Et tilflugtssted

Inde i skoven, hvor træerne bliver så tætte at det er svært at se himlen, vandrede en mørkegrøn kappe retningsløst rundt mellem træerne ikke langt fra stien. Kom nogen ridende eller kørende ville de højest sandsynligt ikke lægge mærke til noget, med mindre øjnene vidste hvad de ledte efter. Under kappen befandt Evelyn sig, i sin egen verden i en dyster og sløv, næsten meditativ tilstand. Forandringen til dette fra hendes ellers livlige og muntre jeg, ville for enhver have gjort hende svær at genkende. Der var heller ingen som vidste hvor hun befandt sig. Under påskud af at spadsere forsvandt hun oftere og oftere ud i skoven for sig selv. Denne alenetid var efterhånden som et livsnødvendigt redskab. Hun var led og ked af at spille skuespil for tjenestefolkene og gæster, som lykkelig nygifte. Og hun var led og ked af at undskylde på vegne af hendes mand for hans manglende tilstedeværelse. Sandheden var, at hendes liv havde taget en helt anden drejning end hun havde forventet, og ikke til det bedre. I skoven for sig selv kunne hun tage facaden ned og råbe eller tude som et lille barn hvis hun trængte til det.
Lige så meget som hun nød at være i skoven frygtede hun hvad der befandt sig derinde. Hun var klar over hvad hun potentielt udsatte sig selv for, overfald og røverier skete trods alt ikke sjældent i skoven hvor hjælpen var langt væk, det havde hun selv erfaret en gang. Skoven var blevet et nødvendigt onde.

Tarnes tøjrede hesten til et træ med et højlydt suk. Tørre kviste og blade knasede under lædderstøvlernes såler.
"Torio sagde at jeg ville kunne finde planten her i nærheden, gjorde han ikke, Lykke?" Han klappede hesten på halsen og den slog med halen som svar. "Det kommer sikkert ikke til at tage så længe. Jeg håber ikke du kommer til at kede dig for meget, ven."
Og med de ord drejede han væk fra hesten, satte hænderne i siderne og stirrede ned på planterne der dækkede skovbunden. Blå blomster, havde alkymisten sagt.
En simpel stikirenddreng, var hvad han var blevet med al den ro der havde været på det sidste..! I det mindste havde milliterdistriktets heste godt af en tur udenfor murende ind imellem.
Møjsommeligt lænede han sig ned og stirrede intenst på jorden.

[Jeg håber det er okay at jeg hopper på hér. : ) Ellers må du endelig sige til.]

[Det er fedt fedt fedt at du er med! ]

Evelyn kunne ikke lide at gå på stien, men til gengæld sørgede hun også for ikke at komme for langt væk fra den. Stien var trods alt det eneste i skoven hun kunne orientere sig efter. Der lod til at være flere nedfaldne grene i skovbunden, jo dybere og tættere skoven blev. Hun holdt blikket på jorden for ikke at snuble, men uden at gøre et nummer ud af løfte kjolesømmen. Hendes tanker var andre steder og da hun løftede hovedet og fik øje på manden på stien stoppede hun blot op og kiggede fraværende frem for sig. Tilværelsen forekom hende ligegyldig. Han havde ikke set hende, men hvis hun ikke passede på hvor hun trådte ville det helt sikkert ske. Den pludselige tilstedeværelse af en anden person kom helt bag på hende. Indtrængingen i sin egen sfære gjorde hende ude af stand til at konversere, hvis mødet skulle føre til dette. Sådan følte Evy ihvertfald lige i øjeblikket. Hun trådte langsomt hen bag en af stammerne hvorfra hun stadig kunne holde øje med soldaten.

Tarnes var komplet fokuseret på at søge igennem skovbunden. Eller rettere sagt; han havde for travlt med at baske en alt for stædig bi væk fra sit ansigt.
Lykke, der tilfreds var begyndt at gnaske græs i sig efter det korte ridt, så interesseret op på kvinden bag træet lidt derfra. Sollyset spillede i de sorte øjne, men hesten forblev tavs. Livet i den travle by havde gjort den komplet vandt til mennesker overalt. Roligt slog den blot med halen og bukkede hovedet ned for at grave mulen ned i skovbunden igen.
Soldaten - der ikke lignede en soldat så meget som han normalt gjorde i de mere diskrete stald-klædninger - bukkede sig stadig ned og gik i komiske cirkler om sig selv i sin søgen. En svag, koncentreret nynnen om hans læber.

Ubeslutsom blev Evy stående musestille bag træet. I bund og grund følte hun ikke noget, bare tomhed. Hun kiggede tilbage ind i de mørke øjne som betragtede hende.
I det øjeblik forekom heste det bedst tænkelige selskab. Heste stillede ikke spørgsmål og krævede svar, derimod var det som om de altid gennemskuede hendes humør. Hun savnede at ride som hun plejede at gøre for i tiden, og et øjeblik strejfede en vanvittig forbigående tanke hendes tungsind... Hvad nu hvis manden bevægede sig langt nok ind i skoven, væk fra stien så havde hun et forspring... Men nej, det var bestemt ikke det værd, at have titlen som hestetyv siddende på sig. Forskrækket over sig selv skubbede hun tanken fra sig og trådte sammentid ud fra træets skygge.
"Leder du efter noget?" spurgte hun direkte med klar stemme, som for at ryste den den tåbelige idé af sig.

Tarnes havde plukket en enkelt blomst op og undersøgte den tæt ved sit ansigt. Var der et snært af blå blandt de grønne blade? Han stod med ryggen til Evelyn, en hånd i sidden og et koncentreret blik i ansigtet, da hun talte.
Hurtigt gemte han blomsten bag sin ryg - selv om der var absolut ingen grund til det - da han snurrede rundt om sig selv og så på hende med store, grønne øjne.
"Goddag," sagde han komplet befippet.
Den unge kvinde foran ham var fint klædt, uden tvivl adelig. Tarnes fik med det samme en lyst til at løbe en hånd igennem de lange, brune lokker. Og samtidig var der noget ved hendes ansigt der fik en klokke til at ringe et sted i hans baghoved.
Da han opdagede hvor fjollede han opførte sig med blomsten bag sin ryg lod han sin hånd falde ned langs siden igen.
"Sig mig, frøken", spurgte han, glemte komplet at introducere sig selv. "De har ved ikke tilfældigvis set blå - højest sandsynligt farligt - udseende blomster i nærheden, har De?"

Evy troede et øjeblik at hun have hørt forkert eller at han forsøgte at være morsom. "En farlig blomst? Er du sikker på at det er plante du leder efter?" spurgte hun en smule tørt. Det lød mystisk, Evy kunne ikke komme i tanke om at have set noget lignende, på trods af at hun ellers ret velbevandret i skoven efterhånden...
Noget sagde hende at en blomst med specielle egenskaber, hvilket den måtte have, ikke var at finde langs stien. "Må jeg spørge hvad du skal bruge en sådan blomst til? Den er måske til nogen? Eller måske til at skramme nogen væk.."

Ved Evelyns ord drejede Tarnes en hel runde omkring sig selv med blikket ned mod jorden, hvorefter han sukkede og satte hænderne i siderne.
"Ved du hvad..." sagde han med et opgivende suk. "Du har sikkert ret... Jeg har heller aldrig set den slags blomster her i nærheden..."
Han drejede helt over imod Evelyn og smilede stort.
"Mit navn er Tarnes*", sagde han og bukkede dybt, som om det andelig faldt ham ind at præcentere sig selv. "Jeg er blevet sendt på en opgave af en af alkymisterne i byen. Han påstod at planten han ledte efter kunne findes her omkring, men ind til videre ingen held. Vel, Lykke?"
Han så over mod hesten som blot slog med halen og blev ved med at rode rundt i græsset med mulen.
"Ser du," fortsatte han, "jeg ved ikke helt hvad blomsten skal bruges til, men siden det er alkymisterne der er indblandet gik jeg bare ud fra at den havde torne eller giftige blade eller kunne sætte ild til sig selv... Sig mig, Frøken, har jeg ikke set Dem før et eller andet sted..?"

*Indsæt efternavn som jeg har glemt hér.

"Evelyn" svarede Evy, med et lille nik.
Jeg vil i så fald gætte på, Tarnes, at du skal lede efter en lysning med sol.. Hvis blomsten virkelig har specielle egenskaber er du helt sikkert ikke den første der har været ude for at høste den." Ordene der kom ud af hendes mund havde en melankolsk klang og i stedet for at se manden hun talte til i øjnene, betragtede med ligegyldighed den tot græs som hesten var ved at trætte op. "Du er vel fra Retneck kan jeg tænke mig til? I så fald er det muligt at vi har stødt på hinanden..." I det samme slog en tanke hende. Da hun et øjeblik senere tog manden foran sig rigtigt i øjesyn var det med et betydeligt mere samlet blik.
"Siden du bliver sendt ud som stik-i-rend dreng for alkymisterne må du have en væsentlig del vigtige folk at gøre. Jeg vil gerne lave en handel med dig... jeg vil hjælpe dig med at finde denne blomst... mod nogle oplysninger, information eller hvad du vil kalde det. Jeg er godt stedkendt her i området. Du kan jo overveje hvor meget af dagen du vil bruge på at lede."

Tarnes lyttede tålmodigt til Evelyn som hun talte. For sig selv forsøgte han stadig at huske hvor han mon kunne have set hende før. Han blev hverken fornærmet over hendes påpegelse af hans manglende planteviden, eller at hun kaldte ham Stik-i-rend-dreng. Han havde trods alt overordnet der hele hans liv havde kaldt ham værre ting.
Da hun til gengæld foreslog en aftale, blev han en smule mistænksom.
"Ja?" Spurgte han med et løftet øjenbryn. "Hvilken form for oplysninger?"

"Bare rolig, jeg vil ikke lokke noget ud af dig som du vil fortryde at have røbet. Det jeg er ude efter er noget så harmløst som, ja.. sladder om man vil kalde det. Jeg vil blot høre nyt fra Retneck." Hun gøs ved ordet 'sladder', som hun nødig brugte af frygt for at blive sammenlignet med visse fruentimmer i Retneck som ikke havde bedre at tage sig til. "Du kan bare fortælle mig hvad der falder dig ind imens vi går. Vi bliver nød til at lede længere inde i skoven, det er nok bedst at du tager din hest med." Allerede inden han havde svaret vendte hun sig væk fra stien, med forventning om at han fulgte med.

"Det er en aftale!" sagde han med et smil og hoppede hastigt over til Lykke. Begyndte at tøjre hende fra træet mens han allerede begyndte at snakke. Hvis bare Evelyn vidste hvilket sludrechartol hun havde fundet sig. Og hvad Tarnes angik ville han langt hellere lede sammen med godt selvskab, end på egen hånd.
"De tager måske ikke så tit ind til byen, Frøken?" Snart var Lykke fri, og Tarnes var parat til at følge efter sin nye ven. "Hvad kunne De tænke Dem at vide noget om? Der er sket så meget på det sidste, med oprøret stort set ude af billedet og et par skandaler ved adelen, ved De nok. Henzel-familien har taget noget af et slag, er jeg bange for, og nogle af de andre slægter har det vist heller ikke så nemt... Jeg hørte at der snart kommer musikere til byen hele vejen fra Pendref for at spille for nogle på slottet! Det gad jeg godt høre, men jeg tror desværre ikke de har tænkt sig at lukke mig ind. For at være ærlig, Frøken, så er det begrænset hvad jeg hører. Jeg er ganske vidst højt oppe i hærens rangsystem, men vi kommer aldrig rigtig udenfor militærdistriktet, forstår de nok. Er der noget specielt de håbede på at finde ud af?"

Evelyn lyttede til Tarnes bag sig mens hun fortsatte ind i skoven. Hun ventede til hans talestrøm standsede i spørgsmålet om hvad hun var mest nysgerrighed efter at høre. Da han nævnte familien Henzels' navn mærkede hun en ubehagelig kuldegysning fra nakken og ned af ryggen, selv om emnet nok ikke burde komme bag på hende. Den uheldige episode, som Evelyn selv havde været del i, ved festen i deres hus blev der sikkert stadig snakket om.. Hun besluttede sig straks til ikke at spørge ind til det. "Det lyder ellers til at en del ting passerer dine ører. Jeg har ikke været i byen i lang tid, min mand syntes ikke.. nej, det kan også være lige meget. Fortæl mig om musikerne! Jeg trænger til at blive mundret lidt op. Og måske noget om hvad I går og laver i militær-distriktet.."

"Jeg ved ikke så meget om det," indrømmede Tarnes. "Men det skulle vist nok være bestia-inspireret musik. De ved vel hvordan der ind imellem bliver inviteret kreative folk til slottet for at underholde Novitus' råd. Hvis jeg helleraldrig gik udenfor ville jeg nok også foretrække at nogle kom og holdte mig med selvskab ind imellem. Gad vide hvordan de egentlig sørger for at musikkerne ikke ser rådet? Hmm."
Han tog et øjeblik til at tænke en smule over hvad han ellers kunne sige. Hvor han dog nød duften af skoven..!
"Med lidt held kan det værre at Generalen - det er ham jeg arbejder for, ser De - bliver inviteret, og han kan fortælle mig om det bagefter. Men jeg tvivler på det, sådan som han har opført sig på det sidste. Det er også grunden til at jeg er ude for at plukke blomster frem for at beskæftige mig med rigtige ting, ser De nok. Det hele er faldet lidt fra hinanden på det sidste. Men jeg er sikker på at det hele nok skal ordne sig selv snart."

Det var umuligt at tænke overvejet over hvilken vej de burde gå med Dorgon pludselig bragt på banen. Evelyn havde ikke umiddelbart overvejet at Tarnes kunne være en personlig tjener af ham, der var jo så mange soldater.. Hun fortsatte med blikket på sine fødder. Hendes hoved summede pludselig som om det var omringet af hundredevis af bier og en bitter følelse af sorg og dårlig samvittighed blandede sig. Hun havde ikke haft mod til at opsøge ham siden den frygtelige episode, som hun havde været skyld i.
"Så er det godt at oprørene er svækkede... Hvordan har Generalen det? Er det så slemt at du er nød til at flygte ud i skoven? I så fald har vi jo noget til fælles.." Igen afbrød hun sig selv, hun kunne ikke rigtig finde ud af hvor meget hun ville røbe til Tarnes, han havde trods alt ikke genkendt hende som den der havde bragt Dorgon på glat is, på trods af at hun havde givet ham sit navn, og det var egentlig meget rart.

"Hvordan har generalen det?" Gentog Tarnes med et letter forundret ansigsudtryk. Tarnes lod til at være mere forundret over dette spørgsmål, end det diskrete hint om at Evelyn var involveret. "Så De har ikke hørt det? Der var en eller anden stor skandale hos adelen for efterhånden et godt stykke tid siden - generalen flippede åbenbart ud på en forsvarsløs adelsmand."
Tarnes sukkede dybt og strakte sig mens de stadig gik. De var ingen grund til ar holde det hemmeligt længere, for alle i byen snakkede aldrig om andet alligevel...
"Folk siger at det er derfor at han er faldet en smule af på den på det sidste - grundet en ubeskriveligt smuk kvinde der knuste hans hjerte, siger de. Jeg har ikke set generalen røre alkohol lige så længe jeg har kendt ham, forstår De, men nu er det ikke unormalt at manden knap nok kan stå oprejst lige så snart dagens gøremål er ovre."
Tarnes stoppede sig selv, da det gik op for ham at han måske plaprede en smule for meget, og at han muligvis satte sin egen overordnet i dårligt lys uden grund.
"Det er en romantisk historie!" Sagde han, for at forsøge at rette op på den negative talestrøm fra før. "Og sikke køn pigen må være, hvis hun virkelig han drive generalen til denne her form for opførsel! Hende gad jeg godt møde. Men mellem os to, så tror jeg at der står mere bag. Dorgon har set mere ondskab i felten end de fleste mennesker kan forestille sig."

"Jo jeg kender til sagen, men som sagt er jeg sjældent i byen nu om stunder." svarede hun en smule omtåget. Sagen var den, at der ikke var noget som havde snakket om episoden i så direkte toner siden hændelsen. Evelyns forældre talte meget bevidst ikke talt om generalen, og ligeledes gjorde tjenestefolkene det heller ikke, og netop af den grund var det tydeligt at han var dalet betydeligt i deres agtelse. Som en betydelig mand og beskytter af Novítus undgik de at tale i negative toner om ham, på trods af at luften blev en anelse kølig hvis nogen nærmede sig enmet. At høre Tarnes tale om det var som at prikke til et sår som ikke ville hele, sådan føltes det ihvertfald i først, men snart blev det mærkeligt nok afløst af en form for lettelse. Det var lidt som pludselig at kunne trække vejret efter lang tids åndenød. "Hun må ihvertfald have betydet noget." Evelyn stoppede op og så om på Tarnes med et bittert smil. Bag dem kunne stien stadig skimtes svagt mellem græs, nedfaldne grene og bregner. "Jeg vil skyde på at vi skal søge mod noget vand, der løber en bæk et lille stykke mod nord."

"Ja?" Tarnes strakte sig så meget han kunne, for at se i forvejen. Selv om han ikke kunne se nogen bæk endnu, lød det som om kvinden ved hans side vidste havd hun talte om. "De er sikker på at det ikke er for besværligt at vise mig vej? Det er jo ikke ligefrem en kort gåtur."
Han smilede til Evelyn. Han havde besluttet sig for at han kunne lide hende. Pludselig kom han dog i tanke om noget der undrede ham.
"Hvad mente De da De sagde at De var nødsaget til at flygte herud i skoven?"

"Jeg har ikke travlt, tværtimod. En gift adelskvindes liv og hverdag er ikke lige det mest.." Hun så ned på mine støvlespidser igen. "..mit liv er ihvertfald ikke lige som jeg havde forestillet mig det ville være nu" svarede Evelyn og trak på skuldrene. "Derfor forsøger jeg at glemme det en gang imellem, men realiteterne indhenter altid en alligevel, gør de ikke? Det her sted er dog fantastisk til formålet." Hun trak på skuldrene stadig med antydningen af et smil, og vendte sig om og begyndte at traske afsted i den retning hun havde udpeget. "Jeg er vant til at gå, du skal ikke tænke på mine ben, det klarer de fint. Det her er desuden det mest spændende der er sket hele dagen, så du slipper ikke af med mig sådan lige."

Tarnes, der var kendt for sit gode hjerte, havde en trang til at komme med alverdens opmundrende kommentarerer ved Evelyns adels-kvaler. Men, som han havde øvet sig i på det sidste, modstod han trangen og nøjedes med at smile stort.
"Godt," svarede han lykkeligt ved hendes sidste kommentar. Yderst tilfreds med at blive kaldt interessant. "Det er langt bedre at have nogen at følges med, synes du ikke?"
Han klappede hesten et par gange på halsen som de begik sig fremad. "Jeg har altid selv været langt bedre tilpads i det åbne. Eller omkring dyr. Men - hvis De ikke har noget imod at jeg spørger, selvfølgelig - hvordan kan det være at De og Deres familie bor udenfor Retneck? De fleste vælger jo at flytte indenfor murene, fordi det er mere sikkert?"

"Min ærede husbond er arving til en betydelig ejendom, og nu da oprøret ikke truer i sin fulde styrke længere klarer vi os med et dusin vagter. Vi kan vel heller ikke alle bo i Retneck, så ville murene sprænges.. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal syntes om at bo på landet... når jeg er her savner jeg byen, og når jeg er i Retneck savner jeg landet.." Evelyn skar en grimasse mens hun talte. "I øjeblikket foretrækker jeg som sagt skoven, men jeg kan ihvertfald godt bruge noget selskab lige nu, og dette virker lovende." Hun traskede stadig et par skridt foran. Stien fortonede sig efterhånden bag dem.

"Jeg ved præcis hvad De mener," sagde Tarnes med et smil og så derefter på hesten der trofast fulgte efter paret. "Hvis ikke mit arbejde gjorde mig nødsaget til at komme herud ind imellem ville mit hoved sikkert springes. Men der er trods alt ikke så langt til Retneck, jeg er sikker på De overvejer ture derind ind imellem? Hvis De tog afsted om morgenen ville De sikkert ikke engang være nødsaget til at overnatte. Og det er trods alt et spændende sted."
Endelig kunne man høre lyden af klukkende vand et stykke foran dem. Han ville muligvis aldrig være gået så langt i denne retning, hvis det ikke havde været for Evelyn..! Sikke et held at de var stødt på hinanden.
"Jeg kan slet ikke forestille mig at eje en hel ejendom..!" Tænkte han højt. Det var muligvis mere henvendt til ham selv, end til Evelyn. "Sikke meget at holde styr på..!"

"Jeg har ihvertfald ikke været i Retneck i lang tid, men jeg syntes engang at det var et meget spændende sted.." svarede hun, en smule undvigende mens hendes blik gled søgende henover skovbunden. Duften af våde blade, jord og mos blev stærkere ved vandløbets bred og jorden gav efter og var blødere at gå på. Da de nåede derhen satte hun sig på hug et øjeblik og lod vanden løbe gennem sine fingre. Det var meget koldt og hun måtte snart trække dem op igen. Visne blade og smågrene som vuggende forbi. "Det er heldigvis ikke mig som har noget med bestyrelsen af noget som helst at gøre. Jeg bor der bare.. Kan du beskrive blomsten lidt nærmere?"

Tarnes så sig omhyggeligt omkring.
"Alkymisterne sagde at blomsterne er blå," sagde han tænksomeligt. "Og... omkring 5 centimeter høje. Eller var det 15? De dufter vist nok utroligt sødt, det er sådan vi kan genkænde dem når vi finder dem og...."
Hans ansigt faldt i folder der fik det til at se ud som om han aldrig havde tænkt sig så grundigt om i hans liv. Hesten ved hans side traskede tilfredst ned til vandet og strakte halsen ned for at drikke.
"Og de har orange støvdragere!" udbrød han endelig. "Det var sådan det var! Tror jeg nok."
Endnu engang sikrede han sig at Lykke ikke ville løbe sin vej, inden han drejede rundt om sig selv og kløede sig i håret. Nu skulle han bare finde et par stykker af dem..!

"Du tror at støvdragerne er orange?" Evy så op på Tarnes med et spørgende løftet øjenbryn. Hun begyndte at mistænke hans ophold i skoven som mere en undskyldning for at komme lidt væk fra militæret. Det var svært ikke at trække på smilebåndet ved hans tydelige tankekvaler. "Jeg går ikke ud fra at den skal bruges til medicinske formål eller lignende, når du ikke er sikker på hvordan den ser ud? Det ville vel ikke være så godt.." fortsatte hun drillende og rejste sig op med mine til at gå videre. Noget på den anden side af åen, i halvt gemt af visne blade fra et krat fangede i samme øjeblik hendes blik, og hun udbrød: "Hvad med at kigge derovre?" I samme øjeblik gik det op for hende at der var et mindre problem, hvordan skulle de komme derover?