til aftalen med sin underskrift...

Hertug von Leake betragtede tavst de andre mænd. Han undlod at insistere på at betale halvdelen af beløbet, da Dorgon havde afslået hans hjælp. Det ville ikke gøre Dorgons ære ret.
I stedet afventede han hvad der ville ske.
Evelyn der havde set beløbet havde imidlertid svært ved at holde sin mund. Hun følte sig pludselig nødsaget til at spille sit eneste kort hun havde på hånden.. selv om hun nødigt brød sig om at diskutere noget så personligt med en flok mænd. Men hvis det kunne gøre gælden mindre.. "Vent lidt!" hendes ansigt blussede rødt, ikke kun af vrede men også på grund af det hun nu var tvunget til at bringe på bane.
"Vent lidt Garth, jeg har noget at tilføje. Hr. Jachues, De nævnte de tre regler.." hun fokuserede på Garths hånd som i øjeblikket svævede i luften. "Jeg er hverken skyldig i utroskab eller hekseri.. men det tredje punkt er en sag vi er nød til at blive taget i betragtning.. Jeg vil nødig udsætte min mands eller min egen ære for ydmygelse, men jeg er nød til at tale ud og jeg forventer at dette emne behandles med den dybeste tavshedspligt. Det er sådan, at jeg som hustru ikke har opfyldt alle mine pligter.. i hvert fald ikke når det kommer til en specifik sag, som jeg har udskudt længe.." hendes ansigt brændte i skam over at hun var tvunget til at udlevere så personlige ting. "Ægteskabet er aldrig blevet fuldbyrdet, og jeg er villig til at gå så langt, som til at tilkalde en læge som kan bekræfte det."

Dorgon havde sat metal-spidsen af fjerpennen mod det grove papir, da Evelyn kom med sit udbrud. Han løftede pennen, der kun havde efterladt en sort blæk-plet, og så forundret på hende. Hun havde ikke sagt et eneste ord siden de havde sat sig, så pludselig at høre hendes beslutsomme stemme, fik sat en stopper for den underskrift han havde været et sekund fra at skrive.
Han lyttede forundret til hendes ord, ikke sikker på hvad hun mon havde på hjerte. Men da det endelig blev klart for ham, havde han nær tabt fjeren i sin hånd. Det var som om et lyn havde slået ned i hovedet på ham.
Han så på hende med et ansigt der viste af han i den grad ikke vidste hvad han skulle tro. At Evelyn og Normann aldrig havde delt deres bryllupsnat var en mulighed der aldrig nogensinde var faldet ham ind. Tvært imod var det en tanke der havde hjemsøgt ham hver eneste kold, ensom nat han havde ledt efter et håb at holde fast i - et håb han havde troet Normann havde taget fra ham og knust for længst.
Der var en lang stilhed. Derefter, med ét, vendte alle hoveder sig dramatisk og afventende mod Normann.

Normann så meget beklemt ud ved pludselig at være centrum for alles øjne.
"Jeg ved ikke hvad hun taler om, Evelyn er bare bange for at hendes.. flirt vil tabe ansigt fordi hun har placeret ham i en ubehagelig økonomisk situation" Hans blik var pludselig meget fjendtligt, i det han så på Evelyn.
"Du gav mig ikke noget valg" sagde Evelyn indtrængende, "det var ikke min mening Normann, at udlevere..." Han afbrød hende irriteret, ved at tale til hele forsamlingen: "Jeg er ikke den der har forsømt mine ægteskabelige pligter. I har modtaget et tilbud, tag det eller lad være.."
"Hvis Fru Løvendal ønsker at dette aspekt af sagen tages i betragtning har hun ret til det.." svarede hertug von Leake koldt. Evelyn kunne ikke se på ham, det var for pinligt.
"Er det det du ønsker, Evelyn?"
"Jeg ved ikke.." Evelyn vred sig på sin stol. "Normann opfør dig nu ikke så dumt, du ved at jeg har ret.."
"Normann har ret til ikke at udtale sig" snerrede hertug Løvendal. Stemningen syntes pludselig meget ubehagelig.

“Hr. Løvendal har i sandhed ret til ikke at udtale sig…” svarede Dorgon eftertænksomt. For første gang sad han ikke ret, men lænede sig tvært imod tilbage i sin stol med en tænksom mine. Hans ene hånd lå om hans hage, mens hans hoved bearbejdede denne nye omstændighed. Hvad Evelyn havde sagt havde uden tvivl påvirket hans tanker, af flere grunde en én. “Til gengæld er Evelyn også i sin fulde ret til at aflægge dokumentation for hendes påstand.”
Generalen satte sig nu op igen, med begge hænder eftertænksomt plantet på det blanke bord foran sig. Ganske vist havde han været smilende - næsten overgivende - før, men nu var hans blik tilbage i den myndige, stålsatte mine. Han så direkte på Normann med et gravalvorligt blik, det blå lys fra vinduerne strålende i hans klare øjne.
“Vi ved begge at Evelyn ikke ville sige noget, som ikke er sandt. For ikke at nævne, at en påstand som denne er komplet irrelevant, med mindre den er sand.”
Uden at bryde øjenkontakten med sin ligemand på den anden side af bordet, lagde han let hovedet på skrå og spurgte sin næstkommanderende. “Hvor længe ville det tage dig at hente Torio, Garth?”
“Omkring en time, General,” svarede Garth instinktivt, sekundet spørgsmålet var stillet.
Dorgon nikkede, inden han endelig brød blikket mod Normann af, og i stedet så på dennes fader.
“Hertug Løvendal. Hvis De ønsker at se beviser for Evelyns udsagn, stiller jeg min Armés felt-alkymist, Torio Haros af højeste alkymist-rang til rådighed. Haros har sværget troskab til Rétneck og til Novítus, ikke til mig selv. Han er en mand af loven, så De kan stole fuldt of fast på at han kun vil sige sandheden i denne sag. Til gengæld, hvis de stadig betvivler hans ord, kan vi ligeledes arrangerer én eller flere absolut neutrale alkymistiske vidner til undersøgelsen. Jeg vil tro at vi kan have resultaterne af denne undersøgelse i vores varetægt i løbet af fire timer…”
Med dette foldede Dorgon sine hænder og lænede sig en smule ind over bordet, idet han trak ganske let på smilebåndet.
“Men som sagt, ved vi alle at Evelyn taler sandt. Og jeg er sikker på, at hvis Normann blot ville udtale sig, ville han bekræfte dette. Derfor vil jeg foreslå at De sparer vores tid, og tager imod mit tilbud i stedet.”
I baggrunden rev Garth dokumentet Dorgon næsten havde skrevet under over med en kedsommelig mine.
“I lyset af disse nye informationer,” fortsatte Dorgon “er jeg villig til at møde Dem på halvvejen, Hr.: Det vil fremgå på papirerne at skilsmissen var aftalt ligeligt af begge parter. Jeg vil endda sparer Normann for de pinelige omstændigheder, og sværge aldrig at nævne dette igen. Desuden er jeg er stadig villig til at betale det originalt foreslåede beløb. Intet mere.”

Hertug Løvendal så med smalle øjne på Dorgon, hvorpå han vendte sig mod Normann. "Søn?"
Normanns ansigt var fortrukket af irritation. Han følte sig åbenlyst trængt op i en krog.
Der var stille et øjeblik, så nikkede han stift. "General Parél vil stadig stå inde for den oprindelige erstatningssum."
Evelyn var så lettet at hun ikke kunne skjule det. Hun ville hellere end noget andet undgå at de begge skulle ydmyges yderligere. Havde Normann insisteret ville det bare blive værre for dem begge..
Jacques nikkede til Garth. "Vil De udfærdige et nyt dokument?"
Evelyn smilede lettet til Dorgon. Det var næsten ikke til at tro.

Mens forsamlingen diskuterede de sidste detaljer, skiftede Garth opmærksomt sit blik til hvem end der havde ordet. Idet der blev talt til ham, havde han allerede fremdrevet endnu en kopi af det officielle dokument, og hans fjerpen hang tålmodigt over den første tomme linje.
Ved Hertugens ord, nikkede han som svar, og lyden af metal der skrabede mod pergament fyldte strakt det smukke rum.
Der var en tung stilhed, idet Garth færdiggjorde dokumentet, og satte sin egen underskrift. Han sendte dette videre mod den anden sagsbehandler, således at han også kunne læse papiret igennem og sikre sig at alt var som det skulle være.
Da Jacques selv havde haft et langt øjeblik til at dobbelttjekke det fejlfrie papir og selv skrevet under, skubbede han det over mod Dorgon, der ligeledes læste det igennem. Det hele var en langsom process, og det blev pludselig klart hvor stille slottet i sandhed var med dets enorme, tomme rum og lange gange.
Endelig satte Dorgon Parél sin underskrift.
Generalen satte en sikker hånd på pergamentet, og skubbede dette - sammen med fjerpennen over mod Normann.
Han gengældte ikke Evelyns lettede blik, men under bordet fandt hans hånd hendes.

Evelyn underskrev ligeledes pergamentet som blev skubbet over bordet til hende. De to Løvendalmænd så utålmodige ud, og så snart hun løftede pennen skubbede de deres stole tilbage og rejste sig. "Mine Herre. Frøken" Hertug Løvendal nikkede kort i deres retning. "Jeg vil mene at dette møde nu er slut. Vi har afgjort sagen, så jeg ser ikke vi forlænger denne.. hyggelige sammenkomst. Hvis De vil have os undskyldt, vil vi nu forlade jer."
Hertug von Leake kastede ligeledes et kort nik i deres retning.
Jacques rejste sig ligeledes og rakte hånden frem mod Garth. "Så er denne sag afgjort, og fru Løvendal kan kalde sig frøken von Leake igen." Han nikkede til de resterende omkring bordet og forlod lokalet i hælene på Normann og hertugen, med ordene: "En god dag til jer alle."
Evelyn var umådelig lettet. Da de tre herrer havde forladt lokalet rejste hun sig beslutsomt og gik over til sin far. De stod overfor hinanden, og Evelyn var pludselig ikke helt sikker på hvad der var passende at gøre. Hans ansigt var stadig alvorligt men hun kunne se i hans øjne at han også var lettet. "Jeg er meget glad for at du kom.." hun vred sine hænder. "Jeg har savnet dig, men det har ikke ligefrem været så let at tale ud på det sidste.." Til sin overraskelse og lettelse blev hun fanget ind i en faderlig omfavnelse. Han klappede hende på håret hvorpå han rømmede sig. "Du er tilgivet.. Men jeg forventer en invitation, hvis der skulle være anledning til en anderledes festlig begivenhed." Han så sigende på dem.

Garth tog Jacques’ hånd, uden at smile, inden han meget forsigtigt lagde det vigtige dokument ind mellem to sider i en bog af noter han havde medbragt. Det ville blive hans opgave at sætte segl på papirert, og officieltgøre det i Rétnecks bibliotek. En opgave han havde fået ordrer på at gøre så snart som overhovedet muligt.
Da de tre mænd forlod rummet, bukkede Dorgon høfligt, og fulgte dem med blikket, ind til døren havde lukket sig bag dem.

Mens Evelyn og hertugen talte, var Garth gået over til Dorgon med det mystiske dokument der havde optaget hans opmærksomhed i dagevis, i den ene hånd. Med laver stemmer udvekslede de to soldater hurtigt et par sætninger. Dorgon lagde en venskabelig hånd på Garths skulder, og tog roligt pergamentet fra ham, på trods af at den næstkommanderende tydeligvis hadede at give slip på det.
Det var i dette øjeblik at Evelyns’s far havde givet ham et sigende blik. Det havde gjort Dorgon utrolig lykkelig at se de to omfavne hinanden, på trods af mødet der lige havde fundet sted. Til gengæld hørte han også utrolig tydeligt, at det kun var Evelyn der var tilgivet, hvilket han havde fuld forståelse for.
Da hertugen slap sin datter, gik Dorgon roligt over mod de to. Dokumentet han havde taget fra Garth, holdt han afslappet i den ene hånd. Nu da mødet var ovre, var det myndige, kolde udtryk forsvundet fra hans ansigt, og udskiftet med et oprigtigt venligt smil.
“Jeg undskylder endnu engang for at vi skulle mødes på denne måde, Hr.” sagde han, da han var sikker på at far og datter ikke umiddelbart havde mere at sige til hinanden. Forsøgte at holde sig så rank som muligt. “Men jeg håber De forstår at jeg i sandhed elsker Deres datter. Jeg sværger at ville gøre alt i min magt, for at sikre hendes lykke.”
Han smilede forsigtigt til Evelyn. Han forsøgte stadig at forstå hvad var sket i løbet af den sidste time.
“Det ville glæde mig, Hr. Von Leake,” fortsatte han. “At lære Dem bedre at kende i nærmeste fremtid. Begivenhed eller ej.”