Et nyt møde..

Teehais bukkede for Veneur og Ithil.
"Hvis i har lyst, så vil jeg stå ved mit ord om at byde på aftensmad. "Den Galende Hane" ligger knap en times småløb herfra. Og der er altid en varm pejs, varm mad og godt til ganen, samt godt selvskab." Han så på Mallina.
"Ved du om Larlii er hjemme??" Mallina rystede hovedet og hendes tankestemme kunne høres hos dem alle tre.
*Nej. Hun er stadig i vores dal. Der har været en del hopper, som har fået føl her i starten af vinteren. Og desuden så har nogle ulve prøvet at stjæle vores mindste føl*

"det villle være en ære at tage med til den galende hane med jer, men Mallina, hvis det er i orden at jeg siger dit navn, hvis i har fået mange føl, og i er under angreb af nogle ulve engang i mellem, hvorofr har i ikke så vidst jeg til nogle flere, eller fået hende som i nævner ved navnet Larlii til at skaffe nogle flere til at hjælpe jer, jeg tror da at der findes mange venlige sjæler som vil hjælpe jer, jeg vil da gerne stille min bue til rådighed, jeg ved ikke med mine mænd, men jeg kan godt undværes af dem indtil at følene er blevet en smule ældre." sagde veneur til dem. Han mente det skam. Elverne var jo ældre en ede fleste andre og derfor kunne de godt undvære ham, plus at han havde altid muligheden at tage hjem, men lige nu havde han mest lyst til et varmt måltid mad.

Mallina så direkte på Veneur, men hendes tankesteme kunne stadig høres af alle.
*Fordi vi under normale omstendighedder selv kan klare os. Og vores nye leder, Kelebfëa - lige som sin far, ikke er særlig glad for at bringe for mange ind i vores dal. Desuden så skal vi lige komme os over tabet af vores tidligere leder, Kelebfëas far: Vindfaxe."

Ithil hørte hvordan Mallina lod sine tanker/ord lyde i alle deres hoveder. Hun lyttede selv med, men orkede ikke at snakkede med en over tanke gang. De isblå rettede sig imod Teehais.
"Det ville være dejligt og en ære at spise med jer" svarede hun både Teehais og Veneur. Hun kiggede på hoppen Mallina og føllet Súlimo.
Hvordan kan nogen skabninger stjæle sådan nogle fantastiske, utrolige og vidunderlige skabninger. Også endda deres børn! Den tanke løb ud over Ithils forstand. En spørgsmål var tæt på at buse ud af Ithil, men hun vidste at det ville være en god idé at forblive stille hvis de skulle hen til den Galende Hane. Buen der lå over hendes ryg med pilekoggeret til, fristede hende til at øve sig i at løbe uset rundt og stadig ramme plet.
"Ikke for at skynde på jer nogen måder, mine damer og herrer, men hvis vi skal nå Den Galende hane før sneen gør det svært at færdes, burde vi så ikke gå nu?"
Ithil smilede og lavede hurtigt en stramt fletning, så håret på nogen måde ikke ville være i vejen for hende. Med hendes lidt spinkle fingre trak hun huen over hovedet så den dækkede hele ansigtet undtagen den røde mund.

"du har ret, vi burde vel skynde os væk, så vi kan nå og komme væk før det her bliver værre, og Mallina, det du lige har forklaret mig er, giver en god grund til at i ikke har spurgt efter hjælp gennem Denne såkaldte Larlli, men jeg kan ikke forstå sorgen i føler, men mit hjerte prøver alligevel " sagde veneur til dem, men det sidste var direkte til Maillina. Han bukkede hovedet og lukkede øjne for at vise at han følte med dem i deres sorg over at have miste en leder, han havde jo selv prøvet det samme på en måde.

Mallina nikkede, vente sig og gik. Súlimo så på Teehias og de andre, hvorefter han fuldte efter sin mor.
Teehais rejste sig op og så efter Mearaerne.
"De har svært ved at stole på folk - selv når det gælder elvere." Han begyndte at gå mod kroen, mens han talte vidre - højt nok til at Veneur og Ithil kunne høre ham.
"De har ved krigens start mødt så stor et angreb på deres tilid, at man nu nærmest skal sværge dem sit liv i deres 'hænder' før de overhovedet overvejer at bringe en med ind i det ukendte. Det er derfor de nøjes med Larlii." Han drejede hovedet og så på dem begge.
"Har i aldrig hørt om Larlii Vinyacairiel?"

Ithil kiggede rundt. Hun smilede igen sit lidt falske smil, dog mere oprigtigt nu. Læderskoene der sad omkring hendes fødder var begyndt at blive kolde. Kulden gnavede i hende over det hele da hun havde stået stille i for lang tid. Hætten hun havde trukket over hovedet prøvede hun at hive endnu længere ned, men hun sørgede for at hun stadigvæk kunne se.
Roligt begyndte hun at gå igennem ruinen af Vindarro for at følge med Teehais. Hun kiggede tilbage imod Veneur for at nærmest at spørge om han kom med.
"Larlii Vinyacairiel? hm, titlen får en klokke til at ringe i mit hoved. Men jeg er ked af at sige jeg ikke kan sige hvorfor" sagde hun. Hun overvejede lidt at tilføje 'sir' eller 'hr' men af en eller anden grund gjorde hun det ikke.

"jeg har hørt om hende, men det er mere på grund af hvad hun har gjort for enaf soldaterne, end det er på grund af hendes efternavn, har aldrig mødt hende, men har fået at vide at hun er venligheden selv, siden en af mine mænd slap for tyve piskeslag takket være hende, så jeg jeg har hørt om hende" sagde veneur til dem. Han boede jo selv tæt på ørkenen, og han vidste jo næsten alt hvad der skete i nærheden af ørkenen , især fordi han ledte mændende som stod for det område og så også dem som var ved vinddaro posten og det område, og han havde jo selv et meget godt forhold til sine mænd

Teehais nikkede langsomt.
"Det kunne ligne hende.. Og det er ikke først gang hun har været ved at ofre sig for elver - skønt hun ikke kender dem. Mange elver ville ikke værdige hende et blik, når de fandt ud af hendes afstamning - og det er skønt hendes far er højt værsat."

"det er ikke statusen som gør en person til det man er, eller hvordan man skal behandles på grund af en status, men som du sagde, de fleste elverer er meget fintfølende inden for ens familieære, sitedet for at være for andre og sin egen lykke, men skulle vi ikek til at gå, for der begynder at blive koldt " sagde veneur til Teehais. Han kunne mærke kulden nu, men det var ikke sådan at han var ved at forfryse, men han ville dog alligevel gerne ind i varmen.

Teehais nikkede og begynde at småløbe. Han var sikker på at Mallina ville melle deres ankomst til kroværterne. Hvilket ville med føre at mad og drikke ville være klar, når de endelig ankom. Han smilede og håbede at Larlii ikke led for meget under denne kulde.
Han sikrede sig at de to andre kunne følge med, inden hans tanker igen gled væk..

Ithil nikkede svagt da hun hørte hvem hende Larlii var. Af de ord syntes hun godt om hende, det gjorde hun generelt om alle, men det betød ikke noget lige nu. Kulden der gnavede i hende irriterede hende, men hun forblev stille. Da hun så at Teehais begyndte at bevæge sig, gik hun selv i bevægelse. Hun sikrede sig at hun fulgte efter ham og at Veneur var med indtil hun begyndte at lade tankerne vandre i hovedet. Alt for mange tanker og idéer stod i kø for at komme ind i hovedet og blive gennemtænkt.

Veneur begyndte også at løbe efter dem, men det var først efter at han hvade sørget for at hans bue var godt spændt fast på hans ryg. Han glædede sig lidt til at få noget at drikke, men det han glædede sig mest til var nok at få varmen, for kulden var begyndt at blive værre, og derfor var han også glad for at de ikke stod stilel lige nu, da hans krop så ville fryse i forhold til hvad han frøs nu, så derfor var det jo bare bedre at de løb. Han tænkte ikke lige helt på hvad ville ske senere, men lige nu tænkte han mest på den dejlige varme, som var i den galende hane.

*LÅST*

Resume: Veneur Dinifora og Teehais befinder sig i Vindarros ruiner, hvor de mødes ved en tilfældighed. Veneur stoler ikke på Teehais og holder sin bue spændt, men efter en del snakken frem og tilbage, finder han ud af, at Teehais ikke vil ham noget ondt. Dette bliver han blandt andet overbevist om, da Teehais advarer ham mod at gå i den retning, han er på vej i, da der ligger en udstationering af Novítussoldater.
En omstrejfende elver, Ithil Tinú, slutter sig til dem lige som Teehais inviterer på aftensmad i Den Galende Hane, men inden de når at tage derhen, kommer to maeraer - specielle heste fra ørkenområdet - til, da de kender Teehais. Disse heste er i stand til at kommunikere med elverne via tankerne og fortæller, at de på det sidste har fået mange føl, men trues af ulve. Dog har de Larlii hos sig som hjælp. De to maeraer tager deres afsked og de tre elvere fortsætter mod Den Galende Hane...

[Tråden fortsætter hér ]