Irriterende unoder i offentligheden

(Dette er en tråd for at få Zar igang, og alle er meget velkomne )

Zaramián lod lystigt pennen grifle node efter node ned på det nodelinierede papir. Han havde fået en bestillingsopgave fra en højerestående greve om en 'opløftende' symfoni til grevens næste bal. Han havde fnyst af bestillingspapiret indtil flere gange. Hvis ikke det havde været for den ganske pæne sum han fik i betaling, og at han ville tabe ansigt i dele af de finere kredse hvor han ellers var ganske velundt, så havde han taget den forbandede seddel, kylet den langt væk, brændt den, kastet den i havet eller noget lignende. Ved Valkoinen om han skulle skrive en 'opløftende' symfoni i den her tid, havde han tænkt. Han havde netop mistet sin bedste klarinettist, der var død af en forgiftning, og på trods af at Zaramián normalt gik ind for et strengt professionelt forhold til sine musikere, så var det stadig så voldsomt irriterende at han nu stod og manglede lederen for sin ene sektion. Egentlig, når han tænkte nærmere, så rørte mandens liv ham ikke det fjerneste, det var det at han nu skulle ud og finde en ny, og at han nok ikke fandt en der var lige så god.
Men han havde taget arbejdet op, havde besluttet sig for at for en gangs skyld ville han tage ud i det fri og skrive. Og sad nu i parken og lyttede til fuglefløjten og det rindende vand fra det nærmeste springvand. Egentlig kunne han sagtens skrive noget 'opløftende' indså han, det var bare et spørgsmål om at se det som en forretning. Han havde ingen følelser i det her, det var bare et skridt videre. Selvfølgelig ville det være bedst hvis han kunne skrive fra hjertet hver gang, men ligegyldige bestillingsværker var en del af livet.
Og så, netop som han rent faktisk fik skrevet idéer ned, og sad og nynnede det hele for sig selv, tænkte samtlige stemmer ind i det, lod tankerne få frit spil, så indtraf den lille latterlige faktor, den der altid opstod når det gik allerbedst. Denne gang var det en lidt for insisterende trasken fra et par sko rundt om hjørnet. Hvorfor lærte folk dog ikke at gå ordentligt? Let og elegant, men stolt og selvsikkert.
Zaramián sukkede og lagde pennen fra sig. Nu var det hele ødelagt. Han huskede pludselig hvorfor det var så længe siden han havde skrevet andre steder end derhjemme og i koncertsalen.

(Det skal tilføjes at Zar er ret... følsom overfor udefrakommende lyde når han skriver, så vedkommende går sikkert ganske normalt )

Den morgen var Niger vågnet tidligt med en følelse af, at huset trak sig sammen om ham og kvalte ham i tykke gulvtæpper og dyre gardiner. Han havde aldrig for alvor brudt sig om det gamle hus, som hans forældre ejede i Tarpárminens bedre bydel, men siden han var kommet tilbage til byen efter et år ude i verden, hadede han hvert eneste øjeblik, han var tvunget til at være i huset.
Med et mentalt suk drejede han ned forbi et prægtigt springvand og fulgte den velrevne grussti langs et espalier med de karakteristiske, hvide roser.
Måske, tænkte han, var det slet ikke huset, der var problemet. Måske var det i virkeligheden dets beboere, for Dronningen skulle vide, at hans fader havde været ualmindelig ubehageligt selskab de sidste par måneder! Det var ligegyldig hvad Niger gjorde; alt blev mødt med mishag eller i bedste fald nedladenhed. Hans far havde vist endnu ikke tilgivet ham, at han bare sådan havde forladt alt og var blevet væk med Sharian et helt år...
Niger blev pludselig opmærksom på, hvor han gik, og han opdagede, at han ikke umiddelbart kunne huske hverken stien eller de kunstfærdige rosenskulpture, der stod mellem et par stolte bøgetræer. Det var længe siden han havde været i parken, så måske var det ikke så underligt, at han kunne fare vild, nu hvor han gik her i sine egne tanker. Han standsede op og prøvede at orientere sig lidt, men som det desværre var med Rosenhaven, lignede alle de hvide rosenbede hindanden til forveksling, og det hjalp ham ikke det fjerneste. Han sukkede - irriteret på sig selv, fordi han ikke havde set sig bedre for. Denne tur skulle have klaret hans hjerne og hjulpet ham af med de dystre tanker, han rendte rundt med; det var ikke meningen, at han skulle fare stresset rundt, for at finde tilbage til de kendte stier igen...
Pludselig blev han opmærksom på en svag nynnen fra et sted bag det nærmeste rosenbed, og med en lettet følelse satte han kursen mod lyden og den person, der måtte lave den. Forhåbentlig kunne vedkommende være ham behjælpelig og vise ham på ret kurs igen.
Niger drejede om et sidste hjørne og fik nu øje på den ældre, autoritære elvermand, der sad med en stak papirer i hånden og griflede med omhyggelige blækstreger.
"Undskyld mig," begyndte Niger høfligt. Hofmasken gled helt af sig selv på plads og det var ikke til at se, at han for et lille halvt minut siden havde vandret rundt i dybe, dystre tanker. "Undskyld. Jeg er bange for, at jeg er kommet til at tro mig lidt for stedkendt på Havens stier. De kunne vel ikke hjælpe mig med at finde tilbage til hovedindgangen igen?"

Zar kiggede let op og lod ikke sit ansigt på nogen måde påvirke af at han mest af alt bare havde lyst til at råbe af den tåbe der havde afbrudt hans gyldne øjeblik, men opretholdt sin neutrale facade og lod øjnene hvile tungt og vurderende på den elver der netop havde trukket ham ud af hans tanker.
Det var en ung elver, højst sandsynligt ikke en dag over tohundrede, hvad der overhovedet ikke hjalp på Zaramiáns syn på ham. Alskens fordomme om den yngre generation vældede op i ham, og hvis ikke det havde været for hans egen ganske udmærkede opførsel, havde han sikkert også ytret et par stykker af dem.
Men det der alligevel fik ham til at tænke sig om var den måde den unge elver havde formuleret sig på. Elegant, pænt og dog forholdsvist simpelt. Og frem for alt høfligt. Helt galt opdraget var han dog ikke måtte man give ham. Og han så tilsvarende ud i ansigtet, tilpas høflig og neutral. Som en der var vant til hoffets rænkespil.
Zaramián lod blikket hvile på ham et kort øjeblik mere og lod ham så fri af sit gennemborende blik. Han virkede som en rimelig reel person. Zar smilede kort til ham, uden nogen egentlig glæde i gestussen, foldede sine papirer sammen og lagde dem i en flot dekoreret lædermappe. Han tørrede pennen af og satte den ned i et lille hulrum, der var lavet specielt til den, i mappen. så tog han sig god tid med at komme op at stå med mappen under armen og sin ibenholtsstok der havde hvilet op ad bænken i hånden.
Indtil da havde han ikke sagt en lyd, blot langsomt og roligt pakket sine ting sammen, for at teste den yngres tålmodighed. Det var måske lige på grænsen af hvad der var høfligt og passende, men han ville også være sikker på at det var en dannet elver han snakkede med. Men nu, da han endelig var kommet op og stod overfor den yngre elver, beluttede han sig for at svare.
"Selvfølgelig kan jeg det, min gode mand. Jeg skal alligevel selv derhen ad." Han rakte beslutsomt hånden frem. "Jeg fik forresten ikke fat i Deres navn?"

Håber det er okay, jeg hopper med ind, ellers sig endelig til, hvis jeg ødelægger noget, og sig lige, hvad I synes...

Nioma havde et stykke tid været væk hjemmefra – hun havde fået en aftale lavet med sin nye veninde, Eliny, om, at hun gerne måtte bruge Eliny's hus ind i mellem, hvis hun synes hoffet blev for meget. Nimoa havde den selv samme dag snakket med sine forældre, og efter en hel del skænderier og et par gange mere, hvor Nioma stak af fra livvagten og blev væk et par dage, kom de dog til enighed. Nioma havde netop været henne hos Eliny, men Eliny var heller ikke kommet denne gang, og det gjorde at hendes humør var en smule nedtrykt. Forældrene havde til en hvis grad opgivet at få hende forfulgt af livvagter døgnet rundt, så for en gangs skyld, var hun rent faktisk helt alene. Havde det ikke været for at hendes glæde over at have fået lidt friere tøjler, ville hun nok have sat sig i et hjørne, og følt sig forladt. Hun savnede Eliny, det havde været et stykke tid siden, hun sidst havde set hende. Selvfølgelig havde Eliny travlt med skolen, men hver gang Nioma havde chancen, tog hun ud til hendes hus alligevel i håb om at kunne komme til at snakke med en, der rent faktisk virkede til at bekymre sig for hende, som en rigtig veninde ville gøre det.
Lige nu, var hun så på vej hjemad, men hun havde besluttet sig for at hun ville tage en anden vej hjem, hun ville gå igennem Rosenhaven, mest af alt for at nyde sin frihed og den skønne natur. Hendes kjole var en, hun havde købt sammen med Eliny sidst,  Eliny havde været hjemme samtidig med at Nioma var taget hjem til hende. Den var tyrkis/grøn. Kjolen gik hende et lille stykke under knæet, og havde en slids/skæring, som gik op til cirka midt på låret.
På sin vej, blev hun afbrudt af sine tanker af en nynnen. Hun tænkte at hun ikke ville forstyrre, da hun synes, det lød rigtig godt, så hun besluttede sig for at sætte sig på jorden bag ven manden så stille som hun overhovedet kunne, og det så ikke ud til at manden havde opdaget hende. Lige nu, sad hun bare med korslagte ben, bag manden, med lukkede øjne og lyttede. Da Niger kom og forstyrrede, blev hun et øjeblik ret irriteret – hvordan kunne han dog forstyrre den dejlige musik?? En enkelt sur mine viste sig på hendes ansigt, men forsvandt lige så hurtigt igen – hun havde lært, hvordan hun skulle opføre sig i den virkelige verden, hun havde sin familie og sin slægt at vise frem. Hun sukkede inden hun tog et halv-falsk smil på, og rejste sig fra jorden. Hun havde smilet faldk så ofte, at det kun var, hvis man kiggede meget dybt i hendes øjne, man ville kunne se, hun rent faktisk ikke smilede. Hun gik om foran og stillede sig ved siden af manden og kiggede på Niger.
”Undskyld mig, herre, men jeg vil gerne følge denne mand, hvis han selvfølgelig ikke har noget imod det?” Nioma kiggede spørgende på Niger og efterfølgende manden, og begyndte at bruge det blik og smil, der plejede at gøre, hun fik sin vilje overfor stort set alle. Hun blinkede et par gange, og håbede, manden ville sætte sig ned og nynne videre. Nioma kiggede igen på manden, ventende på svar, men uden at tålmodighed til at vente på et, begyndte hun at snakke igen.
”De laver en fantastisk musik, er det noget, De ville fortsætte med, eller eventuelt kunne lære mig, hr.....?”
Man kunne mærke på hende, hun virkelig gerne ville det her, og at hun var interesseret i at manden ville begynde at nynne igen. Hun begyndte at virke glad og spændt mens hun ventede på svarende fra mændene. Hun prøvede virkelig at virke som den velopdragen elver, hun er, men hun var virkelig ivrig efter at høre mere af musikken, så at skulle stå stille lige nu, ville være det samme som at lade et lile barn få at vide, det må få lige den is han/hun ville have, og så få dem til at skulle stå stille og vente 20 minutter i en kø. Cirka så meget lyste det ud af hendes øjne, at musikken interesserede hende, og hedes hænder var heller ikke helt holdt i ro, men glattede på kjolen, redte håret, holdes sammen på maven for at trille tommelfinger og så videre, ventede kun på mændendes reaktion*.


Hun er virkelig meget ivrig, hun kunne rigtig godt lide musikken!!

Det er selvfølgelig helt i orden jo flere jo bedre

Niger havde netop grebet den ældre elvers hånd og åbnet munden for at præsentere sig selv, da den blonde elverkvinde trådte frem og afbrød ham.
Lidt overrumplet som han var over hendes pludselig tilsynekomst, nåede han ikke rigtig at svare hende, før hun var gået videre i sin talestrøm, og mens han høfligt ventede på, at hun skulle tale færdig, gik det op for ham, at han vist nok havde afbrudt den ældre elver midt i noget vigtigt. Han gav sig dog ikke til at undskylde; det ville bare ende akavet og henlede al for megen opmærksomhed på hans lille bommert. I stedet lod han blikket glide over kvinden, mens han prøvede at gætte, hvor hun skulle placeres i det sociale hierarki.
Hun havde en klædelig, grøn kjole på, der helt sikkert ikke havde været billig, og hendes holdning og udstråling fortalte ham, at hun vist aldrig havde manglet noget. Samtidig så hun en anelse bekendt ud. Kunne han havde mødt hende til én af forældrenes sammenkomster...? Hun så ud til at være nogenlunde på alder med ham selv, så det var sikkert ikke umuligt, at de havde konverseret over en middag i familiepalæet engang. Men på trods af det kunne han ikke sætte hverken navn eller slægt på hende.
Irriterende. Han plejede ellers at vigte sig af at have en god hukommelse, hvad ansigter angik...
Med den ældre herre var det en ganske anden sag; nu hvor han havde fået tid til at studere ham lidt nærmere, gik det op for Niger, at han helt sikkert havde set ham før - og for nylig, oven i købet. Han kunne bare ikke finde ud af hvor...

Zaramián blev et kort øjeblik overrasket over den nytilkomne kvinde, men formåede opretholde sin perfekte facade overfor De to yngre elvere. Han drejede langsomt hovedet og så ned på elver kvinden med et myndigt blik, samtidig med at han på intet tidspunkt slap den mandlige elvers hånd. Og da kvinden var færdig med at snakke tog han øjnene fra hende og lod som om intet var sket. Igen; en anelse uhøfligt men han måtte se om disse unge elvere rent faktisk havde nok manerer til at de var værd at bruge tid på.
"Vi kom fra Deres navn Hr.?" sagde han køligt.
Men samtidig var noget begyndt at røre sig i ham. Han indså at han, i modsætning til mange af de store komponister, aldrig havde taget sig en lærling, der kunne føre hans idéer og principper videre når han ikke længere skulle have sin gang på Orbis. Og det var ikke fordi han var helt ung længere jo.
Men kvinden måtte vise talentet, evnerne og viljen før hun overhovedet kunne komme i betragtning. Ellers ville han aldrig så meget som overveje det.
Så for at bløde situationen lidt op skyndte han sig at dreje hovedet lidt til siden og tilføje i et lidt mere venligt, dog stadig stramt og en anelse koldt tonefald "Bare rolig De skal nok få svar på Deres spørgsmål, men nu snakker jeg lige med den herre her, og følger ham mod udgangen, hvor De skal være velkommen til at følge trop."
Atter drejede han hovedet tilbage stadig med samme kølige, let reserverede ansigt.

"Mit navn, ja," gentog Niger og gjorde mine til at trække hånden til sig. Men den ældre elver holdt fast af én eller anden grund, og for at det ikke skulle blive akavet, lod Niger som ingenting, dog med en god del skjult undren indeni.
"Mit navn er Niger Caleniel, og undskyld jeg er så direkte, men jeg er næsten sikker på, at jeg har set Dem før ét eller andet sted for nylig. Og det samme er for resten tilfældet med Dem, frøken," sagde han henvendt til den blonde kvinde. "Nu vil jeg helst ikke komme til at lyde anmassende, men kan det tænkes, at vi har deltaget i det samme middagsselskab eller den samme fest engang?"

Undskyld, det tog så lang tid...

Zaramián afsluttede håndtrykket med et fast klem. "Nuvel," svarede han i et fast og bestemt toneleje. "Mit navn er, lad os bare for korthedens skyld sige, Zaramián Haydoin. Jeg er komponist, dirigent og organist, ved blandt andet hoffet og optræder eller i min egen koncertsal, Säveltäjä. Derudover har jeg min faste gang i de finere kredse i Tarparminen, så at vi engang har mødtes, Hr Calaniel, er ej utænkeligt, da  De forekommer mig en dannet ung mand."
Han sænkede sit kølige blik til den unge pige og spurgte stadig med samme professionelle afstand "Og ville De ellers være så venlig at præsentere Dem selv unge frøken." Han nåede knap at trække vejret før han straks fortsatte "Antager jeg i hvert fald. Korriger mig hvis jeg tager fejl. Men vi kan jo passende følge Dem mod udgangen imens Hr Calaniel."
Han snurrede skarpt på hælen. "Skal vi?"

Undskyld forsinkelsen - skolen har været travl.... /:

Nioma rødmede over sin ubehøvlede opførsel, og rødmede kun mere, da Niger spurgte, om de havde mødtes før. Jo, de havde sikkert også set hinanden til en af de mange selskaber, hendes forældre havde tvunget hende til, men hun kunne ikke lige huske ham fra nogle af de, der havde været for nyligt. Da begge mændene var færdige med at snakke, tog Nioma i siderne af sin kjole, og nejede.
"Mit navn er Nioma Mytharothis, af den adellige slægt Mytharothis i direkte linje" hun bøjede ydmygt hovedet, som hun havde lært var høflighed fra en kvinde. At vise, en mand var lidt over hende selv.
"Undskyld for min uhøflige opførsel lige før, de herre" hun nejede igen, og kiggede så på mændene hver for sig. "Hr Calaniel, jeg ved ikke om vi har mødtes til nogle selskaber for nyligt, jeg har desværre været til ret mange på det sidste, og jeg husker ikke alle de, der kommer dertil. Men jeg synes at kunne kende dem fra markedspladsen for en lille rum tid siden?" hun rødmede igen, og vendte sig så mod den anden mand. "Jeg er ked af, at jeg afbrød Dem før, hr Haydoin. Jeg tror desværre min ivrighed tog over min høflighed" hun bukkede ydmygt hovedet igen. Hun vidst, hun havde gjort noget forkert, og fortrød det nu, og ville gøre det godt igen. Hun frem på stien, og derefter lod hun blikket gå fra den ene til den anden mand, og afventede hvad de nu ville. Hvis de begyndte at gå, ville hun følge med. Hun trak vejret dybt nogle gange, en smule forundret over sig selv og at hun havde sagt så meget, hun plejede ikke være den, der ville snakke for meget til nogle, hun ikke kendte.

Niger bøjede hovedet til den ældre elvers ord. "Hellere end gerne, og tak for Deres venlighed, mester Haydorin."
Da den unge kvinde præsenterede sig selv og nævnte episoden på Markedspladsen,slog Niger sig mentalt for panden. Markedspladsen. Selvfølgelig. Det var dér, han havde set hende. Nu huskede han kun alt for tydeligt den fulde, unge soldat, der havde generet hende og hendes vagt. Chokerende, havde det været; disciplinen var virkelig ikke, som han huskede den fra sin egen tid i hæren... eller også havde han bare aldrig rigtig oplevet fodfolket, når det var værst.
"Jeg håber, De kom sikkert hjem, frøken Nioma." Han tilbød hende armen, som det var skik og brug og sendte så Zaramián Haydoin et blik. "Når det passer Dem, den herre. Lad os, som De siger, konversere på vejen; jeg skal ikke spilde mere af Deres tid, end højst nødvendigt."

Zaramián snurrede elegant på hælen og begyndte at gå med bestemte, men langsomme skridt at gå mod udgangen. I et par sekunder sagde han intet, men indså at det nok var ham der måtte starte en samtale. Selvom det kunne være ganske interessant at lade være for at teste de unge menneskers manerer. Men nok måtte være nok, og de havde vidst bevist at de godt kunne finde ud af at begå sig i bedre selvskab. De skulle nødig tro at han var ved at blive debil på sine gamle dage heller.
"De nævnte at I havde mødt hinanden før hr. Calaniel? Må man tillade sig at spørge i hvilken sammenhæng? Det lød trods alt ikke som at almindeligt selvskab."
Zaramian sendte et afmålt blik til de unge mennesker der gik arm i arm. Var der mon noget der? Det virkede slet ikke sådan, men man vidste jo aldrig med den ungdom...