Et spøgelse fra fortiden

Fortsættelse af En bitter smag i munden

Tidlig August, Anno 583.

Lyden af et enkelt, ensomt sæt tunge støvler der ramte smukt lagte brosten lød gennem Bellus denne sommer aften.
Garius Henzel kom langsomt spadserende igennem de affolkede åbne pladser og gader med hænderne i lommerne på den blå uniformsjakke, og en bunke papirer stukket ind under den ene overarm.

Sjældent var distriktet så stille på en smuk sommer aften som denne. Så vidt Garius vidste, var der en eller anden sammenkomst et andet sted i byen for adlens elite og de vigtigste overhoveder i hæren. Hans familie ville være til stede. Generalen ville være til stede. Rodon, Torio, og Garth fra arméen ville være til stede. Og tilsyneladende ville alle andre fra Bellus også være til stede, for de var i hvert fald ikke hvor de plejede..! Havde begivenheden været afholdt to år forinden, ville både han og hans brors tilstedeværelse havde været både en selvfølge, og et patetisk håb for alle de adelige familier der forsøgte at komme af med deres døtre.
Lyden af vandet der flød i de smukke springvand skar tydeligt igennem tavsheden. Der var en lummer duft af sommer. Mørket var ved at falde på for alvor, som det altid gjorde så langt sydpå.

Der var nyt i den sag han selv og Major Bentjeman Cadfael havde efterforsket gennem de sidste par måneder. Selv om der var stor sandsynlighed for at familien Cadfael ligeledes ikke ville være hjemme denne aften, havde Garius alligevel fået ordre på at gå forbi med rapporten.
Ikke at han havde noget bedre at tage sig til.
Da det smukke hus tilhørende familien Cadfael kom til syne, lignede det dog i den grad ikke at der var meget liv. Han sukkede tungt. Spild af tid…
I det mindste ville han dermed ikke blive tvunget ind i endnu en umulig “samtale” med familiens datter. Siden første gang han havde mødt familiens prinsesse - og gennem de adskillige møder med den ældste søn - havde hun brugt kontante kræfter på at råbe sine lunger ud af ham. Om tro og regler og etik og månerne måtte vide hvad.
Alligevel hankede han op i rapporten under sin arm, og drejede ind mod husets hoveddør. Siden det var sent, havde han efterladt den tunge brynje i militærdistriktet, til fordel for en diplomatisk, smukt syet kofte. Dog hang sværdet stadig trofast ved hans side som altid.
Garius rømmede sig ubehageligt, og løftede sin ene hånd for at banke på det smukke træ.

Hele familien Cadafel var taget til fejringen af, hvad der synede til, at være militærets fuldkomne triumfer over deres modstandere i form af spredte oprørsgrupper. Dette fungerede også som en mulighed for at vise både moralsk og økonomisk støtte til militæret for adelens familier, en lejlighed Lycidas under alle andre omstændigheder ville have været tilstede ved, men grundet en let feber havde hun fået strenge ordre på at blive i ro i et par dage. Det var den slags ting der kunne udvikle sig til noget langt mere alvorligt, hvis man ikke håndterede det korrekt.

Lycidas lå i sin seng med ryggen mod væggen og ansigtet mod vinduet, som hun inderlidt ønskede ville åbne sig, blandingen af sommerheden i hovedstaden og feberen var ved at drive hende til vanvid.
Pludselig lød et brag igennem huset, hun stødtede sig til sin ene arm og hævede sin overkrop fra madrassen, det lød som om det kom fra køkkenet...men hvem ville dog have tabt noget på dette tidspunkt? Der var intet behov for at forberede noget, alle burde være i deres senge på dette tidspunkt.
Som hun tænkte dette blev et af vinduerne i hendes værelse lirket op, en let brise fik gardinerne til at svaje frem og tilbage. Hendes blik gled over mod gardinet, og hendes øjne spærredes op i frygt da en mand, klædt fuldt i sort trak gardinet til side.
"Du...du er et febersyn" hviskede hun åndeløst, det kunne ikke passe, det måtte ikke passe
Ved lyden af en kølig, lav latter bevægede figuren sig med hurtige skridt hen mod hendes seng, han var alt andet end et febersyn.
"NEJ!" hun begyndte at kravle ud af sin seng så hurtigt som muligt, og greb efter et stykke snor der lå på bordet ved siden af hendes seng.
Idet hun havde fat om det greb manden fat om livet på hende, og tvang hende tilbage i sengen, og fik hende til at ligge på ryggen.
Han pressede sit knæ mod hendes mave for at holde hende nede, og bøjede sig fremover mens han rykkede i hendes natkjole. Instinktivt viklede hun det tynde stykke snor rundt om halsen på manden, og trak i hver sin ende af det så det strammedes som en løkke om halsen på ham. Hun trak så hårdt at hendes knor blev hvide.

Garius’ hånd havde været et par centimeter fra hoveddørens overflade, da et højt, skramlende, brag lød fra indersiden af huset. Men hvis der var folk til stede, hvorfor lå hele palæet så hen i komplet mørke?
Noget kravlede pludselig ubehageligt under huden på ham, og han fik en anelse han slet ikke brød sig om.
Højere, end han normalt ville have gjort, bankede han imod hoveddøren.
“Cadfael!” udbrød han højlydt. Stemmen var vred som sædvanligt, og skar gennem det øde distrikt, men der var noget ekstra kommanderende i dens dybe klang. “Luk op! Nu!”
Endnu en skramlende lyd fra palæets dyb, men intet svar.
Endnu engang slog han sine knoer mod husets dør.

Garius bandede. Han brød sig slet ikke om manglen på en velkomst, fra så højlydt et hus.
Med hurtige bevægelser tippede han en stenvase der stod ved palæets dør, og smed rapporten ind under den, i håb om at de mange sider ikke ville blive taget af vinden. Derefter tog han et par skridt tilbage, og så op mod de store, møre vinduer, i håb om et tegn på liv. Intet.
Hans hånd fandt sværdhæftet i et sikkert greb, idet han satte i løb rundt om det fornemme hus. De tunge støvler rungede mod stenene, og han kom utroligt hurtigt rundt til bagsiden af familiens hjem.
Hvis ikke nogen ville tage imod ham ved hoveddøren, var der måske en anden vej ind gennem døren der ledte til husets køkken.

Manden hvæsede og hev efter vejret som snoren strammedes om halsen på ham, i frustration rykkede han så hårdt i skulderen på natkjolen at der blev rykket hul i ærmet, og hendes mælkehvide hud kom til syne. Det var som om dette fik ham til at glemme snoren om hans hals, og han pressede sin krop længere ned mod hende for at sænke sine tænder hårdt ned i huden på den nu blottede skulder.
Lycidas skreg i afsky og frygt ved følelsen af hans tænder mod hendes hud, og følte varme tårer strømme ned af hendes kind.
Det at han nu var tættere på hende, gjorde dog at hun kunne lægge mere vægt i når hun trak i snoren, og efter hvad føltes som en ulidelig evighed var den stammet nok til at mandens bid slap hendes skulder i en desperat gispen efter vejret. I et forsøg på at komme fri skiftedes han vægt nok, til at hun kunne skubbe hårdt nok til ham til at han faldt bagover og ned på gulvet.

Endelig havde hun fri mulighed for at flytte sig, og hun spildte ikke tiden. Hun fløj nærmest ud af sengen igen, slog døren op og løb ned af gangen. Hun havde sin dolk på sig under natkjolen, men hun vidste at det ikke ville være nok, baseret på larmen der var kommet fra køkkenet øjeblikke tidligere var han ikke alene.
Der hang mange ting på væggene i Cadfael familiens palæ, blandt de mange portrætter og malerier hang der våben, der så ud til at være til pynt som et udtryk for deres langvarige kobling til militæret, men de fleste af dem var fuldt operative våben. Sværdende ville være for store og tunge for hende at bruge, så hun greb febrilsk en armbrøst fra væggen.
I samme øjeblik kom manden hun netop havde skubbet af sig stormende ned af gangen med retning mod hende og hvad der lignede et kort sværd i hånden. Hun skubbede sig op mod væggen og affyrede to pile mod ham, hvert skud gav et hårdt slag mod hendes skulder, der næsten fik hende til at miste grebet om den.
Den ene pil ramte ham i skulderen, den anden i det øverste af maven. Det var næppe nok til at slå manden ihjel, men det var nok til at få ham til at falde forover ned på gulvet. Om ikke andet var han sænket noget nu.
Lige så snart han virkede immobiliseret løb hun videre ned af gangen, hun blev nødt til at komme ned af trapperne der ledte til indgangen af huset og ud, det var den eneste mulighed da bagtrappen næppe var fri.

I køkkenet var der kaos, 3 mænd havde tvunget sig vej ind og potter, pander og knive lå overalt spredt. Tjenestefolkene der havde værelser omkring det store køkken havde frygtet for deres liv, men var blevet komplet forbipasseret lige så snart De indtrængende havde fået øje på bagtrappen der gik op til første sal.
En ung kvinde var løbet ud i gårdhaven i en blanding af panik og i forsøg på at skaffe hjælp. Da hun fik øje på Garius i hans blå kofte råbte hun ud efter ham "HJÆLP! De er trængt ind i huset!"

Garius var præcis drejet om det sidste hjørne ind til gårdhaven, idet han registrerede at døren til køkkenet stod åben. Den unge kvinde løb nærmest ind i ham, håret rodende om hendes hoved og hendes ansigt komplet rødt og hævet i panik.
Instinktivt lagde soldaten en rolig hånd om hver af hendes skuldre, idet hun panisk skreg op. Ved hendes ord, blev alle hans anelser bekræftet.
Han gav slip på tjenestepigen, og gik straks hen mod husets bagdør der stod på vid gab. Den lange klinge gav en syngende lyd, og funklede, idet han trak den med en flydende, øvet bevægelse.

De grønne øjne løb koncentreret hen over kaoset. Uanset hvem der var brudt ind, havde de ikke været nervøse for modstand. Det måtte betyde at familien var væk, præcis som resten af distriktet.
Et par tjenestefolk sad i et hjørne af køkkenet, hulkende og forskræmte. Garius gav dem et blik, og de pegede med rystende hænder mod en trappe lidt derfra. Med lange skridt, gik han selv mod første sal.

Han udbrød en høj lyd med den rasende stemme. Sværdet holdt ud foran sig. De lange, sikre skridt genlød over det smukke trægulv. “I forpulede kujoner! Kom frem i lyset!”
Henzel-sønnens grønne øjne lyste i mørket, som om han så direkte igennem det. De hvide Parél-mærker stod klart frem på uniformens ærme.
Nok havde de indtrængende måske ikke regnet med modstand fra Cadfael familiens mænd. Men de havde nu fundet en langt stærkere - og totalt gal - fjende.

Lycidas var næsten nået hen til trappen, hun kunne se den og der var umiddelbart ikke nogen i nærheden af den, men lyden af en stemme fik hende til at stoppe op og presse sig imod væggen, knuende armbrøsten ind til brystet mens hun forsøgte at finde frem til om det var en stemme hun kendte. Hendes øjne lyste op idet hun genkendte den; Garius, Garius var i huset.
Under stort set alle andre omstændigheder ville hun have hadet at have ham i sit hjem, men nu følte hun sig nærmest lykkelig ved tanken.

Netop som hun havde tænkt tanken til ende, dukkede tre mænd frem i gangen på den anden side af trappen, adrenalinen pumpede igennem hendes årer og hun for hen mod trappen i et forsøg på at nå den før de gjorde. At løbe tilbage var ikke en mulighed, hun havde ingen anelse om manden hun havde skudt stadig var en trussel.
Hun nåede at løbe et par trin ned før en af dem greb fat i hendes arm og hev hende tilbage mod sig. Istedet for at forsøge at affyre armbrøsten svingede hun som et bat for at ramme manden bag sig. Den gav en høj, tør, knasende lyd fra sig da den ramte manden i brystet og splintredes mod ham. Det var nok til at slå ham lidt tilbage og miste grebet om hendes tynde arm, men det forvoldte næppe nogen vedvarende skade.
Lycidas stumlede forover i det han gav slip og faldt ind i gelænderet på trappen der stødte hendes ribben, en svag hvæsen kom fra hende. Feberen gjorde hende mindre sikker på benene, hun kunne ikke orientere sig så nemt som hun plejede, og det hjalp ikke at hamre ind i et gelænder.

De to andre mænd havde ved lyden af Garius' stemme gået i retningen af ham.
De havde ingen voldsom beskyttelse på sig da det kunne hindre deres bevægelighed, og de havde ingen årsag til at regne med alvorlig modstand.
De stod afventende i mørket, den ene med et sværd trukket og manden bag ham med to dolke, en i hver hånd.

Alt det hyggelige og hjemlige var totalt trukket ud af det mørklagte palæ. Alt der var tilbage var den elektriske spænding af kampens hede. Som en vibrerende skygge der fik væggene til at dirre. Den søde duft af vanilje var udskiftet med noget modbydeligt tykt. En undertone af jern. Blod?
Garius bevægede sig igennem huset, hurtigt, men sikkert. Han var trænet i situationer som denne, og havde overlevet utallige.
Og dog, havde han været så opmærksom på at søge for det mindste spor af bevægelse langs gangens vægge og loft, at han ikke havde opdaget manden der lå såret i skyggerne på gulvet.
Idet hans skosnude stødte imod mandens mellemgulv, og en højlydt, klynkende jamren fyldte gangen, så Garius skeptisk ned på sine føder. Hvad mødte hans blik, var en rodet bunke af sort, vådt stof, og krampende bevægelser. To pile havde komplet ødelagt mandens torso, og det klistrede, røde blod løb nu ud over det dyre gulv. Han snoede sig i smerte på gulvet.
Garius værdigede ham ikke endnu et blik, men satte i stedet en fod mellem krybets skulderblade, idet han trådte hen over ham. Et højlydt, hvæsende gisp af smerte lød, men Garius havde allerede blikket rettet fremad igen.

Det var i dette øjeblik, at han så liv længere fremme, ved gangens endevæg. Et glimt af noget kastanjebrunt fik et eller andet til at slå klik i hans hoved, og hans ansigt ændredes fra en koncenteret jægers, til komplet blodrus.
“Lycidas!” Hans stemme bragede gennem mørket. Men i samme øjeblik han råbte, var hun allerede forsvundet for hans blik igen. Til gengæld, bevægede to mænd sig nu imod ham med sikre bevægelser. De var begge klædt i sort, som om de virkelig troede det ville gøre en forskel.
Han bandede højlydt imod dem, idet han satte det ene ben foran det andet med hastigere skridt. Sværdet lå sikkert i hans stænke hånd, idet han tornede imod sine modstandere.
Da den første mand mødte ham, slog han voldsomt mod dennes korte sværd. Metallet klirrede. Der var så meget kraft bag soldatens slag, at kortsværdet skød tilbage fra stødet, og tyvens skulder fulgte efter.
Garius rakte frem mod ham, tog et fast greb om hans sorte krave, og trak til. Det var let at trække indtrængeren så tæt ind, at hans mellemgulv lå sikkert mod soldatens overarm. Derefter stemte Garius imod gulvet med begge ben, og kastede - let som ingenting - den anden mand over skulderen. En knasende lyd hørtes, idet manden ramte gulvet, tæt ved sin gennemborede ven, bag tvillingen.
Mens alt dette stod på, havde Garius ikke så meget som taget blikket af den anden mand der stod imellem ham og adelskvinden. Lycidas havde om muligt ikke meget tid..!
Nok havde han ikke slået den første kujon ud af spillet, men alt der var vigtigt nu, var at komme så hurtigt frem som muligt.

Ved synet af sin kammarat blive slynget over Garius' skulder som var han en sæk, var ikke ligefrem betryggende for den anden mand der nu stod, alene, foran Garius. Han var ikke trænet i kamp så meget som han var trænet i at skaffe sig adgang til steder uset og forsvinde, men han kunne ikke udstå denne soldats forstyrrelse.
Han tog et skridt frem og svingede den ene dolk, som naturligvis blev pareret, hvorefter han svingede den anden der snittede Garius overarm, og efterlod et langt, men ikke voldsomt dybt sår.

Da Garius havde kaldt hendes navn havde hun et øjeblik glemt hvor travlt hun burde have med at flytte sig fra gelænderet, han var tættere på end hun havde troet "Garius!" råbte hun tilbage, men blev straks samlet op af den tilbageværende indtrænger hvilket fik hende til at give et skrig fra sig.
Han havde et hårdt greb om hendes talje da han samlede hende op, han ramte derved også hendes ømme ribben, og svingede hende rundt.
"Din lille djævle tøs!" råbte han af hende "Tror du virkelig du kan slippe væk nu, hm?! Næ nej, vi har haft rigeligt besvær nu...jeg fortjener en belønning."
Han kastede hende skødesløst ind væggen, og løsnede sit bælte uden at holde blikket på hende, da han ikke antog at der var brug for det, taget hendes spinkle krop i betragtning "Hvem end det er der sænker jer, skynd jer lidt! I kommer til at gå glip af det..!" hans stemme var kølig og lettere irritabel over det at der nu var endnu en forsinkelse.

En kulde løb ned af Lycidas ryg da han begyndte at åbne sit bælte, hun var ubehageligt klar over sin situation. Hun var blevet slået rundt, hun var mindre end ham og havde en feber; hendes chancer var ikke gode for at slippe fuldkomment fra dette uden at lide overlast, selv med Garius i huset.
Hun lod sin hånd glide af hendes ryg, og greb fat om sin dolk gennem den lille åbning i stoffet. Det ville ikke være nok på lang sigt, men det var muligvis ikke nødvendigt at tænke langsigtet.

Garius havde holdt sine lynende øjne på manden foran ham, idet hans navn blev råbt, efterfulgt af et skrig. Han drejede hovedet efter lyden. En brændende smerte jog gennem hans arm idet tyvens dolk flænsede den blå jakkes stof og stak i hans overarm.
Med ét vendte han opmærksomheden mod manden foran sig igen. De hvide, blottede tænder lyste op i mørket, idet en knurren undslap hans strube.
“Åndssvage lille mide.” Hans stemme var isnende. Til mandens undren, stak Garius sit sværd tilbage i bæltet. En umiddelbar fredelig gestus… og dog. Det maniske ansigt sagde alt. “Det skulle du ikke have gjort..!”

For toppen af trappen, kom to skikkelser pludselig flyvende forbi. En voldsom bragen lød idet den ene, mindre skikkelse blev hamret imod gangens endevæg.
Garius stod voldsomt over den anden mand, hans ene, store hånd dækkede komplet den mindre mans ansigt i et jerngreb. Selv om tyven gjorde det bedste han kunne for at rive sig fri, eller få vejret, nyttede det ikke det mindste.
Væggen rystede idet den kolliderede med mandens baghoved. Igen. Og igen. Og igen.
Et maleri faldt ned på gulvet for Garius fødder.
Da han endelig gav slip på mandens ansigt, gled den sortklædte livløst ned ad væggen, og efterlod kun en mørk plet af blod, der løb ned over det fine tapet.

Endelig vendte Garius sig, og så på Lycidas for første gang den aften. De våde øjne og det roddet hår.
Så på hendes angriber. Modbydelig og monstrøs.
Garius’ blodtørstige øjne funklede i den dunkle gang, og som han stod for toppen af trappen, højt hævede over manden der var fokuseret på Lycidas, så han nu pludselig enormt høj ud. Med et ærme der var mørkt af hans eget blod, og hænder der var røde af en andens.
Han sagde intet. Rakte blot ned, med sin raske arm, og trak endnu engang sit sværd. I modsætning til tyvenes våben der havde været spinkle og lette, var dette våben imponerende langt.
“Du rør hende ikke.”

Ved det voldsomme brag fra toppen af trappen fik både Lycidas og manden der stod et lille stykke væk fra hende til at se op.
Lycidas øjne spærredes op i dyb overraskelse og chok ved måden Garius valgte at ende livet på sin modstander, ikke med et våben men med de bare næver, hvilket var sjældent set. Ikke mindst fordi det som oftest var direkte umuligt at gøre uden selv at blive skadet mere end man havde godt af.
Så grusomt og frastødende som det var, var det ikke en følelse af gru der spredte sig i Lycidas' krop, det var en mærkelig vag følelse af sikkerhed.
Hun slap dog ikke grebet om sin dolk endnu, hun vidste at Garius var stærk - og hvis hun ikke vidste det var det ualmindeligt klart nu - men hvis manden ved siden af hende bevægede sig hurtigt kunne det stadig være nødvendigt at gøre brug af den, da Garius trods alt var et stykke fra dem.

Manden havde set på i mistro som soldaten havde dræbt hans kammerat med de bare næver, men han var ikke villig til at opgive sin pris lige med det første. Han stirrede op på Garius med en irriteret mine, og havde demonstrativt stadig sit bælte åbent.
"Ho hooo.." sagde han i en kølig tone "Ser man det. Jeg beklager meget, eller...nej det gør jeg egentlig ikke, men det lyder pænere hvis sætningen starter sådan..! Jeg aner ikke hvad din relation til hende er, men hun er ikke længere din på en eksklusiv basis. Dette er færdiggørelsen af en ordre der lød for 12 år siden, det er uafhængigt af din tilstedeværelse."
Han rakte om på sin ryg og trak et sværd der var spændt på hans ryg, det var ikke lige så langt som Garius men det var mere reelt end resten af gruppens våben.

Garius havde stået stille som en statue, mens manden snakkede sit hoved af. Han kunne om muligt ikke havde hadet manden mere, i det øjeblik.
Blodet rasede i Garius’ ører og hans øjne så rødt, idet han eksploderede ned ad trappen, med sværdet trukket tilbage, og klar til slag.
Det første huk faldt mod mandens skulder, men blev fejet af af en hurtig parade.
Idet Garius mødte modstand, stod han stadig på det nederste trin, højere end hans modstander, og derfor faldt det første mod-angreb mod hans ben. Soldatens klinge lynede gennem mørket, idet han svingede det rundt og parerede udfaldet. Og dermed var sværdkampen igang.

Stålet faldt igen og igen voldsomt tæt på Lycidas. Men den sortklædte havde ikke i sinde at tillade Garius at trænge sig ind mellem ham og hans bytte. Garius ville om muligt have sagt noget til Lycidas, i håb om at få hende til at flytte sig, men han var for blændet af vrede og koncentration mod det modbydelige væsen foran ham. Nok var soldaten stærk, men han havde en tendens til at være langsommere end de fleste. Og denne modstander lod ham ikke komme ind på livet af ham, så let som de andre havde gjort.

Manden bed tænderne sammen i en grimasse, frustreret men underholdt. Slagene der faldt mod ham havde en irriterende stor styrke bag sig, der flere gange var ved at påvirke hans egen balance negativt.
Han havde ikke de store evner med sig nødvendigvis, ikke på samme niveau som en trænet militærmand, men han var hurtigere end den store mand foran sig, hvilket han brugte til sin egen fordel i så høj grad han kunne.
Han var nær blevet såret voldsomt da Garius svingede sit slag mod hans bryst, men det lykkedes ham at parere det, kraften bag fik ham dog skubbet bagud, lidt længere væk fra Lycidas. Ikke noget han var glad for.
I et forsøg på at vende oddsende til sin egen fordel gled han til siden og langede et huk ud mod Garius' skulderblad.

Da manden blev skubbet lidt væk flyttede Lycidas sig så hurtigt hun kunne, i sin medtagede tilstand, og nåede et par trin op af trappen før hun måtte give op. Smerten og hendes feber gjorde hende ude af stand til at holde sig selv oppe, og hun gled ned af gelænderet så hun sad på trappen hvorfra hun overværede slaget.
Hendes dolk var nu trukket ud, og hun sad med den i hånden, som et sidste forsøg på at være beredt på det værst tænkelige.

Garius fik med nød og næppe vendt sig i tide, for at tage imod det hårde slag mod sin ryg. Den sortklædte havde lagt hele sin vægt bag, og idet Garius’ sværd tog imod det, skrabede stålet mod hinanden, og sendte gnister ned på trægulvet.
Garius var langsom, men han var en bedre sværdmand. Han stemte hårdt imod gulvet med begge ben, idet han pressede sit parerende sværd mod den anden mand. Med et kraftfuldt skub, sendte han den svagere mand bagud og ned på gulvet. Luften blev presset ud af lusens lunger, og det kunne høres.
Endelig havde Garius overtaget. Endelig ville denne latterlige kamp være forbi..!

En skikkelse kom væltende besværet ned ad trappen, forbi Lycidas. En mand klædt i sort, med en dolk hævet over hovedet. Hans bevægelser var langt mere faldende, end løbende - han var tydeligvis desorienteret fra hvordan Garius havde smidt rundt med ham kort forinden - men det gjorde ingen forskel.
Garius havde hævet sin klinge, for at gøre det af med gruppens leder, idet den sårede mand fra trappen pludselig var over ham med et hæst krigsråb. Den mindre mand hoppede direkte op på ryggen af ham, og kun med nødt og næppe blev soldaten stående oprejst.
Garius brølede i smerte, idet den skarpe dolk hamrede ind i hans overarm, hvor uniformsjakken i forvejen var skåret op. Det lange sværd faldt til jorden med en høj skramlen.

Manden på gulvet, lederen, der ellers havde set sit liv som så godt som tabt for få sekunder tidligere, havde nu et triumferende smil på sine læber, nu var oddsene i den grad vendt.
Han rejset sig roligt, som om der ingen tid var at spilde nu, Garius var ikke længere i stand til at lange sit sværd ud mod ham. Alt var på hans side.
"Der kan man bare se..!" sagde han, stadig lettere forpustet "Du er pludselig ikke det store værd for vor lille frø-"
Hans talestrøm blev afbrudt af en lyd der først var ubestemmelig for alle tre mænd, det var først da manden selv hostede det første blod op at det blev klart. Der sad en dolk begravet i hans hals, Lycidas dolk.
Det pludselige stød af adrenalin da Garius virkede til at blive overmandet, havde været nok til at få hende på benene igen, og kaste dolken med dødelig præcision.
Lederen tog sig i mistro om halsen, men det var for sent. Dolken havde stort set gennemtrængt halsen helt, og blodet strømmede ned af ham. Han faldt forover mod gulvet, landende på halvt udstrakte arme hostede han voldsomt blod op, før det til sidst blev til en gurlende lyd som han kvaltes i sit eget blod.

Lycidas kunne mærke benene give efter under sig, idet de bukkede under nåede hun at gribe om gelænderet og afblødte derved faldet en smule.

Både Garius og tyven der stadig kravlede rundt på hans ryg stoppede op i total undren ved den sygeligt boblende lyd der kom fra den tredie mand. Dog tog det dem kun et sekund at komme sig, idet kampens hede fortsatte præcis hvor den var stoppet.
Manden fik et godt tag om Garius røde hår, og hev hans hoved voldsomt bagover, så nakken knap kunne holde til det. Blodet fra såret var allerede begyndt at flyde ud i store strømme omkring dolken der stadig var begravet i soldaten, og uniformsjakken blev hurtigt tung og mørk af blod. Ved siden af dem, faldt gruppens leder gurglende til jorden.
Med den raske arm rakte Garius op, og fik et fast greb om tyven. Voldsomt, slyngede han ham forover, så han endte med at ligge med ansigtet mod gulvet. Det eneste han havde tilbage, var en håndfuld af rødbrunt hår.
Hastig tog Garius et stort skridt hen over den sidste modstander, så han havde et ben på hver side af mandens overkrop. Et højt udbrud kom fra tyven, idet soldaten tungt lod sit knæ falde mod hans ryg. Klemt nede mellem gulvet og hele soldatens vægt, var der ikke meget han kunne gøre.
Garius rakte bestemt ud mod lederen, Lycidas havde gjort det af med. Hans hånd fandt enden på det bælte manden selv havde åbnet kort forinden, og trak til.

Den sidste indbryder gjorde al den modstand han kunne, men det stoppede ikke Garius fra sikkert at lægge bæltet om hans hals. Hver ende af det grove læder var snoet en gang rundt om hver af Garius’ hænder, og stadig med knæet solidt plantet på mandens ryg, trak han nu til.
Idet soldatens armmuskler spændets, blev blodet der strømmede fra hans overarm kun mere voldsomt.
Snart blev den sortklædtes ansigt rødligt. Derefter blåligt. Derefter intet overhovedet.
Mandens hoved faldt tungt til gulvet med en hul lyd, idet Garius endelig gav slip, og rejste sig møjsommeligt og udmattet op.

Da Garius spændte bæltet om den sidste levende modstanders hals undslap et lettelens suk Lycidas.
Grusomheden og brutaliteten var uden tvivl til stede, men alt det faldt bort i den aktuelle situation. Hvor voldsom og grov Garius havde været var ligegyldig, alt andet end det mod han havde vist nu var fuldkomment ligegyldigt.
Endelig, endelig var det sikkert at slappe af, og den sidste smule spænding forlod hendes krop. Hun sank sammen på trappen, klamrende sig til gelænderet.
Hun havde ikke lyst til at vise sig som mere skrøbelig end hun allerede havde gjort denne aften, men hun kunne ikke stoppe hele sin krop fra at ryste. Adrenalinen var forsvundet, men frygten holdt stadig et fast greb i hende.

Da Garius endelig stod oprejst, lod han sit hoved falde bagover i et dybt suk. Lyttede. For at være sikker på, at der ikke var andre, der gemte sig rundt i skyggerne i det store palæ.
Stanken af blod, var så tung, at den nærmest overdøvede alle andre sanser. Det virkede komplet malplaceret i et så hyggeligt og hjemligt hus som dette. Garius havde aldrig i sit liv troet, at han rent faktisk kunne savne duften af vanilje…
Han havde stået med et ben på hver side af manden der havde måtte lade livet sidst, ud af de tre indtrængere. Nu trådte han dog hen over denne, og gik et skridt hen mod trappen, hvor Lycidas var sunket sammen. Undersiden af de tunge, militære støvler klistrede mod trægulvet. Sværdet gav en let syngende lyd, idet Garius samlede det op med sin venstre hånd, og sikrede det tilbage ved sin side.
Langsomt, næsten forsigtigt, gik han hen til trappen, og stoppede. Så på kvinden der knap kunne holde sig slev oppe. Varsomt tog han et par skridt op mod hende, og satte sig på hug, den ene fod hvilende på trappetrinnet under hende. Han lænede den venstre underarm på det ene knæ. Den højre arm hang underligt dødt ned langs hans side. Han lagde hovedet let tilbage, og så op på hende med de grønne øjne.
For første gang, var hans ansigt komplet neutralt. Ingen vrede. Ingen irritation. Ingen minder. Ingen smerte. Bare en mand.
“Det er ovre nu.” Den dybe stemme måtte virke fremmede, uden undertonen af konflikt. “Der er ikke nogen, der kan gøre dig noget mere.”
Synet af hende, gik direkte i hjertet på ham. Hvordan hun rystede over hele kroppen, som et forskræmt dyr. Hvordan hun klamrede sig til trappens gelænder, som om det var det eneste i livet der gav mening længere. Et ansigt der var bange og fortabt. Han synes endda at fornemme noget andet, feberagtigt over hendes store, blanke øjne.
“Kom.” Stille rakte han forsigtigt ud mod hende, med den ventre arm. Ville lægge den om hendes talje, hvis hun ville lade ham, så han kunne støtte hende. “Lad os få dig et sted hen, hvor du kan ligge ned.”

Det var ført da Garius talte til hende at hun løftede blikket og indså at han var lige foran hende. Hendes øjne var blanke, både fra feberen og fra tårerne der nu ikke længere kunne holdes tilbage og gled ned af hendes kinder og dryppede ned på natkjolen.
Det virkede næsten som om hun så på en anden person, end den sammenbidte og bittre mand hun havde haft adskillige ophedede samtaler med. Han var rolig, der var ingen vrede og han virkede næsten venlig. Hun kunne ikke få de to meget forskellige former for adfærd til at passe sammen, men det var ligemeget. Hun havde ikke brug for at det gav mening, hun havde brug for en følelse af sikkerhed, noget Garius i dette øjeblik gav hende.
Da han rakte sin venstre arm frem mod hende prøvede hun blot at læne sig op af den, men hun overvurderede hvor meget styrken var kommet tilbage i hendes ben og hun faldt forover mod hans bryst. Hun forsøgte at rejse sig op det øjeblik hun stødte ind i ham, men hendes ben var for svage og rystede for meget til at det gjorde nogen forskel.

"Garius.." hun forsøgte at undskylde, men hendes stemme druknede i forsøget på at holde hulken tilbage, det eneste hun kunne få frem var et lavt "Undskyld" der næsten var uhørligt blandet med gråden.
Bidet på hendes ene, blottede skulder var nu rødt og hævet. Det føltes som om det brændte, hun havde lyst til at rykke det af sig, men det var ikke muligt. Det føltes som om manden havde brændemærket hende, havde gjort hende til deres, og hun afskyede det mere end hun kunne sige.

Da Lycidas faldt ind imod Garius bryst, tog han imod hende. Hendes lette vægt havde ikke været nok til at rokke ham ud af stedet.
Armen han havde ville støtte hende med, lagde han nu hele vejen om hende istedet. En sikker, trøstende arm, der nåede hele vejen om hende, og en varm hånd der nu hvilkede beroligende på hendes ene side. Det tynde stof fra hendes natkjole var utrolig blødt mod hans grove hånd. Han kunne knap forstå hvor skrøbelig hun føltes…
“Du behøver ikke at sige noget.” Hans stemme var stille i mørket.
Han lukkede øjnene, idet tiden gik. Hans hage hvilede mod hendes hår, mens han roligt knugede hende ind til sig.
Han kunne mærke hvordan hendes krop rystede og skælvede. Hendes ujævne åndedrag mod hans hals. Han kunne mærke sin kofte blive varm og våd af hendes gråd.
Og sådan sad de i stilhed.
“Lycidas.” Garius stemme brummede roligt ud i den mørke gang, idet han løsnede sit greb en smule om hende. Da han så ned mod hende, var deres ansigter utroligt tætte. Hendes grønne øjne føltes næsten som et spejl. Den hvide hud lyste op i mørket. “Læg dine arme om min hals…”

Ved følelsen af Garius' arm om hende spændtes hendes muskler i et kort øjeblik, en lille rest af hende forsvarsmekanismer der havde været på overarbejde denne aften, før de igen slappede af så meget som de nu kunne for den skælvende adelsfrøken.
Varmen fra Garius arm tæt om hende føltes betryggende, og det var som om den varme langsomt begyndte at sive ud til resten af hendes krop og fik hende til langsomt at ryste mindre og mindre.

For første gang i hvad føltes som en evighed var det en lettelse at se op i Garius' grønne øjne, ingen af dem var vrede. Det føltes næsten som om det var første gang hun havde set ordenligt på ham, ikke på en soldat der var ved at falde fra hinanden eller en frustrerende modstander, men på ham. Garius Henzel.
Hun så op på ham i stilhed i et øjeblik efter han havde færdiggjort sin sætning, som om en lille del af hende ventede på om han ændrede mening, før hun lod hænderne der hvilede på hans bryst glide op, og lagde de tynde let rystende arme omkring hans hals.

Da Lycidas arme lå forsvarligt om ham, lagde han sin egen arm om hendes talje. Han løftede hende en lille smule, og rejste sig langsomt op fra trappen.
Med sikre, stærke bevægelser, lagde han en arm under hendes ben, og fik sig rejst op. Der var ingen tegn på udmattelse i den måde han løftede hende op på. Tvært imod, kunne hun lige så godt have vejet ingenting.
Han sikrede sig at hendes natkjole ikke gled op om hendes ben, og holdt den forsvarligt på plads hvor den var. Det bløde stof virkede næsten hånende i situationen.
I hans favn, lå hun nu ind mod hans ventre side, hendes ansigt mod hans hals. Hans arm holdt hende sikkert fast. Dolken stak stadig ud af Garius’ højre overarm, ud mellem det flænsede stof i jakken, men hans ansigt var lige så roligt som før.
Med langsomme, afmålte skridt og rank ryg, gik han op ad trappen til gangen hvor det hele var startet.
Stadig kunne han føle hendes vejrtrækninger mod sin hud, men hun lod til at være faldet mere til ro.
Idet de nåede toppen af trappen, bukkede han let i nakken, og sørgede for at hendes ansigt lå ind mod ham. Der var ingen grund til at hun skulle se på det blodbad der nu besudlede hendes hjem…

Det gav et let sug i hendes mave da Garius løftede hende op lod sin anden arm glide ind under hendes ben, og det snurrede let i hendes hovede. Alt virkede til at snurre i rummet, hun huskede ikke at have slået sit hovede i tumulten, mon det var feberen?
Hun pressede sin pande let mod han hals, hendes hud føltes som om den brændte mod Garius' køligere hud, og hendes åndedræt var lettere overfladisk. Hendes krop var dog langsomt stoppet med at ryste i hans favn, og lå nu roligt op af den rolige mand. Hun strammede grebet om hans hals en smule og trak derved sin krop endnu tættere på ham, med sin pande stadig hvilende mod han hals.
Da han bukkede lidt i nakken kom hans hage til at skubbe let til hendes hår, og fik størstedelen af det tykke, rodede hår til at falde ned over has skulder og væk fra hendes hals.
Ved den tunge lugt af blod i gangen begravede hun fuldt sit ansigt i kurven mellem hans skulder og hans hals. Hun ville ikke se hvem der lå der, ikke igen..

Garius tog et langt skridt hen over manden der lå henslængt midt i gangen, med de to pile stadig stikkende op i luften.
Da han så op fra gulvet, mødte hans øjne pludselig en andens. Han stoppede op, og så lettere forundret på en svageligt udseende, ældre mand der knugede en køkkenkniv i en rystende hånd. Hans sammenkrummede skikkelse var sort i mørket, og hans knæ rystede af frygt.
“E-e-er de døde?” Spurgte den ældre med en rystende stemme. Han var tydeligvis en af familiens tjenestefolk, der endelig havde været modig nok til at undersøge sagen selv.
Garius svarede ikke manden på spørgsmålet. Det var åbentlyst
“Jeg går ud fra at I har gæsteværelser her i huset?” spurgte han i stedet. Den neutrale stemme, nærmest underlige stemme fra før, havde nu en undertone af noget kommanderende.
“Ja, selvfølgelig, Hr.,” svarede tjeneren ham, stadig i chok.
“Gør et af værelserne klar til din frøken.” Fortsatte den selvsikre stemme. “Og send bud efter Falstaff. Fortæl ham hvad der er sket, og at hans datter er i god behold”.
Tjeneren bukkede dybt, famlende med kniven i hænderne. Garius havde næsten forventet at manden ville komme galt afsted med den..! Derefter forsvandt tjeneren ned ad trappen mod køkkenet, og forsvandt.

Garius lænede sig forover, og lagde forsigtigt Lycidas ned på en blød, nyredt seng. De bløde puder gav efter for hendes beskedne vægt. Idet han endelig gav slip på hende, efter af have båret hende det sidste lange stykke tid, var det pludselig underligt ikke at føle hendes brandende krop mod sin egen.
Gæsteværelset var overraskende stort. Der var endda gjort plads til både et arbejdsbord og en sofa, komplet med et smukt gulvtæppe of tunge gardiner. Tjenestefolkene havde ladet døren stå på klem, som Garius havde bedt dem om. Uanset hvad der skete i resten af huset, havde han et ønske om at høre det.
Hvad Garius tænkte, var ikke til at sige, men han lod sin raske hånd løbe kort over Lycidas’ hår, mens han stadig stod bøjet ind over hende. Sikke en aften…

Puderne og dynens kølige stof mod hendes brændende varme hud fik et lettelsens suk til at undslippe hede og hendes øjne lukkedes langsomt, det var første gang denne aften at hendes stigende temperatur blev lindret.
På trods den behagelige og afkølende følelse fra sengen, følte hun sig mærkeligt sårbar, hvor imod hun havde følt sig beskyttet i armene på Garius.
Da hans hånd gled let hen over hendes hånd følte hun sig selv gribe ud efter den, og lade sine fingre lukke sig om hans håndryg. Hun åbnede øjnene igen, og så op på ham om han stod bøjet ind over hende. Hun lod langsom blikket glide væk fra hans, og fik øje på dolken der stadig var begravet i hans højre arm.
"Garius, din arm..." hendes stemme var svag, som om hun ikke havde flere kræfter tilbage i sig, og selv det at tale var en anstrengelse. Den formelle tiltale hun ellers altid havde fasthold var forsundet som dug for solen. Blikket gled igen op, og blev fanget af hans grønne øjne der i modsætning til hendes egne, blanke og røde fra de mange tårer og feberen, var i fuldkomment ro.
Hun strakte sin anden arm for at røre hans kind, men med en let hvæssen faldt den tilbage mod sengen. Hun bed tænderne let sammen bag de blege læber i smerte, stødende fra armbrøsten og det forbandede bid sendte et skarp jag af smerte igennem den når hun forsøgte at strække den.
Hvor patetisk! tænkte hun for sig selv, manden over hende havde en dolk begravet i sin arm og hun kunne ikke engang strække sin efter at have benyttet en armbrøst i et øjeblik, hun hadede hvor svag hun følte sig i dette øjeblik.

Lycidas greb om hans hånd var uventet. Uvant.
Han lod sig dog ikke mærke med det, og fokuserede i stedet på hendes spørgsmål.
Da han havde båret hende ind i rummet, havde han lagt mærke til en hel bunke ting og genstande på bordet i rummet. Tjenestefolkene havde tilsyneladende ligeledes været bekymret, for de havde sørget for medicinsk udstyr, rent vand, og en hel bunke håndklæder, nu stablet op på det antikke møbel.
Han åbnede munden let for at svare hende, at hun ikke skulle tænke på kniven, men da hun pludselig trak sig sammen i smerte, glemte han alt om det.
“Hvad er der i vejen?” spurgte han hurtigt, med et skeptisk blik mod hendes arm. Han havde gjort mine til at ville rette sig op, men nu lænede han endnu engang ind over hende, for at undersøge problemet. Han havde troet hun var kommet fra kampen uden voldsomme skader, men nu var han pludselig ikke så sikker længere.