At drukne sorgerne...

Hun var lettet over, at Dorgon virkede til at have genfundet sin selvkontrol, med tid forhåbentligt sit formål. Hun havde haft et roligt smil på læberne, men idet han stillede sit spørgsmål føltes det som om blodet isnede i hendes åre, hun holdt fast om stolpen mens tankerne fløj gennem hendes hoved. Hvordan kunne han have set det...havde skærmen ikke været tæt nok? Tatoveringen havde været en hemmelighed mellem hende og hendes mor, der ligeledes bar Sininens farve, dog mere diskret; en lille tatovering bag det ene øre. Tatoveringer var ilde set i den konservative adel.
Hun tog en dyb indånding, og satte sig på sengekanten, ryggen halvt mod Dorgon.

"Nej" sagde hun lavt "det er så længe siden...jeg glemmer at den ikke altid har været der, den føles som en del af min hud." hun satte den ene hånd på sengen, lænede sig frem og lod den anden hånds fingerspidser løbe langs de lysende blå linjer på Dorgons arm "men det kender du vel alt til"

"For mig er det en smule anderledes." Dorgon flyttede ikke sin arm da Lycidas rørte den. "Hver eneste gang jeg trækker uniformshandskerne af efter en lang dags tjeneste bliver jeg mindet om den dag jeg træffede valget om min skæbne. Det er noget jeg bliver konfronteret med hver eneste dag: den mand jeg plejede at være, og den mand jeg er i dag - for bedre eller værre."
Selv om Dorgon var langt mere fattet nu, og han tilsyneladende var begyndt at tænke en smule klarer, opfangede han stadig ikke Lycidas ubehag ved at tale om emnet.
"Min tattovering var noget af en ophøjet affære. Velsignet blæk, alt sammen udført i lyset af Sininens alter..." Han smilede ved mindet. "Siden jeg ikke har hørt om en sådan ting i din familie, går jeg ud fra det foregik mere privat?"

"Forskellene er ikke så store som man skulle tro, ceremonien var den samme, men det blev hold mellem få individer. Vi var tre tilstede, min moder, manden der udførte det og jeg. Det var samme mand der gav min mor hendes dengang hun-" Lycidas stoppede sig selv, en ting var hendes egen historie, egen begrundelse, hun havde ingen ret til at videregive hendes moders årsag. "Jeg var 13, det var et år efter bortførelsen. En legemliggørelse af den kraft der gav mig styrken til at undslippe..."
Hun trak sin hånd tilbage, og lod den hvile ved siden af Dorgons hoved. Der var noget fjernt over hendes dybgrønne øjne.

Dorgon nødt den afslappede samtale mellem dem. Afslappet i hand hoved, om ikke andet.
Det var rart at ligge på denne måde, i den bløde seng med den behagelige duft omkring sig og Lycidas fingre der let berørte hans arm. Selv om der ikke var nogen tanker bag en så simpel kontakt, var det stadig forunderligt hypnotiserende. Men da hun flyttede sin hånd og fortsatte med at tale, blev hans ansigt pludselig mere seriøst.
"Bortførelsen?" Spurgte han undrende, åbnede øjnene og så op på hende med et spørgende blik.

Hun mødte hans blik med et blik, der afspejlede sorg og vrede i skiftende grad. Hun slog blikket ned før hun fortsatte.

"Da jeg var 12 trængte en gruppe oprører ind i vores hjem, de vandaliserede vores ejendom og bortførte mig samt en ung dreng der arbejdede i køkkenet. Vores familie er kendt for at stå bag Novitus, de ønskede at ryste den loyalitet i dens grundvold ved at..." hun lukkede øjnene og sank en enkelt gang for at holde kontrollen "gøre unævnelige ting ved mig, de var frastødende." hendes stemme rystede svagt "Jeg bed øret af en af dem og undslap i tumulten, de dræbte drengen."

Hendes øjne var lukkede og hendes muskler var spændt, som hun sad der ubevægelig ved siden af Dorgon.

Mens Lycidas fortalte sin historie satte Dorgon sig langsomt op uden at tage blikket fra hende.
"Det gør mig ondt." Sagde han ærligt. Man skulle næsten ikke tro at han havde drukket. "Vi lever i en barsk tidsalder... Jeg har set grusomme ting ske mennesker jeg holder af, gang på gang. Mit eget liv har hellerikke ligefrem været ligetil... Man skulle tro at vi efterhånden ville blive vand til den verden vi lever i, men hver eneste gang jeg bevidner en ny barbarisk handling af vores onde natur, gør det præcis lige så ondt som det gjorde første gang."
Han lagde langsomt, men betryggende en hånd på Lycidas skulder.
"Det eneste vi kan gøre er at se fremad, og håbe at vi kan ændre den verden vi lever i. Og hvad vi er."

Hun åbnede langsomt øjnene, og så op på ham med tårefyldte øjne - der mirakuløst nok ikke flød over. Bag sorgen var der en overraskende stålfasthed, som om hun trods sorgen kendte sit formål.
"Det er begrænset hvad jeg kan ændre, jeg er en kvinde, der - uanset hvad - vil være knyttet til en mand og et hjem." hun så kort ned, tog en dyb indånding og så med sine blanke, dybgrønne øjne op på ham igen "Det jeg kan gøre, er at støtte de mænd, der ved Sininens hjælp, rent faktisk kan ændre vores verden.."
Hun tøvede kort, før hun lagde sin hånd på Dorgons bryst og fortsatte "Mænd som dig, Dorgon."

Begrænset hvad kvinder kunne gøre? Et billede af en bestemt kvinde - Lida De La Waar - skød frem i hans hoved. Kvinden der havde drevet to af hans bedste soldater ravende gale og nær slået adskillige andre ihjel. Kvinden der i årevis havde smuglet informationer til oprøret uden Novitus' mindste mistanke. Kvinden der endte med at blive selv samme oprørs endeligt... Og kvinden der havde sat scenen op, der gjorde ham til et monster med en vens blod på hænderne.
Han tvang billedet ud af sit hoved, og smilede op til Lycidas, selv om det var en smule mere trist udseende end han egentlig havde ment. Han rystede det dog hurtigt af sig.
"Hvis det er dit mål i livet," sagde han, pludselig en del lykkeligere. Nu hvor den mere seriøse samtale var ovre, kunne man ane hans slørrede blik igen. Han kunne mære varmen fra den fine hånd gennem sin tunika. "Så er jeg sikker på at manden du vælger vil ryste alt ondt vi kender fra hinanden."

Hun lagde hovedet på skrå og man kunne se et smil sprede sig på hendes læber. Det lange, kastanjebrune hår faldt ned over hendes ene skulder, og afslørede derved den del af hendes kraveben, natkjolens udskæring tilladte at man kunne se. Det stod tydeligt frem, og virkede kun mere tydeligt grundet skyggen på den lyse hud.
Lycidas lagde nu sin anden hånd på hans skulder, tæt på hans hals og lænede sig ind mod ham.
"Er jeg da så eksepsionel, Dorgon, siden du siger det?" hendes stemme var rolig, og havde en hvis sødme i sig, som hun stillede sit spørgsål

Dorgon var ikke normalt let at overraske, men med de pludselige nærmest forførende bevægelser - duften af det bølgende hår, synet af den hvide hud, varmen fra de feminine hænder og de let skildte læber der pludselig var overraskende tæt på - dukkede billedet af en anden kvinde op i hans hoved. Evelyn.
"Absolut." Roligt smilede han til Lycidas, tog hånden ved hans hals i sin egen, og lagde den på senges dyne i stedet, uden at give slip. "Jeg tvivler på at der er mange mænd i Orbis der vil være dig værdig."
Det var en afvisning, men det var godt ment. Endnu engang smilede han til hende, lagde sig bagover og lukkede øjnene. Hvis alkoholen stadig havde haft en større virkning eller hvis de ikke havde talt om så seriøse emner kort forinden var det ikke til at sige hvad der kunne være sket. Men for nu, lukkede han bare øjnene og hvilede fortsat sin hånd over Lycidas'.
"Du må undskylde mig min træthed... Det har været en lang dag."

Hun lo en enkelt gang og rejste sig, han ville have kunne have mærket hvordan hendes vægt ikke længere var på sengen.
"Du må vel vide det." sagde hun roligt, og gik over mod skrivebordet "Dine dage vil forblive lange, hvis du ikke indser hvorfor du er valgt af Sininen til denne position." sagde hun idet hun satte sig ved skrivebordet, og tog et pergament, blækhus og fyldepen frem.
Der var ingen vrede i hendes stemme, der var ingen kritik, men hun kendte den træthed fra sine brødre. Når den grusomhed man så virkede til at overdøve budskabet, når det overdøvede det kald man havde fået af Sininen, ville trætheden overtage mændende.
Lyden af fyldepennen mod pergamentet skar gennem stilheden, og blev kort tid efter fulgt af Lycidas nynnen. Den sang hun nynnede ville være kendt af enhver, der brugte meget tid i kirken; det var Sininens hymne.

Dorgon vidste ikke om hun havde taget hans opførsel personligt. Forhåbentligt ikke.
Han sagde ikke noget mens Lycidas rejste sig fra sengen. Da hun begyndte at nynne et stykke tid senere, kunne han ikke lade være med at smile. Det var lang tid siden nogen havde gjort så rar, simpel en ting som at nynne i nærheden af ham. Hvad hun foretog sig, vidste han ikke. Men han blev hurtigt mere og mere afslappet og søvnig.

Nynnen blev langsomt til lav sang, hun havde - som de fleste unge adelige kvinder - fra en ung alder haft en sanglære. Tonerne var klare, men hun gik ikke lige så højt op som kirkesangeren gjorde.
Hendes håndskrift var feminin, omend emnet var dystert. Det hun skrev var i stil af en tale, selvom den aldrig ville blive holdt, der forklarede nødvendigheden af drab, nødvendigheden af uhyrligheder, for at sikre denne verden for den kommende generation - for at Sininen ville kunne oplyse de uvidende. Det ville aldrig blive læst, ingen ville vide at det eksisterede, men hun skrev det alligevel, og låste det derefter ned i en skuffe.
Da hun vendte sig om og så Dorgon på sengen, kunne hun ikke lade være med at klukle "og hvor havde du mon så tænkt at jeg skulle sove" mumlede hun for sig selv, og gik over mod sengen.

Det tog Dorgon et øjeblik at reagere, da der blev talt til ham. Han flyttede sig ikke det mindste, åbnede ikke øjnene. Han rakte bare en arm ud ved siden af sig.
"Der er masser af plads," konstaterede han, som om problemet nu var løst. "I folk fra adelen ved virkelig ikke hvor store jeres senge er, gør i?"
Han var åbenbart træt nok til at efterlade sin arm hvor den var, men i det mindste så det langt mere velkommende ud på den måde.

Hun slukkede stearinslysene, og rystede opgivende på hovedet mens hun lagde sig ned med ryggen mod Dorgon. Den Novitus blå farve fra tatoveringen kunne ses igennem natkjolen.
"Nogle ville mene, at det ville være problematisk for en ugift kvinde at sove i samme seng med en mand" sagde hun drillende, og trak den tunge gåsedunsdyne op til hoften "men man må vel tage risikoen."

Dorgon tog sig den frihed at tage sine sko af, inden han søvnigt trak sine ben indenfor sengens kant også. Grundet selv samme argument Lycidas selv lige havde påpejet, forblev han fuldt påklædt og blev udenfor dynen. Sammenlignet med utallige nætter han havde tilbragt udendørs i al slags vejr var dette stadig overordentligt behageligt, og han havde absolut ingenting imod omgivelserne.
Der var ingen kontakt mellem dem som sådan ud over hans arm der stadig lå ud til siden og Lycidas hoved der hvilede mod den. Det lange hår der faldt ned over hans underarm og hånd var umådeligt blødt.
"Hvis du har noget imod det lægger jeg mig gerne på gulvet i stedet," kommenterede han blot ærligt med et smil.

Hun grinte højlydt ved hans bemærkning og rystede på hovedet så håret bevægede sig frem og tilbage på hans underam. "Jeg er datter af en oberst, og en kvinde der ville melde sin egen søn som foræder, hvis han nogensinde valgte at svigte sit ansvar overfor hæren; jeg kunne ikke drømme om at bede dig, hr. General, om at sove på gulvet. Det ville være aldeles atypisk." hendes stemme var lys og legende, men det hun sagde var nu dybt alvorligt - om end man ikke kunne ænse det.
Som hun lå ved siden af Dorgon, fik hendes spinkle og lave bygning ham til at ligne en kæmpe.

Dorgon havde sikkert mere at sige... Men hans åndedræt var blevet tungere og han sov trygt og overraskende tungt allerede.
Der gik ikke mere end ti minutter inden han dovent lagde sig over på sin ene side - bryst mod Lycidas' ryg, og lagde roligt den arm der ikke var under hendes hoved hen over hende... Som han stadig sov... Var der en antydning af at han trak hende ind mod sig? Han havde ikke sovet så tungt længe.

Lycidas var faldet i søvn, men sov endnu kun let da Dorgon lagde sin arm over hende. Hun vågnede halvt da hun mærkede ham tættere på sin ryg, men ikke nok til at reagere. Hun trak blot dynen længere op over sig, så den dækkede Drogons arm, og virkkede sig frem og tilbage indtil hendes søvndrukne selv følte sig tilpas.
Hun endte med at ligge med sin ryg millimeter fra hans bryst, og håret spredt ud over hans overarm, før hun faldt i en dyb søvn.

[out]