Et spøgelse fra fortiden

Hun smilede let ved hans spørgsmål, for blot et par dage siden havde selv hun ikke troet at Garius reelt ville være interesseret i hendes ve og vel, men i dette øjeblik, i dette rum virkede det besynderligt naturligt.
"Jeg havde glemt hvor kraftigt et stød mod skulderen en armbrøst giver en på min størrelse.." sagde hun med et suk og så ned på hendes skulder, hendes smil forsvandt da hun så hvor rødt og fremtrædende mærket fra en af mændendes bid også var på den hævedet skulder. Hun sank for at holde tårerne tilbage og klemte Garius' hånd som for at minde sig selv at det var ham der stod der. Der var ikke brug for at være bange, han var død og Garius var her.
Hun drejede hovedet og lod blikket hvile på Garius' hånd, den var stor og ru i modsætning til hendes lille, bløde hånd med lange, spinkle fingre. Uden at lægge mærke til det begyndte hendes tommelfinger at glide frem og tilbage henover hans håndflade, den var stadig mere grov en hendes egen, men havde stadig en blødhed over sig visse steder.

Ved Lycidas ord, faldt Garius’ hoved afslappet ned mellem hans skuldre, og en forunderlig lyd undslap hans mund. Var det et grin?
Tanken om hvor godt den lille adelsfrøken havde kæmpet imod de indtrængende havde været fascinerende. Han havde ikke haft tid til at være imponeret i kampens hede, men nu hvor han tænkte tilbage, havde hun handlet fantastisk. Han havde måske nok hjulpet til, men det var i den grad også hendes egen fortjeneste at hun ikke var kommet galt afsted.
Selvfølgelig havde hun lidt under alt hvad der var sket… Men i det mindste, var der ikke nogle videre fysiske skader. Selv om han vidste, bedre end nogen anden, at det ikke var de fysiske skader der gjorde ondt.
Da han løftede hovedet og så på hende igen, var hans ansigt endnu engang neutralt.
De feminine berøringer af hans hånd var endnu engang uventet. Men de var rare. Som et varmt minde.
Rummet omkring dem var dunkelt, på nær en enkelt olielampe der brændte på bordet bag Garius, som fik spidserne på det korte, røde hår til at lyse orange op.
“Er der noget jeg kan gøre for dig?” spurgte han roligt. Der var et bekymret glimt i de dybe øjne. “Noget, overhovedet?”

Ved Garius' ord løftede hendes blik sig langsomt fra hans hånd, indtil hendes øjne mødte hans.
Den lille olielampe flakkede let i baggrunden og fik lyset til at spille i hendes øjne som hun lå der, med store, grønne, blanke øjne. Hendes lange øjenvipper rørte hendes øjenbryn, som hun så op på ham.
Først var der en grad af overraskelse, næsten mistro i hendes øjne mens hun forsod hvad han havde sagt, og hvor oprigtige hans ord virkede. Denne overraskelse og mistro forvandledes langsomt til noget ubestemmeligt, noget varmt, før hun slog blikket ned.
Mens hun holdt blikket fokuseret på sin tommelfinger der fortsat gled frem og tilbage over hans håndflade, begyndte hendes tanker at samles til noget håndgribeligt.
"Hold om mig, Garius" lød det sagte fra hende, det lød næsten som om hendes stemme skælvede, før hun igen slog blikket op og mødte hans øjne.
Hendes øjne var blanke fra tilbageholdte tåre, og varmen fra få øjeblikke siden var nu afløst af en sårbarhed hun sjældent viste for nogen, men det var allerede for sent at gemme for ham. Så meget som hun kunne sige til sig selv at der ikke længere var nogen risiko, kunne hun ikke ryste følelsen af at være fuldkommen åben for angreb af sig som hun lå der, teknisk set, alene i en seng i et stort rum på denne sommer aften.

Endnu engang ramte synet af hende i den sårbare tilstand ham hårdt. Det var en følelse af desperation han selv havde set utallige gange og kendte alt for godt. Selv hendes skælvende stemme vidnede om alle de tanker der rasede rundt i hovedet på hende.
Han svarede hende ikke, men rakte blot stille sin raske arm ud igen, og trak hende ind til sig igen. Hendes hud var stadig varm, men dog ikke så brændende som da han havde båret hende, kort tid forinden.
Roligt, holdt han hende mod sit bryst, et øjeblik. At dette var selv samme kvinde der havde givet ham kamp til stregen, og fået ham til at miste besindelsen adskillige gange, var næsten ikke til at tro.
“Lad mig lappe mig selv sammen først,” hviskede han til hende, inden han løsnede grebet om hendes skuldre.

Akavet fik han hægtet uniformsjakken af sig med den venstre hånd, uden at røre kniven i skulderen. Blodtabet havde ikke været fatalt, siden kniven trods alt ikke var voldsomt stor, og siden han havde ladet den sidde, men nu hvor han havde rejst sig helt op, kunne han godt mærke effekten af skaden. Tjenestefolkene havde stort set tænkt på alt så det ud til.
Med en fin saks - det kunne godt ligne en sy-saks - fik han klippet ærmet på sin kofte af. Alt tøjet krøllede han forsvarligt sammen med de gennemblødte ærmer gemt væk midterst i bunken, og lagde det på en stol tæt ved. Han havde rodet nok i familiens hjem, der var ingen grund til at trække endnu mere blod hen over de dyre møbler… Det lange sværd havde han spændt af sit bælte, og nu stod det lænet op mod det antikke bord, hvor han let kunne nå det.
“Den ene dag jeg vælger at efterlade brynjen…” mumlede han gnavent for sig selv.
Alt dette foregik vendt væk fra Lycidas, der stadig lå på sengen. Han kunne lige så godt spare hende for synet af hans smertende grimasser. Egentlig, ville han havde foretrukket af foretage denne ucharmerende procedure i et andet rum, hvor hun ikke blev nødt til at se på det, men alligevel havde han ikke lyst til at efterlade hende. Og noget fortalte ham, at hun ligeledes ville foretrække at være indenfor synsvidde.
Han gjorde alle de nødvendige forbindinger klar, og lage dem ud på bordet ved siden af en flad skål med vand.
Dermed tog han, uden at tøve, fat om knivens skaft, og trak til.

Idet han trak hende ind til sig uden at sige et ord, føltes det som om hendes muskler begyndte at give slip på deres spænding for første gang denne aften. Hun havde været sekunder fra at lægge armene om hans hals da han hviskede til hende. Hun nikkede indforstået og trak sig tilbage fra ham som han rejse sig op.
Hun lå på siden med ryggen mod væggen og forsøgte at holde blikket nede, men det var ikke muligt. Når hun tog blikket fra Garius var det som om hele hendes krop spændte sig, og frygten var ved at sluge hende hel.
Hun lød blikket glide op fra den brede seng og lod det hvile på Garius' ryg. Han virkede højere end hun huskede ham, hvilket gav absolut ingen mening da hun sidst havde set ham så sent som for en uge siden, men noget var anderledes.
Hendes blik flakkede rundt et øjeblik for at finde hvad det var der var anderledes, udover det at han selvfølgelig ikke havde brynje på til aften...måske var de dét der gjorde det.
Blikket fandt endelig et fokuspunkt, hans skuldre. Uden brynjen virkede de bredere, stærkere, hun kunne se aftegningerne af has muskler under koften, som han bevægede sig foran hende.
Hun bed tænderne ned i sin læbe da han trak dolken ud for ikke at give en lyd for sig, men kunne ikke holde et lettelsens suk tilbage, da den uproblematisk var trukket ud af hans arm.

Garius tvang sig selv til at holde en dyb knurren nede, idet knivsbladet gled ud af hans arm. Og lige så snart fremmedelegemet ikke længere befandt sig i hans krop, begyndte blodet for alvor at flyde. Han tillod kun sig selv et sekund til at se på dolken - et småt blad, der var omkring syv centimeter lagt, og tre centimeter bredt. I det mindste havde bladet siddet i ydersiden af hans arm, og ikke ramt knoglen.
Hastigt bukkede han sig ind over skålen med vand. Det var køligt mod hans hud. Han brugte den venstre hånd til at vaske det åbne sår, så godt han kunne, og rakte derefter ud efter en af de mange bløde håndklæder.
Lige så snart armen var nogenlunde tør, greb han om en lille flaske, som han knipsede proppen af. Straks hældte han den krystal-klare væske ud over skaden.
Selv om det at hive bladet ud af armen ikke havde rørt manden spor, fik denne del af operationen ham dog til synligt at miste vejret et øjeblik. En stærk lugt af alkohol bredte sig straks i værelset. Garius raske hånd rystede en smule idet han greb ud efter et rent håndklæde og lagde det over sin arm.

Mange forbindinger senere, påført med akavede bevægelser af hans venstre hånd, var Garius endelig færdig med den irriterende procedure. Skålen med vand var komplet rød af blod, og trætheden indfandt sig pludselig for alvor i soldatens hoved.
Garius’ blik faldt på en kofte der var lagt frem på bordet til ham. Typisk passede intet tøj ham med mindre det var skræddersyet, men siden familien havde adskillige militærmænd, var det måske ikke helt håbløst. Møjsommeligt bukkede han sig forover og trak sin blå, komplet ødelagte, gennemblødte, enærmede kofte af sig.
Mandens overkrop kom til syne. Lige så muskuløs som man kunne have forventet, og lettere solbrun. Huden viste adskillige tegn på gamle skader, men det mest iøjenfaldende, var et grimt ar der tegnede sig langs den nederste halvdel af hans rygsøjle.
Prøvende åbnede og lukkede Garius fingrene på sin højre hånd. Ledene gjorde en smule brok til at starte med, men i det mindste bevægede alting sig som det skulle. Torio, arméens alkymist, ville nok slå ham ihjel ved hans klodsede arbejde… Garius havde aldrig været god til at lege læge. Hvad han havde gjort, var et kluntet, midlertidigt fiks på noget der nok egentlig burde syes. Der ville uden tvivl blive et ar i fremtiden…
Tålmodigt samlede han nu den nye kofte op fra bordet, og fik den tålmodigt bakset over hovedet så godt han kunne, med den skadet arm.

Da Garius trak koften af slog Lycidas blikket ned, det føltes upassende at gøre andet omstændighederne taget i betragtning, men det varede ikke længe. Lugten af blod og alkohol hang tungt i luften, sammen med den frustrerende aktive frygt der stadig sad i hende fik hendes mave til at vende sig. Efter at have holdt fast i noget tid gav hun efter og så op, for i det mindste at fjerne en af faktorerne der fik hendes mave til at vende sig som om alt var på vej op igen.
Han var mere muskuløs end hun havde regnet med, hvilket sagde mere end man skulle tro. Efter det umiddelbare indtryk af den muskuløse ryg, trådte de mange ar frem, især et der gik langs det nederste af hans rygsøjle. Var det mere frisk end de andre, eller var det blot større end resten? Hun rakte sin ene hånd et frem og lod sine lange fingre tegne en linje i luften der fulgte aret, før hun trak den til sig igen.
Hun vidste han ville hade enhver form for opmærksomhed omkring det, han var ikke typen der fortalte de glorværdige historier om hans ar, det var en del af hans pligt og det var dét. Medynk var bestemt heller ikke ønsket, men hun havde inderligt lyst til at lægge en hånd på den ryg, til at give et tegn på medfølelse og forståelse.
Men selv hvis Garius ikke ville hade det, var det umuligt, hun tvivlede stærkt på at hun rent faktisk kunne stå på sine egne ben længe nok til at gå over til ham. Hun havde mistet fodfæstet foran ham for én dag, så tanken gik i sig selv, men blikket veg ikke fra hans ryg.

Koften var en dyb, rødbrun farve, med lyse kanter. Den var en smule kortere end Garius kunne have tænkt sig, og en smule løs om hans liv, men den passede mirakuløst hen over hans skuldre. Et øjeblik kunne han ikke lade være med at undre sig over hvem af familiens mænd den tilhørte. Den hvide forbinding om hans arm kunne sees under det ene ærme.
Med en sikker bevægelse fra den raske hånd, åbnede han et vindue ud til den varme sommernat. For Lycidas skyld, brugte han et langt øjeblik på at spejde ud i nattemørket, og sikre sig at alt var som det skulle være. Han vidste hun højest sandsynligt ikke ville bryde sig om et åbent vindue i længere tid, men han kunne nok tillade sig et par minutter, for at komme af med stanken af sprit.
Han samlede redskaberne på bordet sammen så godt han kunne. Foldede et håndklæde rundt om det. Derefter rakte han ud efter et tæppe, der var foldet pænt sammen over en stoleryg nær bordet. Dette tæppe tog han op i hænderne, og gik med langsomme skridt hen til sofaen i rummet, hvor han lagde det igen med en doven bevægelse.
Han så hen på Lycidas i den bløde seng. Dynerne og puderne lod til at opsluge hende helt, og synet fik aftenens voldsomme begivenheder til at føles utrolig langt væk.
“Jeg bliver natten over,” sagde han med den rolige stemme. Det var tydeligvis ment som et tilbud, selv om ordvalget fik det til at lyde som en ordrer.

Lycidas havde holdt blikket fast på Garius' ryg under alt dette, men da han åbnede vinduet for hendes blik hen på det nu åbne vindue. Hun vidste at han var der, hun vidste at der næppe var noget at frygte længere, men det sad stadig i hende.
Hendes muskler spændtes, og hun pressede sig ned mod sengen som et krondyr kid der gemte sig for en jæger. Lugten af blod of sprit blev mindre tung i rummet, hvilket var rart, men hun kunne stadig ikke lide det åbne vindue.
Ved Garius ord slappede hendes muskler en smule af, og hun så over på ham, som han stod der ved sofaen. Det gav en mærkelig ro i hende at han ville blive, men det føltes stadig som om han var for langt væk. Hvilket gav ingen mening, de var i samme rum! Det burde være nok...
"Tak" sagde hun med en spæd stemme, hun havde lyst til at række armen ud efter ham, men hun holdt den tæt mod kroppen.

Da duften i rummet igen var nogenlunde normal, lukkede han vinduet forsvarligt igen, inden han vendte tilbage til sofaen.
Sofaen vendte med front hen mod sengen, så han ville kunne se Lycidas hele natten igennem. Der var ikke mere end to meter mellem sofaen, og hvor kanten på gæsteværelsets seng endte. Han satte sit knæ imod den ene ende af den, og drejede den en smule med et skub, så han ligeledes ville kunne holde øje med værelsets vindue. Hvis noget skete ude på gangen, ville han utvivlsomt høre det.
Sikkert greb han sværdet der havde været lænet op ad bordet, og satte sig nu tungt ned på de bløde hynder med et brummende suk.
Som han sad der, faldt skyggerne mørkt over hans ansigt, og han transformeredes med det samme til den hårde soldat han var kendt som i felten.
Det stenhårde, udfordrende ansigt, der vendte sig i koncentration, idet han opmærksomt lyttede til sine omgivelser. De grønne, funklende øjne der jernfast så frem for sig. Den ranke ryg der vidnede om ære. De brede skuldre der vidnede om hvor stærk han virkelig var. Sværdets blanke stål hvilede over hans knæ og funklede i olielampens lys. Uanset hvor venlig han havde været, kunne det nu sees hvor farlig han i sandhed var… Især nu, hvor han havde noget at beskytte.
De grønne øjne så op mødte Lycidas’.
Han havde troet han ville se hende med en følelse af ro, men alt der mødte ham var usikkerhed og frygt. En trækning faldt over hans ellers koncentrerede stenansigt. Hvad manglede han stadig at gøre?
Hans tanker faldt på hendes ord fra tidligere. Hvordan hun havde bedt ham om at holde om hende.
Langsomt, rejste han sig op. Sværdet efterlod han læende op ad sofaen.
Med langsomme skridt, gik han over til sengen hvor hun sad, og satte sig prøvende på sengens kant, mens han stadig så på hende. Ventede på en form for bekræftigelse af hvor i værelset han var behøvet.

Som Garius havde siddet der på sofaen i det knapt oplyste rum var det som om al nænsomhed igen forlod hans ansigt, det var ikke længere en knækket mand, men en soldat der sad på sofaen. Som skyggerne faldt over hans ansigt var det lige før den stålsatte mine føltes intimiderende, hvis det ikke var fordi hun vidste at den var møntet på de der kunne finde på at gøre noget. Hvis der var flere...Var der mon flere? Som taken strejfede hende føltes det som om alt blodet blev drænet fra hende, og hun bliv ligbleg.
Det virkede usandsynligt at sende flere på samme aften, men det havde til gengæld også virket fuldkomment umuligt at nogen ville forsøge at gøre dette mod hende igen så mange år efter første forsøg. Det var 12 år siden, hvad i al-Orbis havde ændret sig siden det pludselig var relevant igen. Hvilket mål kunne de dog opnå ved at foretage et overgreb på hende?

Hun var tabt i sine egne tanker, og havde ikke ænset at Garius havde flyttet sig, før han pludselig sad på sengens kant. Hun så op på ham, lyset fra den lille olielampe flakkede i de grønne, bodsprængte øjne.
Det tog ikke mange øjeblikke før hun slog armene om hans hals og trak sin krop ind imod hans. Hendes krop var begyndt at ryste svagt igen. Hun borede ansigtet ned i hans skulder og hendes hænder klamrede sig til koften han havde trukket over sig.
Det var som om hun smeltede foran ham, der var intet værn tilbage. Det eneste der var tilbage var et desperat ønske om sikkerhed og tryghed, hun ville ikke være som før, alene i en stor seng i et stort rum. Hun higede efter en form for beskyttelse, som Garius i dette øjeblik var den eneste der kunne give.

Da de spinkle, feminine arme faldt om hans hals, holdt Garius et gisp inde. Han havde været så koncentreret om hver eneste mistænktelige bevægelse eller lyd, at denne enorme bevægelse havde overrasket ham.
Lycidas’ spinkle hænder skælvede. Hendes krop rystede let. Han kunne mæske hendes vejrtrækning mod sin hud.
Garius følte ikke at han kunne gøre andet, end at lægge en sikker arm om hende, endnu engang. Nu da dolken var ude af hans skulder, løftede han også den højre arm op med en langsom bevægelse, og lagde den om hende. Hun var utrolig lille i forhold til ham selv.
Lycidas faldt fuldstændig fra hinanden i hans omfavnelse, og det eneste han kunne tænke på, der måske ville gøre hendes smerte mindre, var at trække hende tættere ind til sig. Så det var det han gjorde.

Ved følelsen af Garius' arme om sig var det som om alle hendes muskler gav slip på deres spænding, det var lige før hun ikke kunne holde sig selv opret. Hænderne gav langsomt slip på et krampagtige greb i koften, og hvilede nu fladt mod hans nakke. De lange fingre rystede stadig svagt mod den, men ellers var hendes krop faldet til ro.
Hun holdt ansigtet mod hans hals, følelsen af hans hud mod hendes pande var overraskende beroligende, og bag lugten af blod der størknede og sprit fornemmedes noget andet. En ubestemmelig velkendt duft, der var varm og fik hendes overfladiske åndedræt til langsomt at blive dybere.
"Giv ikke slip...jeg beder dig," stemmen skælvede ikke længere, men den var svag og træt.
Så meget som en del af hende hadede det at bede Garius om mere end han allerede havde gjort, hadede hun tanken om at han gav slip mere.
Hvor lidt hun end havde lyst til at indrømme det, havde hun brug for ham lige nu.

Ved hendes ord, nikkede han stille.
Han holdt fast, og han gav hende tid.
Huset virkede stille. Selv om man kunne høre liv i gangene langt væk - sikkert tjenestefolkene der var ved at rydde op i køkkenet - var deres ende af palæet roligt.
En lille rød plet var dukket op under Garius’ forbinding.
Efter en rum tid, lænede Garius sig hen over sengen på sin venstre arm, og lod sig derefter langsomt lægge ned på den ene side. Den højre hånd hvilede stadig på Lycidas ryg, og nu gjorde han blødt mine til, at hun ligeledes skulle lægge sig ned. Den venstre arm lagde han frem for sig på den bløde dyne, så hun havde noget at hvile hovedet på.
Stoffets silkebløde velkomst mod hans hud var næsten ikke til at håndtere, efter alle aftenens oplevelser. Trætheden væltede ind over ham. Men dette var ikke en nat, hvor han kunne tillade at vise sin udmattelse.
De tunge støvler hang stadig ud over sengens kant. Andre mænd ville have været nervøse for muligheden for at adelskvindens familie pludselig kunne komme stormende ind, og blive forarget over hvordan deres datter blev behandlet. Men for Garius, var det ikke vigtigt. Lycidas havde givet ham en simpel opgave. Det havde intet med hendes familie at gøre.
“Se om du kan få noget søvn,” sagde han med en dyb, lav stemme. “Jeg skal nok holde vagt.”

Som Garius lagde sig ned fulgte Lycidas med uden et ord, og lagde sig på højre side ned på den bløde seng med ansigtet vendt ind mod ham.
Under næsten alle andre omstændigheder ville tanken om en mand i hendes seng være absurd, med undtagelsen af Dorgon havde ingen mand delt en seng i dette hus, og det havde i den grad også været en aparte aften. Det havde føltes passende i situationen, men langt fra naturligt, hvorimod det at ligge i Garius' arme på forunderlig vis virkede naturligt. Som om hun passede ind i det rum der blev skabt i hans arme, på trods af at hun var så meget mindre end ham.
Ved hans ord så hun op på ham, hvordan var det muligt for ham at få hende til at føle sig så sikker, når situationen objektivt stadig virkede så aldeles usikker. Hun hvilede sin hånd mod hans kraveben og lod øjnene hvile på ham i hvad følte som en evighed, men næppe var det.
Hun strakte sin hals let idet hun pressede sine læber imod hans mundvige i et let kys, lige præcis ikke på hans læber.

Synet af kastanjebrunt hår. Et varmt åndedrag der nysgerrigt kravlede hen over Garius’ ansigt. Følelsen af bløde læber mod hans egen ru hud.
Manden der havde virket rolig og stensikker hele aftenen - gennem kampens hede, og gennem traumerne der fulgte efter - stivnede nu komplet.
Han trak hovedet tilbage, væk fra Lycidas. Hånden der havde ligget på hendes skulder, rakte han nu ud, og lagde hen over hendes mund, som for at skærme sig selv. De bløde læber føltes præcis lige så nænsomme mod hans håndflade, som de havde gjort mod hans ansigt.
Et øjeblik, lod Garius til at være frosset fast i tid. Hans mund let åben, som om han ville sige noget. De grønne øjne intense, og næsten spørgende.
Hvad hun ikke viste, var hvordan tanker rasede rundt i hans hoved. Minderne fra engang i fortiden hvor han havde kendt til omsorg og kærlighed. Engang hvor han havde beskyttet en kvinder der havde haft brug for hans hjælp, og han havde lært at elske. Og mest af alt, det knuste hjerte der fulgte. Det hele var for velkendt...
Alt Lycidas fik, var et ansigtsudtryk, der ikke var til at læse overhovedet.
Langsomt flyttede han sin hånd fra hendes ansigt, og lagde den på hendes overarm i stedet. De overraskede øjne holdt hendes blik et øjeblik mere.
Derpå trak han hende tilbage ind i sin omfavnelse. Hvilede undersiden af sin hage mod toppen af hendes hoved.
“Se om du kan sove,” gentog han blot.

Følelsen af den let ru håndflade mod hendes læber var en uvandt følelse, og det var som om den vækkede en del af hende der havde været bedøvet. Hendes øjenbryn rynkedes let som hun forstod hvad hun havde gjort, hun havde flyttet sig uden at tænke sig om og kysset ham. Uden nogen form for konkret årsag.
Hvad havde hun dog gjort, hvorfor havde hun dog gjort det?!
Jo vist hun havde været rædselsslagen, han havde fået hende til at føle sig tryg i en umulig situation, men hvoran havde de de to ting samlet ledt til at hun af sig selv havde presset sine læber mod ham...hendes hovede snurrede i stilheden mellem de to, den overdøvende forvirring og tvivl blev først afbrudt da Garius igen flyttede sin hånd og holdt hendes blik. Hendes øjne var fulde af forvirring, ikke over hans adfærd men over sin egen. Hun åbnede munden let for at sige noget, men foblev tavs idet han igen trak hende tæt ind til sig.
Hun nikkede let ved hans ord, det var nok det mest fornuftige at gøre. Som hun lagde hovedet mod hans skulder kunne hun mærkelig hulhed i hende, som om der var noget der manglede, men hun anede ikke hvad. Hun rystede let på hovedet, hvad end det var, var det sikkert ligegyldigt og ville være forsvundet når hun vågnede igen.
Et lavt gab undslap hende som hun lukkede øjnene, halvt i søvne greb hendes ene hånd om stoffet på koften, som om hun forsøgte at sikre sig at han blev hos hende.

Tankerne der havde ramt ham før Lycidas lagde sig for at sove, havde hjemsøgt ham en rum tid. Men snart kvalte han dem, og faldt i stedet i en form for meditation. Der var ikke plads til personlige tanker, nu hvor han havde en opgave der skulle udfyldes.

Natten var mørk, og huset var foruroligende stille. Men samtidig var der en form for tryghed i det dunkle rum. Som om ingen ville kunne finde dem, og gøre Lycidas ondt.
Garius havde trukket dynen forsvarligt op omkring hende, sørgede for at dække hendes nøgne arme og de skrøbelige skuldre. Han selv lå oven på dynen, med støvlerne stadig uden for sengens kandt, klar til at springe op på et øjeblik.
Han vidste at det ikke ville blive nødvendigt, men det var rart at følge procedure.
Han selv gled over i søvnen efter et par timers venten. Men adskillige gange i løbet af natten vågnede han opmærksomt op ved et knirkende gulvbrædde eller en optimistisk fugl der sang udenfor vinduet. Ingen sov så let som Garius Henzel gjorde.
Og ingen fik lov at gøre Lycidas noget, så længe han var på vagt.

[out]

Lyden af rumstere i huset, og følelsen af solens varme stråler fik Lycidas til langsomt at vågne fra en dyb søvn.Hun satte sig langsomt op i sengen, et øjeblik var hun forvirret over at være i et andet rum end hun plejede, men så kom minderne fra aftenen før væltende tilbage som hendes krop begyndte at gøre ondt, og en ny undren faldt over hende: hvor var Garius?
Hun lagde en hånd op for munden i tide til at stoppe sig selv fra at sige hans navn, selvfølgelig ville han ikke være her, da familien kom hjem var det ikke længere en mulighed for ham at blive liggende hos hende. Det ville have været en skandale hvis han havde..!
Hun lod sig dumpe ned i sengen og begravede ansigtet i de bløde puder omkring hende, hun blev nødt til snart at stå op, men hun havde ikke synderligt lyst.
Hun tog en dyb indånding, sengen duftede af Garius..der var den forbandede tomhed hun havde følt tidligere, hvorfor var den der nu igen?

[out]