Et glædeligt gensyn

Midt i August anno 583

Heden havde for alvor ramt Rétneck, og solen stod stadig højt på den skyfrie blå himmel. En fantastisk dag, hvis det ikke havde været fordi at ikke en eneste vind rørte sig i hovedstaden, og Bellus' omringende mure hjalp ikke det i forvejen stillestående vejr. De der bevægede sig ud i distriktet flokkedes omkring de store springvand eller søgte skygge under parkens træer, men ligegyldigt hvor man befandt sig, var heden uundgåelig.
Opholdsstuen i det store Cadfael palæ, der ellers var hvor de fleste i familien opholdt sig i frie timer, var på grund af de store vinduer ud til gaden ulidelig at sidde i, medmindre man selvfølgelig ønskede at blive ristet i solen.
Lycidas havde derfor fortrukket til sommerstuen, teknisk set var det opført til at være opholdsstue for kvinderne ved større arrangementer i hjemmet, men om højsommeren fik den ny funktion som generel opholdsstue, da den lå med vinduer ud til gårdhaven og derfor lå i fuld eller delvis skygge det meste af dagen.
Væggene var beklædt med et støvet rosa tapet med små buketter af gule og blå vildblomster, møblerne var i mørkt træ, beklædt med stof i enten støvet rosa eller lysegult og puder i farver der svarede til tapetets blomster buketter.
Vinduerne ud mod gårdhaven stod åbne, men det gjorde ikke megen forskel i denne stilstående hede.

Lycidas sad i en højrygget lysegul stol, med en tilhørende fodskammel i en lang lyserød bomuldskjole med korte puff-ærmer, håret der normalt hang løst var holdt oppe i en løs men sikker knold og nogle få hårstrå hang løst omkring hendes ansigt.
Hun sad med en bog i skødet, det var bind 3 af teksterne samlet af Haras Du Nord hun sad med denne gang, hendes ene hånd hvilede på bogen sider, en udstrakt finger holdt styr på hvilken linje hun var kommet til, og i hendes anden var en udslået vifte som hun viftede sig selv med for at holde varmen ud. Skyggen og kjolens lette stof hjalp, men varmen var stadig tæt på uudholdelig.

Døren til sommerstuen gik pludselig op, og familiens hushovmester kom til syne i døråbningen.
“General Parél er her for at se Dem som aftalt, frøken,” sagde han med en tydelig stemme, og gik et skridt til siden, for at gøre plads. Der var et smil på hans ansigt. Af de to elite soldater der blev ved med at komme rendende i familiens hjem var generalen uden skyggen af tvivl hans favorit.
Da den mindre mand trådte til siden, kom en langt større skikkelse til syne, og trådte ind i rummet.
Dorgon Parél havde et smil på ansigtet, der kun blev større idet han så Lycidas.
Han var klædt i en blå uniformsjakke der uden tvivl måtte være brændende varm i sommerens hede. Det brune hår faldt om hans ansigt, og de stålgrå øjne var venligt stemte.
“Lycidas,” hilste han lykkeligt, med et roligt buk. Grundet hans højtstående stilling, og siden han selv og Lycidas var blevet utroligt godt bekendt med hinanden på det sidste, havde familien Cadfael’s overhoveder for længst accepteret at de to talte afslappet til hinanden.
Han tog et par skridt ind i stuen, mod adelsfrøkenen.
“Haras Du Nor?” konstaterede han med et nysgerrigt smil, da hans blik faldt på bogen i hendes skød. Han behøvede ikke engang se forsiden, for at vide hvilken bog det var. “Godt valg!”

Da Paresh nævnte Dorgons ankomst i rummet, så Lycidas op fra sin bog med et stort, hjerteligt smil, der var gået lidt længere end der plejede siden hans sidst besøg i hjemmet.
"Dorgon!" hendes stemme lød nærmest syngende, hun værdsatte hans selskab i høj grad, og glæden var nem at spore i både hende ansigt og stemme.
Hun grinte let ved hans bemærkning om hendes bog, det stod i slående modsætning til den anden mllitærmand der kom i huset. Hun løftede hånden fra bogens sider og tog en tyndt stykke læder der lå på et lille træbord ved siden af hende, udsmykket med forgyldt tråd og lagde det ind mellem bogens sider før hun lukkede den.
"Det glæder mig at vi er enige, det er et vigtigt værk at læse i forståelsen af vort samfund." hun så op på ham, viften var stadig i brug og fik de små løse hår omkring hendes ansigt til at svege let frem og tilbage "Sæt dig endelig ned, og tag den uniformsjakke af, du må være ved at miste forstanden i den hede..!"

“Du har ingen anelse!” sukkede Dorgon tungt med et opgivende grin, idet han trak uniformsjakken af sig. Lige så snart den var af hans skuldre kunne han have svoret det dampede fra ham. Et tyndt lag fugt lå om hans hals og kraveben.
Nok var han måske ved at koge over, men det var garanteret ingenting i forhold til de mange patruljerende soldater over hele hovedstaden der ikke bare var tvunget i jakker, men også var pakket nådesløst ind i slogkofter og udrustning.
Han selv havde været heldig nok til at komme afsted med et sæt skræddersyet, diplomatisk tøj, der trods alt lod en smule luft ind til kroppen.
Dorgon udvalgte sig en behagelig stol overfor hvor Lycidas sad, og satte sig roligt ned med rank ryg. Jakken hægtede han over stolens polstrede armlæn. Et lille, fint udsmykket bor var imellem de to.
Han tog et øjeblik til at se ordentligt på sin ven. Hun virkede rask og munter. Smilet fik hende til at se smuk ud.
Efter Paresh havde efterladt de to alene, lænede han sig en smule frem i stolen, og rømmede sig.
“Lycidas,” startede han roligt. “Du ved at jeg var til samme middag som din familie, da de fik nyhederne om hvad der skete sidste uge… Jeg hørte naturligvis at Garius Henzel var til stede under hændelsen - jeg har læst den fulde rapport - og jeg ved selfølgelig at en af mine soldater aldrig ville lade dig komme galt afsted, men-“
Han afbrød sin talestrøm. Så spørgende på hende med bekymring i blikket.
“Hvordan har du det?”

Lycidas' øjne hvilede på Dorgon som han fandt sig til rette, det var en lettelse at se ham være så samlet. Det virkede næsten som år siden at hun havde tvunget manden væk fra en bænk i Bellus for at redde hans omdømme, som han var overfor hende i en afslappet sikkerhed der kun kunne virke oprigtig hvis resten af hans liv var under kontrol.
Da han bragte den skæbnesvangre aften på bane var det som om alt frøs, hånden der havde bevæget sig frem og tilbage som hun brugte viften stoppede brat, det virkede som om alt i hende stoppede som billederne for gennem hendes sind. Manden over hende, der var bukket under efter nærkontakt med armbrøstens pile, lyden af den andens kranie blive hamret mod væggen, det åbne bælte, lyden af hendes dolk der gennemborede hans hals...Lugten af sprit og blod fra Garius.
Det var først da Dorgon spurgte om hvordan hun havde det, at hun kom til sig selv. Hun slog viften sammen og lagde den i sit skød, med begge hænder knuget om den.
Hun så på Dorgon med et tynget smil som hun mødte hans bekymrede blik.
"Åh Dorgon.." hendes stemme var kærlig, men den havde samtidig en klang af udmattelse "Jeg har det bedre end jeg troede jeg ville, det var som at se alle mareridt jeg har haft siden jeg var 12 komme til live..først troede jeg at det var feberen der spillede mig et puds." bidet på hendes skulder var falmet væk nu, men som hun tænkte på det gav det et svagt jag af smerte hvor det havde været "Men han var ægte..."
Hun sad i stilhed et lille øjeblik med blikket sænket.
"Hvordan har hr. Henzels arm det, er den helet?" var ordende der brød hendes stilhed

Mens Lycidas talte, lyttede Dorgon fortsat med tung bekymring i ansigtet. Han kendte til Lycidas’ fortid. Hendes familie havde endda bedt ham om råd adskillige gange, fordi frygten for et angreb som dette stadig tyngede dem, selv om det havde været usansynligt. Så utrolig usandsynligt. Men det var sket alligevel.
Dorgon ville ønske han selv havde været der. At han kunne have gjort noget. Men i det mindste havde hans sværdmand været der i hans sted. Han turde ikke tænke på hvad der ville være sket, hvis..!
Hans læber skiltes en smule, som om han ville sige noget. Sandheden var, at hendes ord ikke havde givet ham den mindste smule håb om at hun var kommet sig over den voldsomme oplevelse. Men han tog sig i det.
“Hans arm har det fint,” sagde han i stedet, og fandt et roligt smil frem igen. Måske var det bedste virkelig bare at fokusere på noget andet. “Selvfølgelig fortalte han ikke nogen om det, og jeg opdagede først han var skadet da jeg læste rapporten han havde skrevet igennem..! Men vores alkymist har taget sig af ham nu.”
Tanken om den rasende, stædige soldat, gjordet smilet på Dorgons ansigt større.
“Selv om behandlingen - hvis du spørger Garius - var dybt unødvendigt, spild af tid, og at skaden bare skulle løbes væk.”

Som Dorgon fortalte om Garius' nærmest benægtelse af skade spredtes et smil på hendes læber, og da han nævnte hvordan Garius oprigtigt mente at skaden skulle løbes væk, kastede hun hovedet tilbage idet hun brød ud i en højlydt latter. Det var første gang i uger at Lycidas oprigtige latter havde lydt igennem Cadfael palæet, det føltes næsten som om selv væggene gav et lettelsens suk ved lyden af den.
"Ved Sininen!" hun klukkede stadig let som hun begyndte at tale igen "Den mand er og forbliver umulig..! Han havde en dolk begravet i armen, hvordan kunne det løbes væk?!"
Hun rystede på hovedet, så underholdt af tanken at hun ikke sansede at hendes ord kunne antyde et nærere kendskab til sværdmanden end hun burde have. Hun var trods alt blot søsteren til en mand han ofte mødtes med, hun burde stort set ikke have noget kendskab til ham.
Hun så på Dorgon med et smil der næsten var det samme, som de hun havde givet ham før angrebet. Hun lænede sig let frem og lagde en hånd ovenpå hans.
"Jeg er i live, og ingen af dem fik lov til at..." hun stoppede sig selv i et øjeblik, hun sank for at stabilisere sin stemme der ellers var tæt på at ryste, før hun forsatte i et roligt toneleje "Ingen at dem nåede at gøre noget ved mig, før de lå blodige på vores gulv."

Da Lycidas’ lo, slappede Dorgon straks mere af. Bekymringen havde været oprigtig, og det var godt at opleve at hans veninde stadig havde grund til at smile, og til at le. Han kunne dog ikke lade være med at finde det spøjst, at i dette øjeblik var denne grund Garius. Af alle mennesker.
Ved hendes ord, nikkede han blot forstående.
Han tog hendes spinkle hånd i sin. Så på de velplejede negle og de slanke fingre.
“Garius' fortjeneste, så vidt jeg kunne forstå,” kommenterede han hendes ord. “Og din.”
Lycidas var ikke bare en hjælpeløs adelsfrøken, selv om hun måske nok lignede det. Hun var stærk. Hun var viljefast. Hun havde beskyttet sig selv, før Garius nåede hen til hende. Og selv om det ikke gjorde den forfærdelige situation mindre seriøs, håbede han at disse karaktertræk ville hjælpe hende igennem traumerne hurtigere.
“Jeg hører at du er blevet en del bekendt med ham på det sidste.” Dorgons stålgrå øjne fandt Lycidas’ grønne. Det var ikke til at sige hvor han havde fået denne information fra. Meniel, måske. Soldater der havde overværet deres skænderi ved kirken? Eller måske havde han bare regnet det ud fra at læse mellem linjerne i sin soldats rapport, og fra hendes latter. “Hvis du ikke har noget imod det, kunne jeg godt tænke mig dit råd om ham… Hvad er dine tanker om Garius Henzel?”

"Jeg er ikke helt uduelig med et våben, tak skæbne..!" svarede hun til hans bemærkning, hun var sin far evigt taknemmelig for aldrig at have skelnet mellem hende og hendes brødre da de var børn, og derfor havde trænet sin skrøbelige lille datter til at være alt andet end netop dét.
Hun så først undrende på Dorgon ved hans bemærkninger om hendes bekendtskab, på sin vis gav det mening at han havde en anelse - det var hans job at vide hvad der foregik - men det overraskede hende dog stadig. Ved hans forespørgsmål faldt hendes hovede let på skrå mens hun fastholdt Dorgons stålgrå øjne.
"Garius Henzel.." sagde hun eftertæksomt, han var en besværlig person at beskrive i generelle træk, det var som om alt hun kunne tænke på at sige i forsimplet form ville være en selvmodsigelse "Han er stædig, umulig og til tider blind for sine egne fejl...men for en mand der har mistet så meget er det at han stadig står oprejst i sig selv et mindre mirakel." det smittende smil var erstattet med en alvorlig mine og rolige øjne "Han påstår at han ingen nobel årsag har for at kæmpe for det han gør, men det virker i højere grad til a vidne om hvor blind ha kan være end noget andet. Ingen mand kan ofre sig selv til det punkt, uden at tro på at der er noget at kæmpe for, hvilket hans hyppige tilstedeværelse i vores kirke underbygger..."
Hun sænkede blikket for en stund og så på sine spinkle hænder som de blev holdt i Dorgons, hun gav dem et let klem før hun igen løftede blikket.
"Jeg skylder ham mit liv."

Dorgon studerede Lycidas med et myndigt blik. Forsøgte at få så meget information han kunne ud af hendes ansigt, ikke bare hendes ord.
Da hun klemte hans hænder, gav han havde dog et venligt smil.
Den måde Lycidas talte på - observerede verdenen og berettede om den med intelligens og objektivitet - var en af de mange grunde til at Dorgon var faldt så godt i hak med familiens datter. Han respekterede hendes råd, lige så meget som han gjorde sine officielle rådgiveres. Hvis ikke mere. Lycidas var oprigtig, og ikke påvirket af politik eller personlig interesse.
Ved den sidste sætning, var hans ansigt igen neutralt. Tænksomt. Myndigt.
“Stoler du på ham?” Spurgte han, gravalvorligt. “Ville du turde ligge dit liv i hans hænder igen?”

"Jeg ville ikke tøve et øjeblik," de grønne øjne ikke så meget som blinkede da hun svarede, og der var ingen tvivl at spore i hendes stemme "Hvilke fejl den mand end har, tøver han ikke det øjeblik der er noget at beskytte. Hvorvidt det er mig eller vort land gør næppe den store forskel, han vil kæmpe til det sidste."
Hun lod blikket hvile på Dorgon, dette var ikke hypotetiske spørgsmål uden et formål, der lå noget bag det. Han var for alvorlig til at det blot var for at få hende til at tænke på noget andet end angrebet.
"Dorgon.." hun lagde hovedet på skrå, hvilket var typisk når hun enten var fordybet i tanker eller undrede sig over noget "Hvorfor er det du spørger mig om Garius? Jeg har intet imod det, men hvis du ønskede at sikre dig at han havde opført sig ordenligt burde rapporten have givet dig alt du havde brug for," hun lænede sig længere frem så hendes ansigt var få millimeter fra hans "Hvorfor har du brug mit ord for din sværdmands ære?"

Dorgons ansigt vendtes i et smil. Lycidas så oftest direkte igennem ham.
“Jeg ville betro ham mit liv uden så meget som at tænke over det først,” sagde han. Selv om hans ansigt var afslappet, var der ingen tvivl om at ordene var sande.
“Han er en retfærdig mand.” Startede han sin længere forklaring. “Og under hans ydre af stål, banker et blødende hjerte. Grunden til at han til tider kan virke usikker på motivationen for sine handlinger, er fordi hans grunde er personlige. Det gør dem dog ikke mindre oprigtige.”
Han så op, og mødte Lycidas blik. Hendes ansigt var tæt ved hans eget.
“Garius har haft et svært liv. Selv om man ikke skulle tro det, hans titel og familienavn taget i betragtning, er han en af de mennesker jeg har kendt, der har mødt absolut mest modgang. Han kæmper ikke for månerne, for en overordnet eller for æressymboler. Han kæmper, fordi han ønsker at ingen nogensinde skal gå igennem det vi går igennem. Han kæmper for en ny generation. Håbet at mennesker en dag kan leve en hel livstid i lykke. At de kan rejse ud af Rétneck og stadig føle sig sikre. Og det er mindst lige så ærefyldt et mål, som noget andet.”
Han gjorde en kunstpause, mens han betænkeligt trak vejret ind. At en general delte disse strengt fortrolige oplysninger med en person uden for hæren var i den grad ikke normalt. Dog var det ikke første gang han havde spurgt frøkenen til råds.
“Tiden vil stadig vise om han kan blive til den mand, som jeg har brug for han bliver.” Sagde han til sidst kryptisk, som svar. “Men hvis han kan overbevise dig om, at hans intentioner er gode… Så kan han overbevise hvem som helst.”

Hun kunne ikke lade være med at undre sig, ikke at hun tvivlede ikke på at Dorgons ord var sande, men Garius' hyppige besøg i kirken fik hende dog til at tvivle på om der stadig ikke var noget af ham der ville kæmpe for det...på den anden side var han en type mand der kun bad om hjælp fra noget han mente kunne give ham noget, så det kunne uden tvivl være to adskilte ting.
Ved Dorgons afsluttende bemærkning kunne hun ikke lade være med at smile, selvfølgelig havde den mand en plan for Garius..!
"Han har ganske vidst overbevist mig om sine intentioner, men.." hun så på Dorgon med et skævt smil, det ene øjenbryn let løftet "Jeg tvivler stærkt på at Garius er i stand til at blive til noget, eller nogen, der kommer andre mere til gode end ham. Hvis du skal have held med hvad end du ønsker at han skal blive, må han først overbevises om at det var hans idé og ikke din..! Ellers kunne du lige så godt tale til en dør, resultatet ville være det samme."

“Jeg må respektfuldt erklære mig uenig,” svarede Dorgon hende, og kunne ikke lade være med at le ved hendes sammenligning. “Nok har Garius en tendens til at fremstå mere snæversynet og stædig end nogen anden. Men jeg tror alligevel han kommer til at overraske os alle i den nærmeste fremtid.”
En banken lød på døren ind til stuen. Dorgon gav Lycidas hænder et sidste klem, og smilede til hende med et glimt i øjet, inden han rettede sig op i sin egen stol igen. Lænede den ene arm på det polstret armlæn.
Paresh kom bakkende ind i rummet med et fad, fyldt med forfriskninger.
“Bare vent og se,” sagde Dorgon roligt med et fjernt blik. Mere til sig selv, end til Lycidas. “Hans historie begynder først nu…”

[Out]

"Jeg håber du har ret min ven" sagde hun som hun lænede sig tilbage i sin stol. Hun kunne ikke lade være med at smile for sig selv ved Dorgons kommentar, nogle gange var det svært at høre om det var meningen at hun også kunne høre denne type kommentarer, men det gjorde ikke den store forskel.

Da Paresh havde sat forfriskningerne på bordet mellem dem forlod han igen de to til sig selv, som han lukkede døren så han et øjeblik på de to, de var et besynderligt syn, der efterhånden dog var blevet normalt indenfor palæets rammer.

Som døren lukkedes foldede Lycidas sine hænder i skødet, og lænede sig let frem mod ham igen, dog langt fra så meget som tidligere.
"Men nok om Garius...du virker til at være ved godt mod, betyder det hvad jeg tror det gør?" de grønne øjne så undersøgende på generalens ansigtsudtryk, som om hun prøvede at afkode hans mimik "Har du taget kontakt til hende, Dorgon?"
Der var et indfølende smil på Lycidas' læber, de vidste begge hvem det var hun talte om. De vidste begge at det var nødvendigt at tale om, der var brug for en afslutning, lykkelig eller ej, for at han kunne begynde at blive fri af sin smerte.
[out]