Konverterings-kvaler

Blandingen af Meniels fuldkoment åbne, ukorrumperede glæde og Garius indædte vrede var så utænkelig en blanding at det blev komisk. Hun blev nødt til at holde en hånd op foran sine læber for at holde sin latter tilbage, inden hun genfandt sin fatning.
Hun nejede høftligt og bukkede hovedet let, hvilket fik det lange, kastanjebrune hår til at falde frem og væk fra hendes skuldre.
"Glæden er aldeles på min side Meniel" sagde hun idet hun rettede sig op igen "Jeg håber at se Dem igen, De har en fantastisk inflydelse på hr. Henzel."
Hun kunne ikke lade være med at klukke let over Garius' bjæffen, hvorfor i alverden kunne en ung drengs beundring af en kvinde dog gå ham sådan på?

På trods af at Meniel nu blev skubbet af sted med voldsomme bevægelser af Garius, smilede han stort, idet Lycidas holdt et grin inde. Han var fuldstændig overbevist om at det var ham der havde fået hende til at le, og det gjorde ham forunderligt varm indeni.
Garius, derimod, så Lycidas’ grin som hånende og irriterende. Han tog sig ikke af sin søns dumme smil, og så sig i stedet blot over skuldren, og gav Lycidas et sidste vredt blik.

De to soldater nåede dog ikke langt, inden Meniel pludselig eksploderede i en sky af spørgsmål om den mystiske adelsfrøken.
Garius rystede træt på hovedet. Endnu en uudholdelig dag..!

[out]

Hun stod et øjeblik og så på de to mens de gik væk, hun kunne ikke lade være med at smile af den absurde modsætning der var mellem de to, ikke engang Garius' vrede blik kunne få smilet af hendes læber.
Hun sukkede dybt og rystede let hovedet, hvilken umulig mand tænkte hun for sig selv og gik igen ind kirken.
Da hun så lysestagen Garius tidligere havde væltet, blev hendes ansigt dog mere alvorligt, han måtte have kommet af en årsag..! Efter at have stået stille et øjeblik gik hun op til lysene igen.

"Frøken Cadfael, jeg troede ellers De var færdig med at tænde lys for i dag" lød det fra en af de ældre præster
"Det troede jeg også fader," sagde hun med et let smil idet hun tændte et femte lys

[out]

Efterskrift:

Den næste morgen, skete noget forunderligt…
Garius Henzel - en mand der, siden tabet af hans familie, havde lukket sig inde i det mindst tænkelige rum for at sørge langt væk fra andre mennesker - vågnede lang tid før solen viste sig på himlen.
Præcis som i gamle dage, stod han op, skiftede til sin træningskofte, og indfandt sig på træningspladsen længe før de almene soldater overhovedet var begyndt at tænke på armstræk og sprint-træning. Først da han var færdig omkring to timer senerede, begyndte distriktet at blive mere befolket.
Han vaskede sig. Barberede sig. Iførte sig en - knap så krøllet - uniform.
Derefter brugte han omkring 45 minutter på at nedstirre sit eget spejlbillede. De grønne øjne vibrerede intenst idet han adskillige gange glemte at blinke. Det fik det hvide ar hen over hans øjenæble til at danse.
Først da en høj banken lød på hans dør, løsrev han sig fra den dybe strøm af tanker.