På flugt fra manden i mit liv

På en gård et stykke uden for Rétneck var der dækket op med god mad, fyldt op med god vin, og folk var der nok af. Måske lige lidt mere end nok. Lida var gået ud til skovkanten, væk fra festligheden. Mørket var ved at sænke sig, og det stillede ikke spørgsmål om hendes blå mærker, lige som adelsdamerne, der ikke kom fra Rétneck havde gjort de sidste par timer. Hun var vant til, at folk kendte til det, og ikke kommenterede det. Et suk undslap hendes læber. Godt nok var delen med indtagelse af mad overstået, men der var stadig lang tid til folk overhovedet ville begynde at tænke på at bevæge sig hjemad.
"Hvad laver du herude? Du burde være oppe ved de andre," lyden af hans stemme fik Lida til at synke en klump. Duften af alkohol ramte hendes næse.
"Jeg havde blot brug for lidt luft," svarede hun stille, og trak vejret dybt ind, forventende at han ville have hende med tilbage.
Men sådan blev det ikke. At hun havde trukket vejret dybere end normalt, reddede hende fra at miste pusten, da slaget ramte hende. Hårdere end normalt. Det plejede at betyde, at der var flere på vej. Hun snurrede rundt og så forfærdet på ham. Havde han tænkt sig at tæve hende så tæt på gæsterne, der kunne blive vigtige forretningsmæssige kontakter for ham senere? En lussing ramte hendes kind, fik hende til at vakle til den ene side og besvarede det uudtalte spørgsmål.
Gjorde hun ikke noget nu, kunne det her meget vel ende i en katastrofe - og en adelig én af slagsen. Med denne tanke i hovedet, vendte Lida sig igen mod skoven, løftede og i skørterne og løb af sted så hurtigt hun kunne. Heldigvis lød det ikke til at Nicholas havde tænkt sig at råbe op, men hun kunne høre, at han optog forfølgelsen af hende. Så længe hun kunne komme bare uden for hørevidde af resten af selskabet...
En gren fangede hendes fod, og hun væltede om i skovbunden. Omkring hende var der ikke andet en træer, og hun kunne ikke høre lydene fra gården mere. Gode tegn. Løbende fødder tæt ved. Mindre godt tegn.
Inden hun kunne nå at reagere, ramte et spark hende i siden, og hun gav et udbrud af smerte fra sig. Endnu et fulgte, hvorefter en hånd greb fat i hendes opsatte hår og rev frisuren i stykker, da den løftede hende op fra jorden.
"Du ved godt, du ikke skal forsøge at løbe fra mig," Nicholas' ånde stank langt væk af spiritus.
Lida havde fået tårer i øjnene, og de begyndte at trille uhæmmet ned ad hendes kinder, da han placerede en knytnæve i hendes ansigt. Hun forsøgte at få ord frem, men de begyndende hulk spærrede for dem. Nicholas slap hendes hår, men hendes ben gav efter og hun faldt på knæ foran ham. Et smil formede sig på hans læber, og han rettede et spark mod hendes mave.

Sagitta var ude at opleve verden. Et indfald havde bragt hende ud på et sidespor og uhyggelig tæt på Retneck. En by hun ellers havde holdt en betydelig afstand fra. Der kom elversindede ikke ind. Dog var hun i aften ved at nærme sig en herregård og hun havde ikke nogen særlig plan, men der var en hun ville prøve at tage en snak med. Hun bevægede sig naturlig gennem skoven. Hendes oppakning var ikke nogen hindring og hun hold et godt tempo. Alligevel tænke hun mens hun gik. Både på hvorfor hun var her og på hvad hun egentligt ville have ud af det. Skoven var stille, og mørk. I det fjerne kom lyset til syne. Den svage lyd af selvskab kunne også høres af den med gode øre. Mørket, der for Sagitta ikke var noget problem, beroligede hende. Som en kappe af hemmelighed og beskyttelse lå det omkring hende.
Pludselig var en umiskendelig lyd direkte til højre for hende. Nogen brasede gennem underskoven. Et menneske, eller flere. En anden lyd hun også kendte alt for godt fulgt. Lyden at nogen der bliver slået. Ikke som i kamp, men en der hulkede og værgede for sig. En ubehaglig stemme hvislede gennem den rolige skov og flere hulk fulgte. Ubevidst skifte Sagitta retning. Hun var trænet til at beskytte og dette tilfælde inkluderede tydeligvis nogen der havde brug for beskyttelse.

De første gange stod stadig tydeligt i Lidas hukommelse. Hun havde forsøgt at holde ham på afstand, forsøgt at få ham til at stoppe. Hun havde tigget og bedt ham om ikke at slå hende igen, men det havde ikke gjort en forskel, og hun var begyndt blot at tage imod slagene. Stadig forsøgte hun så godt som muligt at skærme ansigtet, for det var sværest at tildække, når hun skulle omgås andre.
Smerten dominerede nu hendes maveregion, og hun vred sig på jorden i et forsøg på at undgå hans slag. Hun sparkede uvilkårligt ud med benet, da han ramte hende i maven igen, og en flænsende lyd hørtes, da det nederste af kjolen blev fanget mellem en gren og hendes sko, hvorefter det gav efter.
Nicholas bøjede sig ned over hende og tog fat omkring hendes nakke, så hun blev tvunget til at se på ham. Hun havde frygt malet i øjnene, og han smilede ved synet.
"Du skulle have vidst bedre," sagde han hånligt og strammede sit greb, så hun forstod, at hun ikke skulle forsøge at gøre modstand.
"Nicholas, nej!" udbrød hun med grådkvalt stemme, da han hævede hånden og knyttede den til slag.

En hånlig, agressiv stemme fik Sagitta til at sætte i et hurtig let løb. Hun satte i et sping over en busk og landede omkring 4 meter fra der hvor kampen udspillede sig. Det tog hende ikke engang et sekund at sætte sig ind i situationen. En meget uretfærdig kamp tydede alt på. Et stort bæst af en mand stod bøjet over en kvinde der hulkede og gispede efter vejret. Manden lugtede langt væk af alkohol og anstrengelsens sved, men også af ophidselse tydeligvis af at være ham der havde magten. Sagitta satte i løb og greb fat i den løftede arm, han ville til at slå med, og med et vrid af hele sin krop slyngede hun mande væk fra kvinden. Et greb som dette havde hun udført hunredevis af gange i sin oplæringstid men aldrig med så tung en modstander. I hendes hoved var der dog ingen plads til tvivl. Alt hendes opmærksomhed var samlet om den utiltalende mand. Hendes øre var lagt faldt tilbage og hende øjne var to smalle streger. Det eneste der lyste op i den mørke skov. Hun lod sin oppakning dumpe fra sig. Stadig uden at tage øjnene fra manden og gjorde sig klar på et angreb.

Det kom bag på Nicholas sådan at blive afværget af en trediepart, og han tumlede væk fra den nytilkomne, men formåede ret elegant at holde sig på benene hele tiden. Noget, der tydede på, at han havde en del kamptræning bag sig. Han rettede sig op for at orientere sig, og mødte bestiaens blik. Han havde straks opfattet, at den nytilkomne var en bestia. Han havde mærket pelsen mod sin hud, han kunne se de aflange pupiller, og kropsholdningen var slet ikke til at tage fejl af.
"Hvor vover du at blande dig?" hvislede han og så på hende med et ondt blik.
Ingen tvivl om at han havde været i hæren. Bestia-had stod højt på listen over kendetegn ved Novítusstyrker. Ikke lige så slemt som elver-had måske, men alligevel ret slemt.
Nicholas' blik skræmte Lida, der var blevet liggende på jorden, da han pludselig havde sluppet hendes nakke. Man skulle tro, hun efter tretten år var blevet vant til det, men måden hans hvide øje lyste op på, fik ham til at se endnu mere ondskabsfuld ud, end ellers. Alligevel kunne hun ikke holde ordene tilbage, og hun så op mod den nytilkomne.
"Jeg beder Dem, De må ikke gøre ham noget."

Sagitta holdt øjnene på manden men kunne ikke tilbageholde et fnys. Den kvinde manglede enhver form for værdighed! Hun flyttede sin opmærksomhed tilbage til manden. På hans bevægelsesmønster fastslog hun at han engang havde været kriger, men han var tydeligvis ikke i træning. Hun selv havde aldrig være i så god form. Hendes pels var blød men hendes krop hård og benet. Lang tid på farten hvad ikke bare forbedret hendes udholdenhed men også spærpet hende opmærksomhed over for forskellige typer modstandere. En mand som denne ville hun i sit job som livvagt for en elverfrue aldrig komme i kamp med. Ikke mindst fordi han var menneske. Heldigvis var hun oplært af elvere og de var i bevægelserne hurtigere end de fleste mennesker.
Hun studerede ham roligt og gjorde ikke noget i forhold til kvinden der stadig krøb sammen på jorden bag hende. Hun ville enten løbe eller i det mindste trække sig lidt til side hvis manden gik til angreb. "Nogle gang er der brug for en til at blande sig." Sagde hun hvæsende. Hendes øre lå fladt tilbage og hende hale stod hun stille på grund af mange års oplæring.

"Hør her," sagde Nicholas hånligt. "Jeg ved ikke, hvad en som dig laver hér, men hvis du smutter nu, får du ingen ballade."
Hans disrespekt over for bestiaen vistes tydeligt i, at han ikke brugte samme formelle taleform, Lida havde brugt. Hun var krøbet lidt væk og sad nu med benene trukket op under sig ved et træ og holdt en hånd på sin mave. Det gjorde ondt, og hun forsøgte at holde sig i ro så meget som muligt.
"Jeg bestemmer selv, hvordan jeg behandler hende, og du har ingen ret til at blande dig," fortsatte Nicholas og flyttede lidt på sine fødder, så han stod bedre. "Jeg er jo ikke baron De la Waar for ingenting, så du gør klogt i at daffe af hurtigst muligt."
Om navnet ville gøre noget indtryk på bestiaen var ikke til at sige, men det var vel et forsøg værd. Nicholas havde ikke været involveret i kamp i mange år, men han agtede ikke at opgive sit foretagne med at tæve Lida, bare fordi en kat dukkede op.

Som enhver med bare en dråbe elverblod i kroppen var høflighed en meget vigtig ting for Sagitta. Iskold, udspekuleret høflighed var en kunst, men uhøflighed som denne mand benyttede sig af var barbarisk! Sagitta fornemmede at kvinden havde fjernet sig og var indvendigt glad. Så ville hun ikke komme i vejen. "Jeg vil mene at påstå, at der var brug for lige netop en som mig." Svarede hun med sin hvæsende stemme men stadig uden at røre en muskel. Hun skulle nok vise den køter hvad hun mente om han havde ret til at bestemme over og hvem der havde klogt i at daffe af havde hun en helt anden mening om. Hun trak mundvigene tilbage og blottede en knivskarpt tandsæt en tydelig kamperklæring for en bestia. Han kunne bare komme an. Hendes ene hånd lagde så på fæstet af hendes lange sorte kniv men ellers stod hun stille som en klippe.

"Der er aldrig brug for en som dig," snerrede Nicholas.
Alkoholen havde forstærket hans vrede følelser, og bestiaen havde bare smidt mere brænde på bålet. Bestiaer var forkerte, hørte ikke til i denne verden, og det var dem og elvere, han havde viet sit liv til at udrydde, da han meldte sig ind i hæren. At det så var blevet en kort fornøjelse var så bagsiden af medaljen, og inderst inde brændte han for at få lov til at slå flere af de bæster ihjel.
Han langede ud efter bestiaen, men vidste allerede dér, at slaget ikke ville ramme. Spiritussen i hans blod sænkede bevægelserne. At bestiaen havde ved et skæfte til et våben, lagde han ikke mærke til. Han selv havde ikke et på sig, og var derfor henstillet på kun at bruge de bare næver. Han sprang frem, slog en kæde af slag mod bestiaen og rettede et spark mod hendes knæhase samtidig.

Sagitta var ikke indstillet på mere snak. Til gengæld stirede hele hendes krop. Klar til kamp. Den var derfor heller ikke med noget særligt besvær at hun undvigende mandes svingende næve. Slaget var vildt og ukontrolleret, tydeligvis påvirket af at han var tydeligt beruset. Sagitta slap skaftet af sin kniv, der ville ikke blive brug for skarpe våben. Manden var beruset, ude af træning, og kunne heller ikke på nogen måde orientere sig i mørket som Sagitta kunne. Der var også noget galt med hans ene øje. Måske var han blind på den? Hun kunne ikke være sikker og i stedet for at studere det nærmere undgik hun de næste slag og en ikke særlig skjult finte. Hans ben var på intet tidspunkt i nærheden af hendes knæhaser.
Hun bevægede sig med hurtige skrid væk fra træet hvor hun fornemmede kvinden sad. Ingen grund til unødige risikoer og hun havde jo bedt for sin overfaldsmand.
Mellem to serier af slag fra manden trak Sagitta skarpt til højre og med en hel drejning af kroppen langede hun et spark mod mandens maveregion. Hele rotationes kraft gik med i sparket og hun håbede det ville være nok til at slå den utiltalende mand i jorden. Hun ønskede ikke en længere kamp og var nysgerrig med hensyn til kvinden.

Sparket overraskede Nicholas. Han havde forsøgt at følge med de gule øjne i mørket, men de bevægede sig for stærkt. Pludselig var de væk, og han nåede ikke at vende sig, før sparket ramte ham hårdt i maven. Bestiaen var i hans blinde vinkel, dér hvor det venstre øje burde hjælpe ham med at se. Det her var præcis grunden til, at han var blevet hjemsendt for at leve baronlivet og aldrig mere kæmpe i krigen igen.
Han væltede tilbage, fik slået al luft ud af lungerne, hamrede ind i et træ, væltede rundt og ind i et til, hvorefter han faldt sammen på jorden. Med al den alkohol, han havde indtaget, var han ikke svær at slå ud. Han følte sig overvældende træt, også fordi han havde løbet efter Lida... Han gav et suk fra sig og lod sig falde hen. Der var vist ingen grund til at være vågen alligevel...
"Nicholas!" gispede Lida, da han blev slap på jorden.
Hun skyndte sig hen til ham for at mærke hans puls og sikre sig, at han ikke havde dødelige skader. Intet galt, blot slået ud.
"Tak," sagde hun og så op på bestiaen. "Både fordi De stoppede ham, og fordi De ikke slog ham ihjel."
Hun talte forholdsvist hurtigt, og da hun havde færdiggjort sætningen, tog hun sig igen til maven med et støn. Det var sjældent, han sparkede så hårdt og så endda flere gange samme sted.

Sagitta blev stående sammenkrøbet i kampposition med øjnene rettet med manden indtil Lida talte til hende. Tøvende rettede hun sig op. Hendes blik flakkede endnu til manden mens Lida talte. Hun fnyste lavt da hun hørte han ikke var død. Sikke en skam. Hun ville ikke have ægret sig meget over at have slået denne mand ihjel. Han virkede som en belastning for alle omkring sig. Og efter hans ord havde hun ikke meget til overs for ham.
Kvinden havde hun et bedre indtryk af, men hun kunne ikke lade være med at føle en korn af foragt overfor en kvinder der lod sådan en mand lægge hånd på sig.
Hun så kvinden krumme sig sammen, og forstod at hun var skadet. Alligevel rykkede hun ikke nærmere. Det kunne være et trick til at få hende så tæt på at manden kunne angribe hende igen. De fleste mennesker havde ikke meget tilovers for bestiaer havde hun efterhånden fået lært.
Istedet gik Sagitta over til sin oppakning hun havde smidt i skovbunden. Hun satte sig på hug ved tasken og så undersøgende på kvinden. Hun så ung ud men hendes øjne tydede på en ældre sjæl. Hun var ingen kriger men en pæn dame. Hendes tøj tydede på velstand og hende hud var for lys til en person med udendørs arbejde. Hun lignede umildbart en helt kedelig adelsdame. Alligevel var der noget der fik Sagittas sanser til at være særlig opmærksom. Måske var hun meget mere end hun så ud til?

Lida satte sig bedre til rette et stykke fra Nicholas - hvis han vågnede, ville hun helst være uden for rækkevidde. Hun så over mod bestiakvinden, der ikke umiddelbart gjorde mine til at gå.
"Jeg ved, det må se underligt ud, at jeg beskytter ham, men..." begyndte Lida, der tog bestiaens tavshed som en forespørgsel på en forklaring. Men det var ikke ligefrem fordi hun kunne sige men jeg er medlem af oprøret og han er en del af mit dobbeltspil, så hun valgte en anden af de mange forklaringer, hun i tidens løb havde fundet på. Dog følte hun ikke, at hun havde ret til at lyve over for sin redningskvinde, så hun valgte en af de mere sande forklaringer. "Han har sagt, at jeg kommer til at fortryde det, hvis han dør. Han har sikkert sat det op, så jeg vil få skylden og blive straffet for det. Og jeg har en søn at tage mig af, så jeg ser helst den situation undgået."
Med den undskyldning kom hun til at stå bedre i forhold til den situation, bestiaen lige havde overværet, samtidig med at Nicholas havde hørt hende bede for hans liv, hvilket måske ville komme til gavn senere.

Sagitta reagerede ikke mere på forklaringen end ved at løfte et øjenbryn. Hun troede ikke på det. Den forklaring var simpelthen for let at komme med. En kvinde der som denne så kort efter et overfald kunne agere helt roligt og snakke med en komplet fremme i en skov et så roligt et toneleje som denne ville sagtens kunne narre et drog som det der lå over ved træet. Derfor ungik Sagitta også at svare. I stedet stak hun en hånd ned i tasken fremdrog en lille grøn stofpose. "Jeg kan hjælpe mig med dine smerter" sagde hun og svingede med den lille pose. Hun virkede rolig men hendes øre ret oppe og lyttede opmærksomt til skoven. Hun blev siddende på på hug og gjorde og fangede kvindens blik. "Mit navn er Sagitta Laburnum, hvem har jeg æren af at tale med?"

"Lida De la Waar," svarede hun høfligt. "Hvis jeg stod op ville jeg neje... Men min kjole er vist også gået for meget i stykker til det."
Hun tog fat i stoffet og inspicerede skaden. Den var flækket ved kantebåndet og det godt stykke hen. En rift, der godt ville kunne repareres, men ikke så det ikke ville kunne ses bagefter. Hun sukkede. Den kjole var ellers en af dem, hun holdt af at gå i.
"Og jeg klarer mig," tilføjede hun og nikkede mod bestiaens pose. "Jeg er efterhånden så vant til det. Jeg skal bare forholde mig roligt lidt tid. Det passer sikkert med, at han vågner op igen. De bør forresten nok være væk til den tid. Han bliver sikkert vrissen."
Lida smilede svagt. Et lettere trist smil, der viste, at hun forbandt dårlige ting med Nicholas' vrisne humør.

"Lida.. De la Waar.." Mumlede Sagitta for sig selv og lagde derfor heller ikke mærke til kvindens undersøgelse af sin kjole. Noget der ville havde forarget hende en smule. Det fremmedartede navn sagde hende noget. Noget hun burde kunne huske. Navne havde hun aldrig gået op i og derfor var hun heller ikke godt til at huske dem. Det var helt andre ting hun noterede sig hos folk.
Denne kvinde var ikke som adelskvinder var flest. Hun kendte ikke mange menneskelige men hun havde hørt nok til at vide det.
"Og manden," begyndte Sagitta for at få kvinden til at tale, måske ville det hun sagde kunne få Sagitta til at huske hvor hun havde hørt navnet. "Er han en nær bekendt?"

"Han..." Lida sukkede. "Han er min mand."
Under den korte kamp mellem dem, havde Nicholas sagt sit navn, men bestiaen havde tydeligvis ikke fået fat i det. Hun tog blikket fra Sagitta og vendte det mod jorden. Det virkede som om hun ventede på, Lida ville begynde en samtale.
"Jeg havde ikke regnet med, jeg ville få sådan en mand," begyndte hun, da tavsheden blev for trykkende. "Jeg ved ikke, hvordan Deres folk har det med giftemål, men hos mennesker ses det ilde på, hvis det bliver brudt. Uden ham, ville jeg ikke have noget at gøre hos adelen..."
Hvorfor hun sagde det, vidste hun ikke helt. Som en ekstra forklaring? En undskyldning? Det virkede akavet at sidde midt i en mørk skov med én, der lige havde forhindret Nicholas i at slå hende halvt fordærvet, og samtidig være bange for, at hun kunne finde på at slå ham ihjel alligevel.

Sagitta tilbage holdt ikke sit suk. Vold mellem ægtefæller havde aldrig været på tale blandt elvere, men hun vidste at både mennesker og nogle bestiaer var udsat for det. Hun forstod også at for nogen var det en kompliceret situation. Dog vidste hun at det ikke i noget liv ville være en mulighed for hende at leve sådan.
Sagitta så undersøgende på kvinden, der var noget ved hende som var svært at definere men som vakte hendes professionelle instinkt. Selvom Lida så forholdsvis almindelig ud var der noget over hende som kunne tyde på at hun var mere.
Sagittas tanker blev afbrudt af Lida talestrøm. Hendes folk... Hun svarede ikke umildbart, et øjeblik heensunket i netop det emne. Hele hendes rejse havde rusket op i lige netop det punkt. Det fald hende ikke ind at Lida sansynligvis ikke på noget måde var i stand til at vide at Sagitta ikke var helt igennem bestia. Hendes sorte pels var ikke let at se i mørket.
I stedet for at svare gik Sagitta over til manden der var faldet om. Hun brød sig ikke meget om den lugt der stod om ham men satte sig på hug ved hans hovde om mærkede forsigtigt på hans hals indtil hun fandt en puls. "Ville det så ikke være en fordel for dig, hvis jeg bare befriede dig for ham?" Spurgte hun roligt og prøvede at fange Lidas blik. Samtidig med at hun trak en halvlang grumtudseenede kniv. "Hvis han blev overfaldet at en fjende i skoven vil det ikke forværre din situation.. Du slipper for ham, og jeg tviler på at han har skaffet dig en massse privilegier.." Hendes stemme var rolig og beregnede og det var tydeligt at hun ikke ville tøve med at "befri" Lida for sin plageånd af en mand.

"Nej!" udbrød Lida, pludselig bange for at bestiaen ville gå til angreb. Hun lagde sig beskyttende halvt ned over Nicholas' overkrop og så op på Sagitta. "Det ville ødelægge alt, jeg har-"
Lida stoppede sig selv. Den umiddelbare panik var ved at løbe af med hende, men hun måtte absolut ikke sige noget, der kunne afsløre hende.
"Tro mig, det ville ikke hjælpe hverken mig eller min søn," hun lagde sin stemme i mere rolige folder, så hun ikke lød som en naiv adelsfrøken, der ikke kunne finde ud af sine følelser for sin voldelige mand. Hun vidste præcis, hvordan hun havde det med ham, og hun vidste udmærket, at det ville skade hendes aktivitet i oprøret at miste ham.

De klare gule øjne trak sig sammen og blev endnu smallere. Denne kvinde var ingen normal adelskvinde det var sikkert. Og der stak langt mere under dette en almen bekymring for hende og hendes søn ve og vel under. Det måde hun kontrolerede sig selv og sin stemme kunne tyde på mange ting. "Det ville ødelægge hvad?" Spurgte Sagitta silkeblødt ogbeholdt kniven fremme som et løfte. "Du har da ikke bruge for en invalid mand som denne til noget?" Fortsatte hun nærmest kærligt. Sagittas øre fra fremadrettede af interesse og hende hjerne arbejdede på højtryk for at få sammensat de små stykker hun manglede af sin overodnede indre sammenhæng.

"Har du ikke bedre ting at tage dig til, end at udspørge en tilfældig kvinde om hendes private anliggender?" spurgte Lida hårdt og smed nu høflighedsfraserne væk, for at understrege, at hendes opfattelse af Sagitta lige havde ændret sig.
Hun forsøgte at hanke lidt op i Nicholas og rykke ham tættere på sig, men selvom han ikke havde opretholdt sin militære træning, var han stadig tung og fyldt med muskler, så hun måtte nøjes med blot at læne sig lidt over ham.
Bestiaen skulle ikke få oplysninger ud af hende. Hvem vidste, hvilken side hun var på, og hvem hun kunne finde på at give oplysninger videre til? Nok havde hun beskyttet Lida, men det gjorde bestemt ikke, at Lida stolede på hende.
Faktisk var hun ret opsat på, at hun ikke ville afsløre noget som helst om sine foretagner.
"Hør her, jeg påskønner din hjælp, men der er ikke brug for den mere," tilføjede hun i en tone, der ikke var videre venlig.

Sagitta kunne ikke lade være med at smile bredt selvom hun halvvejs forventede at Lida også havde hørt klikket. Med en hurtig bevægelse satte kniven tilbage hvor den var kommet fra og rejste sig. Hun var hverken stødt eller overasket over kvindens reaktion. Snare glad. Dejligt at se at også de bløde slotskatte kunne vise tænder. "Nej, det har jeg sådan set ikke. Jeg regner med at blive har et stykke tid endnu." Sagde Sagitta muntert og gik et godt stykke væk fra de to. Omkring 10 meter derfra sank hun ned langs et træ og satte sig dovent til rette. I hendes øjne var der dog ikke den mindste træthed at spore. Det lyste opmærksomt ud i mørket. Det var med vilje at Sagitta have sat sig så langt fra de to. En understregning af at kvinden ikke skulle fryte noget fra hendes side. "Og faktisk tror jeg ikke udlukkende det er dine private anliggende du ikke vil dele med mig.. Men noget meget vigtigere."

Da Sagitta fjernede sig, slappede Lida en smule mere af, og fandt tilbage til sin plads ved siden af Nicholas frem for hen over ham. Hendes ansigt var lagt i alvorlige, strenge forholder, og hun så åbenlyst mistroisk på bestiaen. Hvad ville denne få ud af at udspørge hende? Det lod til, at Sagitta måske havde regnet noget ud, men hvad, vidste Lida ikke. Hun havde ikke tænkt sig at fortsætte samtalen.
"Uanset hvad, kommer det særdeles ikke dig ved," konstaterede hun hårdt, og gjorde det med sit stilsatte blik fast, at hun ikke havde tænkt sig at sige mere.
Derpå tog hun blikket fra Sagitta og vendte det mod skoven. Mørkt og truende omkransede de høje træer dem, men Lida havde heldigvis aldrig haft frygtsbaserede problemer med uhyggelige skove, og det rørte hende derfor heller ikke synderligt. Hvor de fleste adelsdamer på nuværende tidspunkt ville være kravlet halvvejs op ad det nærmeste venligsindede væsen for at slippe for skovbundens kryp, bekymrede Lida sig ikke engang med at vifte dem væk, hvis de kravlede hen over hende.

Sagitta var nu helt sikker i sin sag. Denne kvinde måtte være den hun havde hørt om. Hvordan hun skulle få Lida til at indrømme det var dog en helt anden sag.
Hun blev sidende stille et øjeblik og tillod sig selv dovent at lukke øjnene. Hun ville kunne høre og lugte hvis der skete noget og hun var som en bivirkning af sin beskæftigelse altid på mærkerne.
Men under den rolige overflade overvejede hun flere muligheder. Hun kunne sevlfølgelig bare bruse ud med det hele, men det ville ikke være særlig stilfuld. Det var heller ikke sikkert det ville gøre nogen forskel Hun kunne jo bare nægte at have noget med oprørene.
Halvt fraværende i sine overvejelser hørte hun pludselig sig selv spørge: "Hvad har du tænkt dig fortælle når i kommer tilbage?"

"Mig?" Lida lo det nærmest ud. "Jeg har da ved alle måner ikke tænkt mig at sige noget som helst! Når han vågner, fortæller jeg ham en eller anden løgn om en fjendtlig bestia, der fik ham slået ud, han truer mig til aldrig at tale om det igen, og vi går tilbage til festen, hvor han laver en scene over, at der er fjendtlige bestiaer i skoven, og at jeg blev angrebet," Lida gjorde en bevægelse med hånden mod sin iturevne kjole. "Men at han bravt reddede mig, og vi hellere må komme hjem."
...Hvor han vil fortsætte, hvor han slap, tilføjede Lida for sig selv, men håbede på, at han bare ville falde i søvn og glemme alt om at tæve hende.
"Så du skal endelig ikke tro, at jeg får et ord indført," sluttede hun tørt af med at sige, hvorefter hun så hen mod bestian. "Men hvad har du tænkt dig? At blive siddende her hele natten?"