Fængslende dage

Det var nu omkring en måned siden Kira og nogle andre oprøre var blevet fængslet i Retneck. I starten havde de holdt oprørene i samme område, men for omkring to uger siden - en uge efter at Toushiro havde set hende i fængslet, havde soldater flyttet Kira til et andet niveau. Her måtte hun finde sig i en hel del flere slag og spark end før, hvilket næsten havde knækket hende. De behøvede ikke længer at lænke hende til væggen, hun lå selv sammenkrøbet på det gamle tæppe som der lå i cellen..
Hun lå og håbede på at det hele kun var en modbydelig drøm, selv om en del af hende vidste andet..
Hvis nogle så hende, ville de se en kvinde som var forslået og undertrygt - som et forskramt lam.

Råb og et hav af skældsord fyldte gangene på det niveauet som Kira var på. Fangevogterne var igang med at flytte en oprørfange fra en celle til en anden. Hvem var fangen? Thangur, næstkommanderende i oprørsgruppen kendt som 'Jægerne'.
"Du burde være glad for at jeg ikke brækkede din næse da jeg havde chancen" råbte Thangur, mens de tre fangevogtere førte ham afsted. Thangur havde nikket en af fangevogterne en skalle idet de lukker op for hans celle. Thangurs skalle resulterede i at han fik en ordentlig omgang tæsk af de tre mænd, så hans ansigt var ret blodigt. Ligeledes var hans krop, den måned han havde været fanget havde han stort set siddet i forhør hver dag, på grund af hans rang i 'Jægerne'. Han sad inde med informationer som Novitus ville elske at få fat i.
"Jeg elsker når de kæmper imod" sagde den store fangevogter idet han låste døren op.
Thangur blev smidt ind i cellen ved siden af Kiras. Thangurs hænder og fødder var stadig lænket, så han var totalt forsvarsløs i mod fangevogterens spark i maven.

Døren blev smækket i. Thangur lå tilbage i cellen og kæmpede for at få vejret.
"Godt spark min herre! Jeg kender en lille pige der sparker hårdere" Råbte Thangur mens han lå og vred sig i smerte.
"Bare vent, når jeg kommer ud herfra skal jeg personligt slå dig ihjel, Jægerne kommer også er du på røven!" Thangur fik sat sig op mod muren som var ind mod Kiras celle også.

"Goddag fremmede i næste celle, mit navn er Thangur Anwarünya... Må man spørge hvad du har gjort for at sidde inde?" Thangur havde ikke rigtig snakket med nogen i en hel måned, da han havde siddet i isolation, på grund af sin voldelige opførsel. Så at føre en samtale med en anden person ville være herligt.

Kira var, ved lyden af støvletrampen, rykket helt ind i det ene hjørne af cellen. Hun rystede af kulde, eftersom hendes tøj var revet i stykker flere steder.. Selv da fangevogterne var gået og en mand ved siden af begyndte at snakke, sad Kira stadig sammenkrøbet i hjørnet.. Hun koncentrerede sig om at gemme sig så meget som muligt i mørket..

En mandligfange overfor Kira kom hen til celledøren og kikkede efter den nyankommende.
"Du kan godt glemme at få et ord ud af hende, den næste halve time.. Hun er simpelthen for skræmt til at tale, hvilket tro pokker på den måde de banker hende på. Stakkels pige.."

Thangur krøb over til døren.
"Hvad sidder hun inde for? Jeg mener hvis det er en kvinde, hvad laver hun så på dette niveau?" sagde Thangur med en hæs stemme, der var ikke just varmt i cellerne og hans tøj, var små klude.
Nu havde Thangur fået bekræftet at personen ved siden af ham var en kvinde, nu manglede han bare et navn eller hvad hun sad inde for.

Thangur krøb væk fra døren og satte sig op af muren igen.
"Fangevogter, husk hvad jeg har sagt! Lige så snart mine venner kommer og redder mig, så vil jeg personligt dræbe dig!" råbte Thangur.

Manden så over imod Kiras celle.
"Så vidt jeg har kunne forstå på de soldater, der kom med hende, så er hun oprør og har åbenbart kendskab til en af kaptajnerne her i byen. Hun var lige så kampfuld som dig, da hun ankom for omkring to uger siden - men det har soldaterne og fangvogterne ordnet ved dagligt at banke hende i flere timer." Han så over imod cellen med den nye fange.
"Hvis du bliver ved med at råbe på den måde, så ender du med at blive lænket til vægen og banket halvt ihjel et par gange om dagen.. Bare en venlig påmindelse."

Kira sad stadig i hjørnet, men lyttede nu til samtalen. Hvem var denne Thangur? Og hvorfor syndes hun at have hørt navnet før?

Thangur nikkede ivrigt i takt med at manden forklarede hvorfor Kira var her. Så var hun en oprører som ham selv, nu manglede han bare et navn, så var det hele fuldendt.
Thangur kunne næsten ikke lade vær med at grine da manden sagde at han ville få flere tæsk hvis han blev ved med at råbe op.

"Med al respekt, så ved jeg godt hvad der sker hvis jeg bliver ved med at råbe op, jeg kender godt til Novitus soldaterne, jeg har engang selv trænet dem engang for længe siden" grinte Thangur lidt, det var ret ironisk at han skulle få tæsk af folk som han potentielt kunne have trænet.
Det var sådan Thangur mødte Auth, de mødte hinanden da de begge blev løjtnanter i samme enhed.
"Også har jeg ikke dræbt en hel del" grinte Thangur højt
"En hel masse faktisk!" råbte Thangur for at provokerer vagterne.
"Hold din kæft inden jeg kommer ind og lukker den for dig!" råbte den store fangevogter.

Den mandlig fange grinede af Thangurs mod.
"Det må jeg sige.. Du er afgjort ikke bange af dig.. Må man spørge hvad du har lavet siden du er kommet på dette niveau, som er for forræder og folk med vigtig viden.." Manden så igen hen imod Kiras celle og kunne nu se hendes skikkelse i skyggerne. Kira var kravlet en smule længer frem af nysgerrighed over for hvem hendes nabo var..

Thangur grinte da manden sagde han han var bange af sig.
"Tvært i mod, jeg er bare for dum til at være bange" grinte Thangur før han forsatte.
"Jeg er næstkommanderende i en oprørgruppe kendt som 'Jægerne', jeg sidder inde med info som Novitus ville elske at få fat i, hvilket er hvorfor mit smukke ansigt er ødelagt totalt" grinte Thangur, før han blev afbrudt af hosten på grund af hans totalt ødelagte brystkasse.

"Så man kan vel sige at jeg er en blanding af begge dele" sagde Thangur lavt.

Kira kravlede nu helt hen til cellens dør.
"En af jægerne.. Du er i Authdils gruppe??" Hun hviskede med let skælvende stemme.. Hun begyndte at have et svagt håb om at der var en mulighed for at nogle af oprørene var overlevet og frie..
Manden overfor fulgte nysgerrigt med i ordvekslingen uden at afbryde dem..

Thangur smilede, han mente at have hørt stemme før, men var ikke helt sikker.
"Det kan du lige tro at jeg!" Hviskede Thangur tilbage, man kunne høre et snert af stolthed over at få en smule anerkendelse.
"Og det varer ikke længe før han kommer og dræber jer!" råbte Thangur til fangevogterne. Han fik intet svar man kunne bare høre fangevogterne grine og derefter sige til hinanden at 'Det har han sagt den sidste månedstid, de kommer ikke og henter ham'. De skulle nok komme, og når de gør så vil alle soldaterne fortryde det.

Kira greb fat om tremmerne.
"Har du en ide om hvor mange der overlevede?? Om de måske tænker på at komme og hente os?" Hendes stemme var stærk nu, og hun kørte sig nærmest selv op for en stund, indtil en tanke slog ned i hende..
"..Nej, det kan du ikke vide - hvis du blev taget til fange samme dag som jeg.. Undskyld Thangur. Det var ikke min mening at overvælde dig med spørgsmål. Jeg har bare savnet nogle at snakke med.. De mente at jeg var for værdifuld til at være i det øverste niveau, eftersom jeg har haft nogle samtaler med en af kaptajnerne.." Hun sank tilbage på gulvet, med benene trukket op og armene omkring dem.
"Jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage i tiden, så alt dette ikke var sket."

"Jægerne, Landon og Keauny er levende" svarede Thangur hurtigt som om han havde øvet sig på det, in case nogle spurgte ham.
Indtil det gik op for ham at de nok alligevel ikke ville komme og hente ham.
"Forhåbentlig går det op for Auth, at jeg stadig lever... Ellers er vi så godt som døde.." Sukkede Thangur.
Samtale med en kaptajn? Kunne hun være forræderen? Nej... Hun havde hele tiden været sammen med de andre oprører, det var endte Landon eller Lida. Super..

"En af kaptajnerne?! hviskede Thangur overrasket, "Hvad snakkede I om?" man kunne tydeligt høre på hans lave stemme at han fandt dette både interessant og meget nyttigt

Hun lyttede og gav et lettelsens suk fra sig, da hun hørte at Keauny levede. Det med Landon, vrissede hun lidt over..
"Hvorfor skulle han være så heldig, den nar. Ved alle måner, han kender hovedsageligt kun trusler.." Hun rystede lidt på hovedet.
Da han spurgte ind til hendes samtaler med kaptajnen, rettede hun sig lidt op.
"Jo, ser du. Det var en af mine opgaver, at finde nogle oplysninger omkring deres vagtturnus, trænings metoder og deres forsynings forsendelser. Jeg startede med at snakke med nogle soldater, som var villig nok til at snakke med en kvinde - så længe der var udsigt til en tur i sengen. Vi endte ud på kroen "Den glade Goblin", hvor kaptajn Toushiro Hitsu og en af hans løjtnanter også nød deres øl. Imponerende nok viste det sig at de soldater jeg snakkede med, var nogle af hans menige. Han 'overtog' samtalen, da soldaterne hurtigt kom i tanke om forskellige pligter, som de skulkede fra. Det blev starten på en uge hvor kaptajnen og jeg mødtes hver eftermiddag, og snakkede om forskellige ting.." Hun stoppede for at samle sig lidt.
"En af de sidste dage, var han meget træt af det hele.. Han bad mig ligefrem om at få ham ud af byen og hæren. Ja, han ligefrem tikkede mig.." Hun tørrede sine øjne, der var begyndt at løbe.. Hun fornemmede hvor meget hun var begyndt at holde af ham - noget der ikke var godt..
"Han var der ved slaget ved Havnen. Han var sat til at tage fanger, hvis nogle prøvede på at flygte. Jeg kunne se på ham, at han var chokeret over at finde ud af, at jeg hørte til oprørene. Kunne se at det aldrig havde strejfet hans sind. Og alligevel har han gjort alt hvad han kunne for at forhindre soldaterne her i at banke mig. Lige indtil de flyttede mig her ned.." Tårene strømmede ned over hendes kinder og man kunne høre det på hendes stemme, som var blevet grødet..

"Du har stadig ikke sagt dit navn." Thangur gav hende en kort pause før han forsatte. Han havde fået en ide som måske ville virke, eller også ville det gå totalt galt og han ville få enormt mange tæsk.

"Du bør sikkert gå tilbage i din celle, det her kan godt blive ret grimt." endnu engang gav han hende en pause før han gik i gang igen.
Hans plan var at snakke med denne kaptajn Hitsu også afpresse ham til at hjælpe dem med diverse ting som var ude af deres rækkevidde. Som små våben, nøgler endda vagtplaner måske.
Thangur begyndte at høre sine lænker langs metal døren mens han råbte alt muligt uforståeligt.
"Nu holder du din kæft!" Novitus vagten kom stormende og fik med lethed låst døren op hvorefter han begynde at sparke til Thangur som lå forsvarsløs på gulvet.
"Jeg vil erkende mine synder til kaptajn Hitsu!" råbte Thangur.
Der gik lidt tid før opfattede hvad manden faktisk sagde og skyndte sig ud af cellen, fik låst og fortsætte derefter op af til de højere niveauer i sin søgen på Kaptajnen.

Den store fangevogter ledte overalt før det gik op for ham at kaptajnen måske var ude og træne i gården.
Han farede afsted mod gården.
"Kaptajn Hitsu!" råbte manden forpustet.
"Der er en fange som vil fortælle dig hvad han ved! Og det er lige nu!" Manden lød som om at han var ved at dø.

//håber det er okay at jeg indedrager Toushiro //

[Det er helt iorden.. Jeg elsker det.. Også selv om han ikke kan gøre ret meget..]

Toushiro, der var igang med kamptræning sammen med sit kompagni, standsede op og så underne på fangevogteren.
"Hvad snakker du om, mand? Jeg kan se at du er fra andet eller tredje niveau - som jeg enlig ikke har adgang til.." Han undersøgte grundigt vagten med øjnene - det så ikke ud til at manden løj.
"Er en af majorene, obersterne eller en fra Parles armé tilstede? Så kan det tænkes at det kan lade sig gøre.." Han rystede lidt på hovedet, imens han talte til sig selv.
"Jeg er allerede ude på tynd is, og så skulle dette tøbrud lige opstå.." Han sendte Nelan et blik og et par signaler om at de skulle forsætte træningen. Så sukkede han og mumlede hovedrystende, imens han gik i retningen af fængslet. Han var godt på vej til enten at blive degraderet eller kylet ud af hæren, samt byen.

Hun skulle til at svare Thangur, da hun hørte hvad han sagde om at 'gå tilbage.. kan godt blive ret grimt'. Hun blev bleg i ansigtet og nærmest styrtede ned i sit hjørne.. Netop som hun havde sat sig med ansigtet ind i hjørnet, hørte hun vagtens råben og stormende fodtrin, hvor med hun begyndte at ryste..
Hun hørte hvad Thangur råbte til vagten, og da denne var gået kravlede hun hen til celledøren med tårene løbende ned over kinderne..
"Du er ikke rigtig klog. Toushiro har ingen adgang hernede. Det er derfor jeg er her. De prøver at knække os begge, da de tror at vi er i ledtog sammen.. Han har aldrig gjort noget..." Hun knækkede sammen i gråd..
"Han vil få formeget ballade, hvis han ser mig sådan her.."

Soldaten rømmede sig og fulgte efter kaptajnen.
"Undskyld Kaptajn Hitsu, men vi har prøvet at få information ud af netop denne forræder alt for længe nu, og visse folk højere oppe er begyndt at blive utålmodige, vi rykkede fangen ned på niveau tre fordi vi er bange for at han bare trækker tiden ud, så hans venner kommer og redder ham.. Lige som de gjorde med ham Landon" Solaten fulgte trop med Hitsu som de kom længere og længere in i fængslet.
"Problemet er bare at vi har ikke kunne få ham til at tale og her i dag har han sagt at han ville fortælle alt til Dem, så kan de se hvorfor jeg har brug for Deres hjælp?" Soldaten fortsatte med sine forklaringer mens de fulgtes af.

Thangur begynde nærmest at grine da Kira sagde at han ikke var rigtig klog.
"Godt for ellers ville det her ikke virke.." Thangur grinte faktisk nu. "Ser du, hvis din ven ikke vil have ballade skal han nok danse efter min pibe" hviskede THangur tilbage. Hvorefter han lænede sig op ad væggen, han lukkede sine øjne og ventede på sin nye gæst.

Toushiro hørte lette efter hvad soldaten sagde, og nikkede hen for sig. Det kunne tænkes at Kira også var i nærheden af denne oprøre, men sandsynligheden var ikke stor. Han sukkede, hvorfor skulle han også tænke på hende nu? Han havde fået ballade med Lily, da hun opdagede at han var lun på Kira. Han rystede på hovedet ved mindet om hvordan det var gået.. Tankerne optog ham en del, så han lod ikke helt mærke til hvor de gik..

Da de nåede frem, så Toushiro ind på fangen i cellen. Han lod mærke til at fangen havde elverblod i årene, men tænkte ikke mere over det.
"Nå, så du vil tale med mig?"

Kira sad og små græd ved tanken om hvor meget hun og Toushiro havde været igennem, samt hvor store hendes følelser for ham var. Det var ikke godt - det var hvad havde fået Lida i problemer og det ønskede hun ikke..

Manden overfor stod stadig og fulde tavst med i de to oprøres samtale. Han gjore sine egne tanker. Han så over på Kira.
"Unge dame, hvad er det du er så bange for? Hvorfor skulle kaptajnen få ballade ved at se dig her?? Og hvad betyder han for dig, hvis jeg må spørge.."

Kira snøftede et par gange og tørrede øjnene.
"Kald mig ikke unge dame, det lyder så fornemt.. Mit navn er Kira." Hun sukkede.
"Jeg har altid gjort store anstrengelser for at klare mit arbejde uden følelser, da det kun vil gå galt ellers. Det gjore jeg også denne gang, men alligevel lykkedes det for Toushiro at gøre et indtryk. Jeg har aldrig mødt en person inden for Nuvitus, som på en måde er så ligeglad med det han laver - og alligevel elsker det så højt. Han minder mig en del om et par stykker i blandt oprørene, eller rettelse gjore.. De blev begge drabt under angrebet på Havnen." Hun lukkede øjnene og genkaldte sig de dage, hvor hun og Toushiro havde snakket sammen på Goblinen og smilede..
"Han er som en god ven, der vil kæmpe ryg mod ryg med dig. Han kender til livet, som det kan være uden beskyttende omgivelser. Han fortalte mig om hans opvækst i bjergene øst for byen her.. Han lige frem tikkede mig om at få ham ud af byen, og hvad gjore jeg? Jeg bad ham vente lidt, da jeg havde andet arbejde. Og inden jeg så mig om, så stod vi ansigt til ansigt ved Havnen, hvor jeg blev taget til fange." Hun holde en lille pause.
"I skulle have set ham, da han opdagede at jeg sad her i fængslet. Han blev helt chokeret og nervøs på mine vegne. Han sagde ligefrem at han ville 'give hans kaptajn rang, for den frihed jeg havde'."
Hun havde været tavs i nogle minutter, da der lød støj ved døren ind til dette niveau. Det fik hende til at skynde sig tilbage i sit hjørne og gemte ansigtet imod væggen. Hun kendte kun alt for godt den stemme som talte til Thangur, men hun turde ikke hverken at vende sig eller sige noget..

Vagten fulgte efter Hitsu, og låste dørene op når det var nødvendigt.

Imellem tiden kunne Thangur næsten ikke lade vær' med at fnise over Kiras historie, ikke at den var sjov mere fordi at hun var tydeligvis forelsket i ham.
"Du er jo tydeligvis forelsket i manden" sukkede Thangur
Jeg vil ej tage nogen kone, have ej land, blive ej fader til nogen børn... Ordene kørte rundt i hovedet på ham. Eller rettere hele hans ed kørte rundt i hovedet på ham.. De skulle alligevel dø, så hvorfor kunne han ikke bare se tilbage på sin tid med Auth og jægerne,

Men hans dagdrømme blev hurtigt afbrudt af lyden af en dør som gik op.
"Du finder mig bare når du er færdig med ham" brummede vagten og gik hen til en stol, hvor han smed benene op og lagde sig til at sove.

Thangur sad lænet tilbage da kaptajnen.
"Kaptajn Toushiro Hitsu, jeg ville gøre honnør men som du nok kan se, er mine hænder bundet. Du er højest sandsynlig den yngste kaptajn som Novitus nogle sinde har haft.. Også er du jo ikke en dårlig kaptajn vel? Du er vel loyal ikke sandt?" Thangur tjekkede ham ud fra top til tå. Thangur vidste godt at Hitsu ikke havde nøglen til hans dør, og hvis han havdem ville der være større sandsynlighed for at få livstid i stedet for dødsdom, end at komme levende ud af niveau 3.

Thangur rejste sig op og gik hen til tremmerne.
"Ser du Hr. Kaptajn, Jeg sidder inde med information som kunne tilintetgøre oprøret totalt, men, der er altid et men.." grinte Thangur og gik lidt frem og tilbage.
Thangur gik helt tæt på tremmerne og hviskede til kaptajnen.
".. Jeg har også npget som kunne tilintetgøre dig, så du og jeg skal lave en aftale her og nu" sagde Thangur.
"Du hjælper mig, og jeg hjælper dig" sagde Thangur og så afventende på Hitsu.

Toushiro så roligt på fangen.
"Hvorfor skulle jeg ønske at tilintetgøre oprøret? De er slået så hårdt, at det vil tage dem år om at komme sig.." Han løftede det ene øjenbryn, da han forsatte.
"Du har noget som kunne tilintetgøre mig? Og hvad skulle det være?" Han så grundigt på fangen, som havde set bedre ud. *Hvad tror denne mand, at han har på mig? Og hvor kender han mig fra? Jeg kan ikke mindes at jeg har set ham før..* Tankerne kørte rundt og fik Toushiro til at høre efter med et øre..

Kira lyttede med, uden at røre sig. Hendes hoved var fyldt med en masse tanker og minder fra deres tid sammen på Goblinen.
Hun ville ønske at hun havde mod til at kalde på Toushiro, men hun vidste at der var andre soldater i nærheden - og hun vidste at de kunne slå..

Thangur grinte halv højt.
"Hvorfor tilintetgøre oprøret? Fordi det er en trussel mod Novitus, du er ikke nær så klog som folk siger at du er" grinte Thangur hvorefter han gik lidt frem og tilbage.
Han sagde det udelukkende for at provokere Hitsu.
"Okay nok sjov, hvad tror du majorerne vil sige til at du har haft bekendskab med en oprører og at du har lækket oplysninger?" Thangur gav ham en lille tænke pause. Bare for en sikkerheds skyld tog han et skridt tilbage fra døren, så man ikke kunne få fat i ham fra tremmerne.

"Se jeg tror at du ville ende samme med mig og alle de andre oprører, når vi engang er ved at miste hovedet udenfor" grinte Thangur, han frygtede ikke døden, han accepterede den. Lige som alle de andre jægere så havde han accepteret at hvis de blev fanget ville de blive dræbt.

Toushiro så roligt på fangen, da denne snakkede om at han ikke var så klog. Men da fangen kom ind på hans bekendskab med 'en oprører', sukkede han. Et par skridt til siden og han kunne banke hovedet let imod skillevæggen, som var af sten.
Han hørte godt fangen snakke om at fangen mente han ville ende sammen med dem på huggeblokken.. Han sukkede og bankede hovedet imod skillevæggen igen.
"Kun vis jeg er heldig.. Men jeg tror nu snare at jeg bliver dekraderet til bankepude eller noget i den retning.. Der er en del folk, som vil elske at trampe på mig og de vil gøre hvad de kan for at få chancen.." Han bankede hovedet i skillevæggen et par gange imens han snakkede, som om han håbede på at det kunne løse problemerne..

Efterhånden som samtalen forstod hun hvor meget Toushiros ord havde været sande, da han havde tigget hende om at få ham ud af byen. Hun bed sig i læben og tænkte så det knagede..
Hun overvejede meget kraftigt at give ham oplysninger, som kunne sætte ham i forbindelse med de overlevende oprøre. Men hun vidste ikke om de ville slå ham ihjel - og det var grunden til at hun kun overvejede det..