Overture til en magtens symfoni

Aridóri bankede på den udsøgte trædør med et par selvsikre, stærke knoer. Tog et skridt bagud, foldede hænderne på ryggen og ventede tålmodigt på at døren ville blive åbnet.
Det var en mild dag, varmt i vejret og solen stod højt på himlen her omkring middag.
Troldmanden var klædt i udsygt aristokratisk tøj. En lang, dybrød klædning og smukt dekoreret lædderstøvler. Det flammende, orange hår var bundet op højt på hans hoved og faldt nu ned over hans skuldre. Bag ham stod tre skikkelser ordentligt på række. Det var de obligatoriske lærlinge der altid fulgte ham rundt i gaderne af sikkerhedsmæssige årsager. Deres mørkerøde kåber og deres lange, indbundne fingre skabte respekt blandt alle der skævede til dem.
Stille stod de blot bag deres mæster og ventede.

Ved lyden af den insisterende banken på døren, rejste Zaramiáns hoved sig langsomt fra Overturen til hans 23. symfoni, som han netop var begyndt på. Med en langsom, velovervejet bevægelse lagde han falkefjeren ved nodearket, og rejste sig for at gå mod døren. Da han nåede døren kiggede han roligt op på det lille fint dekorerede ur, der hang over dørkarmen og standsede få meter før døren med benene i skulderbredde og hænderne foldet bag ryggen. 12:34. Så måtte han vente et lille minut før han åbnede, det kunne jo ikke gå at være upræcis.
Han var klædt tilpas afslappet, men med en klar formel tone. De olivengrønne posebukser var bundet stramt ind om skinnebenet med små fine silkebånd og skjorten var i dagens anledning en kridhvid, i stedet for almindelige hørhvide. Hans lyse grå hår hang som altid løst ned langs ryggen, dog med en lille fletning ved hvert øre.
I det ene minut hvor han stod der, stille som en statue, nåede mindst tusind tanker om hvordan mødet kunne forløbe at flyve gennem hans hoved. Ville det lykkedes ham at få en forbundsfælle i Aridóri. Og var den mand virkelig hvad hans ry fortalte om ham?
12:35.
Med en rolig bevægelse tog han i dørhåndtaget og åbnede ud til den af sollyset stærkt oplyste gade. Den let dunkle belysning der var forårsaget af de farvede ruder i huset forsvandt med det samme og hele gangen stod pludselig meget klarere. Som resten af huset var der på alle hylder fyldt med den ene stak af papir efter den anden. Alle fyldt fra top til bund med noder til alskens instrumenter. Det eneste der undveg denne monotone indretning af gangen var en stumtjener med en violinkasse lænet op ad, og en stor sort frakke hængt pænt henover.
Udenfor stod en høj velklædt rødhåret elver som Zaramián straks antog for at være Aridóri. Men til hans store forundring stod også tre yngre elvere bag ham, i lange mørkerøde kåber.
"Hr. Nir'Kahl, formoder jeg. Velkommen til."
Han holdt en lille pause uden at gøre mine til at træde til side så de ventende kunne komme ind.
"Undskyld min nysgerrighed, men jeg er nødt til at spørge hvem de tre mænd de har med dem dog er?"

Da døren endelig blev åbnet var Aridóri allerede begyndt at blive irriteret over at vente. Hvem troede denne Zaramián at han var, at lade et rådsmedlem vente på hans dørtrin.
Men da døren endelig åbnedes, var alt glemt, og troldmanden gav et formelt smil. Man kunne ikke indlede en invitation på vin med en sur mine. Manden foran ham var trods alt en ældre elver, selvom han stadig holdt sig rank og hans hår stadig skinnede.
"Mig en glæde endelig at møde dem første hånd, Hr. Haydoin." Aridóri gav et høftligt nik, uden at miste øjenkontakten. Manden foran ham havde haft så mange familienavne at vælge imellem at han havde endt med at gætte sig til hvilket af dem der var passende. Alle de hofelvere han havde forhørt sig hos vidste tilsyneladende heller ikke med sikkerhed hvilket af de mange muligheder der var den rigtige.
"Der er ingen grund til at bekymre Dem om de tre unge mænd bag mig, hr." sagde troldmanden, stadig med et afslappet smil. "De er blot en formalitet; elever jeg personligt har oplært. Sikkerhedsmæssige årsager, forstår de nok, med al den påstyr der har været på det sidste."
For at understrege at de ikke var ment som en fornærmelse af nogen art tilføjede han; "jeg kan forsikre dem om at mine lærlinges tilstædeværelse er henvendt mod folk man finder i gaderne, og ikke Dem. Tvært imod er jeg sikker på at De også ville foretrække deres tilstedeværelse, omstændigheder taget i betragtning."
Det var ingen hemmelighed at alle rådsmedlemmer for tiden var et stort mål for de værst tænkelige ting. Og ligeledes var dem der vovede at være i rum med dem.
"For ser De, Hr.," Aridóris smil blev en smule venligere og en smule bredere, "jeg er en stor beundrer af Deres arbejde."

Zaramián hævede det ene af sine lange, sølvgrå øjenbryn, med et skeptisk blik. Det var på ingen måde en del af hans plan at der skulle stå tre unge, rigtigt unge, elvere og lytte på hvad han ville snakke med den navnkundige troldmand om. Nok havde Aridóri selv oplært dem, men Zaramián havde jo heller ikke sine lærlinge til rende om benene når han gik til aftaler hos andre fornemme elvere. måske fordi han aldrig havde haft en lærling.
Men ved den lille kompliment brød et let smil hans ansigt. Eller i hvert fald en antydning af et smil. En svag hentydning. Han gjorde et let buk og trådte til siden så de ventende elevere kunne gå ind. Mens han gav dem tid til at få det overtøj af de lige følte for tilføjede han langsomt;
"Men jeg må da indrømme noget. Min private bolig bruger jeg aldrig når jeg får selvskaber på besøg, så jeg har faktisk kun fire stole her. Så den ene af deres lærlinge må nøjedes med at stå op." Et lille smil strejfede ham. "Eller de kan alle tre stå op hvis de ønsker det. Så kan de jo se det som en udfordring i ganske almindelig udholdenhed."

"Ah, De skal ikke tænke på de tre unge mænd her," sagde Aridóri med et overbærende smil. Han selv gik ind forbi Zaramián og så sig omkring i det nye rum. Hans ansigt vendte sig i en positivt overrasket mine ved synet af de mange papirer. Lærlingene blev trofast stående udenfor for nu.
"Faktisk," fortsatte Aridóri, "hvis De vil tillade dem at vente her i gange, ville det være absolut perfekt. Og hvis De synes at én magiker i Deres hjem er nok af gangen, så kan de sagtens vente udenfor. De er trofaste nok til at blive det samme sted, ser de. Bare giv dem den position som De ønsker og lad som om de ikke eksisterer."
Selvfølgelig var det måske ikke det smarteste for ens omdømme at have tre magikere vente ude foran ens hoveddør, men han vidste at nogle ville foretrække et skadet rygte, frem for at risikere et skadet kranium. Ikke at Aridóri planlagde sådan en ting for den umiddelbart mest talentfulde mand i Tarparminen efterfulgt af ham selv.
Da troldmanden så rundt og vendte siden til Komponisten, kunne man tydeligt se det korte sværd der hang ved hans ene hofte, halvt gemt af en af folderne i hans klædning. Tålmodigt ventede han på Zaramiáns placering af sine lærlinge, der stadig stod på dørtrindet.
"Hvilket udsøgt ur," sagde han da hans blik faldt på den mekaniske genstand over dørkarmen. "Bestianske indgraveringer, er det ikke?"

"Ååh jo. Arvede det fra min far. Ganske pæn lille sag," lød det lidt henkastet fra den aldrende komponist mens han stak hovedet ud ad døren og kiggede koldt på de tre lærlinge. Deres unge ansigter var forholdsvist udtryksløse, men han mente at ane en smule nervøsitet i deres adfærd.
"Hvis i tre bliver her ude og holder lidt øje ville det være rart. Og tag jer godt ud. I skal trods alt forestille eliten af vor ungdom." Det sidste blev sagt med et blik af den slags som kun ældre folk, der netop har givet en stærk opfordring til yngre om at vise sig fra deres bedste side.
Han lukkede døren og vendte sig med en langsom kontrolleret drejen om på hælen. Med et fast blik mødte han troldmanden og gjorde tegn til at han skulle følge ham ind i huset.
"Og hvis du lige vil være så venlig at hænge dit sværd på stumtjeneren, så ville jeg sætte stor pris på det. Det var i hvert fald skik og brug i min tid, at man ikke bar våben i en andens hjem.."
Han ventede et kort øjeblik, og gik så ind mod stuen. På vejen passerede han et rum derindeholdt en imponerende samling instrumenter fra overalt i verden, lige fra den menneskelige lut, over kendarernes håndharper og tværfløjter i træ, til bestiaernes imponerende håndskårne trommer. Også mere eksotiske instrumenter som drejelirer, nøgleharper og Oud'er prydede rummet, der ligesom de fleste andre rum i huset bar præg af god plads, men dunkel belysning, da der ikke var mange vinduer og disse var i farvet glas.
Han gik ind i et rum hvor lyset var lidt bedre, på grund af et vindue man rent faktisk kunne se igennem, der viste en fin lille, velholdt have. Enkelte steder hist og her lå der små bunker af noder stablet pænt, nogle gange med et lille omslag om der tilkendegav hvilke instrumenter det var til, eller hvilket værk det var. Væggene i lokalet var nøgne med undtagelse af to glasskabe der for det enes vedkommende indeholdt smukt udformet service i glas og porcelæn, og for det andets vedkommende sirligt pyntede flasker med forskellige blomster- og natliljevine. Midt i rummet stod et træbord med svært udskårne ben og to træstole, alt i mørkt træ.
"Tag blot plads."
Zaramián gik over mod de to skabe og tog et par vinglas ud af det ene hvorefter han tog en flaske klar blomstervin af det andet som han stilede på bordet og begyndte at skænke op. Da han var færdig satte han sig ned og tog et nip af blomstervinen, som for at vise den ikke indeholdt noget giftigt.

Lærlingene gjorde ikke den mindste hentydning på at ville forsøge at bryde med ind da døren blev lukket i ansigtet på dem.
Aridóri gjorde høfligt hvad han blev bedt om og efterlod sit våben. Selv hvis denne ældre spagsmager havde sat en fælde for ham kunne han altid true med at brænde et par bunker af noder og et par instrumenter af. Hvilket spild!
Da de nåede så langt satte Aridóri sig mageligt i en stol, lagde det ene ben over det andet og foldede afventende de lange hænder om sit knæ. kort efter tog han imod glasset der blev givet til ham. Med et varsomt smil holdt han glasset op for høftligt at skåle med sin vært, uden at sige et ord.
Det var ærlig talt mistænkeligt... Han var ikke blevet inviteret på denne slags formælle snakke i et årti. Alting i rådet var for risikabelt for nogen til at blive flettet ind i uden grund.
Men hvem vidste... Måske var komponisten bare gammeldags og nød at holde på formerne.

"Nåh," sagde Zaramián roligt og lænede sig en anelse tilbage, dog uden at falde sammen i holdningen på noget tidspunkt. "Må man spørge hvordan det går dem for tiden, hr. Nir'Kahl? Jeg hører jo så sjældent noget om hvad der sker inde på akademiet. Og Jeg har heller ikke hørt noget om vor politiske situation for tiden. Hvordan står det i krigen, hvis de da ved det?"
Zaramián så på den rødhårede elver med et granskende blik. Det var ikke helt sandt. Selvfølgelig havde han holdt sig opdateret på hvad der skete, og vidste faktisk en hel del, taget i betragtning af at han ikke var en del af rådet, men han stolede ikke helt på denne Aridóri endnu. Var han virkelig den mand der skulle bruges? Kunne han virkelig gøre så meget som folk påstod?

Hvis han da vidste det? Aridóri trak en smule på smilebåndet. Hvis der var noget han vidste, var det hvordan krigen foreløb.
"Jeg er bange for at der ikke er så meget nyt. I hvert fald ikke uden for murene," sagde han. "Dronningens tropper står statisk hvor de har gjort de sidste 20 år, og hvis det står til hendes majestæt vil de sikkert blive stående der det næste århundrede. Vi lader tilsyneladende menneskeren være i fred så længe de bliver indenfor det lille areal af Orbis de er blevet givet. Ikke at jeg personligt mener det er den rigtige beslutning, hvis De ikke har noget imod at jeg taler åbent."
Han smagte på vinen. Han havde nøje set at Zaramián havde hældt fra den samme flaske, ikke lavet mistænkelige bevægelser med de to glas og selv havde smagt på sin del af vinen.
Han nikkede annerkendende ved den søde, runde smag. Manden foran ham vidste tydeligvis hvad god vin var.
"Men sig mig, Hr. Haydoin," fortsatte han. "Hvordan kan det være at De har en interessere i krigen med Deres tidskrævende arbejde? Tarparminen har ikke været det mindste truet gennem de sidste mange århundreder, og intet hentyder at det ændrer sig foreløbigt."
Sidste kommentar var en løgn hvis det stod til ham selv, men kun folk der havde snaget i den politiske gang kunne vide dette.

Zaramián sad eftertænksomt og mærkede sig hvordan den anden elver trak let på smilebåndet. Gad vide om han havde noget at skjule.
"I dette hus er deres tale frit stillet. Den må gå af de stier som de selv mener den skal." Han smilede skælmsk. "Og hvem ved om jeg kunne gå hen og være enig. Den slags sker jo, når intelligente elvere ytrer deres mening."
Han tog endnu et nip af sin vin og fortsatte så i et mindre formelt toneleje. "Men de spørger til hvorfor de politiske forhold interesserer mig. Først vil jeg rettenoget for dem. Den eneste der gør mit arbejde tidskrævende er mig selv. Jeg har snart skrevet så meget at jeg kunne have trukket mig tilbage for hundrede år siden og levet på de værker jeg endnu ikke har udgivet. Men den der ikke har passion for sit hverv han når aldrig noget der er større end ham selv. Det er det der adskiller os fra de fleste mennesker. Det må De da om nogen vide noget om.
Men for at vende tilbage til deres spørgsmål; Jeg har heller ingen offentlig interesse i emnet." Han holdt en pause og hævede et øjenbryn for at sikre sig at den anden var indforstået med at den slags var ikke noget man gik videre med. "Dog så føler jeg at der for tiden bliver gjort ufatteligt lidt ved hoffet. Inaktivitet er nærmest blevet en dyd, hvis De forstår mig?"

Aridóri løftede let det ene øjenbryn ved Zaramiáns kommentar om måske endda at være enig med ham. Tjah, han var hverken død eller truet endnu... Man kunne vel lige så godt se hvor dette bar hen.
"Jeg forstår Dem udemærket, Hr. Haydoin." Det var aldrig til at sige om Troldmanden bare overbrugte folks navne generelt, eller om han ærligt godt kunne lide lyden af mandens navn. "Og jeg kan fortælle Dem at de ikke er alene i at være utilfreds med rådet. Desværre er jeg kun én mand ud af mange der rådgiver dronningen og de mænd der omgiver mig ser hellere at jeg bliver skudt ned i hver af mine kommentarer, frem for at handle på det bedste for emperiet. Efterhånden er de alle blevet mere nervøse for deres egen skygge end de er blevet for fremtiden. Man kan vel kalde det spildt energi på at blive enige om hvad der skal gøres, frem for rent faktisk at gøre det."
Endnu en smag på han vin.
"Men hvad med Deres mening, Hr. Haydoin, hvis De vil lade mig spørge? Hvad synes De rådet burde foretage dem som det næste?"

Zaramián kiggede mistænksomt på Aridóri. Prøvede han at fravriste informationer fra ham? Eller få ham til at udtale sig politisk, så han kunne fortælle til alle og enhver at Zaramián, den store komponist, var politisk engageret. Ikke at det var en løgn, men det skulle helst ikke slippe ud, det var bedst at blive i skyggerne, til han var sikker på at komme dertil hvor han ville.
På den anden side var troldmanden også ret åben. Hvis han besluttede sig for at fortælle hele verden om det, så ville Zaramián blot give igen ved at fortælle hvad der ellers var blevet sagt mellem de to.
"De må vide at jeg gør meget op i at forholde mig på det ypperste upartisk hvad politik angår." Han smilede et smil, drænet for nogen som helst varme følelser. "Udadtil. Og sådan ser jeg gerne det bliver ved med at være. I hvert fald som Orbis står nu." Han sendte et advarende blik for at understrege sim pointe.
"Men inderst inde ville jeg ønske at der skete noget. Menneskene er kulturelt underuddannede og det eneste vores rådsmedlem for kultur og kunst vil, siger mine kilder mig i hvert fald er at leve i fred med dem. Ikke at det også er fint nok, de skal bare, ligesom resten af verden lære at inderordne sig når nogen er dem overlegne. Præcis som mine musikere gør.
Man burde presse menneskerne. Ikke noget frontalangreb, ikke noget stormløb mod en mur af deres spyd. Men de ved jo knap nok at vi er her længere."
Hvad han ikke nævnte var at inderst inde, så kunne det meste af det krigspolitiske rage ham en bønne, selvom han mente alt det han havde sagt om mennesker, han ville bare selv have den rådsplads. Og hvis der kom lidt gnidninger i fronten så ville folk have mere travlt med det end at kigge på hvad der skete kulturelt...

"Ah!" udbrød Aridóri og hævede sit glas. "En person af min ideologi, ser jeg."
Han smilede. Jo mere han lærte om manden foran ham, jo mere brød han sig om ham. Det hele kunne stadig være en absolut fælde, men ind til videre havde han ikke så meget som hørt en fugl udenfor vinduerne. For ikke at sige at den ældre mand knapt nok kunne give ham modstand, eller måle sig med hans ord, hvis det kom så langt.
"Endnu engang vil jeg tale åbent, Hr., men hvis det stod til mig skulle vi blot tage den hæstlige by menneskene gemmer sig i mod syd og lære dem hvem der altid var skabt til at regere Orbis én gang for alle."
Endnu et sip af hans vin.
"For mig at se er menneskene underudviklet. De er et spild af liv - formerer sig hjernedødt til alle sider som kaniner og dør lige så hurtigt -, de har ingen sans for skønhed eller kulturelle værdier, og vigtigst af alt bærer de ikke den magiske gave der banker i vores elviske hjerter."
Han lod denne voldsomme holdning hænge en smule i luften, spændt på at se hvordan Zaramián ville tage den.
"Og vær ikke nervøs for deres omdømme, Hr. Haydoin," tilføjede han til sidst. "En mand med Deres gave der til og med deler blot en snert af min mening har min respekt."

Det lod sig ikke se hvor overrasket Zaramián var. Han havde håbet at troldmanden måske ville vise sig en mulig allieret en gang i fremtiden, men det viste sig åbenbart at være en perfekt anledning til at få en ganske udmærket partner i de øvre politiske kredse. Nu gjaldt det blot at spille sine kort rigtigt.
"Jeg er ganske enig med Dem, hvis vi ser bort fra deres udtalelse om at jævne deres by med jorden. i hvert fald for nu. Man burde, efter min ydmyge mening, skabe ravage. Se det som en symfoni; først to eller tre satser hvor man langsomt bygger op til en sidste sats, finalen. Det hele er skrevet ned på forhånd, man har udvalgt sig de dygtigste musikere og foran det hele står en mand og dirigerer det hele. Man bør gå strategisk til værks, det er det der adskiller os fra de hovedløse høns, og de ligeså hjernemanglende mennesker."
Han tog et sip af sin vin og skyndte sig at fortsætte da han så at hans ord kunne misforstås som en fornærmelse. "Ikke på nogen måde for at fornærme dem, hr Nir'Kahl. Det er jo blot mine tanker om krigen. Og hvis alle elvere havde deres passion så ville jeg ikke tøve et sekund med at opfordre til åben krig mod deres store byer. Men desværre er folk som os der virkelig brænder for et fag alt for sjældne. Defor må man væbne sig med tålmodighed. Se bare mig! Jeg har været involveret i politik i over trehundrede år, og der er stadig ikke nogen der ved det. Fordi jeg venter på det helt rigtige tidspunkt at slå til."

"Ingen fornærmelse taget," sagde Aridóri kort. "For De har ret. Elvere med vores passion og livssyn er svære at finde. Men hvis vi besluttede os for det, så har vi hærstyrken til at tage byen og resten af menneskeheden i løbet af ingen tid. Styrte Retneck sammen i gruset. og udvide vores eget emperium. Vores kultur. Vores skønhed. Vores folk."
Han tømte sit glas og rystede langsomt på hovedet som for a indikere at sådan en ting næppe ville ske foreløbig.
"Men ak; siden polittikere hellere bruger deres energi på at uskadeliggøre mig som meget som muligt, så kommer vi ingen vegne. Hverken i min retning, eller i deres - Valkoinen vær lovet."
Et øjeblik tænkte han over hvad Zaramián havde sagt omkring hans vision af invasionen... Der var noget harmonisk over det. Noget smukt. Noget opstemmende. Han trak en smule skævt på smilebåndet.
"Trehundrede år, siger De?" Sagde han, endnu engang med en alvorlig mine da Zaramián endelig indrømmede den politiske aktivitet. "Hvorfor ikke gribe ind noget tidligere? Og hvorfor nævne det nu?"

"Åh ser De; Som jeg nævnte venter jeg på det helt rigtige tidspunkt at slå til på. Jeg har i trehundrede år trukket i trådende, bygget mig et ry som komponist anerkendt af folket, og det må de ikke tage fejl af; jeg har større magt over pøblen end de går og aner. Ikke direkte, men uden de ved det kan jeg bestemme så meget over dem. Tænk på hvad musik faktisk gør ved folk. Jeg kan faktisk helt grundlæggende diktere deres følelser. Hvis jeg skriver et stort værk og får markedsført det godt så vil meget store dele af den Tarparminske befolkning tage ind for at se det, ja sågar folk udefra, rundt omkring i vores land. Hvad nu hvis det stykke var skabt til at gøre lytteren aggressiv? Have hadske følelser?"
Han nippede til vinen og fortsatte.
"Men hvorfor har jeg så ikke gjort det noget før? Fordi vindene har blæst imod mig, men noget siger mig at retningen for vindene skifter for tiden."
Han gjorde et let suk og tilføjede så; "Og jeg er jo heller ikke helt ung længere. I modsætning til visse grønskollinger der af mystiske årsager får plads i rådet, når den ældre generation af kunstnere og kloge folk overses."
Han skumlede let et kort øjeblik.

Aridóri lyttede opmærksomt. Og endelig gik det op for ham hvad den gamle ville ham.
"Aha," sagde han i normalt toneleje. "En plads i rådet..! Det er dét De går og venter på. Og jeg vælger blot at antage at jeg ikke er en af disse grønskollinger De omtaler."
Det var en yderst interessant tilgangsmåde denne elver havde taget... Normalvist arbejdede rådsmedlemmerne sig op i graderne indenfor hoffet og den politiske verden - præcis som han selv havde gjort halvdelen af tiden i sine yngre år. At komme ind fra sidelinjen på denne måde var yderst usædvanligt...
Troldmanden satte glasset til siden og foldede istedet sine hænder mens han lænede sig frem mod manden overfor sig med et sigende blik.
"Så... Hvad mener de helt præcist jeg kan gøre for dem, Hr. Haydoin?"

Zaramián smilede et stramt smil. "Så forstod De vist ikke hentydningen; Når jeg siger 'I modsætning til visse grønskollinger der af mystiske årsager får plads i rådet, når den ældre generation af kunstnere og kloge folk overses.' Så mener jeg selvfølgelig at der er en vis frøken Sehelari Awyr Tàn, der i en umådelig ung alder har fået en plads i rådet og så for kunst og kultur, uden at nogen på det nærmeste vidste hvem hun var! Mens elvernes mest berømte komponist nogensinde overses, og den ældre generation, der om nogen da må have forstand på kultur, ligeså.
Men De spørger hvad De kan gøre for mig. De har allerede gjort mig den første tjeneste; De har vist Dem at være en elver med stor visdom af Deres alder. Og med holdninger der passer sig for elver af Deres status. det lyder som en selvfølge, men De må næsten selv have oplevet hvor sjældent den slags er i vore dage."
Han holdt en lille pause og gav et anerkendende nik. Han var oprigtigt positivt overrasket over den yngre elver.
"De kan skaffe mig viden." Han kiggede den troldmanden dybt i øjnene med sit mørkebrune borende blik. "Jeg vil vide alt om denne Sehelari, hendes adfærdsmønstre og hendes vaner. Og så vil jeg høre hvad deres plan for det elviske samfund er; hvad mener De der bør gøres?"

"De smigrer mig, Mester Haydoin!" Aridóri smilede oprigtigt med hovedet på skrå. Gjorde endda hentydningen af et buk, så meget som man nu kunne, siddende med benene over kors.
Han havde selvfølgelig selv stærke meninger om Tān. Mest af alt at hun havde et utroligt talent til altid at være i vejen for ham og hans politiske planer. Hvad end han mente, syntes hun altid at mene det modsatte, og de var begge rekort stædige. Det var ingen hemmelighed at de to rådsmedlemmer ikke kunne enes - hele Tarparminen snakkede om det og efterhånden havde hele hoffet taget side med en af de to.
Aridóri vidste at Zaramián kendte til hans mening om Helia. Han behøvede ikke at kommentere på det.
"Godt," sagde Aridóri da komponisten var færdig med at tale. Han løftede en lang, knoglet finger for at understrege sin begejstring. "Godt svaret, på spørgsmål nummer ét, Hr. De er kommet til mig med en opgave De ved jeg kan udføre. Godt, godt godt."
Han rettede sig op i stolen og lænede sig en smule ind mod sin samtalepartner. Et smil der nu var en smule mindre oprigtigt og en smule mere lumskt.
"Men jeg undrer mig. Hvad er Deres svar på spørgsmål nummer to? I bytte, Hvad kan De... gøre for mig, Hr. Haydoin?"

"Jamen er det ikke åbenlyst?" Zaramián gestikulerede med den ene hånd hen over bordet som stod det skrevet der. "Jeg er den største kulturelle magtfaktor i hele det elviske territorium. Hvis jeg vil, kan jeg få hele folket til at følge én idé. Og tænk dig hvor store folkemasser der kommer til de koncerter jeg holder. Tænk på den mængde af elvere du kan påvirke gennem mig?"
Han smilede lumsk efter en kort pause og tilføjede så:"og så har du jo en fjende mindre og en frænde mere i rådet efterfølgende. Man kan da næsten sige at du hjælper dig selv!"

Et øjeblik var troldmandens ansigt uændret, han stirrede stadig blot ind i Zaráminens øjne, stadig lænet en smule fremad. Men efter stilheden havde lagt over rummet et stykke tid trak han vejret ind og påtog sig selv et lettere forumdret, men tilfredst ansigtsudtryk.
"Udemærket, Hr.," sagde han og rakte en hånd frem mod manden overfor sig, ventede på at han skulle tage den. "De har lige skaffet Dem selv en allieret."
Efterfølgende tilføjede han med et smil - var det lettere hånligt? - og et kort nik mod vinglasset ved siden af ham; "Det ser ud til at mit glas er tomt. Ikke det ideelle scenarie, nu da vi skal til at diskutere mesterplaner, hvis de kan følge mig."

Et djævelsk smil strejfede et kort øjeblik Zaramiáns ansigt. Et kort øjeblik, og så var den væk og efterlod blot et spørgsmål om hvorvidt det nogensinde havde været der.
Ved kommentaren om vin gjorde han et let buk fra siddende stilling og stillede en formel undskyldende mine op.
"Ja naturligvis, jeg beklager dybt." Han rejste sig og gik over mod vinskabet og tog en spiralformet flakon, med en klar lysegrøn væske i, og gik tilbage for at skænke op.
Da han satte sig nippede han først selv til vinen, igen for at vise at den var god nok. Han skulle nødig have splid nu, det gik netop så godt. Langt bedre end han havde turdet håbe på.
"Nå, hvad så nu?"

Aridódi kunne ikke lade være med at smile diskret. Manden foran ham havde ikke planlagt længere frem end dette? Højest sandsynligt havde han ikke forestillet sig at nogen ville alliere sig med ham. Han vidste tydeligvis ikke at omkring 80 procent af hoffet konstant planlagde hinandens undergang. Alliancer, mord forklædt som ulykker, afpresning, tyveri... Der var intet nyt i det.
"De ved sikkert udmærket at det er en meget kompleks opgave de sætter os begge på," sagde Aridóri, nu med et dybt seriøst ansigt. Han gjorde en pause mens han drak af vinen. En vin der gjorde ham positivt overrasket over kvaliteten. Med en elegant hånd slyngede han væsken rundt langs glassets sider, inden han let lagde hovedet på skrå og genoptog samtalen.
"De to eneste måder hvorpå vi kan gøre rådspladsen ledig for dig, er hvis Helia Tãn enten villigt træder tilbage fra posten, eller hvis hun af andre grunde ikke længere er i stand til at opfylde sine pligter. Begge muligheder indebærer metoder, som jeg desværre ikke som sådan kan hjælpe Dem med. Afpresser jeg Tãn til at gå villigt af posten, ødelægger hun ligeledes mit navn. Skader jeg hende nok til at hun ikke længere kan udføre sit job, vil folk finde det åbenlys at det er mig der står bag det."
Endnu en slurk af den delikate vin, inden han hvilede sine hænder og glasset i sit skød.
"Det kan nødigt komme som en overraskelse at jeg hellere end gerne hjælper dem, Hr. Haydoin, Helia er trods alt min største hindring i jagten på det jeg begærer mest i Orbis... Men det er desværre ikke noget der er hemmeligt: Hvis noget uforklarligt sker hende, så vil det kun tage et sekund før alle bebrejder mig."
En kunstpause, mens de grønne øjne hvilede på komponisten.
"Men når det så er sagt... Jeg kan stadig se et par mulige huller i hendes forsvar. Men lad mig høre Deres tanker om alt dette først."

"Som jeg ser det, siger De ikke noget nyt, min kære hr. Nir'kahl. Måske bortset fra at jeg kunne få frk. Tän snigmyrdet og give dem skylden... Men det er der vist ikke nogen af os der har nogen interesse i."
Det sidste blev tilføjet med et lille smil, der viste at det blot var ment som en vittighed. Primært i hvert fald.
"Men De har ret. Man bør finde en syndebuk så åbenlys at der slet ikke vil være nogen tvivl, måske fordi det faktisk ikke engang er en syndebuk. Tænk dig hvis man kunne finde en der havde motivet, og så liiiiige påvirke ham lidt og så..." Han lod sætningen stå uafsluttet, da han var sikker på at den anden elver forstod ham.
"Men man kunne slevfølgelig også forsøge at vende folket mod hende? Hvis nu man startede en skjult kampagne, der fremhævede hendes fejl, for hvis De ved så meget om hende må de da næsten også vide hvilke der er dér? Sørge for at stille spørgsmålstegn konsekvent, starte rygter, og rygter kan man ikke spore. De må vide at man kan bryde folk på så mange andre måder end den direkte."
"Men hvad er Deres tanker så om dette?"
Zaramián hævede spørgende og en smule udfordrende et øjenbryn gav Aridóri et skarpt blik.