En bitter smag i munden

Fortsættelse af tråden "En rapport og en gnaven tvilling"
Slutningen af Juni 583

Efter flere uger med klart og solrigt sommervejr, silede regnen på denne dag ned. Man burde vel have set det komme, det var typisk med et par store regnbyer i slutningen af Juni før sommerheden for alvor lagde sig over hovedstaden som en tung dyne, men man kunne alligevel se adelsfrøkener løbe febrilsk rundt i Bellus, med deres følge der uden held forsøgte at skærme dem for regnen.
I Cadfaels familiens opholdsstue var der tilgengæld tørt og varmt, ilden knitrede i den åbne pejs, og olielamperne var tændt rundt omkring så der stadig var et blødt lys i det store rum.
Hvis det ikke var for en umiskendelig duft af let fugtigt stof, ville man næsten kunne have glemt alt om regnen.
Dette fugtige indslag var takket være Garius, der havde så godt som skubbet Paresh ud af vejen for at trampe ind i ly for den tunge regn.

Lycidas sad mageligt synket ned i en af de store, bløde stole med et sjal rundt om skuldrende og en bog i skødet. Når hendes brødre sad i dem var størrelsesforholdet ganske normalt, men grundet hendes spinkle kropsbygning fik det stolen til at se komisk stor ud.
Garius stod ikke langt fra hende, foran pejsen, utålmodigt ventende uden at sige noget.

Dagslyset var forsvundet på ingen tid fra hovedstaden, lige så snart regnen havde indfundet sig.
Ingen havde set den utroligt tunge byge komme, og Garius havde med nød og næppe redet rapporten han skulle overdrage, ved at gemme den væk under sin uniformsjakke.

Dette var hans tredie besøg hos familien Cadfael i sit ærinde der indebar løbende at diskutere rapporter sammen med familiens ældste søn, Bentjeman. Da han var dukket op, havde han dog straks fået den dybt frustrerende besked at majoren ikke var kommet tilbage fra hvad end han gik rundt og lavede.
Rummet Garius nu opholdt sig i, var dunkelt.
Rapporten havde han smidt på et lavt bord tæt ved, for at holde den tør. Den gennemblødte uniformsjakke - nu mere mørkeblå end lys - havde han taget af og hængt over sin ene arm, i håb om at ildstedets varme ville kunne tørre den en smule.
Metal-ringene fra hans brynje funklede fra pejsens flammer. Perler af vand glimtede i det korte, røde hår, og en enkelt dråbe gled langsomt ned langs hans ene kindben.
Efter mere end ti minutter i stilhed, med en adelskvinde han helst ville undgå at tænke på siddende bag sig - sukkede han dybt.
“Er din bror altid så forbandet disrespektfuld?” spurgte han mumlende. Om det mest var en kommentar til hans egne tanker var ikke til at sige, men det var alligevel sagt så højt at kvinden i stolen ville kunne høre det.

Et dybt suk undslap Lycidas idet hun bladrede til næste side, blikket stadig fæstnet på siderne.
"Jeg troede ellers lige De havde genfundet korrekt tiltale Garius," lød det tørt fra hendes komfortable siddeplads, der bugnede af puder og tæpper til at holde hende varm. Én ting var en mand der var ved at brække i tusind stykker, men som han stod der som autoritetsfigur havde hun ikke meget til overs for den manglende respekt i hans tone "Jeg er usikker på hvilken del af hans adfærd De finder uacceptabel, han blev kaldt ud grundet hans position, det tager ikke voldsom logisk sans at tænke sig frem til at han vel er blevet holdt tilbage af vejret."
Da hun endelig så op fra sin bog havde blikket en kølig ro "Eller mener De nu også at han er ansvarlig for regnen?"

“Det ville ikke undre mig, hvis han var,” brummede Garius tilfredst, uden at tage blikket af de hypnotiserende flammer.
Sidste gang han havde set Lycidas, havde ikke ligefrem været en af hans stærkeste øjeblikke. Tvært imod var det noget der ikke burde være sket. Et øjebliks svaghed han helst ville gå tilbage i tiden og slette. Men, så igen, der var så meget han ville ønske at kunne ændre i fortiden, at den lille detalje knap var vigtigt.
Han drejede langsomt hovedet, og så på adelsvinden, hyggeligt puttet mellem alle de mange tæpper og puder, i en blød stol og et helt bibliotek af bøger at vælge underholdning fra. Hun lignede i sandhed en pige der aldrig havde haft mindre standarter end dét. En hel eksistens der bestod af silkekjoler og juveler. Det var sikkert også en dum bog hun havd valgt..!
Han fnøs irriteret, inden han tog blikket af hende igen. Han brød sig stadig ikke om hende.

"Ha! De burde have skrevet romaner Garius, De har en umiskendelig evne til at lave koblinger der ikke eksisterer." hendes stemme nærmest dryppede af sarkasme, hvor ualmindeligt ulogisk et menneske..! "Det er samme type koblinger der lige pludselig gør det logisk at lov og orden.." mumlede hun for sig selv idet hun igen begyndte at synke ned i siderne på sin bog.
Det var en tyk bog indbundet i dybrødt læder med sirlige snirkler omkring hjørnerne, det var en samling af breve og taler skrevet af politikere, filosoffer og præster igennem tiden. Det specifikke fokus varierede, men temaet for dem var det samme: opretholdelsen og forsvaret af en civiliseret, velsignet stat.

Garius skævede skeptisk til Lycidas, mens hun igen forsvandt ned i bogens sider.
Hendes fornærmelser og sarkasme var ikke noget der kunne rører ham, det var han så van til. Men hendes sidste, mumlende kommentar var kommet en smule bag på ham. Lov og orden..?
Han strakte hals en smule, for at få et bedre kig på hvad hun der tog hendes opmærksomhed, og var overrasket over at bogen virkede underligt bekendt.
Han havde forventet en romantisk pladder-roman skrevet af en eller anden lallede, fuld barde. Men den tætte tekst og manglen på illustrationer talte imod det.
“Hvad er det du læser?” spurgte han passivt, for at få sin undren bekræftiget.

Den måde Lycidas forsvandt ned i bøger lignede i mange henseende Bentjemans, men hun var dog mere bevidst om hvorvidt hun var alene eller ej, og havde nemmere ved at komme tilbage til overfladen. Der gik dog alligevel et øjeblik før hun svarede Garius.
"Det er en samling af taler og brevudvekslinger om skabelsen, opretholdelsen og forsvaret af et civiliseret samfund" hendes stemme var klar, men hun virkede fjern med blikket rettet mod siden "Interesserer det Dem?" spurgte hun efter en lang pause.
Hun lod en finger hvile ud for en linje, før hun lænede hovedet tilbage mod stoleryggen så det lange hår blev spredt udover puderne og så op på ham.
Hvorfor i al Orbis ville han vide hvad hun læste? I et kort glimt for nogle uger siden havde han virket til at åbne sig mere, siden havde han dog været lige så lukket og sammenkneben som en østers, så hvorfor begynde at stille spørgsmål nu?

“Tekster samlet af Haras Du Nor fra 460 til 467.” tilføjede han blot, og bekræftede dermed at han ligeledes havde læst værket. “Bind 1, 2 eller 3?”
Han tog øjnene af bogen i Lycidas’ skød, og vendte igen blikket mod pejsen. Hans frakke var stadig våd, men i det mindste var den holdt op med at dryppe ned på det dyre guldtæppe. Blikket i hans øjne var frustreret som altid.
Sandheden var at han aldrig kunne have forestillet sig en kvinde som Lycidas med en bog som denne. Haras Du Nor var en kendt forfatter blandt hærens mænd og diplomater - hans var selv blevet tvunget igennem hver eneste ting manden havde skrevet, og havde hadet hvert eneste side - men at se en adelsdame med et eksemplar i hænderne var mildest talt uventet.
“Uanset hvilken én af dem det er er det stort set et spild af tid,” gav han disrespektfuldt sin mening. “En nationalistisk bunke af idealistisk nonsens.”

Hans umiddelbare interesse og kendskab til værket havde overrasket hende positivt, selvom det ikke nødvendigvis var et komplet under at en adelsmand i hæren havde læst det, havde hun ikke forventet at en mand som Garius havde. Han virkede aldeles ligeglad med alt der ikke havde et direkte praktisk formål for ham.
Noget der umiddelbart efter blev bekræftet af hans aldeles upassende kommentar. Nonsens...NONSENS?! Hvorvidt man var enige i hvert eneste udtalelse eller pointe var en ting, det var forståeligt, men hvordan kunne han så let affærdige et samlet værk, i flere bind, der ikke blot beskrev tilblivelsen af den stat han havde viet sit liv til at beskytte? Dette var aldeles upassende.
Hun lagde den åbne bog på det lille bord ved siden af hende med siderne nedad mod bordpladen så hun ikke mistede sit sted.
"Garius Henzel," hendes stemme dirrede af vrede, og det tog en del anstrengelse for hende ikke at hæve stemmen "Jeg aner ikke hvem De mener at De er, men De er uanset om De vil det eller ej sværget til at beskytte dette rige. Et rige, der til dels blev SKABT på baggrund af disse tanker. Hvordan kan De have så ringe agt for grundlaget for den lov De forsvarer?!" hendes stemme dirrede af vrede

“Ja, selvfølgelig, lad os koge hele den menneskelige race ned til et enkelt sæt af regler. Genialt!” Garius’ stemme var tyk af sarkasme, og hans ansigt vendte sig i en irriteret mine. “Fordi det menneskelige sind er noget der kan behandles og bedømmes i sort of hvidt.”
Han rystede på hovedet i vantro. Alle værkerne Du Nor havde skrevet var noget Garius havde set som en fornærmelse mod sin egen intelligens og hele racens moral.
Da hans øjne mødtes hende denne gang, var de dybt seriøse. Der kunne umuligt være en dybere alvor i et ansigt. De grønne øjne lystes op i pejsens orange skær.
“Jeg beskytter ikke loven, jeg tolerere den,” sagde han koldt. “Jeg beskytter ikke et storheds-symbol eller et ideal. Jeg beskytter mennesker. Også når det er loven, mennesker skal beskyttes imod.”
Han trak opgivende på skuldrene. Han forventede ikke at en snæversynet adelsfrøken ville kunne forstå hans synspunkt.
“Loven kan rende mig.”

"Loven er det der tillader at De kan beskytte mennesker!" det eneste der på dette tidspunkt var høftligt var tiltaleformerne, som hun holdt fast på som et værn mod at miste fuld kontrol over sig selv "At De kan tro på at loven udelukkende dømmer verden i sort og hvidt, viser udelukkende hvor ringe forståelse De besidder! Loven er ikke bare et stykke papir der blindt udpeges regler fra, der er en årsag til at vi har specialister der er trænet til at tolke disse generelle principper i forhold til den aktuelle situation..!"
Hun var ikke længere tilbagelænet, men sad yderligt på stolen som om hun var en kat der var på vej til at springe op og slå kløerne i noget - eller nogen. Det var så godt som forræderi at have så ringe agt for den lov han var sværget til at beskytte, og han havde vovet at kalde andre adelige for hykleriske?
"Og hvor godt gik det så, hm? Da De valgte at glemme loven i Deres heroiske forsøg på at redde andre? Kan De give mig ét eneste eksempel der ikke ender horribelt?!"
Flammerne fra den åbne pejs spejlede sig i hendes grønne øjne, hun havde ingen intentioner om at lade ham slippe let fra dette.
Hun havde ikke længere nogle intentioner om at lade som om, at hun ikke var fuldt ud klar over hvor katastrofalt hans adfærd havde været.

“Loven er ikke bare et stykke papir der blindt udpeges regler fra,” gentog han og spyttede nærmest ordene ud gennem de spændte læber. “Men det er præcist hvad det er. Det er et stykke papir der binder en kvinde til en mand, selv om han terroriserer hende, et stykke papir der tvinger mennesker i fattigdom, og et stykke papir der sender børn i krig.”
Ved hendes udfordrende ord om at komme med et eksempel, mistede han nær besindelsen. Hvor vovede hun?
“Du er bekendt med min adoptivsøn,” sagde han langsomt. Ord for ord. Det var kun med nød og næppe hans stemme ikke hævedes. “Den dreng voksede op i et hjem han var bundet til ved lov. Han har stadig ar fra hvor hans forstyrede monster af en far slog ham hver eneste gang han var fuld eller kedede sig. Da faren blev træt af ham blev han sendt i hæren, hvilket han - ved lov - ikke kunne sige nej til. Havde jeg ikke grebet ind, ville han - ved lov - nu befinde sig ved grænsen i en rustning der ikke passer ham og et sløvt sværd. Havde han forsøgt at forlade sin post, ville han være blevet henrettet for forræderi. Ikke at det betyder noget, siden han alligevel ville være død inden for den første uge. Hvor er rigets elskede specialister, når det kommer til at dømme unge sjæle der aldrig har kendt til lykke? De findes ikke…”
Garius trak vejret tungt ind, og lod et langt suk falde i retningen af pejsen. Hånden der holdt uniformsjakken, gav en underlig krampagtig bevægelse.
“Jeg har gjort mit, for at bringe en smule retfærdighed til verdenen,” sagde han bittert. “Og jeg har betalt for det. Men du kan ikke ignorere det jeg har givet andre.”
Han så på hende. Forkælet. Duftende af vanilje.
“Ikke at du ville kunne forstå det… Det er meget nemmere at tale om perfekte systemer når alle man kender er priviligeret.”

"Jeg benægter ikke at Deres adoptivsøn er blevet skånet nogle af denne verdens ulykker, men hvis De oprigtigt mener, at den måde De valgte at gribe ind på ikke skabte meget unødig smerte og kaos i både hans og Deres eget liv tager De fejl..!" Hendes øjne kneb sig sammen til to små sprækker der lynede ved hans sidste ord "De kender intet til hvilke ting jeg har set, De ved intet om de tab jeg har måtte lide, og samtidig er De på belejlig vis Deres egne fejl overhørige."

Hun rejste sig op og gik hen til et af de store vinduer for at læne sig op af vindusrammen.
Hun kunne ikke klare at være tæt på ham, han havde ikke engang lyst til at se på ham mere. Han var ulidelig, så sikker på at hans vej var hævet over kritik, alene fordi der var korte glimt af succes i hvad der ellers var et ragnarok af lidelse.
Fordi han havde givet nogen noget, betød det ikke at han ikke i samme åndedrag havde skabt mere ravage end han nogensinde ville kunne rette op på.
"Den eneste i dette lokale der har påstået at nogen syntes systemerne er perfekte er Dem!" hun stod med ryggen halvt mod ham og blikket rettet mod vinduet "De vælger at kaste et komplet system til side alene på grund af, at dele af det ikke passer Dem, istedet for at finde mulighederne indenfor loven til at straffe De der misbruger den. De antager at den hurtigste løsning er den bedste, fordi det er den Der passer Deres temperament bedst, det er den De mener beskytter mennesker. Sig mig, hvad er i så fald forskellen mellem Dem og en mand der bryder ind i et hjem for at kidnappe nogen, fordi det vil give vedkommende et fordelagtigt resultat? Hvor går grænsen? Hvordan kan De vide at De handler forsvareligt, når De nægter at bruge loven eller eksperters råd til at handle efter?"

“Ja, jeg er sikker på at det har været forfærdeligt traumatiserende for ham endelig at have et fast tag over hovedet, og ikke længere at behøve frygte for sit liv!” Udbrød han med en stemme tung af ironi ved hendes første kommentar.
Han havde givet knægten et liv og en fremtid, og det vidste hun udmærket godt, uanset hvad hendes blindhed fik hende til at sige.
Utålmodigt ignorerede han hendes klagesang om hvad hun selv havde været igennem. Sikkert adskillige knækkede negle - Åh ve og skræk!
Skødesløst smed han sin uniformsjakke over ryggen på en stol, knyttede hænderne og satte dem i siderne, mens hun rablede videre.
“Manden der begår indbrud - eller overgreb - uden grund bør straffes, manden der stopper forbryderen bør belønnes,” svarede han kort for hovedet. “Det er ikke så åndsvagt svært at finde rundt i. Jeg brød aldrig ind i nogens hjem, jeg samlede knægten op fra støvet efter han var smidt ud. Og du kan ikke påstå at de nedskrevne regler ikke også begår utallige fejl, der svigter alle de uheldige mennesker der befinder sig i gråzonerne. For ikke at sige at de nedskrevne love favoritiserer de velhavende og de højeststående. Én metode er ikke mere præcis end den anden, men i det mindste ville en smule logisk tænkning kun være humant. Jeg har intet imod retningslinjer, hvis bare de ikke var skrevet af grå mænd fra et andet århundred fra toppen af deres ignorante pedestaler.”
Endnu en vantro hovedrysten.
“Det er præcis ligesom den åndsvage måne-tro. Hvis bare folk ville holde op med at filosofere og vride deres hjerner så groft over noget der ikke gør en forskel, ville krigen have været ovre for længst.”

Det var som om der gik et lyn igennem hendes øjne, kirken var årsagen for at vi ikke havde fred? Den tro der opretholdt alt i dette samfund, der beskyttede alle havde han vovet at gøre til årsag for en krig skabt af mennesker der netop brugte hans ulidelige tankegang.
Mennesker og...væsner, der mente at de uden at skæve til loven et eneste øjeblik havde ret til at udføre uhyrligheder der aldrig ville kunne tages tilbage, der aldrig ville kunne løses gennem fredelige forhandlinger.
"De er dog ulideligt BLIND!" udbrød hun og tog fat om en vase fyldt med roser, drejede om på hælene og kastede den med overraskende kraft imod ham. Den ramte gulvet et lille stykke foran ham og smadredes til ukendelighed. Små stykker af porcelæn og roser fløj gennem luften, og vandet flød ud på gulvet omkring ham.

"Bare fordi den eneste måde De kan leve med Dem selv på er ved at hade alt andet, og ignorere alle andre muligheder, giver dem INGEN ret til at give udtryk for den form for blasfemi i et troende hus!" tordnede hun mod ham, hendes stemme svingede mellem en hævet, dirrende vrede og direkte råben "Tror De virkelig at De med Deres grundløse, såkaldt logiske, æreskodeks kan beskytte nogen kontinuerligt?! Har De ikke mistet nok til at kunne se hvor forfejlet det var? En mand der påstår at kunne se igennem alle fejlene i denne verden, burde have vidst bedre end at miste sin titel! Deres titel var den største beskyttelse De kunne give, da den faldt bort blev De til intet andet end endnu en soldat - hvor dygtig De end var ville det aldrig have været nok!"

Det gav et sæt i soldaten, ved den høje, skærende lyd. Hans ene hånd fandt automatisk sit sværdhæfte, mens han vendte sig helt mod den rablende gale kvinde.
Et øjeblik stirrede han blot lamslået og vredt på hende, mens hun råbte af ham. Små stykker af porcelæn faldt om hans tunge støvler og forsvandt ned i det bløde gulvtæppe.
“Jeg er blind?!” råbte han som svar, med mindst samme kræft som Lycidas, da han var kommet sig over det pludseligt flyvende objekt. “Og hvad er en uduelig titel værd, hvis alt den gør godt for er et tomt, koldt hus og et par blæk-klatter i støvede, ligegyldige historie-bøger? Jeg gav afkald på min titel, fordi jeg er en af de eneste mænd i denne forpestede by der havde noget at kæmpe for! Alle jer adelige der gifter hinanden væk som handelsvarer, og låser jer inde i jeres ynkelige, lille distrikt gør mig syg! Bedøvet og blinde, uden et formål!”
Han tog hånden af sit sværd igen, men slog istedet ud med armen. Han trådte et skridt frem mod hende, og vasen knasede under hans bestøvlede fod.
“Jeg byttede mit titel, for det eneste ægte og levende jeg nogensinde har oplevet,” råbte han af hende med den dybe stemme. “Alt jeg gjorde, der ledte op til at jeg mistede mit våbenskjold, ville jeg gøre tusind gange mere, og jeg ville nyde hvert eneste sekund af det!”

"Lad være med at lyve for Dem selv! Den eneste måde det er sandt, er hvis De også nød det øjeblik Deres manglende titel betød at De mistede ALT, selv det De opgav den for at få!"
Hendes øjne lynede af raseri, hans hovmod var kvalmende "Da De gav afkald på Deres titel troede De at De var fri til at beskytte hende, fordi De ikke længere var bundet af regler, og De tog fejl!" Hendes hånd fejede igennem luften efter noget at tage fat i, efter noget at kaste imod ham.
"De troede at et ægteskab, der gik imod alle samfundets konventioner kunne få lov at leve i fred, bare fordi De lod som om at De ved opgivelsen af Deres titel ikke længere havde nogle begrænsninger. I stedet åbnede De Dem selv og hele Deres højt skattede familie op for angreb fra ALLE sider!" hendes hånd greb endelig om en mindre vase, med et par få vilde blomster i, og kastede den efter ham i raseri.
Den undgik knapt at ramme ham, men fløj lige præcis over hans ene skulder, og landede på gulvet bag ham for ligeledes at blive smadret fuldkomment.
"Der var intet forsvar!" råbte hun, mens hun trodsigt fastholdt hans blik "Det øjeblik nogen havde en mistanke, eller ønskede at skabe rygter der kunne ødelægge alt, var der INTET De kunne gøre for at stoppe det! Deres titel var det eneste der kunne have beskyttet det ægteskab! Deres titel var det eneste, Der kunne have givet Deres ord vægt nok til at andre som selvfølge ville tro Dem, og De smed den væk fordi De ikke kunne klare tanken om, at Deres rå kraft ikke var nok til at give Dem hvad De ville have!"

“Du ved virkelig ingenting, gør du?”, råbte han i munden på hende. “Hvad jeg mistede, havde ingenting med min titel at gøre! Intet!”
Pludselig stivnede han, da ordet ‘hun’ fandt vej til samtalen. Hvor vovede denne forsnobbede gimpe at nævne hans forlovede? Med disrespekt og bedreviden. Hvor vovede hun?!
Endnu en genstand fløj igennem luften, tæt forbi ham, men han ænsede den ikke. Hørte ikke engang lyden af den, da den knustes. Blodet susede for højlydt i hans øre.
“Du taler om den stærkeste kvinde der nogensinde har sat sine ben i det her modbydelige distrikt.” Han tog et skridt hen mod hende, mens de grønne øjne lynede. Hans læber dirrede i indædt vrede. “Du taler om en kvinde med mere ære og kunnen end alle dine brødre til sammen. En kvinde der formåede at opnå mere på få år, end du nogensinde vil kunne hele din sølle livstid. Du taler om moren til mit barn! Hun havde aldrig brug for min styrke, hun havde slet ikke brug for min titel. Det der blev vores undergang havde intet med adlen at gøre. Din usle, selviske tøs, at tro alting i livet handler om rent blod!”
Endnu et skridt. Han nærmede sig hende, som en ulv nærmede sig et lam.
“Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad der sker den familie der altid har slået hånden af mig. De kan alle drukne i blodhavet til al evighed. Det fryder mig at min far ikke har flere sønner tilbage.”

"Dette har INTET at gøre med rent blod, dette har at gøre med hvad fjender ser deres snit til at gøre, i det øjeblik De få øje på et svagt led!" råbte hun harmdirrende tilbage, hvor vovede han at tro at hun var lav nok til at tænke i noget så spekulativt som rent blod "Hun blev en vej til at såre Dem! Enhver adelig har fjender, og Deres tjeneste i hæren har ikke gjort undere for at forkorte den liste, og De havde pludseligt ikke længere andet end Deres fysiske tilstedeværelse til at beskytte sin familie. Troede De vitterligt at hun ikke ville blive et mål?! Troede De oprigtigt at det at være Deres kone ville være sikkert, uden nogen form for beskyttelse?!"
Hvor faretruende hans adfærd end var, var hun fast besluttet på ikke at rykke sig ud af stedet, hun var for langt nu. Hun var nået et punkt, hvor hun ikke havde lyst til at give ham grund til at føle sig i en stærkere position end hende, ved opføre sig som en der var truet.
Hun lagde dog den ene hånd mod sin ryg, der nu var vendt mod vinduet, væk fra Garius. Der var en lille, skjult åbning i kjolens stof, hvorfra hun kunne trække sin dolk ud fra.
"Selvisk?! Hvilket hykleri! Fra manden der ikke ænsede faren han bragte kvinden han elskede i, ved at handle uovervejet på baggrund af selviske lyster, er det vitterligt en tom fornærmelse..!"

“Mine fjender er ikke en enkelt adelsfamilie eller to.” svarede han hårdt igen. “Det var en hel blodhavs-forbandede hær af oprører, og det var mine egne med-soldater. Dem der besluttede sig for at tage min forlovede fra mig, gjorde det ikke for at såre mig, de gjorde det for at komme hende til livs!”
Han videregav sikkert informationer som ikke burde nævnes for civile. Men han havde nået et punkt af vrede, hvor han var ligeglad.
“Jeg red i krig, side om side, med Rétneck’s hær, idet de nedslagtede hundredevis af mænd i kampen mod Frihedens Havn. Jeg kunne ikke vaske blodet ordetligt af mig i dagevis efter, da støvet faldt. At vinde dét slag, var det eneste der var at gøre, for at beskytte min familie. Det slog fejl. Men du påstår, at hvis bare jeg havde beholdt mit Henzel-stempel, ville alting være endt fint? En lykkelig slutning?”
Han trådte endnu et skridt tættere på Lycidas, og de stod nu så tæt at han blev nødt til at bukke i nakken for at holde hendes øjenkontakt. Hans øjne funklede, ved hendes sidste sætning.
“Så hvad skulle jeg have gjort i stedet?” spurgte han, tårnende over hende. “Efterladt hende hos en mand der misbrugte hende og slog hende til blods hver eneste nat? Et det sådan dit perfekte samfund fungerer?”

"De skulle have brugt Deres hovede før De brugte Deres hænder..!" snerrede hun tilbage "De kommer fra en af de mest velstillede familier, der har et netværk der overgår stort set alle andres, prøver De oprigtigt at bilde mig ind, at den eneste måde at stoppe den mand på, var ved at slå ham ind i et bord?!"

Hendes grønne øjne veg ikke et øjeblik fra hans, på trods af at han tårnede over hende som et rovdyr der var ved at overmande sit bytte.
Af samme årsag holdt hun dog stadig sin hånd på ryggen, klar til at tage sin dolk hvis det blev nødvendigt. Han burde ikke gøre noget der gav hende grund til det, men siden han ikke virkede til at have nogen respekt fra nogle former for regler, der ikke var skrevet af ham selv, tog hun ingen chancer.
Hun havde ikke sagt noget til informationerne om slaget, hun vidste nok om militærets retningslinjer til at vide at han ikke burde sige nogle af disse ting til hende, og så meget som hun afskyede denne hykleriske, usle mand der tårnede sig over hende, havde hun af uvisse årsager ikke lyst til at grave hullet han stod i dybere ved at få ham til at sige mere om det.

Garius havde været midt i at tage luft ind til en ny sætning, da han pludselig stoppede op. Nu gik det pludselig op for ham, at hun talte om hans sammenstød med Nicholas De La Waar til en adelig sammenkomst for noget tid siden. Ikke tabet af Lida. Nu hvor han tænkte over det - selvfølgelig viste hun ikke at Lida De La Waar havde været involveret med oprøret. Det var der ingen der gjorde..!
Denne overraskende tvivl viste sig dog kun et enkelt sekund. Derefter tog han en ny mundfuld luft ind, iførte sig den mest vrede mine han kunne præstere, og hoppede i det nye emne med begge ben.
“Personligt at føle den mands arm knække tre forskellige steder er den sødeste form for retfærdighed jeg nogensinde har bevidnet!”
Hans tænder viste sig hvidt bag de tynde læber, og de grønne øjne flammede op igen.
“Jeg ville med glæde have knust hver en knogle i hans krop, hvis ikke jeg var blevet holdt tilbage..!”

Hun så undersøgende op på ham idet han holdt inde. Det føltes aparte for den ellers truende og indædt vrede mand der nærmest lænede sig ind over hende.
Da hans øjne flammede op igen kort tid føltes en mærkelig susen igennem hendes krop, som hun ikke kunne placere, det falmede dog hurtigt for hende da han igen begyndte at tale.
"De er fuldkommen og aldeles uciviliseret..!" mumlede hun med sammenbidte tænder "Har de INGEN selvdisciplin? Og det er meningen at De skal være eksemplet på en veltrænet elitesoldat, ha! De opfører Dem i højere grad som et forbandet dyr, der blindt følger sine drifter..!"

Hun havde aldeles ikke lyst til at være så tæt på ham, hvorfor i al Orbis stod han over hende på den måde? Der var ingen god grund til det, andet end at forsøge at skræmme hende hvilket tydeligvis ikke havde haft en effekt, så hvorfor fortsætte? Hvad var målet med at nedstirre hende på den måde?
Hun lod hånden der havde hvilet på hendes ryg glide frem, så hun kunne trække sjalet der lå løst om hendes skuldre tættere rundt om sig.

“Og De er det perfekte eksemplar på et aristokratisk ideal,” gav han hende igen, med en sarkastisk stemme. Det var i den grad ikke en kompliment. “Min anderledes morale gør ikke min sværdarm svagere. Tvært imod. Uanset hvad du tror jeg kæmper for, så bliver det gjort. Så stop dit brokkeri.”
Det var som om han blev trukket en smule tilbage til virkeligheden, da deres stemmer genfandt noget der mindede mere om normalt taleniveau igen. Rummet føltes et par grader køligere end før, og han blev opmærksom på hvordan våbenkoften under den tunge brynje stadig var en smule fugtig.
Med en let utilfreds knurren, vendte han sig fra hende, og gik tilbage mod pejsen, hvor han originalt havde stået.
I et øjebliks stilhed skævede han til rapporten der stadig lå urørt, hvor han havde smidt den. Gennem diskussionens hede havde han næsten glemt hvorfor han overhovedet havde befundet sig i det klaustrofobiske palæ med en skør adelsfrøken.
Stille, for sig selv, bandede han Bentjeman langt væk. Hvad i alverden tog så lang tid?

"Hvorfor chokerer det mig ikke at De er ude af stand til at kende forskel på et reelt argument og brok alene fordi det kommer fra en kvinde..." spørgsmålet var retorisk, og hendes stemme var tilbage i et monotont, køligt leje. Hvor hun dog hadede hans hyleri, for få sekunder siden havde han prist én kvinde til skyerne hvorefter han reducerede en anden til intet andet end én der skulle bemanes.
Hun gik hen til det lille bord ved siden af stolen hvori hun før havde siddet og læst, hun havde ikke længere lyst til at sidder der og læse, men hun ønskede ikke at give Garius en årsag til at tro han havde haft held med for alvor at påvirke hendes humør, så hun lod sig igen dumpe ned i den store, bløde stol med selv samme bog.
Hun tog fødderne op i stolen, og lå nærmest som en kat, krøllet sammen i stolen omringet af puder og tæpper.

Lyden af hoveddøren der blev åbnet hurtigt og smækket i endnu hurtigere, om muligt, rungede igennem palæet. Bentjeman var endelig kommet hjem, forbandede vejr! De var faldet i et mindre baghold på vej tilbage til Rétneck, det havde i og for sig været hurtigt overstået men regnen havde gjort det umuligt at ridde med normal fart, hestene havde nær brækket benene i det glatte mudder.
"Major Cadfael, blod..!" sagde Paresh lettere forbløffet da han så Bentjeman i gangen, der var blod nedover hans ene arm
"Bare rolig Paresh, ikke mit blod, ikke i dag..!" sagde han roligt før han gik i retningen af opholdsstuen