Epilog: Familien Henzel’s sidste kapitel

Introduktion

Denne tråd er en epilog for følgende karakterer:
Garius Henzel: Soldat af Parél’s armé. Den “sure” tvilling.
Garrent Henzel: Soldat af Parél’s armé. Den “glade” tvilling.
Alaine Henzel: Adelsfrøken, kendt fra adskillige fester i Bellus.
Ramund Henzel: Søn af Garius Henzel og Lida de la Waar.
Derudover vil der sidst i denne tråd ske en vigtig begivenhed for Dorgon Parél og resten af Rétneck.

Disse tekster er skrevet som et afsluttende sidste kapitel, og uploadet hér, i tilfælde af at andre end bare jeg selv også vil have fornøjelse af at læse hvad der sidenhen er sket med ovenstående mennesker.
Derfor er det kun mig, med brugeren Dorgon, der kommer til at skrive i denne tråd.

Skriv endelig en PM til mig med feedback, og fortæl mig hvad du synes. : )

Del 1: Skyggen af Garius Henzel
Marts, anno 583.

Det var sen nat, da Dorgon Parél gik en tur langs toppen af Rétnecks imponerende bymur. Sneen havde faldet over menneskernes hovedstad de sidste mange uger, men denne nat var der ikke et eneste fnug i syne. De mange soldater stod pligtfuldt og spejdede ud i mørket med omkring halvtreds meters mellemrum og kun lanterner gav en smule lys mod de groft lagte sten der slangede sig så langt øjet rakte.
Dorgon sukkede stille, med blikket rettet ud mod mørket. Stilheden gav en falsk følelse af tryghed…

En skikkelse sad foroverbøjet på muren, et sted der vendte ud til komplet tomhed. Ingen veje eller stier. Intet liv. Kun lyden af de nøgne træer’s grene, der raslede ensomt i vinden.
En enkelt lanterne ved skikkelsens side lyste et hoved med kort, rødbrunt hår up.
Dorgon Parél gik langsomt hen mod den ynkeligt udseende mand, hænderne foldet på ryggen. “Godaften, Garius… Du overvejer ikke at hoppe ud over, gør du?”
“General…” Garius Henzel’s stemme var så hæs at den knapt kunne høres. Hilsnen var sagt pr automatik, men der var intet spor af militær autoritet, hverken i mandens holdning eller stemme. Tvært imod.
Jo tættere Dorgon gik på soldaten, jo klarer blev det hvilken forfærdelig tilstand han var i. Det korte hår var rodet og uvasket. Skæg var begyndt at gro på den grove kæbe, på trods af at Garius Henzel var kendt for at barbere sig hver eneste morgen, uanset omstændighederne.
Dorgon stillede sig hen ved siden af sin ven, og lagde sine underarme op på murens isnende kant, hvor Garius sad med benene ud over de kolde sten, faretruende tæt på den sorte afgrund.
Tiden gik, mens de to mænd blot så ud over det mørke landskab.
De fandt en smule trøst i den simple følelse, at de trods deres ensomhed, ikke var alene.

Endelig rettede Garius sig op fra sin sammenbukkede position med et langt, vemodigt suk. Hans øjne så blanke og døde op i den måneløse himmel.
“Jeg har mistet alt, Dorgon…” Den hæse stemme vidnede endnu engang om hvordan manden på muren havde skreget sin desperation ud med sine lungers fulde kræft. Skreget, til vreden løb ud. Skreget, til hans sjæl gik i tusind stykker. Men nu var der ikke flere kræfter tilbage, til at skrige med… Alt der var tilbage, var en ødelagt mand, alene på en mørk nat.
“Min bror misbrugte min forlovede… Han udgav sig for at være mig, hvorefter han voldtog hende i vores egen seng. Ikke lang tid efter, forsøgte han at slå mig ihjel, blændet af galskab… Min egen bror… Nu er den eneste kvinde jeg nogensinde har elsket er ikke alene erklæret højforræder, hun er også rapporteret død. Min eneste søn er borte - kidnappet af fjenden. Så vidt jeg ved, ligger han også kold og ubevægelig et sted, opslugt af blodhavet. Og det hele er min egen skyld… Jeg har mistet mit navn. Mistet min arv. På grund af mig, har min far mistet begge sine sønner… Jeg forsøgte at drikke mig selv ihjel, men har ikke engang råd til at forsøge længere…”
Et raspende suk fra den sørgende fik det til at løbe koldt ned af Generalens rygrad. Garius vendte endelig sit blik mod den anden mand. Lanternen lyste varmt de grønne øjne op, og alligevel var de som to kolde sten i hans vens ansigt.
“Se på mig, General”. Garius ansigt vendte sig i komplet væmmelse, idet en rystende hånd pegede mod sit venstre øje.
Et trist udtryk viste sig på Dorgons ansigt, idet han så på tvillingens øje. Efter den væmmelige situation mellem Garius og hans bror, havde det lykkedes alkymisterne at få den brændte hud omkring tvillingens øjenhule til at heale. Men nu lyste lanternen et groft, hvidt ar op i mandens øje, der splittede den grønne iris i en hvid plamage.
“Har du nogensinde set en større ironi..?” Garius’ stemme rystede i hans hals. ”I sidste ende blev jeg selv til det monster jeg ikke kunne slå ihjel.”
Garius brød pludselig sammen. Han lagde ansigtet i sine hænder, og hans skuldre begyndte at ryste. De hastige åndedrag og synet af den ødelagte mands tårer der glimtende i lanternens skær kunne knuse ethvert hjerte.
Dorgon lagde en hånd på hans skulder.

“Alt der nogensinde har bragt mig lykke er blevet revet fra mig uden nåde…” sagde Garius efter et langt øjeblik med en grødet, rystende stemme. “Jeg har kun død og aske og forgiftet minder tilbage… Ved du hvordan det føles General?”
Dorgon tog sin hånd til sig, men lænede sig i stedet ind over muren igen.
En lang stilhed fulgte, inden han svarede.
“Kvinden jeg elsker, elsker en anden. Men af alle de ting der holder mig vågen om natten, er dét min mindste bekymring…” hans stemme skar i mørket. “Jeg så til mens min ældste ven blev flået levende, og blødte ud for mine fødder. Jeg har tusinder af liv på min samvittighed. Kvinder og børn er døde på grund af mig. Jeg mistede en ung, uskyldig soldat til fjenden, på grund af selviske beslutninger… Og jeg skar min egen sværdmand ned i koldt blod. Stak et sværd i hjertet på ham, i folkets navn… Jeg har ikke sovet en eneste nat siden, uden at føle Thor’s døde, kolde øjne på mig fra den anden side af blodhavet…”
Garius så ubevægeligt frem for sig, mens generalen talte. Hans hænder var faldet ubevægeligt i hans skød, og hans fingrer rystede stadig krampagtigt. Stilheden faldt endnu engang over de to et langt øjeblik.
Endnu engang lød Garius’ hvæsende stemme fra et sted unaturligt langt nede i hans hals.
“Hvordan har du gjort det, i alle disse år, General? Hvordan bliver man ved med at leve, efter alle de forfærdelige ting der er sket..? Hvad kan jeg gøre, for at leve med mig selv?”
Dorgon rettede sig op fra muren, og vendte sig en halv omgang fra Garius, for at gå. En sky forsvandt fra et sted på den sorte himmel, og et anelsen af et blåt skær viste sig.
“Tro…” var Dorgons simple svar, idet han begyndte at gå tilbage ind i mørket. “Så snart du ikke er mere værd som individ… Så snart du ikke længere har skyggen af godt at give dig selv, eller dem du elsker… er der kun tilbage at give dig selv og din tjeneste til Sininen. Og hvis du tjener Sininen godt, kan du kun håbe at du en dag vil finde en grund til at leve igen… Vores liv er muligvis tabt forevigt. Det bedste vi kan gøre er at sørge for, at dem der kommer efter os, ikke behøver at føle den smerte vi har måtte lære at kende…”
Generalens tunge støvler genlød over de solide sten idet han gik fra sin ven, og blev komplet opslugt af nattens mørke.
Garius vendte endnu engang blikket mod himmelen, nu kun i selvskab af sit eget raspende åndedræt.
En sidste glimtende tåre faldt fra det ene hvide øje, idet han lod sine tanker opløses af månens blå lys, og lod sig selv græde, for første og sidste gang meget, meget længe.

Del 2: En sangfugl i lænker
Juli, anno 583.

General Parél blev ført gennem utallige gange, og lange korridorer i det enorme fængselsanlæg der var en del af militær distriktet i menneskenes hovedstad. Fugten løb ned af de kolde stenvægge og gulvet var uhjævnt. Bag disse uigennemtrængelige mure, var alle lyde fra resten af byen kvalt, og med tiden begyndte man at tvivle på om der overhovedet fandtes en verden udenfor.
De to fængselsvagter der havde eskorteret generalen ind i anlægget, stoppede nu ved en tung dør af metal. Selv om de havde gået i op mod et kvarter, var de stadig kun i yderdelen af det enorme kompleks.
Døren svang up med en høj lyd, og afslørede et bart rum med seks vagter stående langs de tomme vægge, I midten af rummet, var en stol placeret.
På denne stol, sad Garrent Henzel.
Henzelsønnen var lænket, både til stolen han sad på, og til stengulvet. Det rødbrune hår han havde haft klippet kort i en ond spøg var begyndt at gro ud igen, men det filtrede, og dækkede stadig ikke ansigtet som var både forslået og blegt. Hans hud var askegrå, læberne bidt i stykker, og randende under mandens øjne, var nogle af de dybeste Dorgon havde set meget længe.
“Godeftermiddag General” De lange lænker raslede og klirrede højlydt idet Garrent akavet gav hunør, som han var fastholdt på stolen midt i rummet. Man kunne have forventet at en gestus som denne ville have været ironisk, men der var intet andet end et oprigtigt smil at se på Garrents ansigt. “Eller er det aften..? Jeg ser ikke solen så ofte længere, forstår De.”
Dorgon gik tavst ind i rummet, og stillede sig et par meter foran tvillingen.
“Undskyld rodet,” fortsatte fangen med den syngende stemme. “Jeg ville have bedt nogen om at rydde op, siden jeg vidste De ville komme på besøg. Men, ser De, de giver mig ikke ligefrem tjenere til rådighed længere, i min nye situation. Det får mig til at undre mig over hvad vores skattepenge egentlig går til.”
“Garrent,” afbrød Generalen den muntre soldat, med en stemme der ikke var til at tyde. Til adlens fester eller i felten havde tvillingens uendelige talestrøm været en befrielse, men i denne situation var det pludselig kvalmende surrealistisk. Dog havde han intet at følge sin afbrydelse op med, og stilheden faldt over det mørke rum.
“Sig mig, General,” tog Garrent ordet op igen. “Hvor længe har jeg været her?”
“Omkring ni uger…” svarede Dorgon, stadig med et myndigt blik.
“Åh!” Garrent smilede og lagde hovedet let på skrå. Randende under hans øjne lyste rødt op i det dunkle rum. “Det forklarer i det mindste hvorfor jeg ikke længere ved hvilken ugedag det er! Og… sig mig. Hvordan har min elskede bror det, hm?”
Dorgon svarede ikke. Så blot til hvordan manden forsøgte at sætte sig længere op i sin stol, tynget ned af det tunge metal om hans krop.
“Har I fundet hans forræderiske heks af en forlovede endnu? Hvad med hans modbydelige, uægte søn?” Garrents ansigt var ikke længere lykkeligt. Stemmen ikke længere syngende.
“Smiler Garius stadig? Eller fik jeg tørret det af hans ansigt én gang for alle, da jeg rev hans forlovede til blods?”
“Garrent,” sagde Dorgon endnu engang, denne gang med en myndig kræft bag stemmen, der fik soldaten foran sig til at klappe i. “Jeg er her i et officielt ærinde, for at informere dig om nye omstændigheder i din sag.”
“De mener at De ikke bare kom forbi til te?” Henzelsønnens ansigt splittedes i et bittert smil.
“Jeg ved,” fortsatte generalen uforstyrret, “at den sidste del af din retssag originalt skulle have fundet sted om to uger. Men siden dommerne har hørt din trolovedes udtalelse, er vi blevet nødt til at rykke den. Jeg er bange for at du bliver nødt til at blive her mindst en uge ekstra. Hvad hun fortalte og viste os er… noget som ikke ligefrem hjælper din sag.”
Garrents øjne var underligt døde i hans ellers lykkelige ansigt. “Og hvad har hun fortalt jer? Hvad; at jeg har holdt for hårdt om hende? Nok er hun spinkel, men hun er ikke lavet af glas!”
Dorgon så længe på sin soldat i den nedtyngede stol. Det var så underligt at se den normalt glade og syngende sjæl holdt fast på denne måde.
“Hun slipper højest sandsynligt aldrig af med den halten du gav hende…” Det var så utroligt at forsøge at forstå at alle disse modbydelige ting, var noget tvillingen havde gjort. Ham, af alle mennesker. “Jeg vil ikke lyve for dig, Garrent… Det ser ikke godt ud… Der kommer meget muligt til at gå et langt stykke tid endnu, inden du kan vende tilbage til Bellus”
“Det er fint nok.” En perlende latter gav ekko igennem Rétnecks fængselsanlæg. “De skal ikke tænke på mig, General.”
Garrent på på Dorgon med sit brede, hvide smil.
“I det mindste har De lært mig at slå fra mig. Jeg skal nok overleve. Bare vent og se…”

Del 3: At tro på måner
August, anno 583.

Et par dage efter handlingerne i et spøgelse fra fortiden


Det var en smuk sommerdag i menneskenes hovedstad. General Dorgon Parél havde et ærinde i udkandten af byen, og hans elite soldat, Garius Henzel fulgte ham en del af vejen.
Der var et eller andet ved Henzel sønnen denne sommer dag, der ikke var lige så formørket som normalt. Disse dage - siden manden havde mistet sin familie - havde hans bevægelser været langsomme og opgivende, som om bare det at være i live havde suget kræften ud af ham. Men nu havde han mere energi. Gik hurtigere frem end han plejede, og kunne knap holde hænderne i ro.
“Jeg antager at du endelig har fundet det du ledte efter?” Dorgon smilede roligt til sin den anden soldat.
Alle i hovestaden vidste efterhånden, at Garius gennem de sidste måneder var blevet en tro kirkegænger. Dukkede op og mediterede - med stort besvær, til alle andres irritation - hver eneste morgen. Hvorfor han gjorde det, var der få der forstod, siden manden tydeligvis hadede hvert sekund han brugte i kirkens rum. Men Dorgon forstod.
“Jeg kan endelig se det.” Garius udbrud vidnede om et komplet gennembrud. Hans øjne lyste af noget, Dorgon ikke havde bevidnet hos manden meget, meget længe. “Jeg forstår hvad månernes rolle er.”
Dorgon nikkede stille ved sin kammerats ord. “Og hvad er deres rolle?”
Garius slog ud med den ene arm, som om det havde været åbentlyst alle disse lange måneder.
“Månerne er her ikke, for at gøre en fysisk indvirkning på verdenen, som jeg ført troede alle påstod,” forklarede tvillingen, med den dybe stemme. Hans ansigt udtrykte stadig den samme frustration som altid, men denne dag var det præget af en stærk vilje. “Nu forstår jeg, at deres rolle er at lede ved eksempel. At klargøre for folk, hvad der er rigtigt og forkert. At give et fristed.”
Garius stoppede op i sin gang. Rystede langsomt på hovedet i vantro, over hvor længe det havde taget ham at indse noget som dette.
“Men månerne kan ikke rede os. De kan lyse på himlen så meget de overhovedet vil, men kommer ikke til at gøre en forskel. De eneste der kan redde vores race, er os selv. Det eneste der taler ægte sandhed er hærdet stål, og de eneste der kan bringe retfærdighed til verdenen, er os. Ved at handle. Ved at kæmpe. Ved at gøre præcis hvad månerne symbolisere. Og ved at beskytte dem, der har brug for os.”
Dorgon så længe på sin soldat. Derefter vendte hans ansigt i et smil.
“Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.”

Del 4: En audiens hos Alaine Henzel
Februar, anno 584.

Det blege sollys faldt blødt ind af de overdådige vinduer til Alaine Henzels kammer. Hun sad med ryggen rank, på en dekorativ stol ved et smukt udskåret sminkebord i mahogni. Det store spejl der nu gengav hendes perfekte ansigt havde en ramme af guld der fangede det varme lys.
Blødt stof fra den dyre, skræddersyede kjole lagde sig generøst hen over det blanke marmorgulv. Adskillige kammerpiger havde hjulpet hende i den forårsgrønne kjole, og hjulpet hende med at sætte det lange, røde hår, men nu var hun ladt alene. Denne sidste tid alene, inden en større sammenkomst var et ritual hun nød. Den unge kvinde sukkede kedsommeligt, mens hun påførte det sidste blege pudder til sin slanke hals.
Det var i dette øjeblik en forsigtig banken lød på frøkenens dør. En tjener gik utrolig forsigtigt ind i rummet, og så først op, da han var absolut sikker på at han ikke forstyrrede.
“De har en gæst, frøken.” sagde den spinkle mand spagt. “Han undskylder for at komme i utide, men beder om et øjeblik af deres tid alligevel.”
Alaine så forundret op. “Hvem er denne gæst?” Hun ventede ingen gæster.
“General Dorgon Parél, frøken.” lød svaret, forsigtigt.
En metalskramlen lød idet Alaine tabte pudderdåsen ud af sin slanke hånd. En sky af næsten hvidt pudder var det eneste der rørte på sig et langt, langt øjeblik. Adelskvindens underlæbe dirrede, og hun troede hendes hjerte skulle springe op gennem hendes hals. Hun havde drømt om en dag som denne utrolig længe, men nu da den endelig var her, vidste hun knapt hvad hun skulle gøre af sig selv.
Da der ikke var noget svar, rømmede den lille tjener sig ubehageligt. “Skal jeg vise ham ind, frøken?”
“Ja!” Udbrød hun, inden spørgsmålet var stillet færdigt. “Ja. Ja, ja, mange tak. Giv mig et øjeblik, og Derefter vil jeg meget gerne se generalen.”
Manden ved døren bukkede, en smule forvirret - det var utrolig sjældent at høre frøken Henzel tale i andet end en sød, stille tone - og forlod rummet.

Endnu engang gik døren til kammeret op, men denne gang var det en komplet anderledes mand der viste sig i døråbningen. Han var bred over skuldrene, og den blå uniformsjakke han bar var ikke til at tage fejl af.
Alaine stod med ryggen til døren i den anden ende af rummet ved et smukt vinduesparti, med en sammenslået vifte hvilende mellem de slanke fingre. Umådeligt langsomt vendte hun sig rundt, og så åndeløst på sin gæst. Mandens ansigt var ét hun kendte ned til mindste detalje.
De høje hæle genlød, og kjolens smukke skørt bølgede elegant hen over de blanke fliser, idet hun gik hen imod manden der nu også havde taget et par skridt ind i rummet.
“Goddag, Alaine.” Hans dybe stemme sendte en gysen ned ad hendes ryg og forsikrede hende om, at dette i sandhed ikke var noget hun bare bildte sig ind.
“Dorgon,” svarede hun luftigt. Endnu et par skridt, og nu stod hun blot et par meter fra ham. Uden at tage øjnene fra ham, lagde hun viften fra sig på et bord ved deres side. “Hvad skylder jeg æren?”
Dorgons blik veg fra Alaines. Hun så spørgende på ham, med et ansigt vendt i de perfekte, let bekymrede folder.
“Jeg er her, for at fortælle dig noget meget vigtigt Alaine,” endnu engang mødte de stålgrå øjne hendes. “Det bliver ikke nemt, men det er på tide at vi endelig taler ud.”
Hun tog endnu et skridt hen mod ham, og lagde blidt sine fingerspidser mod hans bryst. Den grove frakke føltes underligt hjemlig mod hendes fine hånd.
“Du ved at du kan fortælle mig hvad som helst, kære.” Hun så op på generalen fra under de lange øjenvipper. De røde læber var let spredte, som i et suk. Hun vidste det! Endelig ville Dorgon fortælle hende, hvad hun havde drømt om. Hun havde ventet på denne dag så utroligt længe..!
“Alaine, jeg…” startede Dorgon. Han rakte stille sin egen hånd op, og tog hendes. Flyttede den afvisende fra sit bryst, og gav slip. “Jeg er lovet til en anden.”
Blikket på adelskvindens ansigt skiftede til komplet chok. Hånden, som endnu engang håbefuldt havde været på vej op mod mandens jakke igen, hang nu fastfrosset i luften foran hende. Et åndeløst gisp, var det eneste der undslap hendes læber et langt øjeblik.
“Nej,” hviskede hun endelig. Den perfekte underlæbe begyndte at dirre. De store øjne blev blanke. “Nej, nej. Hvorfor ville du overhovedet spøge på den måde?”
Hun så desperat op på Dorgon, men der var ingen trøst at hente i de grå øjne.
“Det er ikke en spøg?” Det perfekte porcelænsansigt krakelerede, og den hviskende stemme hævede sig. “Du mener det seriøst? Efter alle disse år, Dorgon? Efter alt vi har haft sammen? Ved alle måner! Du er forelsket, er du ikke? Forelsket i en anden kvinde!”
“Alaine, jeg -“
Lyden af glas der splintreds fyldte kammeret idet et tilfældigt objekt fra kvindens rækkevidde slog sminkebordets store glas i tusind stykker.
“Hvor vover du!” Alaines fine stemme hævede sig til en råben, mens glas faldt overalt om hendes guldbeklædte skosnuder. De små hænder rystede idet hun knugede dem vredt ned langs siden. “Hvordan kan du gøre dette mod mig, Dorgon, efter jeg har ventet på dig så længe? Du har elsket mig længst! Jeg så dig først! Hvor vover du! Hvor -”
“Alaine, stop!”
Adelsdamen’s ord stoppede øjeblikkeligt da et jerngrab lukkede sig om hendes ene håndled. En enkelt tårer gled ned over en af de hvide porcelæns-kinder.
“Jeg jeg troede du elskede mig…” hviskede hun spagt. Duften der lå om manden foran hende var én hun havde kendt siden hun var helt ung, men nu virkede den pludselig fremmede. Rummet virkede pludselig koldt. “Jeg troede…”
“Jeg elskede dig engang,” sagde Dorgon med et trist udtryk. Grebet om kvindens hånd var blidere nu, men han holdt stadig forsvarligt om det spinkle håndled. “Men det er lang tid siden. Jeg var knapt en mand dengang… Dengang var jeg fattig of uden titel, det ved du godt…”
“Men det er du ikke længere!” svarede hun desperat. “Nu er du lige så god en kandidat for mig som enhver anden mand. Hvis bare vi beslutter os for det, kan vi være sammen. Hvis bare du vælger mig! Vi skulle have bygget et liv sammen, Dorgon. Startet en familie. Vi skulle have haft et barn sammen - kan du ikke huske dét? Der er stadig tid!”
Med dette slap Dorgon kvindens håndled og vendte sig fra hende. Han kunne ikke bære at se ind i de grønne øjne, da hun nævnte hvad hun gjorde.
“Hvorfor kan du ikke forstå, Alaine..?” Spurgte han, stadig med blikket vendt væk. “Du mistede mig, det øjeblik du besluttede dig for at forfalske den amulet jeg havde givet dig, uden så meget som at spørge om jeg var villig til at gå konsekvenserne i møde*. Du førte mig bad lyset. Jeg blev nødt til at forlade Rétneck. Blev nødt til at starte forfra et sted hvor mit navn var værdigløst. Og da din familie fandt ud af hvad jeg havde gjort… Din far var sekunder fra at tilkalde hans vagter, og henrette mig på stedet i hans eget kontor længere nede af gangen.”
Han løftede blikket og så endnu engang på hende. Hendes tårer havde trukket spinkle sorte linjer ned over de hvide kinder.
“Du kan ikke forestille dig hvor syg af bekymring jeg var, da jeg hørte nyhederne, at din far havde besluttet sig for at have alkymisterne operere dig… Det ødelagde mig, at jeg ikke kunne være der for dig. At jeg havde gjort dig så ondt… Du kunne være død på grund af mig.”
Alaine kunne ikke længere se Dorgon’s ansigt tydeligt for tårerne der fyldte de store øjne op og gjorde alting slørret. Der var intet mere hun kunne sige, der kunne få ham til at føle, som hun ønskede.
Deres fortid sammen var for tragisk… Hun havde båret Dorgons barn, men det havde aldrig taget dets første åndetrag. De vidste ikke engang om det ville havde været en søn eller datter… Hendes vejrtrækning var blevet hastigere, og pludselig mærkede hun sine ben give efter. Det bløde stof fra kjolen faldt omkring hende, idet hun faldt ned på knæ med rystende skuldre.
Dorgon var foran hende på gulvet, sekundet hun var sunket sammen. Stille lagde han armene om hende i en omfavnelse, fyldt med ulykke og fyldt med omsorg.
Alains spinkle fingre og malede negle gravede sig ned i ryggen på uniformsfrakken, og stoffet på Dorgons skulder blev mørkt og varmt, idet adelskvinden begyndte at hulke, klamrede sig til ham i håb om trøst. Han holdt hende ind til sig, en hånd hvilende på hendes hår. Hun kunne mærke Dorgons kind mod sin pande…
Alaine havde drømt om en omfavnelse som denne i årevis… Men i stedet for det gensyn hun havde håbet på, blev det nu smertende klart for hende, at dette var deres afsked.



*Se “Amulet mod Svangerskab” under 3. niveau i vores Alkymist-guide. Du finder den hér.