En ny general

Marts, Anno 584.


Den menneskelige hovedstad summede af liv på denne underfundige dag.
Bekendtgørelsen om vigtige nyheder havde allerede spredt sig ud over hele kontinentet, adskillige uger før selve begiveheden fandt sted. Ingen vidste præcis hvad det omhandlede, men de vidste at det ville få konsekvenser. Og nu var øjeblikket endelig kommet.

De blå flag og bånd blafrede i vinden.
Vejret var varmt, og det var en smuk forårsdag. Pladsen foran slottet og Novitus’ Kirke var komplet sort af mennesker, der desperat ønskede at finde ud af hvad der foregik. Luften dirrede af spænding, nervøsitet, frygt og utålmodighed.
Adlen havde deres egen plads til højre for den platform der var opført i dagens anledning, hvorfra de havde frit udsyn. Deres farverige kjoler, strålende tøj, og dyre juveler glimtede i den varme sol.
Militæret stod autoritært på deres plads til venstre for scenen.
For en gangs skyld havde folket frihed til at gå blandt slottet som de havde lyst.

Alle de tusindvis af tilstedeværende drejede deres hoveder, idet en mand endelig kom til syne på platformen. Klædt i en imponerende uniform og skinnende udrustning, der indgød respekt. En utroligt smuk ceremoniel kappe bølgede blåt efter ham i vinden, som han nærmede sig scenens midte.
Mandens venstre arm var blottet, og viste en samling blå mærker skåret ned i huden på ham, som bevis på hvem han virkelig var: General Dorgon Parél.
Hans øjne lyste af stolthed og styrke. Hans holdning vidnede om ære og respekt.
Hæren havde tilhørt ham gennem de sidste adskillige år.

Stilhed faldt som et tæppe over befolkningen, idet General Parél løftede en hånd.
Og med hjælp fra alkymistisk kunnen, der forstærkede hans stemme, så den kunne høres klart flere hundrede meter væk, begyndte han at tale.

”Mit kære folk…
Jeg står foran jer nu, ydmyg og blottet, efter mange år som jeres general.
Dagen i dag, vil komme til at betyde en stor forandring for os alle. For i dag, træder jeg af.

I min tjeneste, har vi afsløret højforrædere og syndere. I min tjeneste, har vi gjort en ende på oprøret. I min tjeneste, har vor hær stået imod en umådelig skræmmende fjende - en fjender der nu er stærkere end nogensinde før.

Jeg er stadig ung. Jeg er stadig i stand til at føre et sværd. Men denne beslutning går ud over mig selv.
Det er ikke min mening at skræmme jer, men tro mig når jeg siger: krigen er langt fra ovre.
Jeg har været over grænsen mod nord. Jeg har set vores brændte byer og hørt vore sønner og døtres skrig…
Selv nu, efter al vores kæmpen og alle vore ofre, går vi nye tider i møde.
Og med disse nye udfordringer, er der brug for at jeg træder tilbage, for at give plads til en ny form for sejr:
Hvad vi har brug for nu, er at vore styrker bliver ledt med en vilje af stål. At vore love bliver overholdt med en sand trang til retfærdighed, der går ud over gamle optegnelser og støvede lovbøger. Hvad vi har brug for, er en mand der bærer vores smerte - folkets smerte - hvor end han går.

I har kendt mig, som en General af folket. I modsætning til mine forgængere, kom jeg fra intet. Mit hjerte har forevigt ligget hos hver og en af jer. Jeg har blødt for jer, og det vil jeg villigt gøre til den dag jeg dør.
Den mand jeg giver jer i dag, er ligeledes en mand af folket…
Denne mand har været adelig. Han har været lægmand. Og han har været fattig.

Jeg træder tilbage. Men jeg efterlader jer i de stærkest tænkelige hænder.
Denne mand har tjent mig som min sværdmand, Han har stået ved min side gennem utallige kampe og slag, og jeg har set ham, ikke kun transformeret til at blive min ligemand, men langt at overgå mig. Aldrig har jeg set en mere garvet soldat.
Denne mand har et stærk hjerte. Han har stået imod mere sorg, og større tab end mange kan forstille sig, og dette har lært ham i sandhed at føle håb.
Denne mand ved, hvad retfærdighed er.

I dag træder jeg af, og det er i sandhed et vemodigt øjeblik.
Men fra denne dag af, vil jeg sove trygt, vel vidende at vores stolte folk er under ubetinget beskyttelse, af en umådelig stærk leder. En sand leder.
Jeg ved, så sandt som Sininens lys skinner ned på vore sjæle hver eneste nat, at ingen mand i Orbis, vil være bedre til at vogte over os, og lede os til sejr.
Denne mand, vil give jer fred.”

General Parél så ud over folket. De hundredevis af øjne lyste op mod ham i komplet vantro.
Han så frygt. Han så håb. Han så grunden til at han havde givet sig selv og sit liv væk til sin race.

En anden mand, trådte op foran folket. Et tavst gisp faldt over forsamlingens læber. Som én enkelt vejrtrækning, der blev holdt inde i komplet overraskelse.
Den anden mand gik med stolte skridt frem mod sin general, og bukkede sig ned i respekt. Vinden rørte let det røde, korte hår på hans hoved. Den imponerende udrustning skinnede, idet generalen lagde en hånd på hans skulder.

“Min ven…”
General Paréls øjne lyste, mens han så på manden foran sig.
“Må dine år på denne post blive mange. Efterlad Orbis et bedre sted, end det er i dag.
Med min velsignelse… Med Sininens velsignelse… Overrækker dig min post. Jeg sværger troskab til dig. Mit sværd er dit.”

Med disse ord, rejste manden sig, og så mod folket, med stærke øjne.

“Du tilhører folket nu: General Garius Henzel.”

Pladsen eksploderede i bragende jubel.