Dråben der flød over

Rangiku sad igen udeforan en af de mindre kroer, og som de forrige gange havde hun selvskab af hærens største drankere. De var højrøstet som altid, når de havde fået en stor mængde af øl indenbords. Rangiku selv var også godt beruset, og flirtede både med den ene og den anden. Dette var en af hendes måder at glemme længslen efter Kuurá.

Karhu havde, igen igen, drukket sig lettere vissen sammen med en god bunke andre soldater fra hæren. Han sad ude foran en lille kro og drak tæt med sin faste lille flok. Valiar var som altid gået i gang med at lægge an på en dame, denne gang en ganske køn en, en storbarmet, rødhåret kvinde i starten af tyverne. Og selvfølgelig var det alle hans små stikpiller, bemærkninger, søde kommentarer, det var faktisk den samme gamle omgang som de andre i gruppen havde hørt så meget at Karhu gav sig til at vædde med Hallu om hvilken replik Valiar stak hende næste gang. Og hver gang de blev en anelse for højlydte i deres gætteri fik de blot et blik fra Valiar, der havde fået de fleste til at tie stille. Meget kunne man gøre den mand, men stoppe ham i et ganske udemærket fund af en dame? Så var man ude på ballade.
Men det forhindrede selvfølgelig ikke dem i noget. De kendte Valiar så godt, eller rettere, han kendte deres evner med våben så godt, at han aldrig kunne finde på at gøre dem noget reelt. Og så var der jo også mange andre fisk derude.
Også Karhu havde et godt øje til den rødhårede. Hun virkede som den tættest drikkende kvinde, og som om hun var vandt til det. Se dér var noget at sætte pris på i en kvinde! Nåja, og så så hun jo heller ikke helt ringe ud.
"Hvaaa' hvis skønjomfr... Øøøh, ja... Ønsker det så kan hun da komme over og fortælle lidt om hvilken del af hæren der lærer kvinder at drikke så meget." Råbte han og smilede bredt inde bag sit vældige skæg

Rangiku lo og blinkede til manden som råbte. Hendes latter fik barmen til at danse under blusen med den dybe udskæring.
"Det kunne tænkes.. Særligt hvis den gode mand kunne smide et par kander øl med i samtalen."
Hendes selvskab lo hjerteligt med og var enig om at de godt kunne være flere ved bordet. I løbet af et par minutter fik de flyttet rundt på bordene, så der var plads til det andet selvskab. Rangiku klappede på pladsen ved siden af hende.
"Kom og slut jer til os. Det er hyggeligt med få venner, men det er sjovere med mange."

En kende skuffet måtte Karhu indrømme at han blev da han så at han ingen chance for at lokke hende væk fra flokken havde. Men sådan var det nu engang og hvis Valiar ikke havde haft noget held med det indtil nu, så kunne det nok ikke gøres lige nu.
"Kom så drenge! Hvis i da ellers stadig kan bevæge jer, svagdrikkere som i er!" Han grinede om til de andre der fulgte med og tog krus, stole og kander med dem. Den gamle Gnofti havde formået at holde sig ædru indtil nu som han altid gjorde uden nogen lagde mærke til det. Han drak, og det var ikke fordi han undlod at skåle heller, men aldrig havde nogen set ham fuld, eller noget der lignede. Han smilede skælmsk da han gik med de andre over for at snakke med den unge dame. Der her skulle nok blive god undeholdning, ingen tvivl om det.
Karhu forsøgte at placere sig forholdsvist tæt på kvinden, og spurgte så højrystet "Nå, hvad hedder en ung dame som dig mon? Og hvor har hun lært at drikke tæt?" Han modtog et kvælende blik fra Valiar, men valgte bare at smile kort i hans retning. Så måtte han vel holde sig til og lade være med at være så lang tid om det.

Rangiku smilede da de andre sluttede sig til dem.
"Mit navn er Rangiku, og hvad angår min glæde ved øl og andet - så er det lært i bjergene hvor jeg er opvokset.." Hun tømte kruset og satte det på bordet, hvor en af mændende fyldte det igen. Hun havde godt bemærket det blik som blev sent fra en af de nye.
"Har du en frue eller anden hjertes kær, siden din ven sendte sådan et blik?"

"Ja i sandhed har jeg en hjertens kær. Så skøn er hun at alle i hele byen, selv de adelige sukker efter hende. Hun driver alle hun kommer i nærheden af fra forstand, og får man for meget kan man mærke at det dagen derpå. Hendes hår er kridhvidt som månens skær og hendes hud har en gylden farve, der ikke kan overgås af nogen."
Han sendte hende et højtideligt blik, præcis som man gør når man praler med den nye dame man har fundet. Lidt havde han da lært af Valiar.
"Hun hedder øl," sagde han prustende og lod alt den luft han havde haft samlet i brystet fløjte ud i et latterprust. "Nej, han er bare gammel og grå, og påstår at han har set alting her i livet, så han ved hvordan det ender. Prøv bare at se her." Karhu vendte sig mod Gnofti og sagde så alle kunne høre det; "Hvis vi nu sagde at du befandt dig i en skov og var blevet overfaldet af to oprørere der netop havde sagt noget om din gamle mor, der nu ligger i jorden, hvad ville du så svare dem?"
"Det har jeg prøvet før, og dengang sagd..." Begyndte Gnofti, men Karhu havde allerede fået illustreret sin pointe, og vendte tilbage mod flokken og gestikulerede et buk, så godt som det nu kunne lade sig gøre fra siddende stilling. Og så tilbage til Gnofti hvor han så fortsatte. "Hvis jeg nu besluttede mig for at købe den rødhårede skønhed her en øl mere, og måske en mere efter det, for at drikke hende fra sans og samling, eller måske i virkeligheden starte en drikkekonkurrence med hende, hvad ville du så sige om situationen?"
Igen kom Gnofti's svar med det samme. "Det er jo sket før det ved vi alle. Måske ikke lige hende, men det har vi jo set før, og..." Igen vendte Karhu sig om og bukkede fra stolen, som om det var en stor kunst han havde udført og folk godt måtte klappe nu. "Det vildeste jeg nogensinde har hørt ham sige var 'den var ny', men det er også kun sket to-tre gange de sidste seks år," sluttede han af med.