En helt "almindelig" morgen

Lidt udenfor Korsbyen kunne man i disse dage se en på sletten opleve lidt af et syn. En lejr af telte i kulørte farver og mønstre var fra den ene dag til den anden vokset frem, og ikke nok med det var teltenes beboere var også et syn i sig selv.
Korsbyen var for denne store gøglertrup et tilbage vendende sted, som et af de eneste steder hvor samtlige racer kunne færdes fredeligt mellem hinanden. 
I mange af teltene og omkring dem var der allerede travl aktivitet selv om solen knapt havde slæbt sig op over horisonten. 
I et mindre blåligt telt vågnede Miska af en række høje lyde fra naboen Sartorns telt. Hun var sikker på at det var med vilje han valgte at øve på sin fløjte om morgenen. De høje frekvensenser sivede ud af den tynde teltdug og hun kunne lige så godt have siddet lige ved siden af. Skalaer op og ned med et kontinuerende og insisterende crescendo. Når denne morgen tradition gik i gang var det umuligt for nogen at påstå at de havde sovet over sig. Hvis forestillingen ikke havde trukket ud igår, hvilket Miska øjeblikkeligt blev mindet om af sine ømme fødder, havde hun sørget for at være oppe før "spetaklet" gik i gang.

Det gøs i hende da hun, efter at have tjekket at kjolen sad ordenligt, trådte lige ud i det plaskvåde græs. Solen var endnu kun at skimte og havde ikke fjernet duggen. Hun trippede et øjeblik men tog så beslutsomt turen over til store telt med scenen i store spring. Sidste aften havde været en våd nat for især musikanterne, og i branderten var det de færreste der tænkte på at rydde op. "Typisk" mumlede Miska for sig selv og begyndte at skrabe instrumenter og rekvisitter til side. Egentlig foretrak hun at træne udenfor om morgenen men ikke i det vejr.

Sean havde været med i de drikke konkurrencer, hvor det havde været det stærke alkohol, og flere gang var det igen endt med at være en konkurrence mellem ham og truppens muskelbundt. Han var heldig med sin højde og elverblodet, som han ikke ville have haft en chance uden. Han kunne ikke lige huske hvem vandt, men det var jo heller ikke det han kæmpede for. Han var den sidste der forlod teltet, og efter at have besøgt kanten af lejren, for at lade nogle væsker, snøvlede han sig tilbage til teltet, for at foresætte festen. Han indså han ligeså godt kunne lave noget andet inden de andre stod op, men det blev ligesom aldrig til andet end at han brugte den resterende halvdel af natten på, at ligge på scenen og kradse hans, efter egen overbevisning, hidtil pæneste mesterværk ned i træet. Ved morgen tid havde midten af scenekullet, nu kradset en meget sjusket kopi ham selv i rustning og med hale.
Han var nået dertil, hvor han ikke kunne finde mere at lave og var begyndt at kradse i det samme hul, mens han lage fladt og kedsomt. Da Miska kom ind i teltet gik der lige at øjeblik, før han registered det. Han var ligepludselig blevet opmærksom på de ikke længere var nat, og pludselig kom den meget skingre lyd af fløjte til hans, takket være druk, følsomme øregang. Han umildbare reaktion var at holde sig før ørene, mens hans udstøder det lyd katte gør når de er utilfredse, sammentidig med han trækker sig lidt sammen.

I sin egen lille bobel fortsatte hun med at mumle irriteret, hun havde så travlt at hun næppe havde opdaget at hun ikke var alene. Da Sean udstødte sine kattelyde tæt ved blev hun derfor så forskrækket at hun med et vin gled på en liggende flaske da hun instinkttivt trådte baglæns i øjeblikket. Hvad i alverden? Flasken fortsatte ud over scanekanten og landede med et lille bump i græsset som udgjorde teltets gulv, og Miska landede på røven. Istedet for at rejse sig og skælde vedkommende ud blev hun til sin overraskelse liggende og stirrede irriteret og forlegen op i teltdugen. Hun behøvede ikke at kigge, hun vidste godt hvem det var selv om de vel ikke havde talt så ofte sammen udover det praktiske ved en forestilling.

Til Seans held stoppede lyden næsten lige efter, men den havde allerede formået at frem provokere en hovedpine, som nok også var en smule tømmermænd, helt elver er han jo ikke. Han havde kunne høre den flaske Miska var faldet over ikke var helt tom, han kravlede slingende hen mod stedet hvor flasken var faldet ned, hvilket ikke var så langt. Han fiskede den op med armen, og satte den kort formunden, forikke at drikke det hele på en gang.
"Du må undskylde jeg forskrækkede dig, men det er ikke min skyld de musikanter er morgen friske, selv når de har drukket sig fra sans og samling, men hvordan skulle man ellers kende en musikant fra os andre?" Han havde endnu ikke helt fundet ud af hvad hun var for en størrelse, så nu var de på tide at få vejet og målt hende. Han satte igen flasken for munden.

Miska satte sig op og gned sit ømme haleben. "Undskyldning godtaget" svarede hun, og kiggede en smule skeptisk på Sean da han samlede flasken op. "Jeg har bedt ham om at vente med at øve sig på den fløjte" Hun mente Sartorn. "Men han gør jo bare hvad der passer ham, typisk.." fortsatte hun og betragtede hans forsøg på at klemme det sidste væske ud. "Er du virkelig stadig tørstig?"

Som altid havde Vaimo hold sig tilbage når det gjaldt alkohol. Dagen før var ingen undtagelse, hvad nok også var årsagen til at han følte sig forbavsende frisk da han vågnede. Alle andre havde drukket sig så langt ud i hegnet at de kunne få en C-dur til at lyde disharmonisk på noget så simpelt som en mandolin.
Og det var lige det der holdt Vaimo fra alkohol. Manglen på kontrol over egne fingre som det tydeligvis gav.
Han satte sig op i sit telt, og kørte med en hånd det let fedtede hår væk fra øjnene. Han burde nok gå i bad en gang i løbet af formiddagen, men først ville han lige gå en tur for at se hvor slemt folk var ramt af tømmermændene. En ting var at folk var sjove at se på fulde, men hvis man var lidt kynisk kunne de også være ganske morsomme når de havde tømmermænd.
Og så skulle han for alt i verden et sted hen hvor Sartorns forbandede fløjte ikke var så høj. Hans septimer var lidt under en kvart tone for høje, ikke noget der ville have provokeret særlig mange, men for Vaimo var det som at høre et barn blive tortureret. Den slags gjorde man bare ikke i hans nærhed!
Raskt sprang han på benene og fandt et par bukser der var så løse at de næsten kunne kategoriseres som en nederdel. Han valgte at lade være med at tage noget på overkroppen da vejret var ganske fortræffeligt og han ikke havde noget problem med at gå rundt i bar overkrop blandt de andre i lejren. Han havde altid været tynd om livet hvad der fik ham til at se forholdsvist muskuløs ud, så han skammede sig heller ikke rigtig over sin krop, på trods af at han aldrig gjorde noget for at træne den.
Han gik ud af teltets dæmpede rødlige belysning og glippede et par gange med øjnene. Straks ramte fløjten med det ustemte syvende trin hans ører igen som en hammer. Han kunne jo ikke rigtig beskylde Sartorn, for det var forbandet svært at intonere på de helt høje fløjter som den han spillede på nu, men så kunne han i det mindste vælge en anden.
Vaimo gik over imod det store scenetelt, og da han kom ind løftede han et øjenbryn. Eller han forsøgte i hvert fald, men det endte nok med at det andet også røg med op. På gulvet sad Miska og så fortumlet ud, og tæt ved sad hans gamle lærer i drengestreger og knivkast Sean. Han kunne ikke lade være med at slippe et lille grin da han så at Sean sad med en flaske for munden og forsøgte at vride de sidste dråber ud af den.
"Godmorgen til jer to. I ser da forbavsende friske ud!" sagde han med et som altid tåget smil. "Jeg ser at du er på den fra morgenstunden Sean?"

Sean opgav flasken og lod den falde til jorden. Og så over på Miska med et undrende blik.
"Unge frøken, det på tide du forstår nogle af de vigtige ting i livet, som f.eks alkohol!" Han talte generelt ikke som en der er 15-16, men nogle modnes jo tidligt. Stadig mens han så på Miska svarede han Vaimo.
"Det bliver man jo nød til, når folk puster i gennemhullet pinde." Hans stemme lød mere og mere irriteret.

"Ååååh ja, Sartorns lille fløjte... Han burde virkelig lære at høre når han spiller skævt, hans septim er helt ude i skoven." Vaimo skar en grimasse da Sartorn ramte septimen igen, men denne gang havde besluttet sig at lade den blive endnu skævere. "Hvis han nu gjorde det med vilje kunne vi jo kalde det eksperimenterende kunst, men jeg vil vædde min 13-strengede lut på at det er en fejl."
Han gled længere ind i teltet og trak en fin ornamenteret kniv, som han skar et par stykker stof der lå og flød i stykker med den. Derefter foldede han stofstykkerne sammen til små kiler som han stak i øret. Han rakte nogen frem til de andre.
"De dæmper primært de høje toner, så det føles lidt som at være under vandet lydmæssigt. Men det hjælper virkelig når der er en fløjtenist der synes han skal øve sig, og oven i købet spille skævt, så tidligt om morgenen." Han smilede tåget til Sean. "Der er mere effektive måder at dæmpe den slags end alkohol."

"Det kan også blive for meget af det gode" mente Miska. "Livet har heldigvis også mange andre vigtige ting.." Hun kunne ikke lade være med at grine af Vaimos snak om fløjter, det måtte virkelig pine ham. Hun selv som endnu ikke havde udviklet sit gehør til sin fulde potentiale syntes bare det var sjovt at de to mænd brokkede sig så meget.

Han vaklede lidt i et forsøg på at få hans dovne krop op at stå, og besluttede sig for at kravle.
"Det har jeg hørt før, men jeg har oplevet nok andet, til at jeg har kunne nå frem til hvad der betyder noget i livet, alkohol er en stor en! Han lød mere og mere belærende, mens han kravlede hen mod Miska. Vaimo havde han helt glemt, den snak havde de jo og haft mange slægtning af før, og det kedet Sean umådeligt. Han kneb det ene øje lidt i og løftede øjenbrynet på det andet, som for at signalere "forstået?" eller/og "enige?"

Vaimo kastede de små improviserede stoførepropper på jorden eftersom ingen tog imod dem. Han overvejede et kort øjeblik at gå ind og råbe lidt af Sartorn, bare for sjov, men besluttede sig for at lade være. Lidt morskab måtte man give den tonedøve elver.
"Jaja Sean," svarede han sløvt. "Alkohol er sundt for sjælen, men gift for hjernen. Det er derfor at jeg rent faktisk kan kontrollere mine fingre i modsætning til vores kære Sartorn derude." Han rystede opgivende på hovedet og satte sig ned mens han fremdrog stikken til en Bodhran og gav sig til at tromme en kompliceret rytme på jorden.

Miska samlede en af de små ørepropper op som Vaimo havde smidt, og studerede den, mens Sean nærmede sig. Det var da en meget smart idé, hun så på Vaimo mens han proppede sine i ørene. Det ville sikkert være meget belejligt at have dem liggende en nat med for mange alkoholiserede og larmende musikanter.
"Jeg vil nu give Vaimo ret. Desuden ligner du mere en der godt kunne trænge til noget morgenmad.. øhm hvad er det nu du hedder?"

Han blinkede to gang.
"Sean, eller Sako, hvad du nu syntes, og det kunne nok være på tide med lidt mad i skrubben."
Han drejede hoved mod Vaimo, med et uforstående blik.
"Selvom du efterhånden er en mådeholden olding, så kan vi vel blive enige om, at det ikke kræver så meget af hjernen at larme. Hvis du vil kan jeg demonstrer?" Mens han satte sig i skrædder stilling.

Vaimo blev et kort øjeblik forvirret så hans indviklede kvintol-mønster røg ud af takt, men fik hurtigt reddet den så det lød som om det var meningen. Nok en af de største kunstarter inden for musik, få din fejl til at lyde planlagt. Efter et par sekunder stoppede han og slog ud med armene. "Definér larm," sagde han med et skævt smil. "Egentlig er musik jo også larm, blot organiseret larm. Eller er larm uorganiseret musik? I så fald er Sartorns fløjtespil et glimrende eksempel på larm.
Nå nu skal jeg nok stoppe med at larme, så du kan få lov." Han synes selv hans sidste kommentar var hylende morsom og kunne ikke lade være med at undslippe et fnis.

Miska rejste sig og børstede sin ømme bagdel, hvorefter hun slog ud med armene og sagde: "Larm er larm" For hende var det enkelt nok, alligevel betragtede hun nysgerrigt hvad Vaimo lavede mens hun gav sig til at strække ud. Det var rart efter at have ligget så længe og sovet, men det tog kun et øjeblik før hendes mave, med en høj lyd, bekendtgjorde at den også var blevet forsømt..


// Nu er Sartorn altså ikke decideret tonedøv, selv om hans intonation måske ikke er perfekt tidligt om morgenen med tømmermænd

Sean sprang op ved lyden fra bunden af Miskas mavesæk med et; "Så er det altså besluttet!". Han lod sig trille sløset ud over kanten, og ramte med fodpoterne, knæende og hænderne. Rejste sig meget elegant i sin over to meters fulde højde.
"Er du med Vaimo, eller bliver din sult også tilfredsstillet af musik." Sagde han overskulderen, mens han lagde armen om Miskas skuldre, med henblik på at du skulle gå hen og få sig noget mad på denne måde.

Selvfølgelig er han ikke tonedøv ;)Vaimo er bare et højrøvet svin der punker folk for selv de mindste musikalske fejl, om de så var standervisne. Det har i sidste ende nok mere med Vaimo's højrøvethed end Sartorns fløjtespil at gøre

Vaimo hoppede adræt på benene, men blev lettere skuffet da han kun nåede Sean til skulderen. Hvordan fanden var en kat blevet så høj? Han rystede på hovedet.
"Det er lige før. Men selv en ypperlig kunstner som må nogen gange nedlade sig til den slags dødelige udskejelser." Han smilede skælmsk, og forstod slet ikke hvorfor de andre ikke synes han var morsom. Men det måtte de vel også selv om tænkte han og fulgte med.
"Lad os få noget at spise. Det kan være vi kan tiltuske os noget godt."

"Maven har talt!" grinede Miska og klappede den, og puttede ørepropperne i lommen. Så lagde hun nakken tilbage for at se op på Sean og sagde: "Jeg tror også musikere er nød til at spise varieret.." Hun kunne allerede dusten mad som de flittige kvinder i lejren var i gang med at tilberede udenfor. Miska blev lidt genert et øjeblik, hun kendte jo ikke Sean så godt men han virkede flink, om end lidt fordrukken, men hun endte med at ligge armen om hans liv (hun kunne på ingen måder nå hans skuldre).
"Jeg vil gætte på at det er byggrød" bestemte hun.


// Okay cool Men de er jo på sin måde konkurrenter, så det kunne egentlig være ret sjovt hvis Vaimo blev ved med at tale nedladende om Sartorn (han kan være lidt af et sjuskehoved)

"Jeg ved nu ikke, hvor sulten jeg i sidste ende er." Han tænke for sig selv, at kød fra proviant vognen, ville passe bedre i hans mave.
"Jeg tror også jeg smutter ud af lejren, før den med scenen bliver opdaget. Jeg tror jeg ville kalde det kunst, så plager man at kunne slippe af sted med hvad som helst." Han smilede fjoget halvt for sig selv, og halvt til Miska, mens han nød hendes arm rundt om ham. Der var nu kun et telthjørne og derefter fire telte til mad udleveringen. Seans fod hang fast i hjørneteltets hjørnebardun, han faldt mod jorden og rev lidt i Miska på vejen. I stedet for af lande kloset så lang han var, slog han en kolbøtte hen ad jorden, og lod sig flade afslappet og udmatte om. Han lagde lige der hvor folk havde gået og stadig gik mest, hvilket havde gjort det til lidt af en mudderpøl. Hvis man havde set det hele, skulle man have en virkelig mangel på humor, for ikke bare at fnise.

Vaimo havde gået i sine egne tanker, da en pludselig åbenbaring havde grebet ham og han gik og nynnede en melodi han havde fundet. Derfor var han lige ved at komme med en sur mumlen da han blev afbrudt af postyret foran ham, men da han så Sean ligge i mudderet prustede han kort. Det var alligevel det værd, han kunne altid finde melodien igen nu han havde fanget den en gang.
"Skal du have en hånd for at komme op Sean?" spurgte han, med en venlighed der egentlig var meget oprigtig. "Vi kan jo ikke have dig til at ligge der midt i det he..." Han stoppede brat op og lod hånden hænge fremstrakt i luften i to sekunder for derefter at trække den til sig og gå forsigtigt over mod et nærliggende træ.
"Hør," sagde han roligt. "Den fløjter en ren skala. Gad vide om den har hørt nogen gøre det og så har lært det på den måde? Måske kan vi 'spille på fugle' en gang ude i fremtiden?"
Han kiggede drømmende op i træet og vendte sig så tilbage. "Nå, vi kom fra et eller andet ikke?"

"Arhh" Miska måtte sætte hænderne i jorden da Sean hev hende med i faldet, så hun lignede en bro. Hun kunne et øjeblik kun se sine hænder i mudderet og Sean røg ud af hendes synsfelt. Hun var dog hurtigt oppe igen og begyndte at fnise ved synet af kattemanden som lå mageligt i mudderet og Vaimos forvirring gjorde bare at hun fnisede endnu højere. Hun løftede sine beskidte hænder med et faretruende drillende blik, og gjorde tegn til at ville tørre dem af på Sean som tak. "Lidt fra eller til gør vel ikke noget nu" sagde hun uskyldigt.

Nogle grinte og ventede på mere, mens andre bare sukkede og gik videre. Da Miska lage an til at ville tørre hænder i ham, droppede han sin lettere komfortable plads i mudret, og lavede en elegant bevægelse som fik ham op på alle fire, og sammentiedig fik han sig snorret halvt rundt så han havde front mod Miska.
"Du kan bare prøve" Sagde han drillende og kørt sin tunge hen over de katte spidse hjørne tænder. Han havde låst sit blik fast på hende, så hun ikke ville få ham.

Vaimo så Sean og Miska der lå i mudderet og kom i tanke om hvad der var sket.Han tænkte at han måtte lære at holde fokus, men indså så at han aldrig ville have opdaget fuglen hvis han ikke havde trukket sig væk fra de andres kontakt. Og Fokus var desuden kun noget man behøvede når man øvede.
Vaimo grinede kort ad de to men kunne mærke at madlugten trak mere og mere i ham. Det var også ved at være noget tid siden han havde spist. "Nå, hvis i to kan komme op ad mudderet, skal vi ikke finde os noget mad? Jeg kunne dø for en skål grød." Han smilede til dem og gjorde en gestikulerende bevægelse mod det nærmeste madtelt.

"Det kunne jeg faktisk også" Miska lod som om hun opgav sit hævntogt og stillede sig hen ved siden af musikeren. "Kommer du Sean?" råbte hun med en ildevarslende undertone, mens hun gik efter Vaimo og den lokkende duft.
Folk sad rundt om på hvad de kunne finde og spiste. Miska kastede et blik tilbage på Sean og grinede til Vaimo.