På dybt vand (Åben)

Selenia traskede frem og tilbage over skovstien og sparkede vredt til alt der ragede frem. De bare fødder der stak frem under hendes slidte kjole var helt beskidte, og hun havde et sammenbidt udtryk i et ansigt som befandt sig i stadiet mellem barn og voksen. Hun havde tudet og forsøgt at tørre det væk, hvilket havde resulteret i at jorden på hendes hænder var blevet tværet ud på kinderne. Hun sendte en sten ind mellem træerne med en sådan kræft af hun burde have ømmet sig. Det var en værre suppedas hun var havnet i. Vagten som var blevet træt af at fange hende i at stjæle brød på markedspladsen havde smidt hende ud af Retnecks byport.

Hvor i Vihrëas navn var han blevet af?
Elvira skilte et par bregner og så sig søgende omkring. Han kunne da ikke bare være sunket i jorden! Og så på deres allerførste urtelektion uden for portene!
Hun standsede op og tørrede sveden af panden - det var godt nok lummert her under de grønne trækroner. Fluer og andre flagredyr summede rundt - især omkring lindetræerne - og de skyggefulde områder under de tætte træer var sikkert et rent paradis for myggene...
Hun overvejede lidt at råbe på ham, men det var alligevel også for dumt. Han ville drille hende med det bagefter... uden tvivl!
...Men på den anden side; hvis han nu var faret vild, eller havde forvekslet en kantarel med en rød fluesvamp og gnasket den i sig... eller vredet foden om i et muldvarpeskud, så havde han jo nok brug for hjælp, og det var vel den slags, en såkaldt 'læremester' var til for.
Det havde ellers ikke været let at slippe uden for porten. Hverken let eller hurtigt på nogen måde. Køen var altid lang, men i dag havde den syntes for Elvira som uendelig! Det var også den eneste grund til, at hun det sidste lange stykke tid havde ladet sig nøjes med de urter, man kunne finde i byparken; det var simpelthen for besværligt at komme ud i den rigtige skov.
Hun havde været temmelig spændt på at se, hvordan vagten reagerede på Hamran - han lod jo til at være et kendt og hadet ansigt i vagtkredsene, men det var gået nogenlunde. Værre ville det sikkert blive, når de skulle ind igen; vagterne var strikse nok med, hvem der kom ud... de var jernhårde med hvem der kom IND.
Men den tid den sorg; nu skulle hun først lige finde ham.
Med et suk genoptog hun sin trasken gennem underskoven, mens hun inderst inde bandede ham hele vejen til Blodhavet og tilbage igen.

Hamran hoppede fra træ til træ oppe i trækronerne med et lyksaligt smil om læben. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde følt sig så barnlig. Alting virkede som en leg herude, træerne var gode at klatre i og der var uendeligt mange af dem. Og bær og andet spiseligt over det hele. I hvert fald i forhold til inde i byen.
På den anden side var de fleste sikkert giftige, så Hamran holdt sig klogeligt fra dem. Selvom det nu så utroligt fristende ud!
Hamran stoppede op et kort øjeblik og tænkte på krageungerne, og hvor forfærdeligt det egentlig var at de aldrig fik lov at komme ud og se det her. Det skulle der laves om på!
Gad hvordan det egentlig gik derhjemme? Knofir havde lovet at tage sig godt af børnene og havde givet ham en ren skjorte så han lettere kunne snige sig ud af porten, selvom Hamran nu havde tænkt sig at klatre over muren. Men det ville Elvira aldrig give ham lov til, og det var da også gået fint i porten. Vagten havde dog kigget lidt mistænksomt på ham, og hvis ikke Elvira havde været der var han nok blevet snuppet.
Spinkle fodtrin bragte ham tilbage til Orbis' overflade. Eller måske bare trækronerne. Han havde sat sig over vejen klar til at springe ned og forskrække Elvira, når hun kom forbi. Nu kunne han høre hende komme og kunne ikke skjule et lille grin. Det her skulle nok blive sjovt.
Da han kunne se hendes silhuet få meter fra der hvor han havde tænkt sig at lande hoppede han ned fra grenen og landede med ansigtet over imod hende, kun to meter fra hende.
"BØØØØøøøø..." begyndte han men så pludselig at det ikke var Elvira alligevel. Hende her var yngre og så helt grædefærdig ud. Og så mindede hun ham egentlig lidt om en hjemløs, der var noget med holdningen. Eller øjnene. Eller noget andet, Han havde bare en instinktiv fornemmelse der var blevet trænet gennem de sidste 21 år.
"Hov, det må du da undskylde," begyndte han i sit mest trøstende og faderlige tonefald og gik over imod hende. "Hvad er der sket med dig?"

Det høje udbrud gav mildest talt Selenia et chok og hun sprang straks ind mellem de tætsiddende blade på et træ, og forsøgte at stå musestille, selv om hun tydeligvis vár blevet opdaget. "Er du tosset? Hvad vil du?" hvæsede hun ud mellem bladene til skikkelsen på stien som hun ikke anede hvem var. Bare det ikke var en af vagterne igen.. Hun blev ved med at kigge mistroisk på manden, overrasket over hvor venligt han talte til hende, men ikke overbevist.

Hamran forholdt sig fuldstændig i ro mens pigen for ind i busken. Ved hendes kommentar om hvorvidt han var tosset kunne han alligevel ikke lade være med at slippe et lille grin.
"Lidt tosset er man vel altid," sagde han skælmsk. "Men det var ikke min mening at forskrække dig, jeg troede du var en anden. Det er åbenbart ret svært at se forskel på folk oppe fra en trætop."
Han spejdede ned ad vejen efter Elvira. Hvor langsom kunne man være?
"Men lige nu vil jeg bare finde min lærermester, som var hende der skulle skræmmes fra starten." Hamran satte sig på knæ og lagde hovedet på skrå, så hans fugleagtige ansigtstræk blev fremhævet, mens han kiggede ind i buskadset. I et kort øjeblik overvejede han hvad folk ville tænke hvis de så at han sad og snakkede med et træ, men han slog tanken væk. Det var sådan set uden relevans.
"Det er i orden at være forskrækket, men vi er nok kommet lidt skævt ind på hinanden. Mit navn er Hamran, men du kan bare kalde mig Krage hvis du har lyst. Det giver vist lidt sig selv hvorfor," sagde han og kløede sig let på næsen. "Jeg er gadedreng i Retneck." Han smilede venskabeligt til træet og stak så hånden derind, og håbede at pigen ville tage den. Samtidig lagde han mærke til de utroligt flotte frugter der hang fra træet...

Et højt 'Bøøøh' fik Elvira til at skifte retning, så hun nu gik stik imod det sted, lyden var kommet fra.
Hvad i Månernes hellige navne har Hamran gang i?
Hun smøg sig mellem et par tætstående træer og hørte så hans stemme på den anden side af et større brombærkrat foran sig.
"Lidt tosset er man vel altid..." Mere nåede hun ikke at opfatte, for i det samme var hun ved at snuble over en lumsk trærod, der stak op af jorden. Det var vel straffen for at være uopmærksom, tænkte hun og drejede om brombærkrattet kun for at finde Hamran stående midt i det hele med hånden rakt frem mod et træ.
Hun standsede op, lagde sigende armene over kors og lod vægten hvile på det ene ben, så hun kunne betragte ham fra en tilpas opgivende positur.
"Hamran," begyndte hun og gjorde med vilje stemmen træt og flad. "Det FØRSTE, jeg sagde, inden vi forlod byen var: 'Spis IKKE af nogen svampe, før jeg har sagt god for dem.' Du må rette mig, hvis jeg tager fejl, men din pludselige jovialitet over for rønnetræer siger mig, at du ikke fulgte mit råd?"

Ved lyden af den velkendte stemme drejede Hamran hovedet og smilede stort. "Der var du! Jeg troede du var faret vild. Eller at jeg var. Nå, det er også ligemeget, jeg er ligeglad med den rø....nnebærbusk, og jeg har ikke spist svampe. Det er hende der er inde i rø... busken jeg føler en vis jovialitet overfor." Han smilede til hende og drejede så hovedet tilbage mod busken.
"Nå, der kom min lærermester vist. Elvira hedder hun forresten, og hun er en utroligt klog urtekyndig, der kan se forskel på to identiske buske..." Han lagde igen hovedet på skrå og smilede sit mest varme, faderlige smil. "Men vil du ikke fortælle hvad du laver her? Og hvorfor du går rundt og er så ked af det? Du behøver selvfølgelig ikke gå ud af busken, hvis du ikke vil, men du må meget gerne, så vi kan se dig."

Selenia så nervøst i retningen af den nye stemme. Flere. De to lignede ikke noget hun ofte stødte på i Retneck, og med den smule barnlige fantasi der stadig var i hende, forekom det hende at de sikkert var eventyrlystne omrejsende som havde set hele Orbis. I samme øjeblik kunne hun ikke holde ud at fortælle om sin egen kedelige tilværelse, og i stedet kastede hun sig ud i en kompliceret løgnhistorie.
Efter at have betragtet den venlige et øjeblik endnu, men knapt så skeptisk, trådte hun ud på stien med rank ryg og afslørede så: "Jeg er på en vigtig mission." Hun tænkte sig om, men der var kun et andet bynavn hun kunne huske.. "Det er af stor vigtighed at jeg kommer til Port Lass"

Da pigen kom frem fra busken, trådte Hamran et skridt tilbage og kiggede op og ned ad hende.
"Nu er det ikke fordi jeg ikke tror på dig," sagde Hamran med et lettere skælmsk smil. "Men jeg vil da vove at påstå at det er et lettere... Specielt? Kostume til en hemmelig agent." Men efter et kort øjeblik tilføjede han "Men utrolig effektivt, eftersom det fik mig til at tvivle på om du rent faktisk er det. Ret interessant."
Mens han stod og kiggede på hende slog noget ham. Hvis hun virkelig var en hemmelig agent, var det så måske ikke for oprørerne? Måske var hun deres smutvej ind i varmen?
Han drejede hovedet om mod Elvira.
"Gad vide hvem hun er spion for," sagde han muntert, men samtidig med en stemme der sagde 'hvis du forstår...' så højt at fuglene nærmest lettede på en mental gren i hans hovede, af ren forskrækkelse. Et kort øjeblik overvejede han at det dog var en underlig ting at tænke. Måske havde han alligevel spist nogle mystiske bær, men de havde bare slettet hans hukommelse?
Men han slog det hen med at det nok bare var luftforandringen.
"Hun skulle vel aldrig være en farlig oprører?" sagde han stadig smilende, denne gang efterfulgt af et blink for at Elvira ikke skulle misforstå noget. Og så kunne det da være at denne 'spion', hvis hun da overhovedet var det, ville røbe lidt om sig selv. Hun så trods alt ikke ud som en der var helt på toppen, forklædning eller ej.

Elviras ene øjenbryn fløj op, da pigen trådte frem fra sit skjul i krattet bag træet, og hun så spørgende på Hamran. Han lod dog til at have for travlt med at snakke til pigen, til at bemærke det.
Pigen var ikke særlig gammel - umiddelbart ville Elvira gætte på en tretten-fjorten år, men ét eller andet sagde hende, at hun ikke var helt rigtig på den. Måske var det fordi, hun havde bemærket det samme som Hamran havde observeret; hårdheden og den overlevelsesvilje, der skinnede ud af folk, der havde levet deres liv på gaden.
-ikke at hun kunne sætte ord på noget af alt dette, men alligevel vakte pigen straks hendes interesse.
"Oprører?" spurgte hun, henvendt til Hamran. "Det kan du vel godt have ret i... Men synderligt oprørsk ser hun nu ikke ud. Men skindet kan jo selvfølgelig bedrage, som bekendt..."
Hun lagde hovedet på skrå og sendte pigen et blik. "... og hvad var det, du skulle i Port Lass, siden det åbenbart er af største vigtighed, at du når dertil i en fart?"