En rapport og en gnaven tvilling

Dette er en fortsættelse af tråden Konverterings Kvaler

Juni, anno 583

Bellus summede af liv, som altid, midt på dagen. De adelige gik deres turer med de enorme følger af kammerpiger og tjenere. Soldater patruljerede. Ting blev fragtet.
Det var en kølig dag, på trods af at summeren havde indfundet sig i hovedstaden; en ting de tungt beklædte soldater priste sig lykkelige for. Skyerne lå tæt på himlen og gav alting et gråt skær.

En høj, sikker - næsten agressiv - banken lød på hoveddøren der tilhørte familien Cadfael.
Manden der bankede, var Garius Henzel. Klædt i den sædvanlige Parél uniform der fik folk til at dreje hovederne, samt den udrustning der hørte med. Hans sværd var spændt for den ene side. Under den ene arm holdt han en bunke dokumenter.
Randende under de grønne øjne var mørke og dybe, men uniformen var ordentlig, det rødbrune hår var kortklippet, og hans hage var glat.
Da han havde ventet ved den smukt udskårne dør i omkring fem sekunder, begyndte han at knurre og skule utilfredst. Hvad tog dog så lang tid?

Lycidas lå i et kar fyldt med vand på husets første etage, hendes lange hår var bundet op i en løs knold for at holde det tørt. Det var kotume at hun blev vasket grundigt efter at have trænet med sine brødre for at undgå nogle potentielle indikationer af den hårde fysiske aktivitet, samt for at lindre muskelsmerte.
For en sjælden gang havde det været muligt at sparre med Bentjeman, der ellers tilbragte al sin tid i hærens logi.
Det gav et gib i hende da lyden af banken på døren rungede gennem huset, nok til at noget af vandet flød over karet og dryppede ned på gulvet.
Hvem i al Orbis er dog dét?!

Da døren åbnedes stod der en lille, ældre herrer foran Garius, familien Cafaels hushovmester Paresh. Han havde gråt hår og et tyndt overskæg, iført et fint mærkeblåt sæt tøj og insisterende brune øjne, der ikke veg for selv den tydeligt utilfredse mand der stod foran ham.
"Navn og ærinde?" spurgte han i sin høje, lyse stemme. Han havde aldrig mødt nogle af Henzel familiens sønner.

Døren åbnede sig endelig efter hvad der for Garius havde føltes som adskillige livstider.
En bølge af varme gik ham i møde.
“Garius Henzel, første sværdmand af Parél’s armé,” brummede Garius af den spinkle, ældre mand i døråbningen. Havde det været enhver anden elitesoldat fra hæren, havde hushovmesteren fået både et høfligt smil og et formfuldt buk, men desværre var han ikke så heldig. Alt han fik, var stikkende grønne øjne fra et irriteret ansigt.
At Garius ikke blev genkendt, var ikke noget der fornærmede ham. Til gengæld var præsentationer et spild af tid.
“Jeg er her i general Dorgon Paréls ærinde for personligt at vidergive en militær rapport til major Bentjeman Eglantyne Cadfael. Hr Cadfael ved hvad det drejer sig om.”
Soldatens brynje gav en metallisk lyd idet Garius dovent holdt stakken af pergament frem så hushovmesteren kunne se, som bevis på hans ord.

De manglende høfligheder fik Pareshs læber til at spændes i en let nedadgående bue, han kunne ikke udstå når man sådan brød formerne, men han havde heller ikke tænkt sig at påtale det. Det ville være mindst lige så upassende.
Han så kort ned på stakken med pergament før han bjæffede et kort "Javel," og gik til side så Garius kunne komme ind af Døren.
Væggene i husets modtagelsesrum var, ligesom alle andre gange i huset, beklædt med dybrødt tapet, og det polerede trægulv var stort set fuldkomment dækkede af tæpper i samme nuancer. Der var en varm duft i huset, med en svag undertone af en duft Garius ville kunne genkende.
Paresh ledte vejen igennem husets gange ind til opholdsstuen, der i kontrast til gangene var fyldt med bløde, rolige farver. Væggene var iklædt cremefarvet tapet, betrækket på de mørke træ-møbler var en dyb mørkeblå og kaminen der var taget i brug grundet det kølige vejr var hugget i hvid sten.
Den første der mødte Garius' blik var Falstaff, der så op fra det spil skak han var midt i med Corvedal. Bentjeman sad i sin blå træningsuniform i en af de bløde stole med en bog i hånden, fjern fra verdenen om ham.
"Garius Henzel, i ærinde for Dorgon Parél." bjæffede Paresh
"Mindsanten om det ikke er Dem Garius," sagde Falstaff med et imødekommende smil og rejste sig fra sin stol "Det er længe siden at vi har set Dem på disse kanter!"

Garius fulgte efter den lille mand ind gennem det fornemme hus, efter at have skulet dystert til ham, efter den disrespektfulde tiltale.
Hans blik faldt ligegyldigt på de mange rum og gange de bevægede sig igennem, og han kunne ikke lade være med hvor anderledes palæet var fra hans egen families hus. Der var noget langt mere hjemmeligt og varmt over Cadfaels residens, i modsætning til Henzels neutrale farver, spejlblanke marmor-gulve og kolde, udekoreret vægge. Og endnu engang var der den forbandede, søde duft. Vanilje..?
Da han blev vist ind i det rare rum hvor husets mænd opholdt sig, sænkede temperaturen sig sikkert et par grader.
“Goddag, De herrer” hilste Henzel-sønnen høfligt på - så høfligt som det blev, i hvert fald - og gav hver af familiens mænd et myndigt nik. Han så på familiens overhoved, og nikkede endnu engang afmålt ved dennes ord.
Hans egen far, Albert Henzel, havde altid haft et godt øje til Hr. Cadfael og det militære arbejde hans familie gjorde, så Garius havde hilst på Falstaff en del gange efterhånden til diverse fester, sammenkomster, og besøg. Så vidt han huskede havde hans familie endda designet og håndlavede våben specifikt til Cadfael-familien som gaver igennem de sidste år.
“Jeg kommer kun her i distriktet i militære ærinder for tiden, Hr.,” svarede han, kort for hovedet, og rakte en hånd ud til hilsen. Rapporten lagde han forsvarligt under den ene, frie arm. “Præcis som i dag. Jeg er her for at tale med Bentjeman.”

"Selvfølgelig, med Deres stilling er der næppe tid til andet!" sagde Falstaff med et jovialt smil idet han tog et fast greb om Garius' udstrakte hånd, og trykkede den energisk - manden havde aldrig fuldt ud forstået sin egen styrke i disse situationer "Javel, så må jeg hellere få ham tilbage til vor verden, hvis han først får en bog er han væk..!"
"Helt væk, jeg er overbevist om at han gør det med vilje" sagde Corvedale i en halvt mumlende tone, mens han holdt blikket fast på skakbrættet hvor han overvejede sit næste træk.
Falstaff gav slip på Garius' hånd og vendte sig mod sin søn før han gjallede "Ben!"
Bentjeman rejste blikket roligt fra sin bog og så på sin far "Oberst?"
"Du har anliggende at se til min søn" sagde Falstaff og nikkede mod Garius
Der gik et kort øjeblik hvor Bentjeman så på Garius uden at fortrække en mine, men så var det som om der slog en gnist i de grå-blå øjne "Ah!" sagde han lavt, rejste sig fra sin stol og lagde bogen på sædet "Naturligvis, lad os ind på kontoret."
Han forsatte uden videre i retning af kontoret et par få døre derfra.
Bentjeman var en høj, veltrænet ung mand der havde sin fars statur og øjne, men sin mors sorte hår og hans hud var en smule mørkere end de flestes. Dog lysere end hans mors.

Garius ignorerede den yngre søn og faderens kommentarer, og holdt blot fokus på Bentjeman.
Jo hurtigere han vil overgivet rapporten og talt up om den givende opgave, kunne han komme videre.
Majorens manglende hilsen af ham, var nærmest en befrielse, og Garius værtsatte at han tydeligvis var lige så interesseret i at komme direkte til pointen som han selv var.
Parél soldaten gav et sidste formelt nik mod husets overhoved, inden han ligeledes forlod rummet og fulgte efter Bentjeman med lange skridt.
Han sagde intet, men lod blot den sorthårede lede vejen.

Bentjeman lod sig vanligt dumpe ned i en af stolene i kontoret, bag ham var de store vinduer der badede rummet i lys, samt portrætterne af familiemedlemmerne. Midt for hang et overdådigt et af Lycidas, hun var blot 16 da det blev malet så det var efterhånden gammelt, men hun var dog genkendelig hvis man tog sig tid til at se på det.
Bentjeman rakte hånden ud delt i gestus for at indikere at Garius endelig skulle sætte sig, dels for at tage imod den bunke pargamenter der udgjorde rapporten.
"Jeg beklager at jeg ikke tænkte på at gå forbi Dem på vejen hertil efter rapporten" sagde han i en monoton tone "Jeg havde et andet ærinde at tage mig af der tog min opmærksomhed."

Mens majoren gjorde sig det behageligt, lod Garius sit blik løbe rundt i rummet. Der var den samme hyggelige, hjemlige, bløde fornemmelse, på trods af at dette uden tvivl var et værelse der var ment for seriøse tanker og hårdt arbejde.
Hans blik stoppede ved portrættet af den unge adelsfrøken, og hans ansigt var ikke til at læse. Den eneste respons, var en krusning over mandens læber.
Da han blev talt til, rettede Garius endnu engang blikket mod den anden soldat, og satte sig ligeledes ned i en stol ved det smukke, antikke bord. Brynjen klirrede under den blå jakke, og møjsommeligt strakte han de lange ben ud, væk fra sig.
Han ignorerede den udstrakte hånd, og smed i stedet rapporten tungt på bordpladen foran Bentjeman, mens han lyttede til hans ord.
“Generalen bad mig gå hértil,” sagde han blot, og indikerede dermed at der ikke var andre måder dette kunne gøres på. Han brød sig ikke om at folk beklagede eller undskyldte, men der var alligevel noget ved majorens køligere attitude der var en befrielse. “Så De ved vel allerede at det drejer sig om Kartál-sagen? Pokkers rod ham Kartál har forårsaget, men jeg hører alligevel at Deres arbejde med at rydde op ikke har været totalt udueligt. Godt.”
Der var garanteret et kompliment gemt et sted i dén sætning, bag den fjendtlige stemme..!
“Generalen ønsker at jeg løbende noterer mig din professionelle mening og sindsstemning omkring sagen,” fortsatte Garius, mens han så distraheret op i loftet på et eller andet, med sin irriteret mine. “Så De kommer nok til at se mere til mig, ind til Kartál er ryddet helt af vejen. Tag det op med generalen, hvis De har et problem med det.”

Bentjeman lod sig ikke synderligt mærke af at rapporten blev smidt på bordet, han ændrede blot stilling så han kunne bladre pergamenterne igennem og skimme dem mens han lyttede til Garius ord.
Hans ene mundvige krøllede sig op i et let skævt smil da han hørte navnet "Ah ja, hvor lille uromager..!" han så op fra bunken af pergament, hans blik var fokuseret på Garius et øjeblik før hans blik blev ufokuseret og fjernt, som om han så på noget bag Garus - selvom der ikke var noget
"Det ser jeg intet problem i..." sagde han endelig efter hvad havde virket som en evighed, noget der egentlig var ment som en venlighed, men da der sjældent var nogen form for toneskift i Bentjemans toneleje var det svært at sige hvad noget som helst var "Han er en besynderlig lille anormalitet, Kartál, man skulle tro han havde fået nok nu...og dog.." hans stemme gik fra at være klar til en halvt mumlen mens han lænede sig tilbage i stolen.
Han tænkte, ikke en aktivitet der var voldsomt social i hans tilfælde, han kunne ikke lide at dele ufærdige tanker. Usikre konklusioner kan underminere mere end løgn i nogle tilfælde, det var ikke nødvendigvis altid retfærdigt, men det var sandt.
"Hvad har han gjort senest, siden det menes at min involvering vil være fordelagtig? Jeg antager at der er sket noget nyt?" hans stemme var pludselig klar, og hans øjne hvilede igen på Garius

Bentjemans langsomme, tænksommelige måde at føre en sametale på var så dybt anderledes fra de fleste. Mens alt hans mumlen og bladren og undren fandt sted, var Garius faldet hen i sine egen tanker. Et sted han ikke brød sig om at være for tiden.
Ved majorens sidste spørgsmål rettede han sig dog op, og lænede en arm på bordet foran sig.
“Der er sket nyt,” gav elitesoldaten den sorthårede ret. “Vi troede vi havde fået bugt med Kartáls resterende mænd, men nu er vores tropper stødt på endnu en lejr tæt ved Port Lass. Jeg ved at Port Lass ikke ligefrem er Deres geografiske område, men Generalen synes åbenbart De bør inddrages, Deres tidligere erfaring med Kartál taget i betragtning. Det forholder sig sådan at…”

Da de to mænd havde snakket færdigt, og havde gennemgået rapporten sammen var mere end en time gået. Lyset der faldt gennem det store, smukke vindue var nu knap så intenst, og skyggerne der faldt over det smukke værelse havde rykket sig en del.
Da Garius rejste sig op for at tage afsked med sin kollega, blev det pludselig voldsomt klart for ham at han havde glemt at spise det mindste hele dagen.
Han tog diskret et fast greb om ryggen på den stol han havde rejst sig fra, mens han ventede på at den irriterende sorten for øjnene ville gå i sig selv.
Efter et øjeblik, da de dansende pletter for hans øjne var fortaget, greb han sværdet han havde lænet op ad det antikke bord, spændte det tilbage ved sit liv, og så derefter afventende på Bentjeman. Forhåbentligt manden ville pege ham den rigtige vej ud - han var ikke sikker på han kunne kende de mange over-hyggelige gange fra hinanden.

Ved nyheden om en mulig ny lejr ved Port Lass var det som om et mørke faldt over Bentjemans øjne, hvis der var noget som helst ved denne lejr kunne naturligvis betyde mangt om meget..den værst tænkelige af disse var et ryk mod Rétneck, hvilket igen kunne betyde at de løse rygter om at nogen havde ønsker om igen at bortføre Lycidas pludselig blev langt mere håndgribelige.
Han rystede hovedet svagt ved tanken Det ville være for stort et tab af ressourcer at forsøge at ramme os, vi er ikke et mål, det ville ikke give logisk mening, det KAN ikke passe!
Han blinkede et par gange før han genfandt fatningen og lyttede opmærksomt fremadrettet.

Bentjeman studsede kort ved at Garius holdt sig til stolen, men da han relativt hurtigt kom til sig selv kunne det ikke være alvorligt.
"Det er sent, hvis De er sulten vil det være fordelagtigt at tage bagudgangen, det går gennem køkkenet." der var ingen nedsættende tone, det var blot en konstatering fra Bentjemans side, og han begyndte instinktivt at gå igennem gangene med retning mod køkkenet.

Garius løftede fornærmet et øjenbryn ved tilbudet om noget at spise.
Nu hvor han tænkte videre over det, kunne han ikke rigtig huske hvornår han sidst havde spist et ordentligt måltid. På det sidste havde han da også fået et par kommentarer om hvordan hans kinder var en smule mere hule and normalt, og siden han var blevet nødt til at lave adskillige ekstra huller i sit bælte, kunne han heller ikke selv ignorere de dårlige spisevaner. Men var det virkelig så åbentlyst?
Lida havde været fantastisk i køkkenet… Det havde virkelig været vejen til hans hjerte. Mens hun havde taget sig af ham, havde det faktisk været et konstant problem at holde sig til den vægt-standard Dorgon krævede af sine soldater. Han kunne nærmest dufte hendes madlavning, bare ved at tænke på det. Høre hendes nynnen, og Ramund’s pludren fra vuggen i baggrunden…
“Jeg har det fint,” bed han højlydt af tilbudet, langt grovere end man ville have forventet.
Det tog ham et øjeblik at komme sig over det livlige, nådesløse minde, men endelig fik han rystet det af sig. Pludselig var han tilbage i Bellus, iklædt en alt for tung uniform, uden en familie. Og den forbandede duft af vanilje.
Han overvejede at foreslå den anden vej ud, men siden denne alternative route åbenbart gav samme resultat, fulgte han alligevel efter Bentjeman uden videre spørgsmål.

Bentjeman forstod ikke helt den vrede der virkede til at være forbundet med tilbuddet om mad, men det virkede ikke til at det ligefrem ville gøre noget mere mindeligt at spørge til det, derudover var det upassende at spørge om den slags i embedets medføre.
Han forsat ufortrødent i retningen mod køkkenet, det var alligevel for sent nu, indtil de stod før en stor, mørk dør. I modsætning til de andre døre i huset var denne en smule bredere og let rundet - det tillod at tjenestefolk kunne gå både ind og ud samtidig i forbindelse med servering - samt det havde et lille glasvindue i øjenhøjde.

Da døren gik op strømmede den liflige duft af mad ud, kød der blev ristet over en åben flamme, i et hjørne blev der æltet brød så melet dryssede ned på gulvet, køkkenet var et overflødighedshorn af mad der enten blev tilberedt eller stod fremme til at tage: brød, frugt, saltet fisk.
Midt i rummet var der en arbejdsplads hvor grøntsager og frugt blev skåret ud, omkring den stod en gruppe kvinder.
En af dem holdt en 3-årig dreng, hvilende på hendes hofte mens hun skiftevis talte med kvinderne der skar frugt og grønt ud og drengen. Det var Lycidas, der hold drengen.

Der var en irriterende duft af mad, men Garius lod sig ikke mærke med det. Til gengæld, hørte han en lys, barnlig latter. En latter der skar i hjertet på ham.
I samme sekund døren til køkkenet gik op, fæstnede Garius blik sig på et barn der blev holdt.
Han kunne have svoret at der i det øjeblik ikke var andre til stede. Bare ham, og den leende dreng.
En dreng omgivet af en kærlig familie. En dreng med en lys fremtid. En dreng med hele verdenen for hans fødder. En dreng der ville vokse op og forelske sig. En dreng der kun kendte til lykke og tryghed.
Men drenges ansigt blev pludselig forvrænget og sløret, og alt Garius så var hans egen, fortabte søn. De grønlige øjne og de røde, bløde dun på hans hoved. En søn der kunne have haft alt dette. Hvis bare han ikke havde svigtet ham.
Garius’ blik flakkede mod kvinden der holdt barnet, og hendes vrede stemme dukkede op i hans hoved. Råbende. Formanende. Mindede ham om, at han havde mistet evnen til at kæmpe. Men hvem var det virkelig der råbte? Lida?
Garius trak vejret ujævnt idet han sank med besvær. Hans uniform føltes tung, og han havde aldrig følt sig så varm hele sit liv.
“Bare vis mig hvordan jeg kommer ud herfra,” bad han åndeløst manden der stod ved hans side.
Nærmest før Bentjeman havde peget ham i retningen af den rigtige dør, strøg Garius allerede gennem køkkenet.

Idet døren til det smukke palæ smækkede i bag ham, faldt Garius på knæ på de hårde brosten. Han hostede voldsomt, og lænede sig frem på den ene hånd.
Hele hans krop rystede idet hans mellemgulv trak sig sammen og forsøgte at kaste indhold op, der ikke fandtes.
De tunge, hæse åndedræt fyldte den tomme sidegade.

Lycidas havde set mod døren idet den gik op, og var for et kort øjeblik forstenet. Garius, mere samlet end sidst hun så ham, sunket sammen foran kirken, men det var selv samme mand. Hvad i al Orbis lavede han i hendes hjem, i hendes køkken?!
Hun blev bragt tilbage af drengen der legede med hendes hår, hun havde knapt drejet hovedet mod det pludrende barn i et svagt smil før hun ud af sin øjenkrog så Garius stryge ud af døren i hast.
"Kviya," sagde hun lettere distræt "Undskyld, men kan du holde Rohuan et øjeblik?"
Kvinden ved siden af hende lagde den lille kniv fra sig og tog med udstrakte arme mod den pludrende dreng, og Lycidas gik med korte, hurtige skridt ud af døren.

Hun stoppede bræt da hun så Garius, hun stod åndeløst et øjeblik og så på ham. Hun havde kunne se at han var medtaget, det havde der ikke været nogen tvivl om i hendes sind, men hun havde ikke troet at han var så knækket. Hun følte et stik af dårlig samvittighed over hvor lidt hun havde holdt igen tidligere, havde hun været for hård mod en knækket mand?
Hun satte sig på hug ved siden af ham og lagde forsigtigt hånden på hans ryg
"Garius," hun tav, hvad kunne hun dog sige. Da ordende endelig kom ud af hendes mund, fandt hun sig selv gentage noget hun tidligere havde sagt "Garius, har De brug for hjælp?"

Da Lycidas lagde en hånd på hans ryg, var det som en varme der bredte sig gennem hele hans krop. Den spinkle hånd, der repræsenterede noget han ikke havde haft, siden hans verden var faldet fra hinanden.
“Jeg-“, begyndte han med en grødet stemme. Blikket vendt mod jorden og en hånd der knugede så hårdt om en af de mange brosten, at den var komplet hvid. “Jeg skulle have reddet dem… Jeg skulle have gjort noget… Hvis bare jeg kunne-”
Hans stemme forsvandt i et gisp efter luft. Endelig gav hans krampende hånd slip på jorden, og han satte sig langsomt op. Lænede sit hoved tilbage, rakte op om sin nakke med begge hænder og gav et dybt, smertende suk fra sig.
Et stykke tid sad han blot sådan, med rystende åndedrag, og skærmede sit ansigt fra resten af verdenen. Da han endelig lod armene falde dødt i sit skød, kom hans askegrå ansigt til syne. Hans læber var underligt hvide.
Han så ikke på hende, men holdt blot blikket fremadrettet.
“Spilder De nu tid på mig igen, Frøken Cadfeal..?”

Hans strøm af ord gjorde næsten ondt at høre på, den grødede stemme var så fyldt af smerte, det virkede som om de ting han fortrød og angrede var ved at kvæle ham i selv samme øjeblik.
Som han satte sig op gled hendes hånd ned af hans ryg før hun flyttede den og lagde den flat mod brostenene i gårdhaven for at støtte sig til den idet hun lænede sig let forover mod Garius.
"Lad De nu mig om, om jeg spilder min tid eller ej Garius," hendes stemme var blid men tynget, som om selv hun mærkede vægten af hans smerte, hvorfor havde ingen dog hjulpet ham?!
Hendes blik hvilede på hans ansigt, han virkede ikke længere blot udmagret eller træt, han så nærmest syg ud. Hans kinder var synket ind og på trods af hans imponerende muskelmængde virkede han udmagret som han sad der.

Garius drejede langsomt hovedet, og så på Lycidas.
Der var stort set ingen vrede tilbage i tvillingens ansigt, hvilket var et utroligt sjældent syn. Bare et udtryksløst blik, uden formål og uden vilje. Et sæt grønne øjne, der for første gang længe ikke flammede op i oprør og had.
Han så på hende et langt øjeblik, inden han stædigt løftede et knæ fra jorden, for at komme op at stå.
“Jeg har taget for meget af Deres tid…” mumlede han træt, og en smule af den sædvanlige, vrede mine fandt vej til hans ansigt igen.
Møjsommeligt lagde han vægten på det ene ben, og fik sig rejst. Men idet han endelig stod op, sortnede det igen for hans øjne. Han blik blev fjernt, idet han instinktivt tog et skridt til siden - hen mod Lycidas - for at holde balancen.

Hun smilede let da han så på hende, lettet over at se ham komme lidt mere til sig selv. Selvom..det var ikke det selv hun havde kendt til, hverken fra deres møde ved kirken eller tidligere end det, i glimt til diverse sammenkomster i Bellus.
Da han begyndte at rejse sig gjorde hun det samme, idet hun skulle til at svare ham virkede det til at han mistede følingen. Hun trådte instinktivt et skridt tættere på ham, og lagde hænderne mod ham for at støtte ham.
"Nonsens, De har knapt nok taget noget af min tid..!" hun så op på ham, undersøgende, for at forsøge at gennemskue om han havde brug for en læge "Garius, hvornår har De sidst spist?"

Da Lycidas gik et skridt tættere på ham, og han selv endnu ikke havde fundet balancen, greb han instinktivt ud efter hende. Hans hænder faldt sikkert om hendes overarme, men berøringen var slet ikke lige så voldsom som man kunne have forestillet sig. Tvært imod.
Hendes hud var kølig…
Han blinkede et par gange med øjnene, mens hans øjne stillede hende skarpt.
“Ehm…” hans ansigt vendte sig i dyb frustration over ikke at kunne huske svaret på det han blev spurgt om. “Meniel bragte mig mad i… går morges. Eller var det dagen før?”
Han kunne oprigtigt ikke huske det. Han havde trænet en del siden da… Træning gjorde ham godt. Men hvornår han egentligt havde spist var et godt spørgsmål. Havde det ikke været for Meniel, der havde været så bekymret for ham på det sidste, havde han sikkert slidt sig selv ihjel for længst.
Pludseligt var det som om han blev klar over sine hænder om adelskvindens skuldre, og han gav slip, som havde han brændt sig. Han rettede sig ordentligt op, og så pludseligt nærmest autoritær ud som altid, hvis ikke det havde været for det tynde lag koldsved der havde lagt sig over hans ansigt.

Hun blev overrasket over hvor blidt hans greb om hendes skuldre var, men før hun kunne fæstne sig indfandt en træt irritation sig over at manden tydeligvis havde fuldkomment glemt alt om at spise, intet under at manden næsten ikke kunne holde sig ved fuld bevidsthed..!
Da han pludseligt gav slip på hende, som om det var det værste han kunne gøre, kunne hun ikke holde en lav klukken tilbage.
"Jeg bider ikke..!" sagde hun med et legende smil og lagde hovedet let på skrå "Ikke under disse omstændigheder i det mindste"
Det var overraskende så meget han alligevel virkede til at have fundet sig selv igen, der var ikke nogen der kunne være i tvivl om at han var en agtværdig soldat længere, hvilket i sig selv var et fantastisk fremskridt.
"Jeg beder Dem, vent her et øjeblik..!"

Hun drejede om på hælene og skyndte sig ind i køkkenet, hvor hun gik hen til bordet i midten hvorpå der lå mad lagt frem. Hun tog et stykke stof frem og begyndte at lægge mad på det: nogle stykker brød, et par æbler, en appelsin og nogle pære. Efter hun havde bundet det sammen så det holdt maden pakket ind tog hun et andet frem og lagde tre store stykker tørret fisk i det og snørrede det.
Hun tog dem i den ene hånd, og tog et kalkun-ben der lige var færdigristet i den anden og gik derefter ud i gårdhaven igen.

Ved Lycidas’ drillende kommenterer, undslap en grov snerren Garius strube. Han lignede næsten sig selv igen.
Dog nåede han ikke at smide en ond kommentar i hovedet af hende, inden hun pludselig var væk.
Han trak vejret dybt ind, i et forsøg på at få så meget ilt til hovedet som muligt. Hans hånd greb om sværdet ved sin side, for at sikre sig at det stadig var præcis hvor det skulle være. Han så sig undersøgende omkring i gårdhaven, men besluttede sig hurtigt for, at han nok ville være bedre tjent med at være alle andre steder i øjeblikket…
Han satte det ene ben foran det andet, men idet han havde besluttet sig for at forlade stedet, gik døren til huset dog op endnu engang. Han stoppede afventende op, med en skeptisk mine.
Den sårbarhed der havde været hos ham kort forinden, var nu stort set forduftet.

Som hun gik hen mod ham med hurtige, små skridt flagrede det bløde stof fra hendes kjole og afslørede at hun havde bare fødder - det var ganske kotume for hende i hjemmet, men de fleste ville mene det upassende for en adelsfrøken.
Da hun nåede hen til ham rakte hun først det sammenbundne stof frem mod ham "Her, der er lidt forskelligt mad i disse, det skulle være nok til at hjælpe dem i en dag eller to," hun så op på ham med et smil "Tag det som en undskyldning for at have forsinket Deres søns træning."
Hun var fuldt ud klar over at han ville nægte at tage imod noget af ren medfølelse, han havde muligvis tabt meget men han var stadig stolt. For stolt, men der var intet hun kunne gøre ved det, andet end at prøve at få gaverne til at syne som en kompensation.

Garius slap sværdhæftet med den ene hånd, og rakte instinktivt ud mod hvad Lycidas gav ham. Han så ned på sine hænder med en undrende mine.
Sikke en underlig adelsfrøken..!
Han mumlede et eller andet, uden at se på hende. En brummende lyd, der sad en smule fast i halsen på ham. Men man kunne kun formode, at det var et ‘tak’.
Derefter rømmede han sig, og mødte hendes blik. Der var stadig noget lettere skeptisk over hans ansigt, men det var som om noget af den permanente vrede var væk.
“Jeg kommer til at arbejde sammen med Deres bror i fremtiden”, sagde han lavt, i et forsøg på at bryde stilheden, og forklarer hvorfor i alverden han havde befundet sig i hendes families køkken. Kommentaren virkede højest sandsynligt komplet ude af kontekst, men det var det bedste han kunne finde på.
Han skævede endnu engang ned til pakken i sine hænder, inden han gav hende et formelt nik.
“Frøken Cadfael,” sagde han, ment som afsked.