Krig i Hésür

Hun hørte godt kaptajnens ord, men valgte ikke at svare på dem eftersom han var travlt optaget. Og da de var fremme, hoppede hun let af hesten.
Rangiku gjore honør overfor obersten.
"Løjtnant Rangiku Matsu, sjette kompagni. Jeg er her sammen med halvdelen af kompagniet." Hun så afvendtende på obersten.

"I følge mine oplysninger burde dit kompagni have været her for i hvert fald en uge siden, og have medbragt proviant til det halve af de folk, vi har her," kommenterede obersten, men stadig uden at værdige Rangiku et blik. "Og sig mig lige - er du snotdum eller nærer du bare et utroligt stort dødsønske? Kan du se de mænd, vi har derinde? Kan du se alt det blod, de er sølet til i? Kan du se, at der rent faktisk er soldater fra vores side, der er faldet selvom de har rustning på?"
Nu vendte Károm blikket mod Rangiku og hans borede sig ind i hendes.
"Du har allerede givet mig nok grunde til at melde dig til degradering, hvis ikke mere, hos Parél," han holdt en kort pause og vendte igen blikket væk. "Giv mig bare én god grund til at lade være."

Hun så lidt underne på obersten.
"Jeg beklager, men vi fik først orderen for tolv dage siden - kort efter at vi ankom til Pendref. Vi skyndte os vidre hertil, og har kun holdt nogle få hvil undervejs."
Hun vidste ikke hvorfor han var så gal.
"Dessuden, så havde intet i orderen antydet at dette ville blive et blodbad."

"Blodbad?" oberst Károm hævede et øjenbryn. "Vi angriber en elverlandsby, og du forventer måske, at vi bare slår dem bevidstløse? Og du har stadig ikke forklaret dig, løjtnant. Måske fik du først den ordre, så du ikke kunne efterkomme den, og måske overså du det med provianten, samt ordet angreb, men det retfærdiggør ikke dine handlinger lige nu," Károm følte, at han blev nødt til at skære alting ud i pap for løjtnanten, så det gjorde han. "For det første meldte du dig ikke til din overordnede - mig - da du ankom. For det andet bærer du og dem, du har med dig, ikke Novítus' uniformer, og vi var faktisk sekunder fra at beordre bueskytterne til at angribe jer, da I nærmede jer, fordi vi ikke kunne se, det var vor egne. For det tredie kaster du dig ind i kampen uden nogen form for rustning overhovedet. Sig mig, løjtnant, hvordan er du blevet forfremmet, når du handler så tankeløst?"
Det var tydeligt, at oberst Károm var utilfreds. Måske endda skuffet. Men han mødte ikke Rangikus blik én eneste gang under sin enetale, og på et tidspunkt lidt over midtvejs, gjorde han et vink med hånden mod kaptajnen, der havde hentet Rangiku, hvorefter denne straks red ned mod byporten, hvor en hårdt såret soldat blev slæbt ud, da kaptajnen var halvvejs. Hvordan Károm havde set det komme fra den afstand, var ikke til at sige. Han måtte have et yderst godt syn, eller et voldsomt godt overblik.

Hun kunne mærke at irrationen blev til vrede, og at hun begyndte at få svært ved at se neutral ud..
"For det første, oberst, var der ingen navne i ordren - ej heller noget om proviant. For det andet, fik vi besked om at kammoflere os - så vi kunne ride forbi fjenden uden at blive antastet. For det tredje, så er jeg trænet til at kæmpe uden rustning - ligeledes er folkene i sjette kompagni blevet inden for de sidste tre måneders intens træning. Men naturligvis har de en leder rustning inden under deres sorte kofte."

"Jeg er ligeglad med, hvilken træning du har modtaget, for ingen træning gør dig kvalificeret til at undgå så mange modstanderes hug på én gang derinde. Desuden bør du vide - hvis altså du har været i kamp før - at det er svært at genkende ens medsoldater, hvis ikke de bærer samme rustning. Rustning som skal være af metal, da den holder til langt mere. Desuden, så er der ingen fjender at ride uantastet forbi på vej herhen, hvis altså du har fulgt den vedlagte beskrivelse af en sikker rute," oberst Károm så en lille bitte smule træt ud fra at tale så meget. "Men du skal ikke tænke på det. For du skal ikke derind. Du kan gå hen til dem, du havde med dig, og iføre dig vores standartrustning. De soldater, du havde med dig, er nu under kaptajn Térrons kommando," obersten gav et nik mod den kaptajn, der havde hentet hende og som nu var igang med at hjælpe den sårede soldat i sikkerhed oppe ved katapulten og et par opsatte telte, hvorfra der lød jamren allerede. "Du vil også være under hans kommando og stå for at få sårede ud fra byen, men kun og jeg gentager kun, hvis de bliver slæbt uden for porten af en anden. I må under ingen omstændigheder gå ind i Hésür. Din rang som løjtnant er lige nu ligegyldig, og du skal kun bekymre dig om at gøre, som Térron siger. Af sted."

Hun sukkede indvendigt, men gjorde honør.
"Javel, oberst. Som de befaler." Derefter gik hun hen til sin vallak og rodede lidt i sadeltaskerne - hvor hun fandt sin rigtige uniform. Herefter gik hun hen til teltene og skiftede tøj.

Resume:

En træfning imellem elverne og menneskerne fandt sted i elverbyen Hésür, i nærheden af Elvernes Nybygger-plads. Reynor holdte med elverne og angreb de Novítusanske styrker, som kæmpede med elverne. Shila var med i en af delingerne som kom i kamp med Reynor. Efter nogen tids kamp frem og tilbage, sluttede Rangiku og de soldater der var med hende, sig til kampen hos Shila. Men Shila var langt fra glad for at se Rangiku ankomme så sent i kampen - hvilket viser sig at være en falsk order.
Den ledende person, Oberst Károm, fik en kaptajn til at hente Rangiku og hendes soldater - som alle fik en skideballe. Både på grund af deres sene ankomst og på grund af deres manglende uniform. Rangiku og Obersten 'snakker' om hvad grunden til hendes sene ankomst og grunden til deres 'kamufleret tøj'. Hvorefter Rangiku går til teltene og skifter uniform..