Information for information

Vognens hjul bumpede mod den ujævne vej, mens hestens hove klaprede mod brostenene i takt med de andre vogne, der blev sluset ind i byen uden at blive tjekket for illegale varer, da der langt fra var mandskab nok til den slags for tiden. Men det var godt det samme, for de illegale importvarer blev som regel snuppet alligevel, når skibene blev tjekket eller når en forbipasserende vagt opsnappede dem. Netop denne dag var der dog alligevel nogle ekstra soldater, der holdt øje med de forbipasserende. Elverne passede deres dagligdag som normalt, og skibene blev læsset og gjort klar til at sejle, mens nye hele tiden lagde til og blev læsset af. Husene var flotte, anderledes end noget andet i menneskenes land, og hele naturen på denne egn var langt mere mild end omkring Rétneck, der for tiden lå dækket i et helt hvidt klæde.

Lida De la Waar opserverede Mennesa fra det lille vindue i vognen, hvor hun holdt klædet lidt til side for at kunne se ud, men ikke nok til at andre ville kunne se ind. Egentlig var det lige meget, for dem, der red rundt om vognen, var for længst blevet set, og elverne stirrede tydeligt efter dem, nogle med undrende blikke, fordi gruppen endnu ikke var blevet standset af soldaterne. Næsten omgående efter den skæbnesvangre fest var Lida taget af sted. Nicholas ville ikke have hende i huset, og en opgave var dukket op, som Lida var selvskrevet til at tage. Det havde passet perfekt.
Vognen stoppede uden for et højt, velbygget og smukt hus, der egentlig ikke tog sig særligt ud blandt de andre på nær ved at have lidt større døre. Den største forskel lå i det bagvedliggende haveareal, men det kunne Lida selvfølgelig ikke se. Hun steg ud af vognen, så den begynde at køre væk og gik ind i huset, mens hun prøvede at ignorere de stirrende blikke fra de elvere, der tilfældigvis befandt sig på gaden.

Aridóri var ankommet til Mennesa en dag tidligere, i den tro at han ville støde på en Elverlig oberst der skyldte ham lige omkring 200 guldstykker efter en investering der var slået fejl. Troldmanden kunne godt tænke sig de penge igen, og med renter - det var ikke et småt beløb - men det brutale militær-paphoved var ingen steder at se, og derfor var der ikke andet for end at få det bedst mulige ud af den ekstra dag i elvernes havneby. Ikke at det var nogen videre fornøjelse... Aridóri hadede havet - både synet, det der levede i det og lugten - og han foretrak altid at købe de dyre vare fra byen efter de var blevet bragt længere ind i landet. Ingen grund til selv at spilde indlæringstid på materelistisk jagt, hvis man alligevel kunne komme afsted med at betale for fragten.

For øjeblikket sad Aridóri Nir'Kahl med det ene ben krydset over det andet og en kop varm te trygt hvilende mellem de lange fingre i haven på det hus der var blevet bestemt til forhandlingerne. På hver side af ham sad to magikere han havde taget med, både som beskyttelse af sig selv, for at indgyde frygt og for at give dem en lærerig, politisk oplevelse. Mens Aridóri var klædt helt i hvidt, sad lærlingene omkring det runde bord i bordeauxrøde kåber. De havde endnu at gøre sig fortjent til hvid, så for nu måtte de nøjes med Enérgias uniform.
Rundt om de fem magikere, i en halvcirkel, stod soldater i skinnende rustninger og hvide bånd udsendt af Dronningen, tilegnet Aridóri til den udvæksling der skulle til at finde sted.
Det var køligt i vejret, men vindstille, og til alles glæde blev det aldrig så koldt i elvernes land, som det ofte gjorde hos menneskerne og, især, dværgene.

Lærlingene sad roligt på nogle af de stole der befandt omkring bordet. En gang i mellem blev der vekslet et par ord mellem et par af dem, men for det meste af tiden forholdt de sig stille og rolige. I hvert fald udenpå. Inden i de fire lærlinge var det vidst ikke rolighed der herskede. De fleste af dem var stolte over, at have fået lov til at tage med på denne tur, men mange af dem var også nervøse. Det var ikke særligt tit de forlod Tapárminen, eller Enérgia Akademiet for den sags skyld, så det var underligt for dem at komme helt her ud til mennesa, hvor luften lugtede af salt.

Blandt lærlingene var Xhimi. Hun var blevet overrasket, da hun var blevet bedt om, at tage med hertil, men hun havde ikke stillet nogle spørgsmål. Hendes blik var som tit før rettet mod bordpladen, men nogle gange fløj blikket gennem haven og rundt på de forskellige personer, der befandt sig i den.
Her var godt nok - ifølge Xhimi - mange folk, men hun havde valgt at ignorere det for nu. Hun kunne jo altid holde sig lidt væk fra folk et par dage, når hun engang kom tilbage til akademiet igen.

En elver mødte dem i indgangen, og de blev ført ind i igennem en stor indgangshal, der arkitektorisk ikke mindede om nogle af de palæer, Lida havde været i hjemme i Rétneck og skulle hun fremover ønske sig et sted at bo, ville det helt klart blive i noget, der var elver-designet. Lidas fascination af bygningsværket steg kun, mens de gik gennem gangene og blev ført ud til haven bagved. En have, der var lige så overdådig smuk som husets indretning.
Disse omgivelser gav Lida en fornemmelse af at være hjemme, fordi alting var så roligt og fremfyldt, og faktummet at hun befandt sig i fjendens land forsvandt for et øjeblik. Det kunne dog ikke ses på hendes ansigt, der var mindst lige så udtryksløst som elvernes. Hun havde advaret de andre oprørere, hun havde med sig, men de virkede nu alligevel lidt nervøse over at være omringet af væsner, der lige så godt kunne være stirrende stenskulpturer. Lida bebrejdede dem ikke. De var høge, og deres opgave var at beskytte hende. Hun var den, der havde halvdelen af ansvaret for, at det her kom til at gå godt.
Da hun trådte ud i haven, faldt hendes blik straks på forsamlingen, og selvom hun ikke på forhånd havde nogen anelse om, hvem hun skulle møde, var hun ret sikker på, at elvernes valg af talsmand var den rødhårede i midten. Dem på hver side af ham lignede ikke just krigere, og det gik hurtigt op for hende, at det måtte være magikere. Selvfølgelig, magikerne var jo elvernes største trumfkort.
Efter en kort pause på toppen af trappen, løftede Lida op i sine bleggule skørter og gik med sin naturlige ynde - der selvfølgelig ikke nærmede sig elvernes - ned mod forsamlingen, med øjnene rettet mod den rødhårede. Hun havde sat sit hår op, taget den kjole med, der både var pæn og praktisk, og hendes ansigt blev prydet af et venligt smil, der dog ikke på nogen måde afslørede glæde, blot høflighed.
"Mit navn er Lida De la Waar," bekendtgjorde hun og nejede som hilsen. Hun kendte udmærket til elvernes måde at hilse på, men hun var her ikke for at ligne en elver, så hun brugte bevidst den menneskelige form. "Jeg er oprørets repræsentant."

Elvernes fortaler rejste sig roligt op idet folkene trådte ind i haven, og forventede at lærlingene gjorde det samme. Han stod afmålende og ventede på at menneskekvinden skulle nå helt hen til ham - kunne ikke drømme om at gå hende i møde - mens han betragtede hende komme stavrende i de gule skørter. Hun lignede nærmest en nipsting i forhold til den sidste menneskekvinde han havde været inde på livet af. Men i forhold til elverne var hun stadig kluntet og ucharmerende bygget.
Disse iagttagelser fik næsten Aridóri til at sukke. Hans ansigt bar stadig mærker fra mødet med Parélsoldaten et halvt år forinden. han havde et rødt mærke hen over næseryggen, ar efter en flækket læbe og en øreflip der stadig ikke var helet ordentligt. Det var ikke til at beskrive hvor meget det nagede ham.
"Aridóri Nir'Kahl," præsenterede Troldmanden sig, med et næsten usyneligt nik. Han kunne fornemme hendes ignorance overfor elverlige traditioner, og derfor måtte hun indfinde sig med hans manglende interesser og hengivelse for alt humant. "Ærketroldmand af Tarpárminen, ridder og og Dronningens højre hånd."
Han lod sine øjne betragte hende passivt et langt, stille minut mere, - både hver detalje af hendes ansigt og fra top til tå - inden han gjorde en gestus mod det runde bord, hvor den modsatte halvdel end magikerens stadig var fri. "Vær venlig; Sæt Dem ned og gør Dem det behageligt, Fru. De la Waar."

Lida fulgte troldmandens opfordring og tog plads i stolen over for ham, mens hun for sig selv gennemgik de tekster hun havde læst, hvor en ærketroldmand blev nævnt. Umiddelbart fandt hun ikke nogle af betydning, men hun huskede at havde overhørt Valentin råbe om om en ærketroldmand flere gange - dog havde det vist omhandlet, at han ikke havde svaret på de breve, han havde sendt.
Det var ikke svært at opfatte, at Nir'Kahl ikke havde noget til overs for et menneske, men Lida lod sig ikke blive nervøs af den grad. Havde de tænkt sig at slå hende ihjel, ville de spolere chancerne for igen at få sådanne forhandlinger arrangeret.
"Jeg må sige, jeg beundrer Jeres smukke by. Jeg kan se, jeres opbygning ikke er så meget anderledes end i oprøret. Men det kan jeg naturligvis ikke udtale mig om her," kommenterede Lida som om det var en mystisk form for kompliment, og hvad opbygning henviste til, lod hun hænge i luften til egen fortolkning.
Mens hun talte gjorde hun en viftende håndbevægelse til sine følgesvende, der spredte sig ud i samme formation som elverne og derved fuldendte cirklen, hvorefter en dreng ved siden af hende rakte en rulle pænt sammenfoldede papirer.
"Jeg har her de oplysninger, vi vil bytte for Jeres," sagde hun roligt og lagde rullen i sit skød. "De indeholder alkymistiske optegnelser over nogle af de mest brugte eliksirer, der tages med i marken. Selvfølgelig ikke alle dem, der findes - vi skulle jo nødigt give jer mere, end vi selv får til gengæld."
Med den sidste kommentar gjorde hun det klart, at mængden af oplysninger var nøje tilpasset den mængde, elverne havde meldt ud, de havde. Samtidig lod hun også muligheden stå åben for, at hvis de på et senere tidspunkt skulle få fat i lignende vigtige oplysninger, havde oprøret næsten altid noget i baghånden at handle med.

Lærlingene havde selvfølgelig rejst sig op, da de så, at deres mester rejste sig, og de havde sat sig ned igen, da han gjorde.
Deres øjne lå på menneskerne. Mange af dem havde aldrig set sådan nogle andre steder end på gamle billeder i de bøger de havde læst. Det var nogle sjove runde ører de havde. I Xhimis tilfælde havde hun set et menneske før. Dog var det mange år siden. Måske endda for flere år siden, end det menneske, der så ud til at være disse menneskers leder, så ud til at have levet.
De lærlinge, der kom til at sidde ved siden af mennesker rykkede næsten ubemærket en lille tak væk fra dem. Selv om de var her for at forhandle, var det jo mennesker. Og selv om de fremmede mennesker ikke var på menneskernes side, var de jo heller ikke på elvernes.
De fulgte alle opmærksomt med i ordvekslingen, som foregik mellem Aridóri og Lida. De var alle nysgerrige efter at se, hvd der stod på dokumentet.

På ydersiden satte Aridóri et smigeret smil op over kommentaren om byggeriget og arkitekturen. Men på indersiden, var der en irriteret knurren der samlede sig nederst i hans strube. Hvilke byggerier? Hvorfor? Med hvilken grund og med hvilke funktioner?
Han valgte sig at forholde sig tavs, og menneskekvinden talte da også videre lidt efter. Aridóris ansigt blev formelt og neutralt igen.
Da hun havde fremlagt indholdet af dokumenterne, løftede han blot det ene øjenbryn, foldede hænderne og lænede sig ind over bordet på sine albuer.
"Jamen dog, Fru De la Waar..!" Hans stemme var lettere forundret, lettere arrogant og utrolig selvsikker. "Jeg ser at De har umådelig travlt med denne udveksling? Men ret mig hvis jeg tager fejl: De kom vel ikke hele denne lange vej for at udveksle et par dokumenter for deres overordnede og derudover gå tomhændet hjem?"
Trodmnden så kort på lærlingen på sin venstre side, og denne fandt straks de omtalte dokumenter frem. Lagde dem på bordet foran sig, men hvilede stadig hænderne beskyttende hen over dem.
Efter en kunstpause fortsatte elveren ufortrødent.
"De ved udmærket hvad disse indeholder: Præcise beskrivelser af den Novíturianske hærs træningsmetoder af deres absolutte elitestyrke. For ikke at sige en komplet oversigt over fem af de i alt syvogfirs kampformationer selv samme styrker benytter sig af. Nogle af de mest brugte, hvis jeg har fået de rette informationer."
Han lod det fremstå klart i hans stemmeleje, at han ikke havde fået de forkerte informationer.
"Det er ikke småting vi har med at gøre hér... Men før vi gør noget overilet og får dette ud af Orbis - når de forlader denne have, får vi meget sandsynligt aldrig hinanden at se igen, Fru De la Waar - så lad os tage denne samtale ned på et lavere plan, til vores... personlige interesser..."

En af oprørerne flyttede en smule nervøst på sig. De andre forholdt sig rimeligt godt i ro, hvilken Lida skrev på sin liste over hvad hun skulle give dem ros for senere. De forstod ikke særlig meget af det, der foregik. De havde været overbeviste om, at de bare skulle af med deres eget dokument, have et andet og så ellers være på vej tilbage til Frihedens Havn.
Lida havde ikke rørt sig en millimeter. Hun sad stadig lige så rank med hænderne foldet over dokumentet og med det samme, venlige smil, der indikerede lige så mange følelser som elverens udtryksløshed.
"Som De selv siger er dette ikke småting," sagde hun, da han havde talt færdig. "Normalt ville det være yderst uigennemtænkt som menneske at træde ind i dette land, men netop fordi informationerne er af så stor vigtighed og kan betyde så meget for at vi i oprøret kan blive en endnu større - og stigende - trussel for Novítus."
Lida valgte meget omhyggeligt ikke at tale om at stoppe krigen - hun kunne regne ud, at det næppe var i elvernes hensigter at noget sådant skete.
Selvfølgelig havde der været fordele i at tage afsted. Forudsat, at elverne ikke slog dem ihjel ved grænsen, inden de nåede ind i landet, ville det jo give Lida og hendes følgesvende mulighed for at få et kig på elverlandet, deres grænseposter og selvfølgelig komme tæt på en af de højerstående i hierakiet, og at denne så tilfældigvis var Dronningens højre hånd, var jo bare en bonus - og måske også lidt en risiko, nu hvor han viste sig at være ærketroldmand, men det var der ikke så meget at gøre ved. Lida havde under rejsen sendt brevduer med kodet information tilbage til hovedkvarteret for i det mindste at være sikker på, at noget nåede frem, hvis de selv blev overfaldet - af elvere eller rakkerpak. Om duerne var nået frem, var hun selvfølgelig ikke sikker på, men hun kunne håbe.
"Så f-" Lida måtte afbryde sig selv, da en sur smag steg op igennem hendes hals, og hun fik det på samme måde, som hun havde haft det et par dage tidligere, hvor hun havde stormet ud af vognen og kastet op i vejkanten. Hun gav klimaskiftet og vognens ujævne bevægelser skylden og sank klumpen, der efterlod en brændende fornemmelse i hendes strube. "Mens vi taler om disse personlige interesser, ville jeg sætte pris på at kunne få noget væske at indtage. Det har været en lang rejse, forstår De."

"Selvfølgelig, hvor er min betænksomhed?" Aridóri gjorde en gestus mod bordet. "Tag endelig for dem af teen foran dem - det er den fineste hvide bryg af selveste dronningeroserne i tarparminen. Jeg selv og mine lærlinge drikker aldrig andet, og vi er til og med stort set se eneste der får lov til det uden en pris på vore hoveder."
Selvfølgelig var det ikke ren praleri (og løgn - Aridóris smag for te varierede lige så meget som farverne på hans negle): Alle havde hørt om de fantastiske roser fra Tarpárminens indre og med hvilken nænsomhed de blev sørget for. At være lægmand der plukkede en af dem, kunne meget vel koste forvisning fra landet og afhukning af ørene. Hvis ikke et ekstrat af disse blomster indgydede politisk respekt, så var der intet der gjorde.
"Xhimi," sagde han derefter og så på elveren to pladser til højre for ham. "Vil du være venlig at hente en kande vand til vores gæst, i tilfælde af at teen ikke behager?"
Han lod mulighederne svæve lidt i luften, inden han igen rettede blikket mod Lida på den anden side af bordet.
"Godt..." anslog han den følgende samtale. "Ser De, Fru De la Waar, jeg har dedikeret hele mit liv og mit selv til dronningens sag, elveremperiets sejr og vores egen ædle holocaust mod alt klædt i blåt. Jeg ser ikke en mere lykkelig dag end den, hvor min dronning kan erklære sig vinder af denne trættende krig... Og dog, mens alt dette forløber, har jeg et mål der helt og holdent ligger i personlig interesse."
Han kunne forestille sig at en tale som denne ville skræmme hans lærlinge en smule - de var ikke van til at se ham sådan hér med kolde øjne og tretydige ord på læberne - men det var en af grundene til at de var med: De skulle se hvordan verdenen virkelig fungerede.
"Disse informationer jeg søger, er nogle De meget muligt ikke er i stand til at give mig. Og samtidig, kunne de meget vel komme fra alle og enhver. De har intet med deres egen loyalitet at gøre, og samtidig er alle omkring os enten i min bedste interesse, eller så ubetydlige at ingen ville tro deres ord mod Deres. Så jeg forsikre Dem, Fru De la Waar at De ikke vil være i den mindste risikozone for at fortælle mig, hvad De om muligt ved om sagen."
Han gjorde en kundstpause, inden han igæn lænede sig frem på albuerne mod hende.
"I byttehandel, kan jeg give Dem informationer om mit eget erhverv til rimelighedens grænse, eller fortælle Dem hvor meget os elvere ved om Deres kære oprørs-foretagende... Eller..."
Hér blev hans ansigt næsten uhyggeligt at se på. De kolde øjne blev smilende og det samme gjorde hans mund. Men den samme bedrevidenhed hærskede stadig over hans ansigt, og lod ingen tvivl om at han virkelig vidste noget.
"Jeg kan fortælle Dem noget, om Dem selv. Noget, Fru De la Waar, som jeg ikke engang tror De selv er klar over. Og tro mig, når jeg siger, at det er noget De ønsker at vide, for alt i Orbis."

Xhimi rejste sig op, da hun fik besked på at hente vand, nikkede kort og forsvandt så ind i huset. Dog ikke uden en hvis rødmen.
Inde i huset stod hun et par sekunder og tog sig sammen til at spørge en af personerne derinde om, hvor hun kunne finde noget vand. Folkene derinde var venlige til at give hende en kande vand - de havde vel nok set, hvem hun var med – så snart stod hun igen ude i haven. ”her,” mumlede hun stille, hvorefter hun stille satte kanden med vand foran Lida. Efter et hurtigt nysgerrigt blik på menneskerne satte hun sig igen ned sin plads.
Xhimi kunne fornemme på de andre lærlinges let skjulte urolighed, at der var blevet talt om noget uventet, mens hun var væk, men hun havde ingen anelse om hvad. Fordi at det ville være uhøfligt af hende at spørge om hvad der var sket, undlod hun at gøre det, men sad i stedet bare stille og håbede på, at finde ud af hvad der foregik.

Lida lagde mærke til at elverpige, Nir'Kahl henvendte sig til, rødmede, men hendes opmærksomhed blev hevet tilbage til troldmanden, da han igen talte. Så personligt havde hun heller ikke regnet med, det her møde ville blive. Hvad kunne han om muligt vide om hende, som hun ikke selv var klar over? Han måtte bluffe.
Mens han talte havde hun skænket te op, og nippede nu til den for at få den klamme smag væk - hvilket virkede med det samme, fordi teens smag var så gennemtrængende - og yderst velsmagende. Et par af oprørene ved hendes side havde fået en bekymret rynke i panden over Aridóris racistiske udtalelser, men intet kunne spores på Lidas ansigt - heller ikke, da han kom ind på det mere personlige.
"Først og fremmest må jeg sige, at det er en fortræffelig te. Jeg har aldrig smagt noget lignende, og jeg er ganske beæret over at få muligheden," sagde hun og tog et ekstra nip, inden hun satte koppen fra sig på bordet og gjorde klar til sin efterfølgende svarende enetale.
"De må forstå, sir Nir'Kahl, at jeg har umådeligt svært ved at tro, at De kan vide noget om mig, som jeg ikke selv er klar over - især når vi tager perspektivet, at vi kun har siddet overfor hinanden i meget kort tid, i betragtning. De har nok ikke svært ved at gætte, at De har fanget min interesse med denne udtalelse," Lida gjorde en kort pause, og nikkede som tak til Xhimi, der satte kanden med vand foran hende. "Men De kan vel også forstå min skepsis - jeg er trods alt en kvinde, der anser mig selv for at kende mig ret godt."
Den sidste sætning kunne let have forvirret et menneske - og flere af de omkringstående fik da også en mere mærkbar trækning omkring det ene øje, end de havde haft under resten af samtalen - men Lida regnede ikke med, at elveren ville have et problem med at forstå meningen.
"Men uanset hvad, er jeg interesseret i Deres tilbud, for jeg er her jo i oprørets tjeneste, og De nævnte, at De har oplysninger om, hvor meget I ved om os," Lida holdt en kunstpause. "Hvilke oplysninger søger De, sir Nir'Kahl?"

”Åh, min kære,” sagde Aridóri og hans smil blev nu tydeligt og, næsten, oprigtigt. ”Jeg betvivler ikke at De er en kvinde af utrolig høj selvforståelse. Jeg er overbevist om at De kender Dem selv langt bedre end de fleste, uanset race eller køn – og det er ikke så lidt af en kompliment. Jeg kan se det på Deres holdning. Jeg kan se det på måden hvorpå De håndtere Deres arbejde. Men der vil altid være ting, vi ikke kan se uden andres refleksivitet. Et sæt vidende øjne udefra.” Han smilte endnu bredere end før. ”Og i mit tilfælde; et sæt øjne der ser noget langt mere fysisk, af langt større konsekvenser for Dem selv, end De overhovedet kan forestille Dem.”
Han lod denne oplysning svæve i luften, inden hans smil forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, og hans øjne igen blev alvorlige. Han tog en dyb indånding og sukkede toldmodigt.
”Jeg søger oplysninger om et menneske og hans nærmeste, der efterhånden har været mig en pestilens i årevis. Og tager jeg ikke meget fejl, så er han og hans elitestyrke en fælles fjende for os…”
Det var nok for troldmanden, at sige ét ord mere:
”Parél.”

En meget lille trækning, næsten usynlig, kom frem om Lidas øjne, og hun fik halvt skjult reaktionen ved at drikke noget mere te. Elveren talte sandt, det var hun sikker på. På den anden side var han jo også magiker, så der var rimelig stor sandsynlighed for, at han kunne vide noget om hende. Men spørgsmålet var hvad, og Lida var efterhånden ved at blive ret nysgerrig. Hvad kunne en fremmed vide? Og hvad kunne have så store konsekvenser for hende, som han sagde, uden at hun selv kendte til det og den risiko, det tilsyneladende indebar?
Ved benævnelsen af Parél forsvandt den fremkomne trækning igen fra Lidas ansigt, og hun var lige så udtryksløs som før, dog var hendes smil ikke helt så gennemført som før, hvilket vidnede om de tanker, der fløj rundt i hendes hoved.
"De har på alle måder ret i, at han er vores fælles fjende," begyndte hun med lidt langsommere talehastighed end før. "Men at ønske oplysninger om ham generelt er noget af en forespørgsel. Der findes mange oplysninger om ham." Hun holdt en kort pause, og det virkede nærmest som om hun i øjeblikket var igang med at hente information frem om ham fra sine gemmer i hukommelsen. "Alt fra de horder af unge adelspiger der bestræber sig på at kapre ham til hans netop gennemførte missioner. Vi i oprøret ved ikke alt om ham, for det er selvsagt information, der bliver værnet godt om af de rigtige personer. Jeg står i den position, at jeg til tider kan være heldig at opsnappe noget fra min kilde, men informationerne er dog sparsomme. Samtidig ved jeg ikke, hvor meget De i forvejen kender til generalen, og jeg vil nødig kede dem med oplysninger, de allerede er bekendt med. Kan De være mere specifik i deres informationssøgning?"
Den kilde, Lida refererede til, var selvfølgelig hendes mands omgang med både Garrent og Garius Henzel, for selvom hun på det sidste havde været en del sammen med Garius, havde han ikke på et eneste tidspunkt talt om sit liv i arméen.

Aridóri kunne ikke lyve for sig selv: Han var tilfreds. Med den fantastiske lille detalje han havde fundet sig på Lida De la Waar havde han nu overtaget. Og hun vidste det lige så godt som han.
”De forstår ikke,” sagde han med sit lettere smil. ”På trods af at jeg aldrig har mødt Hr. Parél, ved jeg mere om ham end man skulle tro. Jeg kender hans udseende. Jeg har set ham.” Dette lod han stå uden videre forklaring. ”Jeg kender til hans Armé – Jeg har givet dem sår og de har slået igen.” En let berøring af den flækkede læbe. ”Og derfor er der kun ét punkt mere på min liste der skal opfyldes, før mit mål er fuldbragt.”
En kundstpause mens troldmanden skænkede te op til sig selv.
”Kan De fortælle mig, min kæreste frøken oprører, hvornår mons tro Parél bevæger sig uden for sin hule næste gang? Hvornår er han modig nok til at bevæge sig ud på dybt vand? Hvordan får mine soldater fingrene i ham?”

Lida kunne ikke lade være med at smile.
"Nu bliver jeg næsten skuffet, Nir'Kahl," sagde hun og lagde hovedet let på skrå. "De har ellers formået at holde dig til den rette titel indtil nu."
Hvad hun henviste til, måtte han selv regne ud. Hun gad ikke spilde tid på at informere ham om det. Men at bruge tid på at påpege hans fejltagelse gjorde altid godt. Og det gav hende en lille ekstra tænkepause. Lidas øjne blev et kort øjeblik en smule fjerne, hvorefter hun igen mødte Aridóris uden tøven.
"På grænsen til ørkenen nær ruinerne af Vindarro ligger en by, hvis indbyggere er blevet noget trætte af Novítus' indblanding i alt. Vi har haft kontakt til dem et stykke tid nu, men situationen ser ud til snart at eskalere så meget, at vi har overvejet at trække vore egne indsatte oprørere ud derfra, fordi befolkningen viser tegn på så fjendtlig adfærd, at de nok snart kan komme til at slå alle andre end deres meget nære venner ihjel. Der har netop været udsendt en enhed fra Novítus, men med hjælp fra de folk, vi havde sendt ud, blev de slået tilbage. Intet er sikkert, men flere af vore spioner har berettet, at situationen er ved at være så slem, at Novítus snart sender Parél og arméen af sted for at afklare situationen."

Hvem var Parél? Det lød som om at han var en meget vigtig person... eller en vigtig fjende? Xhimi var glad for at hun, så vidt hun vidste (man ved jo aldrig), ikke var en af Aridóri’s fjender. Det var utroligt at Parél, hvem end han så end var, havde overlevet at være Aridóri’s fjende i så lang tid, som det lød som om han havde været det. Mange andre mennesker ville nok være døde, ifølge nogle af de historier, der løb rundt på Akademiet. Alle magikerlærlingene vidste at deres mester var utroligt stærk.
Og jo mere de hørte om oprøret, jo mere blev de interesserede i det.
Udenpå holdt elver lærlingene på deres rolige facader, men indeni fulgte de spændt med i samtalen og ønskede ikke at misse et eneste ord. Hvad end de havde haft af forventninger for den her tur, blev de langt overgået af den samtale, de i øjeblikket overværede.

Troldmanden sendte hende et langt, undersøgende blik. Om hun talte sandt, var aldrig til at sige. At bedømme troværdigheden af sandhed i samtaler som disse var altid et skud i tågen. Men ind til videre virkede kvinden foran ham som en ganske selvhøjtidelig person, og selv om Aridóris stereotype oprører, og menneske, til hver en tid ville lyve sig fra alt, så virkede denne personlighed klogere end som så. Og siden sagen gjaldt Parél, så ville Aridóri gerne løbe risikoen for et falskt bud.
Et koldt vindpust fyldte haven omkring dem og fik græsset til at svaje let. Stanken af havet fik det næsten til at vende sig i ildmagikeren.
"Nu," sagde han overvejende, mens han rakte en hånd hen mod sin ene lærling. Denne gav ham dokumentet gennem en udveksling af lange fingre og negle, og troldmanden så ned på pergamentet med et hævede øjenbryn. "Lad os få denne udveksling overstået, skal vi?"

Lida skuttede sig en smule ved vindstødet, men rettede sig stift op ved troldmandens ord og tog lidt fastere om de sammenrullede papirer.
Troede han, at hun nu bare ville udveksle papirer og ikke få sin del af den personlige samtale opfyldt? Det kunne sikkert ligne en elver at rende fra en udveksling eller have løjet om egne informationer, i hvert fald hvis hun skulle tro på det, den almene befolkning sagde om elvere. Dog kunne hun dog ikke benægte, at lige præcis denne elver - ikke at hun havde mødt så forfærdelig mange - men lige Aridóri havde gjort indtryk på hende, og helt bestemt hvad intellektet angik.
"Nu glemmer De noget, sir Nir'Kahl," sagde hun med myndig stemme. "Hvad ved De om mig, som jeg tilsyneladende ikke selv er vidende omkring?"

Aridóri gav et utilfreds suk fra sig og så bebrejdende på mennesket foran sig, som om hun lige havde ødelagt hans leg.
"Åh, fru De la Waar..!" Han rystede på hovedet. "Og her havde jeg ellers lige glædet mig til at høre hvordan chokket ville indhente Dem naturligt. Jeg kan lige forestille mig hvilket rod det ville give..!"
Han lænede sig længere ind over bordet, og gjorde en bevægelse med to fingre der også indikerede at kun skulle komme tættere på, inden han fortalte noget.
"Jeg kan forestille mig, at dette er noget De ikke ønsker Deres følgesvende skal få at høre," sagde han, stadig højt nok til at mange af soldaterne og oprørerne omkring dem ville kunne høre det. "Som jeg sagde, kunne det gå hen og blive noget værre rod."

Lida fulgte troldmandens opfordring og lænede sig ind over bordet, dog med et tydeligt skeptisk blik, som hun helt klart havde ladet bryde den udtryksløse overflade med vilje. Hun lod bevidst elveren se, at hun ikke stolede på ham, og måske endda ikke troede på, at han rent faktisk havde oplysninger, hun ikke kendte på forhånd. Lige siden han havde strejfet det første gang, havde hun forsøgt at regne ud, hvad en elvisk magiker kunne vide, men med hendes sparsomme viden om magi, var hun stadig på bar bund.
"Lad mig høre.." opfordrede hun, nu da hun havde lænet sig så langt ind, bordet tillod, og hun havde ubevidst sænket stemmen en smule.
Måske var det farligt at være så tæt på en magiker, men hun kunne ikke lade være grundet nysgerrigheden, og ville han slå hende ihjel, ville han have gjort det for længst.

Aridóris hemmelighedsfulde ansigt ændredes nu, til et smil. Og dog var der stadig noget ubehageligt at spore i hans ansigt: Måske noget spottende. Måske noget overlegent.
Som han allerede havde erfaret med mennesker, så blev de ikke mere charmerende eller kønnere når man kom tættere på. De var stadig lige uelegante og grove i trækkene.
"Lad mig være den første til at lykønske, Fru De la Waar," begyndte han, og stilheden der fulgte, var lang. Lærlingene omkring bordet kunne uden tvivl stadig høre hvad de sagde, men soldaterne havde ikke en jordisk chance.
Personligt, glædede han sig til at se kvindens reaktion på hans måske glædelige nyheder.
"Det er en dreng."

Hele Lidas krop stivnede, hun stoppede med at trække vejret midt i et åndedrag og hendes pupiller spiledes op til bristepunktet, så man næsten ville forvente, at de ville prøve at overtage det hvides plads. Hun kunne ikke løsrive sig fra elverens øjne, for hun ledte efter den mindste antydning af, at han ikke talte sandt. Men der var intet. For så vidt Lida kunne se, talte han den skæbnesvangre sandhed.
"Nej," Ordet kom ud sammen med hendes udånding, da hendes lunger begyndte at presse på efter luft, og så lavt, at oprørerne ikke ville kunne høre det. "Det kan ikke være sandt..."
Hun stirrede stadig ind i Aridóris øjne, og den maske hun før havde haft over sit ansigt kunne hun føle krakelerer og falde af i store flager - noget hun i den grad ikke brød sig om. I hendes tanker formedes den sætning, hendes ansigt viste tegn på: Han slår mig ihjel.
Og med ét var masken der igen, hun trak sig væk fra troldmanden, tog papirrullen og lagde den på bordet foran sig med de spinkle hænder hvilende over den. Måske var det som en sikkerhedsforanstaltning, måske for at bekæmpe trangen til at lægge den ene hånd på maven.
"Lad os få tilendebragt udvekslingen," sagde hun så og gjorde mine til at ville skubbe papiret hen mod troldmanden, når han gjorde det samme.

Lærlingene rørte ubehagede på sig. Ingen af dem havde regnet med at samtalen ville komme til at handle om den slags. Og det var heller ikke ligefrem den slags ting, der var det mest normale samtaleemne på Akademiet. Det var meget uvant for dem at høre om den slags.
Da de så menneskets forfærdede ansigt, havde et par af dem næsten lyst til, at lægge en trøstende hånd på hendes skulder, bare for at fjerne det udtryk. Men ellers var de bare ubehagede over situationen.
Elveren, der indtil nu havde haft hænderne over dokumentet rakte det over mod Aridóri, så han kunne tage det.

"Jeg er ganske enig." Aridóri tog imod dokumentet fra lærlingen, og rakte det beslutsomt hen mod Lida. "Lad os."
Uanset hvor meget han var facineret af skabelsen af nyt liv, påskyndte han ikke tanken om et nyt menneske under konstruktion. Især - hvor urelvisk det end måtte lyde - et drengebarn. Endnu en mand der mere end højst sandsyneligt ville komme til at holde et sværd. Barbarisk..!
Deres stemmer havde hævet sig til normalt styrke igen, og der var ingen problemer med at høre dem. Aridóri var dog ikke villig til at give slip på dokumentet, før han havde oprørernes inden for rækkevide.