Et Uventet Møde

Aridóris kontor var stille. Solen havde stille og roligt påbegyndt sin nedgang, dog uden at himlen var begyndt at blive mørkere. Det var tidlig eftermiddag, og man kunne fornemme en slags sløvhed, man skulle tro, kom af den tunge luft i kontoret.
På stolen foran skrivebordet sad en lyshåret elverkvinde med benene over kors. Så fordybet i tanker, som hun nu kunne være, da hendes navn nu engang var Yáviel.
Hun vidste ikke andet, end at Aridóri havde efterladt hende en besked om, at hun skulle skynde sig til hans kontor på Akademiet. Da hun var ankommet, og havde stået udenfor døren i et øjeblik uden svar, var hun gået lige ind. Et øjebliks forvirring havde ramt hende, men hun ville ikke bare gå igen. Han skulle jo nok dukke op.
Så nu sad hun her. En lettere nervøsitet var sneget sig ind på hende, da Aridóri stadig ikke havde vist sig. 'Men, på den anden side,' tænkte hun, 'Aridóri er utrolig klog. Han er sikkert bare optaget af noget andet. Der er ingen grund til at være bange, jeg ved jo godt, at han nok bare er forsinket, fordi han måske har glemt det, eller det ikke var vigtigt, jeg mener, han er så forsigtig og klog, han kan i hvert fald ikke være blevet afsløret, eller noget, jeg mener, selvfølgelig ikke, Yáviel, nogle gange er du altså skør og paranoid, altså!' Hun smilede af sig selv, og begyndte i stedet at lede sine tanker over på noget andet i stedet. Måske kjoler, hår eller ham...

Arátho hastede ned af gangen med et mål i hovedet: Aridóri. Igen havde der været en i hans timer, der havde stået imod hans ordre, og igen ville han have snakket med Aridóri om netop denne person, da det åbenbart var det eneste, der kunne hjælpe. Det havde jo hjulpet med Duerr, så mon ikke det også kunne komme til at hjælpe med Zhoki. Zhoki havde mange gange været til besvær på det sidste, det var som om at da Duerr tog fra klassen, tog Zhoki over, men det havde Arátho tildeles set komme, da Zhoki var en af dem, der altid havde fulgt Duerr rundt og havde set op til ham som en helt. Arátho havde set igennem fingre med det indtil nu, men nu kunne det altså være nok, for han var blevet langt værre end Duerr nogensinde havde været. Han var begyndt at smide mudder (han har speciale i vand og jord) i hovedet på andre studerende, både i og uden for klasserne, og han ville så absolut ikke lytte til Arátho eller nogle af hans andre lærer. Arátho havde snakket med flere forskellige i lærestablen og alle sagde det samme. Zhoki var nu blevet langt værre end Duerr, og han var ikke til at stoppe af andre end Aridóri selv.

Arátho stormede ind på kontoret og begyndte, uden at kigge rundt, at snakke løs med meget høj stemme, ret godt ophidset.
"DÓRI!! Nu må du, ved den hvide måne, altså gøre noget imod Zhoki, han er blevet den re-…"
Arátho kiggede op, og fik øje på en kvindelig elver med lysblond hår som hans eget. Af ren og skær vanesag, tog han en hånd igennem den hestehale, han havde sat sit hår op i, i dagens anledning. Han stoppede op, og tog et enkelt skridt tilbage igen, inden han kiggede mere grundigt på kvinden.

"Jamen…. Hej. Forstyrre jeg noget? Jeg ville bare gerne have fat i Aridóri, men han er åbenbart ikke her, ved du tilfældigvis hvor han er?" Arátho kiggede rundt i håbet om at finde Dóri siddende et andet sted i rummet, som han havde gjort så ofte før, når Arátho var kommet ind i netop dette kontor. Han gik over imod forhænget i håb om, han måske var der, men nænnede ikke at trække det fra i frygt for at finde Dóri og Aaron der, og stoppede derfor, vendte sig tilbage imod kvinden, og kiggede afventende på hende.

I det samme håndtaget på døren blev skubbet ned på døren, drejede Yáviel hovedet, klar til at løbe den forventede Aridóri i møde med et kram, men allerede ved den første stavelse af den fremmede stemme, stivnede hun. Åh nej, det var jo ikke meningen hun måtte forbindes med Aridóri på nogen som helst måde, hvad i alverden skulle hun sige til denne fremmede mand?
Da han efter at have gået lidt rundt i kontoret, endelig stoppede og kiggede på hende, tog hun en lydløs, dyb indånding, før hun begyndte at tale;
,,Nej, nej, du forstyrrer ingenting, hvordan skulle du kunne det, jeg mener, her er jo ingen, ja, altså udover mig, men det havde du jo set, sikkert, og vedrørende Aridóri, så ved jeg ikke, hvor han er, så ville jeg nok ikke sidde her, men jeg kunne da godt høre, at det var ham du skulle havde fat i, det var ikke så svært, sådan som du råbte, men det skal du ikke tænke på, for man bliver meget vred nogle gange, og det skal der også være plads til, bare man ikke lade det sidde for længe, så man bærer nag, fordi her i livet gælder det om at være positiv og smile, og jeg hjælper som regel mig selv med dybe indåndinger og tænker, på en, jeg kan lide eller en solskinsdag måske, og så bliver jeg i godt humør igen, men det gør jeg så let, og nogle har bruf for at råbe for at få frustrationerne ud, og det kan jeg høre, at du har, eller også er det måske bare en engangsforestilling, for jeg har da også selv råbt en eller to gange i mit liv, da jeg var helt lille, men ikke siden, jeg ser simpelthen ikke nogle grund til det, jeg mener, det er så hårdt for stemmen og man blvier rød i hovedet, og jeg ser ikke godt ud i rødt, eller det gør jeg faktisk, jeg ser godt ud i alle farver, men lige præcis rød ansigtsfarve er ikke videre kønt til nogle, så jeg lader hellere være, men hvorfor er du du ude efter Aridóri, jeg kunne forstå, at en har gjort noget galt, en ved navn Zhoki, ikke, hvad var det nu for noget, nej, det kommer nok ikke mig ved, men hvem er du så? Hvad hedder du?'' Yáviel selv var rigtig tilfreds med hendes afledning, så det ikke handlede om hende, men om ham, men hun kunne mærke, hvordan hendes nervøsitet fik hendes ord til at glide hurtigere ud af hendes mund. Men det var der højst sandsynligt ikke nogle, udover hende selv, der ville lægge mærke til.

Arátho stod nærmest mundlam og kiggede på kvinden. Havde hun lige sagt 20 linjer på ti sekunder? Han lukkede munden, da han fandt ud af, han nærmest havde den fuldt åbent, som i, han havde tabt kæben. Han rystede en enkelt gang forvirrende på hovedet, inden han prøvede at huske, hvad det var kvinden havde sagt. Noget med ingen Dóri og noget med vrede og noget med.... Han kunne ikke huske det. Af ren og skær venlighed gik han nærmere kvinden for at tage hendes hånd i hilsen.
"Navnet er Arátho Cupid, jeg er lære her på akademiet og så er jeg Aridóri's trofaste ven igennem.. Ja, nok en 200 års tid efterhånden" han smilte til kvinden, en af hans charmerende smil, som han ikke havde haft mange der kunne modstå, inden han fortsatte: "Men et andet spørgsmål er, hvem er de, unge frøken? Jeg synes ikke jeg har set dem før..?" sluttede han, og meget hurtigt inden hun nåede at sige for meget, tog han en hånd op som en stop
"Jeg beder dem, lad venligst vær med at snakke så hurtigt, jeg kan jo ikke følge med! Jeg har haft elever hele dagen, du må nu altså give mig en chance for at kunne forstå og følge med i hvad du siger, så venligst i et roooligt tempo!" sagde han nu, med ekstra tryk på 'rolig' - hvis kvinden snakkede så hurtigt hele tiden, ville Arátho jo langt fra være i stand til at snakke med hende og kunne følge med i den samtale, som de mons tro skulle til at have imens de ventede på Dóri.....

Yáviel rejst sig og rakte glad hånden frem og tog hans, med et tilhørende smil, der bostavelig talt strakte sig fra øre til øre. Som var hun den lykkeligste person i hele verden. Hun slap hans hånd, lige inden hun begyndte at snakke.
,,Det er faktisk sjovt, nu du siger det, for jeg får tit at vide, at jeg snakker hurtigt, men jeg ved næsten aldrig hvad folk mener, for jeg synes da selv, jeg snakker i et normalt tempo, jeg mener, jeg kan da altid selv forstå, hvad jeg siger, og jeg synes da også, at folk altid kan følge med, nogle gange får jeg at vide, at jeg snakker meget også, men det ved jeg heller ikke, om er helt rigtigt, jeg mener, jeg har jo egentlig bare noget at sige, så jeg synes næsten, man skulle være glad for, at jeg måske snakker lidt mere end andre, for så ved jeg, at der da i hvert fald aldrig bliver en akavet stilhed, og det er måske også det værste, fordi så føler man sig pludselig uønsket, på en måde, altså, og jeg har altid fået at vide, at man skal gøre sit bedste for at underholde andre elvere og få dem til at føle sig tilpasse og velkomne, og det er selvfølgelig også vigtigt, når jeg nu arbejder med der, jeg gør, altså, jeg er værtinde ved små fester ved hoffet og sådan, og jeg må altså selv sige, jeg klarer det ret godt, og det tror jeg også, andre synes, men det ved jeg jo ikke, men efter hvad jeg har hørt fra andre elvere af småsladder og sådan, så er mine fester, ja, altså ikke mine i den forstand, men dem, jeg står for, altid ret succesfulde, og det skal jeg da også være glad for, jeg mener, man må da vel altid prale lidt med det, man er god til, og det er jo også det, jeg lidt gør nu, det håber jeg er i orden,'' snakkede Yáviel løs, og afsluttede den lange enetale med et lille smil. Umærkeligt tog hun endnu en dyb indånding, før hun begyndte på den lettere pressede del af de informationer, Aratho havde bedt om. Tanken om at hun hurtigst muligt skulle ud herfra, før han opdagede for meget, blev overdøvet af glæden over at have mødt en ny person, hun kunne snakker med. Eller, rettere sagt, lytte til hende.
,,Jeg hedder forresten Yáviel Merilineth, og nej, du har ikke set mig før, jeg er her ikke så tit, men det kan være du har hørt om mig, men det har du måske heller ikke, men det er også lige meget, jeg er ikke så kendt her på Akademiet, som jeg er ved hoffet og rundt i byen.'' Yáviel strøg af ren nervøsitet en lok løssluppent hår om bag øret.
,,200 år? Det er altså lang tid, så da I mødtes var jeg kun omkring 30 år gammel, det er godt nok lang tid siden, så, hvordan var Dóri dengang? Hvad underviser du i? Måske kender du en elver, der hedder Ramdon? Ham kender jeg i hvert fald, og ham kan jeg rigtig godt lide, selvom han er lidt mærkelig, men det er vi alle sammen jo nogle gange, og det er jo også i orden, jeg mener, det skal der også være plads til, ikke sandt?'' afsluttede Yáviel endelig - ret tilfreds med sig selv. Hun sendte ham endnu et strålende smil.

Arátho kæmpede for at følge med imens hun snakkede, og efterhånden som hun kom længere og længere frem i sine lange sætninger, synes han da også at det blev nemmere og nemmere at følge med og at forstå, hvad det egentlig var, hun sagde.
"Yáviel... hmm... Det navn kan jeg ikke lige umildbart genkende." han sendte hende et undskyldende blik, og fortsatte så "Du kan nok godt have ret i, at det kan være en god ting at der ikke bliver nogen akavet stilhed, og det kan man vidst roligt sige, der ikke bliver med dig i nærheden" Sagde han med et grin. Det var tydeligt at se, han mente det som en spøg, og slet og ret ikke for at såre hende.
"Men ja, 200 år er længe. Jeg tror endda det er længere. Jeg tæller ikke så meget mere, jeg ved bare, jeg kendte ham længe inden han startede akadamiet her. Hvordan han var dengang og hvordan han er den dag idag, er ikke noget, der har forandret sig ret meget over tiden. Han har i alt fald ikke ændret sig i forhold til mig. Så det er den samme Aridóri du ser idag, som jeg lærte at kende i sin tid. Den eneste forskel, er at han er blevet mere stresset og ret tit er optaget, men sådan er det jo, når man er både lære og ejer af akadamiet." Han smilede et forstående smil. Han kunne nemt mærke, når Dóri var stresset, men han havde igennem tiden lært ikke at sige det til sin kære ven. Dóri vidste forhåbentligt at Arátho altid ville bekymre sig om ham, uanset hvad der skete i deres liv.