Den historie har jeg da ikke hørt før.....

Endnu en lang uge var gået, og ikke et eneste øjeblik havde Arátho haft mulighed for at se Aridóri andre steder end meget hurtigt på gangen, hvor han nærmest løb mellem timerne for at Arátho selv kunne nå det. Selvfølgelig havde han også haft timer med Aridóri, men her havde han ikke haft mulighed for at snakke med Dóri. Dóri var en travl elver, og det vidste Arátho godt, hvilket jo kun gjorde det endnu svære at få fat i Dóri. Han kiggede rundt i klassen.
”Ja! Vi slutter timen idag 2 minutter tidligere, men så regner jeg også med, I alle kommer 2 minutter tidligere næste gang, hvor vi går udenfor for at praktisere disse øvelser!” et suk bredte sig på klassen. De sidste gange, hvor de har skullet være udenfor, har været planlagt på dage med massere af regn, og denne øvelse gik ud på at fremmane noget regn og lignende, i meget små mængder. Det og så rigtig mange andre ting også. ”Ikke være triste, det er for jeres eget bedste, I skal alle til prøver i den kommende uge! Hvor mange af jer, vil ikke gerne bestå?” Han kiggede rundt, inden han hurtigt pakkede sine ting i tasken, og forlod lokalet. Eleverne var knapt begyndt på at pakke inden han var væk. Han havde et i tankerne: Hvis han nu skyndte sig, kunne han måske nå Dóri inden Dóri havde den næste time. Arátho selv, havde ikke flere timer idag grundet alle de prøver der var for tiden. De elever, der ikke var til prøver, havde fået fri til at studere til prøverne, med undtagelse af enkelte af hans klasser, som havde ønsket at blive undervist til trods for Arátho faktisk havde fået ordre på ikke at undervise dem. Arátho var dog ikke sikker på om den ordre kom fra Dóri selv, eller om det bare var noget, nogle af de andre lære var kommet op med, og Arátho havde ikke haft mulighed for at spørge ham før nu, hvis han altså nåede ham.
Arátho løb hen ad gangen, og nåede lige netop rundt om hjørnet for at se et hjørne af en rød kappe forsvinde om det næste. Da han nåede hen til næste hjørne, var kappen væk i mængden. Han vendte sig, det kunne jo være, det ikke var Dóri der var gået der, hvem ved. Arátho gik derfor hen til døren til Dóris værelse og bankede på. Da hans banken ikke blev besvaret, bankede han igen, lidt hårdere og kaldte på Dóri. Stadig intet svar. Til sidst besluttede han sig for at gå ind og vente – han kunne jo lige så godt få et eller andet ud af tiden til Dóri kom tilbage. Han nåede ikke at tage fat i håndtaget, før døren gik langsomt op, som havde den aldrig været låst eller lukket ordentligt.
”hmm... Det var da underligt! Det ligner ikke Dóri!” sagde han lavt til sig selv, inden han gik ind. Han kiggede rundt i lokalet, og konstaterede, der ingen var, før han gik hen imod bordet og satte sig. Han fandt noget pergament frem for at skrive noter, og fandt en bog, inden det gik op for ham, han var kommet så hurtigt fra sin klasse, han havde glemt sit skriveudstyr.
”Hvorfor hastede jeg dog så meget? Nå, det er der ikke noget at gøre ved, jeg låner bare fra Dóri” Han kiggede rundt, og ledte i skufferne og andre steder omkring bordet efter noget at skrive med, og faldt tilfældigvis over en bog, han ikke havde set før. Han undersøgte den grundigt* inden han åbnede bogen og begyndte at læse.....


*DÓRI!! Hjælp med udseende!!

Bogen i Aráthos hænder var i udsøgt lædder. En mørk grøn farve der føltes blød mod fingerspidserne. Og en tynd bog var det heller ikke; tvært imod.
Lige så snart man åbnede den kunne kan se at alt indholdet var håndskrevet med sirlige bogstaver i sort blæk.

22. Oktober.
Jeg ved ikke engang hvad jeg ville fortælle de andre studerende hvis de fandt ud af dette. At jeg har luret mig ind på en af mine studerende på denne måde... Luret en elev ind i mit private kammer, bag lukkede døre... Man kan hverken kalde det professionelt eller ansvarlgt, men der er intet jeg kan gøre ved det. Min lyst er ganske simpelt for stærk. Mine sanser bedrager mig. Hvad gør det mig til? Et simplet dyr? Nej. Det er et valg fra min side af.
Og så længe ingen ved, er der intet problem i det. Man kunne endda påstå at jeg hjælper denne enkelte, uskyldige sjæl med at bevarer håbet.
Der er intet galt i det.

Arátho kiggede forskrækket op, hvad var det dog, han læste? Og så igen, så var han alt for nysgerrig til at kunne lade være med at læse mere. Han stoppede kort op, gik over og lukkede døren imens han tænkte over det, han havde læst. ”Luret en elev ind i sit private kammer” - det kunne da lyde som Aaron og hans forhold, måske i starten, inden det rigtigt kom frem..? Han sagde jo til mig på et tidspunkt, han bare hjalp ham med at styre sine evner noget mere, præcis som der står i hans bog. Han gik tilbage til bordet efter at have låst døren sikkert, og læste de to sidste sætninger igen.
Så længe ingen ved... man kunne påstå, jeg hjælper... Intet galt.
Arátho læste det et par gange, og blev enig med sig selv om, det måtte være sådan, det var. Dori havde simpelt skrevet om sine følelser for Aaron, og hvordan han skulle komme videre derfra med dem. Selvfølgelig! Der var jo intet galt, så længe han kunne forklæde det som værende at hjælpe en elev, men hvis det blev set, ville det blive galt. Så det hele passede! Det var Aaron og Doris forhold, han skrev om!