Tre mil uden for Mennesa

(Denne tråd er fortsat fra Information for Information)

Normalt ville det måske have taget en rytter, der ikke ønskede at overbelaste sin hest, omkring tyve minutter at ride tre mil. Med en vogn og en gruppe, der havde lang foran sig, kunne det godt komme op på det dobbelte. Men oprørerne var blevet nødt til at stoppe allerede efter halvanden mil for at fjerne en sten, der havde sat sig fast under en af hestenes hove, og den havde været så uregerlig, at de tre mil først blev nået efter lidt over en time.
Stemningen var forholdsvis lettet, da de fleste følte, at alt var gået godt, men et par enkelte var stadig nervøse over at være i elvernes land. Lida sad for sig i vognen og læste dokumentet igennem igen. Så snart de havde påbegyndt deres rejse, havde hun siddet begravet i dokumentet og læst det over 50 gange for at være sikker på, at kunne huske det ordret. Det var for risikabelt at have det på sig, når de kom ind i menneskenes land igen, så hun havde planer om at brænde det, når de krydsede grænsen. Sådan havde hun også gjort med det dokument, hun lige havde givet Aridóri. Hun havde fået en dag til at terpe det, tage af sted, og derefter skrev hun det ned igen, da de krydsede ind til elverne. Så Novítus hende med et brev med sådanne informationer ville hun nok næppe slippe levende fra det, og hun havde absolut ikke lyst til at stoppe sin karriere som næstkommanderende i oprøret allerede nu.
Det var ikke en stor flok, hun havde med sig, det var hun godt klar over, men hun følte sig alligevel sikker. Hun havde fået 30 høge med, og det var som regel lige et godt stykke over det antal, de gængse landevejsrøvere kunne stable på benene. De ville ikke have haft en chance, hvis Nir'Kahl havde valgt at slå dem ihjel i Mennesa, men så var det jo meget godt, han ikke havde taget den beslutning. Lida måtte indrømme, hun nok egentlig ikke havde været sikker på den udvikling fra start af.
Hun smilede kort for sig selv og læste dokumentet igen.

Et kort stykke vej derfra befandt der sig en masse elvere. Faktisk hele 204 af slagsen. Et kompakni fra elvernes hær og Fire magikerlærlinge fra Enérgia Akademiet. En af de fire lærlinge var Xhimi.
Alle disse folk var blevet sendt ud med et formål. At dræbe de mennesker, der i øjeblikket befandt sig i elvernes land. På nær et af dem. Et af dem skulle de lade leve, og tage med sig.
I hurtig gang bevægede de 204 folk sig hen mod det sted menneskene var, og selvom det var de færreste af dem der i øjeblikket sagde noget, måtte de efterhånden være inden for hørervidde for menneskene.
For lærlingene var det første gang de var ude for at slås mod nogle. I hvert fald for alvor. En gang i mellem havde de på Akademiet holdt træningskampe før. Men de havde på fornemmelsen at der nu alligevel var en stor forskel på når de trænede på akademiet og på det de snart skulle opleve. Om der var det, fandt de sikkert snart ud af.

Elvere bevægede sig normalt langt mere stille end mennesker, men når der kom 204 af dem og de fleste var til hest, var det umiddelbart ret svært at overhøre. En af oprørsgruppens bagtrop vendte sig ved lydene og det var ikke til at tage fejl af, at elverne var på vej direkte mod dem og ikke bare tilfældigvis red den samme vej. Han prikkede nervøst sin sidemakker på skulderen, og denne kastede kun et enkelt blik tilbage, inden han red op til fronten og informerede deres alfa om situationen.
Med et var hele gruppen i stilstand, og den samme oprørere som før dukkede op ud for Lidas lille vindue.
"Fru De la Waar," sagde han og lød tydeligt nervøs. "En stor gruppe elvere kommer vores vej."
Lida sukkede ved informationen og begyndte at rulle papiret sammen. Havde hun ærligt talt forventet andet af Nir'Kahl? Selvfølgelig skulle de ikke få lov til at beholde dokumentet. Hun smilede for sig selv. Han regnede nok ikke med, at hun havde en så god hukommelse.
"Giv dem det her," sagde hun kort for hovedet og rakte ham dokumentet.
"Men, frue..?"
"Giv dem det, Sherran,"
Lida var ikke til at sige imod, og Sherran tog imod dokumentet, hvorefter han red mod flokken af elvere, der i mellemtiden var nået næsten hen til dem. Han holdt papiret i vejret.
"Det er dette, I vil have, ikke sandt? Vi vil frivilligt give jer det!" Hans stemme rystede ikke mere af nervøsitet. Han bed den i sig.

Miráda, kompagniets kaptajn, smilte køligt, da han så oprørsmedlemmet komme ridende mod dem med dokumentet. Han lavede en bevægelse med hånden til sine soldater, som så brat stoppede med at bevæge sig fremad. Selv fortsatte han med at ride oprørsmedlemmet i møde. Da han var fremme ved ham rakte han lydløst sin hånd frem, så han kunne tage mod dokumentet. ”Jo tak,” sagde han venligt men med en truende undertone gemt i stemmen, ”det kunne vi egentligt godt tænke os”.

Cirka ti meter fra ham begyndte soldater at gøre deres buer parat. Nogle begyndte at tage sigte mod oprørsmedlemmet, der var henne ved Miráda, sådan at hvis han nu skulle gøre nogle pludselige udfald mod Miráda, så ville de kunne dræbe ham på stedet. Om de dræbte ham nu, eller om et par minutter, når de begyndte at dræbe de andre mennesker, gjorde vel ikke den store forskel. På nær at oprørsmedlemmet i øjeblikket var lidt for tæt på Miráda til, at nogle af dem turde skyde.

lærlingene trippede nervøst fra fod til fod. Selin - en vandmagiker, der havde udråbt sig selv, som midlertidig leder for den lille gruppe lærlinge - huskede sig selv på at han skulle huske at have dokumentet fra Miráda, når dette engang var overstået. Hans mester ville sikkert blive glad for, at se det igen.

Sherran tøvede ikke med at give elveren dokumentet straks, men da han så blikket, han havde rettet mod ham, trippede hans hest et par skridt væk fra elveren, da den kunne føle, at Sherran nærmest blev lammet af frygt og forvirring i sadlen.
"Det.. Det er ikke det, I er kommet efter?" spurgte han, hvorved hans nervøsitet igen kom op til overfladen.
Han var intet specielt, blot en ung mand i midten af 20'erne, der var blevet træt af, at hans familie var endt i Pur Nest som følge af adelens indtog i Rétneck, og derfor havde sluttet sig til oprøret. Han havde intet imod adelen, og da slet ikke Lida, for han bebrejdede udelukkende krigen for den markante ændring, der var sket i hovedstaden. At han var blevet taget med på denne tur gav ham en chance for at vise sit værd, da han for det meste var en stilfærdig personlighed. På turen havde han åbnet sig meget, og han glædede sig egentlig bare til at komme tilbage og fortælle sin lillesøster om de elvere, han havde set.

Miráda sørgede for, først at lægge dokumentet sikkert ned i en pung han havde til at hænge fra sit bælte, før han besværede sig med at svare oprørsmedlemmet. ”nej det er det netop ikke,” sagde han langsomt med samme kolde smil som før, ”men det var da dejligt at du ville give os det alligevel”. Han vendte sin hest om og begyndte at ride tilbage mod sine soldater. På halvvejen stoppede han sin hest og vendte sit hoved halvt om mod oprørsmedlemmet. ”farvel, menneske,” sagde han. Så gjorde han en eller anden næsten usynlig håndbevægelse til sine soldater, hvorefter pile begyndte at regne ned mod oprørsmedlemmet.
Xhimi kneb øjnene i. Hun ville helst ikke se dette.
Selin spærrede imponeret øjnene op.

Sherran spærrede både øjne og mund op og nåede lige at hæve den ene arm beskyttende for ansigtet, men lige meget hjalp det, for pile borede sig ind i ham alle tænkelige bløde steder, som om elverne ville sikre sig, at han var helt død allerede inden, han ramte jorden. Det var han også. Selvom hans arm beskyttede ansigtet, fandt en pil vej til halsen, som den borede sig i gennem, og han faldt af hesten med et halvkvalt skrig. Hesten trippede uroligt et par gange, hvorefter den stak i panisk galop væk fra begge grupper, tydeligvis overbevist om, at det var den bedste reaktion.

De medlemmer, der havde stillet sig parat rundt i en cirkel, så forfærdede til, mens deres ven faldt blødende til jorden, ralle lidt, og miste alt lys i øjnene. Nogle vendte straks deres heste, andre tøvede et øjeblik, hvorefter også de indså deres uundgåelige nederlag og satte i galop eller sprint alt efter, om de tilfældigvis sad på en hest eller ej. Mange af dem ventede bare på at få en pil i ryggen.

I vognen blev Lida meget pludseligt kastet fra den ene side til den anden, da kusken valgte at reagere på samme måde som Sherrans hest. Han satte hesten i fuldt galop med vognen bumlende efter sig.

Nogle elvere sendte et par sidste pile af sted, før de næsten alle begyndte at jage efter de flygtende medlemmer. De havde fået klar ordre på at dræbe dem. Ikke bare at skræmme dem. De mennesker skulle ikke slippe levende fra elvernes land!

”kom!” råbte Selin til de andre lærlinge da han så at vognen, hvor Lida sandsynligvis sad i, - hun var ikke at se andre steder - begyndte at køre væk. De havde fået besked på at sørge for at bringe hende tilbage.
De satte alle fire i løb efter vognen, da ingen af dem var til hest. De kunne bare håbe på, at vognen ville blive stoppet af et eller andet, så de kunne indhente den.

Miráda havde ikke fortrukket en mine, da mennesket var faldet død om bag ham. Han red nu stille og roligt rundt på slagmarken. Sit sværd havde han i hånden, men hans arm lå slapt ned langs hans side. Han besværede sig ikke en gang med at slutte sig til kampene der blev udkæmpet omkring ham. Det kunne andre folk gøre for ham.
Et par elver soldater red i en beskyttende ring omkring ham, hvis nu nogen skulle vove at forsøge at gøre ham fortræd.

De oprørere, der ikke havde en hest, havde ikke en chance. De fleste af de oprørere, der var til hest, blev enten ramt af pile eller blev afskåret vejen af dem, der blev ramt og væltede om på jorden med eller uden deres heste. Elverne var vundet hurtigt ind på dem, og de havde mildest talt ikke en chance. To-tre stykker var heldige nok til ikke at blive ramt eller fanget i slagsmål, og de red direkte hen mod vognen, der slingrede ukontrolleret ind mellem træerne.
Kusken var blevet ramt og faldet af, hvor han på jorden kort tid efter var blevet trampet over af 5 elversoldaters heste, der var på jagt efter de flygtende og ikke så ham i forvirringen af råb, skrig og blod.

I udkanten af slagmarken stod en kvindelig oprørere - som egentlig mest havde været med for at hjælpe Lida med påklædning og hårsætning - presset op mod et træ med et forfærdet udtryk i øjnene, der var fyldt til randen med tårer.
"Jeg beder jer, slå mig ikke ihjel!" råbte hun grådkvalt og hendes knæ rystede så voldsomt, at de så ud til at ville kollapse hvert øjeblik det skulle være.

Vognen stoppede meget brat, og Lida kæmpede sig op fra at have ligget på gulvet i håb om så ikke at slå sig så meget, hvis et hjul stødte på et bumb, og vognen væltede. Hun kunne høre hestene vrinske op i angst, og vognen gav nogle ryst fra sig, da hestene blev spændt af og fik lov til at spæne.
"Lida, løb nu, så holder vi dem hen så længe, vi kan!" Unars grove stemme lød ude fra den anden side af døren, og han åbnede den uden at se ind på hende.
Lida sukkede og så bare på ham. "For jeg ville nemlig kunne overleve derude alene? Måske, hvis der kun var mig..."
Unar stoppede midt i sin bevægelse og så forbløffet ind på Lida, der holdt sin ene hånd på maven og smilede et trist smil til ham. "Det.. det var det..?"
"Ja, det var det, han fortalte mig," Lida rakte ud og berørte let den hånd, Unar holdt på døren. "Mød din død med ære, Unar. Din familie venter på dig."
Et kort øjeblik mødtes deres øjne, så smækkede Unar døren i igen og løb med et brøl mod elverne, der stormede frem.
Et par tårer gled ned ad Lidas kinder, og hun gjorde intet for at stoppe dem. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, og åbnede dem igen, tørre og klare i blikket. Skulle hun dø nu, skulle det i hvert fald ikke blive skrigende som en anden åndsforladt adelskvinde.

Trods kvindens bøn blev der ikke vist nogen nåde. Snart stod der tre elvere omkring hende. Hvis alt gik som de ville have det, ville hun snart være død.
På vej hen mod vognen var de fire lærlinge kommet forbi den nu døde kusk. Xhimi havde næsten fået det dårligt af at se ham. Om det var fordi, at der lå et klamt menneske mast der på jorden, eller fordi det var en død person vidste hun ikke.
De nåede forpustede hen til den nu stillestående vogn kort efter at den lille flok oprørsmedlemmer var dukket op. De havde lige nået at se Lida forsvinde ind i vognen igen, hvilket var en god ting. Så skulle de nemlig kun holde øje med en dør for at vide, om hun forsøgte at flygte.
De elvere hvis heste havde trampet kusken ned var allerede henne ved vognen. Den ene af dem havde allerede kastet sig ud i kampen mod de oprørsmedlemmer der var der. Lærlingene undveg så godt de kunne, at komme i nærheden af nogle af de kampe der blev udkæmpet mellem oprørsmedlemmer og elvere, mens de næsten ubemærkede begav sig fremad mod vognen.

Af de tre oprørere, der befandt sig nær vognen, klarede Unar sig bedst. Han havde fået hakket saddelremmen over (og givet hesten en flænge i siden, men det tog han sig ikke af), hvorved elveren var blevet nødsaget til at fortsætte kampen på jorden foran ham. Her havde elveren dog helt klar også en fordel, da han klart havde mere udrustning end Unar. Han viste dog ingen frygt i øjeblikket og kastede sig blot arrigt frem mod sin modstander med intentionen om i det mindste at tage ham med sig i døden.
Den ene af de to andre havde stået i en uheldig vinkel, da to elvere havde rottet sig sammen mod ham, og han havde fået et sværdhug direkte i ansigtet. Han var død på stedet og lå nu på maven med ansigtet i jorden og det ene ben i en mystisk stilling. Den anden var blevet ramt i sin sværdarm og stod nu ubevæbnet og holdt på sin arm, mens man tydeligt kunne se på hans ansigt, at han blot ventede på, at elverne skulle gøre det af med ham.

Den omringede kvinde faldt nu på knæ og begravede ansigtet i sine hænder, hvorefter hun begyndte at bede en bøn til Sininen, hvilket viste at hun var blevet opdraget som Novítustro og først senere var kommet til oprøret.

Lida havde samlet sine få ting sammen i den taske, hun havde haft det i. Under den voldsomme køretur var de blevet spredt ud over vognens gulv, og hun havde brug for noget at holde sig beskæftiget med. Det tog dog ikke særlig lang tid, og så måtte hun i stedet bruge tiden på at sidde og stirre fast på døren, mens hun ventede på at den åbnede og hun fik en pil eller et sværd i halsen.

I afsky over kvindens bøn til Sininen huggede en af elverne sit sværd ud mod kvindens hjerte. Hvis han ramte rigtigt, ville hun ikke have særligt meget tid tilbage at leve i.

Elveren der kæmpede mod Unar havde ikke regnet med at møde så meget modstand. Faktisk havde han bare regnet med, at kunne hugge ud mod mennesket en gang, og at det så ville være menneskets endeligt. Han havde taget fejl.
På vej ned fra sin hest havde han landet forkert på sin fod og havde slået den slemt, så hans bevægelser nu var blevet utroligt klodsede når man tænkte på at han jo var en elver. Faktisk næsten lige så klodset som hos et menneske.
Han slog hårdt ud mod Unars ene ben.
En anden elver kastede sig mod mennesket med den sårede arm. Han slog ud mod hans hoved.

De fire lærlinge stod nu ved vognens dør. De ventede med tage Lida ud derfra til når kampene der blev udkæmpet tæt omkring dem stoppede. De ville jo nødig have at en eller anden person forsøgte at dræbe hende i kampens forvirring. De skulle bruge hende levende. Derfor stod de nu som en flok vagter og holdt vagt ved vognens dør, så Lida ikke kunne slippe ubemærket ud derfra.
Man kunne se på Selin at han helst ville hen og slås mod menneskene. Han var lige ved at hoppe op og ned på stedet i bare iver efter at få en chance for at slutte sig til kampen. Ved Xhimi var det nærmest modsat. Hendes blik var rettet fast mod et punkt på jorden, hvor der ikke var blod. Hendes ansigt var langt blegere end normalt og hun ville egentlig bare væk herfra.

Den sårede oprørere forsøgte ikke engang så meget som at træde til side. Faktisk gik han en smule i knæ, da sværdet blev svinget mod ham, hvilket gjorde, at det ramte hans hals så præcist, at det kappede hovedet af ham.

Kvindens hysteriske gråd stoppede brat sammen med hendes halvfærdige bøn. Hun blev spiddet på elverens sværd, der straks blev farvet af hendes blod. Det var gået direkte gennem hendes hjerte, og lidt blod dryppede ud fra hendes mund, inden alle spændinger i hendes krop blev sluppet, og hun bare var en klump dødt kød på jorden.

Unar undveg slaget fra elveren, langede ud og lod elveren gøre det samme, hvorefter han sprang mod ham, så elverens sværd boerede sig direkte ind gennem hans maveregion. Han gav et brøl af smerte fra sig, men formåede med al sin viljestyrke at overkomme det og trække sin daggert, som han stødte mod elverens ansigt, der umiddelbart var det eneste ikke dækket af rustning. Det var den eneste måde, han kunne tage en elver med sig i døden - ved frivilligt at gå den i møde.

Elveren havde i panik forsøgt at vende ansigtet væk fra Unar. Han gav et forskrækket udbrud fra sig da kniven skar sig ind i siden af hans hoved. Det kom lidt for meget blod løbende ned af ham til, at han var helt tryg ved det. Til hans held var hans medelvere lige i nærheden. En af dem hev med al sin kraft Unar væk fra deres ven, mens en anden huggede et sværd ud mod ham.
Elveren der havde kæmpet mod Unar sad nu i knæ på jorden med sine blodige hænder holdt op mod hovedet. I et forsøg på, at holde blodet tilbage.

Selin så ud til at have besluttet sig for, at de godt kunne hente Lida nu. Langsomt åbnede han døren til vognen. ”kom ud!” beordrede han mens han så ind i vognens mørke.

Unar faldt om på jorden med et voldsomt åbent sår i maven, elverens blod på sine hænder og et smil på læberne. Med tanken om, at elveren aldrig ville se pæn ud igen, hvis han overlevede, lod den trofaste oprørere sig falde hen til dødens mørke med fredfulde tanker om endelig at se sin kone og tre små børn, han mistede ti år tidligere til hele denne krig.

Lida drog et suk, svang sin taske over skulderen - det beroligede hende på en eller anden måde at have sine få medbragte ejendele tæt på, måske fordi det gjorde op for manglen på våben - og trådte ud af vognen samtidig med, at Unar udåndede.
"Jeg har ikke tænkt mig at gøre modstand, men jeg vil sætte pris på, at I dræber mig hurtigt og effekt," sagde hun med en stemme, der var alt for rolig i forhold til, at hele hendes gruppe lå spredt ud over jorden med tomme øjne og blodige sår.
Så man godt efter, kunne man måske ane de tårer, hun før havde ladet komme frem, men ellers var hendes ansigt i de samme folder, som det havde været i ved udvekslingen.

”Nej, du skal ikke dø endnu,” sagde Selin ligeud. Han tog hårdt fat i hendes ene arm og gav en af de andre lærlinge besked på at gøre det samme.
”kom,” sagde han og begyndte at gå hen mod et sted der lå et par hundrede meter derfra og hvor de andre elvere begyndt at samle sig igen. Miráda red rundt og forsøgte at få øje på de fire lærlinge. Det var jo trods alt ikke folk, der havde prøvet at være ude på slagmarken før. Han måtte hellere sørge for, at tjekke om de stadig levede og om de havde fundet hvad de var kommet efter. Da han blev træt af at holde udkig efter dem, satte han en anden - Katon hed han - til at gøre det for sig. Denne fik snart øje på den lille gruppe og begyndte at ride hen mod dem.

Elveren der havde kæmpet mod Unar blev hjulpet og af dem, der før havde kommet ham til undsætning. Sammen gik de nu også hen mod de andre elvere.

En svag, nærmest hvæsende lyd kom fra Lida, da elvermagikeren tog fat i hendes arm. Ømheden på den arm forsvandt da aldrig, når folk konstant tog fat i hende på den måde.
"Jeg er i stand til at gå selv, tak," vrissede hun på bedste jeg-er-adelig manér, hvorefter hun fik vristet sig ud af den anden elvers greb og forsøgte at komme fri af Selins.
"Er der nogen bestemt grund til, at I ikke bare nedslagter mig ligesom de andre?" spurgte hun med spydighed i stemmen, der indikerede hvor utilfreds hun var med deres håndtering af situationen.

Selin så ud til at tænke sig om et par øjeblikke, før han slap sit greb om hendes arm. ”Men hvis du forsøger på noget, tja, så ved du, at du er i undertal,” sagde han med sin mest truende stemme.
Det var en anden magikerlærling der svarede på hendes spørgsmål. ”Ja, det er der, ja.” fortalte han. Mere sagde han ikke. Han viste ikke hvor meget han måtte afsløre for hende om hendes situation. Derfor valgte han, at afsløre så lidt som muligt.
Elveren der var redet ud efter dem nåede hen til dem. Han var smurt ind i blod, men virkede ikke til at bemærke det. Han hilste på dem med et smil, og så på mennesket med afsky i blikket. ”Det var hende i skulle have fat i?” spurgte han. Xhimi nikkede som svar.
De nåede snart hen til de andre elvere. Efter et par minutter kom den lille gruppe med den sårede elver også.
En soldat red rundt og tælte om alle var der. Efter lidt tid hviskede han et eller andet til Miráda, som derefter smilede sit kølige tilfredse smil. Ingen elvere døde. Og det så ud som om at der ikke var nogle mennesker tilbage her. I hvert fald ikke andre, end det der skulle være her.

Lida fnyste blot af Selins kommentar, hævede et øjenbryn og så bedrevidende på ham - nok egentlig mest for at irritere ham.
"Sig mig, tror du ikke, jeg har øjne i hovedet? Desuden - hvad kan jeg gøre? Bide dit øre af, hvis jeg er heldig?" Det var bevidst, hun ikke talte pænt til ham og brugte du-formen, for det havde han selv gjort mod hende. Høfligheden, hun havde vist for Aridóri, var helt forsvundet nu.
Det blik, hun fik af elveren til hest, kopierede hun og gav ham tilbage for at vise, at hun heller ikke havde noget til overs for ham - om det så var på grund af hans race eller hans blodtilsølede ydre, måtte han selv gætte. Imens tællingen og nogle få ordvekslinger fandt sted, fandt Lida selv frem til, at det måtte være Nir'Kahl, der ville have fat i hende - de lærlinge, der holdt øje med hende kunne umuligt selv have arrangeret dette. Det virkede mindst én i deres lille gruppe alt for uerfaren til. Han var sikkert bare ude på at få mere information. Ikke at hun havde tænkt sig at give ham den.
"Jeg regner med, at vi skal tilbage til Mennesa? I så fald har I vel taget ekstra heste med, eller er allerede ved at spænde en for vognen," sagde Lida så og så på Miráda, som hun havde regnet ud måtte være deres anfører. "Jeg agter i hvert fald på ingen måde at gå tilbage dertil."

Miráda hævede øjenbrynene. ”Og hvad får dig til at tro at vi har det?” spurgte han blot mens han så ned på mennesket. Efter en kort pause fortsatte han: ”Ja, vi skal tilbage til Mennesa og jo, om du vil det eller ej, kommer du til at gå.”
Han fandt allerede mennesket utroligt irriterende og han var frustreret over, at han ikke bare kunne dræbe det på stedet. Det viste han dog ikke. Han virkede stadig ligeså kølig og overlegen som altid.
”Så nu spøger jeg dig så: vil du foretrække at gå, eller vil du helst trækkes hele vejen?”

Lida følte sig trådt på. Virkelig, godt og grundigt trådt på. Hun blev så frustreret over Mirádas ord - fordi hun kunne se på ham, at han mente hvert og et - at hun havde lyst til at knytte sine hænder i vrede, giv ham den længste forelæsning om, hvordan man ikke behandlede en adelig som ovenikøbet var kvinde sådan, eller bare kradse hans øjne ud med sine negle... Okay, det sidste ville nok svine for meget på hendes tøj. Få en anden til det, så.
I stedet fortrak hun ikke en mine og lod ham derved absolut ikke se, at hun følte sig totalt overvundet, hvorefter hun vendte sig og begyndte at gå den vej, nogle af soldaterne allerede var begyndt så småt at trippe hen imod. Men dog gik hun ikke synderligt hurtigt, blot stille og roligt. De skulle i hvert fald ikke have fornøjelsen af at komme hurtigt frem.
Hun kunne dog ikke helt holde en irriteret mumlen tilbage, men det ville kunne høres af dem tæt ved, som for eksempel lærlingene.
Det var efterhånden ved at gå op for oprørets næstkommanderende, at hun sad i lort til halsen omringet af fjendtlige elvere, der nok mest af alt ønskede at se hende parteret eller brændt.

Dagens første ægte smil viste sig kort på Miráda’s ansigt da mennesket begyndte at gå og han indså at han havde fået sin vilje. Smilet blev snart afsløret med en irriteret grimasse, da han så hvor langsomt mennesket gik. Kunne det menneske ikke bare være taknemlig for, ikke at være død endnu? Snart forlod grimassen også hans ansigt.
Lærlingene holdt sig stadig alle i nærheden af Lida, så de kunne holde øje med hende. Ingen af dem sagde noget. de gik sikkert alle rundt og tænkte på de ting, de havde oplevet den dag. Nogle mere tungsindige end andre.
Forskellige elversoldater gik eller red glad rundt og snakkede med hinanden. Det var tydeligt at se at de var tilfredse med dagens sejr, som de gik rundt der og venligt daskede til hinandens skuldre.


[Ude]

Mens hun gik og holdt op i sine upraktiske skørter, fløj tanker gennem hovedet på Lida. Hun forsøgte virkelig at koncentrere sig om det problem, hun var havnet i, eller hvad Nir'Kahls måder at få oplysninger ud af folk på indebar, men hele tiden vendte ansigterne fra hendes oprørsgruppe tilbage på nethinden og hun syntes næsten at kunne høre deres skrig og dødsrallen for sit indre øre. Hun havde blot siddet inaktivt og hørt på at de blev slået ihjel. Det ville Cyrile aldrig have gjort. Cyrile ville have stået ved deres side. Men hun var også en kriger, og det var Lida ikke. I det mindste var hun stærk nok til at undertrykke sin sorg og fortælle sig selv, at det måtte vente til senere, når hun var kommet væk fra elverne. Hvis hun kom væk fra dem.

[Out]

*SLUT*

Resume: Efter udvekslingen af information er Xhimi Green sammen med tre andre lærlinge blevet sendt med kaptajn Miráda og 200 soldater ud for at slå oprørerne ihjel og bringe Lida tilbage til Mennesa, hvor Aridóri Nir'Kahl venter. Så snart oprørerne opdager, at de bliver forfulgt, vælger Lida De la Waar at sende en enkelt hen til elverne med dokumentet, da hun ikke havde regnet med, de ville lade hende beholde det. Da oprøreren har givet elverne dokumentet, bliver han dog efterfølgende skudt fuld af pile og herefter følger en massakre på samtlige 30 oprørere, Lida har med sig. Hun bliver opfordret til at flygte, men vælger ikke at gøre det, da hun nu med viden om, at hun er gravid, ved, at hun ikke vil kunne overleve på egen hånd og finde tilbage til menneskeland. Da alle oprørere er blevet slået ihjel, trampet på eller på andet måde spredt ud over det nu blodige område, bliver Lida hevet ud af vognen og ført til kaptajnen. Hun gør et ihærdigt forsøg på at fornærme ham, men må se sig besejret og alene, og følger med dem tilbage mod byen uden yderligere modstand. Xhimi, der har overværet nedslagtningen har det ikke alt for godt med mængderne af blod, mens en af de andre lærlinge, Selin, finder det utroligt fascinerende.

Tråden fortsætter i Og De troede De kunne slippe væk, fru De la Waar?