Urtekundskab - første lektion.

(Alle skal være velkomne til at 'bryde ind', hvis de føler for det. )

Duggen hang endnu i Parkens velholdte græs, da Elvira - en time efter solopgang - satte sig på en lille bænk lige inden for Parkens indgang for at vente på Hamran.
Hun havde sin elskede skuldertaske med og i den lå diverse redskaber hun mente at kunne få brug for; urtekniv, en segl, nogle små lærredsposer og en lille håndskovl, hvis hun pludselig skulle falde over en plante med en brugbar rod...
Hun var glad for, at Hamran havde foreslået dette forholdsvist tidlige tidspunk, for da ville der ikke være så mange besøgende i Parken. Hun kunne stadig ikke lade være med at føle sig lidt som en tyv, når hun lå med enden i vejret i blomsterbedene og gravede rødder op, for selvom hendes lille 'besøg' ikke kunne ses bagefter, fjernede hun jo stadig noget fra Parken.
Det så ud til at blive en strålende dag, selvom morgenvejret endnu var en anelse køligt - derfor havde Elvira også taget sin langærmede bluse på, selvom hun vidste, at hun ville fortryde det lige så snart solen kom rigtig op på himlen og fik brændt morgenkulden væk.
Da det ikke umiddelbart så ud til, at Hamran ville komme lige det næste sekund, trak hun en lille bog, hun var gået i gang med aftenen før, op af forlommen på skuldertasken.
Hun var kommet hjem på sit lille kroværelse i går og havde netop gjort sig klar til at krybe til køjs, da det var gået op for hende, at hun umuligt kunne nå at lære Hamran alt det, hun gerne ville lære ham, hvis de kun havde et par måneder; den slags tog år.
Så derfor havde hun besluttet sig for at lave ham en lille håndbog, som han kunne slå op i og forhåbentlig få glæde af.
Den tog hun op nu og begyndte at skrive i, mens hun ventede.

Hamran så smilende til ra sin trækrone da Elvira kom ind i parken. For en gang skyld var det lykedes ham at gemme sig oppe i et af træerne, og der havde han siddet den sidste time. Han var stået op ca en time før solopgang som han plejede var gået igennem sine morgenritualer og havde til sidst klatret en tur rundt på tagene for at enden i parken en time før aftalt, præcis samtidig med at solen kunne skimtes over hustagene i øst. Der havde han så hoppet op i det største træ han kunne finde, en smule mere klodset end han var vant til, for træer og bygninger var ikke helt det samme. Men da han først lige havde vænnet sig til blade og grene kom han rimeligt adræt rundt, og begyndte at nyde det. Kort efter havde han sat sig til rette og slappede af på en stor gren. Det var sjældent han fik lov at være så tæt på naturen og slappe af var heller ikke noget han fik lov til på den måde hver dag.
Men Elvira sad der og skrev besluttede han sig for at drille hende lidt. Han forvrængede sin stemme så den blev lys og hæs, en anelse trolde-agtig og sagde så, gemt af vejen i den store trækrone "Jaaaamen, jamen, jamen. Hvem sidder dog der og skriver klooooge ord! Venter hun mon på nogen?" Han gjorde sit bedste for at holde masken og overraskende nok lykkedes det faktisk.

Han havde nær givet hende et chok så voldsomt, at hun spildte blæk ud over alt det, hun lige havde siddet og skrevet. Men heldigvis var hun som helbreder sikker på hænderne, så hun nåede at undertrykke forskrækkelsen i sidste øjeblik.
"Hamran!" udbrød hun uden rigtig at have nogen grund til at ytre hans navn... Ud over, at hun kunne lægge en lille anklage i det. Hun vendte sig, fik øje på ham i træet - trods hans gode gemmested mellem grene og blade - og måtte lade en lille latter undslippe.
"Hvad i Den Grønne Månes navn laver du oppe i det asketræ? ... og hvis du prøver at bilde mig ind, at du har konverseret med det, og at det i virkeligheden ikke var dig, men træet selv, der snakkede til mig lige før, bliver jeg nok nødt til at kravle op og slå dig i hovedet...Hårdt nok til, at du får brug for at din træven afgiver lidt bark til et smertestillende udtræk..." Hun afleverede sin trussel med et drillende smil om læberne.

Selvom han blev en smule skuffet over at være blevet afsløret så hurtigt, kunne Hamran ikke lade være med at grine. "Jamen så må du jo først fange mig," sagde han og svang sig i en glidende bevægelse opad mens hans fødder satte kraftigt af fra grenen han sad på. Han svang sig ud og hang et godt stykke over jorden på det yderste led af en gren, hvor han kiggede grinende ned på Elvira.
Han havde bare ikke lige tænkt over at grene ikke altid kunne bære vægten af en voksen mand...
Pludselig gik alting stærkt, et knæk lød over hans hoved og jorden kom susende mod ham med enorm hast. Han nåede kun lige akkurat at tage fra med et klodset rullefald, der endte i at han lå udstrakt så lang han var på jorden, ca ti meter fra Elvira
Han lukkede øjnene og mærkede efter om noget gjorde særligt ondt, eller om noget føltes brækket. Da han havde konstateret at der ikke var noget kritisk åbnede han øjnene og sagde højt uden at rejse sig:
"Det var vist ikke helt planlagt... Du sagde noget om helbredende bark?"

"Jeg er bange for, at der skal mere til at kurere den hjerneskade, du tilsyneladende render rundt med," udbrød Elvira, mens hun hurtigt kom på benene og løb hen for at hjælpe Hamran op og stå. Han så nu ikke ud som om han var kommet noget alvorligt til, så i stedet for at lægge sig på knæ ved hans side, greb hun ham leende i armen og forsøgte at trække ham på benene. "Medmindre du insisterer på at vi skal bruge dig som prøvepatient i dag, så foreslår jeg, at du holder dig på jorden!"
Hun sendte ham et blik, der tydeligt sagde: "bliv stående dér og lad være med at komme til skade," og gik hen for at pakke sine skriveremedier ned i skuldertasken igen. Hun var meget påpasselig med at blækket i bogen var blevet helt tørt, så det ikke skulle splatte ud over det hele og ødelægge det, hun havde skrevet.
"Du har ikke Knofir med, kan jeg se." Hun sagde det over skulderen, mens hendes hænder var travlt beskæftigede med at rense pennehoveder. "...Eller han kommer måske senere? Bare så jeg ved, hvordan jeg skal 'tilrettelægge min undervisning'..." Hun sagde det sidste med en selvhøjtidelig, nasal stemme og standsede sin pennerensning et øjeblik for at lægge det rigtige, ophøjede ansigtsudtryk til. "Det er meget vigtigt, at man har den rette tilgang og indstilling til urtekundskaben! Sløseri og pjank og falden-ned-fra-træer har intet at gøre sammen med sådanne alvorlige anliggender!" Hun standsede sig selv et øjeblik og så tænksom ud, før hun vendte sig mod Hamran og sagde:"
"...den anden del af min sætning havde absolut intet at gøre med den første, men det lød da meget godt, synes du ikke?"

På trods af at han sagtens selv kunne have rejst sig tog han imod hendes hjælp. "Selvfølgelig, de er jo yderst veltalende min kære frøken," sagde han med en overdrevet påtagen høflighed. "Men det var mig du indgik en aftale med. Jeg så lige kort Knofir i morges og han har 'lektioner' hele dagen. Og har desuden ikke samme interesse i naturen som jeg har, han ville ende med at sidde og pille bladene systematisk af en blomst." Han smilede skævt til hende, og fik tænkt lidt over hvad hun havde sagt. "Men timen er jo slet ikke begyndt, så egentlig kravlede jeg jo bare rundt i træerne som træning? De få gange jeg rent faktisk får sneget mig derop kan det altså være rigtig god træning i at vænne sig til at... alting ikke sidder lige så fast som på en mur." Han kiggede vorderende på træet og så tilbage på hende. "Nå skal vi komme i gang? Hvad var det forresten for kloge ting du sad og skrev da je... Træet afbrød dig?."

"Ja, det kunne træet sikkert lide at vide," drillede Elvira med et hemmelighedsfuldt ansigtsudtryk og pillede uden at tænke over det et blad ud af hans hår. "Og med hensyn til vores første lektion, så havde jeg tænkt mig at starte med det mest basale; hvilke planter du kan bruge som supplement til et måltid, hvilke planter, der virker febernedsættende, hvilke planter, der virker 'sårhelende' og hvilket planter, der virker smertestillende. Senere kan vi så gå dybere ind i specifikke sygdomme, og jeg kan lære dig om de forskellige former for urtemedicin, de kan behandles med, men indtil da!" Hun slog højtideligt ud med armen i retning mod Søen og bedene dernede. "Til det nærmeste blomsterbed!"
Hun førte selv an ned af stien med tasken slynget over den ene skulder. "Er der en speciel ting, du gerne vil starte med, eller skal vi bare tage det fra en ende af?" spurgte hun efter at have taget et par skridt. "Jeg har ikke leget 'mester' før, så du må undskylde, hvis det hele bliver lidt uorganiseret... Jeg sad i går og prøvede at huske, hvad min mors tilgang til det hele var; hvordan hun tog fat på min undervisning, men jeg kom frem til, at læring gennem leg måske ikke lige er den bedste fremgangsmåde i dit tilfælde og opgav så at bruge andres metoder..."

Hamran var lige ved at dukke sig da hendes hånd rakte ud efter ham, men tvang sig selv til at slappe af før han nåede at reagere. Han var ikke vant til at folk på den måde kerede sig om han havde blade i håret. 
Han grinede af hendes overdrevne gestikulering og fulgte med.
"Den ting der er vigtigst!" sagde han med et smil. "Nej, jeg aner det ikke. Det er jo en helt nu verden for mig, jeg har ingen anelse af hvad jeg skal og må og ikke må. Hvis du peger på et træ, så kan jeg fortælle dig at det er brunt, hårdt og har grønne blade der falder af om vinteren. Præcis som mine ører gør når det bliver rigtig koldt og Knofir har vores fælles hue. Hvis du peger på en svamp kan jeg fortælle dig at jeg sagtens ville kunne spise den. Spørgsmålet er jo bare om jeg tør? Hvad nu hvis det er den type svamp der forvandler en til en frø? Eller værre endnu den type der giver en lyst til at sige dumme ting til dem der ikke bør høre det?"
Hamran tog et par skridt videre og sukkede ved hendes kommentar om hendes mor. Hvem der bare havde sådan en. Eller havde sat pris på hende dengang man kunne. 
Et kort glimt af blodige hænder og et kvindelig for gennem hans hoved. I lang tid havde de minder slet ikke rørt på sig, men det var som om der var noget ved Elvira der fik dem til at vågne. Hvorfor lige hende?
"Jeg er jo bare en lille dreng der intet aner," begyndte han med stemme der var lidt for rørt. Han fik hanket op i sig selv. "Og har været så heldig at finde en smuk ung lærer, der vil hjælpe mig. Bare gør som du selv finder bedst, jeg kan trods alt ikke miste viden af det." han gjorde en lille pause hvor han grinede. "Eller... det kommer vel an på hvilke planter jeg skal være forsøgskanin til."

Elvira så ham an med sammenknebne øjne, før hun tørt svarede: "Efter din lille fortælling om dine erfaringer med svampe, tror jeg i hvert fald, at vi holder os fra dem lige til at begynde med...Og," tilføjede hun og løftede strengt pegefingeren. "...at give læreren slet skjulte komplimenter gør hende ikke mildere stemt!"
De nåede Søen, og Elvira valgte gangstien, der gik højre om. Lidt nede af den drejede hun igen - denne gang ned af en lidt mindre grus-sti. 
"Det her," sagde hun, stoppede op ved siden af træ med grene, der næsten gang ned i Søens vand og gav stammen et kærligt klap. "Det her er et piletræ - en hængepil, for at være helt korrekt. Piletræer kan godt lide at vokse i nærheden af vand og deres bark er rigtig god som smertestillende og febernedsættende middel. Man kan enten tygge barken rå," her lavede hun et lille ophold og så sig over skulderen. "Det kan helt sikkert IKKE anbefales; pilebark er bittert og smager forfærdeligt... Lav hellere te af det, så plejer det at glide lettere ned..." Hun trak sin største kniv og begyndte forsigtigt at file en gren af. Da grenen endelig kom fri, afbarkede hun den med et par hurtige snit og lagde de lange strimler ned i sin urtetaske. Den nu hvide, barkløse gren knækkede hun over et par gange og smed ind i buskadset. Så fik hun pludselig øje på en lille, bredbladet urt ved sine fødder og bøjede sig ned. 
"Hvad har vi her?" spurgte hun sig selv og vinkede Hamran nærmere, så også han kunne tage den lille plante nærmere i øjesyn. "Det her er Vejbred; en helt fantastisk plante, hvis du spørge mig. Især fordi den næsten er til at finde overalt. Omslag af Vejbred er godt over et sår, fordi det renser og heler, og hvis du tygger urten og lægger det over et bi-eller myggestik vil det afhjælpe irritationen. Den er også god mod hoste og virker slimløsende i en te..."
Hun skar en god håndfuld blade af og rakte så kniven til Hamran. "Måske ville det være en god idé, hvis du også selv påbegynder et lille urteforråd? Ellers er din nye viden jo ikke så meget værd..."

"Jeg har ingen erfaringer," sagde han tørt. "Men jeg har masser af fantasifulde forestillinger." Han grinede ad hendes løftede pegefinger, men på en eller anden måde var det som om et håb blev slået lidt ned. Men også kun lidt. Elvira var trods alt en kun ung pige, og charmerende dertil, men Hamran vidste godt at det aldrig ville gå. Egentlig benægtede han bare de følelser han var begyndt at opbygge for hende, smed dem væk, overbevist om at det der med kærlighed bare var en gang pladder han ikke kunne bruge til noget. Han havde jo ikke brug for den slags, han havde Knofir og ungerne, han havde sine lektioner, sin daglige kamp for at overleve i en barsk verden. En kvinde ville bare være til besvær.
Bildte han sig ind. Egentlig følte han mere og mere en tiltrækning til Elvira, en tiltrækning der nok ikke var særlig gengældt. Men det kunne også være ligemeget når han oven i selv benægtede det.
"Hovhov Hov! Tag lige en slapper," sagde han og hævede armene op som hvis han ville stoppe en der kom løbende. "Skal du ikke lære mig hvordan jeg laver den te, før vi begynder at snakke vejbred? Og hvis man nu ikke er kræsen," Han stoppede og gav hende et sigende smil, mens han tænkte på gårsdagens aftensmad. Og på hvilke ting han gennem sit liv havde spist, eller været tvunget til at spise for at overleve. "Eller man ikke lige kan komme til at varme vand, kan man så godt spise den rå? Det er jo ikke fordi at jeg skal kysse på d., nogen efterfølgende." Han smilede varmt til hende, men inden i forbandede han sig selv langt ned i jorden. Han ville lidt ønske at han kunne smelte og forsvinde ned i jorden så hun ikke så noget, eller bare i det mindste blev så overrasket at hun ikke tænkte over hvad han havde sagt. 
"Men det går lige lovligt stærkt. Lad mig lige sluge informationen om en plante, måske selv prøve at skære lidt i den og så videre før du går videre til den næste," Skyndte han sig at sige for det blev for pinligt. "Ellers ender det bare med at jeg har set femhundrede urter på en måned, men kun kan huske hvad en tiendedel af dem gør. Og så får jeg lige pludselig taget noget almindelig ved... bund i stedet for den lækre... det var pilebark ikke? Fordi jeg ikke kan huske hvad de gør, men bare ser en plante der minder bare en lille smule om den jeg skal bruge og tænker det må være den. Og for mig ligner de fleste af dem hinanden, jeg er jo ikke vandt til det." Han smilede til hende. "Ligesom mure kan virke ens for det utrænede øje. Man skal lige vænne sig til hvilke forskelle det er man skal se."

Det korte øjeblik med akavet stilhed gik ikke over hovedet på Elvira - hun valgte bare at lade som ingenting i håb om, at Hamran ville tro, at hun intet havde bemærket.
"Undskyld... jeg skal nok prøve at sætte farten lidt ned. Og for at tage dit første spørgsmål først: ja, man kan godt spise Vejbred rå, men den smager bedst efter et lille opkog... du kan faktisk behandle den, som du ville behandle spinat eller kål eller noget tilsvarende..." Hun rakte atter kniven frem mod ham. "Du kan jo prøve at snuppe et par blade. Smag på dem - lugt til dem. Måske kan det hjælpe dig med at huske planterne fra hinanden."
Hun overvejede kort om hun skulle fortælle ham om den lille bog, hun havde påbegyndt til ham, men valgte så at lade være; hun ville hellere vente, til der stod beskrevet lidt flere urter... en halvfærdig gave var ikke værd at give...
"...og det hedder Vedbend - ikke Vedbund..." Hun sendte ham et flabet grin. "Bare for at være ordkløver, du ved..."

Hamran grinede. "Det var nu ikke vejbreden jeg tænkte. Du snakkede om at pilebarken smagte forfærdeligt hvis man ikke kogte den til te, og nu er jeg jo ikke så kræsen, så hvis jeg bare kan spise den med samme effekt ville det jo være en hel del nemmere for mig.
Og det gør ikke noget at du retter mig. Det er vel egentlig det man har en lærer til," sagde han smilende.
Han overvejede hvordan han nogensinde skulle lære at huske alle de tusind forskellige urter og deres funktioner. Mange af dem kunne da også det samme, bare med små variationer, og det var forbandet irriterende at skulle holde styr på.
"Tror du ikke man kunne lave sådan en bog med tegninger af urter og så symboler på hvad de kan, et dødningehoved for gift, og forskellige aftalte tegn for forskellige evner? Så ville jeg også kunne lære mig selv tingene hvis du har travlt en dag." Han smilede men kom til at tænke over hvad han havde sagt. "Altså ikke for at give dig ekstra arbejde. Bare sådan hvis du nu skulle... eller havde tid i overskud..."

Havde Elvira ikke vidst bedre, ville hun havde troet, at Hamran kunne læse tanker.
"Jeg er faktisk allerede gået i gang med en bog til dig," sagde hun, fiskede den frem fra sin skuldertaske og rakte den frem mod ham. "Det er ikke noget særligt, og jeg er ikke nået specielt langt, men jeg har fået indtegnet et par urter og skrevet det vigtigste ned... åben den bare. Du kan finde både pil og Vejbred i den, hvis det kan være en hjælp."

Hamran tog overrasket imod bogen med et hævet øjenbryn. Man skulle næsten tro at kvinden kunne læse hans tanker. Han smilede til hende og åbnede den, men da han bladrede op på første side slog noget ham. Selvfølgelig. Det var bagdelen, eller i hvert fald en af dem ved at være født til livet på gaden. Hvorfor skulle han også være så uheldig? Og hvordan fik han sagt det uden at støde hende?
På den gammeldags facon. Præcis som det var.
"Det er en rigtig fin bog," begyndte han og indså hvor meget en kliche han selv stod og var. "Nej, det ER en fin bog, men jeg kan altså ikke læse. Det var derfor jeg nævnte symboler, jeg har aldrig lært det, eller haft muligheden. Knofir kan en lille smule, men ikke nok til at lære det fra sig eller for den sags skyld læse komplicerede ord som man kunne forestille sig stod i sådan en her bog." Han smilede sørgmodigt til hende. "Sådan er det at være fra gaden. Der er nogen ting som andre anser for fuldstændig basale som man slet ikke lærer på gaden. Til gengæld lærer man en masse andet der er basalt for den livsstil man er tvunget til."

Hun måtte tage sig selv i at stirre chokeret på ham.
Det var overhovedet ikke faldet hende ind, at han ikke kunne læse, og nu bandede hun sig selv langt væk for at have sat ham i denne situation med sin ubetænkelighed. Samtidig var der en lille, tør stemme bagerst i hendes hoved, der hvislede: Hvad havde du regnet med? Men det var jo netop det; hun havde fuldstændig glemt, at Hamran var fra gaden og at hjemløse sjældent  lærte at tyde bogstaver. Det var også fordi, han var lig hende selv på så mange andre punkter... 
"Undskyld Hamran..." begyndte hun uden helt at vide, hvad hun undskyldte for. "Jeg...Kunne du tænke dig at lære det? Vi kunne sætte os en lille time, når vi er færdige med urterne... Ellers kan vi selvfølgelig bare aftale, at jeg laver bogen med symboler fra nu af, men det er nu meget godt at kunne det med bogstaverne..." Hun håbede ikke, at han ville tro, at hun talte ned til ham, for det var bestemt ikke meningen.

Hamran grinede. "Der er bestemt ikke noget at sige undskyld for. Ikke så vidt jeg ved i hvert fald." Han smilede betryggende til hende. "Jeg har ikke lært det, fordi jeg ikke har haft muligheden. Men hvis du virkelig tilbyder det... Er du sikker? Jeg lover jeg nok skal være en lærenem og dygtig elev og gøre alt hvad du siger, men kan man virkelig lære det på en time?" Hamran kiggede forundret på hende. "Jeg hører ellers om små adelsbørn der bruger hele år på at lære den slags. Hvis du kan lære mig det på en time så er jeg ganske imponeret!"

"Arh, selv med mine fænomenale lærerevner, kommer det nok til at tage lidt mere end en time. Men jeg tænkte, at vi da i hvert fald kan lægge ud med en time... så må vi se, hvad der sker; måske viser det sig, at du har evner for det...og nu," fortsatte hun og trådte til side, så han ville have fri adgang til piletræet. "Nu synes jeg, at du skal gå til angreb på det piletræ. Skær en gren af og afbark den og tag så barken med hjem og tør den... bare ikke over en skorsten! Du lader ikke nogen af dine urter komme over en skorsten! Du holder i det hele taget hygiejnen, når du arbejder med lægeurter. Hav altid rene hænder når du plukker og opbevar altid dine tørrede urter i rene beholdere..." 
En idé faldt hende pludselig ind, og hun så lidt vurderende på ham, inde hun sagde: "Hvad ville du sige til at tage med mig på en lægetur til Pur Nest? Jeg tror virkelig du kunne lære noget af at prøve det hele i praksis, og hvis det er patienter, man leder efter, er Pur Nest det helt rigtige sted..."

"Jamen så er det en aftale at du lærer mig det! Eller bare forsøger," Grinede han og bukkede sig ned og trak i en glidende bevægelse sin dolk frem fra dens skede der var skjult nederst i hans højre bukseben, mens han gik over mod piletræet. Det var en gammel, let rusten ved skaftet, men generelt meget velholdt almindelig enægget kniv på ca tyve centimeter. 
Men så indså han hvad hun havde sagt. Pur Nest. Tage ind i Pur Nest. De små glimt af billeder der havde hjemsøgt ham siden han mødte Elvira eksploderede nu i en storm af glimt.
En gammel dame der lå død med flere knivstik i maven. En blodig kniv i hands hånd. Billedet af en elskets død. Den eneste han nogensinde havde kunne kaldt forælder der lå for hans fødder, dræbt af ham selv. Glimt af Pur Nest der fløj forbi ham sløret af tårer, muren der førte ud til området hvor kun de heldigste havde været, billedet af Retneck, hele Retneck, som han første gang så det fra oven. En skjorte med en blodplet. Og så begyndte det hele forfra. Bare voldsommere.
Han var stoppet op midt i en bevægelse og havde tabt kniven. Han vidste ikke hvor længe han havde stået der, men da han samlede kniven op og med fokuseret blik fortsatte hen imod det hængende træ, fløj glimt af død stadig gennem hovedet på ham.
"Nej," Sagde han bestemt, ikke surt, ikke sørgmodigt, bare sammenbidt, som om han prøvede at holde noget tilbage, mens han roligt begyndte at hugge en gren af. "Nej."

¨Hamrans afvisende svar kom mildest talt bag på hende, og hun løftede forvirret og spørgende blikket mod ham. Han havde ryggen til og var i gang med at hugge en gren af piletræet, så hun kunne ikke se hans ansigt. Men hans skuldre var anspændt - hans bevægelser ikke helt afslappede.
"Jamen... så lader vi bare være med dét..." Hun rømmede sig lidt akavet og tog en dyb indånding. Stemningen var skiftet lidt for brat efter hendes smag, så hun forsøgte lidt famlende at skifte underemne:
"Du kan under alle omstændigheder også få lidt praktisk erfaring, når vi kommer ud på landevejene... og så vil du også være bedre rustet. Ja, det er jo også alt for tidligt at starte allerede nu... jeg ved ikke lige, hvad jeg tænkte på; ny i mesterfaget og alt det dér..." Hun prøvede sig med en lille latter. Det gik ikke særlig godt...

Hamran vendte sig om med kniven hængende slapt i den ene hånd og pilegrenen i den anden. Hans skuldre var faldet ned og hele hans krop slappede lidt mere af end det var naturligt. En tåre trak et tydeligt spor i snavset på hans kind, som en stribe af lys i nattens mørke.
"Det er ikke din skyld Elvira," sagde han med en stemme der egentlig ikke lød særligt påvirket. Han talte afslappet, måske en lille smule opgivende, og sendte hende et lille sørgmodigt smil. "Det er ikke tidspunktet der er noget galt med, det er stedet. Jeg skal ikke ind i Pur Nest... Igen, og det er der nogen helt klare grunde til." Han kiggede ned i jorden. "Grunde der nok har bedst af at forblive i glemslernes dunkle tåge. Ikke noget du behøver at bekymre dig om." Det sidste var ikke nogen irettesættelse eller en besked om at det skulle der ikke røres ved, det var bare et forslag, og hans stemme sagde lige præcis det.
Han gik over til hende igen og satte sig og begyndte at afbarke grenen med lange fejende bevægelser som han havde set hende gøre det. Resultatet blev ikke helt lige så godt, men det var da en god start tænkte han og samlede barkstykkerne sammen. Med et lille præcist hug huggede han et lille stykke af og puttede det i munden. 
"Så slemt smager det heller ikke," sage han til hende i et forsøg på at lette stemningen. "Det smager faktisk bedre end kloakrotte."

Hun lod som om hun ikke så tåren, der løb ned ad hans kind og vendte i stedet blikket mod jorden. "Jeg tror, de fleste har ét eller andet, som de helst ikke vil ud med," mumlede hun og måtte standse sig selv, da hendes ene hånd helt af sig selv var på vej ned for at gnubbe det gamle brændemærke. "...noget andre ikke skal have del i."
Hun satte sig ned ved siden af ham og studerede ham i tavshed, mens han skar barken af grenen. Hans kommentar om rotten kom temmelig meget bag på hende.
"Kloakrotte?" spurgte hun vantro og kunne ikke helt holde væmmelsen ude af stemmen. "Det er forhåbentligt din spøg..." Så kom hun i tanke om, at hun sad ved siden af en mand, der stegte kødet til sine måltider over en skorsten, og hun indså, at han desværre nok var helt alvorlig...
"Nå, men når jeg er færdig med dig, er du også færdig med kloakrotte; her i Parken er der rigeligt med spiselige planter til at holde sulten fra døren..."

"Kloakrotte," grinede Hamran bekræftende. "De smager ad helvede til og der er næsten intet på dem, med mindre de har spist sig rigtig fede. Og så bruger man ofte lige så meget energi på at fange dem som man får på at spise dem, men nogen gange er de bare den eneste udvej. Ellers så finder man en rede med flere hundr..." Han stoppede sig selv og indså at kloakrotter nok ikke var det rareste for folk der ikke var opvokset uden for, eller rettere indenfor i forhold til gadens slum.
"Nå men lad os komme videre. Vi har alm. vedbend som er giftig og vokser på huset med det flade tag, hængepil, som er den der står... dér i forhold til det store træ ved søen og er god mod feber og smerte, og vejbred, der kunne alt sagde du?" Han smilede, ganske stolt af have citeret samtlige planter hun havde nævnt for ham.

"Tjaahh...noget i den stil..." Hun rejste sig og vinkede ham med ned af stien, mens hun selv stirrede koncentreret ind i bedene, som en vagthund på sporet af en fasan. Pludselig gav hun et lille latterfnys fra sig og satte kursen mod et bed.
"Jamen, se dog bare her... Helt 'ukrudtsfri' er de altså ikke..." Hun satte sig på knæ og slog ud mod en lille, grøn plante, med små 'sidegrene' nærmest som et grantræ. "Det her, er en padderok - den urtekyndiges bedste ven! Min mor plejede at sige, at den er Vihreä's helt 'personlige' gave... En te lavet af padderokker er god mod stort set alt du kan komme på tværs af; blodmangel, blærebetændelse - ja i det hele taget lidelser i blæren, hudsygdomme, kramper, hævede kirtler, nyrelidelser, mavesvulster og søvnbesvær. Et udtræk smurt ud over et sår virker derudover desinficerende." 
Hun plukkede et par stængler og rakte Hamran den lille buket. "Teen laver du ved at koge planten mindst en halv time - to håndfulde blade, til en pot vand."

Hamran blev lidt skuffet over at han ikke fik mere ros for sin, ifølge ham selv, ganske udmærkede præstation. Men han slog det hen og fulgte efter hende.
"Hvordan kan du huske alt det der?" spurgte han imponeret. "Jeg mener, du kender sikkert tusind flere urter og ved ti gange så meget om hver enkel urt end du har fortalt mig endnu, hvordan husker du alt det? Det er jo fuldstændig absurd!"

Hun sendte ham et lille smil. "Det er ligesom at spørge, hvordan du kan huske navnene og personlighederne på alle dine Krageunger; lægeurterne her er mine børn, eller hvordan man nu kan sige det... Jeg kender dem så godt. Du lærer dem også at kende med tiden; du vil også blive fortrolig med dem." Hun udstødte en lille latter. "Men lige så snart vi tager fra Rétneck, vil du føle, at du står på bar bund igen; Der er en hel ny verden derude, Hamran, og jeg tror, du vil få dig lidt af et chok, når du forlader byens trygge mure..."