Et simpelt ærinde der pludselig blev mere interessant

Det havde været en regnfuld dag i Retneck hele dagen. Nu hang fugten stadig i luften og der var en svag tåge blandt de mange bygninger. De mange brostensbelagte gader var stadig våde, men det stoppede ikke Bellus distriktet fra at være lige så travlt som altid.
Dorgon Parel gik igennem det fornemme område med ret ryg og et smil på læberne. Han var klædt i den klassiske blå uniformsfrakke med Parél-arméens lyseblå mærker på den ene underarm og let udrustning på den anden skulder og arm. Vanddråber havde samlet sig i det brune hår, men han lod sig ikke mærke med det.
Med venlige smil til adelsfolk og patroljerende soldater der genkendte ham fra hæren eller diverse forsamliner, gik han et stykke vej, inden han drejede ind ved en af de store, fornæmme palæer. Familien Cadfaels hjem. De tunge uniforms-støvler kunne høres som et ekko gennem familiens nydelige forhave.
Med en selvsikker banken mod den finmalede dør, tog han et skridt tilbage, og ventede på svar.

En ældre herre åbnede døren, Paresh hed han, han havde tjent familien Cadfael selv før Falstaff blev familiens overhoved. Han var en lille mand, men hans ryg var rank, og hans blik veg ikke for selv generalen. "Goddag General Parél, familien venter på herrens kontor." sagde han med sin lyse stemme, og bukkede hovedet, idet han lod generalen passerer.
Falstaff, Bentjeman og Leandra var ganske rigtigt på kontoret, et stort rum med et imponerende skrivebord i midten, bogreoler i mørkt træ dækkede væggen hvor døren var, ellers hang der familieportrætter mellem de store glasvinduer. Bag Falstaffs stol hang der, atypisk nok, et overdådigt portræt af Lycidas. Det var normalt den ældste søns portræt der havde denne plads i de adelige hjem, men Lycidas havde altid været en fælles yndling for hendes forældre og brødre.

Lycidas var ikke selv tilstede, hun havde fortrukket sig til træningslokalet der lå i forlængelse af staldende. Her trænede hun i sværdkamp og hånd til hånd. Hun trænede med sin ældre bror, Wildeve - den yngste af brødrene.

Under en kort udvæksling af ord med den ældre herrer fulgte Dorgon høftligt og smilende efter Paresh gennem det overdådige hjem. Sidst han havde befundet sig indenfor disse mure havde været under ganske andre omstændigheder, men det var præcis lige så nydeligt og ordentligt som han huskede det. Da han nåede familiens kontor hvor overhovedet var til stede, vendte hans ansigt sig i et stort, oprigtigt smil.
"Falstaff Cadfael!" sagde han og gik hen mod manden som han kendte fra hæren med en hånd rakt ud som hilsen. "Hvor er det længe siden. Jeg må sige at Deres hjem er så nydeligt som altid, og ligeledes er Deres familie." Han smilede fra familieoverhovedet til sønnen og hustruen.
Han var mødtes med familien Cadfael adskillige gange, og det var svært ikke at enes med mennesker der havde en ideologi så identisk med hans egen.

Falstaff smilede oprigtigt ved synet af Dorgon, og trykkede hans hånd eftertryggeligt - noget han var kendt for. "Dorgon Parél, det er minsandten længe siden! Hvor i alverden har De gemt Dem, forhåbentlig ikke i en adelsfrøkens seng, folk snakker så forfærdeligt her..!" sagde han i en munter tone, Flastaff havde selv i højere grad været blandt millitærfolk end adelsfolk, og havde derfor et mere distanceret forhold til sladder og former, der eller blev behandlet som livsnødvendige.
Han var ganske vidst en ældre mand, hvilket det gråsprængte hår vidnede om, men han holdt sig i god form. Han var en høj, bredskuldret mand med en høj grad af autoritet over sig; det var dette, der var afgørende for, at han kunne være imødekommende uden at miste sit omdømme.

Leandra smilede og bukkede hovedet kortvarrigt "Mange tak hr. general, det er en ære at have dem i vores ydmyge hjem.". Aldersforskellen på obersten og hans hustru var tydelig, hvor Falstaff havde gråligt hår, og begyndende rynker, var Leandras hår stadig dybsort og hendes hud var glat. Der var store ligheder mellem hende og Lycidas, men Leandras træk var unægteligt mørkere og mere sensuelle, hun havde flere kurver end sin spinkle datter.
Bentjeman forholdt sig stille, han havde altid en lettere stoisk og tilbagetrukken udstråling, men smilede og nikkede anderkendende da Dorgon kom ind i kontoret.

Med Falstaffs kommentar om adelsfrøkeners senge lo Dorgon højt uden at sige et eneste ord til det. Det var et emne han ikke ønskede at tale om for længe.
Men med undtagelse af denne ene uheldigt valgte kommentar, var det altid en forfriskende vane Falstaff havde haft, at tale som om han befandt sig i felten med sine soldater-kammerater, frem for at holde sig til adlens normer. Siden Dorgon ikke selv var opvokset i en adelig familie havde han det langt mere komfortabelt sådan.
Generalen valgte hurtigt at venne sig mod Fru Cadfael i stedet. Han tog hendes hånd i sin, bukkede dybt og placerede et passende kys på hendes fine håndryg.
"Glæden er absolut på min side," svarede han med et smil. Kvinden foran ham var lige så køn som altid. Ganske vidst var hun en smule ældre end ham selv, men lige som så mange andre skønheder i adelen havde hun en tendens til at tage pusten fra ham.
Som en sidste ting vendte han sig mod sønnen og rakte endnu engang hånden frem.
"Bentjeman." Sagde han med et myndigt udtryk. "Udfører din tjeneste til perfektion som altid, går jeg ud fra?"

Leandras udstråling forblev sensuel som Dorgon kyssede hendes hånd, men det gik dog ikke den usynlige linje mellem tilladt feminin charme og upassende opførsel. Cadfael familien var en af de få, der var kendt for reelt at have følelser for hinanden, hvilket også var den eneste grund til, at den åbenlyst sensuelle hustru ikke var genstand for nedrig sladder.

Bentjeman trykkede Dorgons hånd, noget lettere end sin fader, og smilede let "Naturligvis, mit efternavn er stadig Cadfael." sagde han roligt. Bentjeman havde sin faders kropsbygning, men sin moders mørke træk, hvilket normalt ville resultere i en mand eftersøgt af kvinder. Dette blev dog til dels saboteret af hans tilbagetrækkede natur, der ikke virkede til at ænse kvinders tilnærmelser.

I træningslokalet følte Lycidas sveden glide ned af sin nakke, hendes lange hår var holdt væk fra ansigtet i en fletning. Wildeve støttede sig til væggen, og trækkede vejret lettere anstrengt. "Så..du er vel bare...helt slået ud nu, hva..Lyc?" spurgte han, i et forsøg på at lyde i kontrol. Hun smilede skævt "Åh Wilde, det er vist nærmere dig der er helt slået ud." sagde hun i en drillende tone, og stillede sig i position igen. Wildeve stillede sig modvilligt klar igen, som de fortsatte i hånd til hånd kamp.

Alle i lokalet satte sig omkring bordet, og endelig kunne Dorgon komme til at sige hvad han var kommet den lange vej for at diskutere.
"Som De nok ved har Novitus sendt mig personligt for at diskutere hvad I alle har på hjerte. Og det er skam ikke noget der bør stå udiskuteret - hvad der skal blive af din karriere, Bentjeman." Dorgon smilede professionelt til sønnen. "Og lad mig blot sige, før at jeg påpejer noget andet, at jeg selv har været umådeligt imponeret over den måde hvorpå du tjener Novitus' sag. Jeg tvivler at jeg kunne finde en eneste fejl i din rapport, selv hvis jeg forsøgte. Selvfølgelig er jeg her som rådgiver, men lad mig fortælle jer alle en anden begrundelse til mit eget personlige besøg."
Dorgon lænede sig en smule tilbage i stolen inden han fortsatte.
"Som I ved, har jeg selv min egen personlige armé, bestående af specialsoldater som jeg selv har trænet til at assistere mig i min General post og fremstå som den absolutte elite af Novitus' hærstyrke. Desværre har denne armé lidt nogle voldsomme slag under de seneste hændelser; oprørets endeligt især. Med andre ord leder jeg nu efter nye soldater til at overtage nogle af de pladser som desværre er mistet."
Han gjorde en pause og så alvorligt rundt på de 3 familiemedlemmer.
"Selvfølgelig kan jeg ikke love noget, men dette er grunden til at jeg nu besøger alle de tænkelige kandidater til posterne, i håb om at disse vil forsøge at vise sig værdige i fremtiden. Det er en hård post. Meget muligt hårdere tjeneste end De nogensinde kunne forestille dem. Men det er for vores alles bedste, og siden muligheden er der, er det ikke noget jeg blot ville lade gå hen over hovederne på jer."

Falstaff lænede sig tilbage i stolen bag slrivebordet, og kradsede lidt i sit gråsprængte fuldskæg. Han så først på Leandra, der trods dyb alvor, nikkede vagt til hendes mands spørgende blik.
Han rømmede sig og rettede sig op. "Dette er naturligvis ikke noget jeg svarer på, det er kun Bentjeman der kan det, men De ved hvad vores position er og altid har været; vi vil give og gøre alt i den rette sags tjeneste. Det er derfor vores familie er i militæret." Falstaffs blik var alvorligt, han forstod til fulde risikoen ved at være en del af generalens armé, men en Cadfael havde aldrig trukket sig tilbage grundet frygt for risikoen, og det skete heller ikke nu "hvad end der besluttes" fortsatte han "har De og vores søn familiens fulde opbaknkning."

Bentjeman fik øjenkontankt med Dorgon "General, det vil være en ære at tjene i deres armé. Som obersten sagde, kender de familiens position; jeg er ikke undtagelsen der bekræfter reglen." Bentjemans dybe stemme afslørede alvoren bag hans ord, hvorefter han sagde det, hans fader havde tænkt "en Cadfael trækker sig aldrig tilbage af frygt for risikoen."

"Jeg værtsætter Deres loyalitet" sagde Dorgon, dybt ærligt. "Men jeg håber at du forstår hvilket ansvar det er. Der ville ikke være tid til at se meget til din familie, du vil være nødsaget til at flytte ind hos resten af arméen, træne med dem, arbejde med dem, leve hver eneste dag med dem, og tage ordrer fra mig selv og min næstkommanderende som de eneste. Du vil være nødsaget til at forlade dine egne mænd og sige farvel til din status som overordnet. Til gengæld vil du selvfølgelig trædde voldsomt hurtigt op ad rangstigen, og du vil have chancen for at blive set som en af de absolut bedste Novitus har."
Efter denne uddybelse blev Dorgons ansigt langt mindre formelt og der vistes sig endda et smil på generalens læber igen.
"Men jeg ved at dette er meget at tænke over og en voldsomt stor beslutning. Jeg vil selvfølgelig lade jer diskutere det hele og jeg kræver på ingen måde et svar. Ligeledes er det ikke en ændring der kommer til at ske med det samme: Lige så snart jeg ved hvem der er interesseret vil jeg begynde at planlægge optagelsestests og så videre. Der er stor konkurence om kun tre ledige pladser. Og lad mig gøre det klart, at den loyalitet familien Cadfael allerede udviser er absolut exceptionel, uanset om der bliver en ændring i jeres sønners stillinger eller ej."
Endnu engang rettede Dorgon sig op i stolen.
"Men nu hvor der er kastet lys over dén mulighed, så lad os i stedet tale om det I oprindeligt havde tænkt jer at spørge mig om. Noget specielt I ønsker at diskutere?"

Bentjeman nikkede roligt til Dorgons kommentar, og tilføjede "Det vil blive drøftet, men det er ikke atypisk for mændende i familien, at tilbringe størstedelen af deres tid i militærdirstriktet, frem for her i Bellus. Jeg påsætter Deres anmodning og råd, jeg vil tage nøjere stilling til det.". Det eneste der gav Bentjeman grund til yderligere overvejelse i forhold til den nye position, var det at han ville blive nødt til at tage afsked med sine mænd. Ikke af forfængelighed, men der var unægteligt knyttet et bånd mellem dem i enheden.

Leandra rettede sig op ved Dorgons ønske om at hører familiens egne overvejelser "Dette har ganske vidst at gøre med vores sønner, men næppe i den grad De tænker." sagde hun i en fattet og rolig stemmeføring "De har nu været en del af flere missioner, hvilket vi i famillien er overstadige over, men det virker til at have haft en negativ effekt.." hun hold en kort pause og så på Falstaff, før hun igen så over på Dorgon "det siges at oprørerne, grundet familiens øgede engagement, ser os som et øget mål. Jeg ville foretrække ikke at nævne det, der er en høj sandsynlighed for at det er ren sladder, men taget omstændigheder i betragtning, virkede det nødvendigt at informere om det. For.." Leandras stemme knækkede, og hun sænkede blikket.

Falstaff lænede sig ind over skrivebordet, og så alvorligt på Dorgon "For hvad der efterhånden er nogen tid siden, blev vores datter Lycidas bortført af oprøre. Det er ikke blevet offentliggjort, da hun og vi slap med skrækken, men det virker til at motivet for hendes bortførelse er blevet aktuelt igen; ønsket om at svække Novitus, ved at sætte familier engageret i hæren ud af spillet. Vi ønsker ikke millitærbeskyttelse, men vi ønsker at forstå hvorvidt dette er bundløse rygter, eller om der er en reel trussel tilstede. Der er den mulighed, at vi bare er starten på en plan, der har til formål at skræmme adelen til at trække deres sønner ud af hæren, og derved svække Novitus."
"Jeg beklager at De blev kaldt hertil i et andet ærinde General" sagde Bentjeman, tynget af situationens alvor "men hvis dette kom for de forkerte øre, kunne det skabe panik, hvilket ville være skadeligt uanset hvorvidt der er tale om en reel trussel."

Leandra så op "vi håber at De ikke føler Dem ført bag lyset, men det virkede som den eneste mulighed for at videregive dette, uden at det kom for uvedkommendes øre." Hendes øjne var blanke, og afspejlede for første gang noget, der sjældent sås i familien Cadfael; frygt. Ikke for døden, men for det der er værre end døden. Det hun vidste skrupelløse oprøre var villige til at gøre mod en kvinde, for at nå deres ønskede mål.

Dorgon lyttede tålmodigt. Da de havde fremlagt deres pointe nikkede han blot.
"Jeg forstår jeres bekymringer," sagde han ærligt. Selv om de havde løget med hensyn til formålet af hans tilstedeværelse, dømte han dem ikke for det. Tvært imod værtsatte han hvor diskret de havde behandlet emnet.
"Hele affæren med oprøret, er noget som vi normaltvis kun diskutere privat i hæren. Men siden Deres familie er af stor betydning for os alle, og siden i allerede har regnet det ud, ser jeg ingen grund til ikke at fortælle jer dette: Lige siden vi slog størstedelen af oprøret ned, har vi set langt mindre til dem. Der er langt færre af dem og deres planer kommer ikke i vejen for os i samme grad som de plejede, hvilket er en stor succes i sig selv. Med uden ledere, uden struktur og et fungerende rangsystem blandt dem, er der nye problemer som vi har bevidnet."
Han gjorde en kunstpause og smilede beroligende til Fru Cadfael, som for at forsikre hende om at uanset hvad der foregik, var han og resten af hæren overordentligt forberedt på det.
"De få tilbageværende oprørere er blevet utilregnelige. De handler ud fra eget initiativ i små grupper, og det er derfor umuligt at forudse deres handlinger, eller at finde logik i dem. Dette er grunden til den øgede sikkerhed i Bellus, som jeg er sikker på De har bemærket, og som jeg går ud fra er en af grundene til Deres bekymring."
Denne gang faldt generalens blik på familiens overhoved, dybt seriøst.
"Vi gør alt hvad vi kan for at gøre Bellus til et overordentligt sikkert sted at bo. De siger at de ikke ønsker beskyttelse, men hvis de ønsker vil jeg ikke tøve med at tildele jer et par soldater, således at både De og deres sønner forhåbentligt han tage det en smule mere roligt. Vi har ingen grund til at tro at oprørerne er efter Deres familie specifikt."

Falstaff krassede igen i sit fuldskæg, og nikkede eftertænksomt, hans ansigt var lagt i alvorlige folder "Vi sætter pris på Deres ærlighed General, vi har lagt mærke til den øgede dækning af Bellus, men havde været tilbageholdende med at koble det til oprøret. Man vil så nødigt haste til forfejlede konklusioner grundet tidligere tilfælde." han slog ud med hånden idet han sagde den sidste sætning. Han så over på sin hustru, og smilede da han så at hun var i en mere fattet tilstand.
"Nå" sagde Falstaff i en mindre tung tone og rejste sig "men nu er det jo i hvert fald løst, og vi er dybt beæret over at De overvejer Bentjeman. Jeg vil ikke mene at det er nødvendigt med ekstra bemanding af vores hjem, det kunne potentielt gøre os mere udsatte, men hvis situationen spidser til vil vi henvende os til dem." han så på Dorgon med et lettere træt smil, det var tydeligt at den mulige risiko for endnu et angreb havde vejet tungt.
Bentjeman rejste sig samtidig med sin fader af ren rutine, mens Leandra blev siddende, afventene.

Da de andre mænd i runnet rejste sig, gjorde Dorgon det samme.
"Endelig!" Sagde han med et rolig, men stadig autoritært smil. "Hvis I har den mindste bekymring, så kom direkte til mig."
Han vidste at samtalen var ved at være ovre, og det var tid til at han fandt sin vej ud. Men samtidig kunne han ikke lade være med at undre sig over hvor Lycidas mon havde gemt sig. Han burde i den grad vende tilbage til sine gøremål, og han havde i den grad ikke tænkt sig at spørge efter familiens datter. Men måske han kunne finde hende på vej ud?

"Det vil vi ikke tøve med at gøre general" sagde Leandra idet hun rejste sig, hun var tilbage til det selv der havde mødt Dorgon tidligere; fattet og rolig med et smil på læberne "det er betryggende at vide, at De står til rådighed."
Falstaff rakte hånden ud mod Dorgon med et smil "Vi kunne ikke ønske os en bedre general..!"

Idet han havde sagt det, åbnede Paresh døren "Jeg ønsker ikke at forstyrre" sagde den lille, men myndige mand "men fruens vogn venter, De har en aftale til the hos fru Malakoff."
"Det er sandt, De må undskylde mig General, men en hustru har visse forpligtelser..inklusiv the." hendes stemme gik fra ganske korrekt og sober, til drillende lys til slut. Da hendes stemme blev lys og drillende, løs den til forveksling som Lycidas.
Leandra nejede kort, og gik derefter ud af kontoret efterfulgt af Paresh, der bar hendes kappe over armen; broderet og med en kant af pels.

Ved Leandras venlige ord smilede Dorgon oprigtigt. "Jeg er bare glad for at kunne assistere."
Derefter - sammen med de andre i rummet lyttede han tålmodigt til Paresh, ind til han blev addresseret igen.
"Selvfølgelig", sagde Dorgon til Leandras ord om hendes gøremål og bukkede høfligt til afsked. Der var noget over den måde hun talte på der ikke alene mindede ham om Lycidas, men ligeledes fik ham til at smile en smule mere end han måske burde.
Da døren lukkede sig efter husets frue vendte han sig igen mod Falsaff og hans søn med en stålfast, myndig mine. "Jeg går også ud fra at vi har diskuteret alt der er at diskutere? Med mindre I har mere på hjerte?"

"Nej, nej" sagde Falstaff i en afslappet tone "Vi har ikke mere på hjerte Parél." normalt ville det ikke være acceptabelt at kalde generalen ved sit efternavn, uden titel, men grundet deres kendskab til hinanden, og den aktuelle situation, var det tilladt.
"Nå, men nu vil der jo være en forbandet masse opmærksomhed foran huset, så det ville nok være nemmere for Dem at tage bagdøren gennem køkkenet." han gik hen til døren og åbnede den "Jeg viser vej, og Bentjeman, find Wildeve." sagde han mens han med den ene hånd pegede på Bentjeman og holdt den tunge dør åben med den anden.

"Jo tak," sagde han afslappet og gik roligt igennem den dør der blev holdt åben for ham. Der var sket en del ting på det sidste, og grundet disse var det nok bedst ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Selv om han ikke sagde det højt værtsatte han Falstaffs diskretion. Ligeledes var han utroligt lykkelig for at familiens syn på ham ikke havde ændret sig, alt taget i betragtning. Da Bentjeman var forsvundet ud gennem døren, sagde Dorgon med en lavere stemme til Falstaff:
"Mit tilbud om en audition til arméen står åben for enhver af Deres sønner, håber jeg De forstår. Send mig den De syntes er bedst sværdkyndig og vil passe bedst ind."

Falstaff smilede, nikkede og gav Dorgon et klap på skulderen, der som altid virkede mere kraftfuldt for modtageren end Falstaff - han havde aldrig været god til at bedømme sin egen styrke. "Jeg sætter pris på deres tillid general, men jeg er enig i Deres umiddelbare bedømmelse." sagde han i en lav stemmeføring som de gik ned af gangen mod køkkenet. Gangens gulve var stort set fuldkomment dækket i tæpper, der var kun få steder man kunne se det polerede trægulv, og på de dybrøde vægge hang det ene portræt efter det andet - til tider afbrudt af et landskabsmaleri. "Bentjeman er den ældste, og den der højest sandsynligt ville have nemmere ved at være så adskilt fra familien. Wildeve er den yngste af vores sønner, han er tæt knytte til Lycidas, Corvedal er stadig for glad for sin frihed til at se dem han vil uden at blive grænsket for nøje...og er ligeledes meget knyttet til sin søster. Han så dem tage hende dengang, han ville ikke være klar til at se hende så sjældent, slet ikke når der er en mulig trussel."
Den måde Falstaff talte om sine sønner, gav tydeligt udtryk for den omsorg han nærede for sin familie. De var nu få skridt fra døren til køkkenet. "Bare gå igennem der, De kan ikke undgå at se døren ud til haven. Mange tak for Deres hjælp, det er yderst påsat."

Dorgon havde set folk falde sammen under Falstafs venlige skuldreklap før, men han var blevet vand til det efterhånden. Han stod godt imod og tog det med et smil.
"Jeg hørte først for nylig om hændelsen," sagde han med hensyn til Lycidas' bortførelse. "Og det gør mig ondt. Men jeg er lykkelig for at alt lader til at være i god orden nu, og tro mig når jeg siger at jeg ikke vil lade sådan en ting ske igen."
Generalen gav nogle venlige formelle sætninger til afsked inden han fulgte Falstaffs instruktioner og gik igennem den omtalte dør. Med det samme var alting voldsomt bekendt omkring ham. Især en hvis køkkenpande som han genkendte med det samme og ikke kunne lade være med at sende et ondt blik.
Hen begyndte at gå mod den omtalte bagudgang, men var ikke ligefrem forberedt på det syn der mødte ham på halvvejen.

Træningslokalet der lå i forlængelsen af staldende, havde store vinduer der fik fra gulv til loft, og ikke mindst en bred dør, vendt ud mod haven. Døren stod på klem, og vinduerne viste hvad der foregik i lokalet; en trænings session. Dette var der sådan set ikke noget uvant i, men de der deltog i den, var; Lycidas og hendes storebror Wildeve. Det var sjældent, og ikke mindst ilde set, at en kvinde var istand til at kæmpe, men ikke nok med det; det var Lycidas, der var det stærkere parti i denne kamp.
Wildeve var naglet til gulvet, med Lycidas over sig. De dryppede begge af sved, men det var tydeligt at Lycidas havde vundet. Hun havde et godt tag i Wildeve, han kunne ikke rykke sig ud af stedet eller forsvare sig, og der spredte sig et triumferende smil på hendes læber.

Hvis man lod blikket hvile på Lycidas, ville man kunne se hvordan silkeskjorten klæbede til hendes overkrop, hvordan sveddråberne gled ned af den blottede hals, og hvordan hendes brystkasse bevægede sig op og ned, som hun trak vejret hurtigt grundet den fysiske kraftudøvelse.

Dorgon kunne ikke lade være med at stoppe op i undren. Med et overrasket udtryk i ansigtet lagde han armene over kors og betragtede situationen der udspillede sig foran ham gennem vinduerne.
Enten var Lycidas en hel del stærkere end hendes spinkle lemmer ellers bevidnede om, eller også havde soldaten med ansigtet i gulvet i den grad ikke fortjent den stilling han havde i hæren. Begge dele var grund nok til at stoppe op og måbe. Han måtte dog indrømme at det jerngreb Lycidas lod til at have på den forsvarsløse mand, gjorde det klart at hun i den grad havde en ide om hvad hun lavede.
Efter et stykke tid gik Dorgon dog over til vinduet, bankede et par knoer mod ruden og smilede med et forundret smil.

Lycidas så hurtigt op og smilede skævt da hun så Dorgons forundrede smil, hun kom langsomt på benene og gik hen for at åbne døren. Da Lycidas nu ikke længere holdt ham nede, rullede Wildeve om på ryggen, hivende efter vejret. Han kiggede op, og så til sin overraskelse generalen, han smilede opgivende og sagde højt, idet Lycidas åbnede døren "Forbandet være kvindelist!"
Lycidas, der nu stod i den åbne dør, lænede sig mod dørkarmen, så på ham og sagde med et løftet øjenbryn "Forbandet være dårlige undskyldninger!" hun vendte nu sin opmærksomhed mod Dorgon, og smilede lystigt "General, det er noget tid siden, hvad skylder vi dog æren?" det var naturligvis ikke sandt, det var ikke længe siden at Dorgon havde været evakueret til hendes kammer, men det havde hun ingen intentioner om at lade sin bror vide.
Silkeskjorten klæbede sig mere og mere til hendes overkrop, den klingede sig til hendes mave og spinkle talje. I kampens hede var en enkelt knap gået op, der afslørede kæden hvori hendes medaljon hang og den lyse hud, der nu var lettere lyserød, omkring hendes kraveben.

Til at starte med havde Dorgon ikke været helt sikker på hvem manden havde været, men nu da han kunne se de tos ansigter ordentligt (og da han hørte deres venskablige skænderi) var der ingen tvivl om at der var tale om søskende. Var en lille del af ham lettet ved dette..?
"Jeg gik ud fra at De vidste hvorfor jeg var her," sagde han med et smil. "Men jeg kan se at De har været dybt optaget af noget ganske andet. Ikke noget man ser hver dag, må jeg indrømme. Frøken Lycidas, Wildeve."
Han så fra den ene til den anden med et nik til hilsen og tilføjede med et roligt smil til broderen, "jeg tror Deres familie leder efter Dem."

"Tak Sininen for det..!" sagde Wildeve med et flabet grin, og kom på benene igen "Jeg overlade min søster i Deres varetægt general, pas på, før De ved af det sidder hun over skrævs på Dem..!" fortsatte han mens han gik tilbage i huset. Dette var en kommentar der, for Wildeve, var ganske reel; det var det der var blevet resultatet i hans kamp med Lycidas.
Lycidas så ned i jorden da hendes bror kom med kommentaren, hvis hun så på Dorgon ville hun ikke kunne lade være med at grine, og det ville være aldeles upassende...
Hun gik tilbage ind i træningslokalet, lod døren stående åben for Dorgon idet hun sagde "Jeg havde hørt at der skulle være en samtale om Bentjemans fremtid, men jeg havde ikke forventet at selveste De, hr. general, ville komme på visit."hendes stemme havde en legende, drillende tone idet hun kalde ham "hr. general". Dette ville have været disrespektfuldt, hvis det ikke var fordi at de tidligere havde kaldt hinanden ved fornavne.

Familien havde bevidst vagt ikke at videregive beskeden om det mulige angreb til Lycidas, da det var muligt at det kun var rygter, og ikke ønskede at hun skulle mindes bortførelsen unødvendigt.

"Jeg vil gerne se hende prøve," sagde Dorgon med et høftligt smil og endnu et nik mod broderen, inden han forsvandt. Derefter vendte han sig mod Lycidas, gjorde sig umage for ikke at lade sit blik falde ned under øjenhøjde, og smilede stort ved hendes tiltale af ham. Det virkede næsten absurt at skulle holde facaden overfor hinanden, efter hvad der var sket tidligere.
Da Lycidas gik tilbage ind i rummet blev Dorgon stående i dørkarmen, lænede sin skulder op mod den ene side og lagde armene over kors igen.
"De har en vigtig familie, frøken," svarede han blot som forklaring på hendes ord. "Eller bør jeg kalde dem soldat?"
Med et drengede smil gjorde han et hovednik mod en plet på træningsgulvet der stadig var glat af sved. "Det var ikke ligefrem noget jeg havde forventet at se. Hvordan lærer en adelsfrøken som Dem den slags uden at hele distriktet sladrer om det?"