Tilbage på benene igen

Toushiro havde tilbragt en måneds tid på laserettet, efter at de var kommet hjem fra slaget om Oxley. Yderligere havde han tilbragt fjorten dage i sit kvarter, hvor han - under strænge ordre fra lægerne - havde hvilet sin krop.
I dag, på en lun sensommer dag, havde han dristet sig til at liste ud til trænings pladsen - hvor hans kompani trænede. Han satte sig på en bænk ved våbenstativerne, og så ud over de mænd som kæmpede sammen. Han sukkede. Hvor ville han gerne være der ude sammen med kompaniet.
Han havde kun sin sorte skjorte, et par brune bukser, samt brune støvler på. Skjorten hang løs omkring ham, eftersom han havde tabt sig en smule - men også fordi han stadig bar bandager.

Lily havde 'sneget' sig ind i militær distriktet. Hun var på udkig efter en helt bestemt person, og hvis man hørte nok sladder i byen, var det ikke svært at gætte hvem. Toushiro. Hun havde ikke set ham i månedsvis, hvilket hun følte var en evighed. Hendes alt for lange, blå kappe slæbte sig hen af jorden, og hætten faldt irriterende meget ned i hendes øjne. Hun havde været ved hans hus, men der var han selvfølgelig ikke, så hun havde regnet med, at han måske var nede at træne, det ville han ihvertfald, hvis hun kendte ham ret. Hun nåede til træningspladsen og spejdede efter ham, hun fik øje på ham, siddende på en bænk. 'Nå... Han har dog nok forstand, til at holde sig i ro endnu' tænkte hun muntert. Hun begav sig over til ham, og overfaldt ham i et kram fra siden. "Toushiro! Jeg har sådan savnet dig!" udbrød hun glad.

Han sad og tænkte over de soldater som var faldet i slaget om Oxley - der i blandt Ulasim, en af tolvte kompanis løjtnanter - da en eller anden kastede sig over ham. Først blev han total overrasket, men så satte smerterne ind - han gispede og skar tænder, imens han berabejdet den sætning: "Toushiro! Jeg har sådan savnet dig!"...
Han drejede langsomt hovedet og hviskede imellem sambidte tænder:
"Lily?? Ved alle guder.. Vil du ik godt slippe mig?" Han gispede igen, da et nyt smerte anfald greb ham.

Lily slippede ham forlegent og smilede til ham. "Det må du meget undskylde Toushiro!" Hun kiggede på ham og tog sin kappe af. "Det er længe siden, og igen, undskyld for overfaldet, jeg tænkte mig ikke lige om..." Hun kiggede meget undskyldende på ham, men hendes øjne lyste stadig af glæde. "Gjorde det meget ondt???" Hun kiggede ud over soldaterne. Hun rettede lidt på hendes lange, røde kjole og tænkte så over, hvor længe siden, det egentlig var, at de sidst havde set hinanden.

Han smilede så godt han kunne.
"To pile i ryggen, som skulle fjernes af særlig dygtige læger. En del indåndet røg og et stor blodtab. Alt i alt, har det sat mig lidt over et år bagud i kamp-dulighed." I mens han talte var Nelan kommet hen til dem med en vandsæk, som lugtede af brændevin. Nelan sagde intet, men hans blik fortalte alt. Toushiro smilede svagt og tog vandsækken, som han begyndte at drikke af. Efter et par mundfulde, kunne han mærke at smerten begyndte at forsvinde.

Lily begyndte småt at pille ved hendes hestehale. "Det lyder... Ikke rart..." sagde hun så stille. Hun kiggede på Nelan, og prøvede at huske, om hun havde set ham før, hvis hun havde, kunne hun ikke huske det, men det var vel også ligemeget.
"Men hvornår er du så helt på benene igen, kaptajn?" sagde hun med et smil, nogle gange, glemte hun helt, at han var kaptajn, men det var måske fordi, hun aldrig havde set ham i kamp endnu, hvilket hun heller ikke ønskede.

Han smilede svagt til Lily.
"Tja.. Det ved jeg ikke, eller rettelse lægerne vil ikke ud med sproget." Han knyttede den ene hånd hårdt.
"Den ene pil var tæt på nogle vigtige sener og nerver, hvilket gjore den ekstra besværlig at fjerne.. Derfor må jeg ikke træne de næste par måneder og jeg skal tage det med ro - hvilket jeg hader..."

Lily tog fat i Toushiros hånd og kærtegnede den blidt.
"Det skal nok gå alt sammen Toushiro, også selvom lægerne ikke er samarbejdsvillige." Hun sagde det sidste lidt skeptisk.
"Og selvom du skal tage det med ro og alt det, så er jeg bare glad for, at du overlevede," smilede hun.

Toushiro så smilende på hende. Hun forstod virkelig hans bekymringer. Uden at tænke over sagerne lænede han sig langsom til siden og kyssede hende på kinden.
"Takker for din bekymring, min kære."

Lily rødmede en lille smule. "Ehem... Når du går i krig og sådan, så er jeg jo altid bekymret for dig min... Det ved du jo godt!"
"Men nu hvor du ikke har så travlt mere, så i disse måneder, skal du bare komme og besøge mig i Bellus-distriktet!" sagde hun begejstret.

Han så hende i øjnene og var ganske alvorlig.
"Det lover jeg. Jeg er alligevel taget fra tjenesten i det næste lange stykke tid. Det skal være mig en ære at besøge dig."
Et par soldater som trænede i nærheden, grinede da de hørte deres kaptajn. Han så smilende på dem.
"Forsæt endelig jeres træning med Nelan." De nikkede og smuttede hen til de andre.

"Hihi, jeg er glad for, at du er blevet meget mindre formel, siden første gang vi mødtes, det er dejligt, men det vil jeg så se frem til," sagde hun og smilede lidt efter soldaterne.
"Men jeg syntes, at du er på det forkerte sted tit. Først biblioteket og nu Oxley, måske bliver katastrofer tiltrukket af dig?" sagde hun drillende.

Han smilede.
"Det ved jeg ikke. Måske er jeg bare uheldig for tiden. Jeg håber det snart ændre sig - specielt fordi du er her." Han lagde sin anden hånd på hendes hænder, og så på hende.
"Du er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set.."

Da hun ikke svarede ham, lænede han sig lidt længer frem og stjal et kys fra hendes læber. Hendes læber var varme og nærmest umulige at slippe, men han tvang sig selv til at trække sig tilbage - hvor han igen så på hende og hviskede:
"Jeg undskylder, hvis jeg er for fremfusende lige nu. Men jeg har virkelig savnet dig.. Min elskede Lily." Det sidste kom efter en kort nervøs pause, og han rødmede en smule.

Lily rødmede, og havde ikke lyst til, at han skulle stoppe hans kys, men hun vidste godt, det måske ikke var det bedste sted. "Jeg har også savnet dig meget, min egen Toushiro..." Hun følte en trang til at omfavne ham, men lod være og lænede sig bare ind mod ham.

Han smilede og lagde armen om hendes skulder.
"Ja, måske skulle vi finde et andet sted at snakke - men lige nu orker jeg ikke at flytte mig." Han så ud over træningspladsen, hvor tiende kompani stadig trænede. Nye ansigter fangede hans øjne og han studerede dem lidt. Han kom til at mumle:
"Meget lovende." Nelan, som i samme øjeblik havde set på Toushiro, bukkede og mimede:
"Dejligt at høre, kaptajn." Herefter var han igen var optaget af de nye.

"Ja, det er vel også forståeligt nok, desuden er det vel længe siden, du har set dem træne..." Hun kiggede ud over soldaterne og smilede lidt.
"Rétneck ville jo ikke være så sikkert uden jer..." sagde hun, "så ville den sikkert allerede være ødelagt... Ligesom Vindáro..."

Han så på hende.
"åh ja, det havde jeg faktisk glemt. Jeg har jo faktisk lovet dig en træningskamp engang." Han sukkede kort, og så derefter smilende på hende.
"Men det må desværre vente til jeg igen får lov til at træne." Han så igen ud over sit kompani, og blev lidt bedrøvet.
"Vi mistede så mange ved Oxley. Men så er det godt jeg har Nelan - han kan finde ud af at få nye soldater i kompaniet, som erstatning for dem vi mistede." Han drejede hovedet halt og så på hende.
"Kunne du have lyst til at prøve krafter med en af fyrene??"

Lily så tænksomt op.
"Jaa, det gjorde du vidst også... Det havde jeg også glemte alt om, hihi," fniste hun.
Da han spurgte, om hun ville prøve kræfter med en af fyrene, blev hun helt paf, og kiggede bare på ham i nogen minutter, "mener du virkelig det Toushiro?"

Toushiro smilede.
"Ja da." Han vendte sig imod soldaterne og vinkede til dem. Nelan samlede kompaniet, og gik over til dem.
"Hva kan vi hjælpe med, kaptajn?" Toushiro så på soldaterne og Nelan.
"Er der en af jer, som har lyst til at prøve krafter med Lily? Og Nelan, har vi ik en ekstra trænings uniform som hun kan låne?" Nelan smilede og nikkede, hvorefter han gik efter en passende størrelse. Imens begyndte soldaterne at diskutere om hvem der skulle have lov til at kæmpe imod hende..

Lily var tæt på tomatrød i hovedet.
"T-Toushiro, det bliver jo helt pinligt det her..." Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, hvad nu hvis det gik virkelig dårligt for hende? Det ville hun nok overleve, men ville ikke bryde sig om det... På den anden side, kunne det være sjovt at prøve... Og hun havde jo altid gerne ville det, så hvorfor ikke?
Hun smilede til Toushiro, "måske bliver det sjovt nok aliigevel... Hihi"

Alt diskussion stoppede, og alle så på Lily.
"Frøken Lily. Vi forsikre dem om at vi nok skal passe på vores styrke overfor dem." De bukkede alle for hende. Toushiro smilede til Lily.
"Du kan være ganske rolig, de skal nok passe godt på dig."

"Jamen, så er jeg jo straks mere rolig," sagde hun og smilede til dem.
Hun kiggede rundt på mændene og så på Toushiro med et bredt smil, "det skal nok blive spændende, tror du ikke min kære Toushiro?"
Hun tog fat i hans hånd og gav den et lille klem.

Han smilede til hende.
"Hvis de ikke passer på, så skal jeg sørge for at de fortryder det." Soldaterne grinede sammen med Toushiro. De vidste, ligesom han, at det kun var ment som en spøg.
Nelan kom tilbage med et par trænings uniformer og bukkede for Lily.
"Hvis de vil følge med, så skal jeg vise dem hvor de kan klæde om."

Der havde været en anspændt stemning i militærdistriktet på det sidste. Eller rettere, der havde været en anspændt stemning hver gang man vidste General Parél var til stede. Marcherede brostenene mens der nærmest slog gnister af aggressivitet efter ham og ilden flammede i hans øjne.
Man havde de sidste ugers tid fundet ham med en tordensky over hovedet og to af sine armé-medlemmer lige i hælende, Thor og Doras. De fulgte ham selvfølgelig kun rundt for at sikre sig at han ikke slog uskyldige soldater, malplacerede borgere og gamle damer ned i tilfældig vrede.

Denne dag havde ikke været anderledes fra de andre den sidste måneds tid, og endnu engang patruljerede han distriktet med de to Parél-soldater i hælene. Hans hænder var knyttet, alle veg bort fra ham, og kun han kendte grunden til det bitre humør.
Evelyn. Han havde ikke set hende i månedsvis. Ikke siden hun var gået fra hans soveværelse, bogstavelig talt. Hvorfor havde han ikke set hende? Og hvad havde hun ikke lavet i mellemtiden? Han havde ikke glemt den forbandede Mikel hun havde vist opmærksomhed dengang til Du Nor's selvskab.
Han trampede ihærdigt videre.