At drukne sorgerne...

General Parel sad på en tilfældig parkbænk et sted i Rétneck. Han var ikke helt sikker på hvor han præcis var, men at dømme fra de manglende splinter i træet han sad på var han ikke i et af de fattige områder..!
På det sidste var det blevet bekendt at generalen havde opført sig en del uhyrligt gennem de sidste 6 måneder. Folk havde set ham i et fuldt stadie alle stæder fra Goblinen - hvor Duxis gang på gang stædigt gemte ham væk fra de almene folks undrende blikke - til tilfældige gader. Enten allene eller sammen med venner, det lod ikke til at betyde noget.
At han ikke havde mistet sin stilling endnu var et under for folk, men højest sandsynligt var det fordi der ikke umiddelbart var nogen bedre til at overtage hans plads. Garth - Dorgons egen Næstkommanderende - havde fra begyndelsen af udtalt at han ikke var interesseret i en forfremmelse. Og de andre i hæren der kunne være relevante, var normalt ved Dorgons side mens han drak.

Det var forholdsvist varm i vejret, og Bellusdistriktet var overraskende stille, selv om det vel var det man kunne forvente her midt om natten. Måske var det derfor han havde valgt det...
Dorgons hår var et rod og to tilfældige knapper på hans skjorte var gået op.
Dorgon vendte en flaske i sin hånd og så fjernt ned på den. Næsten tom. Pokkers...

Lycidas havde været ude at ride, siden det var så sent var hun i bukser og brugte ikke damesadel - sandsynligheden for, at nogle af dem dette ville fornærme ville være oppe på dette tidspunkt var ufattelig lille. Hun så lille ud, som hun sad på den store, kraftfulde, sorte hest som den travede igennem Bellus distriktet; lyden af hesteskoene mod brugstenene var let genkendelig.
Da Lycidas red forbi parkområdet fik hun øje på en skikkelse der virkede bekendt, men hun kunne ikke placere den. Hun red tættere på, og da hun genkendte vedkommende der sad på bænken, blev hun forfærdet. Dorgon?! Han var forhutlet og slet ikke i den stand, der passede sig for en mand af hans karakter. Hun steg ned fra Roka og tøjrede den ved et træ, hvorefter hun gik hen til Dorgon på bænken.
"Dorgon Parél" sagde hun i en klar tone, der havde et strejf af militær autoritet - i et hus fyldt med mænd fra militæret, var det svært ikke at tilegne sig lidt af deres jargon "Kan De huske hvem jeg er?"
Det var ikke retorisk, i denne tilstand var hun reelt i tvivl om, i hvilken grad han kunne genkende folk. Det var muligt, at den eneste han ville kunne genkende i denne sørgelige tilstand var kvinden, der var årsag til hans tilstand.

"Selvfølgelig, Frøken," sagde han med en mindre formel tone end sædvanligt. Det var ikke til at sige om han sagde sanheden, for han stirrede frem for sig, som om hun aldrig var kommet nær ham. "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?"
Ja, der var udentvivl noget ganske andet over Dorgon i det mærkelige stadie han var i nu. Han sad henslængt, uden den mindste bekymring for verdenen omkring sig... Ordene han valgte at bruge var dem han normalt ville have valgt i en sådan situation, men tonen kom fra en person langt under hans egentlige status.
"Slå dig ned, Lycidas," sagde han så, droppede endda det formelle ordvalg. "Denne her bænk er blødere end man skulle tro."

Lycidas tøvede. Bellus var ganske rigtigt meget stille på denne tid, men hun var ikke just tryg ved tanken om, at Novitus' general kunne ses i denne tilstand, i hvad der nu engang var et åbent område. Hun havde hørt rygterne om hans berusede opførsel, men da hun ikke selv havde været på Den Glade Goblin i lidt tid, havde hun ikke været villig til at tro dem - det blev hun nødt til nu.
Lydløst satte hun sig ved siden af ham; det lange, bølgende, brune hår indrammede hendes ansigtstræk. Hun sad der i stilhed for en stund, men sagde så endelig: "Kan du rent faktisk hjælpe nogen i din tilstand, Dorgon?", hendes stemme bar præg af både sorg og vrede, vrede over at han lod sig selv være så forsvarsløs og sorg over det faktum, at denne tilstand - hvor sølle den end var - nok var hans bedste forsvar mod sin egen fortvivlelse.
Alle i Bellus havde hørt utallige fortællinger om, hvorledes den ærværdige general Parél havde opført sig upassende, over noget der, som det så fint blev formuleret: "lod til at være en ensidig, misforstået forgabelse i en ung adelskvinde".

Ved Lycidas ord undslup en latter hans læber, men derefter gjorde han ikke som sådan noget. Han så stadig blot ud frem for sig mens hun satte sig ned (og sikkert opdagede at bænken faktisk ikke var så blød som han havde lovet.)
Han satte flasken for munden og tog en mundfuld af den alt for velsmagende væske. Der var næsten ikke mere tilbage.
Derefter drejede generalen sig langsomt, men sikkert over imod kvinden ved sin side.
"Det kommer an på hvordan du gerne vil hjælpes," sagde han med et skævt, drengede smil og et glimt i de lettere slørrede øjne, og pludselig var der en voldsomt stor lighed til... Thor?

Under andre omstændigheder ville hun være flatteret, hun ville have leget med på legen - især når man tog i betragtning, at Dorgon i sit fordrukne jeg mindede uhyrligt meget om Thor. Men det var som sagt under andre omstændigheder, Dorgon var - efter alt at dømme - ved at drikke sig fra den ære han havde, samt den moral, den styrke der var grunden til at han var blevet udpeget til general. Én ting var at Thor havde vist sig offentligt i selv samme tilstand, han havde ansvar - men på ingen måde i samme grad som Dorgon.
Dorgon var fri til at opføre sig på denne måde i private omgivelser, men ikke i fuld offentlighed.
Hun greb fat om hans hoved, en hånd på hver side, og stirrede ham stift ind i øjnene - hendes egne dybgrønne øjne lynede "Dorgon Parél" hendes stemme var lav, men bestemt "Jeg tænker ikke på mig selv..! Du er vores general! Jeg har set dig i kirken, jeg kender din dedikation, du er mere end det her. Din forpligtigelse er ikke til mig, eller Rétnecks borgere for den sags skyld; din forpligtelse er til Sininen, til Novitus' ånd."
Hendes stemmeføring, der før havde været bestemt, gled over i at være indfølende, medfølende, insisterende.

Dorgon gjorde noget han aldrig ville havde gjort, hvis ikke han havde været i sådan en fuld tilstand; han tog fat om Lycidas hænder, og skuppede dem væk.
"Ha!" Udbrød ham, alt for højt. "Og hvad vil Sininen med en mand som mig? Ødelagt? En skændsel?"
I sin slørrethed tabte han flasken mod brostenene, så den gik i tusind stykker. Blev han ved i dette tonelege ville nabolaget uden tvivl snart reagere på støjen.
"Jeg giver Novitus alt hvad jeg har - det har jeg gjort så længe jeg kan huske! Men jeg har ikke mere at give..."

Det gav et gip i Lycidas da flasken splindredes, dette blev dog hurtigt afbrudt af hendes frustration over hvor højlydt Dorgons klagesang var - en af de mindre ønskværdige bivirkninger af fuldskab. Hun greb hårdt fat i hans arm, hårdere end nogen ville have af en så spinkel ung kvinde som Lycidas, og rykkede til for at få hans opmærksomhed.
"Ved Sininen, dæmp dig menneske!" hvæsede hun ud mellem tænderne, for ved et dybt suk at fortsætte i et mere roligt stemmeleje "Det er muligt at du ikke føler at du ikke har mere at give, men hvis du for bare et øjeblik ville vågne af den rus, du i øjeblikket tillader at overtage hele dit væsen, ville du rent faktisk kunne gøre ved den situation! Istedet for at svælge i den som en..." hun nåede at stoppe sig selv, hun kunne svagt hører rumsteren nogle huse derfra, der var næppe tid til yderligere diskussion - hun måtte få Dorgon væk derfra "Jeg nægter at tro på, at en enkelt - ganske speciel uden tvivl - kvinde, kan få dig til at opføre dig så aldeles selvudslettende! Så kom med mig, du kan ikke blive ved med at udtrykke dig så følelsesladet hér."

Dorgon så op på hende med søvnige, slørrede øjne.
Hun var så dominant og så meget i kontrol i situationen, at han ikke kunne lade være med at (forsøge på at) høre på hendes ord. Bittert følte han et stik af ubehag da han indså hun havde den sikkerhed som det var meningen han selv skulle være herre over. Der var intet andet at gøre end at følge med hende.
Langsomt kom han på benene, som om han vejede langt mere end han selv huskede han gjorde.

Imens Dorgon langsomt var kommet på benene, havde Lycidas bundet Rokas tøjler op. Hun klappede den stærke hingst, der som mørket begyndte at falde på gik mere og mere i et med natten. Hun førte Roka hen til bænken, hvor Dorgon nu stod.
Da hun slap tøjlerne for at gå helt hen til Dorgon, blev Roka stående; som en lydig hund. Lycidas stod millimeter fra Dorgon, hun kunne mærke hans tunge åndedrag og lugte alkoholen, og det irriterede hende grænseløst at han stadig havde en hvis charme i denne ellers så forhutlede tilstand. På trods af hvordan han opførte sig, på trods af at han virkede til selv at have givet op, var han stadig en mand hun fandt beundringsværdig.
Hun knappede de to knapper, der af ukendte årsager havde stået åbne. Hun sank en enkelt gang, og sagde så lavt "Det er nemmest hvis du stiger op på Roka, det er den hurtigste måde at komme til et mere privat område - jeg skal nok ride ham."

Et langt øjeblik så Dorgon blot tomt på Lycidas. Sikkert så langt et øjeblik at hun begyndte at tvivle på om han overhovedet havde lyttet til hende. Men endelig blinkede han et par gange med øjnene, så sig en smule disorienteret omkring og gik derefter hen til hesten.
Man skulle have troet at manden ikke engang ville havde kunne famle sin vej hen til hesten i det stadie han var i, men før Lycidas - eller Roka - vidste af det var han elegant sprunget op på hesten og så blot afventende ned på kvinden han havde forventet ville lede vejen. Hvis blot hun vidste hvor mange gange han havde været nødsaget til at springe op på en hest beruset..!

Lycidas havde på ingenmåde forventet, at Dorgon ville komme så ubesværet op på Roka - en behagelig overraskelse, da der højest sandsynligt ikke ville gå længe, før en arrig adelsmand ville få møvet sig ud på gaderne, og møde synet af den berusede general.
Med få store skridt stod hun ved Roka, og svingede sig ubesværet op på hesten, så hun sad foran Dorgon.
"Hold fast i et eller andet, og lad være med at falde af." sagde hun dæmpet, der var ikke tid til at falde af..!
Hun rykkede i Rokas tøjler, og den stærke, sorte hingst gik i galop. De red væk fra den åbne plads, for at ride igennem de smallere gader der gik bag om de store villaer - det var disse tjenestefolkende brugte til at gå ud og ind af de mægtige bygninger.
Træer der groede i gårdene bag villaernes trækroner hang til tider udover de smalle gader, stammerne kunne ikke ses for de høje mure.

Der var noget underligt hjemligt over at ridde... Selv i Dorgons tilstand fandt hans tilroddet tanker snart ro og han forblev stille og næsten hypnotiseret mens de bevægede sig gennem byen. Inden længe, lænede han sig en smule frem, lagde armene omkring Lycidas' liv og hvilede sit hoved mod hendes nakke uden et eneste ord.
Måske ledte han efter en venlig sjæl. Måske ledte han efter forståelse. Eller måske var han bare for udmattet til at sidde oprejst længere.

Inden for kort tid, kunne Lycidas se den tunge port, der ledte ind til baghaven og gården bag Cadfael familiens palæ. Når hun sneg sig ud for at ridde en sen aften-time, stod porten altid på klem, så hun ikke behøvede at stige ned af Roka for at komme ind igen. Den blomsterne store blåregn dækkede halvdelen af kampestensmuren, der omkransede ejendommen, og over muren kunne man se de tætte trækroner, hvoraf nogle hang ud over den smalle gade.

Da hun mærkede Dorgons arme om livet og hans pande mod hendes nakke gav det et lille gip i hende, han ville ikke kunne ænse det - taget hans tilstand i betragtning. Hun førte Roka ind gennem porten, ind på et flisebelagt område der ledte op til tjenestefolkenes indgang. Hun slap tøjlerne med den ene hånd, og lagde den over Drogons hænder. Størrelsesforskelen var næsten komisk.
"Dorgon..." sagde hun med en blid og lav stemmeføring "vi skal stige af Roka nu"

Selv efter Lycidas' ord tog det Dorgon et stykke tid at reagere. Endelig løftede han hovedet, tog armene til sig og kløede sig omtumlet i håret. Han havde sikkert sovet halvdelen af riddeturen.
Han så sig omkring, inden han hoppede af hesten, ganske ellegant, hvis det ikke havde været for at miste balancen da hans fødder nåede jorden. Han satte ligegyldigt en hånd mod den nærmeste væg og skubbede sig selv i balance igen inden han så på Lycidas med sine let slørret øjne.
"Din familie er ikke hjemme, er de?" spurgte han med et afventende smil, som om han forventede at hun ville svare med noget sjovt.
Langsomt, en smule usikkert, gik han over til Roka og lagde først en hånd, derefter sin pande mod hestens hals med et smil.

Lycidas kunne ikke lade være med at småklukke, da Dorgon mistede balancen. Hun tog en dyb indånding, en døddrukken general var næppe nem at smule ind i huset, men det var den eneste reelle løsning.
Da han stillede sit spørgsmål, sukkede hun svagt, men kunne dog ikke lade være med at smile let. Hun rystede på hovedet idet hun svingede sig af hesten i en glidende bevægelse.
"Nej" sagde hun roligt, og førte Roka ind i stalden "De repræsenterer familien i militærdistriktet, der er et arrangement til støtte for tropperne. Men tjenestefolkene er, de sover ganske vidst så du må være stille på vej op af trapperne."

Hun åbnede døren indtil køkkenet, vendte sig om og lagde hovedet på skrå idet hun så på ham "kan De gå selv, eller skal De føres på vej?" for første gang denne aften, kunne der ses et glimt af noget i hendes øjne, der ikke var frustration.

"Jeg kan sagtens være stille." Dorgon så på hende med det mest seriøse blik han kunne give. Resultatet var ikke videre overbevisende.
Meget forsigtigt begyndte han at gå over mod døren hvor hans ven stod. Man kunne kun formode at han mente han kunne gå, for han valgte ikke at svare på spørgsmålet. Enten dét, eller hans korttids hukommelse havde taget et voldsomt slag.
Halvvejs igennem døren hvilede han endnu engang sin balance mod dørkarmen inden han rystede på hovedet og fortsatte ind i køkkenet. Der var en enkelt højlydt metal-skramlen, men ellers gik det hele overraskende smertefridt.

Lycidas lukkede stille døren, uden at tage blikket fra Dorgon *det øjeblik han begynder at slingre, hvis det sker, skal der handles hurtigt..!* tænkte hun for sig selv. Det gav et sæt i hende da han højlydt kom til at ramle ind i nogle gryder, men da det ikke virkede til at have vækket nogen, valgte hun ikke at sige noget.
Hun gik med rolige skridt i forvejen op af bagtrappen, det var tydeligt at denne del af huset kun var tiltænkt tjenestefolk, da væggene stod bare, intet tapet blot hvide, kolde vægge og trappen, om end solid, var skramlet; man kunne se søm der var slået skævt eller kun halvt i, brædderne var ikke lakerede, og tog derfor imod alt sod og skidt man muligvis havde under skoene.

Da de åbnede døren ind til første salen, var forskellen tydelig. Tykke tæpper dækkede store dele af tregulvet, væggene var dækket i dybrødt tapet og grotesk store portrætter. Der var kort fra bagtrappen og hen til døren, der ledte ind til Lycidas kammer. Hun åbnede den tunge, mørke trædør, hvorpå en snedker med stor omhyggelighed havde gengivet familiens våbenskjold.
Hendes kammer var rummeligt, og hold i mørke farver. Mørkt træ var gennemgående, både i skrivebordet med tilhørende stol, kommoden og den store himmelseng. Der stod en skærm i et hjørne, hvor hun kunne klæde om bag, den stod ovenpå et tykt tæppe. Alle tekstiler i rummet var blå, en dyb mørkeblå for det meste, men spredt rundt omkring i rummet var den klare Novitus blå farve. Der lugtede varmt, med en baggrund af duften fra den type duftolier hun brugte; dybe, varme, med en bund af vanilie.

Da Lycidas var fulgt efter Dorgon stod han og stirrede på den gryde der havde afskåret ham den vej han ville gå. Hans ansigt var i dybe, seriøse folder mens han tydeligvis forsøgte at afgøre hvordan han bedst muligt skulle tage sig af den uventede, skramlende fjende.
Da hun blot lod til at gå videre uden at nævne noget sneg han sig taktisk udenom gryden med en (alt for dramatisk) manøvre der kun gav en lille smule mere skramlen.

I Lycidas kammer trak manden dybt vejret ind med lukkede øjne og sukkede.
"Sikke en rar duft," kommenterede han lavt med et roligt smil. Han gav et længselsfuldt blik mod himmelsengen. Han ville ikke have noget imod at ligge ned, bare et øjeblik.

Hun lukkede den tunge dør bag dem, og åndede lettet op; nu var Dorgon ikke længere i umiddelbar fare for at blive opdaget. Hun smilede vagt ved Dorgons kommentar, han var fuld, men det virkede til at det var aftaget en smule på riddeturen til hjemmet.
"Sæt dig endelig." sagde hun og nikkede mod sengen, det var det eneste sted man kunne sidde ud over stolen ved skrivebordet. Hun gik hen mod skærmen der stod i hjørnet "Jeg bliver nødt til at klæde om, jeg kan ikke gå klædt sådan her i huset." sagde hun rolig idet hun gik bag skærmen, det var ikke god tone for en kvinde i adlen at bære bukser, slet ikke når hun var i hjemmet.

Bag skærmen var en skammel, hvorpå hendes natkjole lå. Det ar en lang model med lange ærmer, i en let rosa farve. Selve skærmen var af mørkt træ, men panelerne var af lyst brunt stof, der var let gennemsigtigt, dette betød at da hun trak den novitus blå skjorte over hovedet, kunne man se omridset af hendes spinkle ryg, og noget novitus blåt midt på ryggen kunne skimtes.

Dorgon var overlykkelig over invitationen, og ikke alene satte han sig ned, han falt også mageligt bagover, så hans sko stadig rørte gulvet mens han lå på ryggen med armene komfortabelt over hovedet. Selv om han ikke var i den store udrustning var den blå unifromsfrakke stadig stram om skuldrene. Men han kunne brokke sig så meget han havde lyst; hans krop var for tung til at gøre noget aktivt ved det.
I glæden over at kunne lægge sig ned, han havde ikke hørt hvad Lycidas havde sagt til ham et øjeblik inden. Nu drejede han dog hovedet, og selv om det ikke var bevidst og der ikke var nogen motivation, faldt hans øjne på den slanke skikkelse bag skærmen, og blev der, som var de låst.
Stadig med duften af sød vanilie omkring ham, så han på den lange hals, de spinkle skuldre, den smidige rygrad, og... noget blåt. Så yndigt blåt.

Lycidas var ubevidst om hvor meget man kunne ane gennem skærmen, der havde aldrig været en mand til stede mens hun klædte sig på eller af, så det havde aldrig været en nødvendig bekymring.
Hun foldede rolig skjorten, lænede sig frem og lagde den på skamlen - hvilket fik den tunge medaljon til at svaje frem og tilbage. Herefter begyndte hun at løsne bæltet omkring livet. Idet hun havde åbnet det tunge spænde, begyndte hun at føle sig mere bevidst om, at der var et andet menneske tilstede i rummet, en mand...en mand der uden tvivl var beruset og derfor i højere grad i sine sansers vold.
Hun rystede på hovedet *selvfølgelig sker der ingenting, han kan jo intet se* tænkte hun for sig selv, idet hun lod bukserne glide af hende, da bæltet ikke længere holdt dem oppe.
Den klare novitus blå tatovering på hendes ryg havde hun nu haft så længe, at hun ikke længere tænkte over, at den var der.

"De er stille i forhold til tidligere General." sagde hun mens hun med den ene hånd tog fat i natkjolen, stadig stående med ryggen til ham.

Lycidas hofter var lige så spinkle som hendes skuldre. Der var noget underligt skrøbeligt over adlens kvinder som - uanset hvor mange gange Dorgon bevidnede det - altid fascinerede ham. Gjorde ham bevidst om hvor forskellig han var fra disse sårbare væsner og næsten overbeviste ham om at han var i samme rum som en overnaturlig skabning. Og alkoholen i hans blod gjorde i den grad ikke denne dramatiske fortolkning mindre overbevisende.
Ved Lycidas ord vågnede han en smule op og smilede roligt for sig selv.
"Det har været en lang dag," sagde han blåt.

Hun tog natkjolen over hovedet, fik sine arme i ærmerne og lod den falde ned om kroppen på hende. På den ene side maskerede den hvor skrøbelig hun var, i og med at den ikke sad stramt på hende, men på den anden gjorde den det mere åbenlyst; der var ingen brede hofter den kunne klinge sig til, hendes barm var på ingen måde stor nok til at stoffet blev spændt ud omkring hendes bryst, det var kun når hun gik at benene kortvarrigt blev presset mod stoffet. Det lyst rosa stof var ikke gennemsigtigt, men i og med at det var så lyst, kunne det ikke maskere den klare blå farve på hendes ryg.
"En lang dag?" spurgte hun idet hun kom ud fra bag skærmen "Har der været træning i dag?"
Hun stod lænet mod en af de udskårne stolper på himmelsenge, og så på ham.

Da Lycidas endelig gik frem fra skærmen igen, smilede Dorgon blot endnu en gang roligt til hende. Af en eller anden grund var den desperation hun havde fundet hans fulde selv med dæmpet en del nu. Det var ikke til at sige om det var hendes selvskab eller den latterligt bløde seng som en militær mand i den grad ikke var vand til.
"For hver dag der går lader jeg til at bruge mere og mere tid i mit eget, rodet hoved." Sagde han blot, overraskende ærligt. "Det bliver kedsommeligt efter noget tid."
Langsomt, sløvt og tungt satte han sig op, trak frakken af og smed sine handsker på sengen ved siden af sig, inden han faldt tungt tilbage igen. Han rakte undrende sin ene arm frem for sig og så undersøgende på den. De lyseblå tattoveringer lyste op i det lettere mørke rum, tegnede sig som spinkle linjer på hans hud.
"Fortæl mig, Lycidas," sagde han. " Det lader til at jeg ikke er den eneste der har mærket mig selv med Sininens farve?"