Stort ståhej hos familien Henzel

Kareten standsede foran til familien Henzels fornemme palæ og en tjener kom og åbnede for at hjælpe herskabet ud om nødvendigt. Herskabet udgjorde en mørkhåret ung dame i en petroliumsfarvet elegant kjole og en ranglet ung mand mere optaget af sin bog end af at konversere.
Evelyn var den første ude. Det var længe siden hun havde været i kvarteret og hun havde blandede følelser omkring sin tilbagekomst. Hun ville uden tvivl blive konfronteret med sit bossy tante stensikkert var gæst sammen med resten af de adelige sludre-sladredamer. De ville allesammen udspørge hende om hendes nylige ægteskab med Norman Løvendal. På den anden side var der også noget rart at drikke champagne, danse og tale med de jævnaldrende, hvoraf mange endnu ikke havde tillagt til deres mødres vaner.
Tjeneren som syntes han havde holdt døren tilstrækkeligt længe udstødte en lille hosten, som var det der skulle til for at Norman vågnede fra sin trance. Han lagde modvilligt bogen fra sig og steg med sammenknebe øjne ud i aftenlyset hvor hans unge kone ventede utålmodigt.

General Dorgon Parél stod allerede ret i den imponerende entré. Klædt i en blå uniform til festlige lejligheder. Hans eneste ret til at være til sådanne middage var hans militære status, og derfor måtte han betale sin vej ind med voldsomt ukomfortabelt tøj.
Det var allerede ved at blive en smule dunkelt som det havde for vane i denne del af Orbis, selv om højsommeren var lige om hjørnet. Det orange lys fra lanternerne og lamperne indenfor bød venligt gæsterne indenfor i lyset.
Dorgon stod blot og førte så diskret en samtale som han kunne med familien Henzels ældste søn og eneste arvtager, Garrent, siden skandalen omkring et år forinden. Selv samme mand som på normale dage kun fungerede som soldat i Dorgons egen elitestyrke.
Samtalen mellem de to blev forkledt som et umenneskeligt langt håndtryk.
"Jeg ved godt," sagde Garrent, altid med sit lykkelige smil "at jeg sagde at Alaine ville være på besøg hos slægtninge, men hun absolut nægtede at tage afsted da jeg fortalte at du også skulle med."
"Hvorfor i alverden fortalte du også din søster at jeg ville være her?" snerrede Dorgon ud gennem et anstrengt, falskt smil.
"Tænk ikke så meget på det, General," svarede den rødhårede Henzelsøn. Hans smil var i modsætning til Dorgons fuldstændig oprigtigt. "Jeg er sikker på at hun ikke er så slem som du altid har gået og frygtet."

"Jeg siger dig, Parél..."
Dorgon havde fundet sig selv i endnu et unaturligt langt håndtryk med endnu en Henzel. Men denne gang faderen i huset. En mand som Dorgon havde historie med. Og ikke nødvendigvis til den bedre side.
"... hvis du så meget som lægger en hånd på min datter..."
"Der er absolut ingen grund til bekymring, Hr. Henzel." Den stadig unge general satte en gravalvorlig mine op overfor den enorme, rødhårede mand. "Jeg er lige så interesseret i at holde hende på afstand af mig som De er."
Et nik fra familieoverhovedet og Dorgon var fri til at gå. Og det skulle helst være et sted hen hvor han kunne føre meget vigtige samtaler der under ingen omstændigheder kunne forstyres. Af nogen. Overhovedet.

Før de gik ind i entreen stak Evelyn sin arm ind under Normans. Han virkede en smule nervøs og fraværende, og armen var slatten, istedet for at tage førringen. Evelyn prøvede ikke at tænke for meget på alle de gange en gentleman havde budt hende armen, og praktisk talt båret hende rundt på en sky. Hun prøvede især ikke at tænke på Dorgon, hvis mandlige fysik mildest talt stod i kontrast til Normans spinkle person.
Evelyn begyndte at hilse på de andre gæster, lidt med følelsen af at have et modvilligt barn på slæb. Det var en lettelse da en tjener med et bakke tilbød hende et glas og Norman pludselig fik øje på et interessant billed på væggen. Det var ihvertfald hvad han sagde: "Højest interessant", og et øjeblik efter var han forsvundet, mens tjeneren prøvede ikke at stirre. Evelyn måtte smile overbærende og en smule anstrengt. Det var alligevel en vis lettelse ved at være på egen hånd. Snakken summede og latter hørtes ind i mellem rundt omkring. Evelyn så sig om og fik øje den karakteristiske skikkelse tante Juliane, med en faretruende fjer i det højt opsatte hår. Lettet over ikke selv at være blevet opdaget gik hun stik den anden vej og stødte ind i på Garrent. "Godaften hr. Henzel" sagde hun i en muntert tone. "Det er virkelig et dejligt selskab"

"Hahah!" Som om det var lige så naturligt som at trække vejret tog Garrent straks Evelyns hånd og bukkede dybt. Det brede smil på hans drengede ansigt. "Det er kvinder som Dem der gør selvskabet dejligt, kære."
Han rejste sig op i sin imponerende højde igen. Og uden videre advarsel startede den berygtede Garrent-talestrøm.
"Men kald mig bare Garrent. Hr. Henzel får mig til at lyde så gammel, synes du ikke? Minder mig for meget om min far. Har du smagt på vinen? Det var godt - hvis du mangler noget, så er jeg manden du skal tale mig. Præcis, kære, jeg er manden for dig og hvis -" og så videre.
En hånd faldt på den rødhåredes skulder, og Generalen dukkede op. Man opdagede virkelig hvor høj Henzel-sønnen var, nu hvor denne tårnede sig et hoved op over Dorgon.
"Kan du ikke se," sagde Dorgon med et afslappet smil til Garrent. "at du keder frøkenen, soldat?"
"Du har sikkert ret, General," svarede tvillingen med sin lykkelige stemme. Og med nogle kommentarer om alt lige fra vejret til den politik han skulle huske at diskutere selv samme aften var Garrent forduftet igen efter endnu et buk til Evelyn.
Dorgon vendte sig mod Evelyn med et roligt smil. Der myldrede mennesker overalt omkring dem i deres dyre tøj og deres alvorlige miner.
"Det er meget svært ikke at holde af den mand."
Generalen smilede venskabeligt til hende. Derefter bukkede han præcis som Garrent havde gjort kort forinden, som mænd jo nu engang skulle gøre. Tog hendes hånd og kyssede elegant hendes håndryg. Gav sig overordentlig god tid til at rejse sig op igen.
"Det er godt at se dig, Evelyn. Det er en dejlig overraskelse at du også er her."

Hver gang Evy trak vejret for at tale fortsatte talestrømmen, som var som en vandmur man ikke kunne brude igennem uden at være meget uhøflig.
Hun smilede veltilfreds og løftede glasset som tegn på at vinen var godkendt. Det føltes næsten en smule overrumplende og unaturligt at en mand hun knapt kendte kunne have så meget at fortælle hende. Hun var efterhånden blevet vant til ikke at forvente at blive underholdt fra sin mands side. Men det var rart at blive taget så godt imod, og hun fortsatte bare med at smile til den rødhårede venlige kæmpe til han blev afbrudt af en person som hun ikke havde forventet at se.
Hun gik helt i baglås, det havde hun ikke set komme.. hun glemte helt at høre efter de to mænd. Stadig smilende forsøgte hun at identificere gæsterne rundt omkring dem. Lettet konstaterede hun at Norman nk stadig var beskæftiget med sit billede.
Den røde kæmpe forsvandt med et høfligt "på gensyn", og Evy smilde til manden som kyssede hendes hånd. "I lige måde. Du overraskede mig helt, jeg troede ikke du gik til selskaber særlig ofte? Men det er måskeogså en del af dit arbejde? Det ville jeg ikke have noget imod.. Vil du ikke med ud i haven? Her er så varmt"

Dorgon havde selv været overrasket over at se Evelyn til selvskabet, men han havde overvejet sandsynligheden nu hvor hun var tilbage. Den reaktion han fik fra hende var dog ikke den han lige umiddelbart havde forventet. Hun lod næsten til at være utilpads? Flakkende blikke som om hun straks ledte efter en vej væk? Men siden hendes ord talte imod hendes blik, så valgte han at skubbe sin egen tvivl til side.
"Det er en del af mit arbejde," sagde han med en lav stemme. Roligt blik, afslappet smil og hænderne holdet på ryggen. Brugte det som undskyldning for at læne sig en smule ind mod hende for at virke hemmelighedsfuld. "Men vi siger det ikke højt selv om alle ved det." Han gjorde et kast over mod familieoverhovedet der stod og lo højlydt i baggrunden. "Jeg selv og Hr. Henzel er begge interesseret i at blive på god fod, forstår du."
Og Henzelfamilien var i den grad nogle af dem der styrede gangen i Bellus, som ejer af Orbis absolut største våbenproduction. Ved Sininen, selv Bestiaerne importerede våben med et indgraveret Henzelmærke, selv om de blev lavet af fjenden.
Da Evelyn foreslog dem at de skulle flytte sig, var det Dorgons tur til at flakke med blikket. Hastigt lod han øjnene gennemsøge menneskemængden og sikrede sig at der ikke var pæne, røde lokker i nærheden. Efter et øjeblik så han igen på Evelyn med et uskyldigt smil.
"Jo," sagde han og tilbød hende hans arm. "Lad os gå udenfor."

Evy tog imod den fremstrakte arm nød at lade sig føre. I sin iver efter at slippe ud af de fulde stuer, hvor gud ved hvem kunne dukke op ud af det blå, og skabe ravage i situationen, lagde hun ikke umiddelbart mærke til noget mistænkeligt ved Dorgons opførsel.
Haven var stor og overvældende og der var ikke sparet på noget, springvand, skulpture, blomster.. og de var ikke de eneste der havde pådaget det, flere havde søgt tilfulgt udenfor.

Dorgon takkede Novítus for at der ikke var særlig langt fra entréen til den smukke have. Adelskvinden han frygtede kunne stadig være i en af husets mange rum og ikke ane at han var dukket op. Og han foretrak at det forblev sådan; især med så mange vigtige politiske ansigter til stede. Og Evelyn.

Haven var i den grad et imponerende syn. Garrent havde flere gange fortalt at det var Fru Henzels ét og alt. Luften var dejlig kølig. Der duftede af sommer.
Dorgon tog sin arm til sig da han havde fundet en plads under et smukt bøgetræ - en ting som der ikke var mange af på denne side af elvergrænsen. Fra en af de sollide græne hang en lanterne med et livligt lys. Og da han så på Evelyn var det som om hendes ansigt fangede det hele. Den fejlfrie hud. Øjnene der var lykkelige for at se ham.
"Så hvorfor er du her?" spurgte Dorgon endelig efter en umiddelbar lidt for lang stilhed. "Jeg har ikke set andre fra din familie? Bild mig ikke ind at du er begyndt at komme til denne hér slags selvskaber for sjovs skyld."

"Jeg mener da ikke at have påstået at hade selskaberen.. ihvertfald er det længe siden jeg har været til et. Jeg savnede vel de farverige kjoler og champagnen" smilede hun, og satte sig ved siden af ham. "For ikke at glemme mine gamle venner her fra byen. Livet på landet er bare ikke det samme efter man har lært at leve her. Men jeg skal gerne indrømme at der er ting jeg også godt kunne undvære!" Fnisede hun, ved tanken om tante Julianes opmalede øjenbryn. Hun drak af glasset om mærkede boblerne kilde helt op i næsen. Det her var rart, hun havde frygtet lange timer med formel smalltalk, hvor man hele tiden skulle passe på hvad man sagde. Det var selvfølgelig heller ikke så ideelt at skulle holde hele det sidste år hemmeligt for Dorgon, men hun havde alligevel regnet sig selv for en dårligere løgner end hun trodsalt var. Desuden havde hun ikke løjet direkte endnu om noget, snarere dirigeret uden om det faktum hun ikke kunne tage sig sammen til at sige til ham.

"Sidst vi brugte tid sammen," sagde Dorgon og betragtede hende mens hun tog en slurk af sin drink. Han var omtrent den eneste i selvskabet der ikke have et krystalglas i hånden. "så ville du hellere bruge tid på at ridde om kap med mig og ydmyge mig i bueskydnings dueller."
Han tog øjnene af hende og så i stedet op i trætoppen.
"Men du har ret. Der er visse ting der hører sig til byen og visse ting der ikke gør."
Igen så han på hende og lagde varmt sin hånd over den af hendes der ikke holdt glasset.
"Men tro ikke at du kan snige dig ud af den revance du stadig skylder mig."

Alaine lagde det sidste lag farve på de fyldige læber. Påførte det sidste parfume på den lange hals. Brugte et sidste minut på at se sig selv fra enhver tænkelig vinkel i det store spejl med guldkant. Tjekkede at det røde hår sad rigtigt i den imponerende frisure. At korsættet gjorde hendes talje så ikke-eksisterende som muligt. Og at den orange kjole faldt præcis som den skulle. Og hun havde endda en hel gruppe adelsfrøkener der stimlede sammen om hende for at forsikre hende om at alt var perfekt. Deres hvinende stemmer kunne høres helt ned på etagen nedenunder. Især da endnu en adelskvinde fra venindekrædsen kom farrende og sladrede om at Generalen var ankommet.
Alaine samlede den hvide vifte op fra sminkebordet og gjorde et selvsikkert smæld med den. Endelig fik hun chancen, for første gang igen i årevis. Nu startede kampen.

Evelyn sad og lurede lidt på hans svar. "Du er ikke bange for at lide nederlag igen hva?" drillede hun og klemte hans store grove hånd. Efter et halv glas vin syntes disse selskaber altid at lyse op og virke sjovere. "Du siger bare til, jeg er i byen i nogen tid, og det er ikke fordi jeg har for mange vigtige aftaler. Ud over selvfølgelig at pudse mine negle og rede mit hår" tilføjede hun sarkastisk. Nu så han på hende igen med det der blik som kunne få det til at kilde over det hele. "Men jeg advare dig, hjemme på landet lod de mig træne"

"Det er godt," sagde han og blottede tænderne i en drengede latter. "Det er aldrig sjovt uden en udfordring."
Man kunne knap tro på at han havde den alder han havde. Han skulle til at sige mere, men blev afbrudt. Nogen lagde en hånd på hans ryg.
Dorgon så sig over skulderen og gav diskret slip på Evelyns hånd. Og bag ham stod Henzelsønnen endnu engang med sit lykkelige smil. Garrent løftede sigende øjenbrynene og Dorgon rejste sig op. Den nytilkommende hviskede noget til den anden mand, så lavt at Evelyn ikke kunne høre det og Dorgon gjorde sig umage for ikke at se bekymret ud i ansigtet. Tvært imod.
"Jeg skal ikke hente noget vin til Dem, General?" spurgte den rødhårede.
"Nej, ellers tak, jeg klarer mig."
"Er du sik-"
"Jeg sagde nej."
Garrent trak på skuldrene og bukkede kækt for Evelyn endnu engang inden han forsvandt i mængden igen.
Dorgon så på hende... Vidste at der var størst sandsynlighed for at redde denne hér situation pænt ud hvis han begav sig væk fra hende. Ideelt set skulle hverken hun eller Albert Henzel se ham interegere med familiens datter.
"Der er noget jeg bliver nødt til at gøre," sagde han derfor. Gjorde mine til at ville gå. Men havde svært ved at løsrive sig.

Hun lagde sin hånd i skødet efter han havde sluppet den og stod og talte med Garrent. Henover sit glas betragtede hun dem mens boblerne varmede i halsen og helt ud i fingrene. Hun havde ikke drukket det her i lang tid. Det undrede hende at Dorgon nægtede at drikke noget. Måske var det en del af han virkelig på arbejde? Og hvorfor var de så hemmelighedsfulde?
"Du insisterer simpelthen på at være helt sober i aften? Den er ellers god. Og hvad ville han?" smilede hun og klappede på bænken ved siden af sig for at få ham til at sætte sig igen, men det virkede som om han pludselig havde fået en eller anden idé. "Kommer du tilbage? Jeg gider ikke sidde herude og blomstre alene"

"Han fortalte mig om en vis person der endelig har meldt sin ankomst," sagde Dorgon. Forsøgte at overgive den nyhed så neutralt som muligt. Undgik bevidst at svare på spørgsmålet om hans alkoholvaner.
Han så sig igen over skulderen, denne gang på hele forsamlingen. Nervøsiteten for at Alaine pludselig skulle være over ham kunne blive begrundet hvert eneste øjeblik.
"Gå du hellere rundt og hav det sjovt selv," lød hans svar til hendes sidste spørgsmål. "Når jeg har klaret denne ene ting skal jeg nok komme og finde dig igen. Og give dig al den tid jeg overhovedet kan."
Og på den kommentar så smilede han til hende en sidste gang inden han vendte rundt på hælene og gik hen mod husets indre hvor lamperne stadig glødede.

"Så vil jeg med" erklærede hun og rejste sig, uvidende om tanken bag Dorgons handling kunne hun ikke regne ud hvem der skulle være så vigtig at hilse på at han lige pludselig fik så travlt. Hun begyndte at gå hen mod de store åbne døre hvorfra snakken summede, efter Dorgon hen over græsset.

"Åh der er du" Evelyn stivnede midt i en begvæelse da stemmen triumferende på sin egen fraværende måde tiltalte hende. Rundt om et af de monumentære blomsterbede kom Norman pludselig til syne, spadserende. Hendes reaktion var den spontane lyst til hurtigt at gemme ham bag busken igen inden Dorgon hørte hans talestrøm. "Hvad er der?" næsten hviskede hun en smule skarpt. Norman lod sig dog ikke påvirke af det og det var som om han glemte hurtigt hvad det var han ville sige til hende. Han pillede nysgerrigt ved bladene på busken med en mine som om han inspicerede den for smådyr. "Jeg keder mig" sagde han omsider "jeg vil hjem.. jeg mener til Julianes palæ".
"Så tag noget at drikke. Vi er jo lige kommet!" protesterede Evy lavt. For en gangs skyld var det sjovt, om end lidt nervepirrende.

Med ét forvandledes det fine palæ til en taktisk slagmark. Ikke kun for én person, men for to. For ikke at tale om alle dem der var involveret.
"Hvor er hun?" spurgte Dorgon hastigt idet han gik forbi en person han kendte fra hæren. Godt nok til at indvillige i hvad der foregik.
"Hun er lige blevet set i den tredie spisesal, Hr."
Dorgon drejede skarpt og spurgte den næste allierede om noget lignende. Og sådan gik det derud af. Gemt bag en fascade af høflige smil og venlige hovednik.

I den anden ende af den fine bygning begyndte spillet på præcis samme måde. Men i en noget anden indpakning.
"Hvor er han?" Alains lyse stemme sneg sig ud mellem de røde læber. En adelskvinde svarede hende og også hun var på vej. De høje hæle klakkede højlydt over det flisebelagte gulv og kjolen bølgede efter hende. Gående fra spion til spion.

"Nej tak" svarede Norman med væmmelse i stemmen. "Jeg foretrækker ikke at have mine sanser påvirket af alkohol, for ikke at tale om hvor skadeligt det er. Alt det trivielle nonsens man skal høre på i den forbindelse.. jeg læste engang en bog-"
"Prøv nu at more dig lidt", Evy klemte sit halvfyldte glas ind i hans hånd, løftede kjolen op over anklerne så hun ikke snublede mens hun med hurtige skridt var tilbage i festlighederned midte indenfor. Hun var klar over at Norman højest sandsynligt fulgte efter hende, men mon ikke det var muligt at hun kunne forsvinde i mængden?

Det havde lykkedes Dorgon at tage en hel runde igennem det enorme hus inden hans held løb ud. Han kunne ikke løbe for evigt.
Han havde set sig over skulderen, overbevist om at han et øjeblik havde set Evelyn sammen med en imponerende spinkel fyr. Da han vendte sig om igen, havde han en feminin, spinkel hånd hvilende på sit bryst og to grønne øjne lysende op mod hans.
Det tog ham en voldsom kraftanstrengelse ikke at bande højlydt, men det lykkedes.
"Hr. Parél," lød den luftige stemme.
"Frøken Henzel," Koncentrationen for at fremstå høflig og professionel var på sit højeste. Han sneg endda et anstrengt, skævt smil ind. "Hvilken overraskelse."

Da forfølgeren lod til at være viftet af var Evy et øjeblik i tvivl om hvad hun skulle gøre. Dorgon var væk. Det ville være fjollet at forfølge ham, han skulle jo heller ikke tro at hun kunne klare sig selv. Der var stillet en let anretning frem i den stue hun var havnet i og hun snuppede nogle druer som hun gav sig til at spise mens hun så sig om efter nogen hun måske kendte.
Istedet for at få øje på nogle af sine venner hørte hun Dorgons navn blive sagt på en måde hans hverken hans soldater eller nogen anden ville sige det. Så sukkersødt.
Evelyn betragtede sceneriet med halvt korslagte arme og fortsatte med at proppe druer i munden, som om hun nød et godt show.
Ført blev hun helt forarget over hvordan kvinden tilsyneladende slet ikke tog hensyn til at der var andre i rummet, men på den anden side så Dorgon heller ikke utilfreds ud.

"Det er længe siden, Dorgon," sagde den rødhåret. Foldede viften sammen med et smæld og lagde den på en tilfældig tjeners bakke idet han gik forbi dem. "Jeg har ikke set Dem i årevis efterhånden."
"Der har været meget at se til. Jeg er sikker på at dine brødre har berettet om det."
Dorgon havde ventet at Alaine ville tage sin hånd til sig, men da det ikke var tilfældet løftede han i stedet selv en hånd op og førte den væk. Men de stædige, slanke fingre flættede sig hurtigt ind mellem hans, og så var scenariet næsten værre end før.
"Ja, mine brødre." Kvinden kom med et hemmelighedsfuldt smil. "Man siger at det er Dem der har ødelagt dem. Ikke så uskyldig, er vi vel, Hr. Parél? Præcis som jeg husker dig."
Dorgon rømmede sig højlydt og gjorde mine til at komme videre med et "jeg bliver nødt til at gå." I sit korte flugtforsøg så han endda Evelyn ud af øjenkrogen. Skønt... Som om hele optrinnet ikke var pineligt nok i forvejen.
Men Alaine gav ikke slip på hans hånd. Og med familiens overhoved i baggrunden var der ikke andet at gøre end at stille sig høfligt tilbage og stå ansigt til ansigt med slægtens prinsesse igen. At have endnu en skandale var komplet utilgiveligt. Men at knuse Hr. Henzel's datters hjerte var grundlag nok til mord.
Hun hoverede ikke. Hun sagde slet ikke noget. Hun smilede bare lykkeligt op til Dorgon og - som om det ikke kunne være nok - placerede sin frie hånd på hans bryst hvor den anden kort forinden havde været. Og for at holde alle glade, var Dorgons smil stadig intakt.

Evelyn stod paralyseret. Havde han bare løjet hende direkte op i ansigtet, da hun halvt i spøj havde spurgt om han havde set andre kvinder? Hun havde fået det håbede svar men nu var hun ikke så sikker på det.
Uden at fjerne blikket greb hun ud efter en forbipasserende tjeners æme så han næsten gav slip på fadet han bar. En smule irriteret rystede han hendes hånd af.
"Hvem er den dame som taler med Dorgon, øh jeg mener general Parél?" forlangede hun, og han svarede med en vis stolthed i stemmen og tilføjede til sidst, som om hun ikke var helt velbevaret: "Deres vært"
Evy ignorerede hans kølighed som sikkert skyldes fadet. Det forklarede hvorfor Dorgon befandt sig til selskabet. Vreden og skuffelsen vældede ind over hende - hvordan kunne han bare gå fra den ene pige til den anden på den måde?! Han var sandelig en god skuespiller!
Evelyn ville helst dreje om på hælen og gå i vrede, men underligt nok var hun for nysgerrig.

Det næste minut eller to var et af de mest akavede og anspændte Dorgon længe havde oplevet. Selv med hans arbejde taget i betragtning var det svært at finde andre eksempler på hvornår han ellers havde været så godt fastholdt som gidsel.
Alaines sukkersøde stemme forsøgte sig med en almen samtale der tilfældigvis hele tiden spurgte ind til hans dagligdag og hans liv og hvor han brugte tid og hvor hun kunne finde ham.
Endelig spottede Dorgon en mand han kendte af politiske årsager. Og selv samme person var lige blevet hans ufrivillige redningsmand. Hurtigt opfandt han en grund til hvorfor det var absolut vigtigt at tale med vedkommende, og det lykkedes ham rent faktisk at trække den uskyldige forbipasserende ind i samtalen.
Mens Alaine blev hilst på af den nytilkommende så Dorgon sig omkring. Og hans blik faldt på en person til siden for ham. Ikke på Evelyn, men på den ranglede person der kom gående mod hende. Et skeptisk blik faldt over Dorgons ansigt da han bare stod og betragtede scenen.

Norman havde fundet ind i samme stue og fik øje på noget som fangede hans opmærksomhed i højere grad end hans hustrus sure mine. Det var et overdådigt maleri, som forestillede samtlige medlemmer medlemmer af Henzelfamilien ude i haven. Optaget bøjede han sig nærsynet for at læse navnet i bunden mens Evelyns glas, som han stadig ikke havde rørt, tippede og hældte dele af sin indhold ud på det imponerende gulv. Heldigvis lagde ingen mærke til noget. Evy havde imidlertid bemærket sin mands stilfærdige tilstedeværelse i rummet og i sin sindsoprevede tilstand, velvidende at Dorgon kiggede, tog hun den barnlige men også best tænkelig hævn hun kunne tænke på. Der var ikke særlig langt hen til den forbløffede Norman, og hun gav ham et så lidenskabeligt kys som hun kunne mestre.

Dorgon var intet mindre end fuldstændig og helt og aldeles chokeret. Han stod fuldstændig mundlam og stirrede på Evelyn og den ranglede mand. Ja, mand var han jo knap nok. Havde han haft et glas i hånden, lige som de utallige gæster omkring ham, havde han uden tvivl tabt det.
Dorgons bekendte og, især, Alaine havde bemærket at generalen stod med ryggen til dem, og nu begynde de at tale til ham. Spørge efter ham. Men der var absolut ingen reaktion at hente. Efter mange forsøg uden held lagde den bekendte en hånd på Dorgons skulder, men den blev slået væk med en overraskende kraft. Et par omkringstående gæster gispede overrasket. Hvor vovede han; til en Bellus-sammenkomst?
"Stille," kommanderede generalen, som om han talte til en soldat. Blikket han gav manden overfor sig var intet mindre end vredt. "Tal ikke til mig. Overhovedet."
Og med den kommentar drejede han om på hælene, og forlod stuen med et komplet forarget udtryk.

Lyden af høje hæle over det pæne gulv. Et smæld fra en vifte der sprang åben.
"Undskyld mig," spurgte Alaines uskyldige stemme det unge par der på mest ubehøvlet vis var faldet over hinanden midt under festen. Selv om hun skiftede blik mellem de to unge mennesker, så hvilede de store, grønne øjne lå især på Evelyn. Og det var også hende, som spørgsmålet faldt til: "Men... Må jeg spørge hvem De er?"

Evy slap Norman igen, som var så målløs at han ikke lod til at vide hvad han skulle sige eller gøre. Han stirrede bare. Det var ikke normal adfærd for hans kone.
"Så, hvis det ikke har gjort dig i bedre humør så ved jeg ikke.." sagde hun som undskyldning og lod sine arme falde, mens hun lyttede til Dorgons støvletramp. Næste øjeblik blev hun næsten blænnet af de grønne øjne som for lidt siden havde set ind i Dorgons, og hun måtte erkende at kvinden trods alt var meget smuk.
"Evelyn Løvendal" svarede hun og nejede dybt, og da Norman stadig stod forfjamsket og fumlede med sine briller, han syntes optrinet var meget pinligt, præsenterede hun også ham.
"De må undskylde, men vi er nygifte forstår De" tilføjede hun, og fortrød med det samme at have sat rygtet i gang.