Stilhed før..

Rådslokalets 5 stod nu akurat ligeså tomme som dronningens tronstol. Helia stod bag ryglænet til hendes egen stol og gennemgik det hele i tankerne endnu en gang. Hun var nødt til at få de støtte fra begge to andre, noget der ikke burde volde problemer ifølge hendes optik. Hvordan kunne de andet end at støtte hende når efter det hun havde hørt.
Hendes papirer lå på bordet, selvom hun ikke regnede med at få brug for dem.
Med en dyb indånding satte hun sig forsigtigt.

Ikke lang tid efter ankom det næste rådsmedlem. Shais Ton, rådets mystiske ekspert i sikkerhed og spionage. Helia kunne ikke lade være med at spørge sig selv, hvor meget han vidste, da hun nikkede til ham. Han satte sig uden at sige noget, hvilket var ganske normalt. Manden brugte aldrig unødige ord.
Nu manglede kun en.

Sharian havde en god stak papir med, så han var forberedt på alle de spørgsmål der kunne komme til økonomien. Hans nu velplejede hår hang løste, men var alt sammen strøget om på ryggen. Han havde sine isblå klæder på, og alt andet ved hans udsende var forbedret. Han havde et afstivet ansigtsudtryk, da han kom ind i rådsalen. Han nikke høfligt og satte sig tung på sin plads.
"Så skal vi til det igen.2 Han måtte undertrykke et suk.

Helia havde lyst til at rynke på næsen af den uelegante ankomst men holdt fokus på vigtigere ting. "Nu da alle forventede er ankommet vil jeg meget gerne præsentere grunden for dagen møde. Det er nemlig ikke blot endnu et møde, desværre har vi mere alvorlige ting på programmet. Hun rejse sig og åbnede døren til sit kontor for at lukke nogen ind. Hun smilede opmuntrende til ankommende og trak en stol ud fra bordet. "Jeg håbe i vil lytte og tage hvad i får at høre meget alvorligt." Sagde hun og satte sig selv igen.

Ind gennem døren kom en pige gående. Hun måtte være omkring de atten år gammel, med bølgende brunt hår og et skræmt udseende i ansigtet. Hendes hænder var i bandager og de lå nervøst foldet foran hende på den røde kåbe.
Da hun endelig var i rummet stod hun mellem de to tomme stole og stirrede ned i bordpladen. Hendes blik flakkede dog hele tiden rundt til rummets døre og over til Helia.
"Jeg," startede hun tøvende. "Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde."
Efter endnu en kort pause, tog hun sig dog endelig sammen og kom med en præcentation af sig selv.
"Jeg er en af Mester Nir'Kahls lærlinge... Det vi kalder en magiker på 1. niveau; det laveste af de tre... og jeg er begyndt at se ting som jeg aldrig havde troet skulle ske i mit hjem... Mærkelige ting. Alle jeg kender er blevet så underlige."
Endnu et flakkende blik mod alle dørene i lokalet.
"Det startede for lidt over et år siden, tror jeg. Men det har taget fart gennem de sidste seks måneder..." Hun holdt inde. Så tøvende op på Helia. De to mænd i lokalet skræmte hende for meget til at hun turde se på dem.

Helia så alvorligt men venligt på pigen. "Bare fortæl det som du fortalt mig det.." Sagde hun roligt og nikkede mod stolen, som tegn til at pigen kunne sætte sig. Det var vigtigt, at pige ikke blev for skræmt, hun var nød til at gøres tryg, så hun fortalte det hele rigtigt. Så meget afhæng af dette forskræmte væsen.

Shar havde set afventende over mod døren, og blev ikke så lidt overrasket. Han rørte først på sig da lærlingen begyndte at tale, hvor han lænede sig langsomt frem over bordet, som for ikke at miste noget af det hun sagde. Inde i ham var det som om, noget af ham blev så glad at han ikke bare kunne side her. Han undertrykte sine følelser, men hans hoved var allerede fyldt med spørgsmål, han ville have svar på, om han så skulle tvinge det ud af hende. Han vidste han kun ville ødelægge dette, så han blev sidende på sin pine bænk.

Da Helia gjorde tegn mod én af stolene rystede pigen bare høfligt på hovedet. I denne situation ville hun langt hellere stå.
"For et år siden begyndte mesteren at kræve mere af os..." sagde hun mens hun så sidelæns ned i gulvet med et fjernt blik. "Altid trænede vi, fik næsten ingen søvn... Selv dengang var vi alle komplet øddelagte fra indersiden af ud gennem alt det han trak os igennem. Men det virkede; dem på niveauet over mig blev bedre. Langt bedre. Meget hurtigt, endda. Men prisen kunne også ses. Til en start var de næsten mere døde end levende; enten studerede og trænede de, ellers sov de, så livløse som om de havde slået sig selv ihjel. Og Mesteren indledte andre metoder for at gøre os bedre så hurtigt og effektivt som muligt."
Pigen holdt genert en af de indbundne hænder op. Det var ikke til at sige præcis hvad der var sket, men det var i den grad ikke en uskyldig bandage.
"Men for seks måneder siden var det som om noget vendte i mange af lærlingene. De holdt op med at være øddelagte. De fik energien tilbage og der var noget nyt i deres blik... Ind imellem er jeg i tvivl om, om det er magi eller en smule af dødsoplevelsen de ikke kan ryste af sig. Og selv om de stadig studerede mere end nogensinde før, så er de aldrig trætte på samme måde længere. Som om de har fundet et mål. De... De begyndte at minde mig om Mester Nir'Kahl selv."
Et øjeblik holdt pigen inde. Som om hun skulle tage sig mod til det næste i historien.
"Og for et halvt år siden... Det var dér Mester Nir'Kahl stillede sig op for os alle sammen og fortalte at han ville starte prøver til det næste niveau... Og alle de lærlinge der i forvejen mindede mig om ham blev mere og mere maniske."
Hun sank en klump.
"Og der er flere mærkelige ting..."

Helia så rundt på de andre rådsmedlemmer. Begge to var svære at læse. Det var sikkert at de bekymrede sig om lærlingene på samme måde som hun gjorde. Derfor så hun opfordrende på pigen. Hun synes at have taget mod til sig. "Fortæl endelig videre."

Sharian var imponeret over fortællingen, men ikke særlig overrasket. Han sad meget anspændt i stolen, og hans hjerne var meget kreativ med hvad den kaldte Aridori. Og hvis der var noget han ikke havde brug for var det et akademi fuldt med homoseksueller magtliderlige rødhårede puromaner!

"Mesteren talte altid om hvor meget han ikke kunne fordrage soldater og folk der havde med hæren at gøre," fortsatte pigen. "Men nu ser vi ofte mænd der udentvivl er kampdygtige inden for akademiets mure. De mødes altid med mesteren; taler om ét eller andet i møder som vi ikke for noget at vide om... Og over de sidste måneder er han begyndt at eksportere ting fra akademiet... Vi ved ikke hvor han tager tingene hen, men det er alt fra bøger til møbler. Og han er begyndt at rekrutere flere lærlinge end nogensinde før... Vi har aldrig været så mange på akademiet før. Men... Der er især en mindre gruppe elever han har taget ind som sine yndlinge. De er de mærkeligste af dem alle sammen. Jeg tror han gør noget ved dem..."
Endnu en kort pause fra pigen. Det var tilsyneladende alt hun havde at fortælle. Men hun ombestemte sig, og tilfølgede:
"Det mest mærkelige er dog, at ingen af lærlingene stiller spørgsmålstegn ved noget af det. De har alle så stor tiltro til Mester Nir'Kahl at de brækker fingrene på hinanden på hans bud. De ville gå i døden for ham, er jeg bange for... Og jeg er den eneste der er bange. Jeg er den eneste der ikke er ved at blive komplet skør."
Hun begyndte at ryste foruroligende.
"J-jeg er så bange... Hvis han finder ud af at jeg er her..!"

Sharian var begyndt af komme sig, og sad nu og nikke til det lærlingen sagde. Aridori havde forandret sig det var tydeligt, Sharian kunne huske hvor omsorgsfuld og beskyttende han var for sine lærlinge. Der måtte være sket noget, for at Aridori ville lade sin elskede lærlinge gøre skade på sig selv og hinanden.
Sharian kiggede over mod Helia, for at fange hendes blik. Han signalerede med blikket og et lille hovedkast, at han havde et spørgsmål til til lærlinge som han agtede at stille.

Helia der i forvejen havde hørt hvad pigen havde at sige vogtede i smug på de andre to. De måtte kunne forstå hvor galt det var fat med Aridori og Akademiet. Alle mulige mistænklige træk var tilstede i pigen forklaring. Sammenlagt med det uventede syn, der havde mødt Helia en dag hun ikke lod sig stoppe udenfor Aridoris kontor. Bare tanken om det gav hende en svag kvalme. Noget havde være så forkert den dag.
De to rådsmedlemmer gav ikke umiddelbart deres følelser væk, men hun bemærkede alligevel antydningen af en bekymret panderynken i Shias Ton´s stenansigt ved ordene "..gå i døden..". Hun vidste at rigets sikkerhed var hans højeste prioritet, og at han slog nådesløst ned på alt der kunne udgøre en mulig trussel. Hvor meget han havde opsnuset om Aridori spekulerede endnu en gang hun over.
Spekulationerne blev afbrudt, da der endnu en gang var at risiko for at pigen fik et nervøst sammenbrud. Sociale færdigheder var ikke Helias spidskompetence og pigen var noget af en udfordring. Hun ønskede inderligt at hendes bror kunne tage sig af pigen nu. Før rådsmødet var det lykkedes ham at berolige pigen nok til at hun kunne fortælle noget som helst og Helia mistænkte ham også for at havde overtalt pigen til overhovedet at sige noget.
Nileander Delai Awyr Tan var kommet ind af døren fra Helias kontor og stod havde stået lænet op af den og fulgt begivenhederne. Helia følte hans blik i nakken og tog sig sammen. Hun så alvorligt på pigen og sagde, "Du ved hvor vigtigt, det er at rådet får det af vide, som du ved. Så vi er nok nødt til at stille dig nogle spøgsmål for at være hel sikre på at vi har fået alt med."

Sharian var nok den værste i rummet, til at have med nerve sammenbrud at gøre, men han vidste hvor vigtig det var, ikke at skræmme hende eller på andre måder skubbe hende ud over en kant. Han rørmede sig tænksomt, før han begyndte at tale med en rolig neutral stemme.
"Det du fortæller har stor betydning, så svar gerne så uddybende som du kan. For så sent som to år siden, kan jeg tydeligt huske hvor omsorgsfuld og og ja, overbeskyttende han var for hans lærlinge. Hvornår begyndte han at bekymre sig mindre om jeres ve og vel? og hvilke grund har han givet jer til alle at gå rundt i rød?" Han talte langsomt, ikke bare for at være tydelig, men elelrs ville han ikke kunne lægge båd på sig selv. Da han var færdig, satte han sig tilbage i stolen, parret til at modtaget svaret som en statue.

"Åh, mesteren er aldrig holdt op med at bekymrer sig om os, sir," svarede pigen meget hurtigt. Hun behøvede ikke engang at tænke det igennem, tilsyneladende. "Tvært imod! Det han beder os om er han overbevist om er til vores egen beskyttelses skyld. Og det passer; lærlingenes magi vokser dag for dag."
Først nu stoppede hun kort for at gennemtænke den næste del af sit svar.
"For omkring 6 måneder siden, hvor vi begyndte at gå i rødt..."
Hun holdt inde igen. Etøjeblik så det ud som om at hun nu virkelig kunne finde på at. Brydde sammen. Det bar ikke til at sige om det var grundet frygt, eller fordi hun virkelig havde dårig samvittighed over at fortælle hvad hun gjorde. Og dette havde hun ikke engang sagt til Helia.
"Mesteren sagde at... At hærren ville bruge os... Og at vi bliver nødt til at forsvare os selv imod dem."
Hendes stemme knækkede over, og hun begyndte at ryste ukontrolleret på hovedet. "J-jeg kan ikke sige mere. Jeg ved ikke mere."

Med det lærlinge have fortalt, kunne han besvare det fleste andre af sine spørgsmål, selvom han ikke ville spørge indtil antallet af lærlinge, for så ville det virke som om Aridori havde ret, dog ikke hæren, men rådet var endnu værre. Tankerne havde sat hans blod i hurtigere omløb, og det næste han sagde lød ret hårdt.
"Aridori som individ og person har vel også for andret sig! Vi kan svare på spørgsmålet; fra hvad? så svar os nu på, til hvad? Ingen har vil gå til yderligheder, vi ikke finder nødvendige, så hjælp os med viden til ikke at træffe den forkerte beslutning."
Sharian havde glemt at trække vejret, og åndnede nu langsomt ind og ud, og kunne meget godt line en der var fast besluttet på at ikke at stoppe før han havde alt ude af hende. Kan man bebrejde en gammel general det? Fanger taler jo heller ikke frivilligt.

Den kvindelige lærling krympede sig en smule under Sharians pludselige ord. Noget kunne tyde på at hun kunne mærke sin mesters ubehag ved denne mand, selv om han ikke engang var i nærheden.
"Men..." begyndte hun tøvende. Men efter en kort pause blev hendes ord pludselig hårde og bestemte. "Jeg ville ønske jeg kunne få jer til at forstå; det er ikke ham der har ændret sig. Det kan det ikke være... Jeg kan ikke tro på at den mand der tog mig under hans vinger for få årtier siden kan have skiftet til en helt anden person uden at være blevet påvirket. Der er mere ved det end som så. Det er magien der gør noget ved ham. Og det er selv samme magiske påvirkning der får alle lærlingene til at gå blindt ind for det han gør, det er jeg sikker på."
Hun så fra den ene person til den anden. Pludselig usikker på om hun havde gjort det rigtige.
"Det er derfor jeg er kommet til jer..." sagde hun lavt. "I bliver nødt til at hjælpe ham. Kurere ham... Han er syg."