Uden Varsel

Midt i den store sal, ved et af de små borde placeret midt i den lyse, åbne bygning, stod han. Bøjet ind over nogle papirer, opslugt af hvad-end-de-indeholdte. Yáviel stod bag en søjle, spionerede på ham, prøvede at tage mod til sig, prøvede at tage sig sammen til at gå hen til ham. Det var dog utroligt, uanset hvor mange gange hun så ham, ledte efter ham, blev hun altid nødt til at tage en dyb indånding, før hun gik hen mod ham. Hvad var der dog i vejen med hende?
Hun havde faktisk ledt efter ham. Hun havde fået at vide af en eller anden tilfældig person, at han nok højst sandsynligt ville være i Arkiverne, og hun var hastet derhen uden at kigge tilbage. Og nu stod hun her.
Endelig begav hun sig hen mod ham. En par meter fra ham, følte hun trang til at erklære sin ankomst.
,,Ramdon! Ramdon! Hej, her er jeg, ej, er du her, det vidste jeg ikke, sikke et tilfælde, ja, jeg har altså ikke ledt efter dig, det mener jeg, helt ærligt, ej, det gør jeg faktisk ikke alligevel, jeg kan altså ikke lyve for dig, jeg har ledt efter dig, jeg fik at vide, at du var her, jeg stod lige bag den søjle derover, tænk, at du ikke så mig, jeg er næsten helt spionagtig, haha, ej, det var bare for sjov, jeg kan da ikke være spion, nej, jeg er bedre til det, jeg gør, ih, det er dejligt at se dig igen, vi ser hinanden for lidt alligevel, synes jeg, det ved jeg ikke, om du synes, det synes jeg, men jeg kan også rigtig godt lide dig, og jeg savner dig, ih, altså, jeg er blevet helt glad nu, det er nok fordi jeg ser dig, så er jeg altid glad, hvordan går det med dig, hvordan har du haft det siden sidst, jeg har haft det godt, meget faktisk, der er sket en hel masse, men det har jeg ikke tid til at fortælle dig nu, det må blive en anden gang, tror jeg, hej,'' sagde hun, og gav ham et langt, varmt knus. Trykkede sig ind mod ham, og var allerede nu begyndt at tænke på at kysse ham. ,,Hvad laver du? Noget interessant? Sikkert! Jeg er lige kommet fra Akademiet, der spurgte jeg faktisk en af de andre, hvor du var, en rigtig sød pige, hun sagde, jeg kunne finde dig her, og så tænkte jeg, hvad du mon lavede her, men jeg spurgte ikke hende, for jeg ville bare finde dig, og det har jeg jo så gjort nu, jeg havde bare lyst til at se dig, og så var du ikke, hvor du plejede, så jeg spurgte hende pigen, nå, men hvad var det du lavede? Hvad kigger du på?'' endte hun med at få frem af sin enetale, og det så ud som om, Ramdon måske endelig ville få tid til at sige noget.

(Denne tråd er også kendt som; Noget syret, stenet noget sådan som; ,,HVOR BLEV HAN AF?!" - Dóri)

Ramdon vendte hovedet mod Yaviél. Men der var noget anderledes over det normale døsige blik... Det var faktisk ikke rigtig døsigt overhovedet.
Han lagde papirerne fra sig på bordet, men holdt en hånd hen over dem, som om han var bange for at de skulle blæse væk. De røde ærmer på hans kåbe var bukket op til over hans albuer.
Der var en doven duft af roser i den lyse sal. Vintersolen stod varmt ind gennem de mange marmorsøjler.
"Det er dig," konstaterede magikeren med en stemme der var... overraskende vågen. Opmærksom. Og af normal hastighed. "Undskyld, du, men jegeeh, bliver nødt til at få det hér gjort."
Et hovedkast ned mod papirerne, inden han igen så på hende med det underligt vågne øjne.
"Hvad var det du ville mig?"

Yáviel var et øjeblik lammet. Hans stemme, hans blik, hans holdning - alt havde ændret sig. Hun kiggede ham ind i øjnene, det var næsten som om de også havde skiftet farve på en måde, og Yáviel var helt forvirret. De havde jo været sammen den anden dag, og pludselig var han bare en anden. Hun havde aldrig set ham sådan før, hvordan kunne han have ændret sig så radikalt, så pludseligt, på så kort tid?
,,Jamen, som jeg sagde var jeg bare ude efter at snakke med dig, jeg mener, det var længe siden, jeg havde set dig, eller det føltes det i hvert fald som om, og så ville jeg bare se dig og snakke med dig og bruge tid med dig, men hvis du ikke har tid, så kan vi jo bare finde ud af noget andet, jeg skal alligevel også have købt en ny kjole, men så tænkte jeg, at jeg hellere ville se dig, da jeg tænkte over det i morges, men så kan jeg jo bare købe den nu, jeg tror, den skal være en lys lilla, eller måske en helt smuk hvid, som de andre ordinære kjoler, eller en pink, måske, det er en flot farve, så det er okay, hvis du har noget at lave, men hvad er det egentlig for noget, og er det meget vigtigt, eller kunne du måske bruge tid med mig, eller sådan noget, nej, selvfølgelig ikke, hvis det er vigtigt, og det er også godt at du får lavet noget, jeg kan huske da vi mødtes i Rosenhaven, der så det ikke ud som om, du lavede noget særligt interessant, andet end at forvandle dig selv til tepotter, eller noget i den stil, det var jo også sjovt,'' over-informerede Yáviel, og hans vågne blik forvirrede hende. Hun var vant til ham, som værende træt og forsvundet fra jordens overflade, så det var spændende at se ham på denne måde. Hun smilede, da hun tænkte, at han nu måske ville være i stand til at svare på hendes spørgsmål ordentligt, uden de mystiske, gådefulde udtalelser, han altid kom med.
,,Er der egentlig noget galt?'' spurgte hun alligevel til sidst, bare for at finde ud af, hvad der egentlig var blevet anderledes siden sidst.

Ramdon stod - underligt nok som enhver anden normalttænkende elver - med åben mund og var voldsomt imponeret over hvor mange ord der kom ud af Yáviels mund på så kort tid. Hele tiden med åben mund. Først da hun stoppede op for at stille hendes spørgsmål, kunne han komme til at tale. Og dét var ikke før han overrumplet havde åbnet og lukket munden et par gange.
"Jeg har det fint," svarede han, som om han ikke havde opfanget resten. Hvilket også var ganske sandsynligt. Havde han taget et akavet skridt væk fra hende, mens hun talte?
"Lidt hovedpine og en mindre smule kvalme, men ellers har jeg det ret godt og - ... Taler du virkelig altid så meget?"

Yáviel var ikke blevet mindre forvirret i løbet af de sidste par sætninger, der var kommet fra Ramdons mund - klart udtalt og meget let forståeligt. Hvordan i alverden kunne han have ændret sig så meget? Han virkede på en måde længere væk end nogensinde, som han stod der, pludselig længere væk, end da hun havde startet med at snakke, og kun besvarede hendes sidste spørgsmål uden den glade træthed, der var hans kendetegn.
,,Altså, jeg ved ikke, om man kan sige, jeg taler meget, men jeg har da altid talt præcist sådan her, ved du ikke, det, Ramdon, vi har kendt hinanden så lang tid, jeg har da ikke ændret mig siden sidst, det er altså dig, der har ændret dig, hvad er der sket? Hvorfor er du pludselig så mærkelig, og hvorfor har du det ikke godt, er der sket noget mærkeligt, er det noget med Dóri, har han snakket med dig om noget, eller har han gjort noget ved dig, det er ikke ham, vel, det kan det næsten ikke være, det ville han da ikke gøre, ville han det, det ville han faktisk måske, han virkede ikke glad, da jeg fortalte ham,'' af en eller anden grund, havde Yáviel ikke lyst til at sige, at hun havde fortalt Aridóri, at hun var forelsket,''det der, måske har han gjort noget ved det, ej, det kan han da ikke være bekendt, og det ved han også godt, hvis han har gjort noget ved dig, så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg gør, altså,'' spurtsnakkede Yáviel - hendes talehastighed var steget, da hun var begyndt at gruble over en skjult dagsplan fra Aridóris side, som om hendes tanker bare automatisk blev spyttet ud gennem munden uden at hun egentlig skulle tænke over det.
,,Ramdon, hvad sker der med dig?'' spurgte hun efter et halvt sekunds pause til at trække vejret, og hendes skuldre sank opgivende nedad.

Ramdon stod og lagde papirene på bordet foran sig pænt i en stak mens man kunne se han virkelig forsøgte at koncentrere sig for at høre alt hvad Yáviel sagde til ham.
"Det kan jeg altså virkelig ikke fortælle dig, du," svarede han efter hendes talestrøm og samlede papirene op. Satte dem sikkert under én arm. "Det er sådan totalt fortroeligt og sådan noget. Men nu skal jeg altså virkelig have de hér papirer hen til en klient, eller mesteren bliver uthilfreds. Du må selv om om du følger med, men jeg har tænkt mig at skynde mig. For jo hurtigere jeg gør det, jo hurtigere kan jeg få min - ... Lige meget."
Han tog det første skridt og begyndte at gå, forsøgte at ignorere at han lige havde afbrudt sig selv midt i noget han tilsyneladende ikke burde fortælle omverdenen.

Yáviel var splittet. Hun ville gerne med Ramdon, men hun følte sig på en måde malplaceret, som om hun var løbet over til en, der ikke var Ramdon, men så alligevel spillede med for at drille hende. Men allerede da han havde taget det første skridt, havde hun besluttet sig for at følge efter ham.
,,Jeg går med,'' erklærede hun, og fulgt hurtigt efter ham. ,,Hvad er det du skal nå, du skal have din hvad, og hvad er det egentlig vi skal, hvilken klient, jeg kan da regne ud, at det er Dóri, du snakker om, men hvad har han bedt dig om at gøre, og hvorfor, og det har stadig ikke noget med ham at gøre, vel, og hvorfor kan du ikke fortælle mig det, stoler du ikke på mig, jeg mener, vi arbejder da begge to for Aridóri, og han stoler i hvert fald på mig, det ved jeg, så hvorfor gør du ikke, det synes jeg altså ikke, du kan være bekendt, og hvorfor er du pludselig sådan, jeg mener, du plejede at være sær, og nu er du jo bare... normal, på en eller anden måde, og normalt er jo ikke sjovt, normalt er kedeligt, hvorfor, hvad er det, der sker, og hvorfor vil du ikke bruge tid med mig, jeg troede, du kunne lide mig, men har du måske skiftet mening, men hvordan kan du pludselig det, vi havde det så hyggeligt, kan du ikke huske det med Aridóri, og hvordan han slog hovedet ned i bordet, fordi vi afbrød ham, det var faktisk ret sjovt, jeg var lige ved at grine, men han virkede småsur, så jeg grinede ikke der, det gjorde du heller ikke, så jeg, du var bekymret for ham og snakkede mærkeligt med ham igen, og jeg kunne næsten ikke forstå, hvad du sagde, men, Ramdon, vil du ikke nok være sød at svare mig? Jeg vil bare gerne vide det, jeg er bekymret for dig, for jeg kan godt lide dig, og det bliver ved med, eller, jeg kunne jo godt lide dit gamle dig, jeg har aldrig set dig sådan her, er du sikker på, at du også har det godt? Ramdon, vær nu sød,'' bad Yáviel, sikkert uden at være klar over, at det var hende selv, der afholdt ham fra at svare på hendes spørgsmål.

Ramdon var allerede begyndt at gå mod en af arkivernes udgange da Yáviel begyndte at tale til ham. Ikke kun hurtigere men også langt mere uhøfligt handlet end han normalt ville have gjort. Eller var han altid bare så langsom i optrækket at han bare fremstod som tålmodig og høflig?
Talestrømmen fortsatte mens han gik med papirerne under armen men da hun endelig gav ham tid til at svare, så greb han da også muligheden. Om ikke andet bare for at høre en andens stemme end hendes lidt.
"Jeg ved simpelthen ikke hvad du taler om," svarede han og skævede en smule undskyldende til hende, da hun blev ved med at spørge ind til ham og hans ændring i attituden. Han trådte udenfor, og der var en kølig forårsluft der blandede sig med den solrige dag. Solstrålerne lå varmt på hans gyldne hud. "Og jeg kan desværre hellerikke fortælle dig om papirerne, det har slet ikke noget at gøre med vores normale arbejde. Det er totalt fortroeligt for andre end mig og - åhhf!"
Ramdon vaklede pludselig mens han tog sig til hovedet. Tungt faldt han op mod én af de søjler der holdt taget til arkivene oppe. To af papirerne fra hans stak faldt ud af hans greb og faldt ned på marmorfliserne.

Yáviel var lige ved at skrige, da Ramdon nærmest faldt om. I stedet blev det til et lettere overdrevet gisp, og hun greb fat i hans arm.
,,Ramdon?! Ramdon, har du det godt? Hvad sker der med dig? Ramdon?! Ramdon...?'' Fuldstændig forvirret og ude af sig selv af bekymring, lagde hun armene om ham og trykkede ham ind til sig. Yáviels hoved var et stort rod, eller måske nærmere et kaos af tanker, der pressede sig på, og hun var ikke i stand til at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Hun kunne mærke hvordan gråden trængte sig på. Ramdons ændrede adfærd og alt, der foregik for tiden var næsten for meget at håndtere, og hun kunne mærke, hvordan hun følte sig en smule magtesløs, fordi hun ikke kunne se, hvad hun skulle gøre. For en gangs skyld følte hun sig så fortabt, at hun ikke kunne gøre andet end at holde om ham. Ikke et ord kom over hendes læber.

Det der i starten bare havde været en simpel vaklen blev hurtigt til en form for anfald. Ramdon spasmede og hans muskler trak sig sammen i hurtige, utilregnelige kramper. Hans øjne vidt åbne; stirrende frem for sig i noget der kun kunne læses som panik.
De elvere der gik forbi dem med stolte miner skævede blot til deres unge medelver med foragt i blikket. Der var ingen hjælp at hente hos dem.
Ramdon tabte resten af dokumenterne i sin favn, men i stedet tvang han en hånd til at gribe efter Yáviels tøj.
"F-f-f-ffind," stammede han igennem sin krops krampe, smerte hen over det kønne ansigt. "fi-ind Arid-d-dórrri. Bri-ing mig til ha-a-am."

,,A-Aridóri? Selvfølgelig!'' nikkede Yáviel - hvorfor havde hun ikke tænkt på det? Hun rejste sig fra jorden, men hun kunne ikke få sig selv til at lade Ramdon ligge alene. På den anden side var hun langt fra i stand til på nogen måde at få ham med sig, og hun vidste, at Aridóri ville være langt mere til hjælp end hun selv, da det eneste, der dukkede op i hendes hoved var at stirre på ham og håbe på det bedste.
Hun gav sig til at løbe tilbage mod Akademiet, i håb om at Aridóri ville være der, som han plejede.

Der gik ikke lang tid før hun stod uden for Aridóris kontor, og bankede hårdt på døren. Hun ventede et halvt sekund, hvorefter hun utålmodigt smækkede døren op på vid gab og trådte ind i lokalet.

Aridóri havde været halvvejs ovre ved døren, men da den åbnede omkring en meter fra ham stoppede han bare med et løbtet øjenbryn. En bog åben i hans hånd og en tekop i den anden. Klædt i en løs, hvid skjorte, bukser og støvler. Der var den sædvanlige duft af urter i rummet.
Yaviels tydelige oprevethed lod ikke til at røre ham nærmere, for han vendte sig bare mod midten af rummet igen og så ned i sin bog. Det havde højest sandsynligt noget at gøre med hvordan Yaviel normalvis var.
"Hvad nu, kære?" spurgte han ligegyldigt og satte tekoppen fra sig på et bord nærved. "Har hoffet ikke lært dig at det er uhøfligt bare at vade ind?"

''Aridori, det er Ramdon, jeg ved ikke, hvad der sker med ham, men vi snakkede sammen nede i Arkiverne, og han var helt mærkelig, og så var han ved at gå, det var fordi, jeg havde ledt efter ham, og han virkede ikke som om, han var glad for at se mig, og det forstod jeg ikke, og han snakkede mærkeligt, jeg mener, helt normalt på en eller anden måde, det var som om han ikke kunne huske, hvem jeg var, men han var ved at gå, og så lige pludselig faldt han bare sammen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og han sagde, jeg skulle hente dig, og det tænkte jeg også, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, han sagde noget om nogle papirer, en eller anden skulle have, så han kunne nå tilbage til dig, og få sin et-eller-andet, som han så ikke nævnte, fordi han var hemmelighedsfuld og anderledes, og det synes jeg var trist, men du må skynde dig og komme og gøre et eller andet, du må drikke te senere, du skal være sød og hjælpe Ramdon, vil du ikke nok?'' skyndte Yáviel sig at spytte ud, og opdagede ikke engang, hvor meget dyrebar tid, hun spildte. Hun var utålmodig og allerede halvt parat til at suse ud af døren, og om nødvendigt gribe fat i Aridóri og hive ham med.

Aridóri havde været forberedt på den talestrøm som Yáviel altid kom med. Han havde endda gjort sig klar til at følge sit sædvanlige mønster med kun at lytte efter hver tredie sætning for at forstå så meget som muligt. Men idet kvinden nævnte Ramdon med panik i stemmen, blev det hurtigt klart at hver tredie sætning nok ikke ville være nok.
Troldmanden klappede bogen sammen og drejede sig med et gravalvorligt blik mod Yáviel.
"Ved arkiverne?" gentog han med et tænksomt blik. Hans hjerne arbejdede tydeligvis på højtryk. Han bandede. "Hvorfor også så langt væk?"
Han smed bogen fra sig ved siden af tekoppen der skvulpede over ned i dens underkop, inden han hastede forbi Yáviel. Det viste sig at det endte med at være ham der trak hende med ud af rummet.
De første to mandlige lærlinge Aridóri fik øje på beordrede han straks til at løbe til arkiverne. De blev nødt til at få Ramdon til akademiet igen. Det der skulle gøres var ikke noget der var passende for offentligheden at se..!
"Kom," sagde han igen til Yáviel og gik ind i selv samme kontor de lige var kommet fra. "Hvor lang tid er det siden?"

Yáviel fulgte fortumlet med ham, mens hun fortsatte sin talestrøm. Hun var et øjeblik lykkelig over, at Aridóri tog hende alvorligt, og faktisk så ud til at ville hjælpe - men han virkede også som om, han forstod, hvad der var sket. Hvad var hun gået glip, hvor havde hun dog været, siden noget var gået hendes næse forbi?
''Ikke lang tid siden, et par minutter, jeg løb alt, hvad jeg kunne, det lover jeg, men har han det godt, der er ikke sket ham noget, vel, og det er da ikke dig, der har gjort noget, er det? Det kunne lige ligne dig, altså, ikke på en dårlig måde, jeg mener bare, at du gør en masse mærkelige ting, men det er ikke dig, vel? Det lyder altså som om, du ved hvad der foregår, i hvert fald, og du kan godt tage at fortælle mig det, for jeg vil meget gerne bede om at vide, hvorfor han opfører sig så mærkeligt, og hvorfor alting pludselig er lidt skørt, og hvid du ved det, må du have noget med det at gøre, og det synes jeg ikke er i orden, men du laver jo så mange mærkelige ting, og så længe Ramdon har det godt - det har han da, ikke?'' sagde Yáviel - helt uden at tabe pusten. Man kunne undres over, hvor længe, hun kunne klare sig uden luft.
Og dog - hun virkede ikke helt på toppen. Helt uden at få lov, satte hun sig tungt i stolen foran Aridóri's skrivebord og sukkede dybt.

"Luk munden og lad mig tænke, kvinde!" Snappede Aridóri pludselig da Yáviels talestrøm blev for meget for ham. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende om Ramdons anfald havde noget med ham at gøre. Og uanset hvad, så ville hun højest sandsynligt finde ud af det i løbet af det næste kvarter alligevel.
Hastigt gik han hen til en reol og hev hele rækken af bøger ned fra en hylde. Det viste sig at han gemte en større æske med ting inde bag ved. Denne tog han ud og satte på gulvet.
"Han har det fint," sagde troldmanden mens han begyndte at tage udvalgte ting op fra kassen. Han bredte et styke stof ud på gulvet og han placerede mærkelige lys rundt om det. "Men han skaber en scene! Og det er det sidste jeg mangler."

Yáviel slog med det samme bremserne i og tog hans ord meget bogstaveligt. Hun klemte forskrækket læberne sammen til en streg og sad pludselig som en stenstøtte på stolen.
Men efter de par minutter, det havde taget Aridóri at gå omkring i kontoret, havde Yáviels tanker endnu engang presset sig for meget på - og så væltede de ud.
''Jamen, hvis han har det fint, hvorfor skete det der mærkelige så, og du har noget med det her at gøre, det ved jeg altså bare, og hvad laver du egentlig nu?'' spurgte Yáviel, med et pludselig skift i stemmen, fra bebrejdende til interesseret, ''er det magi, Aridóri, er det dét, der skal ske nu? Jeg har altid gerne villet se det, må jeg være herinde, må jeg ikke nok, ej, måske er det farligt, er det ikke det, det skal nok passe, jeg skal nok gå min vej, men hvis jeg må, vil jeg gerne se det,'' afsluttede hun, og var begyndt at svinge med benene og rette sig op i stolen igen. Yáviel tog ikke så mange ting personligt, og hun havde en hukommelse som en guldfisk - når det handlede om alt andet end sladder.

"Bliv bare herinde," sagde Aridóri højt inden han strøede noget ud ove stoffet. Det lignede tørrede planter og frø af en slags. Der var ingen grund til at gemme hvad der skete væk fra Yáviel. Hvis ikke hun fik slukket sin nysgerrighed, så var der risiko for at hun ville gå rundt og debattere det med alle. Det ville ikke være kønt. "Så længe du lover at holde dine kønne læber tæt sammen omkring det."

Der gik ikke meget mere end endnu et par minutter inden de to lærlinge fra tidligere kom slæbenede med Ramdon. Han havde en arm om hver af deres nakker idet de trak ham ind i kontoret. Hans krop gjorde stadig voldsomme spjæt og krampetrækninger og han hev voldsomt efter vejret i uregelmæssige stød.
"Læg ham på klædet," instruerede Aridóri med en overraskende rolig stemme. De gjorde det. "Og forlad os."
Døren til kontoret lukkedes efter lærlingene. Nu var rummet tomt med undtagelse af Yáviel, Aridóri og den krampagtige, unge elver på gulvet.

Yáviel smilede som et lille barn over hele ansigtet, og nikkede.
''Jeg kunne ikke finde på at sige noget som helst om noget, jeg mener, hvornår har jeg sidst sagt noget om dig til andre, desuden ser det her meget hemmeligt ud og jeg har heller ikke lyst til at sladre om Ramdon, jeg blev meget forskrækket, det gjorde jeg altså,'' vrøvlede hun, og satte sig bedre til rette i stolen. Hun snakkede videre om sin forfærdelige oplevelse ved Arkiverne, uden at bekymre sig om lyttere overhovedet, og blev afbrudt, da døren gik op og hun så Ramdon.
''Aridóri, er du sikker på, han klarer det?'' spurgte hun frygtsomt og rettede nervøst på sit hår. Pludselig var hun knap så sikker på, hvordan hun havde det med at være i rummet.

Troldmanden gik hen til Ramdon og satte to fingre på hans hals. Følte hans puls et par sekunder og rejste sig derefter op igen.
Aridóri gik stadig rundt om klædet hvor Ramdon lå og lavede mindre forberedelser til hvad end der skulle ske. Han havde åbenbart valgt at ignorere hvad end Yáviel sagde. Umiddelbart sagde hun heller ikke noget som han ikke havde svaret på i forvejen.
"Har du noget imod at hjælpe, Yáviel?" spurgte han i stedet mens han var ved at blande én eller anden form for urtesalve. "Hjælp ham af med hans kåbe, gider du?"

Yáviel så ikke umiddelbart ud til at bemærke, at hendes spørgsmål stod ubesvaret hen. Hun var langt mere optaget af, hvad der foregik foran hende, og da hun blev bedt om hjælp, følte hun et kort øjeblik et koldt sus, der føg igennem hende.
''Jo, det skal jeg nok,'' sagde hun så, og kravlede ned på gulvet, mens hun prøvede at lade være med at krølle sin kjole alt for meget. Hun arbejdede sig forsigtigt frem mod den spjættende Ramdon og prøvede at finde ud af, hvordan i alverden, hun skulle få den tingest af Ramdon. Hun rakte ud og prøvede at binde knuden op, og kunne ikke lade være med at forestille sig...
Nej! Det kunne hun sagtens lade være med at forestille sig, det var da virkelig ikke tiden til det lige nu! Hun koncentrerede sig dybt om knuden, der skulle bindes op og trak langsomt kåben af Ramdon. Hun prøvede at lade være med at kigge, men det var utroligt svært. I stedet krøllede hun kåben sammen - meget koncentreret - og krammede den ind til sig. Hun duftede lidt til den, den duftede af ham.
Hun satte sig langsomt tilbage på stolen, og efter kort at have flyttet blikket tilbage på Ramdons bare overkrop, kunne hun ikke flytte det igen. Hun betragtede ham længe, og pludselig havde hun ikke engang lyst til at snakke mere.
''Skal jeg gøre noget andet?'' spurgte hun til sidst langsomt Aridóri, stadig uden at kigge på andet end Ramdon.

"Nej," sagde Aridóri mumlende mens han nu gik hen til Ramdon på gulvet. "Bliv du bare ved med at kramme tøjet, det er fint."
Ramdon havde - som alle andre standart elvere - et imponerende slankt liv. Der var en ganske svag muskeldefination rundt på hans overkrop, og man kunne kun forestille sig at det var efter alle de træer han havde kravlet i. Præcis som hans knap så vide hud skyldtes alle de mange timer i solen.
Aridóri satte sig på huk ved Ramdons side, og greb om drengens hoved med begge hænder. Det så voldsomt ud med de lange fingre der sagtens kunne nå hele vejen rundt. Aridóri lukkede kort øjnene og bed sig en smule i underlæben.
Man havde måske forestillet sig at Ramdons krampetræk ville tage af. Men det var ikke tilfældet; tvært imod blev det værre. Så meget at den unge elver nu også selv gispede i overraskelse hver gang hans krop gjorde endnu et voldsomt sæt.
Da man ikke skulle tro at anfaldet kunne blive værre, slap Aridóri Ramdons hoved. Lænede sig hastigt bagover og greb den salve han havde blandet lidt for inden. Hastigt smurte han den grønne væske ud over sine hænder og satte sig hen over den brunhårede med et knæ på hver side. Satte hænderne på hans brystkasse - på det nederste af ribbenene - og lagde sin vægt i.
Ramdons øjne var spærret vidt op og han stirrede hele tiden op i kontorets loft.
Troldmandens ansigt faldt i koncentrerede folkder, og gradvist aftog spasmerne hos elveren under ham.

Yáviel fnisede lidt over Aridóri's kommentar, og så lagde hun halvt skamfuld, halvt lykkelig, tøjet ned på gulvet ved siden stolen, hun sad på. Så betragtede hun atter Ramdon, selvom hendes udsyn indimellem blev ødelagt af en forbigående Aridóri.
Hun blev en smule forskrækket, da Ramdon's krampetrækninger fortsatte og steg, og var der noget, hun ikke havde forventet, var det da Aridóri kravlede op på ham. Hun var lige ved at udstøde et forbavset udbrud, men forholdt sig stille, af skræk for at afbryde et eller andet. Hun kunne dog ikke stoppe sig selv i at smække en hånd for munden, og hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle reagere. I stedet fulgte hun hændelsen med interesse, og da Ramdon langsomt faldt til ro, gjorde hun det også.

Aridóri tog nu i stedet om nakken på sin lærling og bukkede sig så meget ind over ham at han kunne lægge sin pande mod hans. Det røde hår faldt langt ned på stoffet omkring de tos hoveder. Messende ord kom fra den ældre, og langsomt tog anfaldet helt af. Til sidst lå Ramdon blot helt stille på ryggen. Det eneste der rørte sig på ham var hans hænder der stille pillede ved nogle af planterne på stoffet.
Troldmanden der stadig sad hen over ham sukkede træt efter det hele var faldet lidt til ro. Han rakte ned og lagde blidt en hånd på Ramdons kind.
"Så," sagde han med antydningen af et smil. "Meget bedre."
Med de ord rejste han sig op og gik hen til forhænget der adskilte det store kontor fra resten af rummet.
"Rør dig ikke for meget. Jeg henter din medicin."
Han forsvandt ind bag forhænget.

Yáviel blev ikke mindre forbavset, da Aridóri lænede sig ned mod Ramdon's ansigt. Hun kunne ikke se, hvad der foregik for Aridóri's røde manke, og specielt fordi Ramdon langsomt blev roligere og roligere, kunne hun ikke rigtigt følge ordentligt med. Da han til sidst rejste sig og bevægede sig ud af rummet, kunne Yáviel ikke lade være med endnu engang at kravle ned af stolen og hen ved siden af Ramdon. Hun kiggede bekymret på ham, og lagde en hånd på hans hår.
''Det var mærkeligt,'' kommenterede hun. ''Er du okay?'' Hun aede ham let over håret.