Information for information

Da Lida var blevet gravid med Meniel havde hun med lethed kunne se igennem kvalmen og ubehaget og fundet lykken i at bære et barn, først i maven og dernæst i sine arme. Nu følte hun ikke kun fysisk ubehag, men også psykisk. En voksende mave forhindrede hende i at komme tilbage til Nicholas, men hun kunne samtidig ikke overvinter hos oprørene, og da slet ikke føde midt om vinteren, hvor det var næsten umuligt at holde varmen i hovedkvarteret. Der var ikke andet for end at komme tilbage hurtigst muligt og forhøre sig med Cyrile... Og dermed også indrømme, at hun gengældte Garius' følelser. Det ville nok næsten blive den værste del.
Lida rev sig ud af sine tanke og rakte begge hænder frem, så hun havde den ene placeret under elvernes dokument og den anden holdende deres. Hun holdt stadig øjenkontakten med Aridóri, mens hun gav slip på sit eget og modtog hans.
"Det glæder mig, at vi kan samarbejde om en fælles fjende, selvom vi ikke er af samme race," sagde hun så som en afsluttende bemærkning.

"Åh, tro mig," Aridóri foretog præcis samme bevægelse som Lida, og snart var dokumenterne byttet rundt. Det nye han havde i hænderne var mere groft og slidsstærkt, som menneskerne typisk benyttede sig af. "Dette dokument er det eneste jeg har tilfælles med Deres race. Og det eneste jeg nogensinde har ønsket at have med jer at gøre."
Troldmanden turde tilsyneladende ikke betro dette dokument til sin lærling, for han beholdt det på egen krop, idet han lagde det i en fold et sted i sine klæder. Derefter rejste han sig, og gjorde mine til at ville sige et sidste farvel til Lida.
"Jeg fornemmer at De ønsker at få denne situation afsluttet hurtigst muligt. Så lad mig ønske Dem god rejse."
Det samme ildevarslende smil tegnede sig på hans læber.
"Mig en fornøjelse at gøre forretninger med Dem."

Lida rejste sig også, og beholdt ligeledes sit nyerhvervede dokument hos sig. Oprørerne rejste sig også.
"Det er altid en fordel at handle hurtigt. Vi oprørere forsøger at gøre ting så hurtigt som muligt," kommenterede Lida, hvorefter hun med et nik og et nej sagde sit farvel. "I lige måde, Sir Nir'Kahl. Må de finde dokumentet inspirerende."
Herpå vendte hun sig og ledte sit lille følge gennem huset igen og ud af fordøren, hvor vognen trofast holdt og ventede på dem. Hun løftede op i skørterne - stadig med et fast greb om dokumentet - og steg ind, mens de andre indfandt sig på deres pladser rundt om på deres heste.
Glad for endelig at være ude af syne lod Lida sin ene hånd lægge sig lige under maven og begyndte at overveje konsekvenserne af det, der nu var gået op for hende.

[Out]

En lærling - den der havde siddet til højre for Aridóri - vendte sig nu mod ham. ”var det det, sir?” spurgte han ham for at være sikker på at mødet nu var slut. De andre lærlinge begyndte også at leve lidt op, nu da mødet var forbi. To af dem begyndte lavmælt at småsnakke om et eller andet. Xhimi’s blik var igen begyndt at farer nysgerrigt omkring i haven. Soldaterne, der indtil videre havde holdt øje med hver eneste af menneskernes bevægelser så ud til at slappe lidt af igen. Dog var de stadig på vagt.
Man kunne se på lærlingene at de stadigt tænkte over ting, der var blevet sagt og uden at tænke over, at det måske var uhøfligt at stille spørgsmål lige nu, spurgte Xhimi: ”Mester Nir’kahl, hvordan kan De vide, at der er på papiret, hvad mennesket sagde at der er? De så jo aldrig papiret åbnet. Og det samme med mennesket, hvordan kunne hun vide det?” Det var tydeligt at høre i hendes stemme, at spørgsmålet ikke var ment som tvivl på nogle af de nævntes troværdighed. Det var bare nysgerrighed.

Aridóri havde sat sig ned igen og nu sad han et godt stykke tid i tavshed og så frem for sig, som om han filosoferede over noget afgørende og vigtigt.
Hans ansigt hvilkede i de overdimentionerede hænder, og hans blik lå på stedet hvor Lida og hendes følge var forsvundet.
"Det skal du ikke tænke over, Xhimi..." sagde han endelig, efter noget tid. Alle var nu blevet tavse og alvorlige igen, idet de hørte det utroligt logiske spørgsmål. "For selv om det dokument jeg gav væk rent faktisk indeholdt de rigtige informationer, har vi ikke det mindste at tabe."
Soldaterne stod ret og kun et par af dem vovede at sende hinanden spørgende blikke.
Aridóri gjorde en håndbevægelse mod en af soldaterne og fik denne til at træde frem.
"Udvækslingen er forløbet præcis som planlagt..." sagde han køligt. "Giv soldaterne besked om at slå oprørerne ihjel så snart de når tre mil uden for Mennesa."

Der gik et par sekunder, før der kom nogen anden reaktion end stirren, fra nogle som helst af lærlingene. Nogle af dem følte afsky, mens andre smilte tilfreds, da de hørte hvad Aridóri sagde, men ingen af dem kom med nogle indvendinger. Det var trods alt mennesker, der skulle dræbes. Mennesker var ikke som elvere. Hvis det havde været elvere, der var blevet beordret dræbt, ville de sikkert have reageret anderledes.
Xhimi’s øjne var i forskrækkelse over svaret blevet en smule større end normalt. Hun skævede hurtigt mod stedet, hvor hun sidst havde set menneskerne. Så, så hun på Aridóri.
Hun gennemsøgte sit hoved for et bare nogenlunde fint svar, men det endte med, at hun bare fik fremstammet ordene ”ehm, nå, jo,” for hvad skulle man ellers svare, når mennesker blev beordret døde?

"Undtagen!" tilføjede Aridóri, nermest oven i Xhimis svar, med en tænksommelig pegefinger foran hans ansigt. "Kvinden. Hende vil jeg have tilbage i live... Jeg vil virkelig gerne vide noget mere om de oprørske bygningsværker hun tale om..."
Soldaterne havde allerede gjort klar til at forlade grunden. De havde alle stenansigter og ingen af dem havde det mindste problem med den ordre der var givet. Stod det til mange af dem, kunne de lige så godt have fået dette overstået lang tid forinden. Men ved troldmandens videre ord, stoppede de alligevel op igen og lyttede. Han var tilsyneladende ikke færdig med sine, ellers så simple, ordre.
"Og det er derfor at jeg vil have jér fire" Troldmanden så sine lærlinge i øjnene én efter én. "Til at tage med det kompani* der er sat til rådighed, og sørge for at menneskekvinden kommer uskadt tilbage hertil igen. Jeg har arbejde hér i byen, og vil derfor afvente jeres hjemkomst."
Han rejste sig op, mens lærlingene så ærefrygtigt på ham. Vidste til syneladende ikke om de skulle være bange og nervøse for farren ved opgaven, eller beærede og stolte over den tillid det viste at de lige havde fået den.
En sidste gang vendte Aridóri sig om mod dem og så dem alle i øjnene.
"Skuf mig ikke."

[out]


*200 soldater. I denne tråd anført af kaptajnen Miráda Læs mere hér

Et kort øjeblik gled et forfærdet udtryk hen over Xhimi’s ansigt, men det forsvandt hurtigt igen. Efter lidt tøven nikkede lærlingene, som tegn på at de havde forstået ordren. Soldaten der havde fået besked på at få soldaterne til at dræbe menneskerne gjorde honnør og gik af sted. Alle lærlingene rejste sig op, bukkede for Aridóri, og fulgte så uden et ord efter soldaten ud af haven.
En af dem - en vandmagiker -smilte. Nu blev der da noget at fortælle de andre lærlinge hjemme på Akademiet om. Hans ven, der gik ved siden af ham så knap så glad ud. Han spekulere på om han mon nogensinde ville komme tilbage til Akademiet igen.

[out]

*SLUT*

Resume: Et møde mellem elverne og oprørerne er blevet arrangeret med det formål at udveksle informationer. Oprørets repræsentant er Lida De la Waar, hvor elvernes er Aridóri Nir'Kahl. Hvor Lida ser ud til hurtigst muligt at få overstået udvekslingen, er Aridóri opsat på også at diskutere oplysninger, der kan komme dem til gode personligt. Han ønsker oplysninger om, hvordan han kan komme ind på livet af general Dorgon Parél, og påstår i bytte at kunne give Lida oplysninger om hende, som hun ikke selv er klar over. Da Lidas nysgerrighed presser på, fortæller hun om en by nær ørkenen og ruinerne af Vindarro, som højst sandsynligt snart vil få besøg af generalen grundet større optøjer. Herefter afslører Aridóri, at Lida er med barn, og efter et panisk øjeblik insisterer hun på at få udvekslingen overstået hurtigt, så de kan komme videre. De to bytter dokumenter, og oprørerne forlader stedet.
Xhimi Green, der har været tilskuer til det hele, undrer sig over, at ingen af de to parter gav sig tid til at se efter, om det var de rigtige dokumenter, der blev givet, men her fortæller Aridóri, at det kan være ligemeget, for de kommer ikke til at beholde dem. Derpå sender han sine fire lærlinge ud sammen med kaptajn Miráda og hans 200 soldater for at slå oprørerne ihjel, når de når 3 mil uden for Mennesa - undtagen Lida, som han vil have tilbage i live.

Tråden fortsættes tre mil uden for Mennesa