Flugt i måneskinet

Dette var nok den mest modige, eller drastiske, beslutning Xhimi havde taget i sit korte 148 årige liv. Hun kunne mærke beslutningen i sin brystkasse. Dunkende hurtigere og hurtigere idet hun blev mere og mere overbevist.
Hjemkendt snoede hun sig igennem de mange gange der var Energia Akademiet. Et sted der i kort tid havde været hendes hjem. Kort tid. I et menneskes øjne ville det have været en betydelig del af deres livstid. Men når Xhimi så sig i spejlet så hun stadig den samme nervøse 142 årige der var startet på akademiet. Håret var kortere, øjnene næsten tomme, men ellers var alt det samme. På nær ... Hun så ned på sine hænder. Kunstigt forlængede, ødelagte. Knyttede tæt sammen, som skulle hun til at slå. Ikke at hun nogensinde havde prøvet at slå nogen.
Stille, forfærdet ved tanken om at komme til at vække nogen i den tidlige morgen, sneg hun sig hurtigt ned af den imponerende marmortrappe der førte til udgangen. Hun lukkede bange øjnene i det hendes fodtrin ekkoede i den tomme sal.
Da hun efter hvad føltes som en evighed nåede foden af trappen, åbnede hun igen øjnene, undrende over at lyden af hendes bankende hjerte, ikke havde vækket hele akademiet.
Hun kunne mærke sit hjerte snige sig op i sin hals. Hun begyndte at løbe. Ude af form, men drevet af adrenalin nåede hun de store døre, der ville lede hende til et andet liv. Hun kunne ikke lade være, men slog de enorme døre op, og oversvømmede salen i måneskin. Hun smilte idet hun trådte udenfor.

Aridóri Nir’Kahl løftede hovedet fra bordpladen med et sæt, da der blev banket resolut på døren der ledte ind til hans private kontor.
Det blege morgenlys væltede allerede ind gennem det enorme vinduesparti bag troldmandens skrivebord, på trods af at klokken ikke kunne være meget mere end fem. Han tog sig søvndrukkent til hovedet, mens han kom op at sidde oprejst igen.
Det tog ham et øjeblik at samle tankerne om hvor han var, og hvorfor han ikke havde kunne holde sig selv vågen… Arbejdet med re-lokaliseringen af akademiets mange samlinger af ting havde holdt ham fra at sove de sidste mange nætter. Den ekstra intense undervisning af lærlingene havde holdt ham vågen gennem alle dagtimerne. Og selv om arbejdet næsten var gjort, og det næste kapitel for akademiet snart kunne starte, vidste han at han brændte sit eget lys i begge ender.
“Ja?!” Hans stemme lød fjendtlig og hæs, men efter at have løbet et forvirret hånd gennem det lange, røde hår, og rømmet sig en gang, tog han sig selv i det. “Kom ind.”
Døren til kontoret gik op, og en lærling i en dybrød kåbe kom til syne. Hendes hoved var sænket i respekt, og hun ventede tålmodigt uden at sige et eneste ord, inden Aridóri bad hende om det.
Da hun så op, blev hendes øjne straks lettere bekymret idet hun så mesteren.
Randene under troldmandens øjne var så dybe at han nærmest så syg ud. Den hvide hud havde en askegrå nuance. Skjorten han havde på var krøllet, og det røde hår var ikke engang sat op, som det ellers normalt var.
“Det drejer sig om en af eleverne på første niveau, Mester Nir’Kahl,” fik lærlingen i døren endelig sagt.
Aridóri, der havde haft travlt med at samle en bunke af papirer sammen, stoppede nu midt i en bevægelse, og så op med en gravalvorlig mine… Nu da han lyttede efter, kunne han høre påstyr fra andre steder i akademiet. Hvorfor var der så meget uro?
“Hvem?” spurgte han, kort for hovedet. En bange anelse voksede hastigt i hans bryst.
“Xhimi,” lærlingen sank en klump, idet hun sagde den næste sætning. “Hun var ikke i sin seng ved daggry. Vi kan ikke finde hende.”
En høj, skramlende lyd fyldte rummet idet stolen bag troldmanden ramte det hårde marmorgulv.

De sidste par timer havde været hårde. Og ikke blot på den måde flere timers ustandselig gang er trættende på en, der normalt blot sidder og læser. Nej, dette havde intet med smerten i Xhimis ben at gøre. Flere gange havde hun stoppet op. Ikke for at holde en pause, men for at vende om. For at tage hjem. Men hver gang var hun kommet i tanke om, at der ikke ventede hende et hjem bag akademiets marmormure. Nej, akademiet kunne på ingen måde kaldes et hjem længere.
Hun havde glemt hvor stor verdenen udenfor akademiets mure egentligt var. Det var år siden hun overhoved havde været uden for byen. Stien omkring hende var omkranset af uendelige enge, som stod i en markant kontrast til hendes bordeauxrøde skoleuniform.
Hvor lang tid var der gået siden hun forlod akademiet? To timer? Fem? Efter hun var nået uden for byen var al tid flydt sammen med den støvede landevej. Hun vidste ikke selv, hvor hun var på vej hen. Bare at hun var på vej væk. Væk fra Tarpárminen, akademiet, væk fra det hele. Bare væk. Hun havde ingen familie at tage tilbage til. Ingen planer, intet job. Men alligevel virkede ideen om et liv i fattigdom mere inviterende end ideen om at vende om.
Mon nogen overhovedet havde opdaget at hun manglede? Hun havde aldrig ligefrem set sig selv som værende en af akademiets mest fremtonende personligheder. Og det ville da være bedst hvis ingen havde opdaget noget, men alligevel. En del af Xhimi håbede desperat at nogen, bare en enkelt, havde bemærket hendes stille fravær. Ikke at hun ønskede en masse opmærksomhed. Men en anerkendelse til hendes eksistens ville være rar.
Hun tørrede landevejsstøv ud af sine trætte øjne. Gid hun snart ville nå en by, så hun kunne hvile. Hvor lang tid var der gået, siden hun sidst sov? Græsset omkring hende virkede næsten uimodståeligt inviterende.

Det havde ikke taget Aridóri mange sekunder at vågne komplet op. Få minuter efter han havde modtaget den chokerende nyhed, skridtede han allerede hastigt igennem akademiets kolde gange, mod de store dobbeltdøre.
De mange lærlinge så spørgende på deres mester idet han strøg forbi. Noget som dette var aldrig rigtig sket før, og det havde efterladt de hundredevis af unge elever nervøse og utilpasse.
De fire lærlinge der typisk fulgte ærketroldmanden overalt uden for akademiets mure, gjorde selv klar til at forlade bygningen, men idet mesteren så dem viftede han dem hastigt væk.
Den politiske situation i Tarpárminen var blevet markant mere dyster gennem de sidste par år, og havde nu nået et højdepunkt hvor Aridóri udmærket vidste at adskillige diplomater og medlemmer af hoffets folk ønskede ham død. At forlade akademiet uden et følge ville mildest talt være dumt. At forlade byen, kunne ske at være selvmord. Han var trods alt - selv i det simple tøj han bar - nem at genkende.
Men det der var sket gennem natten - en elev havde forladt akademiet! - var noget der skulle håndteres med det samme, og af Aridóri alene. Til blodhavet med konsekvenserne!
De langskaftede støvler om hans ben hav genlyd mod det blanke marmorgulv idet han gik imod de store dobbeltdøre. Med vante bevægelser løftede han sine hænder op til hovedet, og fik sat det lange, røde hår op, mens han hastigt gav informationer videre til et par elever han vidste kunne efterlades med ansvar for de restende lærlinge. De unge, nervøse skikkelser gav villigt plads, hvor han gik.
Og med dét, forsvandt han ud i det blege sollys.

En enkelts hests hove dundrede mod den simple landevej. Kappen, hvis hætte skærmede Aridóris ansigt fra verdenen, stod efter ham i hestens gallop. De grønne øjne spejdede ud imellem de tætte træer, og pilede hen over skovbunden. Der var absolut ingen garanti for at Xhimi var taget denne vej. Og hvis hun havde forladt akademiet, uden at tale med ham først, var der en enorm sandsynelighed for at hun ganske simpelt ville gemme sig for hvem end der besluttede sig for at ride ud efter hende.
Men Aridóri holdt fast i det lille, usandsynelige håb, at han ville kunne nå hende.

Morgensolen skar i xhimis øjne, men hun bemærkede det knapt nok, for noget andet havde fanget hendes opmærksomhed. I det fjerne kunne hun høre lyden af en hest nærme sig.
Kunne det være en fra akademiet? Hun vidste hvor lille chancen var, men alligevel knugede nervøsiteten hendes bryst, og gjorde det svært for hende, at trække vejret normalt. Hun vidste ikke hvad, hun skulle gøre. Hun stoppede ikke op, men satte heller ikke farten ned. Blev blot ved med at gå, selv om hendes skuldre var så anspændte, at de nåede hendes ører.
Hvad hvis det var en fra akademiet? Hvad hvis de forlangte en forklaring? Hvad skulle hun sige? At hun ikke trivedes på akademiet? At det var blevet et alt for intenst, et usundt, sted at være? Ville de se hende, som værende svag, hvis hun sagde det? Da hun havde taget beslutningen om at gå, havde hun følt sig alt andet end svag.
Hun kunne kun høre én hest. Folk fra akademiet rejste for det meste i flertal. Så det kunne da ikke være en derfra. Kunne det?