Et ultimatum... Og en lykkelig slutning?

Note: Denne tråd finder sted omkring 6 måneder efter begivenhederne i tråden Stort ståhej hos familien Henzel

Sneen faldt let fra en klar himmel. De få der havde vovet sig ud i det kolde vejr skærmede sig fra den bidende kulde så godt de kunne med uldne kapper og tykke tørklæder. De mange dyre palæer og fornemme huse havde varme lys i vinduerne.
General Dorgon Parél gik med myndige, lange skridt hen over distriktets karakteristiske brosten. Klædt i en sin diplomatiske vinteruniform uden videre udrustning på kroppen, ud over det sædvanlige slanke sværd der hang ved hans side, og en tyk uniforms-frakke der ikke var til at tage fejl af. Hans ånde tegnede sig hvidt foran ham, men hans ansigt var så urokkeligt og roligt som aldrig før.
Dem der genkendte generalen undrede sig, men gjorde deres bedste for ikke at stirre efter ham. Rygterne gik, at Parél ikke viste sig meget i det offentlige længere, af grunde ingen viste. Med undtagelse af de vigtige politiske sammenkomster der var blevet holdt i Bellus gennem det sidste halve år, og et par enkelte taler, havde generalen nærmest blot været et minde fra fortiden. Dog havde ingen glemt omvæltningen af oprøret, som stadig virkede voldsomt tæt på. Ligeledes havde de hellerikke glemt den voldsomme skandale ved familien Henzel for omkring 6 måneder siden.
At se generalen nu var én ting, men oven i købet at se ham for sig selv - uden andre soldater til stede - var især noget for sig.
Dorgon nåede endelig din destination, og stoppede tænksommeligt op et øjeblik. Foran ham, var det imponerende palæ tilhørende familien Løvendal. Han trak den isnende luft dybt ned i lungerne i et dybt suk, inden han satte det ene ben foran det andet, og gik op til den nydelige hoveddør.

Det var omkring te-tid en kold vinter dag da en høj, sikker banken lød på hoveddøren hos huset Løvendal.

Dørklokken klingede gennem de højloftede stuer, hvor familien Løvendals damer netop havde sat sig til rette for at nyde den rituelle eftermiddagste. Eller rettere sagt, alle undtagen en havde indfundet sig og det blev øjeblikkeligt bemærket og i talesat med utilfredshed af hertuginden af Løvendal som var en kolerisk og stadsligt elegant dame. ”Det er dog utroligt at hun ikke kan lære noget så simpelt som spise- og tetider. Hun er efterhånden så optaget af de romaner hun læser at hun lever i en anden verden. Det kan ikke være sundt for en ung kvinde..”
”Normann læser da lige så meget” svarede hendes unge datter lige lovlig modigt. Hun blev øjeblikkeligt irettesat: ”Det har intet med sagen at gøre. Hun burde tage sig noget nyttigt til. Synge og spille det kan hun og sy, ja. Men om hun gør det..”
I det samme øjeblik, et andet sted i huset, tabte Evelyn den bog hun havde i hånden på trappen med et klask. Det bøjede sig langsomt ned og samlede den op. Bogmærket var røget ud og hun kunne umuligt finde det rette sted i bogen igen. Men det kunne også være lige meget, så spændende var den heller ikke, hun læste desuden kun i den omkring denne tid på dagen, ved tetid. Det var den bedste måde hvorpå hun undgik at skulle konversere med hertuginden, hendes svigermor, som havde en meget negativ og irettesættende tilgang til næsten alt hun foretog sig.
Hun blev stående på trappen i sine egne tanker, for at trække tiden lidt ud inden hun stådte ind i stuen til damerne. At det netop var på denne tid dørklokken ringede gjorde at det fangede hendes opmærksomhed, hvilket den på et hvert andet tidspunt næppe ville. Det var tjenestefolkenes arbejde at åbne døren, men en hver undskylning for at udskyde te-tid var velkommen... Hun liste ned af trappen og kiggede ud af dørsprækken til forhallen.

En ung mand klædt i en typisk tjener’s kofte åbnede døren med en rutineret bevægelse, og afslørrede hvem der stod ude i kulden.
“Ja, Hr?” spurgte han med et høfligt smil. “Kan jeg hjælpe Dem med noget.”
Dorgon smilede roligt tilbage, da døren blev åbnet og varmen gik ham i møde. Hans hænder var foldet myndigt bag den ranke ryg. Manglen på en tydelig reaktion hos den unge mand gjorde det klart for Dorgon at tjeneren ikke vidste hvem han var, på trods af hans flakkende blik mod den meget officielle uniformsjakke.
“General Dorgon Parél”, introducerede han sig selv. “Jeg er bange for at jeg ikke er ventet, og jeg håber ikke jeg forstyrer her midt på dagen. Men jeg er her for at bede om en audiens hos Fru Løvendal. Fru Evelyn Løvendal.”
Da den ukendte mand i blåt bekendtgjorde hvem han var så tjeneren pludselig fuldstændig fortabt ud. Godt nok kendte han ikke generalen af udseende, men navnet havde hver enkelt person i byen dog hørt om. Han gik et skridt tilbage i forhallen for at gøre plads, og gjorde en gestus ind mod den behagelige varme.
“Kom endelig ind, Hr. general!” udbrød han lidt for højt, med et flakkende blik og lukkede hurtigt døren efter Dorgon der roligt gik ind på det flotte stengulv. “Hvis De vil vente her et øjeblik vil jeg underrette familien med det samme.”
Dorgon gav et roligt nik som svar, og smilede blot afventende.

Den person som trådte ind gennem fordøren var den sidste Evelyn havde forventet at se under dette tag. Lyden af hans stemme, før hun end kunne se ham bag tjeneren, havde afsløret ham.
Evelyn stod som frosset til stedet, med ansigtet klistret til dørsprækken. Lyden af hans stemme gjorde hende helt varm og hun følte sig handlingslammet. Hvad ville han her?
Mens han trådte ind fulgte hun hans bevægelser med øjnene, uden at kunne forstå at det virkeligt skete. Lyden af tjenerens skridt som fortonede sig ind i stuerne fik pludselig hendes hjerte til at slå så hårdt at syntes de måtte kunne høre det. Hun drejede bradt rundt på hælen og styrtede efter tjeneren for at få ham inden han nåede stuen med teselskabet. Heldigvis lykkedes det. Da han så hende blev han først helt bestyrtet men snart så han i stedet lettet ud. ”Fru Løvendal.” Han bukkede ”De har en gæst i forhallen. Skal jeg vise ham ind?”
”Nej!” udbrød hun højt men beherskede sig så. ”Jeg tager mig selv af ham”
”Udemærket” tjeneren forsvandt og hun stod alene på det fine tæppe.
Evelyn gik langsomt tilbage mod forhallen. Hun vidste hvem der ventede men ikke hvad hun skulle gøre. Alt hun vidste var at hun var glad for at hun nu kunne gøre det uden at familien Løvendal så på.
Hun trådte ud på de elegante fliser. "Dorgon" sagde med overdrevet behersket stemme. Hendes ansigt føltes varmt. "Du var omtrendt den sidste person jeg havde forventet at se."

En slank skikkelse dukkede op i forhallen og Dorgon så op. Da hans blik faldt på Evelyn gjorde han sit bedste for at forblive myndig og upåvirket, men alligevel forlod en blanding af et suk og en lettet latter hans mund.
“Evelyn,” svarede han hende, med et smil. Han ville sige noget om hvor absolut fantastik hun så ud, men lod være. Det virkede mildest talt ikke til at være passende i situationen.
Han kunne næsten påstå at kunne føle varmen fra hende, som en bølge af hjemmelighed, på trods af at hun stadig stod i den anden ende af rummet.
Dorgon havde forventet at skulle tale sig vej igennem samtlige af Løvendal’s familiemedlemmer før han overhovedet ville få kvinden foran ham at se - specielt efter det store rod med Normann Løvendal for trods alt ikke så længe siden. At Evelyn var den første der gik ham imøde havde næsten slået ham ud af kurs.
“Jeg ved at jeg måske ikke er det mest velkomne syn her i huset,” sagde han undskyldende, på trods af at hans ansigt ikke beklagede noget. Mest af alt forsøgte han at skjule sit voldsomt bankende hjerte. “Men… De skulle vel aldrig have lyst til at gå en tur? Det er en smule køligt ude, men jeg har noget vigtigt jeg gerne vil spørge Dem om.”

Evelyn smilede svagt. Lo han? Han virkede overraskende behersket sammenligner med det kaos der var brudt ud i hendes indre ved synet af ham. Hun samlede sine hænder for at forhindre dem i at ryste syligt. I det halve år der var gået siden den forfærdelige episode hos familien Henzel havde fantasier og forestillinger om netop denne mand hjemsøgt hendes drømme og det virkede helt uvirkeligt at de stod overfor hinanden nu. Løvendal-huset føltes pludselig som en potentiel krudttønde og i det øjeblik faldt det hende ind at gå en tur var det perfekte at gøre. Gaderne havde også nysgerrige øjne, men knapt så mange og knapt så skeptiske. Hvis de søgte ud af Bellus distriktet..
Uden at sige meget greb hun sin kappe og svang den over skuldrene. ”Ja lad os gå” hun gik målrettet hen og tog i døren og da hun passerede ham ramte hendes fingerspidser fligen af hans kappe. Hun kunne ikke se ham i øjnene, men berøringen påvirkede hende. Hun åbnede døren og så afventende på ham.

Dorgon lukkede øjnene idet hun passerede forbi ham. Tabet af hans officielle mine var ikke noget han havde planlagt, men duften af hende ramte ham nådesløst som et slag i ansigtet.
Han lod hende gå først ud i kulden, inden han selv fulgte efter, og lukkede døren forsvarligt efter sig.

Dorgon havde tænkt længe over denne dag. Udspillet hvert enkelt scenarie han overhovedet kunne komme i tanke om i sit hoved igen og igen til det var begyndt at præge hver eneste time af hans daglige liv. Og det var grundet denne besættelse at han nu havde sat kursen mod byens park, uden at tænke videre over det. Af en eller andet grund havde det altid været den mest naturlige destination i hans hoved.
I sit stille sind priste han sig lykkelig over vejret som havde efterladt gaderne og pladerne stort set tomme.
Lige så snart Dorgon havde forladt familien Løvendals bolig, var det som om en skygge var faldet over ham. Den forunderlige, ubetingede ro og glæde Evelyn før havde fornemmet ved ham, var nu lettere forgiftet af noget… bekymrende? træt? trist? Det var dog ikke til at sige hvad gav dette indtryk, for han havde stadig det rolige smil på læberne og den ranke holdning.
Efter at have gået et minuts til i stilhed, side om side, og efter de have lagt noget afstand til palæet de kom fra, så Dorgon roligt på Evelyn.
“Undskyld jeg sådan dukker op ud af ingenting,” sagde han stille. “Jeg må indrømme at jeg har ledt efter en langt bedre lejlighed til endelig at tale med dig igen, men den indfandt sig aldrig.”
Han havde droppet den formelle tiltaleform nu da han med sikkerhed vidste at han var uden for hendes nye families nysgerrige øre.
“Jeg… kunne ikke vente længere med endelig at se dig. Jeg håber det er i orden?”

Evelyn havde ligeledes gået tavs og hun var glad for at han brød stilheden.
"Jeg ér virkelig glad for at se dig, men jeg blev så overrasket.. det var helt uventet. Jeg har ofte tænkt på dig og hvad du foretog dig. Det er bare blevet så kompliceret at tale sammen. Jeg vil ikke have at du skal tro at jeg indgik i denne... forbindelse, for at såre dig eller for at slippe af med dig.. Det var ikke en gang min idé. Ikke med min gode vilje...” Hun skar en grimasse og fortsatte tørt ”med en titel følger også et.. ansvar. Mine forældres ord, ikke mine."
Hun sparkede til en klump is og så frem for sig mens hun talte. ”Tro mig, jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig i denne situation, at jeg bøjede mig for mine forældres beslutning.. men det var flere faktorer.. Men jeg er virkelig glad for at se dig. Jeg troede du ville undgå mig som pesten.”

Dorgon lyttede til hendes ord. Hun havde været så meget unødig ulykke igennem, og det skar i hans hjerte. Men alligevel gjorde nogle af hendes sødere ord ham en smule lettet.
Mens hun talte nikkede han roligt og forstående. Han troede hvert et ord, og han vidste udmærket godt hun havde været offer for utroligt uheldige omstændigheder. Det var ikke personligt. Det var bare adlen…
Ved hendes sidste sætning, stoppede han dog op, og så på hende med et forundret blik.
“At jeg ville undgå dig?” Hans øjne så spørgende på hende, næsten som om han overvejede om det mon var en spøg. “Evelyn, hvis jeg havde vidst at du stadig var interesseret i at se mig ville jeg have besøgt dig for længst..!”
Lige siden den grumme episode med hendes mand - om så hun havde valgt ham eller ej - havde Dorgon slet ikke overvejet muligheden, at han var tilgivet.
Hans hoved rasede rundt, da han pludselig indså at alle konklusionerne han havde gjort indtil nu, kunne ske at være falske. Samtidig var der pludselig en skygge af håb.
Han tvang sine tanker om bag i hovedet, og smilede igen til hende, så roligt som han kunne.
“Men lad os gemme den seriøse snak til vi har fundet et roligt sted at sidde ned,” Sagde han, inden han gjorde mine til at ville gå afsted igen.
Han havde egentlig haft byens park i tankerne, men nu blev det klart at den lange gåtur ville blive for kold, og for mentalt ubehagelig. I stedet satte han retning mod en af de mindre parker i Bellus, der var lige rundt om hjørnet.
De mange tanker og spørgsmål forsøgte stadig brutalt at kæmpe sig op til overfladen. Selv om hans facade måske ikke viste det, samlede han stadig mod til at sige alt det, der skulle siges snart.
“Jeg har savnet dig utroligt meget, Evelyn…”

”Jeg kunne jo ikke offentligt tale til dig efter episoden hos Henzel-familien, det ville se ud som om jeg bifaldt udfaldet af episoden... selv om jeg selv havde del i det der skete... jeg skulle have gået direkte til dig og fortalt om mine forældres beslutning, men jeg trak det ud og så var det pludselig for sent. Det vil jeg gerne undskylde for. Havde du vidst det var det aldrig gået så vidt. Jeg skammer mig virkelig. Ikke nok med at jeg gik med til dette arrangement, så forrådte jeg dig også” Hun stoppede et par skridt foran ham og så ned på sine fødder mens hun talte. ”Jeg er vist en kujon”
Hun trak kappen tættere om sig, kulden bed i huden på hendes ansigt og gjorde hendes kinder røde.
”Jeg håber du kan tilgive mig. Du var mildest talt min redningsmand, du ankom lige på rette tidspunkt, så vi ikke behøvede at blande familien Løvendal ind i besøget. Jeg har også savnet dig, lad os hinde et mindre overvåget sted hvor vi kan tale i fred” sagde hun og smilede.

Dorgon lyttede med et lettere bekymret ansigt, mens Evelyn talte. Da hun sagde at hun bebrejdede sig selv, rystede han langsomt på hovedet med et sørgmodigt, næsten benægtende udtryk.
“Nej,” sagde han, med en lav sukken. “Du skal ikke undskylde.”
Nu hvor han kendte hendes side af historien, kunne han knap forstå at han havde ladet hende sidde inde med disse tanker i så lang tid. Hun havde ikke fordømt ham. Tvært imod; hun havde savnet ham…
Som han stod overfor hende nu, væltede minderne ind over ham, og han var så fristet til at lægge armene opmuntrende om hende. En gang for længe siden, ville det have været så naturligt for dem. Hvad havde de dog gjort mod dem selv?
“Du skal ikke undskylde, og du skal ikke skamme dig. Du er om muligt den stærkeste kvinde jeg nogensinde har mødt, og alt hvad du gjorde, var af gode grunde. Der er intet at tilgive, Evelyn. Hvad end der skete den aften, så er det hele min skyld. Ikke kun den aften, men i det hele taget. Du er kun hos familien Løvendal nu fordi jeg var for langsom. Fordi-”
Han brød Evelyn’s øjenkontakt idet hans ord blev for meget for ham selv.
“Fordi jeg ikke var stærk nok til at fortælle dig, hvordan jeg virkelig følte… Men mest af alt fordi jeg var bange for ikke at kunne give dig den fremtid jeg syntes du fortjener.”
Han så kort op på hende igen med de stålgrå øjne, inden han begyndte at gå langsomt videre, som hun også havde foreslået kort forinden. De ting der fandt vej ud af hans mund skræmte ham. Men samtidig burde han have sagt dem for år siden.
De drejede om et hjørne, og parken han havde haft i tankerne var nu foran dem. En fin, grøn plet med et par træer, en del smukt udskårne bænke i træ, en nydeligt planlagt sø, og tomme blomsterbede i vinterkulden.
“Men nu…” fortsatte han, mens hans støvler fik det frosne græs til at knase. “Der er så mange ting jeg vil fortælle dig. Hvis du vil lade mig.”

Evelyns hjerte bankede stadig hurtigere end sædvanligt, hun havde forestillet sig at Dorgon ikke ville have noget med hende at gøre igen. Hun rødmede ved hans ærlige ord. ”Du er meget uselvisk i dine ord, men jeg påtager mig mere end halvdelen af ansvaret. Jeg ville ikke have forventet noget ekstraordinært... men lad os nu ikke stø salt i såret..”
Hun rakte hånden ud og stak den ind under hans arm. Hun var nød til at røre ved ham for at være sikker på at han virkelig var der. ”Jeg er så glad for at se dig, og for at vide at du ikke hader mig.” Hun smilede stadig kold udenpå men varm indeni. Den lille park hvor Dorgon havde ledt hende hen kendte hun godt. Det var et af de steder Løvendal-familiens kvinder yndede at spadsere, men nu var det så koldt at der ikke var andre i parken. Hun mærkede lettelsen ved at være sluppet ud af huset. Om vinteren var der ikke meget at gøre for en adelskvinde udenfor hjemmet, og derfor fik hun sjældent lejlighed til at slippe ud på egen hånd. Det var befriende ikke at skulle finde på en undskyldning for at slippe ud. Faktisk var de sikkert aldeles utilfredse med hende ved teordet, og hun kunne lige forestille sig hvad de snakkede om. Men det var hun ligeglad med, for nu. ”Fortæl mig så hvad du har på hjerte.” sagde hun.

“Hvordan kunne jeg nogensinde hade dig?” Han så på hende med noget der et øjeblik var et forunderligt smil. Da hun lagde hånden om hans arm glemte han et øjeblik at trække vejret. Han rakte sin egen frie hånd op og lagde den varmt over hendes.
Idet hun stillede det næste spørgsmål, udvalgte de sig endelig en bænk med udsigt over den nydelige lille sø. Han satte sig ned, taknemmelig for at den tykke vinterfrakke beskyttede ham fra det kolde træ, og overbevist om at hendes kappe ville gøre det samme.
“Først og fremmest,” sagde han, stadig med en hånd over hendes, selv om de nu sad ned. “Ville jeg gerne undskylde ordentligt for hvad der skete mellem jeg selv og Normann. På trods af at du forsøger at tage skylden, er det en smule mere kompliceret end som så.”
Han gjorde en pause, og overvejede hvordan han skulle fortsætte. Selv om han havde gennemspillet præcis denne samtale mange gange i sit eget hoved, tog det ham stadig et øjeblik at strukturere sine ord.
“Du ved at mit arbejde hos hæren har været kompliceret,” begyndte han tøvende. “Jeg er sikker på at du har hørt nogle af historierne. Men især de sidste få år…”
Han så nu direkte ind i Evelyns øjne der lod til at funkle i det grå vejr, med et træt blik. “Jeg har gjort forfærdelige ting, Evelyn… Ting som jeg har været nødt til at gøre, for vores lands og vores folks skyld. Ting der måske endelig kan ende krigen. Men samtidig ting der holder mig vågen om natten. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig hvad de ting er…”
Han lod et øjeblik til at være chokerede over enten sine egne ord, eller onde minder. Uden at have tænkt over det, var grebet om hendes hånd blevet en smule stærkere. Han gjorde en kort pause, inden han fortsatte.
“Det som skete med Normann,” sagde han stille, en smule mere fattet, “er utilgiveligt. Men jeg gjorde det på grund af en ond fortid der løb i hælene på mig, og jeg gjorde det på grund af et knust hjerte.”
Hans tanker vendte tilbage på hans tid i hæren, og hans ansigt vendte sig i et trist udtryk. Han rakte en hånd op til sin pande, for at dæmpe den mentale smerte han følte.
“Jeg er så utrolig træt… Som om jeg kunne lægge mig ned og sove i et årti.” Trætheden han talte om tegnede sig tydeligt i hans ansigt. “Jeg har tænkt godt og grundigt over disse ting, de sidste måneder. Og jeg har endelig besluttet mig for noget.”
Endnu engang så han direkte på hende med et stålfast blik.
“Jeg trækker mig tilbage fra min post som General.”

”Jeg ville hade mig selv” Evelyn stirrede tilbage ind i de trætte grå øjne. ”Jeg ved at du har været med til at gøre ting.. ting som en hver soldat uundgåelgt oplever. Jeg kan ikke forestille mig hvem der skulle træde i dit sted. I manges øjne her i byen er du en helt for de ting du har gjort.. så hvorfor angre nu? Jeg håber ikke at det skyldes episoden hos familien Henzel? Der kommer nye skandaler som ondsindede tunger kan snakke om, og dit ry har vel næppe taget så meget skade at det er nødvendigt med en radikal handling.. sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre” hun så spørgende ud, og havde på samme tid lyst til at stryge sin hånd over hans ru kind, men hun beholdt den der hvor hans lå over hendes.

Evelyns bekymrende ord fik ham til at smile oprigtigt. En smule af trætheden forlod hans øjne.
Hun var så betænksom, og han kunne nu ikke lade være - i modsætning til Evelyn - med at række op og lægge en hånd på hendes kind. Hendes hud var umådelig blød mod spidserne af hans grove fingre. Kulden havde gjort hendes kinder og næsetip en smule rød.
“Jeg har muligvis stadig omdømmet af en acceptabel general,” sagde han. Af en eller anden grund, vendte hans ansigt sig i et roligt smil.  “Men det kommer snart til at ændre sig, hvis jeg fortsætter som jeg gør nu…”
Han trak hånden til sig igen, selv om han ikke havde lyst.
“Det er hårde tider… En del af mig frygter at elver-riget først nu for alvor begynder deres planer mod os. Folket har brug for en stærk leder til at træffe de rette valg og give sit liv ubetinget til sagen, hvis vores race skal klare sig… Den mand var måske nok engang mig, men det er det ikke længere."
Han så vemodigt frem for sig, hvor sneen var begyndt at falde igen.
“Lige siden jeg var helt ung har jeg givet mit ét og alt til Novítus, dag efter dag. Det har været 15 meget lange og søvnløse år. Hvis jeg kunne, ville jeg blive ved med at give, men jeg har ikke mere i mig. Jeg ved at jeg har efterladt Orbis et bedre sted end jeg fandt det, og det er mere end de fleste kan sige. Men nu… Min armé ligger i ruiner, medlemmerne enten døde eller borte. Jeg har set for meget krig. Og jeg er splittet. Ufokuseret.”
Med dette så han sigende på Evelyn.

“Folket er klar til en ny general…” Det rolige smil kom tilbage igen. “Og jeg er bange for at min tid i Retnéck nærmer sig enden.”

Evelyn så undrende på ham, stille. Hans rolige smil gjorde hende forunret. Han havde været general så længe, og han var god til sit job det vidste hun, men alligevel opgav han det nu.
”Jeg kan ikke forstå hvad der har skadet dit omdømme i en sådan grad at du opgiver dit job.. hvis det har at gøre med episoden hos Henzel-familien, så er den så godt som glemt... ondsindede sladdertunger får hele tiden nyt at snakke om. Skandaler kommer og går.” Hun så en smule bekymret ud, kunne ikke forstå hvad der havde drevet denne beslutning, selv om hun gerne ville forstå ham. ”Enhver soldat er tvunget til at gøre ting han ikke altid er stolt af, men det er jo hans pligt. Du har gjort dit arbejde.. hvad mener du med at hvis du bliver ved på denne måde..? Har du rodet dig ud i noget alvorligt? Og hvor vil du tage hen? Har du overhovedet en plan?”
Evelyn mærkede til sin overraskelse hvordan hun blev grebet af arrighed. Var han bare kommet for at sige farvel? De havde ikke set hinanden i seks måneder, og nu ville de måske ikke komme til at se hinanden igen i hvem-ved hvor lang tid. I så fald kunne han vel have sparet hende for den følelsesmæssige overvældelse ved at se ham så kort. Frustrations-tårer steg op i hendes blå øjne og hun rejste sig brat op fra bænken. Glæden der for kort tid siden havde varmet hende indefra sivede langsomt ud.

“Evelyn, vent!” Da hun rejste sig, gjorde han det samme. Instinktivt greb han ud efter hende for at sikre sig at hun ikke gik, men da hans hænder lagde sig om hendes skuldre var de blide. Han så på hende med et intenst blik. “Du forstår ikke..!”
Han trak den isnende luft dybt ind og tog det sidste altafgørende mod til sig.
“Tag med mig.”
Efter en lang pause fandt endnu en dyb, usikker vejrtrækning vej ned i hans lunger, inden han fortsatte.
“Kan du huske den første gang vi mødtes, ved bymuren? Du så på mig som var jeg den mest spændende mand du nogensinde havde set. Hver eneste gang jeg har set dig siden, har du givet mig dét blik, der betyder mere for mig end religion eller krig nogensinde kan. Jeg vil gøre alt, for at se selv samme blik hver eneste dag, resten af mit liv. Tag med mig.”
Hans ansigt vendte sig i et håbefuldt smil. Den kolde vind blæste en smule hår ned foran hans ansigt.
“Vi kan købe vores eget stykke land, og starte et nyt hjem et sted hvor ingen ved hvem vi er. Et sted langt væk fra krigen. Et sted med bøgetræer og vores egen flod. Du kan ride hver eneste dag, og vi kan starte vores egen have, hvis du har lyst. Gennem mit arbejde har jeg så stor en opsparing at det er mere end nok til vores livstid… Og den næste generation også.”
Han gjorde mine til at ville have hende til at sætte sig på bænken igen, så han kunne gå i knæ foran hende.
“Jeg har allerede besluttet mig for min efterfølger som general, og der kommer ikke til at gå længe inden alle mine sager er i orden. Som en af de sidste ting jeg gør med min post kan jeg fritage dig fra Normann. Hvem end Novítus råd er, så er det det mindste de kan gøre for mig efter min tjeneste.”
Han tog begge hendes hænder i sine og så op på hende. ”Jeg kan ikke fortsætte som general, fordi mit hjerte ligger hos dig.”
Han rakte op til hendes ansigt, og tørrede forsigtigt en tåre af hendes kind.
“Jeg er den første af mit navn. Jeg har ingen stamtavle at vise frem. Jeg har ingen imponerende arv… Men jeg elsker dig, Evelyn.”

Evelyn lod sig modvilligt vende mod ham. Hans ord var de ord hun havde fantaseret om at høre ham udtale, men at det skulle blive realiserede havde altid længe virket som helt håbløst.. Hun gemte sit ansigt i sine hænder og begyndte at hulke og le i en sammenblanding. Forestillingen virkede så grotesk, hun var jo en gift kvinde, men på samme tid så tiltalende og naturlig. Det var jo det hun længe havde ønsket, men ikke kunne få.
Hun lod ham guide sig ned på bænken igen og sagde ned i sine hænder: ”Du må være tosset.. der er jo ikke noget jeg hellere vil. Jeg visner hvis jeg skal blive her meget længere men.. ” hun løftede hovedet og mødte hans øjne som nu var på niveau med hendes. ”Kan du gøre det? Frisætte mig?” Hendes øjne der var fulde af tårer lyste pludselig med et håbefuldt skær. ”Jeg elsker dig, det ved du.” Hun greb hans hånd i det den strøg en tåre væk fra hendes kind og kyssede den. ”Jeg forventer ikke noget fornemt efternavn, faktisk vil jeg helt være fri for det, hvis bare jeg kan være sammen med dig.”

Et langt, lettede suk kom fra Dorgon, da han hørte de ord han havde dømt om så længe, og det trætte ansigt vente sig i et stort smil.
Evelyns kys var varmt mod hans hånd, og det sendte kuldegysninger hele vejen ned igennem hans ryg.
Han satte sig en smule højere op mod hende, og rakte endelig armene om hende i den omfavnelse han havde ventet på i hvad føltes som forevigt. De smalle skuldre gemt af kappen, og den søde duft der lå omkring hende - det hele var så utrolig velkendt.
Hendes ansigt var varmt og vådt idet han satte sine læber mod hendes kind. Han havde om muligt aldrig været lykkeligere.
“Fra nu af kan jeg gøre hvad som helst,” hviskede han stille mod hendes tinding. “Hvis du virkelig vil have mig. Fra denne dag af, er jeg din alene.”

Tårene løb stadig ned af hendes kinder men hun lo af glæde. Lige i det øjeblik føltes alverdens ting mulige. ”Selvfølgelig vil jeg have dig, din tosse” snøftede hun. Hun lod sine arme smyge ud af kappen og rundt om ham. I øjeblikket var hun aldeles ligeglad med kulden. Da han kyssede hendes kind drejede hun ansigtet og kyssede hans læber. Det var længe siden hun sidst havde været så tæt på et menneske som hun i den grad syntes om. Det var helt mærkeligt at have ham så tæt på, af dufte ham igen.
En intens varme bredte sig endnu en gang i hendes krop. Det var den samme følelse hun ofte havde oplevet når hun forestillede sig de to sammen alene. Hun kyssede ham inderligt, ligeglad med om nogen skulle komme forbi og se det.

Evelyns læber var så utroligt bløde mod hans.
Dorgon lukkede øjnene, og tog imod alt hvad hun havde at give ham. En af hans hænder fandt vej til bagsiden af hendes hoved, og han knugede hende ind til sig, som ville han aldrig nogensinde give slip igen. De havde været skilt ad så længe, og han havde ikke tænkt sig at det nogensinde skulle ske igen. Til blodhavet med hvem end der så dem! Uanset hvilke rygter de måske startede nu, var der ikke længere nogen der kunne gøre dem noget. Novítus var på hans side.
Da kysset stoppede kunne han stadig mærke hendes åndedrag mod sit ansigt. Han lagde sin pande mod hendes, så på hende med blanke øjne, og rakte igen en hånd op for at røre hendes kind. Med besvær sank han en klump der havde samlet sig i hans egen hals, og kunne ikke lade være med at le, mens han tørrede hendes glædestårer væk det bedste han kunne.
Selv om sneen var begyndt at falde over Bellus igen, følte Dorgon sig varmere end nogensinde før.

[out]

Evelyn lo højt med ham, gladere og mere lykkelig end hun havde været i mange måneder.
Hun skænkede ikke familien Løvendal, hendes egen familie, Bellus distriktets beboere eller nogen anden en eneste tanke i dette øjeblik. Hun havde det som om hun svævede på en sky. Så fandtes der måske trods alt lykkelige slutninger?

//Out