Konverterings-kvaler

Maj, Anno 583

Kirkens flot udsmykkede vægge lukkede alle lyde fra den travle by udenfor komplet af. Luften var kølig. Der var en tung duft af røgelse. Sollyset væltede ind gennem de smukke mosaik-vinduer og farvede verdenen blå.
Ikke en eneste lyd var at høre i Sininens rum.
Tryghed. Ro. Komplet fred.
Og dog…

Stilheden faldt til jorden og knustes i tusind stykker idet en høj metalskramlen pludselig rungede og gav et højlydt ekko gennem den smukke kirkesal.
Det gibbede i alle de bedene. Et par unge frøkener gispede forbavset. Alle drejede hovedet og så mod larmen. Hvilken mangel på respekt!

Garius Henzel tog et langt, dystert skridt hen over den lysestage han havde væltet i frustration. Det var som om metallet stadig vibrerede efter at have kollideret med de hårde fliser.
Alle øjne i kirkens sal fulgte den adelige idet han langsomt bevægede sig ud mod verdenen udenfor.

Lycidas havde netop tændt det fjerde lys da den skarpe lyd af skramlende metal mod kirkens gulv sendte et gib igennem hende, der næsten havde resulteret i at hun tabte det tynde stykke træ hun brugte til at tænde lysene med.
Da hun så den Novitus-blå uniform troede hun først at det var Dorgon, men det røde hår afkræftede øjeblikkeligt den tanke. Garius Henzel, hun havde hørt snakken gå rundt i Bellus om hans pludselige tilstedeværen i kirken, men hun havde ikke kunne tro det før nu.
Hælene på hendes sko gav en sagte klikken idet hun gik hen til lysestagen der lå på gulvet. Hun satte sig på hug og begyndte at samle lysestagen og lysene der nu var faldet ud af den op, noget der - desværre - var umuligt at gøre lydløst.

Manden der havde forårsaget al uroen til at starte med var nået hele vejen hen til den store port der stod på klem ud til hovedstaden, da lyden af selv samme lysetage han havde haft noget imod kort forinden nåede ham.
Stille stoppede han op og så sig over skulderen, på adelsfrøkenen der tålmodigt samlede hans rod op. Et stille øjeblik gik, inden han igen vendte rundt på hælene med en dyb knurren, og forsvandt ud i dagslyset.

Garius sukkede dybt idet han langsomt gled dovent ned ad den grove mur og satte sig tungt på en beskeden græsplet nær kirkens port. Skrabede stoffet på sin officielle uniform, men var ligeglad. Opgivende lod han en hånd løbe igennem det rødbrune hår. Den kortklippede frisure var det eneste ved ham der så nogenlunde velplejet ud. Mest af alt var han et stort rod af mørke rende, krøllede tøj og daggammelt skæg. Noget der passede perfekt til ansigtet der tydeligvis ikke havde været vendt i et smil meget, meget længe.
Han lod hovedet dumpe tilbage mod stenmuren, som om det ikke sad ordentligt fast på hans brede skuldre, og stirrede op i den alt for blå himmel. Hvorfor var alt så forbandede blåt for tiden?

Efter at lysestagen igen stod på sin plads kiggede Lycidas sig rundt i søgen efter manden der havde skabt den forstyrrende skramlen, men han var ikke til at se.
Havde han virkelig forladt kirken på grund af en væltet lysestage? Det gav ingen mening, hvis han oprigtigt gik i kirke så hyppigt som rygtet sagde - som næsten gav endnu mindre mening - ville han da vel ikke gå så pludseligt?
Hun gik hen til døren, men blev stoppet af at nogen holdt fast i hendes kjole. Da hun så ned var så hun en lille pige med krøllet, blond hår og store blå øjne der lyste af uro.
"Hvad er der lille ven?" sagde hun sagte i det hun satte sig på hug foran pigen
"Ha-ham der larmede, er han farlig? Skal vi passe på ham?" fik hun stammet frem, Lycidas kunne ikke lade være med at smile over barnets synende manglende kendskab til hærens mænd
"Nej, han er ikke farlig. Han er en del af vores hær, han er en af dem der beskytter os..!"
Der gik et øjeblik før pigen begyndte at smile lidt, og gav så slip på Lycidas kjole for at forsvinde hen til en gruppe børn.
Lycidas rejste sig op og smøg sig ud af den store port ud i dagslyset. Hun missede med øjnende i sollyset, forskellen mellem det bløde, blå lys og den skarpe sol var slående. Da hun fik øje på Garius stod hun et øjeblik og så på ham. Hun kunne godt se hvad barnet havde ment, han så ikke just betryggende ud hvis det ikke var for uniformen.
Efter et par korte skridt stod hun foran ham.
"Hr. Henzel, har De brug for hjælp?"

Garius krop føltes tung. Græsset var blødt mod hans grove hænder, men det muntrede ham ikke op. Han havde lukket sine øjne, og de havde gjort ondt som kun over-trætte, tørre øjne kan. Da han hørte lyden af en kvindes hæle gå mod sig, åbnede han dem dog igen, uden at se væk fra den åndsvagt strålende himmel.
Det grove ansigt der før kun havde vist en frustreret irritation, vendte sig nu i en dissideret vred mine, idet han blev tiltalt. Med et voldsomt ryk vendte han hovedet og så op på kvinden, de grønne, blodsprængte øjne pludseligt lynende.
Hun var en Cadfael. Han kendte hende - eller rettere, hendes familie - fra alle de mange adelige sammenkommester der var blevet afholdt i Bellus distriktet gennem de sidste år.
“Hvad?” spurgte han skarpt ved hendes ord. Ignorerede tydeligvis hendes venlige tone totalt. Rejste sig ikke op, bukkede ikke, og tiltalte hende ikke engang korrekt. Hans stemme var lige så dyb og fjendsk som hans ord. “Det må da være din spøg..! Hvis du er her for at brokke dig over mig, så få det overstået.”

Den skarpe tone fik hende til at spærre øjnene op et øjeblik, hun havde ikke forventet den tone - hun var ikke engang helt sikker på hvad hun havde forventet. Hendes læber formedes i et smil, så fjendsk som hans ord var, virkede det næsten komisk for hende at en af hans stand kunne tale sådan.
"Brokke mig? Hvilken del af sætningen 'har De brug for hjælp' indikerede brok?" spurgte hun med et løftet øjenbryn "Så absurd som synet af Dem i en kirke er, virker det enddog mere absurd at forlade den så pludseligt. De er her ikke af hensyn til at opretholde en facade, det er tydeligt, ergo må De være her af en årsag."

Garius så vantro på adelskvinden. Sollyset genspejlede sig i hans grønne øjne, og pludselig blev et hvidt ar i ét af dem klart. En sløret plamage over den ene iris. Der var intet filter over hans ansigt, kun ren irritation.
Typisk var hans blik alene nok til at få folk til at stikke halen mellem benene. Og ellers gjorde hans ord det. Men alt han fik tilbage nu, var et udfordrende smil. Hvem var denne Cadfael overhovedet, og hvad i blodhavet ville hun?
“Og hvad så, hvis jeg går hvor det passer mig og gør hvad jeg vil?” Han satte sig smertende en smule op fra muren, og lænede i stedet sin vægt på den ene hånd. “Jeg har ikke brudt mig om facader de sidste mange år af mit forbandede liv, og jeg har ikke tænkte mig at begynde nu. Jeg har ikke brug for din hjælp, frøken, så gå din vej og lad mig være i fred.”

Et suk undslap hende ved hans sidste kommentar, ved Sininen havde den mand ingen anelse om hvor dybt utroværdigt det lød, hans tilstand taget i betragtning? Han var tydeligt udkørt, til et punkt hvor manden der aldrig var set i kirken nu var blevet en stamgæst.
Hendes læber afslappedes så smilet forsvandt. Hun gik et skridt tættere på Garius, og så på ham i et øjeblik uden at sige noget. Et øjeblik der nok føltes som for evigt for ham.
"Garius Henzel, jeg spurgte ikke om De havde brug for min hjælp, jeg spurgte om de havde brug for hjælp." hendes stemme var sagte men bestemt "De kan forsøge lige så længe De vil, men ingen - ikke engang Dem selv - kan overbevise mig om at Garius Henzel ville sætte sine ben i en kirke uden at have brug for hjælp."
Lyset spillede i hendes grønne øjne, der ikke veg fra hans.

Han kneb sine øjne let i, i en mistroende mine og så på hende et langt øjeblik. Tydeligvis tog det ham et stykke tid at gennemtænke hvad hun havde sagt.
Endelig gav han dog op, da han ikke kunne komme på noget modargument, og brød bittert kvindens blik af. Hvorfor var hun her stadig?
Han lod opgivende sit hoved dumpe tilbage mod stenmuren igen, og det trætte, gnavne ansigt vendte sig kort utilfredst i smerte da hans baghoved tydeligvis ramte et ekstra skarpt hjørne på væggen.
Hvem end denne frøken var, så talte hun sandt, og han hadede hende for det. Især den måde hvorpå hun sagde hans navn adskillige gange, som om de to ord skulle have en eller anden form for vigtig betydning…
“Hvad ved du overhovedet om Garius Henzel?” mumlede han træt for sig selv idet han så frem for sig med en ansigt der ikke var til at læse.

Hun lagde hovedet på skrå og så på ham idet han lænede sit hoved mod muren, hun kunne for alt i Orbis ikke forstå hans adfærd. Hvis han hadede at blive set eller talt til så inderligt, hvorfor så sætte en fod udenfor? Intet var hemmeligt i Bellus længe, men på den anden side var Henzel familiens adfærd ikke nødvendigvis letforståelig, som nylige hændelser havde gjort smerteligt klart...
Hendes hovede rettede sig langsomt op igen ved hans spørgsmål. Hun vidste ikke ualmindeligt meget om ham, men hun vidste nok til at vide at dette var under hans niveau.

"Jeg ved at De kommer fra en velstillet familie, jeg ved at de på trods af dette aldrig har forsøgt at undvige Deres militær ansvar." hendes stemmeføring var rolig og sikker, og hun holdt blikket på ham "Tvært imod, De har ved flere lejligheder vist vilje og mod til at ofre Deres egen sikkerhed for noget De mente var større og vigtigere end Dem selv.." hun holdt en kort pause. Det føltes som om hele hans væsen råbte og skreg på hvile, på salvelse. Da hun fortsatte var hendes stemme mild "..Jeg ved at de har mistet mere, end De fleste kan tåle at miste uden også at miste sig selv."

“Mit familienavn betyder intet,” svarede han skarpt igen. Selv om hans forældre havde gjort deres bedste for at nyheden om deres faldne søn kom ud i offentligheden så langsomt of roligt som muligt, vidste alle i Bellus nu hvad der var sket. At han havde satset alt - og mistet sin arv og ære - over en affære med en gift kvinde fra en mindre velhavende familie. At han havde revet denne kvindes mand synder og sammen med sine bare næver i fuld offentlighed. Selv om det nu var år siden, var det stadig et emne Bellus ikke kunne holde op med at summe om.
En samling græsstrå ved Garius’ ene hånd måtte lade livet idet hans grove hånd knyttede sig om dem.
“Og,” fortsatte han, “den eneste grund til at jeg kæmper, er kedsomhed. Så tag dine åndsvage håb om højere meninger og ædle formål, og kast dem efter andre.”
At han havde mistet meget, var det eneste hun havde ret i. Sandheden var at han på det sidste havde håbet at en eller anden stakkel på slagmarken kunne gøre det af med ham. Hellere blodhavet end denne modbydelige tilværelse…
Hans blik flakkede endnu engang mod kvinden. Hvorfor i alverden hun havde opsøgt ham på denne måde var endnu et mysterium.
Han sukkede dybt.
“Jeg blev fortalt at månerne måske kunne give mig et eller andet… Hvad end det så skulle forestille at være.” Han bandede lavt for sig selv med et ordforråd der i den grad ikke passede til en adelsmand. “Men selvfølgelig viser det sig bare at være en bunke råddent nonsens og komplet spild af tid.”

Hun havde stået ubevægeligt og lyttet til hans ord mens hun lod sit blik undersøge manden der sad foran hende. Blikkede fæstnede sig ved arret over hans ene øje et kort øjeblik før det forsatte.
Hun afskyede sladder, men det var ikke det samme som at kunne undgå det fuldt ud. Hun havde hørt unge adelskvinder der før havde kvidret som var de fugle om Henzel brødrende, nu gyse ved navnet. "Har de hørt..!" "Neeeej, jamen hvordan kunne han dog gøre det, det er ikke passende adfærd for en adelig!".
Det var frastødende hvor nemt det var at glemme alt der kom før det, men det var ikke ligefrem chokerende. Bellus havde alle dage været et giftigt sted for De hvis ambitioner slog fejl.

Ved hans sidste bemærkning spredte et smil sig over hendes læber, og hun måtte kæmpe for at undertrykke en klukkende latter. Dette føltes velkendt.
"Deres general har ret, selv ved udsigten til et potentielt mirakel er De ikke voldsomt tålmodig." hun strøg det lange, løse hår bag det ene øre og satte sig på hug foran Garius. Dette fik hende til at se næsten komisk lille ud i forhold til den store mand "Før Sininen kan hjælpe Dem, må De tro på at det er muligt..! Intet slag kan vindes, hvis de der kæmper er overbevidste om at det er nytteløst."

“Min general?” Garius så vantro på kvinden der nu sad foran ham. Endnu engang løftede han besværet hovedet fra muren. “Du kender generalen? Og nu vader han også rundt og siger ting om mig?”
Pludseligt, med voldsomme aggressive bevægelser, satte han hænderne i jorden, og fik skubbet sig selv op med smerteligt og langsomt besvær. Trætheden hang umådelig tungt over ham og de mange nætter uden søvn var ikke til at ignorere.
“Tålmodighed,” gentog han frustreret, da han endelig var helt oppe at stå. Følte for at slå sin hånd mod stenvæggen i afmagt, men tog sig i det. “Tid er det eneste jeg har tilbage, men jeg ville bytte det for hvad some helst i Orbis der ikke er så forbandede hånende og tomt. Men hvem er du overhovedet, frøken, og hvorfor spiller du din tid på mig? Sig ikke at det er Parél der har overtalt dig til det hér.”

Smilet forsvandt mens hun fattet rejste sig op. Blikket var anderledes, det var hverken venligt eller vredt men havde en grad af kølig autoritet - for et kort øjeblik lignede hun Falstaff mere end Leandra.

"Mit navn er Lycidas Eglantyne Cadfael, og jeg ved ikke hvornår vi blev dus hr. Henzel. Jeg kender ganske vidst General Parél, men han har ikke overtalt mig til noget, og han har udelukkende nævnt Dem i korte bemærkninger." en vind tog fat i hendes hår og blæste det tilbage, hvilket gjorde ligheden mellem hende og hendes brødre umiskendeligt klar "De har aldrig én gang i mit liv været set i vor kirke, pludselig er De nu en hyppig kirkegænger, men påstår at det eneste De har tilbage er tid..hvis det eneste De har tilbage er tid, hvad er der så at bede for? Hvorfor er det så så ulideligt at De ikke finder hvad De søger? De er ikke den eneste her der har mistet."

Hun slog blikket ned og blinkede hurtigt et par gange, før hun igen så op på Garius. Forskellen var næsten ikke at se, men hendes klare grønne øjne skinnede nu mere end før fra de tilbagetvungne tåre.

Garius så på Lycidas ved hendes tunge ord. Så hvordan hendes minder - hvad end de indeholdt - knuste hendes hjerte, og gjordte det svært for hende at tale.
Pludselig var det som om trætheden veg en smule fra Henzelsønnens krop. Men der var stadig ingen venlighed at spore i hans kolde blik. Til gengæld var der nu et jernfast blik. Noget stædigt. Noget rasende.
“Det ved jeg,” sagde han koldt, da hun hendtydede at han ikke var den eneste der sørgede. “Tror du ikke jeg ved at hele verdenen er i stykker? Tror du ikke jeg kan se hvordan alle os desperate sjæle alle vakler i mørket for at finde noget til at holde os oppe?”
Soldaten rettede sig op for første gang den dag, og nu kom hans generøse højde for alvor til udtryk. De bredde skuldre viste endelig den autoritet de var trænet op til.
“Men sig mig, frøken…” En frustreret krusning viste sig over hans smalle læber. “Hvad har månerne tænkt sig at gøre ved det? Hm? Kan månerne bringe de uskyldige tilbage fra de døde? Kan månerne lede de fortabte hjem? Og kan månerne lede et sværd i hjertet på alle de mænd der har forårsaget vores ulykke?”
Han fnøs hånligt.
“Eller er meningen bare at vores folk skal bedøves, til vi ikke længere har styrken til at gøre arbejdet selv?”

Hendes læber blev spændte og hendes øjne begyndte at knibe sig sammen, det var ikke længere en bedrøvet ung adelsfrøken der stod foran Garius. Hun rystede på hovedet og så ned i jorden, hvor kunne han dog være så umådeligt blind?!
"Og hvad kan Deres frustration og lidelse gøre ved det, Henzel?" sagde hun og så op, de grønne øjne lynede og hendes stemme dirrede af frustration "Tror De at det er svaret? At overgive sig til det had der i dette øjeblik er ved at æde Dem op indefra? Er de så blændet af det at De ikke engang fornemmer hvilken blindgyde det har ledt Dem ind i?!" hun gav et dybt suk fra sig inden hun fortsatte "Månerne kan give fred, til os og Dem vi smerteligt må tage afsked med. Månerne kan give os styrken til at fortsætte, til at kæmpe for de der ikke længere har muligheden for det, til at hævne de forurettede og til at forsone os med det faktum, at lidelse er en uundgåelig del af vores eksisten. Det skal ikke bedøve os, det skal give os styrken til at leve med virkeligheden, hvor grum den end er!"

“Og månerne kan gøre alt dét?” Garius gav endnu et fnøs fra sig. “Med gamle, grå præster og modbydeligt, stinkende røgelse?”
Han trådte et skridt tætter på Lycidas og pegede udfordrende på hende. Havde han ikke været så blændet af sin frustration, ville han højest sandsynligt have bidt mærke i hvor utrolig standhaftig of modig hun var, af en adelskvinde at være. Ikke at løbe væk ved et ondt blik var én ting. Men at tage kampen op som hun gjorde nu var i den grad noget andet!
Men selvfølgelig havde Garius ikke mentalt plads til at beundre nogle af disse ting. Tvært imod var Lycidas begyndt at føles en smule som en sand pestilens.
“Jeg har ikke brug for fred,” knurrede han af hende. En muskel i hans hals spændets foruroligende. “Og jeg har rigeligt med styrke, ellers tak. Hvis alt månerne kan gøre for mig er at få mig til blindt at accepterer at de levendes verden er et forpestet, ondt, ligegyldigt sted, så kan de beholde deres ubrugeligt visdom for dem selv!”

Instinktivt havde hun lyst til at træde et skridt tilbage, men hun var for arrig til at flytte sig.
"Hvorfor er De her så?! De kan påstå lige så længe De vil at De ikke har brug for fred eller salvelse, men Deres opførsel modbeviser Deres ord," hun lagde hovedet lidt på skrå uden at slippe hans blik "Ved Sininen, indtil for få øjeblikke siden havde De ikke engang styrken til at stå op! Og derudover tager De fejl når de tror at jeg taler om fysisk styrke. Tror De vitterligt at det ikke kan ses hvor udmattet de er? Selv hvis jeg ikke var datteren af en oberst og havde tre brødre i hæren ville jeg stadig kunne se det."

Hun så ned på hans udstrakte finger or rystede svagt på hovedet inden hun igen så op.

"Både De og jeg ved at verden er mere end det, det er derfor det uretfærdige gør så ondt, fordi det ikke var den eneste mulighed..!"

“Irriterer min tilstedeværelse dig virkelig så groft?” Svarede Garius hidsigt igen, komplet ignorant over for hendes sidste sætning, der ellers havde været godt ment. “Er det virkelig så slemt at jeg ikke passer perfekt ind i det hjernedøde mønster kirken og adlen kræver? Og dig… Fordi mine ord ikke stemmer overens med mine handlinger, besluttede du dig for at gå hele vejen herud for at sætte mig på plads?”
Han rystede på hovedet og så endnu engang vantro på sin forunderlige modstander. “Og hvad vil du så have mig til nu, frøken? At gå ind og undskylde? Kan månerne nu hellerikke klare en smule trodsig attitude?”
Garius kunne ikke lide denne Lycidas Cadfael. Slet ikke…! Han hadede den måde hendes ansigt forblev en høflig maske, selv om hendes ord var hårde. Han hadede at hun vedholdte den formelle taleform selv om han havde været ubehøvlet overfor hende fra første sekund han havde set hende. Han hadede hendes søde duft, og han hadede hendes store, blanke øjne.
Han lagde armene over kors. Det blå stof strammede sig om hans skuldre.
“Du taler som om du kender til verdenen,” sagde han med et snert af væmmelse i stemmen. “Men du stinker langt væk af forkælelse og rigdom. Det eneste du er god til er uden tvivl at se ned på folket, der ikke har samme privilegier som dig selv. Belære os med dine ligegyldige idealer. Så gør Orbis en tjeneste: Lad os ægte mennesker være i fred og smut hjem til te tid.”

Det føltes som om hele hende væsen dirrede af raseri, han havde ingen anelse om hvem hun var og alligevel vovede han at antage at hun var en nipsting udelukkende til pynt. Hun havde lyst til at råbe og skrige af ham, eller i det mindste finde en sten at kaste i hovedet på ham, men hun var mere end klar over at hun var i fuld offentlighed. Den type adfærd kunne hun ikke tillade, det havde for stor risiko for at det ville kunne skade familiens rygte.
Hun tog istedet et skridt tættere på ham så afstanden mellem dem næsten ikke eksisterede, og det lange hår ramte ham idet hun tog skridtet nærmere ham.
"Dette handler ikke om hvad kirken kræver, eller hvad jeg kræver, dette handler om at Deres blinde had er ved at fordærve Deres sjæl!" hvæssede hun ud mellem sammenbidte tænder "En blindhed der, beklageligvis, ikke stopper ved Dem selv, men virker til at gøre Dem ude af stand til at se noget som helst! De indrømmer at De ikke anede hvem jeg er, men alligevel er De stupid nok til at tro at De kan vide hvad udgør mine værdier. De er lige så hyklerisk som De mennesker De påstår at jeg tilhører!"

“Hyklerisk?!” Garius stemme hævede sig nu, og afslørrede en lettere hæs undertone. Da hun trådte tættere på ham flyttede han sig ikke det mindste, men gengældte tvært imod hendes intense blik med mindst lige så stærk en stædig glød i de grønne øjne. “Siger adelskvinden der klamrer sig til titler og fine former, inden hun smider fordomsfulde råd ud til højre og venstre! Jeg har intet tilfældes med jer prætentiøse slikspyttere der har gemt jer væk i Bellus som de kujoner i er!”
De stod så tæt at den søde parfume næsten gjorde ham syg. Den slanke kvinde gik ham knapt til hagen, men på den ene eller anden måde virkede hun nu mindst lige så truende som Garius selv. En præstation der ikke sagde så lidt.
Han blev ved med at slynge fornærmelser ud, med et voldsomt nuanceret ordforråd. Kaldte hende endda et par navne der udentvivl kunne have taget hans arv fra ham, hvis ikke det var sket allerede. Det var dog tvivlende om noget af dette rent faktisk nåede adelsfrøkenen, der selv så oprevet ud.

"Kujoner?!" fløj det ud af munden på hende, mange gange højere end hun havde ønsket "Jeg er datter af oberst Falstaff Cadfael, mine tre brødre er Bentjeman Eglantyne Cadfael, major, Corvedal Eglantyne Cadfael og Wildeve Eglantyne Cadfael er begge kaptajner, hvor VOVER De at kalde dem kujoner!" hvæsede hun, noget mere lavt end det umiddelbare udbrud, hendes øjne glødede af raseri "Derudover er De, om De vil vide af det eller ej, slev opvokset i Bellus, De tilhører en af de rigeste familier i Retneck, arving eller ej!"

Hun havde utallige gange været usikker på om de ville komme hjem i live, om nogen af dem ville være sig selv efter hvad hun vidste var rædsler hun aldrig ville kunne forestille sig. Hun havde hørt dem skrige om natten fra de sår der aldrig heles, selvom man ikke længere blødet flere gange end hun ville indrømme.
Og her vovede en falleret soldat, der havde mistet sin titel i delvis dumdristighed og delvis forbandet ulykke, at se dem som intet andet end kujoner der undgik sig deres ansvar.

“Garius..?”
Garius havde trukket endnu en enorm mundfuld luft i sig for at fortætte den ophedede diskusion, men stoppede sig selv idet en spag stemme kæmpede sig igennem de to vrede stemmer.
Han drejede voldsomt hovedet, og så på hvem der havde talt, selv om han allerede viste det.
Stemmen tilhørte en dreng på omkring 15, klædt i en blå trænings-uniform der typisk blev båret af unge soldater i lære. Håret på hans hoved var sort, og hans ansigt vendt i skeptiske folder.
“Er alt i orden?” Stemmen var stadig spag, men bare det at drengen turde sætte sig op mid de to rasende adelige var beundringsværdigt.
Garius, der nu var slået totalt ud af hvad han havde tænkte sig at råbe af Lycidas som det næste, så langt på sin kvindelige modstander, inden han trådte et skridt tilbage fra hende. Stille rakte han en arm ud, og drengen gik hen mod ham.
“Alt er fint, Meniel” svarede Garius kort, og rodede faderligt op i knægtens korte hår der var klippet som hans eget, da denne nåede hen til ham. Vreden havde forladt ham, og var nu skiftet ud med det samme ligegyldige, irriteret ansigtsudtryk. “Frøken Cadfael og jeg selv havde bare et par ting der skulle diskuteres inden din træning. Jeg glemte vist tiden…”
Meniel smilede forstående op til den ældre soldat, inden han igen så skeptisk på Lycidas. Hvorfor skændtes Garius med en adelsfrøken? Især en der var så køn og duftede så godt?

Ved lyden af en fremmed stemme holdt hun straks inde, det var surrealistisk hvor hurtigt hendes øjne gik fra at slå gnister af raseri, til roligt at iagttage den nytilkommende.
Hun blev dybt forundret da hun så Garius opføre sig faderligt, håret var klippet på samme måde, men ellers lignede drengen på ingen måde Garius. Det var i det øjeblik hun huskede en bemærkning om at Garius havde adopteret en dreng, sønnen af kvinden der for de fleste i Bellus blev set som den der havde startet derouten for den ellers agtværdige Henzel-søn.
Han virkede dog oprigt til at have taget drengen til sig, hvilket var sjældent for adelige der adopterede ældre børn. Det var oftere et desperat forsøg på ikke at miste familienavnet, end det var af reel hengivenhed.
Hun gengældte Meniels blik med et venligt smil og rolige øjne "Jeg beklager hvis De blev utilpas Meniel, og især hvis Deres træning nu er forsinket, det var ingens mening." hun så kort over på Garius "Vi havde en mindre uenighed om hvilken rolle kirken bør spille, intet andet."

Ved Lycidas’ venlige ord og smil forsvandt Meniels skeptiske udtryk totalt. Tvært imod så han pludselig dybt lykkelig ud, og rødmede endda en smule ved den pæne dames opmærksomhed.
“Det skal De slet ikke tænke på, Frøken Cadfael, Frøken!” Svarede han og gav et optimistisk, dybt buk. “Det er en ære at møde Dem.”
“Ja, det er nok af dét,” brummede Garius gnavent og lagde sikkert en arm om knægtens skuldre for at stoppe ham fra at danse på stedet af spænding. Ved alle Lycidas’ venlige ord sendte han hende et dybt vredt udtryk. Hvem troede hun at hun var, sådan at spille sød lige pludselig? Det narrede ham ikke!
Meniel kunne dog ikke lade være med at smile stort, på trods af Garius’ irettesættende kommentar. Selv om han havde adeligt blod i årene var det utrolig sjældent at han rent faktisk fik adlen at se. Han havde mest af alt lyst til at foreslå at de da godt kunne udskyde træningen noget mere, hvis det skulle være. Men siden at de to lignede nogen der havde kunne finde på at rive hovederne af hinanden et minut forinden, lod han være.
“Jeg synes faktisk det var heldigt at Garius glemte tiden, Frøken, så jeg kunne hilse på”, sagde han i stedet modigt, knald rød under det sorte hår.
“Så går vi!” Bjæffede Garius og gav Meniel et irriteret skub i ryggen. Sikke noget pjat. “Nok! Fjollede knægt.”